Atterdag og Hundredårskrig

By Per Ullidtz

Valdemars tilnavn falder os helt naturligt, han skabte jo atter dag for det danske rige. Men det beror på en misforståelse af hans plattyske yndlingsudtryk "ter tage", sikke tider, hvad det så sandelig også var. Af sine fjender blev han kaldt "den Onde".
Valdemar var et sandt barn af det internationale ridderskab, og færdedes hjemmevant i Europa, hos kejseren og hos paven, og endog i Jerusalem. Som ridderskabet var kirken også international, men den var svækket af pavens babyloniske fangenskab, og nationalismen voksede, ikke kun i Norden, hvor de svenske stormænd, inspireret af Den hellige Birgitte, var harmdirrende over tabet af Skåne, men i Frankrig, hvor det var utåleligt at den Sorte Prins forvaltede store len, i England gik hoffet under Hundredårskrigen over til at tale engelsk, istedet for fransk, og i Italien priste Petrarca Romerrigets storhed og drømte om Italiens genfødsel som Verdens hersker. Det græske had til "latinere" voksede sig større end frygten for tyrkerne.
Befolkningstallet i Europa fortsatte med at falde, som følge af kulde, pestepidemier og krige, og borgere og bønder forsøgte den ene opstand efter den anden, men byerne i Nordfrankrig, Flandern og Norditalien, som havde dannet frie, semi-demokratiske, kommuner allerede fra 1000-tallet, mistede i stigende grad deres selvstændighed og kom under fyrsteligt styre, for de italienske bystater takket være Visconti, della Scala, Conzaga med flere, hjulpet at condottiere som John Hawkwood. Men der var også en modsat rettet tendens. Det ridderlige kavaleri blev gentagne gange slået af infanterister: flamske håndværkere ved Courtrai, engelske langbueskytter ved Crézy og Poitiers og schweiziske borgere og bjergbønder ved Morgarten og Laupen. Det gav menigmand en styrke der førte til et Underhus i det engelske parlament og til selvstændige borger-bonde republikker.


Bogen er en fortsættelse af:
"Dronning Edels familie", der sluttede med slaget ved Fodevig i 1134,
"Absalons Europa" om Valdemarerne, til 1241, og
"Opløsningstid – Kulde, Sult og Pest", om den katastrofale klimaforringelse 1250 – 1350.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 4, 2013
• ISBN: 9788771450644

Per Ullidtz

Tidligere af samme forfatter: Dronning Edels Familie, BoD, 2010 Absalons Europa, BoD, 2011 Opløsningstid - Kulde, Sult og Pest, BoD, 2012 Atterdag og Hundredårskrig, BoD, 2013 1016, The Danish Conquest of England, BoD, 2014 Hertugerne af Bourgogne 1363 - 1477, BoD, 2016 Medici, Columbus og kong Hans, BoD, 2017 Charles Quint og Christian II, BoD, 2018 Heliocentri og Religionskrig, BoD, 2019

Book preview

Atterdag

og Hundredårskrig

Per Ullidtz

BoD

Indholdsfortegnelse

INDLEDNING

DANMARK FÅR ATTER EN KONGE

Christoffers 3 sønner: Erik, Otto og Valdemar

Mark Brandenborg

Kamp mellem kejser og pave

Magnus Smek, den første Unionskonge

Skåne som den store gevinst

Værdien af 1 mark sølv

Benedikt afslår at stadfæste Magnus’ herredømme over Skåne

Blanca af Namur, dronning af Sverige, Norge og Skåne

Den hellige Birgitte

Niels Ebbesen af Nørreris

Kong Valdemar hyldes i Viborg 1340

Atterdag

Afståelsen af Skåne

Salget af Estland

Margrete Maultasch

Magnus Smeks korstog

FØRSTE DEL AF HUNDREDÅRSKRIGEN, DE EDWARDIANSKE KRIGE, 1337 - 1360

Jakob van Artevelde

Slaget der aldrig blev til noget 1339

Sluys 1340

Den bretonske Arvefølgekrig

De tredives kamp

Crécy 1346

The Order of the Garter

Calais 1346 - 1347

Neville’s Cross 1346

Efter pesten

Winchelsea 1350

GENERALSTÆNDER OG JACQUERIER

Forbund mellem Valdemar Atterdag og Johan den Gode

Generalstænderne lover at finansiere 30.000 krigere

Poitiers 1356

Stænderforsamlingen indkaldes

Briganter og frie kompagnier

Mordet på marskallerne februar 1358

Jacquerie, maj-juni 1358

Mordet på Étienne Marcel juli 1358

Freden i Brétigny 1360

VALDEMAR SAMLER RIGET, OG LIDT TIL

Valdemar mægler mellem Luxemburg og Wittelsbach

Valdemar den Onde og jyderne

Skåne tilbageerobres og Gotland erobres

Indberetning af Rostocks notar

Erobringen af Øland og Gotland 1361

Svensk vrede over tabet af Skåne

CRISI DEL TRECENTO

Visconti

Matteo I den Store

Azzo 1328 - 1339

Ærkebiskop Giovanni 1339 - 1354

Galeazzo II 1354 – 1378 og Bernabò 1354 – 1385

Francesco Petrarca

Vaucluse

Kroning som poet 1341

Italia mia

Revolution i Rom 1347, Cola di Rienzo

Tyranners følgesvend

Kejseren kommer til Italien 1354

Se Venedig

John Hawkwood

For Pisa mod Firenze

For Visconti

Johanne I af Napoli, dolorosa regina

Giovanni Boccaccio i Napoli

Johanne krones til dronning 1344

Mordet på Andreas 18ende september 1345

Ludvig I den Store af Ungarn invaderer Napoli

Flugten til Provence

Retur til Napoli

Ludvigs anden invasion

Acciaiuoli den Store

TYRKERNE FÅR FODFÆSTE I EUROPA

De første osmanner

Det Catalanske kompagni

Byzantinske borgerkrige

HANSESTÆDERNES KRIG MOD VALDEMAR

Bryllupper i København og Krakow

Sverige får en tysk konge 1364

Forbundet i Køln 1367

Stralsundfreden 1370

Hvis jeg må beholde Gurre

PETER DEN GRUSOMME, ELLER DEN RETFÆRDIGE

Cortes i Valladolid 1351

Peter bliver gift, nogle gange, og tager magten

Castiliansk borgerkrig

De to Peters krig

Peter af Portugal og Inês de Castro

Korstog mod Granada

Navarra, Portugal og Granada går med i krigen mod Aragonien

Det Store kompagni kommer til Spanien, 1366

Den Sorte Prins invaderer Spanien

Mordet på Peter den Grusomme 1369

KARL DEN VISE OG HANS BRØDRE

Christine de Pisan

De karolingiske krige 1364 – 1380

Karl den Vise erklærer krig, efter mange sjælekvaler

Limoges, Pontvallain og La Rochelle

Gugler krigen

Det Gode Parlament 1376

Også Frankrig får en barnekonge

PAVEN VENDER TILBAGE TIL ROM, OG TIL AVIGNON

Korstog til Alexandria og Gallipoli

Pave og kejsere i Rom

Birgitte og Johanne

Guerra degli Otto Santi

Ciompi opstanden 1378

Det store skisma

AFSLUTNING

LITTERATUR

REGISTER

STAMTAVLER

FIGURER

KORT

Indledning

Omkring 1280 afløstes den varme højmiddelalder af den lille istid. I den varme højmiddelalder var den gennemsnitlige temperatur 0,7 °C lavere end temperaturen i begyndelsen af det 21ende århundrede, mens gennemsnittet i den lille istid var 1,5 °C lavere end nutidens. Temperaturerne i Figur 1 er baseret på udbredelsen af Alpernes længste gletsjer, Aletsch, som fra 1250 til 1350 voksede med 3 kiometer (se http://ing.dk/blog/gletsjer-afslorer-2000-ars-europa-temperatur-129822). Den karolingiske renæssance (Karl den Store, Charlemagne 768 – 814), islams guldalder (Harun al Rashid 786 – 809), landnamstiden (874 – 1000) og Valdemarerne (1157 – 1241) falder sammen med særligt varme perioder, mens Romerrigets undergang (476), Justinians pest (540), vikingerne i Paris (845 – 861), det 1ste korstog (1095 – 1099) og Oluf Hungers regeringsperiode (1086 – 1095) ligger i lokale minima.

Figur 1 Temperaturer fra Aletsch gletsjeren i forhold til nutidens.

Et skøn angiver at Romerriget havde en befolkning på 70 millioner omkring år 150, og at den var faldet til 50 millioner i år 400. Under folkevandringstiden faldt befolkningstallet yderligere og under Charlemagne (år 800) skulle Europas samlede befolkning have været på 25-30 millioner, hvoraf halvdelen boede inden for kejserrigets grænser. Herefter steg befolkningstallet til et maksimum på 100-120 millioner omkring år 1300. Fra 1300 til 1350 blev befolkningstallet tilnærmelsesvis halveret, først på grund af hungerkatastrofer, i Nordeuropa 1314 – 1318, i Middelhavsområdet 1327 – 1331 og i Norditalien og Sydtyskland 1343 – 1347, og endelig takket være Den sorte Død, 1347 – 1352. Faldet fortsatte ind i 1400-tallet, og derefter var væksten i befolkningstal meget langsom, indtil den industrielle revolution.

Mange historiker har set Den sorte Død som den hovedskyldige i 1300-tallets mange kalamiteter. Den var en katastrofe, men den var ikke den eneste skyldige, problemerne startede mindst 20 år før Den sorte Død. Politikens Danmarkshistoriens Hvem, Hvad og Hvornår skriver Fra omkring 1330 og århundredet ud blev krisen i det kornproducerende landbrug værre. Trods den faldende produktion faldt kornpriserne i hele Europa, og der opstod et stort problem med forladte gårde, de såkaldte ødegårde. Den populære malthusianske forklaring om, at den demografiske vækst overhalede væksten i produktionen, kan altå ikke være rigtig. Hvis befolkningstallet voksede hurtigere end kornproduktionen, ville der ikke have været ødegårde og kornpriserne ville være steget, ikke faldet.

Fra England kender man hvedepriserne tilbage til omkring 1220, se Figur 2 (en quater er cirka 250kg).

Hvede var så langt den vigtigste kornart, undtagen i Norden og i fattige bjergegne. Men små temperaturfald kunne gøre store dele af Europa uegnet til kornproduktion, specielt af hvede. Frem til 1315 er der en jævn prisstigning, på ialt 30%, som kan forklares med et stigende befolkningstal, som især fandt afløb i de mange og voksende byer, og lagde grundlaget for den store vækst i handel, håndværk og, ikke mindst, byggeri. Under hungerperioden stiger priserne først dramatisk, for derefter at falde igen efter 1323, til et niveau der omkring 1340 lå betydeligt under priserne umiddelbart før hungeren. I Danmark faldt prisen på landbrugsjord til det halve omkring 1330. Der kan næsten ikke være anden forklaring end at hungersnøden især ramte aftagerne af korn i byerne, og mest de fattige, om hvem der ikke blev skrevet så meget i krøniker og annaler, og i mindre grad producenterne i landområderne. At hungersnøden, i modsætning til pesten, skulle ramme byboerne hårdere end landbrugerne er kun rimeligt og forklarer overbevisende hvorfor der efterfølgende var en overproduktion af korn, og faldende priser. Og prisen faldt ikke kun på hvede. Hansestædernes eksport af kornprodukter fra Preussen bestod mest af rug og byg, og de faldt så meget i pris at transportomkostningerne udgjorde halvdelen af den endelige pris i Brugge.

Pris på hvede i England

Figur 2 Temperaturer og hvedepriser fra år 1200 til 1500

Krisen ramte også de 4 største købmandsbanker i Firenze: Bardi, Peruzzi, Acciaiuoli og Buonaccorsi. Peruzzi kom i vanskeligheder allerede i 1335 og alle 4 gik fallit iløbet af 30 måneder, med Peruzzi først i 1343. Alle 4 var store internationale selskaber med en bred vifte af aktiviteter, fra klædesproduktion til international bankvirksomhed, men den tungeste del af deres virksomhed var eksport af hvede fra Syditalien til Firenze og andre byer mod nord, og faldet i både efterspørgsel og pris var mere end de kunne holde til. Det hjalp naturligvis ikke at Edward III undlod at betalte af på sin gæld, men det var ikke den væsentligste årsag, Acciaiuoli for eksempel havde helt undladt at yde lån til England. Forklaringen på konkurserne var de faldende kornpriser samtidig med en faldende omsætning. Hundredevis af mindre italienske selskaber gik ligeledes fallit i årerne før pesten. Allerede i 1326 gik Scali, som var pavelige bankfolk med store interesser i Syditalien, fallit.

Under og umiddelbart efter pesten, steg hvedepriserne en overgang, men efter 1380 faldt de igen, og fortsatte med at falde. Der er flere forklaringer på at priserne steg under pesten, mange landmænd opgav håbet, og mente at intet arbejde kunne nytte, og at man gjorde bedst i at bedøve sig med druk og svir for at glemme sorgen så længe man kunne, markerne blev ikke længere passet, husdyrerne vandrede rundt som de ville og handelen gik næsten i stå (se Opløsningstid – Kulde, Sult og Pest). Starten af Hundredårskrigen kan også have ført til højere priser. Men efter pesten var der kun en meget svag, eller ingen, stigning i befolkningstallet, og det kan ikke kun være fordi pesten kom igen med jævne mellemrum, for med det høje fødselstal i middelalderen burde virkningerne af selv en katastrofe som Den sorte Død, være overvundet temmelig hurtigt. Fødeselstallet var lige så højt som i en del ulande indtil for nylig, og med en vækst på 3% om året, burde befolkningstallet være fordoblet på 23 år. Det skete ikke, for eksempel havde Firenze en befolkning på omkring 100.000 i 1300, 55.000 i 1380 og 37.000 i 1427. At befolkningstallet ikke voksede må nok hænge sammen med det fortsat relativt kolde klima. Ganske vist steg temperaturen med omkring 1 °C fra 1350 til 1400, men det var stadigvæk noget koldere end i højmiddelalderen.

Der er mange beviser på manglen på arbejdskraft efter pesten. Flere lande forsøgte at stavnsbinde bønderne og lægge maksimalpriser på arbejdsløn, og i Danmark blev døds- og legemsstraf midlertidigt afskaffet på grund af rigets store mandetab og megen anden nød og fare, der tvinger landet. Manglen på arbejdskraft ramte især de verdslige og gejstlige fyrster, medens det kom fæstebønder og daglejere til gode. Arbejdslønnen steg, på trods af de utallige forsøg på at holde den nede, men det samme gjaldt dog også priserne. I 1364 klagede de norske bønder over at de ikke kunne få tjenestefolk til deres gårde, da alle unge folk lagde sig efter købmandskab. Kongerne forbød nogen at blive købmand, med mindre han selv ejede 15 mark og var gældfri både udenlands og indenlands. Landgilden blev sat ned og mange gårdsæder og landarbejdere avancerede til fæstebønder. Også kosten blev bedre, fra at kornprodukter have udgjort 75% af kalorieindtaget, faldt de til kun at udgøre 40 – 50%, mens indtaget af kød steg fra nogle få procent til op imod 20%. Det hang også sammen med at mange jorder blev omlagt fra kornproduktion til kvæghold, som var kapitalkrævende men mindre arbejdskrævende.

Apokalypsens 4 ryttere (Johannes’ åbenbaring, kapitel 6): på en hvid hest med en bue og en krone (pesten), på en rød hest med et stort sværd for at tage freden bort fra jorden (krigen), på en sort hest med en skålvægt i sin hånd og en røst der sagde Et mål hvede for en dinar (hungeren), og på en grøngul hest (døden), kom alle flittigt på besøg i 1300-tallet, og der blev givet dem magt over fjerdedelen af jorden til at ihjelslå med sværd og med hunger og med pest og ved Jordens vilde dyr.

Fra et møde i Lyby kirke i Salling kyndelmissedag 1375 jamres Det arme Danmarks rige og indbyggere hjemsøges skrækkelig af rov og brand, af kornets ufrugtsommelighed, fjendernes grumhed, braddød, Guds forkommende vrede, fædød og fiskenes mindskelse.

Krig var der naturligvis til alle tider, men Hundredårskrigen med dens udløbere til Flandern, Spanien og Italien, og afledte borger- og bondeoprør, bragte usædvanligt store og vedvarende ødelæggelser. Selv når der var officiel våbenstilstand, hærgede røverbaroner, specielt de frie kompagnier, og situationen kunne godt minde om den mørke middelalders forfaldstid efter Romerrigets sammenbrud. Kejseren havde fortsat en meget begrænset indflydelse i Tyskland, og i Italien spillede han kun sporadisk er rolle. Paven var svækket af Det babyloniske Fangenskab, og da han endelig vendte tilbage til Rom i 1378 satte skismaet et stort spørgsmålstegn ved hans autoritet. Den stærke franske kongemagt toppede med Filip den Smukke, men blev midlertidigt svækket under Johan II’s fangenskab i England. De byer som var blomstret op i løbet af højmiddelalderen og som gennem deres økonomiske styrke havde vundet større eller mindre selvstændighed, som oftest i form af kommunestyre (en edsvoren sammenslutning af borgere), mistede i vid udstrækning deres selvstyre og kom under konger, fyrster eller despoter. I 1262 udvidede Ludvig den Hellige sin kontrol over byerne ved at befale at de skulle stille med 3 kandidater til borgmesterposten, hvorefter han valgte. Samtidig blev de pålagt at aflægge regnskab til kongens embedsmænd. Filip den Smukke og hans efterfølgere fortsatte centraliseringen af styret i Frankrig. De franske konger forsøgte også at tage magten fra de flamske byer, ofte hjulpet af greven af Flandern, og i Norditalien mistede flere og flere byer deres selvstændighed. Men byerne forsvandt ikke, som i den mørke middelalder, der var ikke nye folkevandringer og der skete ikke et kultur tab, som i den kolde periode i forbindelse med Romerrigets fald, perioden kom til at danne optakt til renæssancen.

Danmark får atter en konge

I 1241 noterede Rydårbogen, i forbindelse med kong Valdemar Sejrs død, Ved hans død faldt for sand kronen af de danskes hoved. Ti fra den stund gav de sig hen til at fejde indbyrdes og lægge hverandre øde. Erik Plovpenning, Valdemars ældste søn med Berengaria af Portugal, blev myrdet og hans lig smidt i Slien, i 1250. Det var hans lillebror, Abel, hertug af Sønderjylland, der stod bag, men han svor sig fri med 24 riddere og blev valgt til ny konge. Han holdt ikke så længe. I 1252 blev han dræbt af friserne, da han, temmelig uklogt, prøvede på at opkræve skat. Det var nok Guds hævn.

Nu skulle så Abels ældste søn, Valdemar, efterfølge ham som konge af Danmark. Året før havde Abels yngre broder, Christoffer, for at få sit hertugdømme Lolland igen, måttet love, på et danehof, at Abels ældste søn skulle efterfølge sin far som konge. Men Valdemar var blevet kidnappet af ærkebispen af Køln, da han var på vej hjem fra Paris, og han sad stadig fanget langt fra Danmark, så Christoffer faldt for fristelsen og lod sig hylde på flere landsting, før han blev kronet i Lund.

Christoffer døde i 1259, efter rygtet forgivet af abbed Arnfast fra Ryd kloster. Han var af cistercienserordenen, som ivrigt støttede ærkebiskop Jakob Erlandsen i kampen mod Christoffer. Rygtet ville vide at han havde blandet gift i altervinen. Christoffers søn Erik var kun 10 år gammel og hans mor Margrete Sambiria blev udnævnt til regent. Hun var den faktiske hersker i Danmark indtil Erik blev myndig i 1264, og havde en betydelig indflydelse derefter, så hun burde figurere i kongerækken som Margrete I. Hun kom nu galt afsted på Lohede, hvor både hun og hendes søn blev taget til fange af Abels svogre, de holstenske grever. Det tog tre år før Erik Klipping slap fri igen, og i 1266 blev han erklæret for myndig, omend Margrete stadig trak i trådene. Striden med ærkebispen blev løst, da Jakob Erlandsen blev myrdet på Rygen, på vej hjem fra Rom.

Margrete døde i 1282, og samme år måtte Erik på danehoffet underskrive en håndfæstning, Danmarks første grundlov. Året efter gjorde Abels barnebarn, Valdemar, hertug af Sønderjylland, krav på riget, og i 1285 blev han fanget af Erik da han var på vej til udlandet for at rejse en hær. Han blev sat i bolt og jern på Søborg slot. En række tyske fyrster gik i forbøn for ham og i marts 1286 blev han sat fri, efter at have svoret en ydmygende ed om at afstå fra alle sine krav og altid at adlyde kongen. Et halvt år efter blev Erik myrdet i Jylland af ukendte gerningsmænd. Den der fik størst nytte af udåden var hertug Valdemar, der blev formynder for den mindreårige Erik Menved, og fik opfyldt alle sine gamle krav, bortset fra tronen.

Erik Menved forsøgte at genskabe Valdemar Sejrs gamle rige, fra tiden før Lyø, og havde en vis succes, omend til en formidabel pris. Han havde mange fjender, de fredløse, deres norske venner (som stadig havde arvekrav efter Erik Plovpennings datter Ingeborg), ærkebispen Jens Grand, diverse tyske fyrster, sin bror Christoffer og sine egne bønder. Og så led han, som alle andre i Europa, under det forringede klima, med et temperaturfald på omkring 2 °C fra 1250 til 1350. Da Erik døde i 1319 var landet forarmet og plaget af hungersnød. Han døde barnløs, alle hans 14 børn var døde som små, og før han døde, havde han formanet sit råd til ikke at vælge Christoffer til konge, men Christoffer lovede Gud og hver mand hvadsomhelst, og blev alligevel valgt.

I 1326 var det blevet den jyske adel for meget af det gode, og sammen med de holstenske grever fik de Christoffer afsat som konge. Istedet valgte de den 12-årige hertug Valdemar af Sønderjylland, tipoldebarn af kong Abel. 3 år efter lykkedes det Christoffer at genvinde kongetitlen, men det var kun af navn, og atter 3 år senere døde han. Nu fandt man det ikke ulejligheden værd at vælge en ny konge. Landet var pantsat, vest for Storebælt til grev Gert af Holsten (Rendsborg, den kullede greve, som var gift med et barnebarn af Erik Klipping) og øst for til grev Johan af Holsten (Wagrien), Christoffers halvbror.

Christoffers 3 sønner: Erik, Otto og Valdemar

Den ældste af Christoffers sønner, Erik født 1305, var allerede blevet valgt til medkonge i 1321, og kronet sammen med Christoffer i 1324, da Christoffer endelig kunne blive kronet, efter at han havde forligt sig med ærkebisp Esger Jul, som afslutning på den tredje ærkebispestrid. Under oprøret mod Christoffer i 1326, blev Erik taget til fange, og slap først fri igen da hans far forligte sig med grev Johan i 1329. Som et led i forliget blev Erik gift med grev Gerts søster Elisabeth, enke efter hertug Johan II af Sachsen. Forliget holdt ikke så længe. I 1331 kom det til ny krig, Erik forskød sin kone, men den danske hær blev slået på Lohede. Christoffer slap til Kiel med Valdemar, men Erik styrtede med hesten, da han red over Dannevirke, og blev så hårdt såret at han døde kort efter, og inden Christoffer.

Den yngre bror, junker Otto, hertug af Estland og Lolland, født omkring 1312, var blevet taget til fange, og sat i Gottorp tårn af en af grev Gerts riddere, men i 1332 var han sluppet fri og drog til sit hertugdømme i Estland, hvor han var ivrigt sysselsat med planer om at genvinde hele riget. 3 herreder i Nordfrisland erklærede sig villige til at støtte ham og han fik også hjælp fra sin svoger markgrev Ludvig af Brandenborg, søn af kejser Ludvig af Bayern, dog mod at Otto afstod landet Reval og gav markgrev Ludvig tronfølgeret i Danmark, hvis Otto og hans bror Valdemar skulle dø barnløse. Markgrev Ludvig sendte ham sin rådgiver, grev Johan af Henneberg, som Otto forlenede med Mors, mod at han skulle bringe 20 bevæbnede mænd, og for hver mand ville han få en lødig mark sølv, samt kost og tæring. Hvis han kom med 50 mand, så ville han få 200 mark lødig sølv. Desuden ville han for hvert halvår få 12 mark lødig sølv for hver ridder og 10 for hver knægt. Otto samlede også en hær af lolliker, og med den gik han fra Lolland ind i Nørrejylland for at forjage grev Gert, og for at lade sig vælge til konge. Det kom til et slag på Taphede på vejen til Viborg den 6te oktober 1334, hvor Otto ikke alene blev overvundet, men også taget til fange, med megen adel, og sat i forvaring på Segeberg slot. Hans tyske venner forsøgte, forgæves, at få grev Gert til at løslade ham.

Hvor junker Valdemar (født omkring 1320) blev af er uvist. Måske var han ved kejser Ludvigs hof, hvor han blev opdraget i krigsbrug, men det er nok mere sandsynligt at han opholdt sig hos sin svoger i Brandenborg.

Mark Brandenborg

Oprindelig var Brandenborg en del af grænseområdet mellem de tysktalende og de slavisktalende folkeslag. Niklot havde været høvding for de vestligste slaver, abodriterne, på Knud Lavards tid, og var genstand for den nordiske version af Det 2det korstog, Venderkorstoget, og han kom senere i krig mod en alliance af Henrik Løve og Valdemar den Store (1160). Han blev fanget ved en krigslist, og fik hovedet hugget af og sat på en stage. Hans yngste søn Prislav var gift med Valdemars søster Katarina, og han fik len i Danmark, mens det lykkedes hans ældre bror Pribislav at beholde nogle områder ved Werle og Rostock. Henrik Løves fætter, Albert Bjørnen, bemægtigede sig den vestlige del af Brandenborg, og erklærede sig for markgreve. Alberts slægt, askanierne, udvidede området mod øst, hvor mange flemminger slog sig ned, men også mod nord, i et forsøg på at nå frem til Østersøen, hvor efterkommere efter Niklot stadig kontrollerede Mecklenborg.

Kort 1 Nordtyske fyrstedømmer og byer

Den sidste askanier var Valdemar, barnebarn af Valdemar Sejrs datter Sofie. Han døde barnløs i 1319, samme år som Erik Menved (hans halvfætter), der havde været med til at fejre hans bryllup med en stor turnering ved Rostock i 1311. Kejser Ludvig IV af Bayern, fra Wittelsbach familien, erklærede at grevskabet var hjemfaldet til kronen, og gav det som len til sin søn, som også hed Ludvig.

Det vakte ikke begejstring hos naboerne, som alle mente at de havde krav på forskellige dele af Brandenborg (inklusive Altmark og Neumark): hertugerne af Pommern-Wolgast og Pommern-Stettin, fyrst Henrik af Mecklenborg, hertug Rudolf I af Sachsen, ærkebiskop Burkhard af Magdeburg, hertug Otto II af Brunsvig (Welf), kong Johan den Blinde af Bøhmen (Karl IV’s far, fra Luxemburg familien, som var på Ludvig af Bayerns side), og flere andre. I 1322 sejrede Ludvig IV, ved Mühldorf i Niederbayern, over sin konkurrent til kronen, Frederik den Smukke (af Habsburg familien). Det gav Ludvig tilstrækkelig styrke til at han kunne forlene sin umyndige søn med det ledigtblevne rigslen, med kurstemme.

Ludvig forsøgte yderligere at sikre sig ved en alliance med hertug Otto af Brunsvig og med fyrsten af Meissen, hvis søn Frederik skulle giftes med en af den tyske konges døtre. Af samme grund forsøgte han at få en alliance istand med Christoffer II (specielt vendt mod Pommern og Mecklenborg). Allerede i 1323 var Ludvigs specielle udsendinge hos den danske konge på Søborg, hvor der blev sluttet aftale om ægteskab mellem Christoffers datter Margrete og den unge Ludvig. Margrete skulle have en medgift på 12.000 mark sølv kølnsk vægt, en helt uoverkommelig sum for Christoffer, som det aldrig lykkedes ham at betale, og som hans sønner måtte indfri ved at sælge Estland. I december 1324 blev den 21-årige Margrete gift med den 10 år yngre Ludvig på Vordingborg slot.

Kamp mellem kejser og pave

Ludvig IV havde ikke kun problemer mod nord. Johannes XXII havde planer om at få samlet Italien under Rom, med hjælp fra Robert den Vise af Anjou, konge af Napoli og sønnesøn af Karl af Anjou, Ludvig den Helliges bror. Johannes søgte også hjælp hos Frederik den Smukke, som sendte en hær mod ghibellinerne i Norditalien, specielt mod Matteo Visconti af Milano. Frederik den Smukke sendte sin bror Henrik til Lombardiet, hvor han sammen med den pavelige legat Bertrand af Pouget (eller Poyet), der anførte en hær af korsfarere, truede Visconti. Det lykkedes dog Visconti at overbevise Henrik om at det ikke var i hans, eller broderens, interesse at Italien blev forenet under Robert af Anjou.

Johannes er blevet prist for at sætte styr på det pavelige kanceli, i form af det såkaldte Regulæ, som siden er blevet udvidet og ændret. Han fik gjort de såkaldte annater permanente og altomfattende. Det var den afgift på det første års indtægt, som den nyudnævnte gejstlige måtte betale til pavestolen. Han fik også betalingen af aflad sat i system, en af de vigtigste indtægtskilder for pavestolen fremover. Et appendix til Regulæ skulle være Taxæ cancellariæ apostolicæ, som har en speciel section Taxæ sacræ poenitentiariæ apostolicæ. Den ældste eksisterende udgave er af Leo X, fra 1514 og trykt i Rom. Idag kan man finde flere versioner på nettet under titler som Taxe de la chancellerie romaine ou La banque du Pape eller lignende. Efter reformationen har den katolske kirke hævdet at historien om salg af aflad var en protestantisk sammensværgelse. Det var det næppe, men mon ikke listen over priser for aflad var det? De følgende citater fra Lachatres oversættelse, giver dog et meget godt billede på hvad kirken blev anklaget for. Den har formentlig priser der hører 1500-tallet til:

"Hvis en gejstlig begår kødets synd, om det er med nonner, med sine kusiner, sine niecer eller sine guddøtre, får han aflad for 67 pund 12 sous.

Hvis han ud over utugten, beder om syndsforladelse for synder mod naturen eller bestialitet, skal han betale 219 pund 15 sous; hvis han imidlertid kun har begået disse synder med unge drenge eller med dyr, og ikke med kvinder, reduceres bøden til 131 pund 15 sous.

En præst der har tagt mødommen på en pige skal betale 2 pund 8 sous.

Præster der vil have tilladelse til at leve sammen med deres konkubiner betaler 76 pund 1 sous.

Aflad for simpelt mord begået af en lægmand er 15 pund 4 sous. Hvis morderen har dræbt flere personer den samme dag, skal han ikke betale ekstra. (Aflad for abort er højere: 17 pund 15 sous, som for mord på et familiemedlem)

For mord på en bror, en søster, en mor eller en far betales 17 pund 15 sous.

Den der har dræbt en biskop eller en højerestående gejstlig betaler 131 pund 14 sous.

Den som på forhånd vil købe aflad for alle mord som han måtte begå i fremtiden betaler 168 pund 15 sous.

En kætter der omvender sig skal betale 269 pund for sit aflad. En søn af en kætter der er blevet brændt kan kun blive rehabiliteret ved at betale 218 pund 16 sous til kanceliet.

For smugleri og for at snyde med en fyrstes afgifter betales der 87 pund.

En sognepræsts uægte søn, der vil gøre tjeneste i sin fars kirke, betaler 27 pund 1 sous."

Hvis ovenstående virkelig skulle være troværdigt, lyder korstog mod kristne helt uskyldigt. Den pavelige korshær vandt en række slag med støtte fra de guelfiske stæder og den truede Milano i 1323. Ghibellinerne søgte nu hjælp hos Ludvig af Bayern. Sammen med Verona (della Scala), Mantova (Gonzaga) og Ferrara (Este) lykkedes det at få belejringen af Milano ophævet i juli 1323. Paven sendte så et manifest til Ludvig, hvor han tilkendte sig selv regeringsmagten i det tyske rige, bebrejdede Ludvig at han egenmægtig havde tildelt sin søn mark Brandenborg, og befalede ham inden 3 måneder at nedlægge regeringen og tilbagekalde alle sine regeringshandlinger. Det blev også sendt til rigsstænderne og til fremmede magter. Da Ludvig ikke, som befalet, kom til Avignon, blev han ekskommunikeret og Tyskland lagt i interdikt i 1324.

På en rigsdag stemplede Ludvig pave Johannes som kætter, fordi han bestred franciskanernes lære om at Jesus Kristus ikke havde været delagtig i ejendomsret til jordisk gods. Ludvig fik moralsk, filosofisk og religiøs støtte fra Marsilius af Padova, som mente at al legitim magt udsprang af folket, af filosoffen Vilhelm af Ockham og af Mikael af Cesena, franciskanernes ordensmester, der alle var flygtet til Ludvigs hof. I foråret 1327 drog Ludvig gennem Graubünden ind i Italien. Han var ledsaget af sin kone nummer to, Margrete, og hendes far grev Vilhelm III af Holland og Hainaut (Hennegau). Han blev kronet i katedralen i Milano den 30te maj, med den lombardiske jernkrone. Galeazzo Visconti tilbageholdt det tilsagte krigsudstyr, derfor afsatte Ludvig ham og lod ham med søn og brødre fængsle i Monza, hvor de blev de første beboere i det fængsel, de selv havde bygget. Istedet indførtes en republikansk forfatning med 24 patricier under en kejserlig udnævnt tysk podestà. De måtte betale 60.000 floriner for æren. Ludvig allierede sig med Italiens ypperste hærleder Castruccio Castracani, herre af Lucca og Pistoia, og tidligere hærleder for Filip den Smukke i Flandern. De undertvang Pisa som måtte betale 200.000 gylden, og fortsatte mod Rom. Den 16ende januar 1328 kronedes og salvedes Ludvig og Margrete i Peterskirken af Sciarra Colonna og 2 bandlyste biskopper, og dagen efter udnævnte den nykronede kejser Castruccio til senator og statholder i Rom.

Paven riposterede ved at afsætte kejseren, hvorefter kejseren afsatte paven og indsatte en ny (mod)pave, Nicolas V som, ikke overraskende, var franciskaner. I Danmark fik det den tredje ærkebispestrid til at blusse op på ny. Egentlig havde Esger Jul og Christoffer været allierede mod Erik Menved, så efter Eriks død burde freden have indfundet sig, men fordi ærkebispen støttede den rigtige pave, mens Christoffer, naturligvis, måtte støtte sin datters svigerfars valg, kom der en ny strid. Ludvigs succes i Italien var kortvarrig. Ghibellinerne der havde forventet kejserens støtte i deres kamp mod guelferne, var dybt skuffede over at han istedet brugte sin energi på at presse dem for penge. Efter Castruccios død måtte han nærmest flygte tilbage til Tyskland i 1330, Nicolas abdicerede, og paven og guelferne vandt næsten fuldstændig kontrol med Norditalien.

Johannes sejr var dog ikke absolut. I begyndelsen af 1330erne fremsatte han 2 meget kontroversielle synspunkter, det ene var at de retfærdiges sjæle ikke skuede Gud før efter kødets opstandelse, og det andet at de fordømte også først kom i Helvedet på samme tidspunkt. Det bekræftede Ludvigs beskyldninger om at paven var kætter. Hvis ikke de retfærdiges sjæle skuede Gud før efter opstandelsen, så var det jo formålsløst at bede helgener gå i forbøn for sig. Selv professorerne i Paris betragtede begge dele som kætteri, men det lykkedes ikke Ludvig at få indkaldt et koncil der kunne fordømme paven, før Johannes døde i 1334. Efterfølgeren Benedikt XII (1334 – 1342, som nogle mener var søn af Johannes XXII) var mere omgængelig, tilbagekaldte straks forgængerens kontroversielle synspunkter, men var lige så ubøjelig som Johannes når det gjaldt den verdslige kamp mod kejseren, ikke mindst for at tækkes den franske konge.

Allerede i 1330 havde Ludvig af Bayern fået en ny fjende, i skikkelse af Johan den Blinde af Luxemburg og af Bøhmen (han blev først blind i 1336, af en øjenbetændelse). Johan var søn af kejser Henrik VII, men var kun 17 år da faderen døde. Han havde støttet wittelsbacheren Ludvig mod habsburgeren Frederik den Smukke, og havde deltaget på Ludvigs side i slaget ved Mühldorf. Han var opvokset i Frankrig og var fransk af sindelag. Hans søster, Marie af Luxemburg, blev gift med den frankse konge Karl IV den Smukke i 1322, og i 1328 kæmpede han på fransk side mod flemmingerne. Han havde giftet sig til kongeriget Bøhmen, og dermed også til en kurstemme og arvekrav på Polen og Ungarn, men han var ikke særlig populær blandt tjekkerne, så han tilbragte det meste af sit liv som omrejsende kriger. I 1330 blev han lokket til at undsætte det guelfiske Brescia, som blev belejret af ghibelliner. Det lykkedes, og derefter fik han også kontrol over Bergamo, Pavia, Novara, Parma, Reggio, Modena og Lucca. Det tegnede til at der kunne skabes et guelfisk kongerige i Norditalien, under pavens overherredømme, svarende til det neapolitanske rige i syd. I Fontainebleu indgik Johan en traktat med den franske konge Filip VI. Filip accepterede at Johan kunne blive konge af Lombardiet, hvis han kunne erobre det, mod at Johan stillede med 400 riddere til støtte for Frankrig, hvis der var konflikt i Champagne eller Amiens, og 300 riddere hvis det var længere væk. Traktaten blev forseglet med en ægteskabsalliance mellem Johans datter Bonne og Filips søn, den senere Johan II den Gode.

Kort 2 Det romerske kejserrige og naboer

Det kom naturligvis på tværs af pavens gamle allierede Robert af Anjou, men det var også for meget for de norditalienske bystæder. Guelfer og ghibelliner sluttede et forbund i Ferrara, som slog både Johan og pavens legat Bertrand af Pouget. Brescia, Bergamo, Modena og Pavia faldt i hænderne på viscontierne. Johan vendte tilbage til Bøhmen og Bertrand af Pouget måtte flygte fra et oprør i Bologna. I 1338 erklærede de tyske rigsfyrster, at den kejserlige værdighed og magt kom fra Gud alene. Den, der var valgt af kurfyrsternes flertal, skulle holdes for en sand konge og romersk kejser og behøvede, til udøvelsen af sine rettigheder, ingen pavelig tilladelse, og de erklærede ham fri af pavens band, og enhver gejstlig der ikke rettede sig derefter, skulle anses og straffes som en fredsbryder.

Wittelsbacherne var blevet hertuger af Bayern i 1180, da Frederik I Barbarossa (welfer) tog området fra Henrik Løve (hohenstaufer). Pfalz kom under wittelsbacherne gennem ægteskab i 1214. Christoffer III af Bayern var af wittelsbachernes Pfalz-gren. Kejser Ludvig IV indrog, som sagt, mark Brandenborg efter askanieren markgrev Valdemars død, og gav det som len til sin søn Ludvig, Valdemar Atterdags svoger. Tyrol kom under wittelsbacherne da den yngre Ludvig blev gift med en anden Margrete (Maultasch) af Tyrol, efter at kejseren havde sørget for at hun blev skilt fra Johan Henrik, bror til den senere kejser Karl IV, af Luxemburg familien. Hainaut, Holland og Frisland fik Ludvig IV lagt beslag på, med påstand om at det var hans kones, Margrete af Hainauts, arv.

Huset Luxemburg kom i besiddelse af Bøhmen efter at kejser Henrik VII havde fået sin søn, Johan (den Blinde), gift med Elisabeth af Bøhmen i 1310. Det lykkedes Karl IV at købe Brandenborg af Ludvig IV’s søn Otto for 500.000 gylden, og han fik også kontol over Brabant, men Brandenborg kom i begyndelsen af 1400-tallet i hohenzollernes besiddelse og Brabant i burgundernes.

I 1282 havde kejser Rudolf I af Habsburg erobret hertugdømmet Østrig, som familien beholdt i godt 600 år, til gengæld måtte de opgive de små schweiziske kantoner. Efter Margrete Maultaschs død i 1369 lykkedes det for hertug Rudolf IV af Habsburg at få kontrol over Tyrol. En af Rudolf I af Habsburgs døtre var mor til Ludvig IV af Bayern og en anden var mormor til Karl IV af Bøhmen.

Magnus Smek, den første Unionskonge

Smek var et nedsættende øgenavn som Magnus fik senere, af den svenske adel, så egentlig burde man kalde ham Magnus Eriksen (eller Eriksson), men rækken af Eriksener og Magnussener er allerede tilstrækkelig besværlig, og da Smek har mistet sin nedsættende klang, er det nok så praktisk at bruge øgenavnet. Så er der ingen tvivl. Magnus var 3 år gammel da hans morfar kong Håkon V Magnussen, barnebarn af Erik Plovpenning, døde den 8ende maj 1319, et halvt år før Erik Menved. Et år tidligere var Magnus’ far, hertug Erik af Sverige, sultet ihjel sammen med sin bror hertug Valdemar, efter at deres ældre bror, kong Birger Magnussen af Sverige, forræderisk havde taget dem til fange under et gæstebud i Nykøping. Efter forræderiet gjorde de svenske stormænd oprør, og Birger måtte flygte, først til Gotland og siden til sin svoger Erik Menved i Danmark (de var gift med hinandens søstre, Erik med Ingeborg og Birger med Margrete, der blev kaldt Märta i Sverige, og af svenskerne blev beskyldt for at være årsagen til al ufreden mellem Birger og hans brødre). Birgers søn Magnus blev fanget og sat i forvaring på Stockholm slot, og hans drost, Johan Brunke, blev med 3 andre radbrækkede uden for Stockholm, på det sandbjerg der efter ham kaldes Brunkebjerg.

Håkon V og hans dronning Eufemia af Rygen havde ingen sønner, så kronen gik i arv til hans eneste legitime datter Ingeborgs unge søn, Norge var et arverige. Ingeborg var på dette tidspunkt stadig i Sverige, travlt optaget af at tilegne sig herredømmet over levningerne fra kong Birger, sammen med hertug Valdemars enke, som også hed Ingeborg, og var datter af Håkons ældre bror, Erik Præstehader. Den 18-årige Ingeborg Håkonsdatter var, med P.A. Munchs ord en ung kvinde, hvis hele følgende liv og handlinger altfor meget vidner om letsindighed forbunden med hensynsløshed og herskesyge, til at man ej skulle være berettiget til at slutte, at hun var et af faderen forkælet barn, hos hvilket hine fejl tidligt kom til udvikling, og som derfor vistnok allerede nu kunne vække bange anelser hos alle forstandige og mere fremsynede fædrelandsvenner (det følgende har en del citater fra P.A. Munch, 1862, hvor man vel stadig forventede at unge damer holdt sig klædeligt i baggrunden).

Norgesvældet var slut med Håkon V’s død i 1319. Det havde varet siden Harald Hårfager i 875, og var sammenfaldende med den sidste del af middelalderens varmeperiode, og toppede med Håkon IV Håkonsen i midten af 1200-tallet (se Figur 1). Nu var folkets kår kun så som så. Den vigtigste velstandskilde var ophørt, siden handlen for største delen var kommet i de fremmede købmænds hænder. Agerdyrkningen kastede ikke meget af sig, og egentlig rigdom fandtes næppe undtagen hos de store jordgodsejere og hos gejstligheden: der tales så hyppigt i breve fra de tider om landets fattigdom, at man ej tør antage nogen almindelig velstand. Men Håkon havde trods alt samlet sig et velforsynet skatkammer.

Håkons skatkammer styrkede Ingeborgs stilling i Sverige betydeligt: det blev af dobbelt vigtighed at sikre sig indflydelse hos hende, og da hun var ung og letsindig, opstod vel hos mange af de svenske herrer håbet om at kunne få hende til ægte. Overhovedet åbnede der sig nu en vid mark for ærgerrigheden, og for at ikke total forvirring skulle opstå i landet, måtte de sindigere og forstandige mænd, med drosten og rigsforstanderen Mathias Ketilmundsen i spidsen, se til først og fremmest nogenlunde at få Sveriges anliggender bragt på det rene, og tronfølgen sikret Magnus Eriksen, forinden de lod ham drage til Norge, hvor jo dog arven var ham vis, og ingen gjorde ham hans ret stridig.

Hertuginden lod sin søn blive tilbage i Sverige, for at han kunne blive lovformeligt valgt til konge den 8ende juli, det vil sige medens den svenske konge Birger Magnussen og hans søn Magnus Birgersen stadig var i live. Magnus blev først halshugget året efter, på grund af faderens forbrydelser, og Birger døde først i 1321. Ingeborg drog selv til Norge med 7 befuldmægtigede af det svenske råd, heriblandt Knud Porse.

De svenske og de norske rigsråder sluttede en foreningsakt, den første unionsakt i Norden. 1) De svenske skulle inden 7 dage efter førstkommende Jakobsdag (1te august), have taget junker Magnus Eriksen til konge, om det ikke allerede var sket, over hele Svea- og Gøtarige. 2) Til førstkommende Sankt Jakobsdag eller inden 7 dage derpå, skulle Magnus drage til Norge for der at modtage den hæder, hvortil han var født, og såvel give, som af de bedste mænd og hele almuen at modtage, al den sikkerhed, som Sankt Olavs lov og de følgende norske kongers bestemmelser hjemlede. 3) Den unge konge skulle forblive et år i Norge, og hvis de svenske da krævede det, skulle han følgende opholde sig i lige så lang tid i Sverige, men ikke længere; han skulle derpå straks vende tilbage til Norge, og så fremdeles, så at han nøjagtigt blev lige længe i hvert rige. 4) Fra intet af rigerne skulle hans mænd ledsage ham længere end til rigsgrænsen. 5) Sålænge kong Magnus var mindreårig skulle alle rigets midler i Norge anvendes til udredelse af kong Håkons testamente, og til hans kosthold, dels til at have ved hånden, når han behøvede det til sin bistand og nytte, med hertugindens og rigsrådets bestemmelse og samtykke. 6) Sveriges mænd skulle være forpligtede til at yde kong Magnus og Norges mænd lige så megen hjælp og understøttelse, som de nød af Norges mænd. 7) Ville nogen nordmand af hengivenhed for kongen eller hans moder tjene ham i Sverige, skulle dette ikke formenes ham af Norges regering.

Løftet skulle fra svensk side aflægges af ærkebispen og 30 riddere, og allerede nu afgav den norske ærkebisp og 30 norske herrer forsikring og edeligt løfte om at hine punkter skulle ubrødeligt holdes fra norsk side.

Her blev hertuginde Ingeborgs indflydelse anerkendt, i modstrid med kong Håkons regeringsanordning, som havde overladt al myndighed til rigsrådets medens tronarvingen var umyndig. Nu stod hun ved siden af rigsrådet i de vigtige spørgsmål om hvilke bidrag den norske rigskasse skulle give til kongens understøttelse i Sverige. Man skulle have troet, at man nu kendte så meget til hendes karakter og forhold, at man havde vogtet sig for at indrømme hende en myndighed, der let kunne lede til en bortødsling af alle kronens midler i hendes egne interesser. Næppe 2 år derefter blev den ærgerrige danske adelsmand Knud Porse, en brodersøn af den fredløse Peder Porse, hendes erklærede yndling, hvem hun stillede alle sine midler til rådighed, og som hun til sidst ægtede

Skåne som den store gevinst

Erik Menved havde pantsat det meste af Skåne, Halland og Blekinge til marsk Ludvig Albertsen af Gleichen, som tilhørte Esbern Snares slægt. Blandt andet fordi Ludvig havde erobret Bornholm for Erik Menved, fra ærkebisp Esger Jul i 1319. Men Christoffer forsøgte at fratage Ludvig Skåne i 1321, fordi han, som så mange af de øvrige adelige og gejstlige, nægtede at betale den skat som de var blevet pålagt. Det var den samme skat som almuen skulle betale, den 10ende penge af al deres indkomst. Ludvig blev også frataget byerne Helsingborg, Lund, Falsterbo, Skanør og mønten i Lund. Det forenede den forhenværende marsk med hans gamle fjende ærkebispen, og også med Knud Porse, som var høvedsmand på Varberg.

Ingeborg fik arrangeret en ægteskabskontrakt mellem sin datter Eufemia og Henrik (Løve) af Mecklenborgs søn Albrecht II (far til den senere kong Albrecht af Sverige), på betingelse af at Mecklenborg, Sachsen og Holsten skulle være behjælpelige med at erobre Skåne. Hertuginden forseglede kontrakten med det norske rigssegl, som var i hendes besiddelse, og lovede at få den beseglet også med det svenske rigssegl, hvilket dog aldrig skete. I Norge klagede man senere over at kongens segl har været meget slet bevaret og alt for ofte benyttet indenlands, men udenlands endog aldeles misbrugt til at leje soldater, begynde ufred og træffe andre store foranstaltninger. Hverken det norske eller det svenske rigsråd ville have noget med sagen at gøre, i den udstrækning de overhovedet blev orienteret, så ud over de norske midler hun allerede rådede over, måtte hun tage et lån i Stralsund for at finansiere invasionen. Det svenske rigsråd fornyede sågar freden med Danmark for 10 år.

Skåne blev ikke alene invaderet, men oprørerne fortsatte over det tilfrosne Øresund, vinteren var udsædvanlig streng med frost fra november til marts, og plyndrede og brandskattede Sjælland. Det hele løb dog ud i sandet, og Christoffer hævnede sig grumt på den skånske adel, også på mange af dem der ikke havde støttet oprøret. I 1326 fik Knud Porse, Ludvig Albertsen, drosten Laurits Jonsen, som kongen havde frataget Ærø, og den tidligere drost Niels Olufsen Bille, Skånes mægtigste mand, sammen med den jyske adel, kaldt grev Gert af Holsten til hjælp for riget og befolkningen, og fik Christoffer afsat. Under Christoffers forsøg på at vinde magten tilbage, pantsatte han Lolland, Falster og dele af Skåne til sin halvbror, Johan den Milde af Holsten, og gjorde ham til høvedsmand på Sjælland, og han fik Femern som arvelen. Det meste af Skåne erhvervede Johan ved en overenskomst med, den nyligt afdøde Ludvig Albertsens enke og arvinger.

Det passede ikke skåningerne, der havde bevaret mest af den gamle nordiske ånd. Johans holstenske tjenere tyngede dem for hårdt, respekterede ikke dansk lov og ret, men brugte den holstenske. Skåningerne gjorde oprør i 1332 og nægtede at betale skat til holstenerne. 300 holstenere, der havde søgt tilflugt i Lund domkirke, blev slået ihjel, og en del holstenere mistede livet i Helsingborg, hvor slottet blev belejret. Ærkebispen og adelen vendte sig til den svensk-norske konge Magnus, som nu var 16 år og myndig, og tilbød ham Skåne, Blekinge og Hven, hvis han ville beskytte dem mod holstenerne. Grev Johan tilbød Magnus at han kunne købe Skåne for 34.000 løde mark, og det accepterede Magnus, hvorefter han kaldte sig for konge af Norge, Sverige og Skåne.

Af de 34.000 mark sølv skulle kongen betale 5.000 mark den tilkommende 6te januar, i Lybæk eller København, og 5.000 på Fastelavns søndag, og for disse afbetalinger skulle 30 riddere, svende og borgere fra Sverige og Skåne stilles som gidsler. For halvdelen af de øvrige 24.000 mark skulle Søborg og alt hvad kongens moder hertuginde Ingeborg besad på Sjælland, såvelsom Samsø, sættes i pant, og for den øvrige halvdel stilles gidsler. Om pantsættelsen af Ingeborgs ejendomme på Sjælland var sket med hendes gode vilje vides ikke, men det berettes senere at hun stadig var i besiddelse af Søborg.

Til delvis betaling for Skåne fik Magnus et lån bestående af den halve del af den svenske tiende, af pavens nuntius, men det rakte langt fra, og det gav store problemer for Magnus at udrede det store beløb, og få gidslerne løsladt, selv om svenskerne var ivrige efter at sikre erhvervelsen af Skåne, og i 1334 måtte han udsende en proklamation fra Stockholm: Vi har hørt at alt for mange siger, at vi ej vil udløse vore tjenestemænd af den skyld, hvori de af vor skyld er kommen, men dette udsagn vil vi herved på det bestemteste drive til usandhed, thi vore tjenestemænd have vi netop for denne sags skyld pantsat vor mægtigste hus Kalmar, med staden og alt det land og de indtægter som derunder ligger, vort hus Skelduvik med hele Østergøtland, dertil Helsingeland, Gestrekeland, Fjadrundeland, Dalarne, Nerike og Vermeland, samt i Kobberbjerget årlig 500 mark sølvs indtægt, fremdeles over hele riget mange herreder, gårde, landbo og kværne, så at vi selv til vort ophold kun beholde den mindste del af vore indtægter. Siden have vi jo også, skønt højligen mod vor vilje, måttet tynge Eder, vor almue, klerke, lægmænd og købstæder, med forskellige skatter, alene for at løse hine vore tjenestemænd, thi alle vore indtægter i alle de 14 år af vor barndom blev således forødte, at da vi kom til styrelsen, fandt vi ikke så meget som en mark sølv til side. Vi er bedrøvede over, at tyngslen har ligget på os og Eder, men derimod har været alt for liden båret af dem, der have modtaget indtægterne; og da disse og somme ville tvinge os til at tynge Eder mod vor vilje, så skulle I herved vide, at med fortrøstning til, at I ville styrke os til at stå disse imod, ville vi aldrig herefter tynge Eder, uden at høj trang skulle komme os på af uden- eller indenlandske, hvad Gud forbyde. Det blev ikke bedre af at Albrecht af Mecklenborg i 1336 forlangte at Magnus betalte den lovede medgift på 2.000 mark brændt sølv for Norge, og lige så meget for Sverige. Det lykkedes ham dog at få et par års udsættelse med medgiften.

Værdien af 1 mark sølv

I Absalons Europa og Opløsningstid – Kulde, Sult og Pest er der gjort forsøg på at vurdere nutidsværdien af 1 mark sølv. Baseret på prisen på jord skulle 1 mark sølv rundt regnet have haft en værdi af 100.000 kroner i 2012. I et testamente fra 1340 anslås værdien af en ko til 2 mark penge. På dette tidspunkt havde en mark sølv en værdi af godt 10 mark penge, så koen har kostet knap 20.000 kroner. Idag koster en gennemsnits ko omkring 10.000 kroner. En bueskytte fik en hyre på 2 floriner, eller 2 øre sølv, pr. måned, svarende til en månedsløn for en lejesoldat på 25.000 kroner. Så i dagligdags sammenhæng ser det ud til at omregningen ikke er helt skæv. Det går dog galt for hvede. Dagens pris er cirka 100 gram sølv for en quarter hvede (250kg koster rundt regnet 450 kroner, medens sølv koster cirka 4,5 kroner/gram i 2013), og det kunne jo se ud til at passe meget godt med Figur 2, lidt på den høje side måske, men bruger man dagens sølvpris ville værdien af 1 mark sølv være omkring 1000 kroner, eller 1% af jordprisen. Bruger man guld, for eksempel floriner, istedet for sølv, bliver resultatet et ganske andet, fordi guld:sølv kursen i 1300-tallet var 8:1 til 12:1, medens den nu snarere er 60:1.

Og når det kommer til de store beløb for pant eller medgift, går det galt i den modsatte retning, værdien bliver alt for lav. Omregningen med jordprisen ville betyde at pantet for Skåne skulle være på 3,4 milliarder kroner i 2012. Det er naturligvis alt for lidt. Tager man hensyn til at befolkningstallet på det tidspunkt formentlig var omkring en femtedel af nutidens (det var før pesten), ville beløbet svare til 17 milliarder for dagens danskere, eller omtrent hvad Danmark årligt giver i ulandshjælp eller 1% af omverdenens støtte til Grækenland i form af lån og gældssanering i 2012, så selv med hensyntagen til forskellen i befolkningsstørrelse bliver beløbet langt under den reelle værdi i 1330erne.

Måske kan man komme problemet med de store løsesummer lidt nærmere ved hjælp af freden i Brétigny i 1360, hvor Johan den Gode skulle betale en løsesum på 3 millioner floriner, eller 500.000 pund sterling, svarende til 750.000 mark sølv. På det tidspunkt var den engelske stats årlige indtægt på omkring 150.000 pund sterling (225.000 mark sølv). I 2011 var skatteindtægten i England på 600 milliarder pund sterling, eller 4 millioner gange så høj som i 1360. Med den omregning ville 1 mark sølv svare til 25 millioner kroner, og så bliver pantet for Skåne til 850 milliarder 2011 kroner, og pantet på Nørrejylland til 2.500 milliarder kroner, og så bliver det straks mere forståeligt at det kunne knibe med tilbagebetalingen. Det giver til gengæld det problem at omregningen fra mark sølv til nutidspenge, kræver en faktor der er 250 gange højere, når der er tale om store beløb end når det drejer sig om hverdagsudgifter, og en hundrede del hvis der er tale om hvede.

Benedikt afslår at stadfæste Magnus’ herredømme over Skåne

For at afhjælpe Norges finansielle problemer blev det foreslået at forringe mønten. I en del år havde penninge haft en kurs på 1:4 i forhold til rent sølv, det skulle nu nedsættes til 1:5, men værdien skulle være den samme som før. Det ville desuden have den fordel at pengene i mindre grad ville blive ført ud af landet, og så kom mønten på linje med den svenske. Som Munch skriver: I de tider troede man virkelig at man med et magtsprog kunne give de møntede penge en kurs, som langt oversteg deres lødighed: det var en vildfarelse som deltes af alle eller de fleste statsmænd i de dage og langt sildigere. Fordelen var, som altid ved slige lejligheder, kortvarig og opvejedes af faldet i indtægterne. Men den finansielle tilstand var formentlig så dårlig, at man med grådighed greb enhver øjeblikkelig forøgelse af indtægterne, uden at bekymre sig om hvordan det ville gå i fremtiden. Desuden befalede kongen at indtægterne fra Finmarken, Island, Grønland, Færøerne, Hjaltland og Ørkenøerne skulle lægges til kongens fadebur, dvs gå i han private kasse. Hvor slemt det stod til fremgår af et brev fra biskop Håkon af Bergen til biskop Jon af Skalholt i Island her var ikke muligt at få vin … fra Flandern eller England kom ikke så meget som et kar af rød, hvid eller sød vin, kun noget fra Tyskland, nemlig Rhinskvin, og dog ikke godt

I 1338 følte kong Magnus sig stadig ikke helt tryg ved sin besiddelse af Skåne, fordi det danske kongehus og folk ikke havde afstået det, og bad ydmygt paven om at han skulle stadfæste hans herredømme over Skåne, der var porten til og stængslet for hans riger og således ej kunne være i fremmede hænder, uden at derved krig og utallige andre ulykker ganske vist ville opstå for ham selv, hans undersåtter og hans efterkommere. Han ønskede samtidig at det tillige måtte blive erklæret, at hvis det skulle lykkes ham også at erhverve andre danske landskaber og befri dem fra tyrannernes hænder, skulle han have pavestolens udtrykkelige tilladelse dertil. Benedikt svarede den 23ende januar 1339, at så højt han end satte kongen og hans arvinger i sin apostoliske yndest formedelst hans udmærkede hengivenhed for kirken og de fortjenstfulde beviser, han havde givet derpå, så fordrede dog både retfærdighed og gammel vedtægt ved den pavelige kurie, at man ej kunne skride til nogen bekræftelse af besiddelsesret til verdsligt gods uden først at have undersøgt forholdene og efter indkaldelse og forhør af alle rette vedkommende erfaret sandheden: han fandt således, at han hverken kunne eller burde meddele den attråede bekræftelse. Ifølge Benedikt XII’s svar har Magnus betalt 36.000 mark purt sølv for Skåne.

Blanca af Namur, dronning af Sverige, Norge og Skåne

I 1334 rejste Håkon til Namur, som lå klemt inde mellem Hainaut, Brabant og Liège, for at fri til Blanca af Namur, der var hans jævnaldrende eller måske nogle år yngre. Hvorfor netop hun blev valgt vides ikke, men hun havde ry for både at være smuk og klog.

Måske var det Magnus’ svoger Albrecht af Mecklenborg der fik bragt ægteskabet mellem Magnus og Blanca istand. To af Blancas brødre, Johan og Filip, færdedes på den tid i Preussen, da det nemlig var en modesag for de unge herrer i Frankrig og England at drage derhen og stå ridderne bi mod de hedenske preusser og litauer. Der kendes navne på 450 adelsmænd fra England og Frankrig som deltog i Preussenreisen, især efter freden i Brétigny (udover Chaucers ridder i Canterbury Tales). Der var også deltagere fra Italien, Skotland og Nederlandene, og i vinterrejsen 1344 – 1345 deltog 2 konger, Johan den Blinde af Bøhmen og Ludvig den Store af Ungarn. I 1377 medbragte hertug Albert III af Østrig 2.000 riddere.

Figur 3 Blancas segl 1346

Blancas far, Johan I af Namur, var af Dampierre familien, og hendes mor, Marie af Artois, var tipoldebarn af Ludvig VIII af Frankrig, og søster til den berygtede Robert III af Artois, der fik skylden for Hundredårskrigen. Robert var sønnesøn af Robert II af Artois, som blev dræbt i slaget ved Courtrai i 1302, og var den direkte arving, hvis man skulle følge salisk lov, fordi Robert III’s far var blevet dræbt 4 år forinden, i et andet slag mod flemmingerne. Men istedet for at gå til den 16-årige Robert, gik Artois til hans faster Mathilde, kaldet Mahaut, som var gift grev Otto IV af Bourgogne. Robert forsøgte gang på gang at få hvad han betragtede som sin retmæssige arv, men forgæves, Mahaut var svigermor til både Filip V den Lange og Karl IV den Smukke af Frankrig. Da han i slutningen af 1320erne forsøgte endnu engang, og denne gang havde svindlet med nogle dokumenter, og desuden blev mistænkt for at have forgiftet sin faster Mahaut og hendes datter Johanne, enke efter Filip V den Lange, måtte han flygte til England, hvor han efter sigende ophidsede Edward III til at gøre krav på den franske krone. Froissart skrev Robert af Artois talte nu sent og tidligt til kongen om at frigøre sig for sin lensed over for kongen af Frankrig, der kun med urette havde arvet kronen. Edward var fristet, men "på den anden side så han godt, at han kun vanskeligt ved egne og rigets kræfter kunne få bugt