Grimassen

By Marie Poulsen

Katrine er dygtig til at være barn. Hun er tæt knyttet til sin mor, ved nøjagtigt, hvad der forventes af hende, og hun udfylder rollen som det perfekte barn til punkt og prikke. Hun får ros for at være smilende, beskeden, hjælpsom og uselvisk, og hun soler sig i at være den, ingen kan sætte en finger på. Men i gymnasiet sker der pludselig noget. Som noget udefrakommende og ukontrollerbart bliver hun overmandet af 'grimassen'. Pludselig er den der bare, og vil ikke forlade hendes ansigt igen. Grimassen låser hendes mund fast i et mut og trist udtryk, og hun kan ikke længere smile. Hun kan ikke længere være den, andre forventer, at hun er. Skammen over kontroltabet er massivt, og hun isolerer sig mentalt såvel som fysisk fra både veninder og familie. Vi følger Katrine igennem hendes mentale nedtur, hendes kamp for at frigøre sig fra grimassen, fra frygten og skammen over at være forkert, og ind i voksenlivet, hvor en løsrivelse fra moren bliver forudsætningen for, at hun kan finde sig selv som menneske

• Language: Dansk
• Publisher: Saxo Publish
• Release date: May 10, 2024
• ISBN: 9788771968385

Book preview

Grimassen

Marie Poulsen

Forfatter: Marie Poulsen

Dækdesigner:

ISBN:9788771968385

©Marie Poulsen

Og en eller anden kommer dig nær,

men kan aldrig helt forstå dig,

for dit liv har du lagt under lygternes skær,

og ingen skal siden nå dig.¹

Indledning

Jeg er et mærkeligt menneske. Jeg er hverken fugl eller fisk. Når du møder mig, vil du synes om mig. Det ved jeg af erfaring. Alle synes om mig, alle vil være mig nær. På nær mig. Jeg tager afstand fra mig, vil ikke slås i hartkorn med mig. Jeg tænker tit på Groucho Marx. Dét med, at han ikke ville være medlem af en klub, der ville have ham som medlem. Sådan har jeg det. Jeg er hjemløs, må altid videre. Jeg må et sted hen, hvor jeg ikke selv er. Men først må jeg sørge for, at de mennesker, jeg omgås, sætter pris på mig. Det er mit mål, og det kæmper jeg indædt og standhaftigt for. Når jeg er forvisset om, at jeg er værdsat og afholdt, kan jeg sætte et kryds for ’bestået’ i min fiktive logbog, før jeg tager benene på nakken. Så hurtigt som muligt, inden de ændrer mening. Inden de opdager mit bedrag.

Jeg har ikke altid været på flugt. Der var engang, hvor jeg havde et helle, et gemmested, hvor jeg blev usynlig. Det var før, jeg begyndte at bære maske. Jeg har brugt mit voksenliv på at finde sådan et sted igen, og jeg er kommet det nærmere. Men jeg leder stadig.

Kapitel 1

Min mor siger, at jeg er født med et skrøbeligt sind. Hun fortæller, at jeg som helt lille blev bange for bittesmå ting. Hvis dukken Filur tonede frem i Børnetime, blev jeg bange og græd. Hvis nogen smækkede en dør eller hævede stemmen, blev jeg bange og græd. Hvis min mor forlod stuen, blev jeg bange og græd, indtil hun kom tilbage. Det var kun mig, der duede. Du var ikke engang tryg ved Niels, siger hun og ser på en gang bekymret og længselsfuld ud. Det var ikke til at forstå, hvad der foregik i dig. Måske var der et eller andet ved drenge og mænd, du ikke kunne lide. Måske de dybe stemmer. Kan du huske, hvor bange du var for Alex, Ninas storebror? Jeg ryster på hovedet. Kan hverken huske Nina eller Alex. Han boede inde ved siden af, da I var små. Nogle gange kom han for at lege med Isabella, og du skreg og hylede, når du så ham. Han var ellers sådan en sød dreng, men han havde en hæs og mørk stemme.

Jeg kan næsten ingenting huske fra min tidlige barndom, og det ærgrer mig. Jeg hører så mange historier om, hvor sært og sart et barn, jeg var, og ville ønske, jeg kunne genkalde mig, hvordan det oplevedes.

Min mor ville gerne have haft flere børn, men min far orkede det ikke. På det punkt kunne man godt mærke, Niels var så meget ældre end jeg, han havde ikke overskuddet, siger hun, og jeg synes, jeg kan ane et strejf af sorg i hendes ansigt, men bliver i tvivl; det er flygtigt og afløses straks af det velkendte smil.  

Eftersom jeg var det sidste barn, valgte hun at gå hjemme, til jeg fyldte 4 år. Sune gad ikke gå i børnehave, når han vidste, at jeg var hjemme og gik og hyggede mig sammen med dig, så vi meldte ham ud igen, fortæller hun med et indforstået smil. Det var den allerdejligste tid, da I var små. Vi købte en kæmpe barnevogn, hvor I begge kunne være, og de fleste dage tog vi toget hjem til Edith og Poul, når Niels og Isabella var taget afsted. Det var simpelthen så hyggeligt. Sune var jo altid glad og nem, og så længe, jeg var i nærheden, var du såmænd også godt tilfreds.  

Hun siger, at hun ikke forstår de mennesker, der synes, det er hårdt at have små børn. Hvis børn er besværlige, peger pilen direkte tilbage på forældrene, siger hun og nikker for at understrege udsagnets rigtighed. Med jer var det sgu hverken hårdt eller besværligt. Det var kun nemt og hyggeligt.  

Der er så mange mennesker, der gør alting forkert, tænker jeg. Men heldigvis ikke min mor, ikke min familie.

Da jeg blev fire år, begyndte min mor på arbejde igen og Sune i skole. Jeg kom i en børnehave, der lå lige ved siden af det fritidshjem, hvor hun var ansat. Jeg kunne ikke lide at være der, var ikke særlig interesseret i de andre børn og savnede min mor så meget, at jeg blev meldt ud igen efter et halvt år, og i stedet kom jeg med hende på arbejde. Så længe, hun var inden for rækkevidde, havde jeg det godt, fortæller hun.

Engang spurgte min mor lægen, hvordan det kunne være, at jeg var sådan. Hvordan kunne hun få så forskellige børn? Isabella var selvstændig og fri, Sune glad og ubekymret lige som hun selv, og så kom jeg med mit skrøbelig og komplicerede sind. Lægen svarede, at min sarthed formentlig skyldtes mit røde hår. Man mente, sagde han, at rødhårede havde mindre fedt om nerverne, og dermed et sartere nervesystem. Så det er jo noget medfødt, Katrine, siger hun til mig, og det gør mig nedtrykt, for det må betyde, at jeg altid vil have det svært.

Da jeg var mindre, da min mor skærmede mig imod verden, var det nemmere at leve med et fedtforladt nervesystem og et kompliceret sind. Hun fortalte mig, hvad der var rigtigt og forkert, og som en lille, livsuduelig fugleunge holdt hun mig tæt ind til kroppen og sørgede for, at ingen andre end hun kom mig nær. Nu er jeg for stor, tung og klodset til, at hun eller nogen anden kan eller vil gemme mig i deres lomme og beskytte mig mod livet. Verden er forvirrende og farlig, og jeg er alene med min frygt. Det er meget besværligt for dig at have det sådan., siger hun. Det er sgu noget nemmere, hvis man kan grine lidt af det hele.  

Jeg vil gerne grine lidt af det hele ligesom hun. Jeg efterligner hendes glade fremtoning i skolen, og håber, at de andre dermed ikke opdager, at jeg ikke er som dem. Jeg frygter, at nogen kan se, at der er noget i vejen med mig. For det er der. Det siger min mor. Og det er kun hende, der virkelig kender mig.  

Kapitel 2

Når man er så sart som jeg, kan man ikke løbe an på egne følelser og oplevelser. Man misforstår stemninger, ordvekslinger og hændelser, og ligesom menneskene i Platons hulelignelse, ser man noget, man tror er virkeligt, men det man ser, er et fordrejet og sløret billede af den rigtige verden. Sådan må det være, for når jeg er vred eller ked af noget, og fortæller om det til min mor, siger hun, at det nok ikke er gået for sig på den måde, jeg tror. Ah, det lyder ikke helt rigtigt…, eller Ej, tror du ikke, du opfattede det lidt anderledes, end det blev sagt? Hun har vel bare ment, at…. Når det sker, bliver jeg for det meste forvirret og ked af det, andre gange vred og bange. Det er utrygt ikke at kunne stole på egne sanser, og jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af de voldsomme følelser, der suser rundt i min krop, når jeg konstaterer, at jeg har oplevet noget på en forkert måde. Jeg forsøger at bide dem i mig og ikke at se fornærmet og såret ud, mens hun griber ud efter avisen og forsvinder ind i en anden verden.

Jeg spørger hende, om man via kosten kan opbygge fedt om nerverne. Man må da kunne gøre et eller andet, siger jeg, men min mor ryster leende på hovedet og svarer, at det kan man da ikke. Jeg er som jeg er, det er der ikke noget at gøre ved, siger hun. Det er sørme ikke svært at se, hvem du har arvet det fra, siger hun så, uden at forklare, hvad der ligger i ’det’. Du og Niels er så ens, fortsætter hun og ordene rammer mig som en boomerang og sparker luften ud af mig. Jeg minder ikke om min far. Jeg vil ikke være som ham. Du skal da ikke se så fortvivlet ud over, at du minder om Niels, Katrine, siger hun med trykt på mit navn. Min rædsel over hendes dom må have været tydelig. Jeg kender ingen, der er så samvittighedsfuld og pligtopfyldende som han. Vær du glad for, at du har arvet de egenskaber.  

Men jeg er alt andet end glad, for ud over at være samvittighedsfuld og pligtopfyldende, er min far sådan en, det er synd for. Han er usikker, indesluttet og tungsindig. Det har min mor sagt, så længe jeg kan huske. Hun siger, at alt hvad han ved om relationer og om at være i verden på en rigtig måde, har hun lært ham. Da jeg mødte Niels, var han utrolig hæmmet og kropsforskrækket. Når Isabella satte sig på skødet af ham, sad han stiv som en pind, siger hun, og jeg forestiller mig Isabella som 4-årig lægge armene om hans hals og forsøge at aftvinge ham et kram, mens han med et usikkert smil og stive, strakte arme prøver at holde hende væk fra sig. Han krammede jo ikke engang farmor i starten. Han rakte hende hånden, når vi besøgte hende. Det var mig, der introducerede dem for krammet, og farmor blev helt rød i kinderne af glæde. Det var en ny verden, jeg åbnede for Niels. Og ja, for farmor, for den sags skyld.  

Min far krammer mig. Det ved han godt, han skal. Men aldrig varmt og fast. Hans kram er stive og han vender ansigtet væk og drejer sig, så hans krop kun rører min fra siden. Jeg tror ikke, han bryder sig om at kramme, og jeg vil ikke skræmme ham ved at holde fast. Derfor krammer jeg ham forsigtigt, som krammede jeg en kantet og porøs skulptur. 

Jeg troede ikke, jeg var lavet af samme porøse materiale, som min far. Jeg troede, jeg godt kunne kramme, være sjov og livlig og normal. Jeg troede, min mor og jeg var næsten ens, at jeg bare var mere tænksom og følsom end hun, men nu indser jeg, at jeg har misforstået, hvem jeg er.  

Kapitel 3

Min mor er begyndt at holde øje med mit ansigtsudtryk, og hun bryder sig ikke om det, hun ser. Hun siger det tit og på forskellige måder; Smil lidt til verden, Så slemt er livet da ikke eller Du ser ud som om, verden er dig imod. Nogle gange strejfer hun flygtigt min kind med ydersiden af sin hånd, mens hun siger det. Hendes stemme er medlidende og resigneret. Som om, hun har ondt af mig. Som om, jeg er fortabt og har brug for en hjælp, hun ikke aner, hvordan man giver.  

Jeg føler, hun siger, at jeg er forkert, og det gør mig ked af det. Derfor passer det ikke, når jeg forsvarer mig og siger, at jeg slet ikke er trist, og hun bemærker min løgn med det samme. Du er så sart, Katrine, der skal ingenting til, før du tager på vej. Kan du ikke prøve at lade være med at være så sart?.

Var jeg trist, før min mor sagde, at jeg så trist ud? Hvis jeg var, havde jeg ikke selv opdaget det. Jeg forsøger at se anderledes ud, men kan ikke overvåge mig selv hele tiden, og derfor bliver hun ved at tage mig i at se forkert ud.

Hvordan kan hun altid være glad? Sådan er hun født, siger hun, med et lyst og muntert sind, som en glad gris. Hun elsker glade mennesker. Mennesker, der er ovenpå, har humor og overskud som hun. Jeg hører, at hun siger til sin veninde Karen, at hun ikke orker at omgås folk, der tager tilværelsen alt for alvorligt. Folk, der ikke kan sige pyt, folk, der bekymrer sig og grubler.

Når jeg ser mig omkring, findes der kun få mennesker, der har det samme glade sind, samme lette fremtoning som hun. Dem, vi kender, er der noget galt med. Enten er de for dominerende, for krukkede, for skingre, for sarte eller for intetsigende. De fleste er det synd for, de kan jo ikke gøre for, at de er, som de er. De mest vellykkede er min mors lillebror Hans, og så Sune. De har lige præcis det samme sind som hun.

Oprindeligt kommer glæden fra Edith. Den er gået i arv fra Edith til min mor og Hans, og hun selv har givet den videre til Sune. Min mors storebror, Kaare, var mindre heldig. Han har altid haft det svært, siger hun. Han har jo slet ikke den der lethed, som vi andre har, har du ikke lagt mærke til det?, og