Lyngby Kirke

By Vini Madsen

Lyngby kirke er en 'skrivelse', der fortæller om Lyngby kirke, og da Lyngby kirkes historie i mange år er knyttet til Lyngbygård, hører der også hertil en fortælling om Lyngbygårds ejere gennem tiden. Hvad der ellers fortælles om, er et valg, hvor der er lagt vægt på de levende fortællinger, og ikke så meget de konkrete oplysninger, for dem kan man læse i Nationalmuseets Danmarks kirker, bd. 18.

Lyngby kirkes historie går tilbage til første halvdel af 1100-tallet, og kirkens tilblivelse skyldes stærke lokale personer, ligesom man i dag finder stærke lokale personer, der værner om kirken og styrker dens liv og vækst, så den på trods af at høre til i et af de mindste sogne, stadig er en levende kirke, som bruges i glæde og sorg og almindelige dage. Og bagved det hele ligger en taknemmelighed og stolthed over, at det forholder sig således - ja, og et stort ønske om, at sådan må det også forsætte fremover.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Nov 13, 2020
• ISBN: 9788743064886

Vini Madsen

Det har været mig en stor glæde at skrive denne bog om den kirke og det sogn, hvor jeg har boet og arbejdet den længste periode i mit liv. I 1992 blev jeg således præst i Borum og Lyngby sogne, efter et år som hjælpepræst i Lyngå, Skjød og Lerbjerg, og har siden da boet i den smukke præstebolig i Borum. Ved siden af de to sogne har jeg arbejdet i 4 år i Tilst-Kasted, 4 år i Vejlby, 15 år i Harlev-Framlev og siden 2015 i Fårup-Sabro. Under studiet var mit interessefelt forholdet mellem teologi og naturvidenskab, som jeg skrev prisopgave om. Som præst har det været vigtigt for mig, at finde historien bag Borum og Lyngby kirkers tilblivelse. Det har vist sig at være to meget forskellige men meget spændende historier, hvilket jeg også håber læserne synes. Vini Madsen er uddannet tosproglig korrespondent (engelsk og tysk), Exam.art. i filosofi og Cand. theol.

Book preview

Indholdsfortegnelse

Indledning

Ejere indtil selveje 1927

Ring Kloster

Gertrud og Gunni Albertsøn

1536 Kronen

1579 Kong Frederik II til Anne Skram

1612 Anne Skram og Christen Munk til Marie Below

1651 Marie Below og Christian Holck til Ide Daa og Christian Urne

1655 Ide Daa og Christian Urne til Anshelm von Podewils

1681 Anshelm von Podewils til Hans Mogensen Arenfeldt

1686 Hans Mogensen Arenfeldt til Johan Arent Althalt

1728 Johan Arent Althalt til Christen Johansen Althalt

1734 Christen Johansen Althalt til Johan Arent Christensen Althalt

1766 Johan Arent Althalt til Anne Elisabeth Lassen Althalt

1808 Anne Elisabeth Lassen Althalt til Thøger Lassen Althalt

1826 Thøger Lassen Althalt til Johannes Friis

1874 Johannes Friis til Johannes Friis

Lyngby kirke og Lyngbygård efter Friis’erne

Lyngby kirke

Kirkegården

Friiserhøjen

Kirkebygningen udvendig

Døre

Vinduer

Tag

Tagrytter

Kirkeklokke

Kragsten

Kirkebygningen indvendig

Våbenhus

Løveportalen

Gertrudstenen

Trægravminde for Ane Maria Nielsdatter

Skib og kor

Rytterbilledet

Andre kalkmalerier på nordvæggen

Senromanske kalkmalerier

De indre karmes udsmykning

Skibets sydvæg

Skibets østvæg

Koret

Althaltepitafet

Gravflise og krypt

Alter

Alterbord

Akvamanille

Helgengrav

Alterbordspanel

Alterdug

Altertavle

Alterskranke

Altersølv

Kalk

Disk

Vinskummeske

Oblatæske og vinkande

Alterstager

Den syvarmede lysestage

Krucifiks

Døbefont

Dåbsfad

Dåbskande

Fontelåg

Kirkens stole

Prædikestol

Stoleværker

Degnestol

Herskabsstole

Øvrigt inventar

Klingpung

Pulpitur og orgel

Salmenummertavle

Lysekroner

Ligbåre

Præstetavle

Lysfad

Afslutning

Litteraturliste

Billedfortegnelse

Indledning

Lyngby kirke og landsby ligger mod øst bag Glamhøjs bakkedrag. Mod vest møder kirkegårdsdiget det åbne landskab og Lyngbygårds udstrakte marker. Smukkest var dette syn, når markerne stod fulde af modent korn og det gyldne sollys faldt ind over de bøjede aks. Nu er der i stedet anlagt golfbane til glæde for mange, som elsker at færdes i skønne naturområder.

I middelalderen hørte Lyngby kirke til nonneklostret i Ring, syd for Skanderborg sø, der også ejede sognets ti gårde, hvortil hørte godset Lyngbygård, som kendes allerede tilbage fra 1300-tallet. Det betyder, at Lyngby ikke betalte kirketiende til biskoppen i Aarhus og heller ikke visitationsgebyr til ærkedegnen, idet al forvaltning og administration af Lyngby kirke hørte under Ring Kloster. Siden middelalderen har Lyngby været anneks til Borum i Framlev herred. Lyngby hørte til Hasle herred, men Borum og Lyngby sogne lå på hver sin side af grænsen mellem Framlev og Hasle herred. I praksis blev de blev dog begge regnet for at tilhøre Framlev herred.

Lyngby kirke gennemgik i perioden 1973-76 en gennemgribende restaurering og kunne efter knap 3 års hovedistandsættelse genåbnes søndag d. 17. oktober 1976. Det skete ved en højtidelighed i kirken, hvor ca. 100 mennesker var mødt frem for at overvære, at kirken igen blev iklædt. Konfirmander og menighedsråd bar alterlys, den syvarmede lysestage, samt hvad der ellers hører til i kirken, ind. Så fulgte normal gudstjeneste med barnedåb, hvor to piger blev døbt.

På Årslev Kro mødte efterfølgende ca. 70 mennesker op for at høre nærmere om istandsættelsen. Jens Vilhelmsen fra arkitektfirmaet Malling og Vilhelmsen ledede restaureringen og oplyste, at det samlede budget for istandsættelsen blev 1,3 mil. Kr., men så var det også en gennemgående istandsættelse. Og som gave fra arkitektfirmaet fik Lyngby kirke en præstestol.

Kirkeværge Gunnar Damgaard Nielsen gav eksempler på, hvor svært det havde været at skaffe materialer til restaurationsarbejdet. For eksempel skulle det egetømmer, der brugtes til reparation af kirken, hentes i skoven for derefter at blive forarbejdet til formålet. Endvidere, fortalte han, knytter der sig en hel historie til klinkerne på midtergangen i kirken. For da man langt om længe havde fundet frem til en leverandør, Bygholm Teglværk, ville skæbnen, at mens klinkerne var i ovnen, brændte teglværket. Alligevel lykkedes det at grave klinkerne frem af ruinerne, og det viste sig, at de var uskadte.

Procession 1976

Kirken iklædes påny

F.v. ses kirkeværge Gunnar Damgaard Nielsen med den syvarmede lysestage, graver Marius Andersen med krucifikset, Jørn Dahl med dåbsfadet, og Linda Jacobsen med dåbskanden. Pastor Glenthøj gik bagerst og kan ikke ses.

Jørgen Johannes Glenthøj og Marie Glenthøj

Kirkernes ejerforhold gennem tiderne er en spændende historie. Kirkerne var bygget til Guds ære, det var indviede, hellige huse, men det var også fast ejendom, som der kunne handles med. Kirkebygningerne og den dertil hørende kirketiende har århundrederne igennem været eftertragtede handelsobjekter. Dette har også været gældende for Lyngby kirke. Kirken blev overtaget af kronen med reformationen i 1536 og først 40 år efter i 1579 overddraget til Anne Skram og Christen Munk til Lyngbygård. Herefter har kirken fulgt Lyngbygård i 348 år, indtil den overgik til selveje 1. januar 1927.

Tiende

Indtil den nuværende kirkeordning, betalte alle i sognet tiende, dvs. en tienendedel af det, som de producerede i løbet af et år. Og den tiendedel blev delt mellem biskop/Ring Kloster, kirke og præst. Realtiende var enten stortiende (korn, kvæg) eller småtiende (også kaldt småredsel: grøntsager, fjerkræ m.m.). Personaltiende kunne være høstarbejde, håndværkerhjælp o. lign.

I Danmark lykkedes det ikke at indføre tiende før i forbindelse med oprettelsen af ærkebispestolen i Lund 1104, men det tog tid, før ordningen satte sig igennem i alle landets sogne. Tienden deltes her i landet efter reformationen som sagt i 3 parter til biskop, præst og kirke. Og det var bestemt, at korn skulle afleveres "på kærven" (dvs. utærsket, så præsten fik strået), og derfor var det nødvendigt at bygge tiendelader til opbevaring af kornet, indtil det kunne blive tærsket og solgt. Hvis ikke man havde kirkelader/tiendelader, som i Framlev, kunne man opbevare kornet på kirkeloftet over skibet –i Borum havde man også opbevaringsplads på loftet over våbenhuset og anskaffede sig et flot hejseværk, som stadig står velbevaret på våbenhusets loft.

I 1740 omregnedes tiende til penge. Men menighederne var modvillige, og præsternes kår var meget ringe. Med enevældens ophør og grundlovens indførelse i 1849 begynder en ny tid – også for kirken. I grundloven fastslås det, at Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. Nu skal kirken styres administrativt af staten, som til gengæld forpligter sig til at drage omsorg for den økonomiske baggrund for kirkens arbejde.

1903 kræves tiendeafløsningen helt gennemført efter kapiteltakst, som var en årligt revideret prissætning for landbrugsvarer – særligt korn. Det var en slags middelpris, der tjente til at fastsætte værdien af de naturalieydelser, som skulle erlægges til kirken. Oprindeligt bestemte domkapitlerne kapiteltaksten – deraf navnet. Domkapitel er en romersk-katolsk betegnelse for den forsamling af præster (kannikeker), som er knyttet til en domkirke, hvor de har til opgave at tage vare på gudstjenesterne. I reglen fungerede de også som biskoppeligt råd, og biskoppen kunne overdrage dem diverse opgaver opgaver, som f.eks. at fastesætte kapiteltaksten.

Efter domkapitlernes tid ansattes kapiteltaksten af stiftøvrigheden og efter 1920 ved lov, hvor der også oprettes midletidige menighedsråd, som bliver permanente ved menighedsrådsloven 1912. Præsterne kommer på fast løn som andre statstjenestemænd 1913, så den første præst på fast løn i Borum-Lyngby bliver Jørgen Jensen. Og som en følge heraf, overgår præstegården til forpagtning, og han får bygget en flot ny præstebolig, tegnet af arkitekt Axel Johannes Høeg-Hansen, som netop har sat et stort præg på Aarhus’ arkitektur i begyndelsen af det 20. århundrede.

Den 4. oktober 1919 indføres kirkeskat: man påligner menigheden det beløb, der mangler, når renterne af kirkens egne tilbageværende midler, ikke slår til. Præstegårdenes jord udstykkes samme år. 1922 kommer et helt sluttet lovkompleks om kirkens forhold, forårsaget af Sønderjyllands tilbagevenden til Danmark efter første verdenskrig. I Lyngby overgår kirken til selveje 1. januar 1927. Og i de mange år herefter har det lille sogn (144 medlemmer af Folkekirken i 2020) stillet medlemmer til menighedsråd og på alle måder sørget godt for deres kirke, hver generation på sin måde.

Lyngby kirke – ejere indtil selveje 1927

Der findes ingen skriftlige vidnesbyrd om, hvem der har bygget Lyngby kirke, men det antages, at kirken er bygget allerede i første halvdel af 1100 tallet ud fra bl.a. fundet af rytterbilledet. Under den store restaurering af Lyngby kirke i 1970’erne, dukkede der ganske uventet et af landes ældste kalkmalerier op. Motivet viste sig at være to riddere til hest i det splitsekund, hvor de mødes med fældede lanser. Ved at kæde dette billede sammen med Gertrudstenen, en romansk gravsten med skrift over en kvinde, kaldet Gertrud Gunni Albertsøns hustru, samt syddørens/sværdsidens store løveportal og egnen og tidens forhold, kan man få et troværdigt billede af, hvordan det gik til at Lyngbyerne fik deres kirke.

1. Ring kloster

Ring kloster var et nonnekloster under benediktinerordenen, der lå ved den sydøstlige ende af Skanderborg Sø, i det som i dag er Hylke sogn, Skanderborg kommune. Det omtales første gang i 1203, men den nære beliggenhed til kostret på Kalvø antyder, at det er anlagt som dobbelt-kloster, og højst sandsynligt oprindeligt stammer fra begyndelsen af 1100 tallet.

Nonneklostrene var i hovedsagen stiftelser for enlige kvinder, som påtog sig at opfostre og opdrage adelige piger. Herfor modtog man igennem årene store gaver