Seriemorderen John Christie fra Rillington Place

By Henrik Fibæk Jensen

Seriemorderen John Christie fra Rillington Place handler om en af de mest omdiskuterede engelske kriminalsager nogensinde.

Mellem 1943 og 1953 blev der begået otte drab i rækkehuset Rillington Place 10 i London. John Christie, som boede i stueetagen, stod med sikkerhed bag seks af mordene, men hvem begik de to sidste? Var det Timothy Evans, som boede på andensalen, der kvalte sin hustru og datter, eller var det Christie? Timothy blev dømt og henrettet for mordet på datteren i 1950, og lige siden har man diskuteret, om retsvæsnet be­gik et grufuldt justitsmord? Få det sandsynlige svar på dette spørgsmål i denne bog.

Som dreng var Christie en artig spejder og kirkesanger, som voksen blev han en nådesløs seriemorder, der gassede og kvalte kvinder i sit køkken. Hvorfor? Hvad gik der galt i hans liv?

Seriemorderen John Christie fra Rillington Place er den første selvstændige udgivelse på dansk om den mest omtalte engelske seriemorder siden Jack the Ripper. Den henvender sig til alle, der dyrker true crime-genren og gådefulde mysterier fra virkelighedens verden.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Sep 15, 2021
• ISBN: 9788743065777

Henrik Fibæk Jensen

Henrik Fibæk Jensen (født 1954) er cand.mag. i dansk, historie og filosofi fra Aarhus Universitet. Han har skrevet bøger om forfatterne Johannes Buch­holtz, Jeppe Aakjær, Søren Kierkegaard og Hans Pe­ter Kofoed-Han­sen, privatdetektiven Sherlock Holmes, røveren Jens Langkniv og serie­mor­deren John Christie. Hertil kommer tidsskriftartikler om Hans Scherfig, N.F.S. Grundtvig, Jack the Ripper, Emil Boesen og lokalhistoriske emner fra Skive-egnen.

Book preview

1. afsnit - Christies liv før

Rillington Place (1899-1937)

„Giv mig bare de første syv år af et menneskes liv, dér ligger det hele, resten kan I godt beholde". Ordene er psykologen Bruno Bettelheims, og Dario Fo citerer dem i forordet til sine memoirer Flagermusenes landsby (2002). Også poeten William Wordsworth lagde i digtet „My Heart Leaps Up (1802) altafgørende vægt på barndomsårene. „Child is Father to the Man [Barnet er faderen til manden] fastslog han med en bevidst paradoksal formulering, som virker helt naturstridig: Hvordan pokker kan barnet være far til den voksne mand? Wordsworths mening er selvfølgelig, at de mennesker, vi ender med at blive som voksne, i vid udstrækning er bestemt af de oplevelser, vi bliver udsat for som børn. Vil man forstå, hvorfor vi udvikler os, som vi gør, må man derfor søge tilbage til barndommens land. Hér udspringer Nilens kilder, hér lægges de grundtræk i vores personlighed, som vi aldrig sidenhen kan løbe fra.

Barndom og skoletid (1899-1913)

„Det er svært at tro, at dette afskyelige monster blev født som et menneske", skrev Phillips om Christie (s. 174). Sådan forholdt det sig imidlertid. John Reginald Halliday Christie, blandt familie og venner kaldet Reg eller Reggie, blev født den 8. april 1899 i Black Boy House i udkanten af Halifax, Yorkshire, hvor hans far, Ernest John Christie (1862-1928), var en selvstændig erhversvdrivende, der handlede med og designede tæpper. I 1881 havde han giftet sig med Mary Hannah Halliday (1863-1944), med hvem han fra 1882 til 1900 fik fem døtre og to sønner. John var den sjette i rækken.

Udover at være en succesrig forretningsmand var Ernst Christie også meget engageret i lokalsamfundet. Han var i en årrække ambulancefører og modtog både en sølv- og en guldmedalje for sin indsats, han var meget aktiv i spejderbevægelsen og blev for sit helt ekstraordinære arbejde tildelt en guldmedalje af spejderbevægelsens grundlægger Sir Robert Baden-Powell, han var en aktiv fortaler for kunstsproget esperanto, han var formand for et udvalg, der arbejdede for at forbedre vilkårene for samfundets ældre medborgere, han var medstifter af og kasserer i den lokale afdeling af Det Konservative Parti osv.. Den lange liste over faderens mange meritter gav John mindreværdskomplekser. Der var så sandelig noget at leve op til! Som John sidenhen udtrykte det (Phillips, s. 130): „Han fik mig altid til at føle mig så lille. Han forstod mig i virkeligheden aldrig." På hjemmefronten var faderen en temperamentsfuld, bestemt og følelseskold disciplinrytter, som alle børnene frygtede. En patriark af den gammeldags slags. Hver søndag skulle børnene om formiddagen være musestille, så han kunne læse sin avis i ro og fred, og om eftermiddagen tvang han dem med på en fem kilometer lang vandretur hen over Yorkshires heder (Read, s. 120) „Han råbte kommandoer som en sergent og insisterede på, at børnene marcherede hele vejen som vagter på parade, med ranke rygge og skuldre, med svingende arme." Rent fysisk afstraffede han kun John ved to lejligheder: Den ene gang fordi han angiveligt havde stjålet nogle tomater (det viste sig senere at være usandt, og han fik en shilling af faderen i kompensation), den anden gang fordi han havde gået en tur i en park med sin yngre søster Phyllis uden at få lov. De bedste stunder, han havde sammen med faderen, var, når de gik og syslede sammen i haven.

Mens John frygtede sin far, er det ikke for meget sagt, at han elskede sin mor, der med hans egne ord var „en vidunderlig kvinde som levede for andres lykke. Hun var kvinden, alle naboerne kom for at se, når de havde problemer, eller når der var sygdom i familierne" (Furneaux, s. 11). Som den yngste dreng i børneflokken var han hendes absolutte yndling, og når noget gik ham på, fandt han altid trøst hos hende. Hun var overbeskyttende, og det medvirkede til, at han senere i livet udviklede en tendens til hypokondri som en måde, hvorpå han kunne skaffe sig opmærksomhed og omsorg.

Ingrams giver denne sammenfattende karakteristik af John (s. 32): „Tyranniseret af sine søstre og sin disciplinære far og forkælet af sin mor blev han en sky, indadvendt dreng, som var bange for kvinder og holdt sig for sig selv. Udadtil var han med naboen mr. Brooks' ord „en almindelig, stille dreng. Der var intet særligt ved ham overhovedet, men i sit indre var han et overnervøst barn med et frygtsomt sind: „Som barn var jeg meget nervøs om natten, og når jeg lå i sengen og syntes, at jeg så en lysplet foran mig, plejede jeg at gemme mit hovede under lagnerne" (Oates, s. 7 og s. 4). Strudsen der stikker hovedet i jorden. Et sindbillede på hele hans liv?

John startede sin skolegang i Boothtown Junior School, men da han var en yderst kvik dreng - hans intelligenskvotient blev senere målt til 128 - vandt han et stipendium til Halifax Secondary School, hvor han gik fra 1909 til 1913. De faglige udfordringer, han blev stillet over for i skolen, klarede han godt. Ét af hans yndlingsfag var matematik, og han havde også flair for at forstå og løse tekniske problemer. Derimod kneb det mere med hans sociale kompetencer, som vi kalder det i dag. Han havde problemer med at omgås sine klassekammeraterne, der opfattede ham som en lidt upopulær særling, der havde et mærkeligt udseende og holdt sig meget for sig selv. Til gengæld fandt han stor glæde i sine to store fritidsaktiviteter: Han sang i det lokale kirkekor og var en passioneret spejder, som fik talrige duelighedstegn. Ja, han endte ligefrem med at blive King's Scout, som var den højeste udmærkelse, man kunne opnå. Spejderbevægelsen var dejligt hierarkisk opbygget med faste regler for alting, og så fik man lov til at gå i en uniform. Ja, John var så glad for sin spejderuniform, at han tit paraderede rundt i den, selv når han ikke var engageret i spejderaktiviteter.

Morfaderen David Hallidays død i marts 1911 blev en skelsættende oplevelse for John. Da man ikke ville risikere at begrave en person, som blot var skindød, udskød man dengang begravelser. Af sine forældre fik John lov til at se sin morfar en sidste gang, mens han lå i venteposition. Da han stod overfor det afsjælede legeme, blev noget forløst inden i ham. I levende liv havde den store mand været en frygtet autoritet, og nu lå han dér livløs og ufarlig. Al magt var ham frataget. Med Christies ord (Phillips, s. 173): „Da jeg var en dreng forekom min bedstefar mig altid at være utilgængelig. Alle respekterede ham. Han syntes at have alting. Da jeg så hans lig ligge udstrakt, erkendte jeg for første gang, at døden besejrer selv de største personer. En „mærkelig, behagelig spænding bredte sig indeni John, „sandsynligvis fordi han var begyndt at forbinde dødens nærhed med en følelse af sikkerhed og tryghed" (Murray, s. 42). Det er tankevækkende, at den første konfrontation med en afdød person også blev skelsættende i negativ forstand for to senere engelske seriemordere: Peter Sutcliffe (The Yorkshire Ripper) og Dennis Nilsen.

Da John var 6-7 år gammel var Christie-familien flyttet til et hus, der lå over for en kirkegård, og den blev nu en af hans kæreste legepladser. Rundt tumlede han blandt gravstenene på All Souls Cemetary og stirrede nysgerrigt ind på de små kister i børnenes krypt. Med hans egne ord (Furneaux, s. 14): „Hele mit liv har jeg aldrig følt frygt eller skræk ved synet af et lig. Tværtimod, jeg har set mange, og de interesserer og fascinerer mig. For mig har et lig en skønhed og værdighed, som en levende krop ikke har. Der er en fredfyldthed over døden, som beroliger mig."

Film, sex og krig (1913-1919)

I april 1913 gik Christie ud af skolen. Han var kun 14 år gammel, men en så tidlig indtræden på arbejdsmarkedet var dengang meget almindelig. I dag ville en dreng med hans gode evner sikkert være gået den boglige vej, og med sin teknologiske sans var han måske blevet ingeniør.

Christies første job var som filmoperatør. De mange film, han i embedsmedfør så i denne tidlige, formative periode af sit liv, lagde grunden til hans store interesse for levende billeder. Helt frem til sine sidste leveår forblev han en ivrig biografgænger, og han kom igennem årene til at arbejde som operatør i hele fire forskellige biografer. Han elskede westerns, komedier og kriminalfilm. En af hans yndlingsfilm var Wanted for Murder (1946), hvor Eric Portman, der også voksede op i Halifax, spiller en mand, som gradvist bliver sindssyg og ender som en seriemorder, der kvæler kvinder!

Omkring 1915 blev Christie udsat for en yderst traumatisk oplevelse i forbindelse med sin seksuelle debut. Under sin opvækst havde han døgnet rundt været omgivet af sine fem søstre, og de var derfor ganske naturligt de første, der fangede hans opmærksomhed, da han begyndte at interessere sig for det modsatte køn. Selv en menneskealder senere huskede han tydeligt, hvordan han i 9-10 års alderen havde rødmet forlegent, da en af søstrene havde blottet sit ben for ham helt op til knæet (Kennedy, s. 34): „Han havde altid været vred over den måde, hvorpå hans søstre havde kommanderet rundt med ham, og nu, for at strø salt i hans sår, fandt han sig selv fysisk tiltrukket af dem. Han både elskede og hadede dem, fordi de vækkede hans maskulinitet og derpå kvalte den; og dette fortsatte dag efter dag, måned efter måned, år efter år." Med stærkt ambivalente følelser overfor det modsatte køn voksede han op i et indestængt, feminint drivhusmiljø, og det fik store konsekvenser for ham, da han blev ældre og skulle til at etablere et seksuelt forhold til en pige udenfor søskendekredsen.

Halifax' unge kærestepar yndede at sætte hinanden stævne på Monkey Run, byens kærlighedssti, og en søndag aften, da Christie var 16 år gammel, blev det også hans tur. En lidt ældre pige havde lovet at indvie ham i seksuallivets mysterier, men da det kom til stykket, kunne han ikke få/opretholde en erektion. Ugen efter var hun igen på kærlighedsstien – denne gang sammen med Christies bedste ven – og hun underholdt ham med forrige uges hændelse. Vennen fortalte senere historien videre, og snart vidste alle alt om Christie sørgelige mangel på maskulin handlekraft. I den følgende tid blev han derfor kaldt „Reggie-Ingen-Pik og „Kan-Ikke-Gøre-Det-Christie. Ufatteligt ydmygende var det for den sårbare teenagedreng: Selv flere årtier efter havde han stadig svært ved at tage de forsmædelige øgenavne i sin mund (Furneaux, s. 13): „Og hele mit liv har jeg siden hen haft denne angst for at virke latterlig som en elsker. [..] Alt dette fik mig til at tvivle på min egen seksuelle kapabilitet [..] Latter og ydmygelse på denne måde gjorde, at jeg bestemte mig for at bevise, at jeg var en mand. Jeg har bevist det [en reference til hans mord]".

Et år eller to efter nederlaget på Monkey Run mistede han sin uskyld hos en prostitueret, så der var åbenbart intet fysisk i vejen med ham. Resten af sit liv opsøgte han med jævne mellemrum prostituerede, som for en tid løste han seksuelle problemer på en måde, som alligevel aldrig blev fuldt ud tilfredsstillende (Read, s. 121): „Hans ofte genkommende manglende evne til at præstere var ikke et tema, når kvinden, der lå ved siden af ham, på sin vis var i hans ansættelse. De grinede ikke af hans mangler, og de var der for at gøre, hvad han end ønskede. For den tid, nogle få pund tillod, havde han magt over kvinder – som han i almindelighed følte sig magtesløs overfor. Nogen fyrig Don Juan blev han aldrig – han var ikke „den sexede type, som han selv udtrykte det. Mange år senere fældede Dr. Hobson denne dom over Christie som kønsvæsen (Jesse, s. 216): „Jeg tror, at Christie helt sikkert altid har været undersexet og været ude af stand til at gennemføre den seksuelle akt ordentlig (hvad man så end skal forstå ved „ordentlig?). At det netop var Christies bedste ven, der udstillede hans skam, gjorde det måske også sværere for ham siden hen at knytte tætte venskaber?

Den første verdenskrig brød ud i august 1914, og da Christie havde alderen til det, meldte han sig i september 1916 frivilligt til militærtjeneste. Hvorfor han traf dette valg er svært at sige: Var han en fædrelandselskende patriot, der partout ville kæmpe på England/ Frankrigs side mod Tyskland, ville han bare væk fra sin fødeby og sin familie, led han af en ubetvingelig eventyrlyst, eller længtes han som Ole Jastrau i Tom Kristensens roman Hærværk (1930) mod „skibskatastrofer, hærværk og pludselig død"? Vestfronten var jo én stor slagmark, hvor døden snarere var reglen end undtagelsen.

Christie blev mobiliseret i april 1917, umiddelbart efter sin 18-års fødselsdag, og han var i næsten ét år under optræning i fire forskellige militærlejre i England. I dem alle delte han tykt og tyndt med soldaterkammeraten Dennis Hague, som har beskrevet ham med disse ord (Oates, s. 8): „Jeg synes, han var en jovial fyr. Al den tid, jeg kendte ham, blev han aldrig gal på nogen, og han havde altid et smil på sit ansigt. [..] Jeg kan ikke huske noget som helst unormalt eller usundt ved Christies forhold til det modsatte køn." Han uddannede sig til signalmand - en radiotelegrafist som har ansvaret for al kommunikation - og en af hans instruktører bad ham ligefrem om at efterlade sin øvelsesbog, så han kunne fremvise den for de nye rekrutter som et skoleeksempel på, hvor pænt og omhyggeligt arbejdet kunne udføres. Ét eksempel blandt mange på hvor godt Christie formåede at tilpasse sig, når der var sat ganske bestemte rammer for hans arbejde.

I starten af april 1918 indledte tyskernes deres sidste store offensiv, og Hague, Christie og mange andre af deres landsmænd blev sendt til Frankrig som forstærkning. Her skiltes de to venners veje, og de genså først hinanden to dage før Christies henrettelse 35 år senere. Arbejdet som signalmand i forreste frontlinje var uhyre farligt og bragte Christie helt tæt på døden (Buchanan-Dunne, s. 115): „Efter fire års brutal konflikt var de frodige marker et rod af mudrede moser, bombekratere og takkede ruller pigtråd, på hvilke ligrester af faldne kammerater hang; mens bomber sprængte trommehinder, kugler blæste ansigtet af folk, støvlerne sank ned i en sø af blod, og den giftige luft var tyk af stanken af forrådnende kroppe. Sammenlagt var Reg kun i aktiv tjeneste i elleve uger, men i den korte, traumatiske periode så han nok død til at vare en livstid." Hans krigstjeneste ophørte brat, da han den 28. juni blev blæst omkuld af en eksploderende sennepsgasbombe nær Calais.

Feltlægerne fastslog, at han havde fået et granatchok og led af følgevirkninger fra den gas, han var blevet udsat for. Efter flere måneders indlæggelse på sygehuse i Frankrig og England, hvor han bl. a. blev behandlet med mentol, blev han i oktober 1919 udskrevet fra hæren som værende uegnet til fortsat militærtjeneste og fik tildelt en tidsbegrænset pension på 1½ år. Det er uklart hvor stor fysisk skade, eksplosionen egentlig forvoldte? Man anslår, at omkring 250.000 engelske soldater blev ramt af granatchok under den første verdenskrig (i dag bruger vi udtrykket PTSD, posttraumatisk stressforstyrrelse), og to af de hyppigste symptomer var midlertidig stumhed og blindhed. Det var således ikke uden hold i virkeligheden, når Sebastian Fauks i sin bestsellerroman Men fuglene synger alligevel (1993) lod soldaten Stephen være stum i samfulde to år efter sin hjemsendelse fra Vestfronten. Christie påstod, at han i en periode var både blind og stum, men det er usikkert, om han nogensinde mistede synet? Derimod tog det ham en rum tid at genvinde talens brug, og da gassen havde medført varige skader på hans stemmebånd, talte han resten af livet med en lav stemme.

Dario Fo citerede, som nævnt i indledningen til dette afsnit, Bettelheims ord om, at de syv første leveår bestemmer et menneskes liv, hvorefter han tilføjede „og lidt til". I Christies tilfælde kunne man tilføje „og meget til", ja, faktisk helt op til udgangen af hans teenageår. Men så har vi også alle byggeklodserne til resten af hans liv:

en sitrende nervøsitet, en fundamental livsusikkerhed - måske hans mest konstituerende karaktertræk - som med årene udmøntede sig i adskillige psykosomatriske lidelser, såsom søvnløshed, depression og maveproblemer.

en usund fascination af døden og døde kroppe.

en nedsat præstationsevne på det sexuelle område.

en overdreven glæde ved rigide reglementer indenfor hierarkiske magtstrukturer – så vidste man, hvad man havde at rette sig efter, og det dulmende nervøsiteten og gav en form for tryghed.

En ulyksalig kombination af disse byggeklodser gjorde ham senere i livet til en af Englands mest bemærkelsesværdige seriemordere.

Ægteskab og kriminalitet (1919-1923)

Efter at have forladt militæret flyttede Christie i 1919 hjem hos sine forældre i Halifix og arbejdede i den følgende tid som filmoperatør, ekspedient og søndagsskolelærer.

Det var i disse tidlige efterkrigsår, at han mødte sit livs store kærlighed Ethel Waddington Simpson (født 1898). Hendes far, der havde arbejdet på et jernstøberi, var død allerede i 1904, og da Christie lærte hende at kende, boede hun sammen med sin mor, broderen Henry og søsteren Lily få gader væk fra Christie-familien. Alle børnene var på arbejdsmarkedet. Ethel var således en dygtig kontormedarbejder.

Ethel og Christie mødte muligvis hinanden første gang, da de begge fulgte et kursus i maskinskrivning. Da han begyndte at kurtisere hende, måtte han i starten gøre sig forståelig med pen og papir, fordi han stadig havde store taleproblemer, men hun blev ret hurtigt god til mundaflæsning. Hun var med Christies ord „en charmerende og køn pige, som havde mange ægteskabstilbud" (Oates, s. 11), så han var selvsagt lykkelig, da hun allerede efter få måneders bekendtskab gav ham sit ja. Parret blev borgerlig gift den 10. maj 1920. Ingen fra Christies familie overværede vielsen, hvilket muligvis indikerede, at man ikke betragtede Beryl som et passende parti?

Om Ethel udtalte Christie mange år senere, at „hun blev mig en udmærket kone, som tilbad mig" (Oates, s. 12). I modsætning til de fleste mænd på den tid hjalp han beredvilligt til med de daglige gøremål: Opvask, rengøring og indkøb. Alle forudsætninger var således til stede for, at han kunne falde til ro i et lykkeligt ægteskab med den pige, han angiveligt elskede. Men nej, der var noget rastløst i hans natur, og så havde han ligesom så mange andre krigsveteraner, der dagligt havde set døden i øjnene, svært ved at affinde sig med et stillestående, forudsigeligt og „normalt hverdagsliv. Nogle mennesker kan simpelthen ikke nøjes med at fundere over, hvilke bukser de skal købe, eller hvad aftensmaden står på, de har behov for noget mere i deres liv. For Christie bestod dette „mere af forskellige former for lovbrud, som udsprang af hans „forsøg på at bringe oplevelser ind i sit ensformige liv" (Blundell, s. 44). Når man begår sin første kriminelle handling, hvor ubetydelig den end måtte være, overskrider man én gang for alle en usynlig grænse. Man bevæger sig ind i et ukendt land hinsides lov og ret, og det er i princippet uforudsigeligt, hvor man ender. I Christies tilfælde startede hans kriminelle løbebane med smårapserier og endte med seriemord.

Måske ville hans liv have formet sig anderledes, hvis han udover at være ægtemand også var blevet familiefar? Livet igennem var Christie nemlig meget glad for børn. Under hans uddannelse ved militæret morede hans kammerater sig f.eks. over, at han elskede at promenere med et yngre pars baby i barnevognen. Da tiden var inde til, at han selv skulle stifte familie, gik det galt. Ethel blev godt nok gravid tidligt i deres ægteskab, men desværre aborterede hun. Mod slutningen af sit liv var Christies allerstørste beklagelse, at han aldrig fik børn. Måske ville de have tilføjet den ekstra, altafgørende dimension til hans liv, som ville have gjort ham i stand til at kontrollere de mørke kræfter i hans sind, der endte med fuldstændig at tage magten fra ham?

I starten af januar 1921 påbegyndte Christie et nyt og lovende job som postbud. Bedst af alt: Han fik endnu en gang mulighed for at bære en uniform! Ansættelsen blev dog kortvarig: Allerede i april samme år blev han anklaget for at havde stjålet pengeforsendelser og frimærker. Dommen lød på tre måneders fængsel. Efter sin løsladelse holdt han sig kun kort tid på dydens smalle sti. I januar 1923 gik det galt igen. Dennegang stak han af fra en hotelregning, men han slap med en betinget dom på 12 måneder, fordi han lovede „at tage sig sammen og gøre en mand af sig selv" (Oates, s. 15). Ethel var storsindet nok til også at tilgive ham denne forseelse. Hans synderegister gjorde, at han havde svært ved at finde beskæftigelse i Halifax, og Ethel foreslog derfor, at de flyttede til Sheffield og startede på en frisk. Inden det kom så vidt, skiltes deres veje.

I slutningen af 1923 begik Christie nemlig et mislykket røveri, som medførte, at han efterfølgende forlod Yorkshire for altid. Hvor utroligt det end kan lyde, brød han ifølge en lokal avis ind hos sine forældre, hvor han blev grebet på fersk gerning, mens han var i færd med at stjæle sin mors smykker! Forældrene anmeldte ham selvsagt ikke, og derfor kunne han frit rejse sydpå til London, hvor han startede et helt nyt liv ... uden sin hustru og uden nogen som helst kontakt til sine forældre eller søskende.

„At