Det første svar

By Jan Birch

”Det første svar” er en politisk kriminalroman, som er baseret på autentiske begivenheder mellem 1947 og 1986.
Romanen foregår i København, Femmøller Strand ved Ebeltoft og en østjysk havneby og inddrager en række højtstående personer, som anvender en hemmelig loge i et politisk magtspil.
Vi følger de to drenge Janus og Chris opvækst og tilfældige møde med den hemmelige loges aktionsgruppe Que Fi, der benytter helt specielle kneb i den konspiratoriske politiske verden, hvilket får afgørende indflydelse på historien.
Hvorfor falder en kvinde ud ad et vindue lige foran sin mand? Var det en flyulykke i Københavns Lufthavn? Hvorfor afspores et tog i Ålsgårde samme aften, som en brutal ægtemand har opsøgt sin ekskone? Hvorfor findes en vagt fra Christiansborg død i en udgravning i Købmagergade, hvor gadelyset er gået ud kort før et politisk mord? Hvem stod for rørbomberne i Hørsholm? Hvem er betjent Schmidt på station A egentlig, og hvem er næste offer i et udspekuleret politiske magtspil? Alt dette sker, men hvad er den virkelige sandhed.

• Language: Dansk
• Publisher: BoD
• Release date: Apr 27, 2015
• ISBN: 9788771701876

Jan Birch

Jan Birch, f. 1953, oprindelig uddannet skolelærer og senere selvstændig ejendomsmægler igennem 25 år. Født og opvokset i Skive, politisk aktiv igennem mange år, men meldte sig sidste år ud af Socialdemokraterne af politiske grunde. Bor nu i Aarhus

Book preview

Indholdsfortegnelse

Titelside

Kolofon

Det første svar

--

Alle rettigheder forbeholdes.

Fotografisk, mekanisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er forbudt uden min skriftlige tilladelse ifølge dansk lov om ophavsret.

Det første svar1

Spørgsmålet4

Smallegade11

Den norske forbindelse34

Konditoriet52

Fredag d. 20. februar 194860

Chris64

Janus72

Et farvel82

Reden86

Fasten98

A102

Dag 2108

Dag 4116

Dag 5122

Kultorvet125

Ministermøde130

Den Sorte Kalv136

Station A146

Ej Blot til Lyst158

Café Æsken166

Svaret171

Visted182

Den 26. januar 1947

Dagens lave vintersol var forsvundet, og kulden bed i ansigtet. Han frøs. Flyet var landet med 12 minutters forsinkelse. Sikkert på grund af de turbulente vinde ind over Danmark.

- En lille forsinkelse, gør ingen forskel, tænkte han.

Kulden og den forestående opgave holdt hans tanker i fokus. Ingen af delene bekymrede ham, for han havde forberedt sig med al den grundighed faget krævede. Resultatet af en livslang erfaring i logens tjeneste, havde naglet visse grundregler helt ind i rygmarven på ham. Risikoen for tilfældigheder skulle minimeres. Hver opgave havde sin specielle koreografi, og intet måtte blive en rutine. Enhver slagplan skulle være logisk bygget op, og handling efter handling skulle kunne startes og afsluttes alt efter situationen. Enhver plan skulle have sine nødudgange. Han magtede at sætte aktionen i scene, og være aktør under planens udførelse, uden at påkalde sig for meget opmærksomhed. Det var måske hans største egenskab; evnen til fuldstændig at forsvinde ind i omgivelserne; at være på scenen uden at være den iøjnefaldende i rampelyset, men at falde naturligt ind i hele scenariet. Alt dette mestrede han til fulde. Det gjorde hele forskellen.

Han stod klar i kulissen til en hurtig omklædning, så han kunne gøre sin entre på scenen. Et ord sneg sig ind i hans tanker: Kongemord. Et ord, der udsprang fra dagens opgave.

-Højt at flyve, dybt at falde, tænkte han spøgefuldt.

Kom der et lille smil ved mundvigen, eller var det kulden, der bed?

Når der var royalt besøg i lufthavnen, gav det altid stort postyr.

Der kom en ganske lille trækning under det buskede røde øjenbryn tæt ved de klare og nærmest havblå øjne.

Med rolig rutine åbnede han den massive dør til personalets store omklædningsrum. Som forventet var der tomt og stille som graven. Selvfølgelig. Alt personale var travlt optaget ude i og omkring ankomsthallen. Kun en utæt cisternes rislen brød tavsheden i det indelukkede lokale. Vinduerne var lukket på grund af kulden og en ram, sur lugt af uvasket tøj ramte hans næsebor.

Uniformen havde Niels gemt til ham bagest i rummet i sit uaflåste garderobeskab; den hængte parat på en bøjle ganske som aftalt, og der var tid nok til at komme af kedeldragten først.

Han havde intet hastværk og gjorde tingene i sit eget tempo. Han fjernede behændigt lærredsposen, der beskyttede uniformen; den passede helt perfekt til hans kraftige, men veltrimmede krop.

Lidt sort sminke på de røde øjenbryn og bakkenbarter. Det iøjnefaldende, gyldne og krøllede hår blev skjult under uniformskasketten. Heldigvis var der ikke andre i omklædningsrummet. Nogle ville måske have undret sig over det hurtige karriereskift, fra maskinmand til flykaptajn. Nok var det en stor arbejdsplads med forskellige personalegrupper; men alligevel ville det være et særsyn at se en flykaptajn i samme omklædningsrum som det faste jordpersonel. Ikke flere tankespring. Alt var hidtil forløbet som planlagt.

Spørgsmålet

er, om livet virkelig er sandt. Nej, det er alt for vidtløftigt formuleret. Om igen.

Det, der er mit egentlige spørgsmål kunne lyde: Er det, vi oplever og sanser, hvad det giver sig ud for at være? Et kort og mere præcist spørgsmål. Men derfor er det ikke sikkert, at svaret er lige så enkelt. Sikkert er det dog, at jo ældre vi bliver, jo mere erfaring vi får under huden, des større tvivl opbygger vi til et muligt svar.

Der er givet utallige bud på, hvad der i livet er sandt eller falsk. Og der er givet endnu flere afsløringer af påståede sandheder. Ja, på den måde kan man jo også indkredse de ægte sandheder, ved modsætningsvis at udelukke svindel, bedrag, tro og uansvarlig guddommelig forlorenhed. Som åbne, positive mennesker er vi overbeviste om, at det vi oplever og sanser er sandt, indtil det modsatte er bevist. Heldigvis er det modsatte ikke tilfældet endnu, og jeg håber aldrig, at vi når til det punkt. Tænk, om vi skulle føre bevis for, at alt hvad vi oplever og sanser, nu også er sandt.

Men hvordan kan man indkredse de ægte sandheder? Platon havde sine ideer, og Descartes startede små to tusinde år senere med at tvivle på alt, indtil han fandt sin løsning. Den holdt heller ikke. Og når så store filosoffer er uenige om, hvad sandheden er, kan jeg ikke forlange af mig selv, at jeg skulle have løsningen. Så lad mig sige med det samme: Jeg kender heller ikke svaret. Bestemt ikke. Jeg ved ikke, om jeg har været bare i nærheden af det endegyldige svar. Måske har jeg, måske har jeg det ikke. Hvornår ved man egentlig, om man har det? Ville det kunne mærkes, eller er det en opgave for forstanden? Er det, når man kan bestå vandprøven - den test, hvor man skal gå på vandet?

Stiller jeg bare det forkerte spørgsmål? Måske skulle spørgsmålet gå på, om vi lukker øjnene for nogle sandheder. Sandheder vi oplever, sanser eller får fortalt, men som vi af en eller anden grund ikke vil tage med ind i vores egen lille verden.

Den dag i dag, her 14 år efter mit højest mærkværdige møde i Playa de Cura, er jeg stadig i tvivl, og jeg kender ikke på stående fod svaret på mine egne spørgsmål endsige mine levende råd om, hvad jeg skal tro og mene om den gamle mands fantastiske fortællinger. Ikke endnu. Men den afklaring kommer måske snigende som en tyv i natten til mig engang, eller som den store åbenbaring med himmelske basuner næste gang jeg handler i Føtex.

Jeg har altid betragtet mig selv som et udpræget videnskabeligt anlagt fornuftsmenneske, der søger forklaringer på alt. Hvis mine venner hørte den udlægning af min personlighed, ville de omkomme af grin. De ser mig sikkert helt anderledes. Det er der for så vidt ikke noget unaturligt i. Men min natur byder mig, at der skal tænkes grundigt over tingene, for at finde forklaringer af livets mange facetter, sætte tingene i perspektiv. For jeg synes ikke livet er tilfældigt og usammenhængende. Tværtimod. Jeg søger bare at finde livets alfabet, finde en manual med forklaringer til, hvorfor tingene sker, som de nu gør. Nøjagtig på samme måde som alle andre også gør. Vi er jo født nysgerrige og bruger hele tiden vores fornemmelser og intuition, når vi skal kalkulere livets muligheder. Vi baserer forudsigelserne til vores fremadrettede liv på tilegnede erfaringer, som vi har høstet i det, liv vi nu engang har levet. At det fungerede på den måde, troede jeg fuldt og fast på, frem til det skæbnesvangre møde for 14 år siden.

Indtil da havde jeg haft en ganske normal barndom og senere et ganske normalt ungdomsliv, der endte op i en helt normal og simpel folkeskolelæreruddannelse. Den var dengang heller ikke at kimse af. Men det var før, verden gik af lave.

Dengang var en spade en spade, og jeg troede, at jeg havde regnet hele verdensordenen ud. 43 år var ingen alder, men overraskelserne i dagligdagen var blevet færre og færre. Det var blevet nemmere at forudsige morgendagens nyheder. Måske var jeg på vej til at blive en af sognets gammelkloge, eller også var jeg bare ualmindelig naiv. Den erkendelse er jeg nu kommet til, her 14 år senere. Jeg var nok meget mere naiv, end jeg nogensinde i min vildeste fantasi kunne have forstillet mig. Prøv at forstå det, hvem der kan. Men den gamle mands historier, fortællinger, eller beretninger om I vil, rykkede betragteligt ved min tidligere naive, og navlebeskuende overbevisning.

Jeg havde, som de 14 år var gået, måske ikke helt glemt mødet med den mærkelige gamle mand, men bare retroaktivt fortrængt min oplevelse med ham til en plads helt inde i de inderste grå hjerneceller bag de støvede formler for tredjegradsligninger og erindringen om Per Højholts mærkværdige digte. Lige indtil jeg tilfældigt en dag faldt over en artikel i et videnskabeligt tidsskrift med et højst overraskende indhold.

Jeg tabte både underkæbe og kaffekruset i det øjeblik, jeg fik øje på artiklen. Overskriften sprang op i mine øjne, som var ordene alene skrevet til mig. Jeg stod som lammet i mine muskler.

Typografien af store ildrøde bogstaver brændte sig fast på nethinden. Det var som at være fastlåst et kort øjeblik i en tidslomme, fikseret, paralyseret, nøjagtigt som første gang jeg mødte den gamle mand i Playa de Cura. Jeg fik hjertebanken, eller registrerede først nu, at mit hjerte bankede på fuld kraft.

Der stod det rødt på hvidt. Om ikke nogle forskere havde fundet de dele i vores DNA-molekyler, hvor vi lagrer mange af de erfaringer og egenskaber, vi tilegner os gennem et langt liv. Og som vi bringer videre til vores efterkommere i vores genmateriale.

Overskriftens budskab nåede omsider hjernen. En eller anden skallet professor stod afbildet i sin hvide kittel med en planche, der viste et menneskeligt kromosom, og pegede på et bestemt punkt på kromosomet. I teksten under billedet stod med fede typer:

Tænk om disse latente egenskaber kunne gøres tilgængelige.

Det løb mig koldt ned ad ryggen. Playa de Cura. Jeg fik en tom fornemmelse af at have mistet de 15 minutter, som vi alle får her i livet til at opleve noget stort og enestående. Manden og mødet på øen. Var det ikke nøjagtigt det samme tema, som jeg havde hørt på i Playa de Cura 14 år tidligere? Som jeg i min selvbestaltede visdom ubetinget havde stemplet som en gang forplumret nonsens. En god historie til en stille fredag aften med vennerne over tre flasker rødvin. Kunne det være sandt, livets alfabet? Nej det kunne ikke passe. Det var det rene galimatias. Jeg havde forkastet hans historier som en gal mands teorier. Han manglede bare at påstå, at månen var lavet af grøn ost.

Mon han levede endnu?

Jeg fik samlet kruset op fra gulvet. Min hjerne var en tumleplads for impulser og ideer. Spontane tanker flaksede rundt og skabte uorden i mit verdensbillede. Kaos. Jeg måtte trække vejret dybt. Midt i det tankemæssige morads, dukkede billedet af den gamle mands glasklare øjne frem, og jeg blev igen ramt af kuldegysninger.

Jeg måtte læse mere i artiklen og fandt hurtigt et afsnit, hvor en af professorerne selv forklarede opdagelsen: Homo sapiens har gennemgået en fantastisk udvikling. Det meste af vores races udviklingsbevidsthed ligger lagret i vores hjerne, og til dels opbevaret i vores kropsudtryk. Vi har i flere tusinde år måttet kæmpe for at overleve. Al den erfaring fra denne kamp for overlevelse er lagret i vores hjerne og krop. Måske ikke umiddelbart tilgængeligt for vores bevidsthed, men erfaringscentret ligger gemt langt under hjernens bevidste områder. Vi har mange uudforskede hjernecentrer. Et af dem er det ventrale palladium. Der kan måles aktiviteter i alle disse hjernecentre under forskellige forudsætninger, men i modsætning til det bevidste opmærksomhedsområde i præfrontallappen lige bag panden, er der ingen gennemarbejdet tese for disse latente aktiviteter. Man kender eksistensen af disse to forskellige typer områder, men forbindelsen imellem dem er stadig et mysterium. Men med opdagelsen af områderne i DNA-molekylet er man kommet et skridt nærmere.

I guder. Tænk om den gamle mands historier var sande. Selvfølgelig vidste jeg, at vores egne erfaringer spiller en stor rolle for de valg, vi skal træffe i vores liv. Ellers er tilegnet lærdom jo bare spild. En sådan tese kunne en gammel degn spinde en sjov ende på. Men at også vore forfædres erfaringer skulle være lagret hos os... jeg måtte prøve at genkalde mig mødet på den kanariske ø. For der fandtes åbenbart mere mellem himmel og jord, end det vores basale sanser opfanger.

Den gamle mand havde talt om den sjette sans. Og om at kunne se andres skygger, om en loge, som hed noget med Golden Circle og Que Fi. De opererede også i Danmark. Jeg måtte få styr på mine tanker, gøre nogle notater, og få dem redigeret ned på papir. Flere af de historier, han fortalte, var en smule usammenhængende og kunne dateres tilbage fra før min egen tidsregning, men jeg huskede alligevel noget af indholdet sporadisk andre steder fra. Historiske episoder; jeg måtte have læst om dem et eller andet sted. I en eller anden sammenhæng, men i en anden indpakning end den version han havde fortalt. Det måtte undersøges.

Hmmmmm, og månen er lavet af grøn ost. - Pludselig satte den sætning, som jeg havde tænkt dengang, min videnskabelige tvivl om månens konsistens i et helt andet perspektiv. Tanken om, at den gamle mand måske havde talt sandt, var overvældende.

Hvordan var det nu, han havde formuleret det? Det var noget med et lille spektrum i universet mellem den konkrete verden og den illusion, vi selv opbygger. Han sagde, at det var i dette spektrum, vi kunne finde det, der populært kaldes den sjette sans. Og nøglen til dette skyggerum findes i universets eget vidundertal Fi. Han sagde, at dette tal er naturens egen kode til brug af denne sjette sans.

Og der var det så, at jeg stod af. Jeg vidste da godt, hvad den sjette sans var, bevares, men hvad var det for noget med de skygger, han talte om. Og naturens eget vidundertal. Det lød som en gang vås, men han havde nu forklaret det meget troværdigt, omend det lød en smule for eventyrligt i mine ører. Jeg så den gamle mand for mig, som han sad dengang og fortalte sin vanvittige historie:

-Den ubevidste sans opererer i det, jeg kalder skyggerummet. Det fungerer nøjagtigt, som hvis vi kigger ind i et lokale, der er tyverisikret med usynlige laserstråler; så afslører disse stråler sig kun ved, at synlige partikler rammer strålerne i rummet eller ved at blæse røg ind i rummet. På samme måde kan vi afsløre en persons skygge, når vi projekterer hverdagsagtige synsindtryk, lugte, lyde eller handlinger mod denne person. Det er bare ikke sikkert, at vi bevidst opfatter personens skygge. Men den er der. Og der er nogen, der kan den teknik.

Umiddelbart havde jeg bare slået manden hen som en galning, men et eller andet havde altså alligevel gjort, at han havde bidt sig fast i min erindring.

Jeg kunne sagtens erindre det første specielle møde den dag ved kirken på Playa de Cura og langt det meste af den lange snak, som mødet mundede ud i. Pludselig blev det hele mere nærværende. Det var faktisk blevet til flere møder med manden, for på trods af, at jeg ikke troede et ord af, hvad han sagde, var han en forrygende god fortæller. Han fortalte levende og begavet, og man gik vel ikke af vejen for en god historie. Hele scenariet begyndte langsomt at dæmre for mig, hele rejsens forløb dukkede op i min erindring. Alt dette var blevet fremkaldt af indholdet i den videnskabelige artikel sammen med det indre billede, jeg havde af den gamle mands klare øjne, der var blå i en nuance, som jeg aldrig havde set før.

Allerede ved afrejsen fra Aarhus Lufthavn havde der været forskellige uregelmæssigheder. Jeg kan blandt andet huske, at mit hjerte uden forudgående varsel begyndte at galopere umiddelbart efter, vi havde tjekket ind ved skranken til afgang med flyet til Gran Canaria. Ikke fordi jeg var mere nervøs end ellers, men pludselig begyndte hjertet at pulsere voldsomt, og jeg svedte enormt. Jeg afskrev selv symptomerne med, at jeg måtte havde drukket for lidt vand, eller at det måske var lidt flyskræk. Her i bagklogskabens klare lys var det måske et lille forvarsel om de kommende begivenheder? Nej, det kunne jeg da ikke ane noget som helst om. Eller kunne jeg? Nå, men efter et kort opholdt på en gammel madras i et koldt kølerum i en affældig lagerbygning kom vi af sted med et kvarters forsinkelse. En kold øl og nogle baldrianpiller havde dæmpet det galoperende hjerte. Kulden havde også hjulpet.

Men vi var blevet et kvarter forsinket på grund min hjertekvababbelse, så jeg modtog en del spørgende og endnu flere bebrejdende blikke i flyet af samme grund, men det varede kun, til flyet var lettet. Stemningen om bord lettede samtidig med flyet. Vi landede næsten planmæssigt med en halv times forsinkelse i Las Palmas, og blev i bus kørt til hotellet i byen Puerto Rico på øens sydside uden unødige svinkeærinder. Klar og veloplagte til en helt almindelig dansk charterferie.

Næste dag skete der så det, at min søn og jeg ved et sammentræf af tilfældigheder kom med det forkerte selskab fra hotellet på en mindre sightseeingudflugt i bjergområdet omkring Puerto Rico. Vi aflagde blandt andet besøg i en lille ældre ruin af en by, som lå højt på en bjergside ud til kysten. Byen hed Playa de Cura, og den havde først få år forinden fået indlagt elektricitet og telefonforbindelse til omverdenen. Vores guide fortalte om byens beboere og om den fantastiske fauna, som var omkring byen. Han brugte oceaner af tid på at beskrive den gamle katolske trækirke. Den skulle være specielt flot, og han mente bestemt, at den var et besøg værd, uanset om man var til katolske kirker eller ej. Han fortalte om indavlen blandt byens indbyggere og sørøverier ude ved kysten; jeg har glemt det meste. Husker bare, at jeg stille for mig selv drog paralleller mellem indavlen og den katolske kirke generelt. Ikke kun den af træ.

Det slog mig, at den mandlige guide med tydeligt feminine træk måske var et produkt fra byen, lavbenet og med et alt for stort hoved. Nej, så ville han ikke have nævnt indavlen. Man pisser vel ikke i egen rede.

Vi skulle ikke tage os af den gamle tosse oppe ved kirken, var guidens sidste kommando, inden vi fik frie tøjler til at udforske byen på egen hånd. Så kunne han også selv få tid til at ordne nogle af de praktiske gøremål, der hørte med til hans job.

Vi nåede ikke forbi kirken den dag, så sønnike og jeg besluttede, at jeg næste dag kunne køre alene op til byen for at tage kirken i nærmere øjesyn, hvis det da var muligt at leje en bil i Puerto Rico.

Næste formiddag lejede jeg en lille bulet Fiat og kørte alene op til Playa de Cura. Da jeg nåede op til byen, parkerede jeg bilen på en meget støvet parkeringsplads lige foran kirken. Der holdt ikke andre biler, og der var heller ingen turistbusser at se, så jeg fik åbenbart kirken for mig selv. Men jeg var også ankommet i den værste middagshede, så turisterne gemte sig sikkert til frokost i mere skyggefulde omgivelser, akkurat, som vi havde gjort det dagen før. Måske var der slet ikke nogen guidet tur til Playa de Cura den dag. Temperaturen uden for bilen nåede de 34 grader celsius, og det lod sig mærke, da jeg åbnede bildøren.

Nu husker jeg, at jeg fik hjertebanken lige så pludseligt, som jeg havde fået det i lufthavnen inden afrejsen. Jeg gispede efter vejret. Efterfølgende kom svedeturen, som på få sekunder forvandlede mit løse og luftige tøj til våde klistrede karklude, der klæbede mod min varme hud. Vand, vand og atter vand. Godt, at jeg havde medbragt rigeligt. Omkring en liter senere kunne jeg mærke, at jeg igen fik kontrol over min vejrtrækning og de vilde tanker, som den fysiske ubalance havde affødt. Men efter at have sundet mig lidt, kravlede jeg ud af bilen. Smækkede døren i og strakte forsigtigt mine arme over hovedet i nydelse over den genvundne indre balance.

Det første, mit blik fangede, var et falmet og vejrbidt træskilt på det lille tårn over indgangsdøren til kirken. Der stod med nymalede guldbogstaver:

Que soli

Honor Deo et Gloria Fi

1. Time 223

--

Noget med hæder og ære, men gud var åbenbart ikke ene; hæderen tilfaldt åbenbart gud, men det var Fi, der skulle have ære. Men hvem var Fi? Jeg forstod ikke tallene 1. Time og 223 i den sammenhæng og tænkte ikke umiddelbart mere over dem. Det så bare ud til at være en lidt anderledes kirkebygning end andre, jeg havde set. Pludselig fik jeg en urolig fornemmelse af at blive observeret og vendte mig langsomt om.

Der sad han så. Den gamle mand ved kirken. På bænken kun få meter fra mig. Det første, der fangede min opmærksomhed, var hans øjne. Et dragende og meget imødekommende venligt blik. Et øjeblik stod jeg fuldstændigt paralyseret. Fikseret. Aldrig før havde jeg set så glasklare havblå øjne. Det så næsten ud, som om de blå iris svævede frit i øjenhulerne et kort sekund, inden øjeæblet antog en mere mælkehvid karakter.

Han var en robust gammel mand, en smule krumrygget og med en træt holdning, men man kunne ane, at han engang havde været en høj rank mand. Han måtte være mindst 90 år, det var min umiddelbare vurdering. Kun de blå øjne virkede livfulde. Håret var helt hvidt og glat, men der var ingen synlig skægvækst. Hans rynkede og blege hud havde en masse små sorte pletter, synlige de steder, hvor kroppen ikke var dækket af den brunmelerede munkekutte med hætte. I ansigtet og på hænderne. Om livet var snøret et bredt bælte, gjort af samme stof som kutten. Han skubbede hætten bagud med en rolig håndbevægelse, mens han holdt mit blik fast.

Hans blik var meget insisterende, men jeg havde besluttet, at den katolske trækirke skulle besigtiges først, inden jeg ville tage denne mystiske mandsperson nærmere i øjesyn. Guiden havde jo fortalt om den tavse gamle mand, og det havde pirret min nysgerrighed. Først kirken... Men jeg kunne mærke, at min viljestyrke blev svækket efterhånden, som sekunderne gik, mens den gamle mand holdt mit blik naglet fast. Jeg tror stadig på den dag i dag, at rækkefølgen var blevet, som jeg havde besluttet på forhånd, hvis der ikke lige var sket det, at han havde henvendt sig til mig, netop som jeg ville slå blikket ned. Jeg aner ikke, hvor lang tid der var gået, siden jeg steg ud af bilen. En underlig fornemmelse af en tidløs periode svævede rundt i mit indre, og for tredje gang siden afrejsen fra Danmark, mærkede jeg en antydning af hjerteflimmer.

- Velkommen min ven, jeg har ventet dig siden i går. Hans stemme var næsten messende i mine ører. Dansk, flydende dansk med en smule jysk accent. Hans direkte henvendelse overrumplede mig fuldstændigt. Både at han talte dansk, og at han kaldte mig sin ven. Jeg fik det indfald, at nogen lavede en joke med mig, så jeg kiggede mig forvirret rundt. Men jeg fik ikke øje på andre mennesker omkring kirkepladsen. Inden jeg nåede at samle mine forstyrrede tanker, fortsatte han:

- Du har ikke begge dine sønner med på ferien, Jan.

I det øjeblik han nævnte mit navn, faldt himlen ned. Eller også var det gruset under mine fødder, der forsvandt. Jeg aner ikke, hvad der skete. Det næste jeg husker var, at han holdt min ene hånd med begge sine hænder. Jeg stirrede på en storslået guldring på hans ene finger. En usædvanlig smuk ring besat med masser af diamanter, der glimtede i middagslyset.

- Kom, vi går ind i kirken, sagde han.

- Jeg har haft et langt liv, som jeg må fortælle dig om, og som jeg kun kan berette om til dig.

- Brug det som du vil, forsatte han efter en længere pause.

Jeg må være fulgt med ind i kirken, for det næste jeg husker er, at vi sad på en smuk lille håndskåren egetræsbænk oppe ved en flot udsmykket altertavle. Jeg sad der med en oplevelse af at se en film for mit indre blik om et jordskælv, hvor nogle bygninger synker sammen til grus, bare spillet baglæns. Med billeder af bygninger der rejste sig fra støvet. En film, hvor tingene materialiserede sig til deres faste naturlige form, efterhånden som jeg lod blikket bevæge sig rundt; kirkerummets store bjælker var de første, der rejste sig i mit synsfelt. Bænke og stole fandt dernæst deres pladser, kirkerummet blev indrammet af trævæggene, og prydfulde malerier i et overdådigt orgie af farver dukkede op foran mine øjne. Først de store rammer, så rummets detaljer. Til sidst fik jeg øje på en lille sølvbakke fyldt med stearinlys.

Der var tændt flere små stearinlys på en lille skænk ved den ene side af prædikestolen, ellers var kirkerummet kun oplyst af lysindfaldet fra de små skydehulsvinduer helt oppe under taget. Mens roen langsomt tog over igen, rettede jeg min fulde opmærksomhed mod den gamle mand med de klare øjne og hans fortællinger. Der faldt en lille klar solstråle lige der, hvor hans hånd med guldringen lå på hans knæ. Diamanterne glimtede som sprudlende ildkugler, der som i en svovldis opslugte mit sinds tidligere uorden. Han holdt næsten faderligt min hånd i sin, og ethvert tegn på uro i min krop var forsvundet som dug for solen.

Han reciterede langsomt, og med glød i stemmen:

Mennesker er i solens magt

Forvandling i lysets stråler er solens agt

Giver os de brydende kræfter.

-Lad det bare begynde med begyndelsen, sagde min nye gamle ven, og slog over i en mere naturlig stemmeføring.

Nu var det for mig ikke et spørgsmål om sandt eller falsk. Jeg var indfanget til bare at lytte. Lytte til den gamle mands historier.

Smallegade

Begyndelsen var en kold onsdag, den attende dag i februar, året var 1948.

Et hanegal. Midt inde i storbyen.

I Øst stod den skarpe sol og kastede sit lys ned fra en blåhvid vinterhimmel. De klare stråler havde som ved et trylleslag fundet vej mellem de høje murstensbygninger i storbyen. De jomfruelige, livgivende stråler havde opslugt morgendisens eventyrartige tågeslør og skinnede