Den ulmende ild

By Flemming O. Fischer

Forholdet mellem Saudi Arabien og Iran er spændt til bristepunktet. Et hadefuldt forhold mellem de to lande har eksisteret i 1400 år og har sit udspring i religionen, for når den ene part er Sunny og den anden Shia, så kan så forskellige fortolkninger af Koranen kun føre til konflikt.

Nu forværres det indbyrdes forhold, for Iran har udviklet et nyt forsvarsvåben, en dronebåret mini­bombe med stor sprængkraft, og denne bombe skal forhindre fjendtlige lande i at sende fly eller skibe ind i Iran. En uacceptabel provokation, sådan fortolkes forsvarsvåbnet i Riyadh.

Saudiske spioner sendes ind i fjende­land, og der bæres ved til det ulmende bål.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Aug 6, 2021
• ISBN: 9788743065388

Flemming O. Fischer

Flemming O. Fischer har en lang erhvervskarriere bag sig. Som ung stak han til søs og stiftede bekendtskab med kontinenterne. Derefter uddannelse og erhvervsliv. Han har boet og arbejdet i Pakistan, Montenegro, USA og Tyrkiet, og har de seneste 12 år af karrieren arbejdet med EU-projekter i Europas østlige periferi, fra Estland til Tyrkiet. I 2014 gik han på pension og bosatte sig i Kerteminde, nu med ekstra tid til forfatterskabet.

Book preview

1.

Anjay Chandri var en ambitiøs mand. Hvorfor ikke være ambitiøs med store bogstaver, når man nu engang blev anset for at være et matematisk geni?

Motoren i hans sølvfarvede BMW S1000R snurrede mens han styrede den nordpå mod Taos, og manden selv følte at livet netop nu drejede sig i den helt rigtige retning. Han var kun 26 år, og allerede en anerkendt forsker inden for avanceret computer teknologi, og dertil en stjerne i tennisverdenen i LANL, Los Alamos National Laboratory. Joh, han kendte da til stedets fortid, vidste alt for godt hvad man havde beskæftiget sig med under den anden verdenskrig da man udviklede atombomben, både den uranbaserede bombe, og bomben der byggede på plutonium. Bomber der kunne smadre byer som Hiroshima og Nagasaki.

Det var fortid, en fjern fortid efterhånden, og Chandri var i høj grad en fremtidens mand, og netop denne søndag morgen var det fremtiden det gjaldt.

Det var en kølig februar morgen, og han pakkede kraven på sin nye sorte læderjakke godt omkring halsen, for det var en kold vind der strøg ned gennem den smalle dal. Los Alamos laboratoriet syntes helt forladt, og i beboelseskvarteret i White Rock var de færreste vågnet op til dåd.

Herude på stierne i White Rock Canyon langs Rio Grande floden, så han i forbifarten nogle få joggere teste deres fysik, og endnu færre teste deres udholdenhed på de rødmærkede stier.

Anjay Chandri havde andet i tankerne end motion, og heller ikke den lille by White Rock bød på udfordringer denne morgen. Tværtimod, hvad han behøvede var en god afstand til by og laboratorie og til laboratoriets mange udfordringer. Han havde intet mod udfordringer. Tværtimod, udfordringer var jo hans vej mod stjernerne, berømmelse og penge. Det var netop derfor han nu sad på sin nye motorcykel på vej mod den hidtil største udfordring i livet.

Et år eller to mere i New Mexico, tænkte han, og så ville vejen ligge åben mod noget endnu større. Begyndelsen var gjort, hans økonomi var fin, god løn, god pension, jovist, men hvad var det vel i sammenligning med det nye projekt? Hans familie ville have ham hjem til Indien .Hvad var det hans far havde skrevet? Kom hjem, Anjay, vi behøver dig her. Jeg bliver jo ikke yngre og jeg har behov for at du nu overtager forretningen!

Han vidste hvad faderen havde ment. Han skulle vende hjem til Bangalore, til familiens kæde af restauranter, mere end tyve velkørende restauranter, og Anjay var den naturlige arvtager til imperiet. Men nej, han havde intet ønske om at blive en almindelig restauratør bundet til Bangalore og opland, han havde andre visioner. Selvfølgelig havde han skuffet familien, men de kunne da bare sælge de forbandede restauranter!

Auditoriet havde været fuldt hin morgen i Los Alamos. Gæstetaleren var en prominent forsker inden for nuklear energi, professor i det store franske firma Futuratom, og en kendt skikkelse inden for industrien og i bredere forskerkredse. Tre dage havde han tilbragt på stedet, og hans forelæsning var delt op i tre dele, en for hver dag. Professoren havde nydt mødet med forskerne, ikke mindst de unge og intelligente, og deres diskussioner havde ofte været højlydte. En af de unge havde han især lagt mærke til, en ung inder, og deres drøftelser havde fundet sted ikke kun i laboratoriet men også under middage og spadsereture i området.

– Hvad er dine planer og ambitioner, Anjay?

– Jeg vil være rig og berømt. Han havde leet, den unge mand. Professor Roger Chevallier havde smilet, men smilet blev ikke reflekteret i øjnene. Han havde hørt meget om den unge inder, kendte til hans ambitioner. Kunne Anjay Chandri være den rette mand? Han måtte liste sig ind på det emne han havde i tankerne, servere perspektiverne bid for bid.

– Sagde du rig, Anjay? Med de lønninger der betales, vil det tage dig en livstid at blive rig. Er du så tålmodig, Anjay? Eller er du en smart mand? Dette var deres sidste dag sammen, og dette var sidste chance.

– Der er flere måder man kan skaffe sig formuer på, Anjay. Den sædvanlige vej hvor du slider røven ud af bukserne indtil du bliver gammel, eller den smarte vej, der til gengæld kunne rumme visse risici. Er du så tålmodig, Anjay?

– Nej, professor, jeg vil tjene penge nu, mange penge, mens jeg endnu er ung. Jeg skal bare finde ud af hvordan jeg skal bære mig ad.

Efter en lang køretur langs Rio Grande var han nået frem til Taos. Han fortsatte mod downtown Taos og Taos Pueblo, der blev anset for landets ældste bebyggelse. I 1000 år havde stedet eksisteret, og her havde pueblo indianerne bygget deres mærkelige adobe huse. Indianere? Han smagte på ordet, for hvordan kunne de være indianere. Han selv var fra Indien, men dem herovre, hvordan kunne de være indianere?

Han parkerede ved Rådhuset og spadserede den korte vej til Books and More, hvor han købte The Times, en latte og en croissant, søndagsritualet. En time senere forsvandt han ind i en af de snævre sidegader. Internet-Cafeen havde hvad han havde brug for, adgang til computere hvorfra oversøiske e-mails ikke nemt kunne spores. Han fandt en ledig computer, trak et memory-stick op af strømperne, skrev en e-mail adresse og overførte en lang rapport. Det var så det! Han havde leveret hvad han havde lovet, og snart, ganske snart, ville et anseligt beløb blive deponeret i hans konto i banken på Cayman Island, og det var kun begyndelsen, for profesoren havde givet udtryk for endnu flere opgaver.

Nogen almindelig rapport var det ikke, derimod en krypteret rapport, som de færreste ville kunne tyde, og de mange tekniske udtryk var blevet kamoufleret bag banale fraser. Ord som super computere, teraflops, terabit, gallium arsenide, parallel processing m.v., og dertil ord som avanceret stråling, fission og fusion, ioniseret stråling, tritium. Anjay studsede en smule. Hvad ville hans franske ven med data vedrørende tritium og deuterium, og processen til fremstilling af ren nuklear energi? Nuvel, det var jo netop det som hans ven, professoren fra Frankrig, havde ønsket sig. Det var bare en indledning, havde professoren sagt, gør du det godt venter der flere spændende projekter.

Overbevist om at han havde snørret Echelon og andre aflytningsstationer, undte Anjay Chandri sig en god frokost. Forretningen var klaret, og næste fase ventede, en fase der kunne sikre de franske endnu mere information, hvad de nu end skulle bruge de mange data til.

Telefonen ringede i et kontor i Paris.-Dette er Crespin, hvem ringer?-Det er Roger, Paul. Jeg lovede at aflægge rapport.-OK Roger, hvordan gik det så?

– Fint Paul, han bed på krogen. Jeg har briefet ham i mange detailler, han ved hvad vi har brug for, og han sender materialet ganske snart.

– Og den unge mand, Roger, ved han hvilken risiko han løber?

– Han ved hvad han har brug for at vide, og hvis han passer på slipper han nok afsted med det. Men der er en del mere han kan gøre for os, mod en passende betaling, naturligvis, så vi kan forvente mere materiale fra den kant.

– Du er en kold fisk, Roger!

Mændene lo, og samtalen blev afbrudt.

2.

Nattekulden havde endnu ikke givet op overfor morgensolen, og folk på gaderne i Teherans Beit Rahbori kvarter havde pakket sig godt ind. Indenfor i den religiøse leders residens var temperaturen stigende i takt med at mødets deltagere forstod rækkevidden af den strategi, der nu blev gjort rede for.

Det var en alvorlig dagsorden. Ville den redde landet eller åbne Pandoras boks?

Den 76-årige Ayatollah studerede de ti mænd der sad med front mod ham, og han skelede til landets præsident der sad ved hans side. –For blød, mumlede han for sig selv, Har han kræfterne til at modstå landets fjender?

I en time havde han lyttet til mændene der sad foran ham, lyttet til deres fremstillinger og analyser, men gennemførelsen af deres planer ville helt og fuldt bero på hans godkendelse. Planerne var spændende, men han erkendte, at de kunne føre til den endelige succes eller til en katastrofe for landet.

De repræsenterede eliten i Irans militær og efterretningstjenester, Quds Force, Vevak, Revolutionsgarden og Pasdoran, og deres planer havde været på samme tid foruroligende og opmuntrende. Han kunne se at præsidenten ved hans side var foruroliget over planernes rækkevidde, men ayatollahen så på den mulige gevinst fremfor på konsekvensen af en fejlslagen strategi. Der var grundlæggende enighed i mændenes forslag, tænkte han, og skulle han godkende forslagene kunne Iran meget vel udsætte sig for angreb på landets atominstallationer, sandsynligvis styret af USA og Israel. De ville krydse landets grænser, og netop det ville være deres helt store fejltagelse.

Han erkendte risikoen, den religiøse leder, og kunne han nu forlade sig på et fredeligt samarbejde mellem de forskellige grene af efterretningstjenesten? Havde de ikke netop haft en række indbyrdes stridigheder, indbyrdes kamp om lederrollen, og kunne den indbyrdes kamp om lederrollen svække planen? Sikker kunne han ikke være, men han følte sig ikke stærk nok til at udfordre den samlede front af landets militær og efterretningskapacitet.

Der var stilhed i salen, og alles øjne var rettet mod lederen. Hans stenansigt røbede ikke hans følelser mens han sad med hovedet bøjet som var han hensunket i bøn. Han afslørede ikke sit had mod landets fjender, jøderne i Jerusalem og de arrogante amerikanere, ikke at forglemme Sunnierne i Saudi Arabien. Hævnen lå i hans blod. Var dette hvad der kunne føre til sejren over de forhadte fjender?

– Hvad vi beslutter idag er Allah’s vilje, æret være hans navn, og i den almægtiges navn accepterer jeg jeres strategi. Min accept forudsætter et fælles og harmonisk samarbejde jer alle imellem. Gør nu hvad der skal gøres for at sætte planerne i værk.

– I Allah’s navn skal vi besejre vore fjender. Husk dette, at da profeten konfronterede sine fjender sejrede han under mottoet ya Mansur amit, dræb, du som Allah giver sejren.

– Husk sondringens dag, slaget ved Badr, da profetens hær besejrede Quraishernes større og stærkere hær. Husk ashura, dagen hvor den onde forræder myrdede profetens barnebarn. Lad intet komme imellem jer i den kollektive indsats i vort lands forsvar.

Mødet var forbi. De ti mænd forlod salen med den viden, at de nu måtte engagere landet i en kamp, der ville bringe enten katastrofe eller sejr.

– Dette skal blive en lektion for amerikanerne, sagde ayatollahen til landets præsident. De må lære at forstå, at udlændinge ikke kan diktere os noget. Hvis de vil have krig, så lad der blive krig.

– Præsidenten i USA har måske ikke krig på dagsordenen, svarede præsidenten. Han ved jo at folk i USA hader tanken om endnu en storkrig. Han bruger store ord imod os, men det er kun ord, for han ønsker at folk i USA skal se ham som en stærk og beslutsom præsident, men han ved også, at endnu en krig i Mellemøsten kunne koste ham dyrt.

Ayatollahen forlod salen hovedrystende. Hvordan kunne han overbevise Irans præsident om at den amerikanske præsident kun respekterede styrke og foragtede svaghed.

Hæmoriderne generede ham endnu mere end gigten, og den 75-årige pensionerede brigadegeneral sad uroligt i sit smalle flysæde. Dog kunne fysiske gener på ingen måde distrahere ham fra den mission, han nu skulle søsætte.

Gennem helikopterens små vinduer studerede han landskabet. Turen fra Teheran og op til regeringens resort i bjergene var ganske kort, og nu så han Taleghan Lake. Piloten fløj lavt hen over søen, øgede så højden for at komme fri af bjergene, og nu så de hytterne.

Brigadegeneralen kravlede ud af helikopteren og blev mødt af en lille gruppe mænd. –Velkommen Ali, god tur? Generalen nikkede til Abu Massoud, general og chef for Quds Force, og blev eskorteret over til hytterne. En tjener fulgte ham op til suiten på første sal. Mens teen blev serveret stod han ude på balkonen for at nyde synet, mens han funderede over det job der nu ventede ham.

I møderummet stod alle bag stolene og ventede på generalen, og ingen satte sig før general Ali Rezae havde indtaget sit sæde for bordenden. Han studerede mændene, en efter en, kendte dem godt, for han havde selv udvalgt de fleste. De var veteraner fra mange missioner i Iraq, Afghanistan