Beda: Anglernes kirkehistorie: Anno 731

By Beda Venerabilis

Anglernes kirkehistorie er, som det fremgår, skrevet i år 731 af den engelske munk Beda. Heri skildres det splittede engelske rige og den spirende kristendom, der udfordrer folkets gamle skikke. I kronologisk orden følges begivenhedernes gang og kampen for religiøs og politisk enhed fra romernes første invasion i år 55 og frem til Bedas egen tid. Bogen giver et levende indblik i det England, som vikingerne mødte, da de i 793 indledte deres plyndringstogter på den hellige ø, Lindisfarne.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Oct 25, 2021
• ISBN: 9788743066125

Beda Venerabilis

Beda (672-735) også kendt som »Den ærværdige Beda« (Beda Venerabilis) var en angelsaksisk munk, som viede sit liv til at studere og skrive. Allerede som barn blev han sat i kloster og var ivrig efter at lære. Hans værker viser, at han var belæst og havde stort kendskab ikke blot til Bibelen og kirkefædrene men også til de klassiske forfattere. Hans vigtigste værk er Anglernes kirkehistorie, der har vundet ham titlen The Father of English History.

Book preview

Indhold

Udgiverens forord

Oversætterens forord

Ceolvulf fra Christi Præst og Tjener Beda

Første Bog

Anden Bog

Tredje Bog

Fjerde Bog

Femte Bog

Kort

Angelsaxiske konger

Index

Udgiverens forord

Bedas historie over det angelsaksiske folk og dets kirke – Historia ecclesiastica gentis Anglorum – er en central kilde til forståelsen af udviklingen af de angelsaksiske kongedømmer og indførelsen af kristendommen. Skriftet blev første gang oversat til dansk i 1864 og har ikke været oversat siden. For oversættelsen stod præsten og salmedigteren Christian Malta Kragballe (1824-1897), der allerede tidligere havde udgivet flere tyske og engelske værker i dansk oversættelse.

Genudgivelsen her følger Kragballes udgave med den undtagelse, at hans anmærkninger til teksten, der oprindeligt var samlede bag i bogen, her er indsat som fodnoter. Desuden er slægtstavler og kort udarbejdet specielt til denne udgave.

Carsten Lyngdrup Madsen

Heimskringla Reprint

Manuskriptside fra slutn. af 700-tallet. London, British Library, Cotton Tiberius C II.

Oversætterens forord

Bedas angelsachsiske kirkehistorie, som danske Læsere herved gjøres bekjendte med paa deres Modersmaal, giver den christne Menighed Oplysning om, hvorledes vor Herres Jesu Christi Julebud i Gregor den Stores¹ Dage kom til vore angelsachsiske Frænder i Brittanien mod Slutningen af det sjette Aarhundrede, og hvad Frugter det bar hos dem i de nærmeste fire Menneskealdere derefter.

Mærkelig nok er dette Skrift af den berømte Angelsaxer, hvis Ærværdighed blev et Mundheld trindtomkring i Christenheden, bleven ændset saalidt af de Boglærde i den tydsk-lutherske Skole, at man lige indtil vore Dage næppe nok har vidst, at Evangeliets Kongevei, der alt i Apostlernes Dage gik fra Jerusalem over Grækenland til Rom, atter gaaer fra Rom om ad England til Tydskland og Norden.

Men saa mærkeligt det er, er det dog let forklarligt, da man i den lutherske Skole snart blev saa ærke-luthersk og saa ukirkelig, at man, over Luther og hans Skrifter, næsten reent glemte ikke blot de ebraiske, græske og romerske Fædre af den christne Tro, men ogsaa, og det allermeest, de angelsaxiske, som dog paa en Maade mindst havde fortjent at skrives i Glemmebogen, eftersom de dog var de nærmeste Fædre, ved hvem Julebudet var kommen til Friser og Tydskere saavelsom til os, var Grenen paa det christelige Stamtræ, hvorfra de to Skud sprang ud, der med Guds Hjælp skal voxe til de i Fællesskab med dem, der gik forud og den syvende, der følger efter, sætter Kronen paa Guds og den hele Menigheds Værk.

Denne Ringeagt for Angelsachsernes christelige virksomhed til Evangeliets Forplantelse til Tydskland og Norden og for deres store indflydelse paa den nye Christenhed i det Hele taget, har da blandt Andet havt til Følge, at man i det boglærde Tydskland hidindtil ikke har fundet det Umagen værd at oversætte Bedas Kirkehistorie paa Tydsk, hvorfor den ogsaa, saavidt jeg veed, indtil den Dag idag kun findes paa Latin², som var det Sprog, hvori Beda skrev den, paa Engelsk og saa nu endelig ogsaa paa Dansk.

Maatte nu denne danske Oversættelse ret blive til Gavn ikke blot for den danske, men for den hele nordiske Menighed og læses, som jeg troer den kan, baade til Oplysning og til Opbyggelse! Den vil da med det Samme bidrage Sit til at vende Børnenes Hierter til Fædrene, og da navnlig til de christelige Fædre, som var vore Frænder efter Kjødet og skiltes kun ved guddommelig Styrelse fra os, for at de, oplyste og oplivede ved Gudsordet, som kom til dem fra de Gamle, kunde forplante det til os og gjennem os til de sildigste Slægter.

Hjertet vil da sikkert ogsaa vendes med ærbødig Taknemlighed og inderlig Kjærlighed til den ligesaa ydmyge og fromme som høilærde og høiærværdige Mand, som i sit Munkebuur, efter Tidernes Vilkaar, gjorde sig al Flid for at indhente, samle og optegne alle de Efterretninger han kunde skaffe sig om den angelsachsiske Menigheds Plantning og Fremvæxt, uden hvilke vi aldeles ingen Besked vilde vide om, hvorledes Evangeliet om vor Herre Jesus Christus og Daaben dertil efter hans Indstiftelse var kommen fra den gamle Christenhed til den ny, fra Oldtidens Hovedfolk til de Folk, der i alle Henseender har spillet Hovedrollen i Middelalderen og Nytaarstiden.

Hvor en saadan Kjærlighedsfølelse ved Læsning af Bogen vækkes til dens høiærværdige Forfatter, der vil man maaskee ogsaa med Fornøielse modtage følgende lille Tillæg om hans klosterlige Levnetsløb og daglige Omgivelser, som er Alt hvad jeg af de tarvelige Optegnelser har kunnet faae Samling paa.

________________

Hvem Bedas Forældre var, veed man ikke, Hans Fødselsaar sættes til 674 eller lidt før, og hans Fødested var, efter hvad han selv fortæller, i Egnen om Wearmouth-Kloster paa den nordre Side af Floden Wear.

Aar 681 hjemsøgtes Størstedelen af England af en af de gruelige Pest-Sygdomme, som dengang var saa hyppige derovre; og da det netop var i dette hans syvende Aar, at hans Slægtninge betroede ham til Benedict Biscop for at blive opdraget hos ham i det nylig oprettede Peders-Kloster i Wearmouth, er det ikke urimeligt, at hans Forældre kort i Forveien var revet bort af Pesten; under alle omstændigheder var han da dengang fader- og moderløs.

Som bekjendt var Benedictiner-Klostrene fra Begyndelsen af indrettede saaledes, at "Legems-Arbeide, boglig Konst og Skolehold gik Haand i Haand med Andagtsøvelser, saa Brødrene, mens de forarbeidede deres egen Salighed, kunde baade lære og vise Barbarerne, hvorledes Frihed og Lydighed, Himmel og Jord, Arbeide for Tiden og for Evigheden godt lod sig forene og førte da Velsignelsen med sig"³. Det var derfor intet Under, at Mange i de Dage ikke vidste nogen bedre Regel at lade deres Børn opdrages efter end Benedictinernes; og var det end med Veemod de bag Klostermurene forlod de Smaae, som med det Samme de sagde dem, ogsaa sagde Verden Farvel, saa kunde de dog vist i de fleste Tilfælde, gjøre det langt trøstigere og med langt bedre Haab for deres Fremtid, baade timelig og evig, end de fleste Forældre, der i vore Dage sætter deres Børn i Skole.

Efter Benedicts Regel blev Barnet forresten ført op til Alteret af Forældre eller Værger, som da i Vidners Nærværelse høitidelig maatte forsikkre, at han gav Afkald paa Alt hvad der af verdslige Goder kunde tilfalde ham, eller, hvis de ikke var villige til det, maatte forpligte sig til at bringe Klosteret et Offer paa hans Vegne. Og som han nu stod der i Alterdragten med foldede Hænder var han uigjenkaldelig bunden til Klostertjenesten.

Anderledes gif det til, naar det var en Voxen, der selv kunde tage sin Bestemmelse. Hos ham vilde man først prøve, hvor alvorligt og oprigtigt hans Forsæt var, saa han maatte i fire Dage efter hinanden henvende sig ved Klosterporten og fik ikke lov til at gaae længere end i den Deel af Bygningen, som var anviist Lægbrødrene. Her blev han først udspurgt af den, som skulde bringe Sagen for Abbeden og undersøge, hvorvidt han var skikket til at optages. Saa blev Benedicts Regel⁴ læst op og forklaret ham, at han kunde vide, hvad han for Fremtiden havde at rette sig efter. Stod hans Forsæt alligevel fast, blev han i sin verdslige Dragt ført frem for Abbeden, som i de forsamlede Brødres Nærværelse spurgte ham om Grunden til hans Begjæring. Han svarede da: Jeg ønsker at sige Verden Farvel og tjene Gud. Abbeden sagde: Men sæt nu Broder! at du ikke er istand til at iagttage vor Regel, hvad saa? for har du eengang forpligtet dig dertil, kan du ikke vende tilbage til Verden. I en af Nicæner-Forsamlingens Bestemmelser hedder det, at naar En lægger sine Vaaben ned og vender tilbage til Verden, skal han gjøre Bod i ti Aar, og skjøndt vor Regel ikke indeholder nogen saadan Forskrift, er det dog bedre du betænker hvad du gjør, inden det er for sildig. Lod hans Beslutning sig nu heller ikke rokke efter det, blev han endnu engang fremstillet for Abbeden og Brødrene, og naar han saa høitidelig havde forsikkret, at han ikke paa noget Vilkaar vilde vende tilbage til Verden, aflagde han sin verdslige Dragt, fik sit Haar skaaret efter Regelen og blev optaget blandt lærlingerne. I Læretiden, som varede omtrent et Aarstid, blev han underkastet den strengeste Klostertugt, maatte ikke tale med verdslige Folk, ikke forlade Klosteret uden i Optog, ikke smage Kjød eller Sligt, medmindre han var syg, kort sagt, han maatte give de utvetydigste Beviser for Oprigtigheden i sit Forsæt, inden det Skridt blev gjort, som for bestandig bandt ham til Klosterlivet. Naar saa Prøveaaret var forbi, blev de, som havde holdt det ud, ført op til Alteret, hvor de knælede ned, og Abbeden tiltalte dem med følgende Ord:

Vor Herre Jesus Christus har af kjærlighed til Syndere fornedret sig selv til at tage vort Kjød paa sig og aabenbaret sig som den Ringeste i Verden, kun uden Synd. Han har forligt os med Gud Fader og gjort os fra Vredens, til Naadens Børn. Ved Daaben har han givet os Forladelse for alle vore Synder, og Vreden vi havde paadraget os, har han forvandlet til Barmhjertighed. Men da vi efter Gjenfødelsen i Daaben, har gjort meget Ondt og har paa en Maade mistet den sønlige udkaarelse, ved at gaae bort fra ham, saa har han af sin frie Kjærlighed vist os en Vei, hvorved vi i ydmyghed og Bodfærdighed igien kan blive forligte med Gud. Derfor skal ingen af jer mistvivle om hans Kjærlighed, selv om I føler Jer trykkede under Vægten af Jeres Synder, for han som var villig til at iføre sig vort Kjød for Syndere, han fører ogsaa hver Dag deres Sag for Faderen.

I derfor, mine Børn, som har forladt Verden og taget Jer Tilflugt til Gud, og nu staaer for ham og hans hellige Alter i jeres Brødres Forsamling, svar mig nu hver især med Jeres egne Munde, om I er villige til at forsage Verden og den Uvæsen.

Ja.

Abbeden: Vil I opgive Jeres forrige Levemaade og lade Kjærligheden til Jeres Slægt fare?

Ja.

Abbeden: Vil I i lydighed mod Benedicts Regel forsage selv Jeres egne Tilbøieligheder?

Ja.

Herren hjælpe Jer dertil!

Den som saaledes havbe aflagt Munkeløftet, blev nu iført en Dragt, som var indviet for Alteret af Abbeden, modtog Broderkysset af Forsamlingen og var med det Samme optaget blandt Brødrene.

Det var altsaa Regelen, som Beda var bleven indviet til at følge; og den Flid og Stadighed, hvormed han hengav sig til sine nye Sysler, skaffede ham snart baade sine Jævnliges Kjærlighed og sine Overmænds Bifald; men forresten gik hans Liv, som siden kom til at bære saa rigelig og velsignet Frugt til Guds Ære og Menneskeslægtens Tarv, saa stille hen under Bønner og Lovsange og boglige Sysler, at, hvis ikke hans egne Optegnelser kastede Lys over Adskilligt, vilde vi saagodtsom slet Intet have vidst enten om ham, eller de Omgivelser, hvorunder han udvikledes.

Abbeden, som dengang forestod Klosteret og som hans Opdragelse derfor ogsaa var bleven betroet, var som sagt Benedict Biscop. Han var, efter de Optegnelser Beda har givet os⁵ en Mand af fornem Byrd, som tidligere havde opholdt sig hos Bernicier-Kongen Osviv, af hvem han fik et Stykke Land, der svarede til hans Rang og Stilling.

Men i sit 25de Aar sagde han baade Verden og dens Herligheder Farvel, indviede sig til Christi Tjeneste, lod sig kronrage og blev oplært i Benedictiner-Regelen ved det berømte Lerinenser-Kloster, hvor han paa sin anden Romer-Reise opholdt sig et Par Aar (665-67). Derefter kom han da til Rom, og var der, da Kenter-Kongen Ecgberct i Aaret 667 sendte Wighard derhen for at blive viet til Ærkebisp i Canterbury, men da Pesten rev Wighard og hele hans Følgeskab bort, udnævnte Paven Theodor i hans Sted, gav ham Abbed Hadrian med og lod Benedict være deres Ledsager paa Reisen. Da de var kommen til Brittanien, overtog Benedict Bestyrelsen af St. Pebers Kloster i Canterbury; men efter to Aars Forløb overdrog han det til Abbed Hadrian og reiste for tredie Gang til Rom, som det synes især for at hente Bøger. Ved Gaver og Indkjøb i Rom og Vienne fik han sig da ogsaa en kostbar Samling, men da han ved sin Tilbagekomst til England hørte, at Vestsaxer-Kongen Coinvalch, som han havde tænkt at besøge, var død, tog han hjem til sin Føde-Egn, og blev der hjertelig modtaget af Ecgfrith, som kort i Forveien var bleven Konge i Nordhumberland. Han hørte gjerne paa hans Fortællinger om hvad han havde seet i Kent, Gallien og Italien, betragtede med Forundring hans Bogsamling og saae med Ærbødighed paa de Helgenlevninger han viste ham, og gav ham som sagt det Stykke Land, hvorpaa han besluttede at bygge Wearmouth Kloster.

Det vilde han nu gjerne have bygt saa godt og grundmuret som muligt, at det kunde blive indrettet efter romersk Mønster i Modsætning til den Simpelhed, der var indført af de skotsk-irske Munke i Lindisfarne, og tog derfor selv over til Frankrig for at skaffe sig dygtige Arbeidsfolk; og da han havde faaet dem, ledede han Arbeidet med en saadan Kraft, at Aaret efter at Grunden var lagt, kunde de sætte Tag paa og holde Messe derinde. Forsaavidt var Bygningen altsaa færdig, men Prydelserne, han agtede at forsyne den med, stod endnu tilbage. Der blev imidlertid ikke sparet; fra Frankrig lod han hente Folk til at sætte Glas i Kirkeruderne, en konst man ikke kjendte i England, og derfra hentede han ogsaa baade Kar og Klæder til Altertjenesten, som ikke var at faae hjemme. Ja ikke nøiet med det, reiste han nok engang til Rom, for at faae hvad han endnu syntes der manglede, og efter Bedas Sigende bragte han ikke blot en Mængde Bøger med sig af alle Slags, men ogsaa Levninger af Apostler og Martyrer. Desuden sendte Pave Agatho Forsangeren ved St. Peders-Kirken med ham, at han kunde indføre den romerske Kirkesang hos Anglerne; og han lærte ikke blot Munkene at synge som Skik var i Romer-Kirken, men skrev tillige adskillige Afhandlinger om Kirkesangen, som efter Bedas Sigende endnu paa hans Tid opbevaredes i Klosterets Bogsamling. Fremdeles havde han en pavelig Skrivelse med, hvorved Klosteret blev fritaget for al fremmed Indblanding, og endelig en heel Deel Malerier til at pryde Kirken med. Midterhvælvingen blev saaledes prydet med Billeder af Jomfru Maria og de tolv Apostler, paa den søndre Side saae man Afbildninger efter den hellige Historie i Evangelierne, og paa den nordre efter Johannes Aabenbaring, saa hvem der traadte ind i Kirken havde, selv om de ikke kunde læse, hvorsomhelst de saae hen, bestandig det yndige Syn af Christns og hans Hellige for Øine, saa enten de lod sig oplive ved Tanken om hans Fødsel, eller de havde den yderste Dom for Øie, saa mindedes de om endnu nøiere at prøve sig selv.

Saaledes var altsaa det Hjem, hvor Beda tilbragte de første Aar af sit Klosterliv, og saaledes var Abbeden til hvis Omsorg han blev betroet; og ligsom Benedicts Regel indskjærper Munkene, hvor nødvendigt det er at vise ydmyghed og Lydighed, saaledes minder den ikke mindre indtrængende Abbeben om at vise kjærlig Overbærenhed med dem, han var sat over, og formaner ham til aldrig at lære eller befale eller gjøre noget mod Herrens Lov, men lægge for Dagen hvad der er godt og helligt, og det mere i Gjerning, end i Ord; ikke dømme efter Vild og Venskab, men hvis han foretrak Nogen, skulde det være dem, der udmærkede sig ved ydmyghed og Lydighed, ikke heller skulde han skjære Alle over een kam, men vinde Somme ved Mildhed og holde Andre i Tømme ved Strenghed, naar det gjordes nødvendigt, kort sagt, han skulde i det Hele huske, at det ikke saameget var timelige som evige Gaver, der var ham betroede, at det var Sjæle, for hvem han engang skulde aflægge Regnskab for Gud.

Otte Aar efter fik Benedict ved Nordhumber-Kongen Ecgfriths Gavmildhed Leilighed til at bygge nok et Kloster. Det blev kaldt op efter St. Paul, laae ved Jarrow ikke ret langt fra Wearmonth og fik sine første Indbyggere derfra. De var ialt 22 som kom derhen og deraf var de 10 kronragede Munke, de 12 andre gik den Forfremmelse imøde. En af disse var Beda. Det er nemlig vist, at Benedict Biscop betroede ham til Abbed Ceolfrith i Farrow, og det er uden Tvivl skeet ved den Leilighed. Forandringen var imidlertid ikke saa stor, da de to Klostre i alle Henseender stod hinanden saa nær, at Beda betragter dem som Et.

Aar 686 blev England hjemsøgt af en Pest, som især rasede i det Kloster, hvor Beda var. Den sparede dog Abbeden og en lille Dreng, der blev ved med sine Bønner og Lovsange, skjøndt ikke uden mange Taarer. Denne lille Dreng var vistnok Beda, og det samme Kloster, hvor Pesten saaledes var gaaet ham forbi, det beholdt ham ogsaa hele hans øvrige Levetid.

Spørger vi hvem der i hans tidligere Klosteraar, der som han selv fortæller gik hen under Iagttagelse af Munkereglerne, Læsning af de hellige Skrifter og med den stadige Psalmesang, der udgjorde saa væsenlig en Deel af den daglige Kirketjeneste, især tog sig af hans Underviisning, da kan vi mestendeels kun gjætte os frem; men i et Benedictiner-Kloster med fyrstelige Indtægter, der til sine Tider havde flere hundrede Munke samt en Abbed, der var en ligesaa stor Ynder af boglig Konst som ivrig Bogsamler, kunde der i Ærkebiskop Theodors og Abbed Hadrians Dage vist ingen Mangel være paa Mænd, der var baade lærde og læredygtige nok til at en saa opvakt Lærling som Beda kunde høste varig Frugt deraf.

Han siger da ogsaa selv, at hvem der havde lyst til Lærdom, fandt hellige og snilde Mestere ved Haanden, og han havde selv kjendt Discipler af Theodor og Hadrian, hvoriblandt Biskop Tobias af Rochester, der kunde Latin og Græsk som deres Modersmaal⁶.

Abbed Johannes, der var fulgt med Benedict fra Rom, for at give Anglerne Smag for den romerske Kirkemusik og i lang Tid opholdt sig i Wearmouth, har vist været hans Lærer i Musiken.

At han meget tidlig maa være bleven anseet baade for sin Fromhed og sin Lærdom, kan skjønnes deraf, at han blev valgt til Diakon i sit 19de Aar, sex Aar før den lovbestemte Tid, for det var meget sjelden, at der skete Undtagelser fra den Regel. Præst derimod blev han efter Regelen i sit 30te Aar og til begge Embeder blev han indviet af Biskoppen i Hexham, John af Beverley, saa Jarrow-Kloster maa have hørt til hans Stift og ikke til Lindisfarne.

Men maae vi gjætte os frem om hvem der var hans Lærere, da behøver vi det derimod ikke, naar Spørgsmaalet bliver om hans mange Lærlinger, thi af dem har han selv givet os Navn paa Adskillige: saaledes Hvætberct, hvem han tilegnede sin Afhandling om Tiderne og sine Oplysninger til Aabenbaringen; Wigberct, for hvem han skrev sin Bog om Digtekonsten; Constantine, til hvis Brug han forfattede en Afhandling om Tallenes Deling; og endelig Londoner-Præsten Nothelm, som siden blev Ærkebisp i Canterbury, efter hvis Begjæring han gav Svar paa tredive Spørgsmaal om Kongernes Bøger.

Sine mange Skrifter har han selv givet en Fortegnelse over i Slutningen af Kirke-Historiens femte Bog.

Om hans Død har vi følgende Beretning fra en af hans Discipler Cudberct, som selv var tilstede, da han gik bort:

Til Cuthwin, min i Christus inderlig elskede Staldbroder, fra din Skolekammerat Cudberct, med Ønske om evig Frelse i Herren.

Den lille Foræring, du sendte mig, har jeg med Fornøielse modtaget og har med stor Glæde læst dit Brev, hvoraf jeg seer, at du, som jeg ret inderlig ønskede, vil holde flittig Messe og Bøn for vor i Gud elskede Fader og Læremester Beda. For min Kjærlighed til ham efterkommer jeg derfor ogsaa med saameget større Fornøielse din Begjæring og lader dig, saagodt jeg kan, i al Korthed vide, hvordan han gik ud af Verden.

"Fra to uger før vor Herres Opstandelsesdag (17de April) og til Himmelfartsdagen (26de Mai) havde han lidt af en slem Kortaandethed, som dog var uden Smerte; men han var munter og glad og takkede den almægtige Gud baade Nat og Dag, ja hvert Øieblik. Hver Dag underviste han os Lærlinger og tilbragte Resten af Dagen med at synge Psalmer. Om Natten laae han gjerne vaagen, saa ogsaa den gik hen under glad Taksigelse, og faldt han engang imellem i Søvn, saa begyndte han igjen, saasnart han vaagnede og blev ved at prise Gud med opløftede Hænder.

Ja jeg har aldrig seet eller hørt noget Menneske blive saa alvorlig ved med at takke og prise den levende Gud, som han gjorde det. Det var rigtignok en velsignet Mand. Han sang det Sted af St. Paul: det er forfærdeligt at falde i den levende Guds Hænder (Hebr. 10, 31), og mange andre Steder af den hellige Skrift, hvormed han ogsaa formanede os til at reise os af Sjælesøvnen og komme vor sidste Stund ihu; og da han selv var Skjald, sagde han i det angelsaxiske Sprog blandt andet Følgende:

Fore tham neod-fære

Nenig wyrtheth

Thances snottra

Thonne thæt him thearf sy

To gehicgenne

Æt his heonen-gange

Hwæt his gaste wyrth

Godes oththe yveles

Æfter deathe heonen

Demed wurthe!

Førend den tvungne Reise

Er Ingen saa klog,

At han jo behøver,

Førend sin Bortgang,

At grunde paa,

Hvad Ondt eller Godt

Hans Sjæl har ivente

Efter hans Dødsdag.

Saa sang han ogsaa af de Sange, vi bruger i Kirken: Herlighedens Konge, almægtige Gud, som foer op at throne herlig over alle Himle, forlad os ikke faderløse, men udgyd din Sandheds Aand, Faderens Forjættelse over os, Hallelujah! Og da han kom til de Ord: Forlad os ikke faderløse, da brast han i Graad og hulkede, men en Times Tid efter begyndte han igjen, hvor han slap, og vi som hørte det, vi græd hele Tiden med ham. Saa læste vi og saa græd vi, og vor Læsning gik aldrig af uden Graad. Saaledes gik Glædesdagene for os mellem Paaske og Himmelfartsdagen. Han frydede sig uafladelig og takkede Gud, som havde agtet ham værdig til denne Lidelse. Tidt og ofte gjentog han de Ord: Gud tugter hvert Barn han tager sig af: Hebr. 12, 6; og mange andre Steder af den hellige Skrift. Han anførte ogsaa Ambrosius' Ord: Jeg har ikke levet, saa jeg skulde skamme mig ved at blive længere iblandt Jer, ikke heller er jeg bange for at døe, for vi har en naadig Gud.

Foruden den daglige Underviisning vi fik af ham, og Psalmesangen, arbeidede han i al den Tid paa at slutte to vigtige Værker, nemlig en saxisk Oversættelse af Johannes Evangelium til Kirkebrug⁷ og nogle udtog af St. Isidors Bog om Ordenes Rødder, for sagde han: Jeg vil saa nødig have, at mine Børn efter min Død skulde lære hvad der ikke er sandt og arbeide uden Frugt.

Tirsdagen før vor Herres Himmelfartsdag den 24de Mai, blev hans Aandedræt svagere og der viste sig en lille Hævelse paa Foden, men han blev lige glad ved at undervise os og sige os til, og sagde blandt Andet: Lad mig see I er flinke til at lære, for jeg veed ikke, hvorlænge jeg kan blive hos Jer, eller hvor snart han som skabte mig kan tage mig bort.

For os syntes det dog som han godt vidste Besked om sin Bortgang. Natten tilbragte han vaagen med Taksigelse til Gud, og da Onsdag-Morgen kom, sagde han vi skulde skynde os med at skrive det vi havde begyndt. Det gjorde vi da til klokken ni, da vi, efter den Dags Skik, skulde gaae i Optog med Helgenlevninger; men En af os blev hos ham og sagde: Kjære Mester! Der mangler endnu et Afsnit, men I kan vel ikke holde ud, at jeg gjør Jer flere Spørgsmaal. – Jo det kan jeg godt, tag kun din Pen, vær opmærksom og skriv rask. Men da Klokken blev tre, sagde han til mig: Jeg har nogle Smaating af Værdi i min Kiste, Krydderier, Tørklæder og Røgelse; løb derfor i en Fart hen og hent mig Præsterne i vort Kloster, at jeg kan dele disse Foræringer ud mellem dem, det er jo nok ubetydeligheder, men dog Gaver, som Gud har givet mig. Rigmænd af denne Verden gjør Foræringer af Guld og Sølv og andre Kostbarheder, jeg giver i Kærlighed med Glæde til mine Brødre hvad jeg har faaet af Gud. Jeg efterkom bævende hans Befaling, og da Brødrene kom, talte han med dem hver især, og bad og formanede dem til, at de flittig skulde holde Messe og gaae i Forbøn for ham. Det lovede de gjerne.

De sørgede og græd Allesammen, da han fortalte dem, at de ikke længere skulde see hans Ansigt i denne Verden, men frydede sig da han sagde: Det er paa Tiden, at jeg vender tilbage til ham, som skabte mig, jeg har havt et langt Liv paa Jorden og den barmhjertige Dommer har ogsaa af sin Naade givet mig et lykkeligt Liv. Min Opløsningsstund er forhaanden, og jeg er glad ved at gaae bort og være hos Christus. Under mange lignende Yttringer gik da ogsaa den Dag hen; men da Aftenen kom, sagde Drengen, som vi allerede har omtalt, til ham: Kjære Mester! der er endnu et Stykke, som ikke er skrevet. Skriv, skriv, sagde han. – lidt efter sagde Drengen: Saa nu er det færdigt. Godt, ja det er sandt du siger, nu er det rigtignok færdigt. Løft mit Hoved op i dine Hænder, for jeg vil saa gjerne hælde mig hen mod det hellige Sted, hvor jeg pleiede at holde Bøn, at jeg saadan kan sidde og paakalde Gud, min Fader. Saa sang han: Ære være Faderen, Sønnen og den Helligaand! og saasnart han havde nævnet den Helligaand drog han det sidste Suk og gik til det himmelste Rige⁸.

Alle som var Vidne til vor velsignede Faders Død forsikkrer, at de aldrig har seet Nogen møde Døden med saa stor Rolighed og Hengivenhed i Guds Villie. For, som du har hørt, saa blev han, saalænge Aanden var i Legemet, ved at synge: Ære være Faderen og andre aandelige Sange og hørte ikke op, men blev med udstrakte Hænder ved at lovprise og takke den levende og sande Gud. Ja jeg kunde fortælle dig mange andre Ting om ham, kjæreste Broder, men, ulærd som jeg er, maa jeg fatte mig i korthed.

Om Gud vil, skal jeg en anden Gang see at skrive lidt mere om hvad jeg saae med egne Øine og hørte med egne Øren."

Beda døde i Aaret 735 og blev begravet i Jarrow Kirkes søndre Buegang. Hans Grav blev besøgt af Mangfoldige, og da der med det Samme strømmede rigelig ind med Gaver til Kirken, stjal Præsten Ælfred fra Durham hans Been til Durham Kirke. Samme Ælfred havde i adskillige Aar havt for Skik paa Bedas Dødsdag at holde Bøn ved hans Grav, og da han saaledes engang tog til Farrow som sædvanlig og havde tilbragt adskillige Dage i Kirken under Bøn og Vaagen, vendte han en tidlig Morgenstund alene tilbage til Durham, uden at Nogen af hans Medbrødre vidste af det, ret som han ikke vilde have nogen Medvider i sin Hemmelighed. Det lod ogsaa til som om han havde faaet hvad han ønskede der, for skjøndt han levede mange Aar derefter, tog han dog aldrig tiere til Jarrow, og om hans fortroligste Venner havde spurgt ham hvor Bedas Been var, vilde han sikkert have svaret: Det kan ingen vide saa godt som jeg, og I kan troe Brødre, at den samme Kiste som indeslutter vor Fader Cudbercts Hellige Liig, den gjemmer ganske sikkert ogsaa vor ærværdige Lærer og Brober Bedas Been".

Tyveriet blev imidlertid holdt hemmeligt til alle de var døde, der kunde have gjort Fordring paa at faae Liget igjen, og da det blev bekjendt, at han laae begravet i Durham Kirke, strømmede Folk derhen og bragte deres Gaver der. Aar 1104, da Cudbercts Been blev flyttede, opdagede man virkelig ogsaa Bedas i samme Kiste; og der blev de liggende til Bispen af Durham Hugh Pudsey en 50 Aar efter lod dem lægge i et Skrin af Guld og Sølv, prydet med Ædelstene. Under Henrik den Ottende blev det tilligemed andre Kostbarheder taget derfra, og det eneste, der minder om, at Bedas Been engang har hvilet der, er en lang latinsk Indskrift, der slutter med de Ord:

Hac sunt in fossa

Bedæ venerabilis ossa;

Den ærværdige Bedas Bene

Hviler under disse Stene.

Hans Navn saavelsom hans Skrifter blev snart kjendt og omtalt med Berømmelse i hele den vestlige Christenhed og Tilnavnet den Ærværdige har fulgt ham lige til vore Dage.

Til Slutning maa jeg endnu kun gjøre den Bekjendelse, at skjøndt jeg, som det sømmede sig, har gjort mig al Flid for at gjengive Bedas Latin paa saa godt Dansk som det var mig muligt, saa har jeg dog aldrig under noget Arbeide saa smertelig følt, hvor sørgeligt det er, naar man i Skolen gjør sig Umage for at pynte Ungdommen op med fremmede Fjer istedetfor at berige den med de dyrebare Skatte Modermaalet gjemmer i sit Skjød. Mangen en Gang har jeg, for ikke at bruge udanske udtryk, kæmpet mig frem saa godt jeg kunde, og ikke standset, før jeg syntes at Dansken idetmindste nogenlunde var skeet Fyldest, men hvorvidt det i det Hele er lykkedes mig, derom maa den kyndigere læser dømme.

---

¹ En udførlig Beskrivelse af hans Levnetsløb findes i Kirkelig Samler 1855-59.

² Den latinske udgave, der ligger til Grund for nærværende Oversættelse, er Bædæ historia ecclesiastica gentis Anglorum, cura Roberti Hussey. Oxonii 1846. De engelske Oversættelser, jeg ved tvivlsomme Steder har raadført mig med, er: The church historians of England: The Historical works of the venerable Beda by Joseph Stevenson. Seeleys 1853; og Giles: Bede's ecclesiastical history of England. London 1847.

³ Grundtvigs Haandbog i Middelalderens Hist. Side 168.

⁴ Smlgn. Kirkelig Samler 1ste Bind 1855, Side 368–76.

⁵ Vita sanctorum Abbatum monasterii in Vuiramutha et Gyrvum Benedicti, Ceolfridi, Eastervini, Sigfridi atque Huætbercti, Husseys Bædæ hist. eccles. gentis Anglorum: Side 316.

⁶ IV, 2. V, 23 smlgn. Grundtvigs Haandb. i Middelald. Hist. S. 210.

⁷ Han kom kun til Joh. 6, 9: Hvad er det iblandt saa Mange.

⁸ Den Uovereensstemmelse her synes at være, idet der ovenfor blev sagt, at han døde Himmelfartsdagen (Torsdagen den 26de Mai) og det her lader til, at det var hvad vi kalder Onsdag Aften, hæves let, naar vi veed, at Saxerne ligesom Jøderne og de Christne i Grunden med, regnede deres Dag fra Aften af, det vil sige fra Solnedgang til Solnedgang, hvorved Døgnet da virkelig ogsaa bliver en Nat og en Dag med Aften og Morgen, som der staaer skrevet og ikke en halv Nat, en Dag og atter en halv Nat, som det bliver, naar man regner fra 12 Midnat til 12 Midnat.

Ceolvulf ¹ fra

Christi Præst og Tjener

Beda

Efter dit Ønske, Herre Konge! sendte jeg dig med største Fornøielse for længere Tid siden Angler-Folkets Kirkehistorie, som jeg dengang nylig havde udgivet, for at du skulde læse den og sige din Mening derom. Nu sender jeg dig den igjen til Afskrivning og nøiere Gjennemsyn, alt efter din Leilighed. Og jeg kan rigtignok ikke Andet end glæde mig over den Oprigtighed og Iver, hvormed du ikke alene flittig laaner Øre til den hellige Skrifts Ord, men gjør dig ogsaa Umage for at blive bekjendt med de Mænds Bedrifter, som, især blandt vort eget Folk, har gjort sig berømte ved Ord eller Daad. Thi hvad enten Krøniken melder om de Godes Bedrifter, eller om de Ondes Misgjerninger, saa vil den opmærksomme Tilhører eller læser i al Fald opmuntres til at efterligne det Gode², da han, med det Samme han søger at undgaae det Skammelige og Fordærvelige, vil lægge sig saameget ivrigere efter at gjøre hvad han veed der er godt og Gud velbehageligt.

Og da du nu er ret inderlig overbeviist herom, saa er det jo ogsaa dit Ønske, for det almene Vels Skyld, som ligger dig paa Hjerte, at samme Historie maa blive udbredt i en videre Kreds og ikke blot kjendes af dig selv, men ogsaa af det Folk, hvorover den guddommelige Øvrighed har sat dig til Konge.

Men for nu at fjerne enhver Tvivl om Paalideligheden af det jeg her har skrevet baade fra dig og andre Tilhørere eller læsere, vil jeg i al Korthed give dig nogle Vink om mine vigtigste Hjemmelsmænd.

Hovedmanden for dem Alle og min bedste Hjælper til det hele Arbeide har været den høilærde og højærværdige Abbed Albinus, som, selv opdraget og underviist i Canterbury-Menighed af de høiærværdige og høilærde Mænd, Ærkebiskop Theodor og Abbed Hadrian, livsalig Ihukommelse, deels ved Hjælp af skriftlige Mindesmærker og deels ved mundtlige Meddelelser af de Gamle havde skaffet sig nøiagtig Oplysning om Alt, hvad der var udrettet af salig Pave Gregors Discipler baade i Kent og i Naboegnene deromkring, og hvad han deraf fandt værd at mindes, det gav han mig Underretning om ved Londoner-Menighedens Præst, den gudfrygtige Nothelm³, og det enten skriftlig eller gjennem samme Nothelms egen Mund. Samme Nothelm tog nemlig siden efter til Rom, og da han der af den nuværende Pave Gregor⁴ fik Lov til at gjennemsøge den hellige romerske Kirkes Brevskaber, fandt han adskillige Breve fra salig Pave Gregor og andre Paver, og dem bragte han ved sin Hjemkomst, efter ovennævnte høiærværdige Fader Albinus' Raad, til mig, for at faae dem indflettede i min Historie.

Saaledes har jeg fra Begyndelsen af og lige til den Tid, da Angler-Folket tog ved Christen-Troen, mestendeels samlet mine Forgængeres Optegnelser og fortalt hvad jeg lærte af dem. Men fra den Tid og indtil nu har jeg ved ovennævnte Albinus' Iver for Sagen, som sagt, Nothelm at takke for Oplysningerne om hvad der blev udrettet i Kenter-Menigheden af salig Pave Gregors Discipler og deres Efterfølgere, og under hvad for Konger det skete. De underrettede mig tildeels ogsaa om, ved hvad for Biskopper og under hvilke Konger det var, at Øst- og Vest-Anglerne saavelsom Øst-Anglerne og Nordhumbrerne tog imod Evangeliets Naade. Kort sagt, det var især samme Albinus' Opmuntringer, der gav mig Mod til at begynde dette Arbeide. Dog har ogsaa Daniel, Vest-Saxernes høiærværdige Biskop, som endnu lever, skriftlig meddeelt mig Adskilligt om Kirkens Historie i hans Stift og det tilstødende Øst-Saxen, samt paa Øen Wight. Men hvordan Folk i Mercia, som ikke før havde kendt til Christi Tro, blev bragt til den ved de fromme Præster Ceddi og Ceadda, og hvorledes Øst-Saxerne kom til den igjen, efterat de havde forskudt den, og hvordan de samme Fædre levede og døde, det har vi faaet nøiagtig Oplysning om af Brødrene i det Kloster, de bygde, som hedder Læstinghaeu⁵. Hvad der var udrettet i Øst-Angeln, det fik vi deels at vide af Fædrenes Skrifter eller Meddelelser og deels af den høiærværdige Abbed Efi's Fortællinger. Men hvad der blev gjort for at udbrede Christi Tro i Lindissi-Egnen, og hvorledes Præsterne der fulgte efter hinanden, det har vi enten af Breve fra den høiærværdige Biskop Cyniberct⁶ eller af andre troværdige Folks mundtlige Fortælling. Og hvad der gik for sig i Nordhumberland trindt omkring i Menigheden fra den Tid af, at de der tog ved Christi Tro og lige til nu, det har jeg ikke fra een Kilde, men det grunder sig paa troværdige Vidnesbyrd af utallige Vidner, som kunde vide Besked derom eller mindes det, ikke at tale om hvad jeg kjendte af egen Erfaring. Og herved maa jeg bemærke, at hvad jeg har skrevet om den hellige Fader Biskop Cuthbert, enten i denne Bog eller i mit lille Skrift om hans Liv og Bedrift, det har jeg tildeels taget af hvad jeg fandt skrevet om ham i Forveien af Brødrene i Lindesfarne⁷ Kirke, og afskrevet det nøiagtigt som jeg læste det, men har med det Samme gjort mig Flid for at tilføie hvad jeg selv, ved troværdige Mænds Vidnesbyrd, var kommen til Kundskab om.

Og nu har jeg den ydmyge Bøn til Læseren, at om han i det jeg her har skrevet skulde støde paa Noget, som ikke er overeensstemmende med Sandheden, han da ikke vil tilregne mig det, da jeg til Efterslægtens Oplysning efter bedste Evne trolig har fulgt den historiske Regel, simpelthen at nedskrive de Sagn, som gik og gjaldt i Folkemunde.

Endelig beder jeg indstændig alle dem, der hører eller læser denne vort Folks Historie, at de ikke vil glemme af og til at bede den himmelske Barmhjertighed bære over med mine Skrøbeligheder baade paa Sjæl og Legeme, og at de hver i sin Kreds vil lønne mig med deres kjærlige Forbønner for den Flid, hvormed jeg har samlet og optegnet hvad jeg om de forskjellige Landsdele eller mere fremragende Steder fandt værdt at minder og lysteligt for Folk at høre om.

---

¹ Ceolvulf blev Konge i Nordhumberland efter Osrie 729, otte Aar efter nedlagde han Regjeringen og gik i Lindisfarne-Kloster.

² Hertil sigter den danske Rimkrønike, naar det hedder:

Det siger Beda, den hæderlige Mand,

Det er velgjort, ehvo som kan,

Forfædres Gærning at skrive,

Ere de onde, Man maa dennem fly,

Ere de gode, Man maa dem ty (dvs. slægte paa)

Og fæsteligen ved dennem blive.

(Leys Udgave, Kjøbenhavn 1841, Side 218).

³ Denne Nothelm blev Ærkebisp i Canterbury efter Tatwyne, V, 23. 24.

⁴ Rimeligviis Gregor den Tredie, som blev Pave efter Gregor den Anden, 731.

⁵ Lastingham nærved Whitby.

⁶ Biskop i Sidnadchester, det nuværende Lincoln-Stift.

⁷