Brændende kærlighed

By Jürgen Klahn

Jens Peter Jensen, erfaren politimand, sørger efter sin kones død, da han modtager en bryllupsinvitation fra sin hemmelige ungdomskæreste. Grete skal giftes med deres fælles klassekammerat Gregers i Rinkenæs kirke.
Aftenen før brylluppet brænder Gregers dog inde i sit hus, og selv om alting peger på et hændeligt uheld, tror Jensen på brandstiftelse. I stedet for Grete bliver det nu Gregers' nevø Otto, der skal arve onklens værdifulde marker.
Det lokale politi ser med skepsis på Jensens private efterforskning, og selv Grete har sine forbehold; men Jensen går efter sandheden - og at vinde hendes hjerte - skønt faldgruberne lurer på begge fronter.

"En lille kort krimi af bedste skuffe."
(Bogfidusen)

"Personskildringerne er sammensat rigtig godt, og det er med til at skabe den helt rette stemning."
(Krimihjerte)

"Det er en godt skrevet og godt tænkt krimi."

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 17, 2019
• ISBN: 9788743099413

Jürgen Klahn

Jürgen Klahn er en af flere end 50.000 gæster, der gennem tiden har nydt godt af refugiet Ørslev Kloster. Han skrev væsentlige dele af sine bøger på refugiet, ikke mindst klosterkrimien 'En sidste hilsen', der foregår på Ørslev i 2016, og i hvilken 'Dødspoeten' Ståle Johnson spiller en fremtrædende rolle.

Book preview

9

Kapitel 1

Parcelhuset føltes for stort. Entréen rungede, da Jens Peter Jensen tog sin morgenkaffe med ud på terrassen, stillede koppen og termokanden på det runde cafébord og spændte parasollen op mod den skarpe sol. Han stillede ost og smør og marmelade i parasollens skygge og sprættede bagerposen op.

Man burde være glad på en dag som denne, tænkte han, men sommerens varme formåede ikke at smelte klumpen i hans mave. ’Smil til verden, og verden smiler til dig’, havde været Lises motto, men Lise var der ikke mere, og han savnede hende.

Nabo Løndal vinkede med sin rive hen over hækken, iført arbejdsbukser, træsko og skjorte. Ikke ét strå vendte forkert i hans have.

Godmorgen, sagde Jens Peter. Du er så flittig.

Vi trænger til regn, svarede Løndal med en bondemands bekymrede alvor.

I virkeligheden var han pensioneret finmekaniker. Hans kone, Mette, var lige gået på efterløn, og sammen så de ud til at nyde det liv, Jens Peter selv havde glædet sig til med Lise.

Somme tider fik de sig en kop kaffe sammen alle tre, eller mændene tog sig en enkelt øl i baghaven. Løndals gjorde deres bedste for at få ham på gladere tanker, hvilket Jens Peter værdsatte dem for, op til en vis grænse. Nogle af naboernes anstrengelser havde det med at kamme over – som dengang, Mette Løndal havde inviteret ham til middag for fire sammen med sin fraskilte søster. Han var politimand, men det krævede ikke en politimands uddannelse at gennemskue Mettes listige hensigter.

Lise havde været den eneste kvinde i hans liv, og på en dag som denne kunne han se hende for sig, i stråhat og sommerkjole, flagrende fra blomst til blomst som en sommerfugl, med vandkande og lugeskovl i hænderne og med et smil i sine øjne.

Jens Peter var ikke selv en mand, der lod stå til. Han vaskede op, han gjorde rent og han foldede sit vasketøj sammen i klædeskabet. Han drak med måde; han røg kun sjældent en pibe tobak, og altid udendørs. Men de små pift af hygge, som Lise havde frisket huset og haven op med, var blegnet.

Løndals plænevander rislede. Jensens egne blomster visnede i bedene. De eneste blomster, han dagligt vandede og skiftede, var dem på hendes grav.

*

Jens Peter sukkede, mens han krøllede bagerposen sammen. Han savnede Lise helt ind i knoglerne, ikke mindst en dejlig morgen som denne, hvor de ville have flettet fingre hen over bordet, lige som dengang de var unge og nyforelskede.

Endda hendes insisterende omsorg savnede han. Hendes kærlige forslag: Skulle du ikke hellere tage kasketten på, så du ikke bliver skoldet? – og fornemmelsen af hendes læber, når hun kyssede den bare plet, hvor hårgrænsen veg på hans pande.

Alting var pludselig gået så hurtigt. Tiden, livet. De sidste måneder med Lise stod tågede for ham, som en uvirkelig drøm. Børnene, som de stadig kaldte dem, havde været der i den sidste svære tid, selv om de var blevet voksne og fløjet fra reden og selv havde fået børn. Martin havde fået Jonas med sin kone Cecilie, og Christine havde fået tvillingedøtrene Kir og Line med sin mand, Michael.

Han elskede rollingerne, og kærligheden var gensidig, men de unge familier havde deres egne liv, og det betød meget for ham, at familiebesøgene skulle være en glæde for dem alle, ikke blot for det grå guld. Så affældig var han trods alt ikke. Han var stadig arbejdsaktiv. Under andre omstændigheder ville han have kaldt sig for en mand i sin bedste alder.

Mens de begge var raske, havde han og Lise talt om lange rejser sammen. Til Kenya, Rom og måske Rio. De talte stadig om det, da han tog orlov for at passe hende i de sidste hårde måneder. Det var sådan, de holdt håbet i live, indtil kræfterne svandt og planerne smuldrede. Til sidst havde det været Lise, der foreslog ham at fortsætte nogle år på jobbet endnu.

Sørg for at have noget at tage dig til, når jeg ikke er der mere, Jens Peter, havde hun sagt.

Siden udfyldte arbejdet hans dage på bedst mulige vis. Kollegerne havde taget ham tilbage med lige dele følsomhed og miljøets kærlige form for drillerier: Nå, du kunne nok ikke undvære os alligevel.

Deres afdeling havde en høj opklaringskvote, og han var en god efterforsker. Teknologi interesserede ham ikke, men kollegerne værdsatte hans erfaring. Han havde den sjette sans, der som oftest ledte arbejdet på rette spor.

Men lige nu var der sommerferie for selv den bedste politimand, og tiden, der plejede at være årets lykkeligste, sneglede sig af sted.

*

Ude på vejen hørte han postbuddets elektriske cykel komme hvinende, men ulejligede sig ikke med at se op fra lokalavisen, der ellers var tynd nok i agurketiden. De husstandsomdelte reklamer plejede at blive afleveret om onsdagen og lørdagen, og anden post var der blevet langt imellem.

Men denne dag hørte til undtagelserne. Til Jensens forundring standsede postbuddet op, og kort efter klaprede postkassen. Et feriekort måske? Hvem kendte han, der stadig sendte postkort i stedet for at opdatere deres Facebook-profil med kulørte fotografier? Han fandt nøglen i bryggerset for at se efter. ’Lise og Jens Peter Jensen’, stod der stadig hen over lågen. Han havde aldrig kunnet få sig til at fjerne Lises navn.

Det var et hvidt brev, med håndskrevet adresse. Bogstavernes skråskrift virkede næsten kalligraferet, som en hilsen fra gamle dage. For at trække tiden ud forsøgte han at tyde stemplet hen over frimærket, men stemplet var udtværet og utydeligt. Det var adressen på bagsiden ikke. Afsenderen stod skrevet med fyldepen i mørkeblå blæk: ’Grete Møller.’

Grete Møller med fletningerne. Tænk at hun huskede ham.

Men der stod et navn mere på afsenderen, og en lille rynke sneg sig ind mellem hans bryn. ’Gregers Holm’.

Ikke fordi der var noget galt med Gregers. Tværtimod. Han havde været Jensens bedste ven i folkeskolen. Hver for sig ville han være blevet glad for deres breve. Tilsammen fik deres navne ham til at tænke på en komité. Selvfølgelig: Klassetræf, skød det gennem hans hoved.

De havde alle tre gået i klasse sammen, Gregers og Grete og han, for … hvor mange år siden? Jens Peter regnede. Han var kommet i skole som syvårig og gået fra syvende klasse over i realen som fjortenårig. Ingen af tallene var specielt runde, og han spurgte sig forgæves, hvad slags jubilæum, der kunne være tale om. Ikke deres realeksamen tre år senere i hvert fald.

På sin vis kunne det være skægt at se dem alle igen. Den brogede flok af landsbybørn, der sidenhen var blevet alt mellem himmel og jord: fra højskoleforstander til foderstofdirektør, fra bistandsklient til dranker. Håndværkere, lærere, sygeplejersker. Lange uddannelser, korte uddannelser, ingen uddannelser. Mere end én gang havde det slået ham, at det ikke nødvendigvis var de klogeste, der tog de længste uddannelser eller endte højest på strå.

Men hyggeligt som det lød, følte han sig alligevel ikke klar til at møde sin fortid og de gamle omgivelser, stå ansigt til ansigt med klassekammeraterne. Jubilæumstræf handlede om gensyn og glæden over, hvor godt det var gået dem alle i livet ...

Du må gerne låne min flammekaster.

Jens Peter snurrede omkring. Det var Løndal, der havde talt. Ham havde han helt glemt, men der stod naboen og sigtede med omtalte redskab.

Jeg kan se, du kæmper med ukrudtet mellem fliserne, sagde Løndal. I virkeligheden var det brevet, han pegede på. Men du har måske tankerne andre steder.

Nej, sagde Jensen. Det havde han, men nogle tanker var for private til at blive delt med selv de venligste naboer.

Løndal så lidt skuffet efter ham, da han uvant brat satte sig ved bordet igen, tørrede smørkniven i et stykke køkkenrulle og sprættede konvolutten op med den.

Tag nu en rigtig brevåbner, ville Lise have sagt.

Han smilede. Han kunne stadig høre hende for sig. Det havde været en af deres små venskabelige kontroverser i dagligdagen. Hvor hun kom fra, brugte man ikke smørknive til at åbne breve med. På den måde havde der været lidt Lady og Vagabonden over deres forhold.

En invitation var det ganske rigtigt,