Angreb på Sneboldjord: Sneboldjord 12

By Kai Kean

I en fjern fremtid er jordens kontinenter blevet dækket af enorme gletsjere, så alle er, som Antarktis er nu. Havene er blevet tømt for vand, der nu har lagt sig som is, så dybhavssletterne nu er blotlagte for de kolde vinde, der blæser ned fra det gigantiske isdække. I denne golde frosne verden lever menneskene nu langs de vulkanske dybhavsbjergkæder, hvor den geotermiske energi giver lidt varme og kraft til at modstå den omklamrende kulde. Følg historien udfolde sig i denne sneboldjord, hvor den bitre kulde hele tiden er lige udenfor murene og kun jordens indre varme holder os gående. Men selv under disse forhold har mennesker forskellige målsætninger og tanker, så de endnu kæmper en utrættelig kamp for, at deres opfattelse skal være den rette. Læs med i denne tolvte del af fortællingerne fra Sneboldjord.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Feb 24, 2021
• ISBN: 9788743029434

Kai Kean

Kai Kean has found some of the writings of Vito de la Vera and has started to translate these that the findings of his voyages are not lost to the world.

Book preview

Angreb på Sneboldjord

Angreb på Sneboldjord

Kolofon

Angreb på Sneboldjord

De var gået i position på den østlige side af kolonierne. Efter at patruljerne var kommet tilbage, var der blevet lagt en slagplan. Der var en ansamling af tropper på den vestlige side af byen også. Det var støttetropperne. De, som havde været inde i kolonierne for at samle efterretninger, havde aftalt med nogle modstandsfolk, at de skulle begynde et oprør på samme tid, som de to ansamlinger i øst og vest. Meningen var, at gaianerne og kentrilerne så skulle samle deres tropper om at beskytte mod angrebet fra vest og øst, hvorefter de deciderede kamptropper så ville rykke ind direkte nordfra fra lejerområder. Det var mørkt nu, så deres bevægelser kunne være nogenlunde skjulte. Forhåbentlig ville oprøret i kolonierne og angrebet fra siderne destabilisere fjendes forsvar mod nord så meget, at de ikke ville kunne stoppe det direkte angreb fra nord.

Jem håbede i hvert fald, at angrebet ville være lykkedes hurtigt. Halvdelen af deres styrker var i hovedangrebsstyrken i nord, mens øst og vest havde en kvart hver. Det ville forhåbentlig være noget til at narre fjenden. Etarei og Resnek stod for ledelsen af den østlige angrebsfløj. Jem kendte ikke lederen af den vestlige fløj, men Palenis selv havde kommandoen over hovedgruppen i nord med Intatien som næstkommanderende.

De var alle stillet op og klar til fremrykningen. De ventede blot på signalet til at rykke frem. Jem stod sammen med Mielle, Trosk, Shena og Talek og skulle være med i fremrykningen til fods under dække af kampvogne. Karnis skulle køre ikke så langt fra dem. Etarei og en radiomand var ombord, mens Resnek var i et andet køretøj, så de ikke begge skulle blive taget ud ved en træffer. Der var stilhed i rækkerne. Alle afventede blot signalet over kommunikationen. De kunne se signallysene i kolonierne i mørket. Lyden fra deres køretøjer blev dæmpet af vinden, der blæste omkring dem. De var ikke langt fra udkanten af kolonierne, hvis de virkelig kiggede efter dem, ville de nok allerede vide, at de var der. Jem var ikke i tvivl om, at de vidste, at de havde ligget i lejr i nord. Det man håbede på, var at de ikke ville tro, at de ville angribe nordfra, da det var den mest åbenlyse. Jem var bange og det blev ikke bedre af, at de skulle stå og vente på den uundgåelige ordre om at rykke frem.

Med mørket var kulden også kommet og Jem kunne nu mærke kulden gennem hans handsker. De var godt isoleret, men det var ikke perfekt og når de stod stille længe, begyndte