1948 og det palæstinensiske flygtningeproblem: Med et casestudie af Katz-sagen og den affolkede palæstinensiske landsby Tantura

By Carsten Skovgaard Jensen

Palæstina-konflikten handler om to folks krav på det samme land. Jøderne er vendt tilbage til deres historiske hjemland efter et langvarigt eksil og har i deres optik derfor ret til landet. Det er imidlertid sket på bekostning af landets oprindelige palæstinensiske indbyggere. De har således betalt den ultimative pris for jødernes hjemkomst. Derfor har retten til tilbagevenden været en stor del af palæstinensisk identitet. Skiftende israelske regeringer har siden 1950'erne hævdet, at palæstinenserne flygtede af egen fri vilje eller blev opfordret til det af palæstinensiske og arabiske ledere, mens palæstinensiske historikere og de 'nye israelske historikere' har fundet beviser for israelske planer og ønsker om at fordrive palæstinenserne for at kunne realisere zionismen og oprette en jødisk stat i Palæstina.

Konflikten mellem israelere og palæstinensere handler om narrativer og identitet og om erindring og glemsel. Hvor palæstinenserne gør alt for at bevare båndene til Palæstina og deres hjemland, har israelerne siden 1948 anstrengt sig for at slette beviserne på palæstinensernes tilknytning til landet. Hvor der tidligere lå palæstinensiske landsbyer, er de nu erstattet af israelske landbrugssamfund, nationalparker og skove med hebræiske navne. De palæstinensiske samfund er på nær nogle få blevet ødelagt, og jødiske indbyggere og immigranter er flyttet ind i kibbutzer og moshaver ved siden af den tidligere palæstinensiske landsby.

Det skete også for de nye jødiske immigranter i den palæstinensiske landsby Tantura. De oprettede i begyndelsen af 1950'erne kibbutzen Nachsholim. I maj 1948 blev Tantura erobret af israelske styrker. Ifølge den israelske historiker Teddy Katz og den israelske filminstruktør Alon Schwarz blev mindst 200 palæstinensere henrettet efter kamphandlingerne og begravet i massegrave i landsbyen. Grundige undersøgelser i maj 2023 af forskere fra London Universitet har vist, at der ikke kun var tale om én massegrav, men om fire massegrave. Det gør potentielt massakren til en af de største i Israels historie.

Fortielsen af massakren og fordrivelsen af de overlevende palæstinensere afspejler den uløselige konflikt mellem israelske jøder og palæstinensere, der ikke kun er voldelig og kompromisløs i nutiden, men også var det i 1948, da Israel blev grundlagt.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Aug 30, 2023
• ISBN: 9788743040651

Carsten Skovgaard Jensen

Carsten Skovgaard Jensen er oprindeligt uddannet folkeskolelærer og underviste fra 1985-1996 i fremmesprog på Horsens Handelsskole. Fra 1996-2019 var han ansat på Sprogcenter Midt, hvor han underviste i dansk som andetsprog. Han har skrevet flere undervisningsbøger om dansk som andetsprog og siden 2007 adskillige bøger, der omhandler mange aspekter af den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Book preview

Forside: Palæstinensiske flygtninge på vej fra Galilæa til Libanon i oktober 1948 (blogspot.com)

Til minde om Miki, min bedste ven nogensinde og for evigt, i dybeste respekt og med ubetinget kærlighed

Indhold

Forord

Indledning

Del I

1. Under stenene

2. Fordrivelse

3. Narrativer

4. Glemsel

5. Erindring

6. Strid

Del II

1. Diskvalifikation

2. Vidnesbyrd

3. Stemmer

Del III

1. Hjem

2. Perspektiver

Litteratur

Indeks

Fred i Mellemøsten kommer først, når nogen undlader at kaste den anden sten.

Per Stig Møller, tidligere dansk udenrigsminister

Forord

Palæstina-konflikten handler grundlæggende om to folks krav på det samme land. Jøderne er vendt tilbage til deres historiske hjemland efter et langvarigt eksil, og de har i deres optik ikke rødder andre steder og har derfor ret til landet. Det er imidlertid sket på bekostning af landets oprindelige palæstinensiske indbyggere, der heller ikke har et andet hjemland, men som for en stor dels vedkommende er blevet tvunget i ufrivilligt eksil. De har derfor betalt den ultimative pris for jødernes hjemkomst. I mange arabiske lande er palæstinenserne blevet betragtet med mistænksomhed og som et fremmed- og uroelement. De har både været politisk, socialt og økonomisk marginaliserede og uden sikkerhed og beskyttelse.

Derfor har retten til tilbagevenden, siden den blev forankret i FN i december 1948, været en stor del af palæstinensisk identitet. Den har givet anledning til håb om, at de eller deres efterkommere på et tidspunkt kan vende tilbage til de hjem, som de flygtede eller blev fordrevet fra i 1948, da staten Israel blev grundlagt. Da de mod deres vilje er blevet tvunget til at forlade deres hjemland, har de også ret til at vende tilbage, lyder deres argument, og mange bakker dem op. Skiftende israelske regeringer har imidlertid siden 1950’erne hævdet, at palæstinenserne flygtede af egen fri vilje eller blev opfordret til det af palæstinensiske og arabiske ledere, mens palæstinensiske historikere og de ’nye israelske historikere’ har fundet beviser for israelske planer og ønsker om at fordrive palæstinenserne for at kunne realisere zionismen og oprette en jødisk stat i Palæstina. Planerne var allerede i deres vorden med jødiske jordopkøb fra begyndelsen af 1920’erne, og med beslaglæggelsen af palæstinensisk jord efter krigen i 1948 blev de fuldendt. Med et stort palæstinensisk mindretal ville den jødiske stat ikke på sigt være levedygtig. Et israelsk skrækscenarie har derfor også været realiseringen af retten til tilbagevenden, fordi den i yderste konsekvens kan betyde tilintetgørelsen af Israel som en jødisk stat.

Temaet om retten til tilbagevenden har været på dagsordenen siden 1948. Fra at blive opfattet som et midlertidigt problem for 75 år siden, der blev diskuteret umiddelbart efter Israels oprettelse, er det palæstinensiske flygtningeproblem nu blevet et permanent og tilsyneladende uløseligt problem. Emnet var igen centralt i forhandlingerne mellem israelere og palæstinensere i Camp David i 2000, i Taba i 2001 og kort efter al Aqsa-intifadaen, der sluttede i 2005, uden at parterne dog nåede til enighed. Uden en løsning på det palæstinensiske flygtningeproblem er det imidlertid svært at se, at den israelsk-palæstinensiske konflikt kan løses, fordi det betragtes som kernen i den. Udsigten til, at det kan ske, er ikke blevet lettere med årene siden de indledende forhandlinger umiddelbart efter Israels oprettelse med USA’s mellemkomst. Problematikken i dag er for så vidt den samme som i 1948, men der er blevet flere efterkommere af palæstinensiske flygtninge, og ekstremismen er siden da vokset på begge sider. Et kompromis virker derfor helt usandsynligt, især da man ikke kunne finde en løsning i slutningen af årtusindet med relativt kompromisvillige parter, og konflikten vil derfor fortsætte. Israel har ikke ønsket at give indrømmelser i spørgsmålet på nær en accept af et mindre antal familiesammenføringer, og på grund af folkelig palæstinensisk modstand er de palæstinensiske ledere ikke i stand til at give køb på retten til tilbagevenden. Det er en sikker politisk tabersag og kan føre til en revolution blandt de palæstinensiske masser, hvor lederne med vold sættes fra magten.

Konflikten mellem israelere og palæstinensere handler om narrativer, identitet og om erindring og glemsel. Hvor palæstinenserne gør alt for at bevare båndene til Palæstina og deres tidligere hjemland, har israelerne siden 1948 gjort alt for at udslette beviserne på palæstinensernes tilknytning til landet. Hvor der tidligere lå palæstinensiske landsbyer, er disse nu erstattet af israelske landbrugssamfund, nationalparker eller skove, der har fået hebræiske navne. Landets palæstinensiske fortid er forsøgt gjort usynlig, og minderne er begravet under fyrretræer og udslettet af kibbutzer og moshaver. De palæstinensiske samfund er på nær nogle få for længst blevet ødelagt, og jødiske indbyggere og immigranter er flyttet ind i nybyggeriet, der er blevet opført i israelsk byggestil, typisk ved siden af den tidligere palæstinensiske landsby.

Det skete også for de nye immigranter i den palæstinensiske landsby Tantura syd for Haifa, der ganske vist indtil 1952 boede i de palæstinensiske huse, men etablerede derefter et nyt kollektiv, kibbutzen Nachsholim, ved siden af. Herefter blev landsbyen på nær nogle enkelte bygninger jævnet med jorden. Natten mellem den 22. og 23. maj 1948 blev landsbyen, der lå på kystsletten i det område, som FN’s delingsplan i november 1947 havde udpeget som en fremtidig jødisk stat, erobret af styrker fra Alexandronibrigadens 33. bataljon. I slutningen af 1990’erne og i begyndelsen af det nye årtusinde opstod der i Israel en heftig kontrovers, der udmundede i en retssag, om, hvorvidt der var blevet begået en massakre på ubevæbnede indbyggere i landsbyen. Retssagen blev rejst af tidligere soldater fra Alexandronibrigaden på baggrund af et universitetsspeciale forfattet af Teddy Katz, der var historiestuderende på universitetet i Haifa. Efter at have interviewet soldater fra Alexandronibrigaden, israelere, der havde deltaget i begravelsen af de palæstinensiske landsbyboere, og palæstinensiske vidner og overlevende hævdede Katz uden at bruge ordet massakre, at måske op mod 200 af de palæstinensiske landsbyboere var blevet henrettet efter kamphandlingerne. Hvis det var rigtigt, gjorde det massakren i landsbyen til en af de største i Israels historie og større end den kendte massakre i landsbyen Deir Yassin i periferien af Jerusalem måneden før. Massegraven i landsbyen tydede klart på, at mange palæstinensere var blevet dræbt, også flere end de 70, som nogle hævdede var blevet dræbt under kampene. Nogle sagde tilmed, at der blot var blevet dræbt 20 under selve kamphandlingerne.

Nye tilbundsgående og særdeles troværdige undersøgelser i maj 2023 foretaget af Forensic Architecture fra London Universitet har bekræftet, at der ikke blot er tale om én massegrav, men 4 massegrave i den tidligere palæstinensiske landsby, der potentielt kunne indeholde det antal lig, som Katz hævdede i sit speciale. Som en af Alexandroni-veteranerne indrømmede i Alon Schwarz’ film Tantura fra 2022, havde Katz hele tiden haft ret. Gerningsmændene i den israelske brigade havde imidlertid ikke haft lyst til at få deres eftermæle som krigshelte sværtet til. Det ville også have undergravet myten om våbnenes renhed og de israelske soldaters påståede høje krigsetik. Det var en myte, som det israelske establishment og traditionelle israelske historikere stadig forfægtede. På denne måde kom historien om Tantura også til at handle om erindring og glemsel, om israelske og palæstinensiske narrativer og om identitet.

Den bevidste tilsløring af, hvad der var foregået i Tantura den 23. maj 1948, var endnu et element, der forhindrede en ægte forsoning mellem israelere og palæstinensere og i og for sig også mellem israelere og israelere. Uenigheden om narrativer og den jødiske stats sjæl og identitet illustrerede på tydelig vis de politiske interessemodsætninger i landet og det politiske fjendskab i det israelske universitetsmiljø og kunne betragtes som et spejlbillede på et Israel, der i forvejen var dybt splittet. Hemmeligholdelsen af massakren på ubevæbnede palæstinensiske landsbyboere og fordrivelsen af de overlevende afspejlede imidlertid ikke mindst den tilsyneladende uløselige konflikt mellem israelere og palæstinensere, der ikke blot var voldelig og kompromisløs i nutiden, men også havde været det, da den jødiske stat blev grundlagt i 1948.

En stor tak skal lyde til cand. mag. Charlotte Hegelund Sørensen for gennemlæsning af manuskriptet og for fine forslag til ændringer. Ligeledes skal der lyde en tak til Kurt Steensig for redigering af billedmaterialet. For det samlede resultat er jeg dog naturligvis eneansvarlig.

Carsten Skovgaard Jensen

Horsens, august 2023

En ged mere og en dunam mere, og landet bliver vores.

Tidlige jødiske kolonister i Palæstina

Indledning

I 1920 vendte den ukrainskfødte jødiske jordopkøber Yeshoshua Hankin hjem fra en kort tur til Tyrkiet og begav sig til Jezreeldalen (Marj ibn Amir/Esdraelondalen) i Nedre Galilæa, hvor han ville forsøge at overtale ejerne til at sælge jord i den østlige del af dalen. I Haifa mødte han repræsentanter for den græsk-ortodokse Sursuk-familie, der ejede jord svarende til 364 km² i dalen, som de havde købt i 1872 af regeringen i Konstantinopel. Det var ikke første gang, jødiske opkøbere forsøgte at overtale Sursuk-familien, såkaldte fraværende jordejere, med bopæl i Beirut, til at sælge jord til dem. Før udbruddet af Første Verdenskrig var det lykkedes for PLDC (Palestine Land Development Company) at købe 50.000 dunam (46 km²) i Palæstina beregnet til jødisk bosættelse, men krigen satte en midlertidig stopper for jødiske opkøb.

Problemet med Hankins møde med repræsentanter fra Sursuk-familien var imidlertid, at han hverken var bemyndiget til at købe yderligere jord eller havde medbragt de nødvendige midler til købet. Dette til trods var han opsat på at overtage mere jord i Jezreeldalen til jødisk kolonisation og oprettelse af kibbutzer og ønskede ikke at forspilde en mulighed.¹ Han havde forhandlet med ejerne i 20 år og kendte dem godt. Den Jødiske Nationalfond, Keren Kayemet LeIsrael, var blevet oprettet i 1901 med henblik på at opkøbe jord i Syrien under osmannerne og senere i Palæstina, og organisationens formand Nehemia de Lieme havde som streng bogholder krævet, at jordopkøbene blev begrænset for at kontrollere udgifterne. Hans hovedanke mod Hankins uautoriserede enegang var, at prisen for jorden i Jezreeldalen ville få priserne på jord til at stige i den øvrige del af Palæstina, og at PLDC i øvrigt allerede forhandlede med Sursuk-familien, som krævede en pris for jorden, der var mellem 40 og 80 gange højere end den pris, de selv havde givet for den.

Den Jødiske Nationalfonds ledelse i Landet Israel bestående af Menachem Ussishkin, Akiva Ettinger og Arthur Ruppin besluttede ikke desto mindre at støtte Hankin og hans bestræbelser på at erhverve mere jord i dalen udenom bestyrelsen i Den Jødiske Nationalfond, der sad i Haag, og de godkendte derfor købet af 50.000 dunam med tilbagevirkende kraft. Den 15. oktober 1920, to dage før de Lieme ankom til Palæstina i spidsen for et udvalg, der skulle vurdere Den Jødiske Nationalfonds behov og aktiviteter, underskrev Hankin købskontrakten, hvilket prompte fik de Lieme til at søge sin afsked, efter at han først havde forsøgt at nedlægge veto mod handlen, men var blevet afvist. ’Vi gjorde det for at afslutte sagen, før du kom, så du ikke ville være i stand til at gribe ind’, begrundede Ussishkin handlingen.² Til sit forsvar sagde han, at hvis valget stod mellem at købe dyrt i dag og billigt i morgen, ville han købe dyrt i dag. ’Hvis jorden er dyr, kan du sige, at Ussishkin og Ruppin er forfærdelige forretningsmænd, men var vi gået glip af muligheden, ville du have ret til at betragte os som kriminelle’, sagde han til de Lieme.³ Ussishkin blev suppleret af Ruppin, der mente, at han og hans kolleger ville have misligholdt deres opgave, hvis de ikke havde godkendt handlen. Købet blev i sidste ende vedtaget under stort bifald. Sammen med køb af jord i Jezreeldalen købte Den Jødiske Nationalfond også jord i Kiryat Anavim vest for Jerusalem og andre steder i Judæa, og det tredoblede på et enkelt år Nationalfondens jordbesiddelser til 65.384 dunam. Nogle måneder senere blev Ussishkin valgt som formand for Den Jødiske Nationalfond, og hovedkontoret blev derpå flyttet til Jerusalem.

Ussishkin betragtede forløsningen af jorden som zionismens vigtigste handling, og han mente, at Nationalfonden kun skulle købe landbrugsjord og afholde sig fra også at købe jord i byerne. Hovedsigtet var at gøre jøderne til landmænd på trods af, at det var dem fremmed at arbejde med jorden, og at de måske manglede ressourcerne til at gennemføre en revolution, som han sagde. Men hvis det ikke lykkedes, ville jøderne søge ind til byerne. Han kunne dog ikke helt holde sit løfte, for der blev også købt jord i både Jerusalem, Tel Aviv og Haifa. I Jerusalem blev der blandt andet købt jord i Rehavia, hvor Den Jødiske Nationalfond oprettede sit kontor og etablerede et gymnasium, og i Haifa blev der købt jord på Karmelbjerget i det kvarter, der i dag hedder Hadar HaCarmel.

Med købet af jord i Jezreeldalen blev de jødiske kolonister ikke kun udfordret af bekæmpelsen af malaria i sumpene, der skulle drænes og omdannes til landsbrugsjord – et arbejde, der blev påbegyndt i 1922 og som med tiden skulle gøre dalen til Israels kornkammer – men også af det faktum, at Sursuk-familien og andre fraværende jordejere havde hyret palæstinensiske daglejere til at dyrke jorden, som betalte skat af jorden til jordejerne. De jødiske opkøbere var på ingen måde interesserede i, at de palæstinensiske bønder fortsatte med at dyrke jorden, hvilket de heller ikke havde ret til rent juridisk, og ønskede at fordrive dem fra deres erhvervede ejendom. Som oftest betingede de jødiske jordopkøbere sig, at den jord, de købte, ikke blev dyrket af palæstinensiske bønder eller som et minimum, at der var et begrænset antal af dem.⁴ De jordejere, der solgte jorden til jøderne, gjorde sig store anstrengelser for at få de palæstinensiske bønder til at acceptere en erstatning for deres fordrivelse fra jorden, før den blev købt af jøderne. Det var tit ikke vanskeligt, da mange af palæstinenserne sad i gæld til jordejerne, og erstatningen kunne undertiden udgøre det, der svarede til to års indkomst.⁵ Mange af palæstinenserne afviste typisk alternativ jord i nærheden, forlod landbruget og søgte ind til byerne, hvor de blev et nyt byproletariat, mens nogle af dem, der modtog erstatning, midlertidigt fik områder, de kunne dyrke, og græsningsområder i nærheden. Undertiden kom det imidlertid også til blodige sammenstød mellem jødiske kolonister og palæstinensiske bønder, der nægtede at forlade jorden, eller mellem jødiske jordejere og beduiner, der kun lejlighedsvis opholdt sig på jorden. Jorden var – om man så må sige – gødet for fordrivelsen af palæstinenserne, og kimen var lagt til jødernes overtagelse af Palæstina. I første omgang skete det med lovlige midler, men de rakte ikke i længden til at købe hele Palæstina på trods af donationer fra jøderne i diasporaen.

I 1926 kunne Den Jødiske Nationalfond fejre sit 25 års jubilæum og se tilbage på store bedrifter, for i modsætning til de første år, hvor det ikke var lykkedes at opkøbe større jordarealer, var der nu tale om, at der blev opkøbt i titusindvis af dunam hvert år.⁶ Bidrag strømmede ind i Nationalfondens kasse fra jødiske samfund i hele verden, hvad enten det var fra Polen, USA, Kina, Japan, Marokko, Tunesien, Argentina og Chile. Pengene blev indsamlet i en blå blikæske, en pushke på yiddish, og mellem de to verdenskrige kunne man finde omkring en million af disse dåser i jødiske hjem i hele verden. Dertil kom, at Den Jødiske Nationalfond også finansierede jordopkøb gennem salg af deres frimærker, der tilmed blev brugt som porto i en kort periode i maj 1948 op til Israels grundlæggelse.

Der var tre markante personer i Den Jødiske Nationalfond. Akiva Ettinger var agronom og direktør for jord og skovbrug, og hans opgave var at undersøge kvaliteten af den jord, der blev sat til salg. Avraham Granovsky (Granot) varetog Nationalfondens økonomiske anliggender. Yosef Weitz, ’skovenes far’, arbejdede sammen med Ettinger i 1930’erne og lærte her om træer og skove. Weitz skulle samtidig også blive arkitekten bag fordrivelsen af palæstinenserne. Som Hankin var Weitz ligeledes fra Ukraine og var i 1908 som 18-årig immigreret til Palæstina. Han tilhørte en generation af unge idealistiske jødiske pionerer, der forlod de østeuropæiske shtetls, jødiske provinsbyer, for at tage del i oprettelsen af et jødisk hjemland. Fra 1932 til 1948 blev han en indflydelsesrig direktør for koloniseringsog skovafdelingen i Den Jødiske Nationalfond med tætte bånd til zionistiske og israelske politiske og militære beslutningstagere, herunder især Israels første premierminister, Ben-Gurion.

Den Jødiske Nationalfond havde plantet skov i Palæstina før Første Verdenskrig, men der var kun 14.000 træer tilbage ved indgangen til 1920’erne. Weitz’ motto blev at plante mange træer på få steder snarere end at plante få træer mange steder, inklusive i klippefyldte områder og på skråninger.⁷ I 1920’erne befandt det jødiske samfund i Palæstina sig i en alvorlig økonomisk krise, og skovarbejde skaffede jobs til mange. I en periode på fem år blev der plantet træer ni steder i landet, herunder eksempelvis 357.000 træer i Rishon LeZion. To af de største skove blev grundlagt i 1928, blandt andet Balfourskoven nær Nazaret med 300.000 træer. Den var plantet til minde om Lord Balfour, der i 1917 havde lovet jøderne et hjemland i Palæstina. Efter Israels oprettelse var Weitz også primus motor bag oprettelsen af Israels største skov, nåleskoven Yatir, i den nordlige del af Negevørkenen. Denne skov blev oprettet i 1966 på kanten af ørkenen og groede under vanskelige klimatiske betingelser. Dette til trods frigav den angiveligt lige så meget ilt som europæiske skove.⁸

Men udover et forsøg på at efterligne skovene i Europa og påvirke miljøet ved at optage CO², som Israels skove ifølge Den Jødiske Nationalfond gjorde ligeså effektivt som skove i våde områder,⁹ skulle skovene også skjule og udslette landets palæstinensiske fortid og dermed legitimere jødisk ejendomsret til Palæstina. Når man ikke længere kunne se de palæstinensiske landsbyer, ovenpå hvis ruiner der nu var plantet skov, havde de heller aldrig eksisteret, hvilket understregede jødernes uafbrudte tilknytning til landet og monopol på det. Beplantningen med millioner af træer tjente ikke kun til at gøre landskabet grønt, men tilslørede også de ødelagte og affolkede palæstinensiske landsbysamfund og sikrede desuden, at landsbyerne aldrig kunne genopstå. Med et moderne udtryk var der tale om greenwashing.

Weitz mente, at den jødiske stat for at overleve måtte skille sig af med den indfødte palæstinensiske befolkning, som der ikke var plads til i Palæstina. Fordrivelsen af palæstinenserne fra den jødiske stat, som Lord Peel havde foreslået i 1937, tjente ikke kun til at reducere den palæstinensiske befolkning i staten, men også til at fordrive de palæstinensere, der i øjeblikket dyrkede jorden der, som således skulle overdrages til jødiske indbyggere.¹⁰ Efter Weitz’ opfattelse skulle den palæstinensiske landbefolkning fordrives før palæstinenserne i byerne, som han sagde i 1937, selvom han erkendte, at det ville blive vanskeligere. Det gjaldt fæstebønder, landarbejdere og landmænd, der ejede mindre end 3 dunam, hvoraf der ifølge Weitz var 87.300 i den jødiske stat.¹¹ I december 1940 gjorde han det klart, at der ikke var plads til to folk vest for Jordanfloden. Derfor skulle palæstinenserne med få undtagelser og mod økonomisk erstatning fordrives til enten Irak, Syrien eller Transjordanien. Kun på denne måde kunne det jødiske spørgsmål efter hans opfattelse løses.¹² For Weitz var der ikke nogen anden løsning end, at Palæstina udelukkende skulle bebos af jøder. Der var i hans optik mange palæstinensere, der havde for stærke rødder i landet, og den eneste måde var at afskære dem fra deres rødder. Kun en fordrivelse af dem kunne således forløse jøderne. Weitz forestillede sig, at den jødiske stat på trods af fordrivelsen af palæstinenserne kunne udvides til også at omfatte Libanon op til Litanifloden og Golanhøjderne i Syrien, for så var staten ikke længere så lille.¹³

Weitz så vedtagelsen af delingsplanen som første skridt på vejen til jødisk forløsning, men han havde dog sine reservationer, for den jødiske stat ville ikke være i stand til at overleve med et stort palæstinensisk mindretal, som højest måtte udgøre 12-15 procent af den samlede befolkning.¹⁴ Det var derfor nødvendigt at komme af med både palæstinensiske fæstebønder, eksempelvis i Yoqneam nær Haifa, og beduinerne i Beisandalen på grænsen til Jordan, som han bemærkede i februar 1948.¹⁵ Begge områder var ifølge FN’s delingsplan indenfor den jødiske stats grænser. Weitz og Haganahs efterretningstjeneste besluttede derfor, at fæstebøndernes huse skulle ødelægges, deres afgrøder destrueres og de fordrevne gives erstatning, og Weitz organiserede også yderligere fordrivelser i Haifaområdet. Han forsøgte tilmed i marts 1948 uden held at få Ben-Gurion, Galili og Shkolnik (Eshkol) til at vedtage en national beslutning om at fordrive palæstinenserne fra den jødiske stat,¹⁶ så derfor var han overladt til på egen hånd at organisere fordrivelser af palæstinensiske landsbyboere.

Da borgerkrigen begyndte at spidse til i foråret 1948, eksempelvis med Haganahs erobring af Haifa i april, mente Weitz, at situationen skulle udnyttes til at presse andre palæstinensere i området til at forlade den jødiske stat.¹⁷ I samme måned lod han sig let overtale af jødiske kolonister i Jezreel- og Beisandalen til at lægge pres på den jødiske militærledelse til at angribe Beisan og tømme dalen for palæstinensere, hvilket også skete.¹⁸ I april 1948 havde Weitz udarbejdet en liste over de palæstinensiske landsbyer, inklusive Tantura syd for Haifa, som efter hans opfattelse skulle affolkes for at skabe størst mulig jødisk territorial sammenhæng.¹⁹ Han blev også berygtet for sine såkaldte transferkomiteer i første halvdel af 1948. Palæstinenserne skulle udrenses fra Israel, hvilket han dog uden held søgte officiel israelsk godkendelse til, da Ben-Gurion og hans udenrigsminister af hensyn til deres eftermæle ikke offentligt ville forpligte sig på det. Dog var de ikke modstandere af, at de palæstinensiske flygtninges hjem blev ødelagt og eksproprieret. Større lydhørhed var der blandt Israels beslutningstagere i forhold til Weitz’ krav om, at flygtningenes tilbagevenden med alle midler skulle forhindres. I september 1948 foreslog han en række forholdsregler, der skulle fjerne palæstinenserne fra Israels grænser og sikre, at de blev drevet langt ind i det arabiske bagland. ’De skal hele tiden plages’, insisterede han.²⁰ Sammen med korttegneren Zalman Lifshitz og Ezra Danin, arabist og hemmelig rådgiver, fremlagde han i oktober nogle retningslinjer for Ben-Gurion, som han mente skulle være Israels officielle politik i relation til de palæstinensiske flygtninge, hvilket den også blev. For det første skulle Israel understrege, at palæstinenserne selv bar ansvaret for deres flugt, og for det andet skulle de ikke have tilladelse til at komme tilbage, fordi de ville udgøre en femtekolonne og skabe splid. Desuden var deres økonomi blevet ødelagt, og genhusningen af dem ville koste den jødiske stat uhyrlige summer, og det havde den ikke råd til.²¹

Ikke desto mindre var Weitz fortsat bekymret i foråret 1949. Flygtningeproblemet skabte stor ængstelse hos ham, skrev han til den israelske udenrigsminister, Sharett. Weitz mente nemlig, at hans folk kunne genkende mange palæstinensere, for hvem det var lykkedes at vende tilbage til Israel. ’De går frit omkring, og gradvist vender de tilbage til deres landsbyer’, skrev han.²² Han anklagede den israelske regering for passivitet og for at have løsnet grebet i forhold til de snedige palæstinensiske infiltratorer, hvilket disse vidste at udnytte. 156.000 ud af 900.000 palæstinensere var der tilbage efter krigen, og det var sandsynligt, at det var lykkedes flere tusinde at vende tilbage over de porøse våbenstilstandslinjer. Tre fra det palæstinensiske mindretal var blevet valgt til Israels parlament, Knesset, som mødtes for første gang den 14. februar 1949, og to af dem mødte op iklædt traditionelle arabiske gevandter. Det stødte Weitz, der var en af de inviterede gæster, voldsomt. Han spurgte, hvad de mon følte, når de aflagde troskabsed til den jødiske stat. ’Er den ikke fyldt med løgne og bedrag? Jeg ønsker ikke, at der skal være mange af dem. Måske vil de lade sig integrere i samfundet, men det vil vare adskillige generationer, før de bliver loyale over for staten’.²³ Det palæstinensiske flertal blev ikke kun af Weitz, men også af andre jødiske parlamentsmedlemmer helt klart opfattet som en trussel mod den jødiske stat.

Weitz’ ideologiske bror, Israels første premierminister Ben-Gurion, havde i modsætning til Weitz visse vanskeligheder med at forene moral, humanistiske værdier og sin støtte til fordrivelsen af palæstinenserne. Ikke længe efter, at han var blevet premierminister, blev han tilbudt at etablere sin officielle residens i en pragtvilla i det prestigefyldte Talbiyeh, et palæstinensisk kvarter i den sydlige del af Jerusalem, hvor der blot boede enkelte jøder. Villaen var omgivet af både fyrretræer, cypresser, palmetræer og oliventræer, og der voksede sågar et citrontræ i gården. Den var blevet bygget i 1930’erne og var et symbol på levantinsk velstand med et stænk af britisk og fransk kultur. De fleste af indbyggerne i Talbiyeh var kristne palæstinensere fra den absolutte elite. Villaen havde tilhørt Anis Jamal, der havde tjent sin formue i forsikringsbranchen. Hans kone kom fra det russiske aristokrati.

I januar 1948 var et køretøj fra Haganah kørt igennem kvarteret og havde opfordret indbyggerne til at forlade det, hvilket mange af dem også gjorde. Beskyttet af briterne vendte nogle af dem dog for en kort stund tilbage, men flygtede snart for anden gang. De efterlod næsten alle deres ejendele, klaverer, bryllupstøj, køkkenudstyr, bøger og fotoalbummer. Mange jøder, der også kom fra eliten, herunder politikere, dommere og professorer på Det Hebræiske Universitet, overtog derpå husene med deres indhold, men for en israelsk premierminister var det upassende at overtage en bolig fra en palæstinensisk flygtning,²⁴ så Ben-Gurion afviste forslaget og etablerede i stedet sin embedsbolig i Rehavia.

Ben-Gurions afvisning kom paradoksalt nok på et tidspunkt, hvor israelerne allerede havde beslaglagt i titusindvis af palæstinensiske boliger, og den israelske premierminister var da også ganske tilfreds med, at 750.000 palæstinensere havde forladt landet, hvis blot han kunne trække en skillelinje mellem sig selv og de israelske ekspropriationer, der i 1950 blev juridisk lovfæstet. Fordrivelsen var efter hans opfattelse prisen for jødisk uafhængighed i Landet Israel, og Ben-Gurion følte sig ikke længere forpligtet på at betale for de aktiver, jøderne nu havde beslaglagt, som det indtil 1948 havde været tilfældet. ’Krig er krig’. Araberne havde iværksat krigen og tabt, og nu betalte de prisen.²⁵ Ben-Gurion afviste, at palæstinenserne var blevet tvunget til at flygte, og at ingen flygtning var flygtet fra Israel. Alle var flygtet fra det område, som FN i november 1947 havde udpeget som en jødisk stat, og palæstinenserne var flygtet under det britiske mandatstyre, hævdede han.²⁶ I virkeligheden flygtede halvdelen af de palæstinensiske flygtninge efter grundlæggelsen af Israel, men Ben-Gurion påstod, at de ikke var flygtninge, men fjender.²⁷ Han afviste, at Israel havde noget ansvar for fordrivelsen af palæstinenserne og betragtede det som et ’forbløffende fænomen’. ’De blev ikke fordrevet fra Jaffa. De flygtede, endnu før Jaffa blev erobret. De flygtede fra Haifa, de flygtede fra Tiberias, de flygtede fra Safad’. Historien, mente han, havde nu vist, at jøderne var langt tættere knyttet til deres land end palæstinenserne. For palæstinenserne var det en luksus, som de godt kunne undvære.²⁸

Tanken om fordrivelsen af den indfødte befolkning var indbygget i zionismen, for det ville ikke være muligt at omdanne et arabisk land til en jødisk stat uden at deportere de fleste af palæstinenserne. Målet om en jødisk stat uden palæstinensere, hvilket var blevet diskuteret intensivt i 1930’erne og støttet af både Weitz og Ben-Gurion og mange andre af de jødiske beslutningstagere, skabte naturligvis modstand blandt palæstinenserne, og det forstærkede igen holdningen hos de jødiske politikere om, at palæstinenserne ikke kunne forblive i Israel, hvis den jødiske stat skulle have en chance for at overleve.

Noter

1. KKL-JNF: The Third Decade: 1921-1930, p. 4

2. Ibid., p. 4

3. Ibid., p. 4

4. Stein: The Land Question in Palestine, 1917-1939, p. 52

5. Ibid., p. 53

6. KKL-JNF: The Third Decade: 1921-1930, p. 8

7. Ibid., p. 7

8. KKL-JNF: Turning the Desert Green, p. 3

9. Ibid., p. 4

10. Masalha: Expulsion of the Palestinians, pp. 94-95

11. Ibid., p. 95

12. Ibid., pp. 131-132

13. Ibid., p. 134

14. Morris: The Birth of the Palestinian Refugee Problem Revisited, p. 69

15. Ibid., p. 131

16. Ibid., p. 132

17. Ibid., p. 207

18. Masalha: Expulsion of the Palestinians, p. 187

19. Ibid., p. 186

20. Segev: 1949, pp. 29-30

21. Ibid., p. 30

22. Ibid., p. 31

23. Ibid., pp. 43-44

24. Segev: A State at Any Cost, pp. 451-452

25. Ibid., p. 455

26. Ibid., p. 452

27. Ibid., p. 452

28. Ibid., p. 453

Den berømte blå blikdåse fra Den Jødiske Nationalfond præsenteres af en høj og ranglet Ben-Gurion parodist på Israel uafhængighedsdag i maj 2009 i Tel Aviv. (Roni Schutzer/Flash90)

Vi kom til dette land, som allerede var beboet af arabere, og vi oprettede en hebræisk, dvs. en jødisk stat her. Jødiske landsbyer blev bygget, hvor arabiske landsbyer havde ligget. I kender ikke engang navnene på de arabiske landsbyer, og jeg bebrejder jer ikke, fordi disse geografibøger eksisterer ikke længere; ikke blot eksisterer disse bøger ikke, men de arabiske landsbyer ligger der heller ikke mere. Nahalal opstod i stedet for Mahalul. Gvat i stedet for Jibta. Sarid i stedet for Haneifs og Kfar Yehoshua i stedet for Tell Shaman. Der er ikke et eneste sted, der blev bygget her i landet, som ikke tidligere havde en arabisk befolkning.

Moshe Dayan, israelsk forsvarsminister, 1969

Del 1

1. Under stenene

Begyndelsen på jødisk indvandring i Palæstina dateres normalt til 1882, men faktisk var der tale om to immigrationsbølger. Den første fandt sted fra 1882-84, og den anden fra 189091. Jøderne i Alexander III’s Rusland, som i alt udgjorde fem millioner, blev i løbet af 1880’erne i stigende grad betragtet som et fremmedelement, der skilte sig ud. Som følge af russiske revolutionæres mord på den russiske zar, Alexander II, i marts 1881 kom det til voldsomme uroligheder. Jøderne blev anklaget for kontrarevolutionære handlinger, og det udløste pogromer i Ukraine og det sydlige Rusland.¹ Før den tid havde jøderne dog allerede foretaget jordopkøb og etableret en tilstedeværelse i Palæstina. Nachlet Shiv’ah var blevet grundlagt uden for bymuren i Jerusalem i 1869, Motza i Jerusalem i 1855, Mikveh Israel i 1870 som den første jødiske landbrugsskole i Palæstina og Mea Shearim, det ortodokse kvarter i Jerusalem, i 1875. Den første jødiske landbrugskoloni var blevet skabt på Sharonsletten nord for Jaffa i 1878 og havde fået navnet Petach Tikvah, Håbets Port. De første kolonister var en blanding af bevidste jøder under indflydelse af Chovevei Zion, Zions elskere, og Bilu, et hebræisk navn for Jakobs hus – lad os rejse, og religiøse jøder, som ønskede at leve et liv i bøn. Hovedparten var dog flygtninge fra zar Alexander III’s undertrykkelse. De fleste kolonister slog sig ned i byerne, især i Jerusalem, Jaffa, Hebron og Haifa, mens kun fem procent ønskede at bo på landet.² En række immigrationsbølger fulgte i kølvandet på de første jødiske immigranter. Den anden immigrationsbølge fra 1904 til 1914 som følge af yderligere pogromer og en mislykket revolution i Rusland i 1905 resulterede i yderligere jødisk indvandring til Palæstina, oprettelsen af de første kibbutzer, af selvforsvarsorganisationer og en genoplivning af hebræisk. Den tredje immigrationsbølge fandt sted fra 1919 til 1923 efter afslutningen af Første Verdenskrig. Der var tale om pionerer, de såkaldte halutzim, der var drevet af ideologi, ikke mindst efter at Balfour-erklæringen i 1917 havde lovet jøderne et hjem i Palæstina. Inden Anden Verdenskrig kom over 300.000 jøder til Palæstina. Under de forskellige immigrationsbølger forlod mange imidlertid landet igen, dels fordi de osmanniske myndigheder generelt forsøgte at begrænse jødisk indvandring af frygt for en nationalistisk russisk bevægelse, dels fordi mange af de nye immigranter ikke evnede at tilpasse sig de vanskelige og relativt primitive leveforhold.

Det betød dog ikke desto mindre, at den jødiske befolkning voksede fra 25.000 i 1882 til 650.000 indtil den 15. maj 1948, hvor David Ben-Gurion udråbte staten Israel på Tel Avivs museum. I samme tidsrum var jødiske jordbesiddelser vokset fra adskillige hundrede tusinde dunam (1 dunam = 1000 m²) til to millioner dunam.³ Før Balfour-erklæringen havde jødiske jordbesiddelser udgjort 450.000 dunam eller en fjerdedel af den samlede jord i maj 1948. Der var blevet oprettet 315 jødiske kolonier i perioden, der først og fremmest koncentrerede sig om området mellem Tel Aviv og Jerusalem, på kystsletten fra Gaza til Haifa, gennem Jezreeldalen til Geneserat sø og herfra nordpå gennem Huladalen til den libanesiske grænse. Man kunne hævde, at to millioner dunam var et relativt lille område i forhold til Palæstinas samlede areal, men områderne var de mest frugtbare, og de befandt sig hverken i de bakkede områder i Judæa og Samaria eller syd for Beersheba. De skulle komme til at udgøre kernen i den jødiske stat, som blev skabt med FN’s delingsplan i november 1947. Delingsplanen, som blev forkastet af de arabiske stater, omfattede en jødisk stat på 14.900 km² eller godt halvdelen af Palæstinas samlede areal vest for Jordanfloden. I dette område havde jøderne i forvejen købt 13,5 procent af jorden.⁴ Da krigen var ovre, og der var blevet indgået våbenhvileaftaler mellem Israel og den jødiske stats arabiske naboer, kontrollerede Israel 20.500 km² på et område, hvor jøderne havde købt 9,8 procent af jorden.⁵

Indtil 1939 blev mere end to tredjedele af jorden købt af enkeltpersoner og selskaber og ikke af institutioner som Jewish Agency eller af det jødiske samfund i Palæstina. Der var forskellige overvejelser forud for et køb. Hvor lå jorden, og kunne den dyrkes? Var der adgang til vand, og hvad var prisen? Hvor mange ejere var der, og lå jorden i nærheden af palæstinensiske og jødiske befolkningscentre? Indtil 1929 havde der ikke været de store strategiske overvejelser i forhold til jordkøbene, men efter pogromerne dette år blev det vigtigt for det jødiske samfund at erhverve jord tættere på eksisterende jødiske samfund og at skabe blokke af jødiske kolonier. Samtidig sørgede jødiske organisationer for, at de palæstinensiske forpagtere, der dyrkede jorden, og som fik erstatning af enten køber eller sælger, forlod jorden og ikke blev genhuset mellem eksisterende jødiske kolonier. Især i forbindelse med det palæstinensiske oprør fra 1936-1939, der var rettet mod briterne og mod jødisk immigration, og som primært foregik i landområderne, blev de jødiske jordopkøb udelukkende foretaget ud fra strategiske motiver. Det er givet, at de jødiske jordopkøb kunne have været langt mere omfattende, hvis opkøberne havde haft tilstrækkelige ressourcer, og priserne på jorden havde været lavere i stedet for undertiden at være eksorbitante, selvom de dog var lavere i landområderne end i byerne, hvilket kunne ses af opkøbene. Dertil kom britiske politiske restriktioner og hvidbøger, behovet for yderligere midler til at forbedre jorden og kompensere de palæstinensiske forpagtere og hensynet til palæstinensiske mellemmænd og mæglere. 80 procent af de jødiske immigranter, som kom til Palæstina mellem 1924 og 1929, var fra den urbane middelklasse, og de slog sig ned i Jerusalem, Tel Aviv og Haifa, hvilket betød, at priserne på jord steg kraftigt her. Det smittede også af på priserne på jord på landet og gav anledning til en del spekulation.⁶

Fra 1516 indtil 1917 var Palæstina en del af Det Osmanniske Rige. Salg af jord til jøderne blev foretaget af både små og store jordejere, som befandt sig i og udenfor Palæstina og af palæstinensiske politiske ledere, velbeslåede medlemmer af den palæstinensiske over- og middelklasse og af palæstinensiske bønder. I 1872 solgte den osmanniske regering Jezreeldalen til Sursuk-familien i Beirut, der sammen med familierne Karkabi, Tueini, Farah og Khuri alle var bosat i den libanesiske hovedstad og blev betegnet som såkaldt fraværende jordejere. Sursuk-familien var en integreret del af et internationalt bourgeoisi, der udover Beirut var centreret i Alexandria, Cairo, Konstantinopel, Paris og Rom. Som andre investorer købte Sursuk-familien jord i forventning om at kunne tjene på købet ved et videresalg. I løbet af 1920’erne videresolgte disse familier jorden til Den Jødiske Nationalfond (JNF), som var blevet oprettet i 1901 med henblik på opkøb af jord i Palæstina til jødisk bosættelse, og til American Zion Commonwealth. Tyve aftaler omfattende 240.000 dunam til en værdi af £E800.000 blev indgået i tidsrummet fra 1921 og 1925 mellem disse familier og Palestine Land Development Company (PLDC), som handlede på vegne af Den Jødiske Nationalfond.⁷

Det var som nævnt ikke kun fraværende jordejere, der solgte jord til jøderne, men også en lang række medlemmer af den palæstinensiske politiske elite, muftier, antizionister, sheiker og borgmestre, selvom de på samme tid var engagerede i kampen for flertalsstyre og uafhængighed. Det udelukkede dog ikke, at de på et senere tidspunkt blev fjendtligt indstillede over for salg af jord til jøderne. Af de niogfirs medlemmer, der blev valgt til den konservative, nationalistiske palæstinensiske paraplyorganisation Arab Executive mellem 1920 og 1928, havde en fjerdedel været direkte involveret eller involveret gennem familiemedlemmer i jordsalg.⁸ Af de otteogfyrre medlemmer i Arab Executive, der deltog i den syvende arabiske kongres i juni 1928, havde mindst fjorten været involveret i jordsalg til jøderne.⁹ Blandt sælgerne var så prominente navne som Musa Kazim, formanden for Arab Executive, Raghib al-Nashashibi, borgmester i Jerusalem,¹⁰ As’ad el-Shuqairi, far til Ahmed Shuqairi, der blev PLO’s første formand. As’ad el-Shuqairi var en højt respekteret muslimsk personlighed og leder af Nashashibi-partiet.¹¹ Derudover eksempelvis Sheik Salim Basiso og Abdul al-Tabari, muftier i henholdsvis Beersheba, Gaza og Tiberias.¹² Ismail Bey al-Husseini, en fætter til Jerusalems stærkt antisemitiske og antizionistiske mufti, Hajj Amin al-Husseini, solgte et uspecificeret jordareal i Tulkarm-distriktet.¹³ Hajj Amin al-Husseini selv udstedte en fatwa for at forhindre jordsalgene. De palæstinensiske sælgere blev beskrevet som ugudelige uden tilladelse til at blive begravet på muslimske kirkegårde, men lige lidt hjalp det. Mellem 1932 og 1948 blev ikke mindre end 65 procent af den jord, som jøderne på lovlig vis købte, solgt af palæstinensere og ikke af fraværende jordejere i de arabiske hovedstæder.¹⁴ Faktisk var udbuddet af jord langt større end efterspørgslen, men Den Jødiske Nationalfond manglede som nævnt ressourcer, ligesom den afviste køb af små parceller til fordel for større områder.

Salget af jord til jøderne var et velkendt fænomen i det palæstinensiske samfund, og den politiske ledelse forsøgte forgæves at undertrykke forholdet. Jorden blev solgt af økonomiske årsager. Skyhøje priser var en fristelse for mange i en tid med materiel nød. Den jødiske opkøber Yehoshua Hankin, der arbejdede på vegne af Den Jødiske Nationalfond, fortalte i 1930, at 90 procent af sælgerne havde gældsproblemer, og at det tvang dem til at sælge jorden, hvilket især var tilfældet for de små palæstinensiske jordbesiddere, for hvem det gjaldt om at overleve.¹⁵ Med salget af dele af fædrelandet sendte palæstinenserne imidlertid det signal om, at de ikke tog den palæstinensiske nationalisme alvorligt, og at individuelle behov var vigtigere end politisk selvstændighed. Palæstinensiske jordsalg fortsatte op gennem 1930’erne og endog under det palæstinensiske oprør fra 1936-1939 og helt op til FN’s delingsplan i 1947.

Inkluderet i salget af Jezreeldalen til PLDC, der handlede på vegne af Den Jødiske Nationalfond, i første halvdel af 1920’erne var også i alt 688 forpagterfamilier på godt halvdelen af området, der sammen med Zebulundalen mellem Haifa og Acre, omfattede 5.000 personer.¹⁶ De palæstinensiske forpagtere arbejdede indtil 1858 for en sulteløn, og efter den nye jordlov fra samme år, der skulle gøre administrationen mere effektiv, betalte de en relativt høj skat til den osmanniske regering og til de store jordejere. Både PLDC og Den Jødiske Nationalfond foretrak områder, hvor jøderne let kunne bosætte sig, og det var derfor en prioritet for dem at opkøbe jord, hvor der var så få palæstinensiske forpagtere som muligt,¹⁷ hvilket faldt helt i tråd med sloganet om kibbush haavoda, erobringen af arbejdet, kibbush hakarka, erobringen af jorden og t’otzeret haaretz, produkter fra landet. Gennem erobringen af arbejdet ville man udkonkurrere billig palæstinensisk arbejdskraft og skabe foretagender, for eksempel kooperative og kollektive kolonier, hvor der udelukkende blev brugt jødisk arbejdskraft, og gennem erobringen af jorden ville man realisere koloniseringen af landet og undgå at kolonisere den indfødte befolkning. Hebræisk arbejde betød, at der blev indført et forbud mod at anvende palæstinensisk arbejdskraft. Forløsningen af landet betød nødvendigvis at forløse det fra de palæstinensiske forpagtere, som tilfældigvis boede på jorden. En jødisk plantageejer, der beskæftigede palæstinensiske arbejdere i sin appelsinlund, var en forræder i forhold til sagen og en foragtelig reaktionær, som ikke kun berøvede en jødisk arbejder et arbejde, men endnu vigtigere, berøvede landet en jødisk arbejder. Hans lund skulle derfor boykottes, og palæstinenserne skulle sættes ud med magt.¹⁸ I 1918 skrev lederen af det jødiske samfund i Palæstina og Israels senere premierminister, David Ben-Gurion, i Der Yiddisher Kampfer, at det ikke ville fuldende zionismen, hvis den jødiske stat udelukkende blev bygget på kapitalisme. I et rent kapitalistisk system ville der nemlig ikke være jødisk arbejde, og jorden ville derfor ikke være på jødiske hænder. Uden jødisk arbejde og jødisk jord ville zionismen således blot være et svindelnummer.¹⁹

Hvad skete der så i de tilfælde, hvor der befandt sig palæstinensiske forpagtere på den jord, som var blevet solgt til jøderne? Selvom hverken osmannisk eller britisk lovgivning krævede, at de palæstinensiske forpagtere fik erstatning, hvis de forlod jorden, var det ikke desto mindre det, der skete. Sælgerne af jorden gjorde sig store anstrengelser for at overbevise forpagterne om at tage imod erstatningen, før jorden blev overdraget til de jødiske kolonisatorer, og forpagterne havde som oftest ikke noget valg, fordi de stod i gæld til enten jordejerne eller pengelånerne.²⁰ Omvendt var det som regel ikke noget stort problem at overbevise dem, idet erstatningen ofte svarede til to års indkomst.²¹ Til gengæld accepterede forpagterne gennem en juridisk aftale at forlade jorden på en given dato. I tilfældet med salget af jord i Jezreeldalen blev de 688 forpagterfamilier kompenseret med i alt £E27.000 eller i gennemsnit med £E39 pr. familie.²² Forpagterne endte derpå typisk i periferien af Tel Aviv eller i Haifas fattigkvarterer og blev integreret i økonomien dér, eller også fik de et andet stykke jord. I gennemsnit betalte de jødiske organisationer forpagterne £E40, men i realiteten var det nærmere £E60 eller £E80 eller endnu mere i forsøget på at undgå langtrukne forhandlinger om forflytning.²³

Der blev i løbet af 1920’erne og 1930’erne etableret adskillige socialistiske og kooperative landbrugskolonier i Jezreeldalen, eksempelvis kibbutzerne Ein Harod (1921), Mishmar HaEmek (1922) og Hazorea (1936) for blot at nævne et par stykker. En af dem var også Kibbutz Alonim (egetræer). Både kibbutzen og moshaven, som i 1920 blev centraliseret under Hisdadrut, den jødiske arbejderparaplyorganisation, var at betragte som en ren bosætterkoloni, og det var sikret, at de jødiske arbejdere havde en relativt høj levestandard, at de var kulturelt homogene, at de økonomiske ressourcer blev anvendt rationelt, og at de herfra kunne engagere sig i opbygningen af den nye nation. Samtidig kunne kooperativerne sikre fortsat beskæftigelse til dem, eventuelt kunne staten træde til og subsidiere produkterne, således at de var konkurrencedygtige. De jødiske arbejdere skulle ikke konkurrere med et marked, idet det var sat ud af kraft, ligesom kooperativerne sikrede integreringen af nye immigranter og således var instrumentel i skabelsen af et jødisk flertal i Palæstina. Kolonisterne var derfor dobbelt beskyttede, dels fordi de arbejdede på nationaliseret jord, og dels ved ikke at skulle sælge deres arbejdskraft på et frit marked. Hvor den første jødiske immigrationsbølges mål var jødisk overlegenhed i forhold til den indfødte befolkning, var den anden immigrationsbølges mål økonomisk adskillelse fra palæstinenserne og kravet om jødisk eksklusivitet.²⁴

Kibbutz Alonim, hvor jeg opholdt mig i flere perioder i slutningen af 1970’erne, er smukt beliggende på et højdedrag knap toogtyve km sydøst for Haifa lidt øst for vej 75 mod Nazaret med en blændende udsigt over Jezreeldalen. Den blev etableret den 26. juni 1938 af studenter og unge fra den jødiske arbejderbevægelse og en gruppe immigranter, i alt halvfjerds kvinder og mænd. Etableringen af kibbutzen var led i de såkaldte tårn- og pæleværksprojekter, der blev anerkendt af briterne som værn mod den palæstinensiske opstand fra 1936-1939, hvor kibbutzen hyppigt blev angrebet. I løbet af disse år blev tre af kibbutzens indbyggere dræbt. Stik imod forventning gjaldt den jødiske myte, der først blev fremsat af den skotske presbyterianske præst Alexander Keith i 1839 på en fact-finding rejse til Det Hellige Land om et land uden folk til et folk uden land, heller ikke i Jezreeldalen. To år tidligere boede der således allerede knap en million palæstinensere i Palæstina, og heller ikke Jezreeldalen var tom.

Den palæstinensiske forsker Salman Abu-Sitta har i sit store atlas over affolkede og nuværende palæstinensiske byer og landsbyer samt hellige steder påvist, at der eksisterede to bosættelser umiddelbart syd og øst for kibbutzen ved navn Tab’un og Qusqus.²⁵ I 1859 boede der hundrede personer her i huse lavet af ubrændte soltørrede mursten –i realiteten mursten lavet af mudder – og seksten år senere var dette tal blevet fordoblet. I 1925 købte PLDC tredive fedans svarende til 126.000 m² i Tab’un og Qusqus af Matta Farah-familien, som var en af Sursuk-familiens forretningspartnere. Samtidig modtog fyrre palæstinensiske forpagterfamilier en erstatning på sammenlagt £E1.628.²⁶

Dermed var sagen dog tilsyneladende ikke ude af verden. Der opstod nemlig i 1931 en strid om jorden i Hartiya – som i dag hedder Sha’ar Haamakim umiddelbart vest for Alonim – og i Tab’un og Qusqus, der skulle vare helt indtil 1939. I 1925 havde den jødiske jordopkøber Yehoshua Hankin på vegne af PLDC betalt erstatning til forpagterne og hyrderne og til gengæld fået deres underskrift på, at de frafaldt kravet på jorden. Den 20. december 1931 skrev Hankin imidlertid til PLDC, at otteogtyve personer, der havde fået erstatning i 1925, nu havde fremsat nye krav.²⁷ De mente således, at de havde græsningsrettigheder på jorden, da de besad den. Da Den Jødiske Nationalfond i begyndelsen af 1935 forsøgte at overtage jorden i Hartiya, blev de angrebet af beduiner fra Zubeidat-stammen, og de jødiske landmænd blev tvunget til at tilkalde politiet. Tres beredne politimænd ankom til stedet, og der opstod kampe, hvorunder en politibetjent skød og dræbte en palæstinenser. I august samme år stødte beduinerne atter sammen med jødiske vagter i Tab’un og Qusqus, hvilket resulterede i yderligere et drab på en af beduinerne.²⁸ Indtil 1939 opstod der af og til konflikter. Medlemmer af Zubeidat-stammen samlede nogle af forpagterne for at få dem til at gøre krav på rettigheder til jorden på trods af, at beduinerne tidligere kun sporadisk havde anvendt jorden til græsning. Tilsyneladende blev enden på sagen, at Den Jødiske Nationalfond gav dem jord til græsning i nabolandsbyen Beit Lahm.²⁹

Der var mindst fjorten andre palæstinensiske landsbyer i Jezreeldalen, hvor forpagterne blev tvunget ud, da jorden blev solgt af Sursuk, Farah, Karkabi eller af Tueni-familien til jøderne: Nuris, Mahalul, Jinujar, Tall al-Adas, Harbaj, Jabata Khuneifis, Jeida, Tall al-Shaummam, al-Afoula, Shuna, Abu-Shusha, Waraqani Jidru og Majdal.³⁰ Nuris’ land blev kernen i Kibbutz Ein Harod, Mahalul blev til Nahalal, der blev den første moshav i Palæstina. Jinujar blev til Kibbutz Gineigar, Tall al-Adas blev til moshaven Tel Adashim, Harbaj blev til moshaven Kfar Hasidim, Jabata Khuneifis til kibbutzen Sarid, Jeida blev til byen Ramat Yishai, Tall al-Shaumman blev til moshaven Kfar Yehoshua og al-Afoula blev til byen Afula. Andre palæstinensiske landsbyer tæt på Kibbutz Alonim, som blev affolket, er Waldheim og Beit Lahm, opkaldt efter Betlehem i Judæa. Det var kolonier grundlagt af tyske kristne i begyndelsen af det 19. århundrede på jord solgt af landsbyen Umm al-Amed, men der var dog stadig et muslimsk flertal i landsbyerne efter Anden Verdenskrig. I april 1948 erobrede Haganah, den jødiske forsvarsorganisation før staten Israels oprettelse, imidlertid landsbyerne i forbindelse med borgerkrigen mod palæstinenserne og deporterede indbyggerne. I dag hedder Waldheim Alonei Abba (Abbas egetræer) og er en halvkooperativ landsby, mens Beit Lahm hedder Beit Lekhem HaGlilit, Galilæas Betlehem, og er en moshav.

’Det er en fejl at antage, at Esdraelondalen (Jezreeldalen) var en ødemark før de jødiske kolonisters ankomst, og at det nu er et paradis’, konstaterede den britiske koloniminister, Hope Simpson, i sin rapport om immigration, bosættelse og udvikling i Palæstina til det britiske parlament i oktober 1930.³¹ ’Der kan dog ikke være tvivl om, at anvendelsen af kapital, videnskab og arbejdskraft generelt vil resultere i succes, for en stor sum penge er blevet brugt af de forskellige jødiske institutioner, og der er sket store fremskridt’, tilføjede han.³² Simpson mente imidlertid, at det var uretfærdigt overfor den forarmede forpagter, som var blevet fjernet fra jorden, at påstå, at han var en ubrugelig forhindring på sin jord, og at han ikke producerede noget på den, hvilket helt indlysende ikke var tilfældet. Den britiske koloniminister bemærkede endvidere, at ud af de 688 palæstinensiske familier, som var blevet købt ud, var det kun 379, som nu dyrkede jorden. 309 familier var