Når du er klar til forandring: En bog om vægttab

By Martin Jensby Jørgensen

Når du er klar til forandring er en bog om vægttab, men selvom bogen handler om vægttab, handler den ikke ret meget om kost eller motion. Den indeholder derfor heller ikke kostplaner og individuelle træningsskemaer.

Bogen handler mere om at læseren finder ud af hvor vægttabsproblemet egentligt finder sig. Og den handler også om at løse problemet på det rigtige sted og med den rigtige timing.

Omdrejningspunktet i bogen er Trinmodellen der på imponerende vis kan give netop de perspektiver på vægttab der er behov for, for at nå i mål med drømmen om en sundere og (måske) slankere tilværelse.

Bogen kommer ikke med løftede pegefingre, men bidrager med en kærlig hjælp til at lede efter hvad problemet egentligt er. Bogen giver nogle ret gode perspektiver på den udfordring det er at tabe sig og vedligeholde vægttabet.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Nov 11, 2020
• ISBN: 9788743064701

Martin Jensby Jørgensen

Martin Jensby Jørgensen - 45 år gammel. Forfatter, foredragsholder og professionel samtalepartner. Martin er uddannet Socialrådgiver og har de seneste 18 år arbejdet med mennesker og deres forandringsønsker. Han har rundt regnet 7000 individuelle professionelle samtaler med sig i bagagen. Martin har en diplomuddannelse i Vejledning, samt en 4-årig NLP og Enneagram Master Coach uddannelse.

Book preview

Indholdsfortegnelse

JEG VEJER FOR MEGET

DENNE BOG

KAPITEL 1

OM VÆGTTAB – EKSPERTER OG HOLDNINGER

HVORDAN KAN DET VÆRE DU ER SÅ SLANK?

KAPITEL 2

OM TRINMODELLEN

TRINMODELLEN OG DE 6 TRIN

TRIN 1. OMGIVELSER

TRIN 2. ADFÆRD

TRIN 3. EVNER OG FÆRDIGHEDER

TRIN 4. VÆRDIER OG OVERBEVISNINGER

TRIN 5. IDENTITET

TRIN 6. SAMMENHÆNG OG MISSION

CASE: MORTEN THOMSEN - TRINREJSEN

KAPITEL 3

FORANDRINGSMODELLER OG MÅLSÆTNINGSREDSKABER

FORANDRINGSHJULET

AT SÆTTE MÅL

VIGTIGHED OG TILTRO

AFSLUTNING

JEG VEJER FOR MEGET

Jeg kan virkelig godt lide søde sager. Jeg har en stor svaghed for mad der smager fedt og smager salt – altså mad med mange kalorier. Slik, chokolade, pizza, pommes frites og ikke mindst is, er jeg ret glad for. Sådan har det altid været. I hvert fald så længe jeg kan huske tilbage.

Da jeg fyldte 30 år, valgte jeg at invitere til fest. Jeg inviterede til udklædningsfest. Jeg havde derfor selv lejet et sherifkostume og som jeg mindes det, var det et gennemført kostume. Jeg kan i hvert fald tydeligt huske at jeg, da jeg stod foran spejlet før festen og før gæsterne dukkede op, tænkte at det så ret skarpt ud. Jeg var så klar til fest.

Der blev, som der jo bliver til fester, taget en del billeder den aften. Jeg kan huske, at jeg så frem til at se de mange billeder fra festen og der var rigtig mange og rigtig gode billeder. Primært var der gode billeder af mine gæster. Jeg mindes tydeligt at jeg, da jeg så billeder af mig selv, blev noget chokeret. De billeder jeg så, stemte slet ikke overens med det spejlbillede jeg så, umiddelbart før gæsterne dukkede op. Men det var mig. Noget tykkere end jeg lige havde regnet med.

Jeg havde aldrig tidligere tænkt, at jeg havde haft et decideret behov for at veje mig. Men det fik jeg altså nu. Den dag jeg så billederne, vejede jeg mig. 89 kg. Shit, tænkte jeg. Jeg er 180 cm høj og vejede altså meget tæt på 90 kg. Jeg undersøgte derfor mit forhold mellem min højde og min vægt lidt nærmere. Mit BMI-tal viste sig at være godt over de 27. Jeg var hermed defineret. Defineret som overvægtig!

Her, ca. 15 år efter min 30-års fødselsdag, vejer jeg fortsat for meget – om vægten er lavere eller højere end for 15 år siden, ved jeg faktisk ikke, da jeg stadig ikke vejer mig regelmæssigt. Men jeg vejer fortsat, i hvert fald i mine øjne, for meget.

Jeg er selvfølgelig godt klar over, at man kan veje væsentligt mere end jeg gør og gjorde. Nogen kan måske synes at jeg burde tage mig sammen, og få smidt de relativt få kilo det drejer sig om. Jeg er bevidst om, at der er mange der vejer væsentlig mere end jeg gør, og har en vægttabskamp der er langt mere udfordrende end den jeg var, og er i. Men jeg var nu, helt personligt, alligevel ret rystet over at være defineret som overvægtig og ret rystet over hvordan jeg så ud i det sherifkostume.

Jeg har gennem alle mine voksne år dyrket motion regelmæssigt. Primært cykling. I cykeltøj, er det for resten ret tydeligt at se de ekstra kilo. Specielt på billeder. Billeder taget fra siden, er klart de værste. Selvom jeg dyrker motion regelmæssigt, cykler jeg altså åbenbart ikke nok til, at jeg forbrænder flere kalorier end jeg indtager. Det betyder enten at jeg spiser for meget, eller at jeg bevæger mig for lidt. Et faktum er altså, at jeg her som 45-årig, ikke er på min idealvægt. En idealvægt, der i mine øjne, er lige under de 80 kg. Selvom jeg ikke taber mig sønderligt af den motion jeg dyrker, har motionen alligevel nogle ret gode sidegevinster – motionen er derfor, selvom jeg ikke taber mig, fortsat vigtig for mig. Mine regelmæssige cykelture giver mig et mentalt og fysisk overskud. De gør mig gladere og giver mig energi til at kunne overskue hverdagen langt bedre. At være i fysisk form gør desuden også min søvn bedre. Jeg dyrker derfor ikke kun motion for at forbrænde kalorier. Jeg gør det fordi det øger min livskvalitet markant. Jeg tror, at det derfor kan være ret vigtigt at huske os selv på, at motion bidrager til mange ting. Ikke kun vægttab.

Jeg er kommet frem til at jeg nok, på en eller anden måde, står overfor nogle valg. Skal jeg forsøge at spise mindre og anderledes? Eller skrue op for motionen? Eller måske begge dele? Skal jeg tabe mig og nå idealvægten, eller skal jeg måske vælge at acceptere tilstanden. Den tilstand hvor jeg egentligt vejer mere end jeg selv ønsker det?

En valgmulighed, der gennem de seneste år har været debatteret, handler om, at vi kan vælge at acceptere vores vægt og vores krop. I debatten er udgangspunktet, at vægt idealerne er skabt af medierne og modeindustrien, og at disse idealer intet har med virkeligheden at gøre. På trods af dette, er der mange der opfatter det sådan alligevel, og derfor forsøger de at leve op til idealerne. De fleste forsøger dette uden succes. En af konsekvenserne af modeindustriens ideal fokus, er begrebet fatshaming. Fat-shaming er social stigmatisering af overvægtige – en tendens hvor normalvægtige håner og ydmyger overvægtige, med kritiske kommentarer til overvægten og den livsførelse overvægtige har. Men fat-shaming motiverer dog på ingen måde til vægttab - og det fremmer heller ikke sunde livsstilsændringer. Undersøgelser viser at det nærmest gør det modsatte.

Bevægelsen mod fat-shaming handler om at vi kan vælge at acceptere vores vægt – size-acceptance. Så i stedet for fokus på selvhad, er fokus på at acceptere vores vægt og vores størrelse. Denne accept skal selvfølgelig både komme fra os selv og det samfund vi omgiver os med. Size-acceptance er dog primært individets fokus på selvkærlighed. Size-acceptance, og det medfølgende nye positive mentale selvbillede, vil så, ifølge undersøgelser, kunne skabe motivation for fremtidige adfærdsændringer. Ændringer i kostvaner, der så automatisk vil øge sandsynligheden for, at et varigt vægttab kan lykkes.

Måske er det size-acceptance tanken jeg skal forsøge at gå efter – så er det jo bare min opgave at finde ud af, om jeg skal acceptere en vægt på 90 kg, eller om jeg skal sætte mål om at nå de 80 kg.

Som det ser ud nu, har jeg gennem de seneste 15 år, i større eller mindre grad, haft fokus på min vægt. Et fokus på, at jeg vejer for meget. Dog uden at jeg som sådan har forsøgt mig med slankekure. Jeg har blot erkendt, at jeg vejer ca. 10 kg for meget. Erkendelsen har været forbundet med en utilfredshed – en utilfredshed med at være for tyk. Hvis jeg skal være helt ærlig, ville jeg jo gerne veje de 80 kg. Men det har åbenbart ikke været vigtigt nok for mig at nå idealvægten. Jeg har i hvert fald ikke gået efter et konkret mål om at nå de 80 kg.

Og det med vigtighed, er et helt centralt tema i denne bog. Bogen har blandt andet fokus på, at hvis noget ikke er vigtigt nok, så forandrer vi os ikke. Det betyder, at hvis jeg ikke er nok motiveret for forandring af min tilværelse og min vægt – ja, så vil jeg aldrig lykkes med at nå idealvægten. For den kommer bestemt ikke af sig selv.

Sideløbende med min egen interne psykologiske kamp om min vægt, og mine tanker om forandring af vægten, har jeg i mit arbejdsliv arbejdet med mennesker og deres forandringsprocesser. Jeg har gennem de seneste 15 år arbejdet med mennesker der alle har været igennem, eller har stået midt i en forandringsproces. Jeg har, med mine bedste evner, forsøgt at støtte dem i deres processer og deres forandringer. Mit arbejdslivs mantra har altid været, at hvis noget fungerer, så skal vi gøre mere af det. Hvis der, på den anden side, er noget der ikke fungerer, så skal vi gøre noget andet. Mine erfaringer siger mig, at vi mennesker har tendens til at gøre det samme igen og igen. Vi ender med at have de samme mønstre og de samme vaner - vi ender derfor med at begå de samme fejl igen og igen.

I enhver forandringsproces er første skridt derfor at identificere hvad der ikke fungerer. Herefter skal fokus være på at gøre noget andet. Første skridt er altså at vi skal opdage, at det vi gør, ikke virker. Næste skridt er herefter at finde nye og andre måder at gøre det på – på den måde kan vi lykkes med vores forandringsønske.

Udfordringen kan selvfølgelig være, at vi oplever at vores adfærd og tænkning ikke kræver nogen forandring – altså at vi ikke selv synes vi skal ændre noget som helst. Så ender