Paradiset i Nordsjælland: Jorder, haver, krat & fiskerier ved abbediet i Esrum

By Jens Ove Trans

Med Bernhard af Clairvaux som foregangsmand havde cistercienserordenen udviklet sig fra at være en samling burgundiske landklostre til at blive et europæisk fænomen, der satte sit tydelige aftryk på magtpolitikken i middelalderens Europa.

Cistersienserne var ofte lærde og veluddannede mennesker fra de bedre lag i samfundet, og derfor appellerede de til de herskende klasser, der ønskede at knytte tættere bånd mellem verdsligheden og gejstligheden i det nye Europa.

Cistercienserne i Esrum lagde stort an. De planlagde fra begyndelsen at opføre et prægtigt klosterkompleks efter forlæg fra moderklosteret i Clairvaux, og munkene ser i det store og hele også ud til at være lykkedes med deres forehavende, således at Esrum i højmiddelalderen var et af de største og mest betydningsfulde klostre i Norden.

Et af cisterciensernes klare formål var at efterleve Benedikt fra Nursia's regler om ligeligt at bede og arbejde, hvilket fik dem til at opdyrke klosterområdet og abbediets jorder med deres egne hænder, og skabte på denne vis jorder, haver, krat og fiskerier til selvforsørgelse. Allerede fra 1180'erne er munkene i Esrum lykkedes med at anlægge de nødvendige haver til at forsyne et af de nærliggende klostre med frø, stiklinger og podekviste, hvilket gør abbediet i Esrum til en af de ældste planteskoler på dansk jord.

Det kolossale arbejde med at opføre klosteret, anlægge haverne og vandsystemet fik munkene i Esrum til at engagere sig som landskabs- og havearkitekter. Munkene i Esrum ønskede at genskabe paradisiske tilstande i klosteret, og forsøgte at anlægge deres haver ud fra forbilleder i de bibelske skrifter, selvfølgelig med Edens have og Guds egen by, Jerusalem som de fornemmeste eksempler.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 3, 2018
• ISBN: 9788743005407

Jens Ove Trans

Jens Ove Trans er født i 1972 i Smidstrup Strand. Uddannet som arkæolog og anlægsgartnerassistent. Jens Ove Trans har gennem nogen tid arbejdet som freelance forsker og forfatter, og har i de senere år udgivet en række bøger om havehistoriske emner, og nu også lokalhistorie med et særligt fokus på de arkæologiske aspekter.

Book preview

Indholdsfortegnelse

Indledning

Indledning

1. bog

De videnskabelige undersøgelser

1.del

De arkæologiske undersøgelser

De arkæologiske undersøgelser

De botaniske undersøgelser

Planteliste

De rekonstruerede urtegårde

Broder Stefan

Sorø Kloster

Mortens tegning

Stephanius' beskrivelse

Resens Atlas Danicus

Sorø Klosters Brand

Latinsk tekst

Dansk oversættelse

Idealplan af et cistercienserkloster

2. del

Det europæiske kildemateriale

Skt. Gallen

Fratergården

De syge munkes og novicernes gårde

Herbariet

Abildgård og gravplads

Hortus

Hortulus af Walahfrid Strabo

Christ Church, Canterbury

Fratergården

Havekomplekset i nordøst

Herbariet

Kirkegården

Gårdhaven ved refektoriet

Haverne i landskabet

Vandsystemet

En beskrivelse af Clairvaux

Om anlæggelsen af en lysthave (Viridariorum)

Albertus Magnus’ lysthave

3. del

Jorder, haver krat og fiskerier

Jorder, haver, krat og fiskerier

Jorder

Haver

Krat

Fiskerier

Vandsystemet i Esrum

Det rindende vand og den smukke stenbro

2. bog

Esrum Klosters haver

1. del

Gårdhaverne

Haverne i Bibelen

Fratergårdene i Esrum

Fratergården

Lægbrødrenes gård

Abbedens gård

Albertus Magnus' lysthave

Abbedens abildgård i Øm

En tur ud i haven

De kvadratiske gårde

Det rolige vand & det flydende vand

Det springende vand

Kirkegårdene

Kirkebygningen i Esrum

Paradisgården

Kirkegården

Abildgårde

Havedøre og dødeporte

Urtegårdene

Herbarium

Hortus

Havemure

Henrik Harpestrengs urtebøger

Humlegårde

En vinterhave

2. del

De landskabelige haver

De landskabelige haver

Munken gik i enge

Ude i Guds frie natur

Begyndelsen på et anlægsprojekt

Anlægsmaterialerne i Esrum

Munkene på stier og trapper

3. bog

Vingårde

Vingårde

Vin i Det Gamle Testamente

Vin i Det Nye Testamente

Livet i askese

Vingårdene ved Christ Church i Canterbury

Beretningen fra Clairvaux

Cistercienserordenen blomstrer op

Cistercienserne ankommer

De franske vingårde

Vingårdene indføres til Danmark

De sjællandske vingårde

Vingårdene i de nordsjællandske landskaber

Privilegiebrevet år 1227

Vinkælderen

Vinkælderen i de danske klostre

Afrunding

Fra klosterhaver til slotshaver

Litteraturliste

Billedliste

Indledning

Svaleurt (Chelidonium majus)

Indledning

Den rå og til tider barbariske vikingetid havde ikke skabt forudsætningerne for, at vi som danskere havde slået os på at skabe en dyrkningskultur, der kunne betegnes som egentlige haver. I stedet havde vikingetiden skabt en identitet af krigsførende bønder, der var travlt beskæftiget med at holde det kristne Europa stangen, både ved at forskanse sig bag enorme volde ved de danske grænser, som først og fremmest kommer til udtryk ved Dannevirke, der siden 700-tallet havde fungeret som en grænse mellem det kristne Europa og det hedenske Norden, og ved at danskerne satte offensivt ind ved at drage i viking og udsætte flere af de kristne bastioner for angreb.

Denne vekselvirkning af konstante krige har ikke været gavnlig for den danske havekultur, der ikke kan have nydt godt af de landvindinger, som kristendommen havde formået at frembringe i de europæiske lande, hvor befolkningen allerede havde omfavnet budskabet om at føre et kristent liv.

Middelalderen var skabelsen af en ny tid. Borte var den krigeriske vikingetid, hvor befolkningen ustandselig var i krig, og i stedet skulle freden regere ved, at det kristne budskab fæstnede rødder i befolkningen.

Men selvom vi for eftertiden kan stille os til doms og beskrive middelalderen som en tid, hvor kristendommen slog igennem og fik betydning for hvermand, var det ikke altid freden, der vandt.

Det er intet under, at en rejsende til vore lande har fundet landskaberne øde for en havekultur, som vi er bekendt med fra det centrale Europa, da budbringerne af den nye tid, kun har trådt i den danske muld med varsomme skridt. Missionærerne måtte tilbringe godt 200 år i landet med at prædike det kristne budskab, førend det for alvor slog igennem ved indførelsen af kristendommen som statsreligion i tiden omkring det forrige årtusinde skift.

De tilrejsende kristne munke må have haft et kendskab til den blomstrende havekultur fra de sydligere egne, men de har ikke haft mulighed for andet end at berette om de storslåede haver og fremvise eksemplarer på væksterne som et led i deres mission. De har i de sparsomme omgivelser, som deres missionsvirksomhed til tider fandt sted i, ikke haft mulighed for at anlægge egentlige haver.

De første klostre på dansk grund rejser sig først godt 50 år efter, at landet har taget en ny tro, og det i de egne, hvor missionsvirksomheden har været mest fremtrædende, i de grænsenære egne.

I det følgende århundrede rejser kloster på kloster sig op fra den danske jord, og gøder på deres vej mulighed for befolkningen til at leve et kristent liv.

I den første tid er det hovedsageligt benediktinerklostre, der skyder op, og benediktinerne var ikke ukendte med at anlægge haver, og vi må da også være denne orden taknemmelig for, at vi har kendskab til den europæiske havekultur, som den formede sig i den tidlige del af den kristne Middelalder.

De mange nye tilrejsende munke, der i det nye årtusinde har set mulighederne i at bosætte sig i Norden for at efterleve deres kristne værdier, har naturligvis også bragt en viden om havekulturen med sig til de nye egne og må have haft til hensigt at lægge frøene til en spirende havekultur, som den formede sig på det europæiske kontinent.

I den første tid må vi dog antage, at munkene har været travlt beskæftiget med at missionere ude blandt befolkningen og opbygge deres klostre, hvorfor vi ikke har nogen nævneværdig viden om deres havekultur fra dette tidspunkt af kristendommens historie.

Benediktinermunkene har ikke vandret omkring i armod og tigget sig til det daglige måltid. De havde som gode ordensbrødre til hensigt at bygge en fornuftig og reglementeret klostertilværelse i trygge omgivelser inde bag murene til deres klosterområder.

De må også i den udstrækning, som det har været dem muligt, have været beskæftiget med at anlægge haver, så de kunne opretholde livet. Men det er ikke sandsynligt, at benediktinermunkene inden for det første århundrede har formået at udvikle en havekultur til de højder, som der er kendskab til fra det øvrige Europa. I stedet synes deres tilstedeværelse at antyde, at de har anlagt de mest nødvendige haver.

Allerede mens de danske benediktinermunke var i færd med at lægge grundstenene til deres klostre, kunne de ikke have været uvidende om, at der ude i Europa var sat en række reformbevægelser i sving, der på sigt kunne få konsekvenser for deres liv. En af de mest populære reformbevægelser fandt sted i det franske kloster i Cluny, og disse munke må have været en motivation for, at en skare af munke i 1098 på ny brød ud fra det eksisterende fællesskab i benediktinerordenen for at stifte deres egen forsamling af munkebrødre i de uvejsomme egne i Citeaux.

Munkene i Citeaux havde brudt med den gamle orden i en sådan grad, at de måtte stifte en helt ny orden, hvorimod munkene fra Cluny forblev benediktinermunke.

Det radikale brud med de gamle sædvaner kommer først og fremmest til udtryk ved, at de fraflyttende munke ønsker at leve et mere asketisk og nøjsomt liv, end det ellers synes at have præget benediktinermunkene på dette tidspunkt.

Esrum Klosters bygninger fra 1300- og 1400-tallet set mod nord og fotograferet i 2014.

De eneste tilbageværende bygninger af det middelalderlige Esrum Kloster husede de syge munke og den stedlige abbed, samt klosterets toiletfaciliteter.

Esrum Sø set og fotograferet mod sydvest i 2014.

Ved bredderne af søen har de nytilkommende munke sikkert stået og forestillet sig udseendet af det kloster de havde i sinde at opføre.

Den ændrede livsopfattelse kommer til udtryk ved, at munkene er vandret ned fra højderne. De ønskede ikke længere at bo på tinderne i landskabet, men ønskede i stedet at skabe deres eget liv i uvejsomme egne nede i dalene, hvor de kunne opdyrke landet.

Med udgangspunkt i moderklosteret i Citeaux har cistercienserne helt fra begyndelsen haft et særligt øje til landbrugsdriften, hvilket har faldet munkene helt naturligt, da de har været nødsaget til at inddæmme de sumpede egne ved deres kloster for overhovedet at kunne bebo stedet.

De frugtbare egne og en overflod af vand har øvet en betydelig indflydelse på skabelsen af cisterciensernes identitet, et islæt der ikke synes at slippe sit tag i munkene, selvom den nye orden med tiden ændrede livsstil.

Det er svært at afgøre, om det var tilsigtet, men cistercienserne opnår en sådan medvind, at ordenen inden for ganske få år har stiftet en række klostre i den franske Bourgogneregion.

Ånden fra Citeaux levede videre, ikke blot i de øvrige klostergrundlæggelser i Bourgogne, men den bredte sig også med den omsiggribende grundlæggelse af klostre ud over Europa.

Derfor ser vi, at den forsamling af munke, der rejste til de øde egne ved bredderne af Esrum sø ikke havde glemt deres ophav, da de begyndte opførelsen af deres kloster i 1151, kun godt 50 år efter, at de første cisterciensermunke så dagens lys.

Det har ikke været muligt for de tilrejsende munke at vælge og vrage mellem egnede landskaber for deres nye kloster. I stedet havde de måtte tage til takke med at overtage et ældre kloster for benediktinermunke. Men i Esrum har de fundet de rette betingelser for at indrette en munketilværelse helt efter deres forskrifter ved at gøre nytte af de frugtbare egne, der udsprang af den nærliggende Esrum sø.

1. bog

De videnskabelige undersøgelser

Bulmeurt (Hyoscyamus niger)

1. del

De arkæologiske undersøgelser

Vajd (Isatis tinctoria)

De arkæologiske undersøgelser

De arkæologiske undersøgelser, som i den moderne videnskabs navn har formet vores forståelse af klosteret i Esrum, har i de hen ved 135 år, hvor klosteret har været genstand for arkæologiske undersøgelser, kun fremdraget en ganske lille del af de bygningsværker, der i middelalderen udgjorde et af vore mest betydningsfulde klostre, moderkloster til klostre i Danmark, såvel som det nærmeste udland.

Ved reformationen, da magthaverne konge og adel skulle træffe en afgørelse om klosterets skæbne, valgte man at nedrive klosteret og anvende bygningsmaterialerne andetsteds. De eneste bygninger, der fandt nåde for nedbrydningsarbejdet, var bygningerne med infirmeri, toiletter og abbedens bolig, samt en nu nedrevet længe nordøst for denne bygning, der bl.a. husede et bryggers.

Bygningerne med infirmeri, toiletter og abbedens bolig står endnu og har overlevet de omskiftelige tider med kongeligt stutteri, statens og amtets ejendom, og på det seneste som museum. At dømme alene ud fra disse bygninger, der kun har udgjort en mindre del af klosterets hovedbygninger, har den centrale del af klosteret været et stort bygningskompleks. De udgravede dele efterlader endda et indtryk af, at klosteret har været ganske stort, og helt særegent efter danske forhold.

Sagkundskaben har indtil videre først og fremmest været fokuseret på den enorme kirkebygning. De arkæologiske undersøgelser har fremdraget dele af kirken, nok til at erkende dens form og udseende, der viser, at kirken har set ud omtrent som moderkirken i Clairvaux, om end det er tvivlsomt, om kirken har været opbygget i den fulde længde på omtrent 104 meter, hvilket ville have gjort den til den længste kirkebygning i det middelalderlige Danmark.

De øvrige bygninger i hovedanlægget er kun fremdraget i dele og detaljer, men nok til at vise, at også hovedanlægget har været et helt specielt bygningsværk efter danske forhold.

Udstrækningen af østfløjen med munkenes opholdsrum er erkendt, ligesom arkæologiske undersøgelser har afdækket betydelige dele af sydfløjens opbygning, hvor køkkener og spisesale har givet rum for munkenes måltider. De resterende dele af klosterets bygninger er kun afdækket i detaljer, men rigeligt til at bestemme fratergårdenes form og udseende.

Den arkæologiske sagkundskab har dog, baseret på de bevarede bygningsværker og de arkæologiske undersøgelser, lykkedes med at rekonstruere store dele af hovedanlægget, så det er muligt at få et indtryk af klosterets imponerende størrelse med udgangspunkt i de sædvanlige fire fløje.¹

Prospekt af Esrum Kloster udgivet i Resens Atlas Danicus anno 1677.

Esrum Kloster i omdannet skikkelse, men dette til trods et ihærdigt forsøg på at fremstille klosteret fra tegnerens hånd.

Christian den fjerde havde i sin ungdom været på fornøjelsestur til Esrum. I den latinske stil skrevet af prins Christian som et memorandum over besøget skriver han dette om Esrum: "en udmærket helligdom, da den stod i flor", men den var svær at få øje på af Christian "for den var næsten helt ødelagt". Næsten intet af det forhenværende kloster var bevaret i år 1585, omtrent 27 år efter, at de sidste munke havde forladt klosteret (Hertz 1997, side 43). Vandløbet, der snor sig gennem gården er et levn fra den tid, hvor cisterciensermunkene boede i Esrum. Selvom vandløbet skulle lede vandet til og fra bygningerne kunne det i sagens natur havde været helt eller delvist overdækket.

En af forudsætningerne for at opfatte Esrum Kloster som hjemsted for et af de største hjemlige centre for havekulturen i middelalderen er, at klosterets udstrækning har været af sådanne proportioner, at de mange haver, bevoksninger og fiskedamme, som er nævnt i de skriftlige kilder, og som har været normen ved cistercienserklostrene, har haft tilstrækkeligt med plads at udfolde sig på.

Der er af murpartier kun konstateret en del af en mur nord for kirkebygningen, og de sumpede arealer lige uden for muren har givet anledning til en opfattelse af, at denne mur har afgrænset klosterområdet som ét hele, hvilket har vist, at klosterområdet kun har været af et omfang, der har begrænset sig til området omkring hovedbygningerne, dækkende et areal på hen ved 23.000 kvadratmeter.

De bygningsdele og murpartier, som er kommet for dagens lys gennem de videnskabelige undersøgelser af klosteret, har fortrinsvis været centreret omkring hovedbygningerne, hvor munkene har levet en stor del af deres daglige liv, men selvom disse bygninger også kan betragtes som et særskilt område af klosteret, er det misvisende at opfatte dette område som hele klosterområdet, da samtlige bygninger og udearealer inden for klostermuren må betegnes som klosterområdet.

En lidt kedelig tvist er her opstået mellem den arkæologiske sagkundskab og amatørarkæologien, der har resulteret i en manglende erkendelse af klosterområdets faktiske størrelse.

Allerede i slutningen af 1800-tallet havde en lokal amatørarkæolog, Martin Olsen fra Esbønderup, gennem mange undersøgelser fremdraget og kortlagt store dele af klosteret, og navnlig klosterområdet viste sig at have et omfang, der var betydeligt større end vor opfattelse af klosteret i nutiden.

At Martin Olsens undersøgelser ikke er taget til indtægt skyldes måske, at han til forskel fra de øvrige arkæologer, som arbejdede ved klosteret, var amatørarkæolog, selvom han gennem længere tid arbejdede sammen med eksperterne om at undersøge klosteret.

Navnkundige arkæologer som professor J. Kornerup, professor J. B. Løffler og arkitekt C. M. Smidt har gennem årene forestået arbejdet med at undersøge klosteret. Den strenge disciplin, der har præget faget, gør, at videnskaben kun har taget det til indtægt, som er bevisligt. Derfor er det ikke vanskeligt at forestille sig, at Martin P. Olsens undersøgelser er blevet draget i tvivl, da de ikke har været underkastet de samme normer for arkæologiske undersøgelser, som undersøgelserne af de nævnte fagfolk.

Amatørarkæologen Martin P. Olsens tegninger af Esrum Kloster.

Da jeg ønskede Underretning om, hvor det Gamle Kloster havde ligget, fortalte han, at den ligefor Kroen liggende store Fængselsbygning mentes at være det berømte Kloster, men ellers hed det sig, at krobygningen, hvor vi nu sad, laa paa Klosterets fordums Havegrund (Petersen 1909, side 29-30). Oplysningerne om klosteret er videregivet af Gæstgiver Teisner fra kroen i Esrum som J. Magnus Petersen besøgte som et led i sin fodvandring i Nordsjælland i år 1847.

Amatørarkæologen Martin P. Olsens tegninger af Holmebo og Esrum Kloster

Den arkæologiske videnskab var endnu i sin vorden, da J. Magnus Petersen var på sine fodrejser gennem Nordsjælland. Fagarkæologerne var sig bevidste, at Esrum Kloster var en af Danmarkshistoriens fornemmeste mindesmærker, og derfor beskæftigede de sig indgående med dette kloster.

Den videnskabelige opmærksomhed, der tilfaldt klosteret må have affødt en gryende interesse for Esrum Kloster hos lokalbefolkningen, der gerne ville være behjælpelig med at fremlægge deres viden om klosteret.

Hr. Olsens tegninger er dog overordentlig gode og bærer præg af et solidt kendskab til klosteret, selvom både han og fagfolk, gennem den indledende fase af de arkæologiske undersøgelser, har taget fejl af hovedbygningernes placering, hvilket kan have været medvirkende til at så tvivl om troværdigheden af hans undersøgelser generelt.

På de bevarede tegninger fra hans hånd er det muligt at udlede størrelsen af klosterområdet og også tilstedeværelsen af interne murforløb, der kan have rummet haver. Det forekommer også at være unøjagtigt, at klosterområdet i Esrum ikke har været af en vis størrelse, betydeligt større end den faglige viden lader forstå.²

Det synes hævet over enhver tvivl, at Esrum Kloster har været et betydeligt kloster med mange prægtige bygningsværker, men derimod synes vores opfattelse om klosterområdets udstrækning at trænge til en revision. Det må have sin rigtighed, at klosteret har haft en udstrækning svarende til dets bygningsværker!

Sorø Kloster er i modsætning til Esrum bevaret for eftertiden i et noget større omfang, ligesom der har været foretaget betydeligt flere arkæologiske undersøgelser ved klosteret, således at der til trods for de omskiftelige tider foreligger et ganske solidt kendskab til klosterets udseende i middelalderen.

Klostermuren er ikke bevaret i hele sin udstrækning, men sammenholdt med det kort over Sorø, som Peter Hansen Resen lod fremstille i 1677, er det muligt at opfatte klosterområdet i sin helhed og samtidig danne sig et overblik over de mange bygninger og haver, der udgjorde klosteret i middelalderen.

Ved Sorø Kloster har klostermuren udelukkende markeret den fysiske grænse mellem klosteret og de nærmeste omgivelser, men munkenes mange besiddelser har strakt sig ud over hele øen Sor, hvor særligt de nærmeste arealer tilsyneladende har været udlagt til eksterne haver.

Bygningerne ved Sorø Kloster er opført i noget mindre dimensioner end klosteret i Esrum, men tilsyneladende har klosterområdet i Sorø, ifølge sagkundskaben, været en del større end klosterområdet i Esrum!

Rekonstruktion af abbediet i Esrum tegnet i 2014.

Infirmeriets og abbedens bygninger står for størstedelens vedkommende endnu. De arkæologiske undersøgelser har afsløret udstrækningen af kirken og klosteret, samt spredte murpartier.

Udstrækningen af abbediet er endvidere rekonstrueret på baggrund af historisk kildemateriale, øjenvidneberetninger, amatørarkæologiske iagttagelser, samt sammenlignelige studier af samtidige abbedier af cistercienserordenen.

Sikkert har klosterområdet i Esrum været betydeligt større end i Sorø, set i henhold til bygningernes dimensioner. Derved har klosterområdet i Esrum ikke begrænset sig til arealerne ved hovedbygningerne, men har bredt sig ud i det nærmeste landskab.

En af årsagerne til den videnskabelige tilbageholdenhed med at erkende klosterområdets faktiske størrelse har været, at cistercienserne oplevede en nedgangsperiode fra midten af 1200-tallet, der strakte sig nogen tid frem, og dette kunne have indvirket på munkenes lyst til anlægge bygninger og haver, eftersom denne periode generelt satte byggerierne af klostrene i bero. Men i 1100-tallet, da udstrækningen af klosteret i Esrum planlagdes, har man selvfølgelig ikke skelet til, at byggeriet med tiden måske måtte indskrænke sig, som følge af ugunstige tider, men har udlagt klosterområdet i hele sin udstrækning.³

Sorø Kloster er et af de klostre, hvor bygningerne for en stor del fik lov at stå, selvom munkene flyttede ud. I og med at bygningerne er bevaret, har også haverne fået lov til at blive på stedet, selvom haverne har fulgt tidernes mode og er forvandlet fra deres oprindelige ophav i munkekulturen til tidernes skiftende behov. Derfor ses kun ganske lidt af cisterciensernes havekultur endnu ved Sorø Kloster, men tilsammen med klosterområdet udgør de bevarede bygninger en storslået kulisse til forståelsen af haverne i middelalderen.

Ganske anderledes forholder det sig med Esrum Kloster. De bevarede bygninger og udgravede bygningsdele har indtil videre end ikke ført til den fulde forståelse af klosterets omfang, og langt værre har man været stillet med hensyn til havekulturen, da der ved det forhenværende kloster kun er fundet en håndfuld reliktplanter, der kunne vise hen til, hvilke planter munkene har dyrket.

Ydermere har arkæologer og botanikere ikke sat deres lid til, at de oplysninger, der findes i de skriftlige kilder, kunne være sandfærdige, men har valgt at forklejne havekulturen, selvom den ud fra de skriftlige kilder har været imponerende og normsættende for hele den danske middelalder.

Indtil for ganske nylig har forskerne været af den opfattelse, at haverne ved de danske cistercienserklostre fortrinsvis har bestået af urtehaver, både læge- og grøntsagsurter, selvom der har imidlertid også været vished om, at kirkegården og abbedens gård har fungeret som en art haver i middelalderen, men undersøgelserne af disse haver har, til forskel fra de udmærkede undersøgelser af urtegårdene, været mangelfulde.

Alt i alt har det manglende kendskab til cisterciensernes havekultur ført til en overdreven forsigtighed med hensyn til at forstå omfanget, der ellers synes at fremgå af de skriftlige kilder.

Forskningen har gennem årene fortrinsvis været fokuseret på ordenens og bygningernes historie, mens emner som havebrugshistorien knap nok har været berørt.

De botaniske undersøgelser

Nyere undersøgelser af planteforekomsten ved det middelalderlige Esrum Kloster har ifølge botanikeren Johan Lange afsløret, at en række reliktplanter har overlevet de seneste århundreders tumultariske tilværelse, og således er der endnu ved de tilbageværende bygninger fundet en bevoksning af bulmeurt, skarntyde og filtbladet kongelys, og ganske nær bygningerne er yderligere fundet forekomster af sødskærm, svaleurt og martsviol. Ældre undersøgelser fra 1700-tallet kan supplere rækken af reliktplanter med tilstedeværelsen af vaid, der i vore dage er udryddet fra området.

Johan Lange nævner endvidere i sin artikel, De tidligere haver og bevoksninger ved Esrum Kloster og deres historier, at der både har været haver og bevoksninger ved Esrum Kloster, et kendskab han har erhvervet ud fra privilegiebrevene, men de sparsomme fund af reliktplanter ved klosteret gør det mere end vanskeligt at opfatte det egentlige omfang af haverne.

Det generelle kendskab til urtehaverne er fortrinsvis