Fællesskabets udenfor: Isolerede tegn på ruden

By Kim Gørtz

Fællesskabets udenfor udtrykker en del isolerede tegn på tilværelsens tilsmudsede ruder, og prøver at finde den form som muliggør at en vis grad af stilsikker gentagelse ikke tager overhånd, hvorved forskydningerne viser sig at foregå i svært gennemskuelige størrelser og kadencer ...

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Nov 8, 2019
• ISBN: 9788743035749

Kim Gørtz

Kim Gørtz er en produktiv forfatter, og har omtrent over 50 udgivelser bag sig. Han begyndte at udgive bøger fra 2003, og har siden da trukket sig selv i retning af egne udgivelser af hensyn til opretholdelsen af de sproglige adspredelser mulighed og betydning. Men han kan stadig findes på mere etablerede forlag... Kim Gørtz er uddannet i filosofi fra Københavns Universitet.

Book preview

En biofilosofisk undersøgelse af invalideringernes skånsomme bid og bidende skånsomhed med særligt henblik på en indføring af viljen og tilblivelsen i livsglædens pragmatik

Kim Gørtz

Forskydningernes trilogi, bind 2

Tilegnet

det næste fællesskab

Indholdsfortegnelse

PROLOG

Udenfor

Mærket

Fortællingen

Udfordringen

APOLOGI

Bristepunktet

REFLEKSION

De første tanker: Flade-teorien og overlevelsesstrategien

En oversigt over syv måder at praktisere et liv

Om verden faldt – tanker fra det vertikale fald

Beskrivelsens mellemrum

Dommedags-profetien

Kunsten af give slip

Arthur – hvem er du?

Kogt

Haven

Oceanet

Bølgerne

Genkomsten

Når kærlighed slår ihjel

Når tolv verdener i den ene giver tretten

BEGÆR

Trolddommens sygdom

Manuel

Blændværkets sygdom

Wilhelm - den overordnede

Wilhelm

Disciplinens sygdom

Johanne

Frederikke

Ihærdighedens sygdom

Martin

OPERATION

Operation 1

Operation 2

Operation 3

Den sidste operation

EPILOG

Tjeklisten

PROLOG

Hvorfor

Udenfor

Det er mærkværdigt at skrive en historie om fællesskabets udenfor, fordi det markerer fællesskabets opløsning. Muligheden for fællesskabets død er dybt fascinerende og samtidig foruroligende, fordi så snart et fællesskab ophører har vi at gøre med en ekstrem tilstand. I de yderste ekstremer er der intet sammenhold. Der er spidsbelastningen. Fællesskaber består via deres egen uløselige kabale, nemlig aldrig at gå op, til stadighed bevæge sig i den træghed mod den ekstreme belastning for sin egen undergang. Fællesskabets undergang er sammenholdets andet og paradoksalt nok det der samtidig opretholder fællesskabet. Angsten for undergang. Angsten for ensomhed. Angsten for at blive ladt alene. I stikken. I live uden nogen at være sammen med. Og samtidig har tiden aldrig tidligere været så fokuseret mod den enkeltes uafhængighed.

For de mange som mener at de lever i et fællesskab, har der derfor sneget sig en livslang løgn ind. En glemsel som har fået den konsekvens at man tror at gøre en forskel i forhold til opretholdelsen af fællesskabet og adskillelsen fra fællesskabet. Ingen af delene er imidlertid tilfældet. Vi gør ikke noget for den anden. Vi gør ikke noget for os selv. Vi gør ikke andet end at lukke os selv inde, hvilket samtidig udelukker os selv fra fællesskabet. Der er kort sagt ikke noget fællesskab tilbage. Men samtidig hermed heller ingen individualitet. Et ekko fra den tid hvor gud døde er slående, nemlig at selv samme menneske der havde forstået sin menneskelighed i relation til det guddommelige forsvandt i samme øjeblik som guds undergang. Fællesskabets ophævelse ophæver med et slag samtidig individet. Uden fællesskab intet individ og vice versa. Selvfølgelig findes der en lang række ord som signalerer muligheden for et fællesskab. Disse ord er imidlertid udtryk for sproglige historiske aflejringer som mest af alt minder os om en tid der har været og som måske en dag vil genopstå. Samværet.

Det lyder absurd at postulere at der ikke eksisterer noget samvær mere. Vi har måske aldrig nogensinde været så meget sammen som tidligere og samtidig har vil aldrig nogen sinde tidligere været så lidt sammen som nu. Man kan belyse hele denne bevægelse ved at fastholde at vi i dag blot er sammen på en anden måde end tidligere. Og denne samværsform kan derpå gøres til selve interessefeltet gennem at stille et essenssøgende spørgsmål såsom; hvad er så det karakteristiske ved denne samværsform? Hvad forstår vi i dag ved det at være sammen? Forholdet mellem forståelse og praksis vil i så fald være afgørende for beskrivelsen. Det er imidlertid en blindgyde at bevæge sig i den retning simpelthen fordi det aldrig vil gå op. Forståelse og praksis kan ikke forenes andet en via et konstrueret udtryk såsom en forstående praksis eller en praksisforståelse. Det er en forsonende orientering der samtidig går decideret imod denne histories bevægelse som er ekstremt søgende. Ikke forsonende men i sit væsen forskelsfokuseret. Hvad sker der når opløsningen er det herskende både på det forstående og begribende niveau men også på praksisniveauet? Hvis vi går fra hinanden? Hvis vi fjerner begrebsrelationerne fra hinanden?

Så snart og så længe den enkelte mener at befinde sig på fællesskabets niveau synes nødvendigheden at være en nødvendighed og tilfældet en tilfældighed. Det forholder sig dog præcist omvendt. I fællesskabet er nødvendigheden et tilfælde. I fællesskabets udenfor er tilfældigheden en nødvendighed. Enhver der virkelig husker barndommens udfordringer, skønner ironien i dette. Fællesskabets tilstand består nemlig af tilfældig institutionalisering og social lagdeling. Det er først på kanten af fællesskabet, at nødvendigheden viser sin nødvendighed. Derfor er de institutionaliserede fællesskaber – og ikke mindst debatten herom – fuldstændig irrelevant, fordi fællesskabet ikke er andet end en tumleplads for mennesker som aldrig har hørt rumlen fra maven, kendt sparket mod hovedet. Det giftige angreb på værdigheden og ulykkens sugende fald driver den enkelte udenfor – ind i hvad der må gøres. Det er helt andre kræfter, skrifter og indtryk som opstår fra dem der trænger. Sådan er denne histories hovedperson. Udenfor og nødvendig.

De fleste fællesskaber indeholder både social indignation og sprælsk oprørstrang, men som oftest i det usynlige eller det holdes i bedste fald skjult bagved betoningen af uigennemtrængeligheden af snurrende kommunikations- og kapitalstrømme. Om det er menneskene selv i fællesskaberne som skaber denne glans af kryptisk og steril væren er vanskeligt at svare på. Måske er det omkringliggende kræfter og omstændigheder som presser menneskene ind i uigennemtrængelighedens vanskæbne. Alt fra den lille følsomhed til de skræmmende begivenheder udlignes for ikke at forstyrre fællesskabets indre liv for meget. I det hele taget er det sociale blevet en overbegloet tilstand. Vi ved alt for meget om hvordan vi hænger sammen; hvordan vi skaber sammenhæng; hvordan vi får konstrueret en kultur; en kontekst. Men vi ved sjældent hvordan vi reagerer når vi møder tvivl og modstand. Her møder vi os selv som vi virkelig er; via tvivlshåndteringen; via reaktionen når vi møder modstand. Dernæst er fokus væsentligt når det vedrører hvad der sker når afstanden fordobles i en hastighed som umuliggør at vi kan fastholde os selv som den samme. Kort sagt; når vi mister os selv; hvilket vi gør når vi mister de relationer som vi blev skabt via. Da bliver vi til en anden. Planen er derfor ikke at skabe relationer – men at ophæve dem. Det er på tide at holde op med at skabe fællesskaber. Forlad.

Man kan læse denne historie som mulighedens tænkning og tænkningens mulighed; følge historien og se hvor uendelig sært og mærkelig man kan tænke uden at den produktivitet som en sådan tænkning frembringer på nogen som helst måde virker på noget andet end den almindelige snusfornufts uendelige strøm af indlysende sandheder. Det er befriende. I al fald om man for en stund suspenderer tanken på al den pågående flittighed og talent som særhedens produktion må være præget af for at kunne passere alle censurinstanserne. Men man kan også læse denne historie som et tegn på der oprør der skaber en bevægelse, som er på vej væk fra et centrum. Som det liv der går på tværs af alt indenfor. En bevægelse der kun går ud på at forlade. Find nødvendigheden – det kan ikke være anderledes.

Når man fjerner sig fra den skoleflinke besættelse af den opsummerende forståelse; fjerner sig fra at forstå gennem egne ord og dermed afskrive, komprimere og sætte på begreber, finder man vanskeligheden ved det at være til som forstående praksis. Kompleksitetshåndtering som ikke bliver en reducerende aktivitet. I det komplekse ligger muligheden og umuligheden for at undslippe tilfældigheden og nødvendigheden som det ukendte og ubetrådte territorium mellem principper og konsekvenser. Stedet uden skriftlige overenskomster udgør en serie af vilkårlige punkter som i sig selv bestemmer linjerne, der kun opstår for at blive forladt. Udenfor er intet det samme. Et relæ hvor det autonome mellemrum hænger sammen med sig selv. Det intermezzo; den passage som er tilblivelsens bevægelse er et udenfor hvis midte aldrig bliver til kultur men altid anderledes.

Fællesskaber udgør dermed intet andet end en operativ funktion, som altid passerer mellem det subjektive og det objektive. De opererer gennem variation, ekspansion, tilfangetagelse og har således ingen punkter eller positioner. Kun linjer – en kurves natur. Fastlagte – repeterende. Riller. Fællesskabets udenfor er således det der tillader passagen mellem det som udtrykker og selv udtrykket. Det indtager samtidig en overordnet abstrakt position, hvorved dets verden er virtuel og går forud for den enkelte. Fællesskaber er derimod mangfoldigheder og deres enhed opstår så snart og så længe en magt tager over i mangfoldigheden. Denne enhed kan imidlertid aldrig overkodes. Den er flad og defineres af dens ydre – fællesskabets udenfor.

Således etablerer fællesskaber uophørligt forbindelser mellem betydningsmæssige kæder, magtfulde organiseringskoncentrationer og omstændigheder relativt til kunst, videnskab og sociale stridigheder. Man kan derfor sige at fællesskabets udenfor udgør netværk af uendelig autonomi. Det er kort over felter og forbinder alle punkter til alle punkter. Det sætter forskellige tegn og ikke-tegns regimer i spil. Det vil sige at fællesskaber kun består af plateauer og linjer. De er ikke-hierarkiske, ikke-henvisende – uendeligt mange centrerede systemer som hverken har begyndelse eller afslutning. Men de er aldrig udenfor sig selv – altid midt i midten. Altid lidt mere mellem tingene som et kunstigt intermezzo præcis der, hvor begivenhederne raser og stiger i hastighed. Her findes fællesskabets tilstedeværelse som et kolossalt iagttagende sammensurium; som deltagelsens massive materie – uden forskel. Fællesskaber er således altid udtryk for en aktiv og midlertidig selektion – som må fornys.

Fællesskabers to fundamentale modi er infleksion og inklusion. Infleksionspunktet er dér hvor der sker noget. Det ekstreme punkt – begivenheden. Inklusionspunktet er den absolutte inderlighed. Da infleksionen altid betragtes fra inklusionens synsvinkel, gælder det om at nå det punkt, hvor det ikke længere er vigtigt at sige jeg. Så er man udenfor. Det er vejen til fællesskabets udenfor. At inkludere sig selv så meget i alt, at man mister sig selv – og ekskluderes. Defleksionen kaster tilbage på konsistensplanet – nødvendigheden. Det gælder derfor om altid at følge det i fællesskabet som er i opbrud, for at finde ud til det nødvendige, ud på den anden side af det indre – gennem sammenbruddet – ud af tilfældighedens spil. Herved rodfæstes et nyt fællesskab gennem at forbinde og gennemtrænge et plan og dermed skabe ny anvendelse.

Fællesskabets udenfor er det som ikke slipper udenom gennem at bevæge sig og samtidig undslipper fællesskabets udenfor ved at stå stille i bevægelsens princip. Helt modsat alle os andre som jo bevæger os hele tiden i frygten for, at hvis vi stod stille ville intet indtræffe for os. På den måde synes en bog om fællesskabets udenfor at hylde bevægelsen, dette uanset tekstens egen forsikring om at hyldesten ikke er tilfældig, at undslippelsen og indfangelsen er gensidige, måske endda komplementære, at det ene ikke kan tænkes uden det andet. Det er nemlig præcis udvekslingen som er det centrale, men ikke udvekslinger i strukturel forstand men i lokal forstand, som noget altid enestående. Fællesskabets udenfor ligger i rummet mellem to linjer. Det der kendetegner et sådant rum er at det aldrig er mærket, struktureret, at det aldrig tvinger bevægelserne i bestemte retninger, bremser dem, accelererer dem. På samme måde som man ikke kan gå linjeret igennem skoven uden at komme til skade kan man heller ikke tænke ved at følge de spor der allerede er lagt ud i forvejen.

Fællesskaber er dem der danner kæder af spor og retningslinjer, bemægtiger sig monopol på linjerne af rummet, tankens baner, de monopoliserer fornuften, eller presser lige og ulige ind i den autoriserede tankes form; magten til at holde andre tilbage eller udslette dem. Dette repræsenterer en næsten umulig udfordring for den frie tanke. Den hierarkiske orden er blevet afløst af den flade orden, hvor alles etos stiller op i ærens turnering. Vi er blevet sluppet løs på hinanden som konkurrenter på et frit marked, alle går på akkord, alle sprænger akkorden, ingenting afsluttes nogensinde, fra eksamen til evigtvarende videreuddannelse. Frygten for ulydigheden er erstattet af frygten for ikke at være begejstret nok, frygten for ikke at skrige af glæde over muligheden for at kunne bidrage med sine kræfter og derved tilføre hastighed i en forhastet verden.

Mærket

Titlen på denne bog udspringer fra oplevelsen af at være udenfor samt den mere akademiske ambition om, at beskrive filosoffens og filosofiens funktion i moderne fællesskaber. Oprindelsen til ideen om at filosoffen bliver udenfor i fællesskaber, der styres af kapitalens strømme, dvs. betoner omsætning og umiddelbar relevans og samtidig bevarer filosofi, som om det var en bog, fordi det nok er meget interessant, markerer og udgør på en og samme tid hovedpersonens skæbne og situation. Hvor end han søger i samfundet finder han sig udenfor. Bogen er et udtryk for hans konstante oplevelse af ikke at føle mig hjemme, hvor end han befinder sig i sin dagligdag. Som han efterhånden får arbejdet sig igennem mentale labyrinter og psykiske eksplosioner forstår han imidlertid, at han faktisk ikke er den eneste der har det sådan.

I 20 år befinder han sig i en indædt søgen efter noget han knap nok tør kalde sig selv, livet eller virkeligheden. De syv af årene foregår på filosofi-studiet på Københavns Universitet, dog ikke udelukkende indelukket bag disse mure i støvede bøger og stive korridorer. Han går samtidig på oprigtig, forvirrende udkig i forskellige terapi-former, på ærbødig jagt i Zenklostre, på selvhøjtidlige og forføriske selv-udviklingskurser, inddrager sig selv i til dels selv-pineriske danse- og teater-ensembler, der i kunstens, magiens og selvforførelsens navn kan få én til næsten hvad som helst, samt ikke mindst de fascinerende og sagnomspundne esoteriske sekter og bevægelser. Fællesskaber der markerer et udenfor indenfor fællesskabers mangfoldighed.

Efterhånden som tiden går, falder disse fællesskaber imidlertid fra ham, samtidig hermed falder han helt udenfor og finder intet andet end en løssluppen identifikation med afsindige guruer, filosoffer, yogier, hekse, troldmænd og åndelige mestre. Der sidder han så i en overbevisning om, at han vitterlig forstår, hvad disse mennesker siger, har set og ønsker at videregive til menneskeheden. Ikke fordi de som sådan vil få noget for det (andet end måske lidt penge og opmærksomhed), for hvad er noget i forhold til det sted, de er faldet hen til og i forhold til hvad de vitterlig har gennemgået og opgivet. Han er blevet forelsket i dem, disse egensindige væsener, der - når alt kommer til alt - blot starter ud som ihærdige og inderligt søgende sjæle, der såmænd blot gerne vil forstå, hvad alt dette her - kaldet livet - nu engang er for noget. Denne inderlighed er han forelsket i, denne gennemførte ihærdighed og vilje til indsigt, denne fundamentale undren markerer og udgør lige præcis dér, hvor filosofien har sit hovedsæde, nemlig i det afsondrede hjerte - i og med kærligheden til indsigt.

Han er derfor om noget andet spaltet imellem en teknologisk dagligdag, bevægende sig på bruger-over-fladen med tale om internet, kulørte magasiner, trends og så den der new-age-mentalitet, der i sin dagligdag ikke har hold i andet end skjulte oprør med forældre, egoets lyst til at udstille sig og være anderledes. Men i den skizoide bevægelse vokser langsomt oplevelsen frem, at hans søgen er endt, men at det dermed ikke er slut. Nu begynder det for alvor. Nu skal den sandhed, det udenfor, der er fundet på en eller anden måde bruges til noget. Han bliver optaget af at arbejde; af at befinde sig på den afgrundsdybe grund og være beredt på at støtte kommende sjæle i et stadigt voksende samfund, med en stadig voksende afsindighed og manglende fællesskabsfølelse. Hvordan skal han dog gebærde sig? Så er det at historien griber ham i et nyt lys. De 20 års erfaringer - som hans søgende 20'ere og 30’ere udgør – må på en eller anden måde bruges til, at skabe nye fællesskaber – udenfor.

Igennem hans artikel; filosoffens fallit går det op for ham, dvs. erkender han endelig, at der ikke ligefrem skiltes efter en filosof. Det er en opdagelse, der udover at ryste ham, får ham til at tage sig sammen. For hvad fortæller det ikke om samfundet, om studiet på KUA, om den jævne og lærde opfattelse af filosofi. Samtidig erkender han, hvordan man skal gøre for i én bevægelse både at disponere sit liv forkert og samtidig fastholde sin selvhøjtidlighed på maksimum. Ultimativt er spørgsmålet i al sin enevælde: hvorfor er der ikke brug for postmoderne guruer, dvs. mennesker der har gransket så meget i sig selv, livet og virkeligheden, det værende sig mentalt, psykisk og kropsligt og ligefrem spirituelt, astralt og ikke mindst mystisk? Hvorfor er der ikke brug for noget udenfor? Det fortæller noget om en almen splittelse mellem teknologien og det der kan betegnes som den holistiske new-age-bølge. Når man ser sig omkring og møder mennesker som Holger Bech Nielsen (den førende fysiker - i verden måske), betragter det stigende behov for psykoterapi, lytter til, hvad fag-filosofien ikke vil vide af (jvf. spirituelle kriser og anden new-age hurlumhej), forstår han vitterlig ikke, hvorfor et postmoderne samfund ikke vil vide af filosoffer. Og dog, så er det netop karakteristisk for de postmoderne fællesskaber og individer, at det/de selv indeholder sandheden, at ingen anden skal komme og fortælle det/dem, hvordan det i virkeligheden hænger sammen - udenfor.

Man kan bemærke, at det som sådan heller ikke er filosoffens rolle, men man må dermed ikke glemme, at en filosof i hvert fald ikke burde være et menneske, der blot gør andre endnu mere forvirrede i sin selvforherligelse af sin viden og i sin selv-forglemmelse i sproget, men at en filosof om nogen anden er ekspert (på linje med datalogens ekspertise indenfor datalogien) i kærligheden til indsigt. Det er med disse ovennævnte kort skitserede bevæggrunde at nærværende bog tager sit udspring og dermed forsøger at bidrage med en ulødig, uanvendelig og uforståelig gennemgang af noget, der kan føre til en opklaring af nogle yderliggående bevægelser i fællesskaber; føre til en ophævelse af herskende gordiske tankekors – men først og fremmest bidrage til en fornyet debat om kursen, hvorpå så mange mennesker går under – indenfor.

Bogen bestræber sig på at foregribe en kommende tid, hvor søgende og