Fod på Andalusien 3: 25 udflugts- og vandreture vest og nordvest for Málaga

By Else Byskov

"Fod på Andalusien 3" indeholder 25 spændende udflugts- og vandreture i det pragtfulde område vest og nordvest for Málaga. Her er udflugter til spændende hvide byer, til ukendte bjergområder, til vilde slugter og til naturparker, paladser og blomstrende patios. Andalusien er fyldt med både kulturperler og vild natur, det emmer af historie, og der gemmer sig så mange ukendte steder, at selv den forvendte turist vil blive overrasket over alt det, der ligger og venter bagved Solkysten.

Bogen indeholder kortudsnit og forslag til overnatninger og spisesteder. Det er den 3. bog i serien "Fod på Andalusien".

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Nov 29, 2016
• ISBN: 9788771887556

Else Byskov

Else Byskov er en international autoritet om Martinus´ åndsvidenskab. Else var en overbevist ateist i mange år, så det kom som en overraskelse for hende selv, at hun blev forfatter til spirituelle bøger. Hendes første bog "Death is an Illusion" udkom i USA i 2002 og hun har siden skrevet 10 andre bøger om aspekter af Martinus´ enestående indsigt i livsmysteriet. se: newspiritualscience.com

Book preview

Cuchillos

1. Ud og se med Renfe – udflugt med tog til Algeciras

En smuk togtur fra Bobadilla til Algeciras

Turen starter i stationsbyen Bobadilla, lige vest for Antequera

En af Spanien smukkeste togstrækninger går fra Ronda til Algeciras. Jernbanen blev bygget i slutningen af 1800 tallet, og den løber hen over skønne sletter, igennem dramatiske slugter og ender nede ved Algecirasbugten, hvorfra man kan spytte til Afrika. Jernbanen følger bl a. Guadiaro flodens flotte løb, så hvis man vil unde sig selv en udflugt af de usædvanlige, er denne tur med Renfe helt oplagt. I forbindelse med banens oprettelse blev der bygget et meget fint luksushotel i Algeciras, og dér skal vi naturligvis overnatte.

Hvor. Turen starter i Bobadilla, hvortil man kan køre i sin bil, men man kan også tage toget fra Málaga.

Facts. Togturen tager 2 ½ time og er meget smuk.

Kort: Medbring et almindeligt bilkort over Spanien

Vi beslutter os til at starte vores togtur i Bobadilla, som er et af Andalusiens vigtigste jernbaneknudepunkter, idet den nord- syd gående strækning her møder den øst – vest gående ditto. Bobadilla ligger ca. 20 km. vest for Antequera og er nem at finde i bil. Så vi kører nordud fra Málaga, og på vejen dertil holder vi picnic i Villanueva de la Concepción ved foden af El Torcal bjergene syd for Antequera.

Der er kun tre daglige afgange imod Algeciras, så vi tager den, der går fra Bobadilla kl. 15.21. Det giver os god tid til at spise frokost og nå frem, og da togturen tager ca. 2 ½ time betyder det, at vi er fremme i Algeciras i god tid til både bytur og aftensmad. En returbillet koster 30,50 € pr. næse, så det er oven i købet en billig fornøjelse, vi her skal ud på.

Engang var Renfe (kort for Red Nacional de Ferrocariles = de spanske statsbaner) en støvet og søvnig organisation, der ikke kunne finde ud af at sende togene afsted til tiden, men de tider er for længst forbi. Nu kører det hele i bogstaveligste forstand på skinner, togene afgår på minuttet, og det hele bærer præg af, at moderne tider har indfundet sig. Ja, man kan ligefrem købe og betale sin billet på nettet ved at gå ind på www.renfe.com – websitet er på 7 sprog, herunder engelsk.

Der er noget over det, at skulle ud og køre med tog i Spanien. Vi er spændte på, om det hele nu fungerer, men vi bliver glædeligt overraskede. Lidt inden toget skal komme, træder stationsforstanderen frem på perronen og tager sin fine, røde kasket på. Så kommer toget, vi stiger på og fløjten lyder. Nu begynder det smukke spanske landskab at suse forbi vinduerne, og vi har nok at gøre med at dreje hovederne for at få det hele med, for vi kan ikke beslutte os til, om det er flottest på højre eller på venste side.

I starten går jernbanen hen over sletten vest for Antequera, og selv om det er fladt, er der masser af bjerge at se på i slettens udkant. F.eks. ser vi på togets venstre side en flot by, der ligger dramatisk og vipper oppe på kanten af en klippe. Byen hedder Teba, og den har vi aldrig hørt om. Uha, uha – endnu et udflugtsmål at udforske, hvilket vi gør i kapitel 19.

Inden længe ankommer vi til Ronda, og det er her, at den flotteste strækning begynder, for nu er det slut med sletten, og banen dykker ned i den ene slugt efter den anden. Et langt stykke følger banen Guadiaro flodens løb, og det er i denne flotte dal, at den berømte hule Cueva de la Pileta ligger (se kapitel 13). Vi har nok at gøre med at kigge ud af vinduerne og af og til følge med på det medbragte landkort, så vi ved, hvor vi er. Der er 16 stationer, der skal stoppes ved, inden vi når Algeciras.

Det er uhyre svært at tage fotos fra et tog, der kører med 120 km. i timen, for lige når man har fundet et motiv, er det væk igen, eller også er der kommet træer eller klipper eller tuneller i vejen. Så meget desto mere grund er der til selv at tage turen, så man ved selvsyn kan konstatere, hvor smukt landskabet er.

De 2 ½ time føles som ingenting, og inden vi får set os om, er vi ankommet til Algeciras, som er endestationen. Stationsbygningen er helt nybygget, og selv om der kun kommer eller afgår 6 tog i døgnet, er der ikke sparet på udstyret.

Det 4 stjernede hotel Reina Cristina blev bygget i forbindelse med banens indvielse i slutningen af 1800 tallet, og blev opkaldt efter den daværende spanske dronning María Cristina, gift med Kong Alfonso XII. Hun skulle efter sigende have bestilt jernbanen. Der blev bygget to tvillinghoteller, begge opkaldt efter dronningen: et i Ronda og et i Algeciras. Hotellet i Algeciras lå, da det blev bygget, lige ned til stranden og havde en fin udsigt imod Afrika. I dag er der blevet bygget nogle havneanlæg foran hotellet, men det er stadigvæk lidt af en perle. Dels er det bygget i en fin, engelsk kolonistil, dels ligger det midt i en meget smuk og velholdt have, hvori der findes ruiner af byens første moské, og det er nyombygget, veldrevet og nydeligt. Et dobbeltværelse med morgenmad koster kun 63 €, og det må siges at være rigtig god værdi for pengene. Vi var overraskede over, hvor fint det hele var, og for kun 12 € pr. næse kunne vi blive upgraded til halvpension, som var en fin aftensmadsbuffet (samt morgenmad), så vi var ret imponerede over, hvad vi fik for pengene på Reina Cristina. Gå selv ind på: www.reinacristina.es for at læse mere. Det skal siges, at vi bookede igennem booking.com og det var muligvis derfor, at prisen var så lav.

Hotellet er i dag også kendt pga. alle de berømtheder, der har overnattet på det. Her kan nævnes: Winston Churchill, Kong Alfonso XIII, Federico García Lorca, Franklin D.Roosevelt, det spanske kongepar, Sir Arthur Conan Doyle, Charles de Gaulle, Cole Porter, Orson Welles, Ava Gardner, Rock Hudson, Edward Heath og mange andre. Under 2. verdenskrig boede der adskillige spioner på hotellet, for det var jo et bekvemt sted, når man skulle finde ud af, hvilke skibe der sejlede ud og ind af Middelhavet.

Det tager kun 1 kvarter at gå fra stationen hen til hotellet: man går bare til højre, hen over en bro og så til venstre. Nu kan man på venstre hånd se gaden Paseo Conferencia, hvor hotellet ligger nede i den anden ende.

Vi ankommer til hotellet ved 18 tiden, og efter at have beset vores store, fine værelser med privat balkon, er det tid til at besøge byen Algeciras, som jo er præget af at være Spaniens største containerhavn. Bymidten er let at finde, for man skal bare gå mod øst (venstre i dette tilfælde) og følge havnefronten. Der er containerskibe overalt, både ude i bugten og ved kajpladsen, som omfatter flere rækker moler. De blå Mærsk kraner dominerer billedet, og Algeciras er da også Mærsks vigtigste udskibningshavn ved Middelhavet.

Byen bærer stærkt præg af at være en havneby, med alt hvad dertil hører. Der er daglige færgeforbindelser til Marokko, og der sælges billetter og mad på arabisk – ja visse steder tror man, at man allerede er arriveret i Tanger. Lidt skummelt kan det synes, men er i virkeligheden helt fredeligt. Vi slentrer hen til den fine plads Plaza Alta, hvor der udspiller sig et livligt folkeliv her i aftenskumringen. Stemningen er fin, og neden for pladsen kan man se havnefronten med bugten, der er smækfyldt med skibe, samt Gibraltar ovre på den anden side. Et flot syn!

Udsigt fra Plaza Alta ud over Algeciras bugten med Gibraltar i baggrunden

Vi ville ikke vide, hvor vi skulle gå hen og spise, så vi er tilfredse med, at vi skal tilbage til hotellet og have buffet.

Efter morgenmaden næste morgen inspicerer vi hotellets smukke have med ruinerne af byens første moské og det overlækre pølområde. Inden vi får set os om, er det tid til at slentre tilbage til stationen. Vores tog går kl. 11.45, og hvis vi kommer for sent, må vi vente i over 6 timer på det næste.

I dag skinner solen kraftigt, og turen tilbage er om muligt endnu flottere end turen ned. Lidt over kl. 2 ankommer vi til Bobadilla, og nu er det passende at tage ind til Antequera og få en solid spansk frokost. Og således opmuntrede kan vi fryde os over endnu en fantastisk udflugt.

Hotel Reina Cristina har et smukt pølområde

2. Aracena – Andalusiens glemte hjørne

Udflugt til en af Andalusiens mindre kendte naturparker

Kirken i Alájar med La Peña de Arias Montano i baggrunden

Naturparken Sierra de Aracena y Picos de Aroche ligger i Huelva provinsen, i den vestlige del af bjergkæden Sierra Morena eller ca. 60 km. nordvest for Sevilla. Parkens vestligste del når helt hen til den portugisiske grænse, så vi er kommet helt derhen, hvor kragerne vender. Naturparken er 1868 km2 stor og er dermed næsten lige så stor som 2/3 af Fyn. Der er tale om et bjergområde, hvis højeste punkt når op på 959 m.o.h., og bjergsiderne er i stort omfang dækket af de såkaldte dehesas, som er store indhegninger med spredte træer, hvor der går kreaturer. Disse dehesas har eksisteret i århundreder, og området har en tradition for opdræt af kvæg, der har gået rundt i disse herlige omgivelser og boltret sig. Vi er taget til Aracena for at udforske denne lidet kendte del af Andalusien, og det kom vi ikke til at fortryde.

Hvor: Aracena ligger 60 km. nordvest for Sevilla.

Vandrefacts: Her beskrives 2 vandreture på henholdsvis 12 km. (middel) (Alájar- Linares – Alájar) og 10 km. (let) (ved Almonaster). Den første indebærer ca. 200 højdemeter, den sidste er mest flad.

Kort: Et almindeligt bilkort over Andalusien tilstrækkeligt.

Man skal beregne lidt over 3 timer fra kysten for at nå frem til Aracena, men så er man også nærmest kommet til en hel anden verden. Her er næsten ingen turisme, og alt ser ud til at ligge hen, som det har gjort i århundreder. Alt ånder fred og ro, og det er som om tiden er sat i stå. Her er i sandhed en lille lomme uberørt natur, som visse steder er blevet pænt formet af menneskets hånd. Herom vidner de mange stenindhegninger, der i århundreder har været basis for områdets økonomi: Las dehesas.

En dehesa er en stor indhegning, som regel afgrænset af et stengærde, hvor der står spredte træer. Under og imellem disse træer vokser der græs og andre naturlige urter, og sådan en indhegning er et perfekt sted til opdræt af kvæg, for der er massevis af plads, og kreaturerne kan ligge i skyggen af de store træer, når de trænger til at ligge ned. Da det aldrig bliver for koldt til udeliv, lever dyrene her hele året rundt. I Aracena er las dehesas i århundreder fortrinsvis blevet brugt til opdræt af den iberiske gris, som giver nogle af verdens bedste skinker.

Vi havde valgt at bo i landsbyen Alájar, som ligger ca. 20 km vest for hovedbyen Aracena. Vi havde valgt Alájar, fordi der her findes et par meget fine posadas (kroer – se www.posadasalajar.com ) og også fordi byen er udgangspunkt for adskillige vandreture. Vi boede på den meget fine økologiske posada San Marco midt i Alájar, og det er et skønt sted. San Marco ejes og bestyres af det engelsk / spanske par Lucy og Angel, og de har investeret deres sparepenge i dette lille rurale hotel, hvor alt er økologisk (selv malingen), og som opvarmes ved hjælp af jordvarme. Der er derfor et meget behageligt indeklima, og hvor de fleste andre spanske hoteller er halvkolde, var der dejligt varmt overalt på San Marco, og det varme vand kom lige ud af jordens indre med en behagelig temperatur. Lucy laver aftensmad, så man kan bare bestille dagens menu hos hende, men derudover byder Alájar på en del andre restauranter.

Vi ankom ved 3 tiden om eftermiddagen, og det betød, at vi lige kunne få tid til en god vandretur. Vi valgte turen til nabobyen Linares via den delvist forladte landsby Los Madroñeros. Turen er en ægte rundtur på små 12 km, og da den starter lige ved Posada San Marcos, er vi straks på banen. Stien går ud af Alájar i sydøstlig retning og går imellem stengærder med dehesas på begge sider. Man får virkeligt indtryk af, at man går i et landskab, der ikke har ændret sig i hundrevis af år. Stengærderne ser ud som om de har stået der i århundreder, og træerne gør det samme.

Kort efter turens start bliver vi mødt af et stort skilt, der viser en rute, der hedder Sendero el Caracol, og den kan man tage, hvis man ikke orker at går helt til Linares. Caracol rundturen er kun på 4 ½ km.

Turen til Linares er afmærket med en hvid/gul stribe, så det er ikke nødvendigt med vejbeskrivelse. Man skal bare følge stien og holde udkig efter markeringerne. Efter ca. 3 km. kommer man til landsbyen Los Madroñeros, som engang i 1800 tallet havde 150 indbyggere, men som stod mennesketom ved udgangen af 1900 tallet. Landsbyen er blevet reddet af kunstnere og turister, som har købt nogle af de gamle huse og sat dem i stand. Man skal helst ikke gå igennem landsbyen, for på et skilt beder de derboende om, at man tager stien, der går nedenfor byen, så man ikke forstyrrer for meget. Stien fører dog alligevel op til centrum, forbi den efter omstændighederne meget store