Tripel Salto

By Michael Clasen

Vellyst, sex, begær, attrå, liderlighed. Kald det hvad du vil, det er dog en af de 7 klassiske dødssynder.

I den halvstore danske købstad Haubjerg bor den tidligt pensionerede frømandssoldat - og nu privatdetektiv - Daniel Dreyer.
På det nyoprettede sportscollege i byen ankommer en purung dansk-japansk gymnastikpige, som tilhører verdenseliten inden for sin sport. Hun træner til sit store gennembrud med det umulige spring: TRIPEL SALTO.
Desuden får hun - uden at ville det - drejet hovedet af led på flere af byens mandfolk. Det får katastrofale følger, og Daniel Dreyer må tage sig af sagen.

"Tripel Salto" er tredje bind om Daniel og "Dødssynderne" med synden Vellyst som tema. Den kan læses uafhængigt af de foregående bøger.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Nov 1, 2019
• ISBN: 9788743035848

Michael Clasen

Michael Clasen, forfatter, foredragsholder, underviser og formidler. Har tidligere skrevet skuespil, revytekster, historiske egnsspil og flere romaner. Se mere på hans hjemmeside: MED EGNE ORD: www.michaelclasen.dk

Book preview

Af samme forfatter:

I krimiserien Daniel & Dødssynderne:

Grådighedens pris,

papirbog og e-bog, BoD, 2017

Gourmand,

papirbog og e-bog, BoD, 2018

*

Det smukke kranie fra Købmagergade –

roman om to historiske personer,

papirbog og e-bog, BoD, 2016

lydbog, Saxo, 2018

Blodhævn, ungdomsroman,

papirbog, Høst & Søn, 1989, udsolgt

e-bog, Lindhardt og Ringhof, 2016

lydbog, Lindhardt og Ringhof, 2017

TILEGNET

Carlo Sørensen (1921-1998)

min lærer og ven, som lærte mig,

at kun døde fisk flyder med strømmen.

ET VELKENDT OVERGREB

Da sagde engelen til hende: Frygt ikke, Maria! thi du har fundet nåde for Gud, og se, du skal undfange og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. (…) Maria sagde til engelen: Hvorledes skal dette gå til? Jeg ved jo ikke af nogen mand. Og engelen svarede og sagde til hende: Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig

Lukasevangeliet, 1. kapitel, versene 28, 29, 30, 31, 34 & 35

HASHTAG

#MeToo

Tarana Burke, 2006

Indholdsfortegnelse

TA KE OFF

EN MØRK OG STORMFULD NAT

NATMAD

DET LYSEBLÅ BARNEKAMMER

CPH

MORGENRITUAL

1. F.

PJÆKKEDAG

TRÆNING

UNGDOMSFEST

LEKTIER

AFLYSNING

SKYPE

TRIPEL SALTO

SHIATSU

FODSPOR

VENINDER?

PÅ VAGT

VI KOMMER HJEM!

JULEFORBEREDELSE

SELVBETJENING

GOOD COP – BAD COP

KVART I KVALME

KOLDING

GYOKURO OG BOLLER

LUKKET LAND

AFLYSNING

HJÆLP

SONIA OG ROLF

DORTHE OG MORTEN

EBBE

BIRTHE

FLEMMING

FAR – MED STORT F

IDENTIFIKATION

LUCIA

MORDER!

FLUGT

EBBE ELLER JEPPE?

I FLYVERSKJUL

BØRGE

FLIGHT SK 983

VINTERSOLHVERV

JULETRÆ

JULEAFTEN

ARNE BIRK

JULEFROKOST

PÅVISNING

HVAD NU, EBBE?

NYT ÅR

EFTERORD

TAK

CITATER

TA KE OFF

ONSDAG 16. OKTOBER

Den 275 tons tunge Airbus A340 accelererede ud af den længste bane i Narita International Airport lidt øst for Tokyos centrum. De 300 passagerer pressedes tilbage i deres sæder, mens mange af dem uvilkårligt strammede deres greb om sædernes armlæn. Da SAS flight nummer SK984 brød gennem de lavthængende skyer, strålede middagssolen ind gennem de små vinduer og oplyste hele kabinen.

Det var ikke alle sæder i Business Class-sektionen, som var besat. Af de to sæder allerforrest i kabinen var det kun vinduespladsen, der var besat. Her sad en ganske ung kvinde alene og kiggede ned på det bølgende, hvide landskab, der udgjordes af det solbeskinnede skydække.

For en europæer så hun ganske asiatisk ud, men de fleste japanere ville tydeligt lægge mærke til hendes europæiske træk. Hendes navn røbede også hendes etnisk blandede afstamning. Sakura Toft. Hendes efternavn havde hun fået fra sin far – Victor Toft – mens hendes japanske mor Misaka stædigt havde holdt på, at hun skulle lyde det romantiske fornavn Sakura, som på japansk betyder kirsebærblomst.

Da flyet havde nået dets marchhøjde, og der fortsat bare var udsigt til et uendeligt skylandskab, vendte Sakura sig bort fra solen, skubbede skoene af og trak benene op under sig på sædet.

Sakuras far målte ikke mindre end 193 og havde som ganske ung spillet volleyball på højt plan, men det var hendes mor, der havde givet sin skikkelse i arv til datteren. Målt på bare fødder var Sakura blot 152 centimeter. Til gengæld var hun – efter de fleste målestokke – en ualmindelig smuk kvinde i svøb. Hendes glatte, kulsorte hår hang tungt ned til hendes skuldre og indrammede hendes ovale ansigt, der havde en diskret gylden tone. Hendes dråbeformede, brune øjne og fremstående kindben bar tydelige vidnesbyrd om hendes østasiatiske gener, mens hendes næse – efter hendes far – var proportioneret efter europæisk målestok. Sakuras udseende bekræftede, at globaliseringens genetiske smeltedigel ofte gav de smukkeste resultater. Også hendes lille og spinkle – og næsten drengede – skikkelse fik mange mænd til at vende sig om efter hende. Små fødder, men relativt lange ben og en spændstig, let fjedrende gang. Flad mave, markerede skuldre, smalle hofter og små bryster. Og smukke, stramme og muskulære balder.

Sakura blev født i Tokyo for godt sytten år siden. Hendes far var vicedirektør i den østasiatiske del af det verdensomspændende foretagende OtiumPlus, som udviklede og solgte koncepter inden for ældrepleje baseret på ideer fra de skandinaviske velfærdsmodeller. Gennem sit arbejde havde Victor Toft mødt den yndige, japanske plejehjemsleder Misaka Kawamura. Bare ti måneder senere kom deres smukke datter Sakura til verden.

En gang om året tog Victor Toft, som nu var blevet leder af OtiumPlus’ voksende japanske afdeling, sin lille familie et par uger med på ferie til Danmark. Sakuras far havde, lige siden datteren kom til verden, forfægtet det synspunkt, at en person, der har to modersmål, aldrig vil blive arbejdsløs. Heller ikke selv om det ene sprog er det lille danske, der som en digter havde sagt, lød som havregrød i kog. I hjemmet talte hendes far derfor altid dansk, og fra hun kunne forstå det, blev der, hver aften faderen var hjemme, læst danske godnathistorier.

I alle årene, siden hun begyndte i børnehaven, havde Sakura dagligt dyrket gymnastik. I begyndelsen mest af pædagogiske grunde og for at styrke den lille piges almene motorik, men hurtigt stod det klart, at hun havde ganske særlige evner.

Det japanske samfund er i høj grad baseret på, at alle naturgivne fordele og evner udnyttes til deres yderste, og ikke mindst skolebørnenes undervisning bærer præg af dette princip. I hele Sakuras skolegang fra de første klasser og frem til andet år på Tokyos førende gymnastikcollege, havde der kun været få dage, hvor hun ikke havde tilbragt flere timer i de tilstedeværende træningsfaciliteter. På grund af hendes storartede gymnastiske evner så man igennem fingrene med hendes temmelig jævne præstationer i de almindelige skolefag. Først og fremmest var hun ubetinget gymnasiets dygtigste, kvindelige gymnast med spidskompetence i øvelser på gulv. Hun blev i fagkredse nævnt blandt favoritterne til at vinde det åbne japanske mesterskab i løbet af få år. Da hun jo var dansk statsborger, kunne hun ikke komme på tale til det japanske landshold.

I nogle år var Sakura også veninde med en dansk pige, hvis familie var udstationeret langt fra Danmark, så hun var nogenlunde til mundtligt dansk. Det kneb mere med at læse og skrive det underlige sprog, så der ville blive noget at tage fat på, når hun nu skulle begynde i en dansk første gymnasieklasse efter efterårsferien.

OtiumPlus rokerede med deres folk i de forskellige afdelinger verden over. Nu var lederen af den småskrantende sydamerikanske afdeling faldet om med et hjertestop. Så efter mange, succesrige år i Tokyo blev Victor Toft nu med få ugers frist forflyttet til Buenos Aires. Det var der jo for så vidt ikke noget galt i, men niveauet på argentinsk idrætsgymnastik var langt fra imponerende, næsten ikkeeksisterende.

Da nyheden kom, havde Sakura en hel dag og en hel nat grædt, som pisket, for dagen før var hun blevet udtaget til deltagelse i de japanske mesterskaber til foråret. Og hun ville under ingen omstændigheder med forældrene til den argentinske udørk, nu hvor hun så frem til en spændende sportskarriere.

Dagen efter fandt faderen frem til en anden mulighed: Det var alligevel på tide, at datteren også skulle have en ordentlig, dansk uddannelse, og på nettet havde han fundet frem til Haubjerg Sport College i sit gamle fædreland. Egentlig var det såkaldte sportscollege bare en del af den hæderkronede og traditionsrige Haubjerg Kostskole og Gymnasium, som havde indgået en aftale med det danske gymnastikforbund om at tilpasse undervisningen til gymnasternes træning i det nybyggede anlæg.

Sakura virrede med hovedet, og hendes tunge, sorte hår faldt ned over hendes ansigt. Hun faldt i en dyb søvn, der kom til at vare de fleste af de elleve timer, det varede, før flight SK984 landede i regnen i Københavns Lufthavn.

EN MØRK OG STORMFULD NAT

ONSDAG 16. OKTOBER

Han åbnede havedøren på klem og konstaterede, at regnen var hørt op.

Aftenen var mørk, som sene, overskyede oktoberaftener nu engang er i Danmark, og den vestlige vind flåede de allersidste gule blade af træerne.

Det var i orden; regnen kunne han ikke holde ud, men mørket og vinden var hans venner, der sørgede for at veje og stier nærmest var mennesketomme.

Han trak døren til og gik ind for at klæde om: et par tætsiddende leggings, partisanhue, hættetrøje i glat kunststof, tynde læderhandsker, sokker og et par Nike løbesko, alt sammen helt sort. Han lagde sin mobiltelefon i brystlommen. Også den var sort og i et matsort gummietui og med dens flash-funktion slået fra på kameraet.

Hans mountainbike stod indendørs under trappen op til første sal. Han havde købt en dyr model, ligeledes matsort. De blanke dele havde han selv malet sorte, og han havde fjernet de lovpligtige reflekser. Han var en veltrænet cyklist, men brugte aldrig denne cykel i dagtimerne – kun på sine udflugter i mørket, som nærmest opslugte den dunkle, hastigt forbipasserende cyklist. Han pakkede sit mentolbolsje ud af dets plast, tog det i munden og var klar til sin aftenudflugt.

Som han havde regnet med, var der så godt som tomt på villavejene. Han mødte en enkelt hundelufter, der stod med ryggen til helt optaget af hundens afføringsanstrengelser. Ellers var der ingen på gaden her klokken halv elleve i Torlev – en landsby nogle kilometer sydøst for købstaden Haubjerg.

Midt i mellem de mange private parcelhuse havde man en del år tidligere opført Rugvangsparken – en stor og fremsynet bebyggelse med gedigne boliger, som studerende, børnefamilier og pensionister havde råd til at leje. Nogle rækkehuse og endnu flere små dobbelthuse i ét plan lå rundt om et stort, grønt areal. Velvoksne buskadser snoede sig rundt om husene og lod umærkelig de små haver på én gang være en del af fællesarealet, samtidig med, at man trods manglen på hække kunne føle sig privat og ubevogtet på ens egen stump græs og ens egen terrasse.

Manden i sort skubbede sin ulåste cykel ind mellem nogle store buske i Rugvangsparkens beplantning. Trods det manglende løv skulle man være en meget skarp iagttager for at få øje på den. På grund af den fremherskende bekymring for den stigende CO2-udledning og den globale opvarmning havde bebyggelsens bestyrelse sidste år besluttet, at hver anden gadelampe skulle slukkes. I en overskyet nat uden månelys kunne den sortklædte skikkelse derfor færdes uset gennem Rugvangsparkens stier og haver. Mørket hindrede ikke hans orientering, for Rugvangsparken var et af hans foretrukne og ofte opsøgte jagtterræner. Systematisk startede han med en tur langs rækkehusene. Det var kun sjældent, at der var gevinst her. De fleste beboere havde deres soveværelser på første sal, og han havde aldrig vovet at klatre op på skure eller i træer for at belure folk. Ganske vist var der toilet og brusebad i stueetagen, men de vinduer var forsynet med matteret glas, og det var kun sket en enkelt gang, at han fra terrassen havde set nogen gå nøgen gennem stuen til badet med et håndklæde over armen. Det havde været en radmager og rundrygget mand, som vist måtte være mellem firs og skindød. Det havde overhovedet ingen interesse!

Heller ikke i aften var der gevinst. Mange steder var der mørkt over det hele; et sted sad en midaldrende, skaldet mand i et hjørne af stuen og spillede computerspil. Minecraft, hed det vist. Den slags havde aldrig interesseret den lydløse mand i sort.

Han så godt efter, at der ikke kom nogen ad den smalle vej, der løb tværs gennem bebyggelsen, inden han forsvandt over mellem de små dobbelthuse, hvor han uden en lyd forsvandt ud af syne. Her var hans mission meget lettere. Alle vinduer var frit tilgængelige i øjenhøjde: stue, kammer, køkken og – ikke mindst – soveværelset. Ikke fordi, der var noget i vejen med stuen; der havde han skam også haft gevinst et par minderige aftener, hvor elskende par i forskellige variationer forenede sig på sofaen eller på gulvtæppet. Det var den slags oplevelser, der holdt hans mod oppe, når han aften efter aften opsøgte sine favoritsteder. Selv om mange mennesker havde både gardiner og persienner, var det overraskende, hvor ofte de undlod at bruge dem. Kun de færreste tænkte åbenbart på, at de fuldstændigt stod til skue gennem de sorte ruder.

I aften var det vist en nitte. Manden i sort fortsatte ad små trampestier, sandsynligvis lavet af flere generationer af børn, som havde banet sig vej gennem buskadserne under deres lege. Vinden ruskede stadig og skabte en susen i grenene. På den ene side holdt det nysgerrige mennesker indendørs, men han følte sig ikke rigtigt tryg ved støjen. Hvis der var en eller anden emsig person, som havde opdaget ham og fulgte efter ham, kunne han måske overhøre de lyde, som en forfølger nødvendigvis måtte lave. På vej mod skjulestedet med sin cykel tjekkede han den næste række huse. I et af dem boede der nogle unge piger – sikkert studerende – som havde fordelt værelserne mellem sig. Nogle gange havde hende den kønne, lyshårede været ved at gå i seng, da han kom forbi hendes stuevindue. Hun sov åbenbart nøgen, men inden hun kravlede under dynerne og slukkede lyset, stod den sortklædte gemt bag et par buske og video-optog hendes afklædning på sin telefon. Han nød hendes smækre skikkelse og yndefuldhed, mens hun var fuldstændigt blottet for bevidsthed om at være iagttaget.

Efter at have oplevet og optaget den ubekendte blondine, lå hendes belurer hjemme og så den lille film igen og igen, til han endelig faldt i søvn med billedet af hendes flotte ende i sin indre biograf. Hendes vindue var et af de steder, han gang på gang vendte tilbage til, men det var kun sjældent, han indfandt sig netop ved hendes sengetid. Sådan var det også i aften, der var ikke lys i hendes værelse. Han havde heldigvis overspillet alle sine mobiloptagelser til sin computer, hvor han kunne nyde dem på en større skærm om end i ret dårlig teknisk kvalitet.

Da den sorte mand cyklede hjemad, begyndte det igen at regne. Trods modvinden mærkede han, hvordan den lystfyldte spænding aftog, og han langsomt slappede af i krop og i sind. Det var jo ikke den første aften, han havde listet forgæves rundt i buskadserne. Han havde ganske vist flere steder, som han skiftede til at opsøge, men Rugvangsparken var et af de bedste at liste uset rundt i, og samtidig var det stedet, der oftest gav tilfredsstillende gevinst.

Tilfredsstillende! Det havde ofte irriteret ham, at man både i den offentlige omtale og mand og mand imellem havde adskillige stereotype opfattelser af vindueskiggere. For det første var det vist meget sjældent, at der fandtes såkaldte voyeurer blandt voldtægtsmænd eller andre seksualforbrydere. Mange sammenlignede dem også med blottere, som fra store frakker åbenbarede familiejuvelerne i stiveste puds. Han var meget opmærksom på, at han kun blev mentalt vakt, men aldrig fysisk ophidset under sin beluring, men altid gemte den fornøjelse til han gik til ro efter en spændende aften. Han betragtede selv sine udflugter i mørket som en slags uskyldig fritidsinteresse for enlige mænd. Der var jo ingen, der tog skade af hans hemmelige hobby.

I aften havde ikke været blandt de minderige, men man kan jo ikke vinde hver gang.

NATMAD

ONSDAG 16. & TORSDAG 17. OKTOBER

Regnen slog hårdt mod ruden.

Et forpustet og svedigt par lå tæt op af hinanden i dobbeltsengen. Ansigt til ansigt og med huldsalige smil om læberne stirrede de hinanden dybt i øjnene. Da hun efter nogle minutter havde fået sit åndedræt under kontrol, hviskede kvinden næsten uhørligt, mens hun med en fingerspids kærtegnede mandens pande:

Tror du så, at du kan undvære mig?

Han rullede langsomt om på ryggen, og med blikket op mod loftet sagde han i et påtaget henkastet tonefald:

Åhr, der er jo så mange andre dejlige kvinder her i byen …

Som en fjeder sprang hun op og landede overskrævs på ham. Hun greb om hans håndled og trykkede dem mod madrassen:

Du kan lige vove! Kender du en jaloux kvindes hævn?

Stadig med øjnene fast hæftet på hende fortsatte han i samme tone som før:

… men ingen andre piger kan erstatte min kæreste!

Heller ikke selv om hun skal være bortrejst – måske i flere uger?

Aldrig i livet!

Hun lod sig falde sammen oven på ham, bed ham forsigtigt i en øreflip, mens hun hviskede:

Kan du mere, Daniel?

Hvad med dig, Anita. Er du ikke for udmattet?

Jeg skal vise dig!

Med en utrolig energi sendte Anita Sloth dem atter begge ud på et ophidsende ridt.

Alt imens lå en sovende hund ubevægelig rullet sammen på løberen ved sengens fodende. Den slags menneskeligt postyr var den efterhånden blevet så vant til, når de tobenede legede sammen.

*

Anita Sloth var journalist på RegionalTV og boede sammen med sin tolvårige søn Lucas her på første sal i villalejligheden med udsigt over Haubjerg Fjord. I løbet af det seneste år var hendes søn ikke bare vokset i højden, men havde også fået diskrete mørke skygger på overlæben. Da Anita i sensommeren foreslog, at de indrettede et værelse til ham på den tidligere patriciervillas loftetage, var Lucas blevet ellevild af glæde. Nu sov Lucas deroppe, og Anita havde sørget for en effektiv lydisolering mellem teenagehybelen og sit eget soveværelse, og havde ved samme lejlighed købt en ny seng, der udsendte færre rytmiske lyde, når hun og Daniel hyggede sig efter Lucas’ sengetid. Anitas underbo – den stokdøve, pensionerede købmandsenke – behøvede de ikke bekymre sig om, hun sov for længst de uskyldiges søvn uden sine høreapparater.

Daniel havde i en del år været frømandssoldat i et af landets fremmeste militære elitekorps, indtil han efter nogle højdramatiske begivenheder blev både såret og afskediget fra tjenesten. Han vendte tilbage til sin barndomsby Haubjerg, hvor han slog sig ned som privatdetektiv. Og her mødte han for halvandet år siden Anita, og de to levede virkelig op til klichéen om kærlighed ved første blik. Begge havde i den anden fundet en ægte soulmate, som støttede og inspirerede både platonisk og erotisk.

Det blev over midnat, inden de igen havde fået pusten. Næsten forretningsmæssigt satte Anita sig op, trak sin jadegrønne silkekimono om sig og spurgte, som om hun allerede kendte svaret:

Er du lige så sulten, som mig?

Uden at afvente et svar gik hun på bare fødder ud i køkkenet, og tændte gasblusset under en stor støbejernsgryde, der stod klar på komfuret. Hun hældte rutineret en sjat olivenolie over de fintsnittede grønsager, og en himmelsk duft bredte sig i køkkenet, mens det sydede i gryden.

Daniel var trukket i tøj og sko og listede snusende ud i køkkenet, hvor alt osede af, at her boede en ægte madelsker.

Hvad laver du?

Bare en lille muslingesuppe. Vil du lune brødet? Det står i skabet dér. Og hvidløgssmørret er i køleskabet. Anita hældte et par sjatter vin over grønsagerne. En portion renvaskede blåmuslinger, der stod klar i et dørslag, fulgte i gryden, og låget blev lagt på.

Få minutter efter sad de over for hinanden ved det lille spisebord i Anitas køkken, mens vinden stadig slog regndråber ind på vinduet. Anita skuttede sig, idet hun satte gryden på bordet mellem de to tallerkener:

Godt, man ikke er ude i en nat som den her, hva’?

I det samme løftede hun grydens låg, og en intens velduft slog op i Daniels næsebor. Med lige dele undren og beundring i stemmen udbrød han:

Hvordan gør du det? Hvordan får man det til at lugte så himmelsk?

Dufte, om jeg må bede. Et kilo blåmuslinger, lidt skalotteløg, hvidløg, fennikel, dild, persille, safran, tør hvidvin og en sjat vermouth. Og så har piskefløde jo aldrig gjort noget dårligt for en muslingesuppe, vel? Rækker du mig brødet?

I de næste minutter kunne deres smasken og slubren næsten overdøve vindstødene.

Den tjavsede og brogede hund af blandet, tvivlsom oprindelse var vågnet af sin døs og stod forventningsfuldt logrende ved Daniels stol.

Sit, Humle! kommanderede Daniel og straks adlød den og modtog som belønning en bid af brødet.

Anita rystede på hovedet:

Men ellers får hunden aldrig noget ved bordet, vel Daniel?

Daniel slog ud med armene i en attitude, der signalerede: Jamen, hvad skal jeg ellers gøre?

Humle har da opført sig eksemplarisk i aften.

Absolut. Og Lucas er tosset med ham, trods det vanvittige navn. Og jeg synes også, at den er sød, men det er nu alligevel lidt underligt at blive observeret, mens jeg ligger der med dig, du ved.

Humle er da ikke en lurer, vel Humle? Daniel klappede hunden på hovedet, og kommanderede den dæk, hvad den straks gjorde.

Da muslingeskallerne var smidt ud, og de sammen vaskede op, spurgte Daniel:

Hvornår er det så, vi skal være i lufthavnen?

Flyet går først klokken 19:15, og man skal tjekke ind et par timer inden.

Så skal vi køre klokken lidt i fire.

Hvad med Poul og Maj?

"Det har de bare fuldstændigt tjek på. Det tror jeg, de har haft i flere måneder. De er bare så spændt."

Det kan være, de slet ikke kan sove.

DET LYSEBLÅ BARNEKAMMER

TORSDAG DEN 17. OKTOBER

I Poul og Majs rækkehus i den anden ende af Haubjerg var der lys i kammeret. Barnekammeret! Det lille rum var indrettet efter alle kunstens regler til modtagelsen af parrets lille dreng.

På en stol i et hjørne sad Poul Birk hensunket i tanker. I værelset, der var malet og dekoreret i alle nuancer af lyseblåt, havde han siddet og stirret ud i luften i mere end en time, mens Maj lå og sov roligt i soveværelset ved siden af. Poul selv havde ikke kunnet falde i søvn, hans hoved formelig vrimlede med tanker. Hvordan ville det blive? Der var ikke tvivl om, at han stod over for endnu et vendepunkt i sit liv. Men hvilken vej ville det føre ham?

Poul Birk var vokset op i Haubjerg. Det samme gjaldt hans kone Maj. De havde mødt hinanden som ganske unge og havde levet et stille og borgerligt liv i deres rækkehus i snart 16 år. Maj arbejdede som betroet sekretær i et lokalt advokatfirma, og Poul havde gjort en pæn karriere i politiet. Men forrige sommer havde vendt op og ned på ganske meget i deres tilværelse. Poul havde haft meget travlt med flere omfattende kriminalsager i en lang periode, og imens havde deres ægteskab bevæget sig ud i en krise. Da Poul ydermere kun modtog utak for sit arbejde – regnet fra politimester til justitsminister – havde han besluttet sig til at opsige sin stilling i politiet. I løbet af få måneder var det lykkedes ham i stedet at få arbejde i et mellemstort forsikringsselskab, hvor han skulle bruge sin uddannelse og erfaring fra kriminalpolitiet til at afsløre forsikringssvindel. Både han og Maj nød, at han nu havde faste arbejdstider, og oven i købet modtog ros fra sine overordnede samt en bedre løn.

Alt kunne således være i fineste orden, men i deres krisesamtaler havde han og Maj begge to kredset om et problem, de tidligere havde søgt at løse, men var kommet til kort overfor. Poul og Maj kunne ikke få børn. For år tilbage havde de været igennem adskillige forgæves fertilitetsbehandlinger. Lægerne havde konkluderet, at det sådan set skyldtes fysiske problemer hos dem begge to. Ringe sædkvalitet og forsnævret æggeleder. De måtte hellere indstille sig på, at de ingen børn ville få. Siden hen havde emnet været tiet ihjel i deres hjem, men nu kom det frem.

Det var Poul, der under en af deres intense forsoningssamtaler havde udbrudt:

Skulle vi ikke adoptere et barn? Hvad synes du?

Maj havde spørgende løftet sit blik og vantro spurgt Poul:

Mener du det?

Han havde nikket og stille tilføjet:

Jeg vil gerne være far.

Dermed var sagen afgjort. I de næste måneder gennemgik en række sagkyndige deres økonomiske forhold, helbred, holdninger og mentalitet, inden de endelig blev godkendt som kommende forældre. Og i eftermiddag rejste de så til Thailand, hvor de forhåbentlig skulle hente deres søn. Poul havde søgt og havde fået forældreorlov; man kunne vel knapt nok kalde det barselsorlov? Men inden de kunne modtage deres lille dreng, skulle der ordnes en del formaliteter i Bangkok, og de skulle også til en art godkendelsessamtale. Gad vide, hvad de ville spørge om?

Sig mig en gang, skal du slet ikke sove?

Maj var på bare fødder listet ind i det oplyste barneværelse og stod i døren og missede mod lyset. Poul havde ikke været opmærksom på hendes trin, og det gibbede i ham