Decembervagten på Toppen

By Lars Røn

De fire venner Maria, Kasper, Elmo og Lydia bor i byen Lillevang.

Kasper er blevet indlagt på hospitalet med en mærkelig sygdom. Maria er bange for at han vil få stød, snit og store piller, men Elmo ved bedre end lægerne, og siger, at kun på et højt bjerg vil Kasper blive rask.

Anført af Maria bringer de Kasper helt til toppen, men magnater med moneter har lavet ulykker med vejret, og Kasper kan ikke få det bedre. Noget må gøres, men hvad?

"Decembervagten på Toppen" er en original fortælling, der giver voksne og børn noget at tænke over og tale om.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Dec 8, 2020
• ISBN: 9788743082750

Lars Røn

Lars Røn er født i et år, og lever længe nok til at dø i et andet

Book preview

24

1

Et hvidt gys på stylter sakser sig henover Lillevangskolens spisefrikvarter. Det gør holdt midt i skolegården. Her står det og vakler åndeløst midt i regnen og de sære temperaturer, som har hærget landet Vang helt siden oktober.

Han har sparket TYNDE!

Gyset vælter, men et nyt og endnu større skyder med det samme op.

Sparket? Hvem? LOSSET! Med træskostøvler! Jamen... Øj, så vanker der gulvfisk, eller det der er værre. Hvad kan være værre end gulvfisk? Værre? Hvem? Det er jo TRUSLERNE!

Gyset synker en klump.

Gårdens ujævne asfalt glimter sort under en tæt støvregn, som denne dag tålmodigt får støvler til at soppe af vand, og huer til at blive tunge og halstørklæder til at føles som møllesten.

Under gyset midt i vejret bevæger skikkelser sig rundt på skolegårdens blankvåde asfalt. Børn i forskellige aldre tager opstilling i en vid cirkel som slået med en passer omkring en lille opsats af drenge, der står ved et rustent klatrestativ.

Tre af drengene er ældre. Alle i Lillevang og omegn kalder dem for truslerne. De er splinterne i barndommens hænder.

Ethvert rumskib med respekt for sig selv er udstyret med et kraftskjold, som det kan bruge til at beskytte sig mod sine fjender eller vilde asteroider. Ingen ved helt, hvad der får sådan et skjold til at virke, men det gør det altid, undtagen når historien siger, det ikke skal.

Alt for langt inde bag truslernes skjold hænger en dreng slapt mellem armene på Bumse og Tykke, truslernes lakajkræfter. Drengens hoved laller. Han savler lidt. Ved hans fødder ligger en rød kasket. Han har tabt den.

Foran dem står en mager skikkelse iført en læderjakke med rødt for. En lang pandelok hænger ned og skjuler det ene af ansigtets to øjne. Det er truslernes leder. De kalder ham for Tynde. Han skærmer en cigaret mod luftens mange fine dråber, selv om det er strengt forbudt at ryge på skolens område.

- Av, siger Tynde. Det er det lille ord, som har fået det store gys til at vokse op over skolegården.

- Av, dreng. Det gjorde ondt, fortsætter han, og ingen har nogensinde hørt Tynde tale så lavt og hæst eller langsomt. Han lader sit næsten hvide blik glide rundt i kredsen. Det føles som at komme for tæt på en rundsavs fræsen. Tilskuerne trækker sig lidt tilbage.

Der er blevet helt stille. Kun regnen siger noget.

- Slip ham! råber en af tilskuerne. Det er en pige som tøjet kæmper for at holde inde i sig. De der står lige ved siden af hende, rykker sig endnu længere tilbage. Nogle hænder griber ud efter pigens anstrengte tøj, og hun prøver at vifte dem af sig.

- Nej, lad nu vær’ Kolosally, lyder det. Hun fnyser, men bliver stående som en centrifugerende vaskemaskine.

Gyset hopper ned fra stylterne. Det sniger sig om på den anden side af den lille gruppe.

Tynde ænser ikke protesten. Han vender den rygende cigaretstump ud i luften, og knipser den i maven på drengen. Et gisp undslipper mængden. Nu er det alvor, forstår den, endnu mere alvor end det nogensinde har været i den tid som minderne har ret til at være i.

Tykke og Bumse hanker op i drengen. De sætter sig i bevægelse. Tynde følger efter på afstand. Ingen kommer ham nær.

Et stykke væk kommer en pige med pageklippet lakridssort hår løbende hen til en dreng med fregner og briller i alt for lang parka-agtig frakke, der ser ud, som om den er syet sammen af lommer i alle størrelser og former.

- Hej Elmo. Hvad sker der? spørger hun forpustet.

- Truslerne. De har nappet Kasper, siger Elmo uden at se op fra en lille bog han kigger i.

- Kasper?

- Ja Maria. Og Lydia er derovre et eller andet sted, siger Elmo, og peger henkastet over mod mængden, der langsomt trasker efter truslerne og deres fange.

- Men hvorfor?

- Aner jeg ikke, jeg er lige kommet, hvem ved hvorfor Kasper gør noget? mumler Elmo.

Maria ser på den fregnede dreng. Nogen gange har hun lyst til at sparke ham, så fregnerne rasler af. Så får hun øje på Lydias lyse hår og bestemte skikkelse et sted i mængden, der klodset som en ballon fyldt med vand prøver at rulle efter det lille optog af trusler og Kasper.

Tilskuerne trækker rutineret over mod gårdtoiletternes lave bygning, hvor truslernes foretrukne afstraffelse gulvfisk plejer at foregå. Men Bumse og Tykke leder ikke Kasper den vej. Ballonen må stoppe op. Den blobber lidt, og så skifter den trægt retning.

Hvor skal de hen? Jamen, toiletterne er da ikke den vej? Skal vi ud? Vi kan da ikke gå helt ud? Har de fundet på noget nyt og skrækkeligt som ingen kender til?

Gyset vakler.

Nej! Nej, det nænner de ikke. Ikke noget nyt som vi ikke ved hvad er, og skal til at ligge med mens vi prøver at sove, indtil barndommen går over. Ikke mere. Ikke engang truslerne vil finde på mere. Vil de? Det kan man da ikke. Kan man? Nej, så væmmelig er verden da ikke. Er den?

2

Lillevangskolen er muret af røde sten, der har ligget så længe sammen, at de er holdt op med at skændes om, hvem der har ret til hvilken fuge. Nu venter de kun på udviklingen, som tiden bærer på sin bøjede ryg. Bygningen minder om en ujævn terning, som nogen har smidt i et buskads.

Udenfor skolen ved ingen, hvad der foregår i et spisefrikvarter.

For eksempel tager det et gennemsnitsbarn på Lillevangskolen cirka ti minutter at spise sin madpakke. Resten af frokosten går som regel med at drille, eller for de flestes vedkommende at undgå at blive drillet, eller spille kort, eller gå til i pigefnidder.

De seje spiser slet ikke, men begynder med det samme at drive rundt i de tre kvarters frihed, hvor de ignorerer de rumlende maver og prøver at gemme sig for den snigende hovedpine.

Gyset er vokset, så det kan se ud over hele byen: ned til Grill-Gerda, tankstationen og det skæve kryds. Det kan se alle markerne, og skoven der kryber helt op til Lillevang, hvor den står og ånder byen ind i øret, som en matematiklærer der med rovøjne står for tæt på dit regnestykke fyldt med forkerte tal, og over til Rundtorvet, hvor højhyggetræet venter på det skal blive mørkt nok til at det kan tage lys på og stråle ud over forretningerne og brostenene.

Truslerne og deres offer har bevæget sig om til nordsiden af skolen, der begynder ved det hjørne hvor skolegården slutter.

Her ligger en lille asfalteret plads, der ikke rigtig ved hvad den er til, men de små laver ofte hinkeruder her. Til højre begynder cykelskurene. Til venstre fører en trappe op til et vindfang i glas og træ, der leder ind til en af skolens lange gange. Her ligger på hver sin side drengenes og pigernes omklædningsrum, og længere fremme indgangen til gymnastiksalen.

Kasper, truslerne og alle deres tilskuere står foran den dobbelte glasdør, der altid klirrer, uanset hvor meget man prøver at lukke den stille. Når vinden er på der, lyder det som hekses negle på højhyggekuglestumper.

Mængden begynder at mumle.

Forståelse er ligeglad med om du er grim eller har skæve tænder eller er tyk eller tynd eller har kort hår og halter, eller om du er populær med langt kastaniebrunt og gyldent hår. Forståelse er ligeglad. Den hopper ind hvor som helst, når bare der er plads nok.

Gyset vakler. Stylterne klikker på asfalten, fordi det er nødt til at sidesteppe for at holde balancen. Et chok er nemlig hoppet op på skuldrene af gyset, og det er tungt og vildt, som en lillebror, der ikke må få mere sut nogensinde.

Under stylter, forståelse og evnen til at se ting som ikke foregår foran øjet, marcherer Tykke og Bumse Kasper op ad trappen efterfulgt af Tynde og et stykke fra ham resten af tilskuerne. De når ind i gangen. Tynde smutter forbi, og til venstre slår han døren op til pigernes omklædningsrum.

Gys, chok og stylter skramler til jorden. Fatstyrken tager med et fat i de fleste forstander tilstede, og tankerne begynder at snurre som fyrværkerisole. Truslerne vil gøre gulvfisk i PIGEPEST!!! Adr adr adr, det er jo her Kolosally og Dunke-Lis og Jenny med Læben skyller SVED og pigetisrester af, når de har haft gymnastik, adr adr adr!

De få drenge der nogensinde har set et glimt af pigernes omklædningsrum, vender sig mod deres indre nethinder, og de viser billeder af bænke og knager og metalstativer i vinkler og hvide fliser og koldt gulv, fuldstændig som deres eget omklædningsrum, men fyldt med pigetøj og pigesko og piger!

Døren sluger Tykke og Bumse og Kasper, og glider i. Tynde stiller sig lidt derfra, med ryggen mod væggen, og den ene fod sat op. Han betragter sine negle. Dødslokken skjuler hans blik for alle. Men de få der tør, lægger mærke til draget om hans læber.

Ballonen af tilskuere står stille, så stille børn nu kan stå på den smule plads der er mellem vindfang og Tyndes kraftfelt. Ingen kommer tæt på. Alle holder afstand. Døren til vindfanget bliver slået op, og slipper luftige grin med røde kinder ind. Efter dem kommer et par unger larmende ind i gangen. De stopper brat op, som om deres opspilede øjne er sugekopper, der har slugt sig fast i tiden, og holder dem tilbage.

Og så bryder dæmpede skrig den seje stilhed i gangen. Mængden gisper, og holder vejret. Nogle af drengene er blevet blege i ansigtet. De der kender nogen, som er blevet gulvfisket, ryster. Det sætter sig i kroppen, sådan næsten at vide hvordan det er at blive trukket frem og tilbage over et beskidt toiletgulv. At vide hvordan en gulvfisks øjne ser ud bagefter. De der ikke kender nogen, har kun fantasien til at vise dem hvad der sker derinde, og den er meget værre. De der har prøvet det, er her ikke.

Maria, der sammen med Lydia og Elmo er fulgt med alle de andre, tager et indigneret skridt frem, men Lydia griber hendes arm og holder hende tilbage. De to pigers munde åbner sig, og øjnene gnistrer, og hænder griber og vrider og kæmper, fødder finder fæste i en meget snæver dans, men ordene skal ikke nyde noget af at komme ud i luften.

Endelig går døren op. Bumse og Tykke flyder grinende ud. Truslerne stiller sig sammen i en lille trekant, der blokerer døråbningen til pigernes omklædningsrum. Der lyder en underlig susen derindefra, men ingen når at få et glimt af noget som helst, inden døren lukker sig igen.

Truslerne sætter sig i bevægelse, og ballonen bliver omgående lang og flad, trykker sig hårdt op mod væggen for at lade de ældre drenge komme forbi. Men Maria river sig fri af Lydias greb, og sætter sig i bevægelse. Hun strejfer Tynde. Han vender sig, og hun fanger hans hvide blik.

Tyndes øjne er fyldt med duvende skygger, som langsomme ål der glider rundt i sære vandplanter, grå og død tang.

I det samme får hun en underlig fornemmelse i maven, et sted lige under navlen. Hendes hænder føles pludselig som om de knuger knust is. Hun kan ikke slippe Tyndes blik. Det er som at have en hvirvelvind i hovedet, der borer sig ind og hægter sig fast i Tyndes øjne. Hans udtryk bliver mudret, som om der er noget der begynder at piske rundt i ham. Tynde vender sig brat væk. En nerve hopper i hans kind. Maria kaster sig forbi ham og frem mod døren, og forsvinder ind ad den.

Tynde sætter sig i bevægelse, og følger efter sine kumpaner, og de forsvinder ned ad gangen, mens Bumse og Tykke hujer og slår til knagerne, der i ordentlige rækker er sat op på væggene.

Maria løber ind i omklædningsrummet. De hvide fliser sidder, hvor de plejer, og virker ikke til at have set noget særligt. Hun kalder på Kasper. De tomme vægge gør lyden rundtosset, og den laver en klang, der er så kold og ligeglad som skæret fra et neonrør. Kasper!?

Hun kalder igen på Kasper. Hun kan ikke høre ham, kun susen, og lyden af vand der plasker. Så ser hun ham. Han ligger inderst inde i badet, helt trykket op mod hjørnet.

Luften fyldes af stemmer.

Bag sig kan hun mærke tryk fra tummel, drenge der råber, og piger der råber, og alle råber, og der ligger hendes kammerat, fuldstændig gulvfisket. Kasper ryster.

Bumse og Tykke har tændt for vandet. Det skyller ned over hendes ven. Små spjæt får ham til at ligne en