Hedonistens kogebog: vol.1 Hedonistkuren

By Allan Vestergaard Pedersen

"Hedonistens Kogebog - vol.1 Hedonistkuren" er kogebogen som ikke handler om kure eller om mad med specielle helse fordele. Dette er kogebogen om nydelse og god mad. En samling opskrifter fra den selvlærte kok Allan Vestergaard Pedersens børnehavekøkken og privatkøkken.

"Mad skal smage godt og ikke som vådt bølgepap"

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jan 21, 2015
• ISBN: 9788771454659

Allan Vestergaard Pedersen

Allan Vestergaard Pedersen er selvlært kok og har i de sidste 10 år arbejdet i en københavnsk udflytterbørnehave, hvor han svinger med grydeskeen og kreere mad med smag, glæde og nydelse for børn og voksne.

Book preview

Olivenoliekage

Hedonistkuren

En dag hvor min mand læste nyheder på diverse internetaviser, sad jeg og kikkede over skulderen på ham og mens han scrollede nedad fik jeg øje på hele 3 forskellige slankekure. Vores kur- og diætbesættelse har nået en højde hvor vi mister glæden og nydelsen af mad. Stenalderkuren, go greenkuren, 5:2-kuren, 6:1-kuren, cayennekuren, low carb-diæten, børn-somikke-vil-spise-maden-i-børnehaven-kuren.

Når vi rigtigt skal hygge os ligger vi billeder op på Facebook under hashtags som: #seminlækremiddagsmad - alt i mens vi ser på det fine billede af en gammeldags meljævner (som i dag kan erhverves i enhver helsekostforretning, dog under navnet en shaker) fyldt med den lækreste lyserøde masse som man lige har blandet sammen af 2 spsk. protein fra dåsen, rørt op med vand… Mums. Jamen det er godt for min krop og jeg skal jo have mere protein nu hvor jeg træner. Eller en anden klassiker fra facebook: #nuskaldereddermamegrillesbøfferoghygges – hvor der vises flotte billeder af det der engang var røde bøffer, men som nu ligger halvvoldtaget af en Weber-grill og mest af alt ligner det kul det er blevet grillet på. I billedet er også flokken af samlede familiemedlemmerne, der nyder den dejlige kinakål, pulverbearnaisesovsen og de klistrede halvudkogte pastaskruer mens de kikker på slankeopskrifter fra ugebladets samlehæfte.

Jeg bliver led og ked af ligegyldig mad. Mad, som skal overholde en eller anden form for kur, eller mad, som er gennemsyret sundhedspolitisk korrekt, så det dræber alt form for nydelse. Mad er det der holder os i gang, mentalt og fysisk, så lad det dog også give os nydelse og glæde. Lær vores børn om det gode ved mad, det gode ved at smage, glæden ved at stå i køkkenet og eksperimentere - og lad ikke lektionen være at det sikkert er usundt, kan føre til kræft, hjerte/kar-sygedomme, fedme eller høfeber. Lad os blive fri for at høre om flere tilfælde af børn og unge, som spiser vat dyppet i appelsinsaft eller om 3-årige, som ikke vil spise fordi de er bange for at blive fede.

Dette var mit lille vredesudbrud og jeg lover at det er det sidste i denne bog. Fortsat god læsning og længe leve hedonismen.

Mit Grantofte køkken - starten på en passion for mad

Hvis nogen havde spurgt mig for ti år siden, om det ikke var noget for mig at beskæftige mig med mad, så havde jeg nok rynket ret meget på næsen og spurgt dem om de var helt klare i pæren. Men livet fører jo gerne én lidt på afveje en gang imellem og til tider finder man så også ud af at man måske har nogle skjulte talenter, som bare ligger og venter på at blive opdaget. Selv troede jeg da helt og holdent at jeg skulle være blomsterdekoratør efter jeg gik ud af skolen. Men måtte lære på den meget hårde måde, at livet ikke havde det i tankerne for mig. Så jeg prøvede mange forskellige jobs og titler, men aldrig med stor succes. Det vil da sige indtil den dag hvor jeg modtog et opkald fra min veninde Line.

Hej Allan, det er Line. Vi har lidt sygdom blandt personalet for tiden og tænkte at du måske kunne bruge et kort vikariat heroppe i Grantofte.

Året var 2006. Det var forår, træernes blade var så småt sprunget ud og græsset var blevet lysegrønt. Jeg havde lige været igennem en meget hård depression og var uden arbejde. Så jeg tøvede ikke da jeg sagde ja til tilbuddet. Var meget spændt, for jeg havde aldrig arbejdet eller overvejet at arbejde med børnehavebørn. Jeg havde faktisk aldrig sat et ben i en børnehave på det tidspunkt, så havde ingen anelse om hvad der ventede. Nu sidder du måske og tænker: jamen, gik du ikke selv i børnehave som barn? Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg var så heldig, at min mor passede mig og et par andre børn indtil jeg begyndte i 0a-klassen på Nørre Snede centralskole.

Så på denne forårsdag i 2006 startede jeg bilen og kørte op til Grantofte. Lettere rystet ankom jeg til det gule, stråtækte hus. Jeg skyndte mig at ringe til Lines mobiltelefon da jeg ikke bare ville komme masende ind af den høje, sorte gårddør – man kunne jo ikke vide hvad der lå og lurede bag. Line åbnede døren og mødte mig med den slags varme kram som kun hun kan give. Hej Allan, kom med ind. Jeg fulgte med ind bag den høje dør, som førte ind til en lille gård med en trappe ned til