Bror Blixen i Tanganyika: Storvildt og vulkaner

By Poul Bæk Pedersen

Bror Blixen var en af de store figurer i 20ernes og 30ernes Østafrika. Han var professionel jæger i storslåede landskaber med vulkaner som Kilimanjaro og stepper som Serengeti.

I bogen knyttes hans liv med de mange safarier i Tanganyika sammen med andre personligheder som Ernest Hemingway, Denys Finch-Hatton og Beryl Markham. Personer som sammen med Bror Blixen oplevede et fantastisk Afrika med store mængder af vildt, og hvor jægerne tog de første initiativer til at beskytte vildt og landområder, som var starten på vore dages "conservation movement".

Med denne bog sammenbinder forfatteren interessen for Afrika og dets vildt med de gamle store jægeres beretninger og bedrifter.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Oct 23, 2020
• ISBN: 9788743064152

Poul Bæk Pedersen

Forfatteren Poul Bæk Pedersen er PhD, arkitekt maa og har skrevet flere fagbøger publiceret på dansk og engelsk, og holdt forelæsninger på mange danske og udenlandske konferencer. Forfatteren har egen erfaring med jagt i Danmark og i Afrika, og har skrevet jagtdagbogen "På jagt efter Nyala, Kudu og Bushbuck - på den frie vildtbane i Umkomaas Valley Sydafrika"(2017)

Book preview

Kap 1. Bror Blixens vej til Tanganyika – en kort forhistorie

Den svenske baron Bror von Blixen-Finecke kom til den engelske koloni Kenya i Østafrika i 1913, hvor han sammen med Karen Blixen forsøgte at opbygge et liv omkring en kaffefarm ved Nnong.

Bror beskriver i Nyama, hvilke store udfordringer der på dette tidspunkt var forbundet med overhovedet at opdyrke jomfruelig jord med bushbevoksning og tjørnetræer med et teknisk niveau, der var baseret på håndkraft og oksespand. Bror beskriver selv i Nyama deres udrejse som en drøm, der ikke var præget af realisme og af betænkelighed overfor de strabadser, de skulle igennem.

Ideerne til dette eventyr havde Karen og Bror først og fremmest fået fra Brors morbror Mogens Krag-Juel-Vind-Frijs, godsejer på Frijsenborg Gods, der havde været på safari i Afrika, og Karens morbror forretningsmanden Aage Westenholz, der havde store investeringer i kolonierne i Asien. Og Bror så det som en naturlig videreførelse af sin slægts eje af store jordbesiddelse at skulle erhverve en større farm i Afrika.

Brors farfar Carl von Blixen-Finecke havde tidligere ejet 4 herregårde i Pommeren, herregården Dallund på Fyn og Näsbyholm i Skåne, og hans far Frederik von Blixen-Finecke havde boet et par år på Dallund og så flyttet til godset Näsbyholm i Skåne, hvor Bror voksede op.

Karen og Bror var iøvrigt beslægtede. Dagmar Haffner på herregården Katholm var hendes farmor, og Brors mormor var Thyra Valborg Haffner på Frisenborg gods. De to Haffnere var søstre, så både Bror og Karen havde et slægtligt forhold til herregårdslivet.

Det skulle vise sig for mange europæere, der forsøgte sig i Afrika, at det var forbundet med store vanskeligheder at drive landbrug, det være sig kaffedyrkning eller kvægopdræt, under afrikanske betingelser. Der var store farer som lurede. Det lidt upålidelige klima og de mange ukendte kvægsygdomme var konstante trusler, der kunne forandre gunstige udsigter til katastrofer.

Karens mor Ingeborg Westenholz og morbror Aage Westenholz skyder penge i projektet, og der bliver dannet et selskab Karen Coffee Company (KCC) med Aage Westenholz som bestyrelsesformand og flere godsejere i bestyrelsen, og så med Bror som direktør. Disse ejerforhold er allerede godt belyst i 1982 i bogen Kraftens Horn skrevet af Anders Westenholz. Indbygget i aftalen er mulighederne for, at Karen og Bror over en årrække får mulighed for selv at komme til at eje firmaet. I løbet af de første år erhverver Bror og Karen på vegne af KCC, farmen M`bagathi Estate og siden farmene M`Bogani, Gilhil og Uasin Gishua.

Men allerede de første år rammes driften af udbrudet af 1. verdenskrig. Bror deltager i krigen og er borte i længere tid fra farmen, og desuden beslaglægges de fleste af farmens trækdyr.

Krigen udspilles i begyndelsen på grænsen mellem det britisk besatte Kenya og det tysk besatte Tanganyika, men breder sig til store dele af Tanganyika. Der blev kæmpet et brutal krig med mange dødsofre.

Den øverstbefalende for de tyske tropper var general Paul Emil von Lettow-Vorbech, som Karen Blixen havde stiftet bekendskab med på skibet, da hun året efter Brors ankomst til Østafrika, selv rejste ned i 1914. Hun var endda kommet på så god for med generalen, at hun havde lovet at skaffe nogle fine heste til ham.

Den sikkert venlige general havde sandsynligvis ikke underholdt Karen og det øvrige selskab ved kaptajnens middage, med beretninger fra sin netop overståede tid i det tysk besatte Namibia, hvor tyskerne havde nedslagtet det indfødte Herero-folk, og hvor de også havde eksperimenteret med koncentrationslejre.

Karens bekendskab med generalen var medvirkende til englændernes mistro til det danske pars solidaritet, så de måtte deltage aktivt i krigen mod tyskerne for at oprette tiltroen.

Desuden medførte 1. verdenskrig generelt en økonomisk ustabilitet og første beretning fra firmaet, som kommer i 1916, peger på, at driften er urentabel. Bror kæmper en kamp de næste år for at holde skindet på næsen, og er tvunget til på forskud at sælge afgrøder, der endnu ikke var avlet. Og sælge heste og muldyr og mange okser, så der senere ikke er okser nok til transport og pløjning. Høsten slår fejl i flere år, og måske er farmen placeret for tørt og for højt og dermed for koldt til kaffedyrkning, så det er umuligt at få en rentabel forretning ud af firmaet.

I 1913-14 hvor Karen og Bror ankommer til Østafrika er stude- og oksespand dominerende til træk af de tunge vogne på stier og dyreveksler uden egentlige veje. (Foto Rungstedlundsamlingen, Det Kongelige Bibliotek)

Bror på hest på farmen følger arbejdet med kaffeplantning. Desværre en afgrøde som sandsynligvis har krævet bedre betingelser, end der fandtes på farmen med dens forholdsvis høje beliggenhed (Foto Rungstedlundsamlingen, Det Kongelige Bibliotek)

Kikuyuer ved vandfald. Kikuyuer var den stamme som var på Brors og Karens farm (Foto Rungstedlundsamlingen, Det Kongelige Bibliotek)

Klar til danseceremoni (Foto Rungstedlundsamlingen, Det Kongelige Bibliotek)

Vanskelighederne ved at drive landbrug i Afrika på denne tid kan ikke kun forklares ud fra klimatiske betingelser, men skal også findes i mødet med en indfødt befolkning, som ikke syntes at lønarbejde var et absolut gode. En befolkning, der bestod af mange forskellige stammer, hvis skikke og kulturmønstre generelt passede meget dårligt til et liv som arbejder på en plantage. Flere stammer har livet inddelt i alderszoner, hvor man i de forskellige zoner lever et helt forskelligt liv. En opdeling af livet der næsten ikke kan forliges med lønarbejde eller regulær skolegang, som man langsomt begyndte at indføre i kolonierne.

Ung pige på markarbejde. (Foto Rungstedlundsamlingen, Det Kongelige Bibliotek)

Landbrugsarbejde på den afrikanske farm blev ydet som betaling for, at kikuyuerne havde en del af farmens jord til egen dyrkning. Men retteligt havde de ofte boet i generationer på den jord, der var blevet solgt til hvide farmere. (Foto Rungstedlundsamlingen, Det Kongelige Bibliotek)

Bror gør i 1920 Aage Westenholz opmærksom på, at han mener, at KCC skal sælge farmen. Bror kommer i denne periode slemt på kant med folk, han skylder penge, og må i perioder skjule sig i skoven og vildnisset for at undgå kreditorerne og gældsfængsel.

Farmens dårlige økonomi, det anstrengte forhold til de danske investorer, der mister troen på Brors evner, og Brors ret så frie selskabelige liv og forhold til andre kvinder, medfører en krise i ægteskabet. Dette får måske også betydning for, at Karen Blixen indleder et forhold til Denys Finch Hatton allerede fra 1918.

Investorernes krav om at Bror reelt sættes fra bestillingen og får forbud mod at komme på farmen, betyder en reel adskillelse mellem Karen og Bror fra 1922, som til sidst afsluttes med en skilsmisse i 1925. Selvom investorerne har næsten 10 år efter Brors afgang til at få en rentabel drift af farmen, lykkes det ikke, og den sælges i 1931, og Karen returnerer til Danmark.

Dette er nogle år af Bror Blixens liv, som er beskrevet flere steder (Schmidt-Madsen, Aschan, Karen Blixen, Anders Westenholz, Toni Arnold), og som også filmen Mit afrika har fortalt i sin helt egen smukke men fuldstændig mangelfulde version.

Allerede fra 1922, hvor Bror står uden indtjeningsmuligheder, tager han nogle opgaver som jagtguide på safarier i Kenya, og med hans dygtighed i håndtering af en riffel, hans mod og evne som jæger og hans personlige charme, øjner han muligheden for en professionel levevej som professionel jæger ofte benævnt White Hunter eller Professional Hunter (PH).

Efter 1. verdenskrig, hvor tyskerne havde tabt kolonien Tanganyika, var dette område nu kommet under engelsk myndighed, og dette medførte, at der blev åbnet for spændende jagtlige og økonomiske muligheder i det nordlige Tanganyika.

Det blev en ny åbning for Bror, så han drog med sin ven svenskeren Lalle Ekman ned for at se på mulighederne for at købe jord til en farm. Han havde på trods af de dårlige erfaringer fra Kenya, slet ikke opgivet at besidde og dyrke jord. Lalle Ekman og Bror besøgte bl.a. området på Kilimanjaros skråninger, men svenskeren advarede Bror om at købe farm ved Kilimanjaro på grund af det utroligt store antal løver, der efter Ekmans mening ville tage hans okser.

I 1926 får Bror med Lalle Ekman som stråmand og med sine søstres økonomiske hjælp købt en farm på bjergskråninger ved Mont Meru. Farmen er på 12.000 acres og får navnet Elandhoock. (Arnold 230, 231)

Farmen på Mont Meru havde rigeligt med vand og lå godt for dyrkning af kaffe. Men jorden lå udyrket og skulle opdyrkes fra bunden.

Bror startede som mange andre nybyggere med et telt, da der ikke fandtes et hus. Der blev opført en rund lerklinet hytte med stråtag, hvor det siges, at Bror kæmpede om pladsen med 100 høns og gæs, 2 kalkuner, 12 perlehøns, 23 duer og 7 snakkesalige papegøjer (Arnold 231).

Og der blev indkøbt okser, så det slidsomme arbejde med at opdyrke den jomfruelige bush kunne begynde. Om natten skulle man beskytte sine dyr og sig selv imod bøfler, elefanter og løver og leoparder, der færdedes frit på Mont Merus sider. Alle nybyggere måtte også være jægere for at skaffe føde til sine arbejdere og for at forsvare farmen mod vildnisset. For nogle af dem blev jagt efterhånden deres hele liv.

I 1925 er Bror med en englænder med navnet Cooper på safari. På dette tidspunkt var safaristaben meget beskeden og bestod kun af bøssebæreren Juma og hushovmester Farah, udlånt af Karen Blixen, og disse blev så suppleret med forskellige stifindere i forhold til, hvilke områder de skulle til, og hvilket vildt de var efter. Denne safari med Cooper får afgørende betydning for Brors videre liv i Tanganyika. Ricard Cooper var en engelsk velhaver, der levede livet. Han havde været officer i den britiske hær i 1917 og havde mange navne som major Cooper eller blot Dick, som Bror bruger frit i sine bøger.

Men Cooper blev begejstret for det nordlige Tanganyika og specielt begejstret for området mellem Mbulu-platauet og Essimingor bjergene, og det endte med, at Cooper på Brors anbefaling købte en øde parcel med jomfrueligt bushland lige syd for Manyarasøen.

Farmen fik navnet Singu Estate. Den lå 16 kilometer udenfor landsbyen Babati i Pinaars Heights 1.000 meter over havet. Det er omkring 200 km fra Arusha og umiddelbart vest for Tarangire, der i dag er en spændende nationalpark. Selskabet Singu Estates Limited blev dannet i 1932 og er stadig aktivt i dag.

Det var en del af aftalen med Cooper, at Bror blev bestyrer af Coopers farm, og med den nye stilling fik Bror afhændet Elandhoock og blev gældfri og havde nu et nyt mere økonomisk sikkert fundament i Tanganyika.

Denne nye økonomiske situation gav Bror mulighed for at kunne indgå ægteskab med den britiske aristokrat Jacqueline Harriet Cockie Alexander, med hvem han allerede havde indledt et forhold i 1920 på en safari. Cockie var kommet til Kenya lige efter første verdenskrig med sin mand Ben Birkbeck, og havde håbet, som så mange andre soldater-nybyggere, at de kunne tjene en formue.

De løb snart tør for penge og Ben vendte tilbage til England i forsøg på at skaffe kapital. Mens han var i England genoptog Bror og Cockie deres forhold, som så denne gang førte til ægteskab i 1928.

Bror havde nu ryddet op i gælden, og han og Cockie kunne nu drage til Tanganyika til et bestyrerjob på Coopers farm. Så de drog afsted med en skrøbelig gammel lastbil med et telt, de mest nødvendige fornødenheder og to afrikanske tjenestefolk (Huxley,1985,63)

Bror var meget begejstret for landskabet på det nye sted og skriver: Ndareda, nov 1930. Jeg kender ikke noget smukkere end Udsigten her fra Verandaen på en Morgen som denne. I det Fjerne hæver Kilimanjaros mægtige sneklædte Kuppel sig, og nedenfor tegner Mount Merus sine runde Lavatoppe, mellem hvilke de cederbevoksede Kløfter trækker mørke Skygger. Længere mod Vest taarner Essimingor sig i Vejret, mod Nord løber Ngorongoro’s Kraterkant, og bag den skimter man det vilde, mystiske Ol’Ngai (Guds Bjerg), den sidste af de Kæmper, der endnu engang imellem udspyr Ild og Røg. Dybt nede glitrer den salte Mbugwesøs aflange metalspejl, indrammet af Tusinder rosenfarvede Flamingoer. (Blixen-Finecke, 1945, 7)

Som bestyrer på Coopers farm delte Bror de følgende år sin tid mellem at pløje nyt land, drive farmen, og være borte på månedslange safarier, for at tjene ekstra penge. Det var hårdt arbejde, og Brors nevø Kleen, som arbejdede for Bror på Singu Estates, skriver: Det var et hårdt liv. Før de kunne begynde at dyrke afgrøder måtte de rydde bushen og bygge et skur, som de kunne bo i. Den eneste vandforsyning fik de fra det riflede bliktag. I regnsæsonen derimod havde de så meget vand, at de somme tider var afskåret i uger. Og dog husker Cockie disse år som de lykkeligste i sit liv. (Kleen, XV)

Bare det at rydde bushen var et kæmpe arbejde, hvor træer skulle fældes og rødderne graves op; termitboer så høje som mennesker og hårde som cement skulle nedbrydes; arbejdskraften skulle oplæres ofte helt fra bunden til alle de forskellige opgaver, som at køre med okser og muldyr, til at bruge økser og savværktøj.

Efter aftale med Cooper havde Bror tilladelse til at drive professionelle jagter som jagtguide samtidig med, at han var bestyrer på farmen, og han dannede i 1927 sammen med en af de mest rutinerede storvildtsjægere Philip Percival jagtsafarifirmaet Tanganyika Guides Limited.

Tanganuyika Guides:

Bror Blixen og den rutinerede storvildtsjæger Philip Percival danner kompagniskab.

I kompagniskabet deltog også Jeff Manley, som tog sig af det forretningsmæssige på kontor i Nairobi. Safariudrustning opbevaredes ved flyvepladsen ved Babati og blev forvaltet af deres andenjæger og mekaniker Ben Fourie.

Percival var ældre end Bror, og havde deltaget som assistent i noget af den store Theodor Roosevelt safari i 1909-1910, der varede 10 måneder, og som var en videnskabelig ekspedition for indsamling til museer. En ekspedition som blev ledet af de berømte storvildtsjægere R.J. Cunninghame og Frederick Selous, hvoraf sidstnævnte kom til at give navn til en af Tanzanias største nationalparker (Selous). Philip Percival var kommet til Østafrika i 1906 og var startet som strudsefarmer, som mange andre. Her fandt han ud af at strudse er den rene løvemadding, og som strudsefarmer blev han en dygtig løvejæger. Denne ekspertise var en af grundene til, at han blev hyret til den store Roosevelt safari, og det blev skelsættende for Percivals fremtid, som herefter blev helliget arbejdet som professionel jæger.

For mange nybyggere i Tanganyika var den første bolig de traditionelle lokale rondavels med lerklinede vægge og strå på taget. Eller som i Magarete Trappes tilfælde et stolpehus med vægge og tag af bananblade - et bananhus eventuelt suppleret med telte. Senere hvis det gik godt kunne huset så er stattes af murede stenhuse, hvor man i højere grad kunne holde uønskede dyr og kryb ude. (Foto: Dr Jobst-Ulrich Trappe)

Han oparbejdede et godt ry og kom til at lede safarier for kendte folk som Eastman (kodakkoncernen) og fotograferne Martin og Osa Johnson (se s. 38,40) og forfatteren Ernest Hemingway. Han blev en slags guide for mange unge jægere, der senere blev professionelle som f.ek.s Finch Hatton og Sydney Downey.

Bror og Percival var populære som safariledere, og safarierne gik godt, og Bror blev fuldtidssafarileder og måtte i løbet af få år forlade sit bestyrerjob for Cooper. Ja det gik så godt for Bror, at han fik sin egen farm ved Ndasagu og blev medejer af en farm ved Arusha, Usa-River, Wahoga Chini Arusha, som kom til at bære hans navn blandt de indfødte – Wahoga – (den flyvende gås eller vagabonden eller vandreren). Det skal lige nævnes at han dér var medinvestor sammen med Åke Bursell, som Bror havde haft ansat i flere år på sin farm i Kenya. Åke Bursell havde sagt sit job op som forvalter, og havde købt sin egen farm i Tanganyika. En farm som han drev med så stor succes, at han dannede et selskab med A.P. Møller i 1930.

Bror beskriver i sin bog Storvildt stedet på Coopers farm, hvor de har tænkt sig at bygge hus: I Morges saa jeg gennem Kikkerten en Bøffelhjord græsse lige ovenfor Stedet, hvor vi havde tænkt at bygge vort Hus, og længst borte, du kan huske oppe ved den store Klippe, stod to Elefanter og knækkede Træerne for at få fat i de friske Skud yderst på Grenene. (Blixen-Finecke, 1945, 7)

Det hus Bror fantaserer om blev i første omgang en primitiv hytte, der blev suppleret med telt eller telte, når der var gæster. Der var ikke indlagt vand eller toilet. Mange hvide nybyggere boede i meget midlertidige huse, og selvom beskrivelser fra kolonitiden ofte portrætterer det koloniale liv, som et der leves på herresæder, med tjenestefolk og store haver, var der mange som arbejdede hårdt under meget primitive betingelser. (Read, 2000, 38)

Som Paula Mclain skriver i sin historiske roman For tæt på solen: Vi slog os ned og arbejdede på at gøre forholdene tålelige og puffede til vildnisset, som puffede tilbage med al den kraft, det kunne opbyde. Vores jord havde ingen synlige grænser eller hegn, og vores hytter manglede rigtige døre. Silkestribede colobusaber kravlede ind gennem sækkelærredet, som hang for vore vinduer. Der var intet, som mindede om sanitære installationer. Når naturen kaldte, gik man ud i natten med de ting, man nu ønskede at bringe med sig, og satte sig over et hul, mens man fløjtede for at holde angsten væk. Og Paula Mclain fortsætter … de nærmeste hvide naboer var 11 kilometer på hesteryg gennem bushen og deres fine titler forhindrede dem ikke i at sove i de typiske runde, lerklinede hytter med stråtag, somme tider omgivet af høje tornede bomaer(Mclain 19). Her beskriver Paula Mclain situationen nogle år tidligere i Kenya, men denne beskrivelse gælder også for mange nybyggeres primitive opstart i det for dem nye Tanganyika.

Bror og Cockie ved Singu Estate. Et mødested for venner.

The Fig Tree Club blev et yndet samlingssted for farmere og nybyggere omkring Babati.

F.eks. beskriver Forfatteren Fiona Capstick i sin bog Between two Fires om storvildtsjæger, kvægavler m.m. tyskeren Magarete Trappe, hvorledes hun og hendes mand, nogle år før Bror kom til Østafrika, slog sig ned ved Mont Meru i den tyske koloni Tanganyika, og måtte starte med et telt. Dette blev suppleret med et bananbladshus, hvor både vægge og tag var tækket med bananblade. Senere blev dette hus erstattet med et mere robust hus beklædt med stålplader, og endelig efter nogle år fik de et murstenshus.(Capstick, s. 21 og s.37)

Brors første hus var a mud-built hut. Senere byggede Bror et træhus med tre rum. Det var bedre, men havde som sagt intet toilet i huset, men et selvstændigt das. Da Prinsen af Wales gæstede Bror og Cockie på en safari, påtaler prinsen den ydmyge standard, som er så ringe, at Bror ikke kan være det bekendt overfor Cockie, og det gør han, fordi det selvfølgelig ikke er standsmæssigt at en Baron, der omgås de velhavende klasser, kan bo under så ringe forhold.

Området som Bror har slået sig ned i syd for Manyarasøen, har de mest frugtbare jorder i Manyararegionen. Foruden Bror var der mange andre europæere og amerikanere, der slog sig ned i det område.

En