Stille vand: Den første roman om Steffen A. Mollbergs verden og de hændelser, som ændrede den

By Allan Lund

Steffen Aksel Mollberg er en rar og vellidt, ældre mand, som lever sit stille pensionistliv i det sidste hus på landsbyens hovedgade. Han er en gæstfri og loyal kammerat over for sine trofaste, gamle venner, Bent og Arno, og han er en altid hjælpsom nabo, når det kniber for Matilde og Jesper og deres to døtre.

Natten mellem 1. og 2. juledag bliver han imidlertid ganske uforskyldt impliceret i en voldsom hændelse, som på dramatisk vis ændrer hans fredelige tilværelse. Omstændighederne gør, at han, der altid har været den afdæmpede og godmodige type, nu føler sig tvunget til at tage affære og finde sider frem i sig selv, som han ikke tidligere har kendt til. For han er nødt til det - der er brug for ham - og hans beslutning får både absurde og fatale følger for en række personer, som kommer på tværs af ham ...

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Aug 16, 2019
• ISBN: 9788743017226

Book preview

stilheden.

Kapitel 1

Aften, 1. juledag 2015

Steffen har gået sin sædvanlige aftentur i den stille landsby. Ud over to katte har han slet ikke mødt nogen på sin runde. Men han har ved selvsyn kunnet konstatere, at der er liv. Det er blot denne aften koncentreret inde bag de duggede, sprossede ruder omkring julefrokostens rester, som skal udryddes, inden man kan begynde at koncentrere sig om forberedelserne til frokosten 2. juledag. Eller i det mindste blot forsøge at fortrænge skyldfølelsen over den manglende mæthed så meget, at det på en absurd måde giver mening, at man skal på den igen om cirka et halvt døgn.

Lige præcis de problemer har Steffen imidlertid ikke, for han er traditionen tro alene, også under højtiderne. Ikke, at det berører ham det mindste. Han har da fået invitationer gennem årene, men i de snart 24 år, han har boet alene i det lille hus, som ligger som det sidste på Landsbyens snoede hovedgade, har han altid valgt at sige fra. Højtider er til for den nærmeste familie, og sådan en har han ikke haft længe. Sådan er det bare. Ingen grund til klynken af den grund. Der er rigeligt at være glad over alligevel.

Han smiler ved sig selv, da han går ind gennem den tomme carport og husker på den tidlige formiddags episode.

Han var næsten færdig med sine havregryn med mælk og sukker, da der blev banket med dørhammeren. Umiddelbart kunne han ikke se nogen gennem dørens lille, matterede glasrude, så han skønnede, at det nok som sædvanlig var nogle børn, som var tidligt ude for at samle ind til noget vigtigt. Men alligevel – kl. ni julemorgen!?

Helt instinktivt tog han en håndfuld mønter fra den lille skål, som han til den slags lejligheder havde stående på hylden over knagerækken. Så åbnede han døren. På dørristen udenfor i det grå morgenlys lå Jesper på knæ med hovedet dybt bøjet mellem sine oprakte arme. I hænderne holdt han en flaske rødvin op mod Steffen.

– Glædelig jul, ærede nabo. Modtag denne ydmyge gave, og dog temmelig dyre Amarone, som et tegn på evig underkastelse.

Steffen tog flasken.

– OK, sagde han og lukkede døren.

Det varede lidt, før Jespers kontur kom til syne på den anden side af ruden. Så blev der banket forsigtigt på igen. Steffen åbnede.

– Ja?

– Øh, jeg blev altså ikke helt færdig.

Jesper havde fået et underdanigt, bedende hundehvalpeblik i øjnene.

– Det der blik kan du gemme til Matilde. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at du vil bede mig om en tjeneste, Jesper. Tager jeg fejl, eller …?

Jesper hev lidt ud i sin skjorteflip.

– Altså, sagen er den, at vi skal af sted til Fyn nu for at fejre juledagene hos Mattis forældre, og så falder det så uheldigt, at den gamle, gode Skoda også har valgt at holde juleferie. Den nægter simpelthen at starte. Og så var det, at Matilde foreslog, at vi kunne spørge dig, om …

Steffen drejede sig lidt og skiftede diskret mønterne ud med bilnøglen på knagerækken.

– … om hvad, Jesper?

– Jo, altså, om ikke din Fiat kunne tænke sig – og måske direkte havde godt af – at komme ud at køre en lille tur, til for eksempel … øh … Fyn?

Steffen satte et forundret ansigtsudtryk op.

– Taler vi om den elleve år gamle Fiat Multipla, som i tidens løb har ligget under for så mange morsomme bemærkninger, grænsende til det respektløse, fra min skodaejende nabo?

– Morsomme og morsomme, arh, det kan jeg da ikke erindre, hva’?.

– Hvad så for eksempel med udtrykket Anders And bil?

– Jamen, øh …, det har altid været kærligt ment. Aldrig respektløst, aldrig!

Steffen lagde armene over kors.

– Det lyder sgu ikke særligt overbevisende, Jesper. Det må du kunne gøre bedre.

Jesper tog en dyb indånding og holdt sine knyttede næver i vejret.

– Jo da. Kære, kære Steffen Aksel Mollberg, kan det lade sig gøre at låne din fremragende bil til i overmorgen, så vi kan komme til at holde jul hos pigernes højtelskede mormor og morfar i Kerteminde?

– Årh, hvor raffineret – så spiller vi vist lige det-vil-være-så-synd-for-ungerne-og-deres-bedster-kortet. Men du mangler stadig den korrekte og respektfulde beskrivelse af køretøjet, tror jeg.

Jesper tog tilløb og trak vejret dybt.

– Den fremragende Fiat Multipla …

Steffen dirigerede imødekommende.

– … som er …?

– … verdens bedste bil.

– … og ydermere verdens …

Jesper trak vejret tungt og pustede ud.

– … smukkeste bil.

Steffen daskede ham på skulderen.

– Det var da ikke så svært, vel Jesper. Men ved du hvad, det havde du da slet ikke behøvet. Og nej, jeg skal ikke bruge den.

Han rakte ham nøglen.

– God tur og hils din svigerfamilie. Kør forsigtigt.

Jesper blinkede til ham.

– Du er fandme bare så meget i orden, Steffen, selv om du er en barsk forhandler. Tusind, tusind tak!

Jesper forsvandt i skarpt trav rundt om hækken.

Da Steffen kort tid efter vaskede sin tallerken af, kunne han ud ad køkkenvinduet se familien Hansen sætte deres tasker ind bagerst i Fiat’en og sikre, at My og Liv var spændt ordentligt fast på bagsæderne. Jesper prikkede på vinduet og vinkede, mens Matilde sendte ham et fingerkys. De bakkede ud og sendte til afsked et forsigtigt dyt.

Steffen stiller sine støvler i den lille entre og hænger sin mørkeblå, kommunale og uopslidelige arbejdsjakke på sin sædvanlige bøjle. Så smutter han i sine hjemmesko og går ind i stuen og varmer lår og baller foran brændeovnen. Han lægger endnu en kævle ind i gløderne og lader ovndøren stå på klem. Så snupper han sig en snebajer i køleskabet og slår sig ned foran sin LCD-skærm og den sande historie om Tarok.

At Steffens liv havde formet sig, som det gjorde, havde ikke umiddelbart ligget i kortene. Det havde set anderledes ud fra starten.

Indtil han for godt tre år siden som 65-årig gik på pension, havde han i næsten tyve år omhyggeligt passet sit ganske tilfredsstillende og fredelige job som pedelmedhjælper på en af kommunens skoler. Han havde sat pris på de daglige rutiner og havde været populær hos både elever og ansatte på grund af hans venlige væsen og hans store imødekommenhed. Hvis man skulle have ordnet noget, gik man altid til Steffen, for han sagde aldrig nej, og han ordnede tingene hurtigt og på bedste vis. Han havde da også fået en fin, lille reception på lærerværelset, da han stoppede, med tilhørende flasker i cellofan, pølser i svøb og papvin ad libitum samt et meget imponerende baseballbat, som sløjdlæreren selv havde drejet og indgraveret Steffens navn i.

Hans afgang fra arbejdsmarkedet og overgang til tilværelsen som professionel folkepensionist havde passet ham ganske fint. Sådan havde man det nok også i Teknisk Forvaltning, som dermed fulgte den økonomisk betingede plan for naturlig afgang. Fastholdelse af god arbejdskraft, som man også havde en officiel, konsulentudviklet strategi for, var ikke bragt i spil i Steffens tilfælde, eller for den sags skyld nogle af hans jævnaldrende kollegers.

Da Steffens tidligere leder, gamle pedel Ivar, stoppede nogle år før, var der tiltrådt en nye pedel, eller teknisk serviceleder, som han foretrak at blive tituleret. Han var en del af en lille eksklusiv gruppe, som af forvaltningen var blevet ansat til at effektuere den fælleskommunale rationaliseringsrunde til effektivisering og optimering af arbejdsgangene på kommunens institutioner. På almindeligt dansk og uden de floromvundne djøf-omskrivninger betød det bare, at der skulle skæres helt ind til benet.

Året efter Steffens afgang viste det sig, at den reelle underliggende masterplan for Steffens arbejdsplads havde været at afvikle hele institutionen. Skolen blev opgivet, angiveligt på grund af faldende børnetal og fordele ved skolesammenlægninger – uofficielt, og en hel del nærmere sandheden, fordi kommunen fattedes penge. Beslutningen havde medført en storm af protester fra forældrene i skoledistriktet, men det politiske flertal med borgmesteren i spidsen havde med nedladende retorik og magtfuldkommen arrogance afvist al kritik. Opbakningen til de rasende forældre havde da også været minimal i den øvrige del af kommunen, hvor man i stedet glædede sig over, at skolelukningen ikke havde ramt dem.

Men alt det var historie nu og ikke mere en del af Steffens liv, hvilket han var yderst tilfreds med. Han havde fundet en ro, som egentlig overraskede ham selv lidt. Han havde i sit stille sind frygtet, at han måske ville blive rastløs eller lettere deprimeret, når han ikke længere var en del af et arbejdsfællesskab og ikke skulle møde til fast tid og bundne opgaver. Men han havde tværtimod fra dag ét været gennemstrømmet af en frydefuld følelse af frihed. Hans tid var nu helt hans egen, og han kunne vælge at gøre det, som han syntes, var interessant. Han kunne nu vente med at stå op til klokken syv og så bruge masser af tid på sin morgenkaffe og morgenavis og ellers følge med i verden og orientere sig, som han havde lyst til på internettet med sin lille bærbare Lenovo. Han havde tid til at foretage sig, hvad han ville på lige præcis det tidspunkt, der passede ham. Han var fri som fuglen og positiv indstillet over for livet.

Han havde aldrig været yderliggående i hverken tanke, ord eller handling. Han havde altid tænkt, handlet og stemt moderat og havde altid følt, at midten var et fint sted at befinde sig. At han var af gennemsnitligt højde og drøjde for danske mænd, syntes at understrege det.

Han var slet ikke i tvivl om, at han var blevet ældre. Det fortalte spejlbilledet af den aldrende mand med de blå øjne det korte efterhånden helt hvide hår ham dagligt, men han følte alligevel ikke alderen trykke nævneværdigt. Indeni var han stadig ikke nået på omgangshøjde med sin alder. Han huskede ofte sig selv på, at han for nogle år siden havde læst om en 55-årig mand, som var omkommet ved en soloulykke. Steffens første tanke havde været, at så gamle mennesker måske slet ikke burde have kørekort, og så var han kommet i tanker om, at han selv var toogtres.

Med sit imødekommende, afslappede og humoristiske væsen var han vellidt af de mennesker, han omgikkes med i Landsbyen. Steffen deltog gerne i den årlige oprydning i gadekæret og gik til hånde ved de forskellige arrangementer, som landsbylauget foranstaltede. Han var en venlig mand, man kunne regne med, og han hjalp altid, hvor han kunne. Det var velkendt, at havde man behov for hjælp, kunne man altid henvende sig i det lille velholdte hus med den velplejede landsbyhave, som lå sidst på Hovedgaden, dér hvor fortovet endte.

Han havde venner, han satte stor pris på, selvom det også tyndede ud blandt dem. Senest havde han dette efterår måttet sige farvel til Helge, som han havde lært at kende, da han selv boede i Sydhavnen. Skønt Steffen for mange år siden var flyttet sydpå, mødtes de stadig nu og da i sommerhalvåret til lidt frokost med en øl, en dram og udsigt til Rotteøen på Helges yacht i Fiskerihavnen.

Den gamle motorbåd havde været Helges hjem, indtil han havde fået nok af livet, drukket sin sidste elefantøl og røget sine sidste gule Gauloises. Få uger inden havde han udnævnt Steffen til sin universalarving, og under et kraftigt hosteanfald og med overdrevent højtidelig mine overdraget ham nøglerne til en gammel, tom, 40 fods container på den slidte oplagringsplads på Bådehavnsgade. Den stolte skude Laila 3 gik lige op med restancerne til bådeklubben og Tutten.

Nogle af vennerne fra ungdomsårene havde været langtidsholdbare, og selv om de ikke ligefrem sad lårene af hinanden, vidste alle, at de var der, hvis der var brug for dem. Og det var faktisk langt hen ad vejen rigeligt.

Steffen var efter sin realeksamen blevet optaget på gymnasiet og var kommet i klasse med Arno og Folke. Og de svingede fra dag ét. De havde den samme indforståede, sorte humor, som kunne få dem til at bryde sammen af grin over detaljer, som for andre var for ubetydelige til overhovedet at blive bemærket.

Steffen Aksel Mollberg blev med det mellemnavn døbt Knast. Det var lige efter bogen. Arno Gelinde havde et navn, som i sig selv var grotesk, men Gelænder blev da brugt i ny og næ, og Folke Hansen havde i et svagt øjeblik ladet forstå, at en karriere inden for politiet, nok var det, der fristede mest. Specielt en ansættelse som efterforsker i Politiets Rejseafdeling. Det havde givet ham tilnavnet Drab – et navn han ikke var ubetinget utilfreds med.

Og så var der store Bent. Han havde aldrig haft interesse i andet end frisk luft, god musik og ingen forpligtelser ud over, hvad et job kunne kræve. Han skulle ikke nyde noget af skole og lektier. Han havde altid vidst, at han skulle være murer ligesom sin far, og han fik sit svendebrev efter at have været i lære i fire år hos Steffens far, murermester Mollberg.

Det var ikke for meget at sige, at det venskab, som for Bents og Steffens vedkommende var startet allerede, da Bent blev lærling hos Mollberg, blev yderligere fasttømret, da de begyndte at udforske musikken sammen med Steffens to nye klassekammerater. I begyndelsen var det rent akustisk, med Arno på bongotrommer og de tre andre på spanske guitarer, men da Bents bedsteforældre stillede et øvelokale til rådighed i kælderen på Æblevej, ændredes ambitionerne i takt med anskaffelsen af forstærkeranlæg, som Bent oftest sponsorerede.

Bent Bastiansen blev egentlig bare kaldt Bent, men efter at deres beatgruppe Humming Eunuch havde antaget en seriøs form, blev han naturligt nok kaldt Basse, hvilket han da også kunstfærdigt havde indgraveret med gotiske bogstaver under broen på i sin hvide, langhalsede Hagströmbass.

Der var i midten af tresserne så mange idoler at lytte til, som alle sammen på et tidspunkt havde været dér, hvor Humming Eunuch nu befandt sig. Samspillet mellem de to konkurrerende og supplerende leadguitarer, Bents tunge bas og Arnos metronompræcise trommer begyndte at svinge, og de oplevede den form for nonverbal, musikalsk kommunikation, som kun kan fornemmes af de udøvende, og som altid efterlader smil i deres ansigter. Folke var for det meste forsanger, og hans let nasale stemme gjorde mange piger voldsomt svage i knæene. Og så så han jo godt ud, mente de, og hans mørke hår sad altid flot. Det kunne de andre tre absolut ikke se, og de påstod altid hårdnakket, at han lød sådan, fordi han bare var forkølet. At Folkes specielle stemme samtidig var i stand til at sløre, at han havde en meget lemfældig omgang med de engelske tekster, holdt de imidlertid inden for gruppen. For det fungerede, og de fik sammen den slags intime, musikalske oplevelser, som gjorde fire ganske forskellige personer til en enhed.

Stille og roligt – eller rettere: højt og rockende – antog covernumrene og deres egne selvkomponerede bud på globale hits en acceptabel form, og musikken kom til at lyde rigtigt, og som noget de kunne være bekendt at præsentere for et større publikum. Det havde krævet meget sved at nå dertil, måske på bekostning af de kræfter, som for tre af dem havde været nødvendige for at få den helt optimale studentereksamen.

Steffen havde oprindeligt haft ambitioner om at læse til lærer efter gymnasiet, og han og Arno havde efter et sabbatår begge søgt ind på seminarium i det nordlige København. De håbede begge at kunne starte til den efterfølgende september. Det skulle imidlertid gå anderledes.

Dog, Steffen havde tilpasset sig de vilkår, tilværelsen havde givet ham, og han var i sin pensionisttilværelse nået et sted i livet, hvor der var fuldstændig fred og harmoni, hvor han så ubetinget selv bestemte tempoet, hvor den største krise opstod, når han havde forlagt en af sine arbejdshandsker, og hvor de tre havenisser under nordmannsgranen gav rigtig god mening.

Da han et par timer senere vågner i sin lænestol, er det begyndt at regne kraftigt. Han slukker for tv’et, bevilger sig selv endnu en julebryg og tænder sin traditionelle julecigar stående ude i havestuen. Så får brændeovnen dagens sidste stykke avnbøg, før han går han ind og børster tænder, tisser af og trasker ovenpå til førstesalen, hvor han på reposet oppe for enden af trappen har sin ottekilos kettlebell. Den får vanen tro sine kraftfulde svingture, inden han fortsætter ind i sit kølige soveværelse og sin gode seng med den varme dyne. Han sukker tilfreds og mumler som altid Tak for en god dag, Steffen, inden han falder i søvn.

Kapitel 2

1. juledag 2015

Da de her til morgen havde aftalt det kommende døgns ekstraopgaver med Bossen, havde Phillip ikke haft det særlig godt. Men han havde holdt det for sig selv. Han havde sovet uroligt og var vågnet med en trykken for brystet og en metallisk smag i munden. Han vidste godt, at han både røg og drak mere, end han burde, også uden for festlige lejligheder. At han stressede for meget i det daglige, gjorde heller ikke sagen bedre, men han vidste, at den kommende treugers vinterferie med Lorna og all inclusive på Gran Canaria ville kunne rette op på det meste –i hvert fald det med stress.

De havde også haft travlt og heldet med sig, ham og Kevin, på de ture de havde kørt i efteråret. Det var blevet til rigtig mange, gode bonuspenge, og det havde Rikard, deres gamle boss, bestemt også været mand for at påskønne. Ganske rigeligt endda. Ekstratjansen var et mere end glimrende supplement til deres officielle job som flyttemænd i Rikards Flyttefirma.

Som sædvanlig havde de rekognosceret om formiddagen i deres Peugeot Boxer med påmonteret magnetskilt, som fortalte, at bilen var en servicevogn fra VVS-firmaet Andersen & Søn. De havde kørt nogle runder i det område, de skulle besøge senere og gjort sig de nødvendige, indledende iagttagelser uden at påkalde sig unødig opmærksomhed. De havde noteret sig ideelt beliggende huse med tomme carporte og garager, og de havde spottet flere interessante emner.

Kevin havde i løbet af de seneste måneder på trods af sin unge alder udviklet sig til en glimrende medhjælper, og Phillip havde da også diskret fortalt Bossen, at han godt kunne have store forventninger til den stærke, tyveårige gut. Phillip vidste godt, at han selv ikke havde så mange år i sig endnu, før han var nødt til at bede om et andet knap så anstrengende job i firmaet. Men Bossen var kendt for at passe godt på sine loyale medarbejdere, så det skulle nok lykkes. Han skulle bare lige tage sig sammen til at tage beslutningen, og det skete måske, mens han nød vintervarmen på øen i Atlanterhavet sammen med sin skønne Lorna. Men den tid, den glæde. I dag handlede det om at have fokus på det job, som skulle udføres.

Området på Mejerivejen var som okkuperet af beboere og deres gæster, og det var først helt ude i bunden af den lukkede vej, at det tyndede ud i mængden af parkerede køretøjer. Og dér lå et stort herskabslignende hus med lukket port og uden nogen biler overhovedet. Det skulle i hvert fald tjekkes i nat.

På vejen tilbage kørte de mod vest ud af byens hovedgade, og netop som de kom til det allersidste hus på venstre hånd, bakkede en Fiat Multipla ud næsten lige foran dem med snuden den modsatte vej. De bremsede forsigtigt op og vinkede venligt til familien i den tætpakkede bil. Faren viftede lidt beklagende med hånden og gav dem et undskyldende dyt. Hold nu helt kæft. Det var da at få det hele serveret på et sølvfad. Phillip og Kevin så på hinanden og smilede. Phillip grinede.

– Et smukt motiv med en legendarisk grim bil.

Klokken havde passeret midnat, og regnen faldt blidt og stille, da den diskrete, koksgrå Boxer, nu uden magnetskilt, igen kørte ud ad Mejerivejen. Der var stadig overbefolket af familier, som havde valgt at holde juledagene hjemme, muligvis af frygt for at få besøg af typer som Phillip og Kevin. Men de to brugte ikke tid på dybe tanker om det. De koncentrerede sig om jobbet.

Allerede inden de nåede ud for enden, kunne de imidlertid konstatere, at deres observation fra i formiddags ikke holdt. Der var nu parkeret biler både inden for porten og et godt stykke ned ad vejen, og lysene i vinduerne var helt sikkert ikke tændt af fancy døgnure eller timere. De måtte bare se at få vendt bilen og komme videre til næste sted.

Phillip kørte helt hen til porten og skulle lige til at sætte i bakgear, da der blev banket på sideruden. Han rullede vinduet ned, og et kronraget hoved på toppen af en kæmpe krop kom til syne under en sort paraply.

– Hvad vil I?

Stemmen var dyb og hæs, og udtrykket i det mellemøstlige ansigt alt andet end imødekommende. Han lyste ind på dem med en lommelygte. Phillip så uinteresseret på ham.

– Vi skal hente noget.

– Hvad?

– Hvor fa’en skulle jeg vide det fra? Vi har bare fået at vide, at vi skal hente noget.

– Er det jer, der kommer fra Tim?

– Hvem spør’? Phillip lød irritabel.

– Jeg er en ven af familien Dyllgaard. Jeg passer på dem. Og hvem er I?

– Vi er dem, der skal hente noget til Tim, for fa’en. Det har jeg jo lige sagt, ik’! Og kan du ikke lade være med at lyse mig lige i fjæset? Det er pisse ubehageligt.

Vagtmanden tøvede et øjeblik, så slukkede han lygten.

– Kør ind, og vend bilen henne ved garagen. Og vent der, til jeg kommer.

Med en fjernbetjening åbnede han gitterporten, og Phillip kørte ad indkørslen hen til den dobbelte garage og drejede rundt, så han holdt med næsen mod udkørslen. Kæmpen kom hen til vinduet.

– Én af jer kan gå med ind. Den anden bliver her.

Phillip steg ud og fulgte efter vagten hen til en overdækket bagdør. Vagten rystede paraplyen, klappede den sammen og stillede den op ad væggen. Så fortsatte de ind i et stort bryggers.

– Vent her, kommanderede han igen og forsvandt ind ad en dør, som han lod stå på klem. Inde fra huset lød heftige 80’er-discorytmer, som Phillip med det samme genkendte, men ikke umiddelbart kunne sætte navn på. Døren gik op, og vagten viste sig igen, denne gang fulgt af en ung muskuløs mand og en lille, let slingrende, spinkel, mørkhåret mand med overskæg og let svømmende øjne. Vagten trillede en blå kabinekuffert efter sig. Den lille mand så på ham. Hans stemme var lidt snøvlende.

– Er det ham dér, Ahmed?

Vagtmanden nikkede. Den lille mand kneb øjnene sammen. Hans stemme var mistænksom.

– Og det er så dig, som Tim har sendt? Du er da en ny én!

Phillip mærkede sveden i håndfladerne.

– Det er mig, og ja, jeg er ny.

– Jamen, det finder vi så ud af, sagde den lille mand og tog sin mobiltelefon frem og tastede et nummer. Kort efter fik han tilsyneladende forbindelse.

– Hej, Tim. Denny hér. Din nye mand er kommet. Ja … han står lige hér. Du får ham lige.

Han rakte telefonen til Phillip, som tog den.

– Ja!?

Efter at Phillip og vagten var forsvundet ind ad døren, sad Kevin et øjeblik og prøvede at få hold på en voldsom trang til at skide i bukserne. Fra det øjeblik de var kørt ind ad porten, havde han næsten været ved at besvime af skræk. Han fattede ikke, at Phillip kunne være så cool. Langsomt lod han blikket vandre omkring og opdagede, at en sidedør til dobbeltgaragen umiddelbart til højre for Boxeren stod på klem. Fristelsen var for stor.

Han steg stille ud og kiggede forsigtigt indenfor. Der holdt en grå Tesla parkeret i den store, mørke garage. Ved bagvæggen kunne han skimte nogle racercykler og noget, som lignede små motorkøretøjer. En mængde papkasser var placeret på et stålbord langs den nærmeste væg. Han tændte sin mobils lommelygte og kiggede ned i den første kasse. Han smilede. Indholdet tiltalte ham. Det var noget andet, end de plejede at finde. Det skulle være en overraskelse til Phillip. Han var helt sikker på, at Phillip ville synes, det var fedt. Han trådte udenfor i regnen igen, åbnede skydedøren til Boxeren og slukkede for loftlyset. Så hentede han papkassen inde fra garagen og placerede den forsigtigt på nogle filttæpper ved varerummets modsatte væg.

En stemme med svag accent lød i den anden ende.

– Det er Tim, du fortsætter bare efter planen, Esben. Du skal ikke tage dig af den lille nar til Dyllgaard. Du kan hilse idioten og sige, at jeg skylder ham en røvfuld.

– OK, sagde Phillip, og forbindelsen blev afbrudt.

Dyllgaard kiggede på ham med et finurligt blik.

– Sagde han ellers noget, Erling?

– Kun at jeg skulle hilse den