Mareridt på Mars

By Kai Kean

Mars er en støvet død verden, men dybt i minegangenes mørke er der ting, som venter på de, som forvilder sig derned. Når man så er dernede er spørgsmålet blot, om man kommer ud igen.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Aug 12, 2019
• ISBN: 9788743010937

Kai Kean

Kai Kean has found some of the writings of Vito de la Vera and has started to translate these that the findings of his voyages are not lost to the world.

Book preview

Kolofon

Kapitel 1

Mars er en støvet, miserabel ørken. Jeg vil aldrig forstå, at nogen ønskede at kolonisere den. Jeg har været her i snart fire år. Min kontrakt vil heldigvis snart være afsluttet og jeg kan få lov til at komme hjem til Jorden. 

Jeg ser ned på den rædselsfulde røde sfære her fra Bios 3. Det er snart et stykke tid siden, at jeg var dernede. Vi, som er en del af operationerne på Mars, arbejder i skiftehold. Som bekendt er Bios 3 den største bosættelse udenfor Jorden efterfulgt af raffinaderierne på Ganymedes. På nuværende tidspunkt er Bios 3 hjemsted for mange tusinde individer. Et transportskib fra Jupiter er dokket for tiden inden det tager den sidste rejse tilbage til Jorden. Jeg savner den blå himmel og regnen på min hud... 

Som jeg sidder her, undrer det mig, at nogen har ønsket at bebo Mars permanent. Det er på ingen måde et tiltalende sted at være. Læseren vil måske spørge, hvorfor jeg er her, når jeg nu beklager mig sådan. 

Svaret er ganske simpelt. Jeg tog til Mars for pengenes skyld. På min firårige kontrakt kommer jeg til at tjene mere end jeg kunne på tredive år på Jorden. Det er noget, der trækker, men jeg må også sige, at det ikke måtte give mindre. Rummet er et modbydeligt og utiltalende sted. 

Jeg er blot glad for, at jeg ikke arbejder på høstfartøjerne ved Jupiter eller som minearbejder på astroiderne. Astroideminearbejderne har deres base her på Bios 3 sammen med os Marsboere, som de kalder os. De er slidte, det er nervepirrende for dem at skulle navigere hen til og lande på astroiderne. 

Så er Mars dog mere rolig, men selvom Mars nok må regnes som den planet, der er mest acceptabel, så har den også sine ubehagelige sider. Jeg ved ikke helt, hvad det var, der skete for os nede i minerne på Mars, men jeg skriver denne historie på baggrund af det. Jeg vil ikke foregive at have nogen indsigt i, hvad vi fandt og hvad der skete, men det var skræmmende og jeg føler, at det fortjener at blive fortalt. Ellers vil det blot blive arkiveret som endnu en uheldig hændelse i firmaernes arkiver.

Mit navn er Silas Schmidt og dette er min historie.

Det skete for cirka et år siden nu. Vi var kommet ned med den ene af de to rumelevatorer og skulle nu ud til mineområdet. Vi kørte i en standard marsrover. Jeg er glad for, at de er lukkede, tanken om at skulle køre med støvet flyvende direkte omkring en med lav sigtbarhed er ubehagelig. Stormene kan være frygtelige på Mars. Endeløse støvstorme, der fylder store områder, hvor det bliver næsten umuligt at færdes. 

Hvor længe har mennesket ikke drømt om at kolonisere denne støvede klippe i mørket? Hvor mange resurser og liv er ikke blevet tabt ved forsøgene? Det er trist! Forsøgene er ikke blevet mødt med megen succes. Min personlige vurdering af Mars er, at det er et frygteligt sted. Jeg er her for pengenes skyld intet andet. De, som engang kom hertil med en vision om at skabe et samfund her, må have været idioter! 

Det er et frygteligt sted, hvor endeløse resurser er blevet spildt i terraformningsforsøg, der er mislykkedes. 

Overfladen er arret af de astroider, som har fået ændret deres bane for at ramme mod Mars. Det var en del af forsøget på at øge planetens masse og måske genstarte dens termiske processer ved bombardementet. 

Enorme mængder af Venus' atmosfære er blevet fragtet til Mars for at øge atmosfærens tykkelse. Så kunne støvstormene blive endnu værre! Den kosmiske stråling gør Mars' overflade steril. Jeg har aldrig brudt mig om at være ude i støvet med strålingen fra oven. Det er meget mere trygt her på Bios 3 beskyttet af dens magnetfelt. 

Det var en længere kørsel fra rumelevatoren til den mine, hvor min handling foregår. Sporene, vi kører i, bliver til stadighed dækket igen af støv. Heldigvis har vi et effektivt satelitnetværk omkring Mars, der altid fortæller, hvor vi er. Hvis udstyret virker vel at mærke! 

Vores hold kørte i to køretøjer. Jeg kørte sammen med mine elleve kolleger og selvfølgelig føreren og vognkommandøren af køretøjet, som dog kun kørte os derud. De er forskånet for at skulle arbejde i minerne. Vi udgjorde