Erik Pontoppidan - Sandhed til Gudfrygtighed: Forklaring over Luthers Lille Katekismus

By Books on Demand

"Sandhed til Gudfrygtighed" er skrevet af biskop Erik Pontoppidan og udgivet i forbindelse med konfirmationens almindelige indførelse i Danmark og Norge i 1737.

Ifølge Den Store Danske Encyklopædi er det nok den bog af en dansk forfatter, der er trykt i flest eksemplarer. Samtidig er den en af de mest gennemautoriserede danske bøger. Den er udarbejdet efter kongelig befaling. Det teologiske indhold er godkendt af C.L. Leth, der var professor i dogmatik ved Københavns universitet. Og den er autoriseret til brug i både kirker og skoler af hele tre konger på rad i 1738, 1748 og 1768, nemlig af Christian VI, Frederik V og Christian VII.

Pontoppidans forklaring blev brugt i kristendomsundervisning i Danmark i hele 1700-tallet og i Norge også i hele det efterfølgende århundrede.

Bogen gengives her efter originaludgaven fra 1737 i en udgave med moderne typografi.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 3, 2018
• ISBN: 9788743005568

Book preview

Indholdsfortegnelse

Indledning

Immanuel

P. S. Erindring til skolelærerne

Indgang

Den første part

Om loven

Lovens første tavle

Det første bud

Det andet bud

Det tredje bud

Den anden tavle

Det fjerde bud

Det femte bud

Det sjette bud

Det syvende bud

Det ottende bud

Det niende bud

Det tiende bud

Den anden part

Om troen

Den første artikel

Den anden artikel

Den tredje artikel

Den tredje part

Om bønnen

Herrens bøn

Den første bøn

Helliget vorde dit navn

Den anden bøn

Komme dit rige

Den tredje bøn

Ske din vilje, som i himmelen, så og på jorden

Den fjerde bøn

Giv os i dag vort daglige brød

Den femte bøn

Forlad os vor skyld, som vi forlader vore skyldnere

Den sjette bøn

Led os ikke i fristelse

Den syvende bøn

Men frels os fra det onde

Den fjerde part

Om den hellige dåbs sakramente

Den femte part

Om alterets sakramente

Morgenbøn

Aftenbøn

Kort begreb

Indledning

Sandhed til Gudfrygtighed er skrevet af biskop Erik Pontoppidan og den blev udgivet i forbindelse med konfirmationens almindelige indførelse i Danmark og Norge i 1737.

Ifølge Den Store Danske Encyklopædi er det nok den bog af en dansk forfatter, der er trykt i flest eksemplarer.

Samtidig er den en af de mest gennemautoriserede danske bøger. Den er udarbejdet efter kongelig befaling. Det teologiske indhold er godkendt af C.L. Leth, der var professor i dogmatik ved Københavns universitet. Og den er autoriseret til brug i både kirker og skoler af hele tre konger på rad i 1738, 1748 og 1768, nemlig af Christian VI, Frederik V og Christian VII.

Pontoppidans forklaring blev brugt i kristendomsundervisning i Danmark i hele 1700-tallet og i Norge også i hele det efterfølgende århundrede.

Sandhed til Gudfrygtighed bygget i stor grad på Philip Jakob Speners tyske udgave (Einfältige Erklärung Der Christlichen Lehr, Nach der Ordnung deß kleinen Catechismi deß theuren Manns Gottes Lutheri: In Fragen und Antwort verfasset, Und mit nöthigen Zeugnüssen der Schrifft bewehret. Franckfurt 1677). Pontoppidans forklaring gennemgår Luthers lille katekismus i 759 spørgsmål og svar, mod Speners 1283. Sammenlignet med Speners forklaring var teksten reduceret til omtrent en tredjedel. Pontoppidan kunne på denne baggrund med rette hævde at hans udgave var rimelig kort.

Erik Pontoppidan blev født i Århus 24. august 1698. Han blev kongelig hofpræst i 1735 og i 1738 professor i teologi. Fra 1748-55 var han biskop i Bergen, men vendte igen tilbage til Københavns Universitet i 1755 som prokansler. Her døde han i 1764.

Bogen gengives her efter originaludgaven fra 1737 i en udgave med moderne typografi.

IMB-LMB Teolog

Finn B. Andersen

Immanuel

Den Gud, som vil, at alle mennesker skal blive salige, vil også, at de alle skal komme til sandheds kundskab, ja vokse og gå frem i den samme efter de lejligheder og hjælpemidler, som tilbydes dem i én verdens alder mere end i den anden.

Nu lever vi i en tid, da verdslig visdom og alle de kunster, som derpå grundes, er opstegne til en højere grad, end vore forfædre muligt havde forestillet sig. Ingen vil længere synes halvforfaren [halvlært] i sin videnskab. Det, man giver sig ud for, vil enhver forstå til gavns. Ak! Hvor meget mere burde man være så sindet i henseende til Guds og vor saliggørelses kundskab, som, i det mindste efter udvortes anseelse, er vores alles profession, eller det vi giver os ud for at vide og omgås med!

En ordentlig, grundig og tilstrækkelig indsigt i religionens sandheder burde jo være det ypperste mål for deres bestræbelser, som ikke vil regnes timelig og evig til de dårers tal, der bekymre sig for mange ting, men ikke agte det ene fornødne.

Vel sandt, at Guds kundskab ikke altid og hos alle drager hans sande frygt, kærlighed og lydighed efter sig. Der findes en vittighed uden samvittighed, en kundskab uden kraft; denne opblæser, i stedet for den skulle opbygge. Herpå har vore tiders forfarenhed [lærdhed] de allerstørste eksempler at fremvise.

Ser jeg på vore forfædre, da synes mig, de gjorde mere, end de vidste, men vi véd mere, end vi gøre. De lignede en frugtbar Lea med svage øjne, vi en ufrugtbar Rakel med skøn anseelse. Ikke desto mindre beholder sandheds kundskab sin uvurderlige pris, for skønt vor Herre Jesus, Joh 13, 17, ikke priser nogen salig, fordi de véd, med mindre at de også gør, hvad de véd, så sætter han dog videnskab foran, som det, der først udkræves til troen, uden hvilken det er umuligt at tækkes Gud i al sin gerning. Den troskab, mange meget enfoldige viser i at vandre efter det lidet lys, de har, lader os vist slutte, at deres vandring var endnu langt bedre, hvis deres indsigt i sandheden var mere fuldkommen. Den, der gør i tusmørke en gerning, som udkræver dagens lys, får den måske også gjort, men med større møje, fare og forhaling. Mørket er aldeles ikke det, der hjælper ham, men det lidet lys, som derhos findes, og jo mere samme vokser i morgenstunden, jo visere kan han, om han vil, fortsætte sin gerning.

Så sandt som dette er, så øjensynlig er også vore tiders fordel frem for vore forfædres. Hvorfor man også ved denne forklaring over salige Dr. Luthers liden katekismus har stræbt at udbrede samme fordel af de saliggørende sandheders klarere kundskab blandt den unge og enfoldige [ulærde] almue her til lands. Årsagen, som til dette arbejde har givet anledning, er særdeles denne, at næsten ethvert stift hidtil har haft sin egen særlige katekismus, og da nogle præster have fundet den på deres sted brugelige i en eller anden henseende ikke så tilstrækkelig, som de ønskede, så har de af redelig omhu selv forfattet og i deres menighed indført visse skrevne spørgsmål. Skønt nu lærdommens grund kunne være den samme, har dog den forskellige lærdoms form ikke syntes så bekvem som en almindelig og efter nødtørftighed tilstrækkelig, samt med Skriftens sprog overalt bekræftet Katekismus-Forklaring, opsat efter kongelig allernådigst til mig skriftlig udstedt befaling, og af vedkommende prøvet efter de sunde ords form.

Om nu denne Katekismus-Forklaring er så tilstrækkelig, tydelig, ordentlig og akkurat, som de, der omgås med ungdommens undervisning, kunne ønske, vil efter nogen tids forløb vise sig. Imidlertid måtte de, som ikke med alting er tilfredse, betænke, hvad vanskelighed der er ved at forene i en kateketisk forklaring fuldstændighed, korthed, klarhed, ordentlighed og renhed af alle den kristne lærdoms fornødne sandheder. Udi disse egenskabers fuldkomne forening kan man altid forestille sig en højere grad, hvis mulighed jeg heller ikke vil nægte, men den, der selv lægger hånd på arbejdet, skal befinde, hvad vanskelighed der er ved at ramme alting efter hver mands ønske i det slags skrifter, hvor intet må forses imod ungdommens ihukommelse ved vidtløftighed, intet imod dens begreb ved mørkhed, intet imod sandheden ved fremmede blandinger, intet imod sandhedernes sammenhæng ved uorden, og intet imod ordenes rette natur ved affekterede og tvungne sammensætninger. Har jeg ikke overalt fuldkomment nået dette mål, så har jeg dog alvorlig sigtet dertil.

Jeg overgiver da disse Guds Ord efter Høj-kongelige allernådigste befaling til almindelig brug i vore kirker og skoler.

Herren trykke selv sit indsegl herpå ved sin nådes udøselse i alle læseres, særdeles de unges, hjerter! Hvad jeg uvægerlig skulle, men aldrig selv udvalgte at gøre, har jeg gjort, så godt som jeg kunne. De ufuldkomne dele deraf bliver derfor egentligst mine. Udi øvrigt er det et ord, som på hin dag skal dømme sine ubodfærdige og vantro foragtere eller modsigere, men gøre de sjæle salige, som sagtmodigt i troen antage dets indplantelse.

København, den 9. oktober 1737. E. Pontoppidan.

P. S.

Erindring til skolelærerne

De spørgsmål, som med streger i bredden findes markeret, og således tydeligt adskilte, kan alene læses og eftertænkes i bogen, men ikke læres udenad NB af de tungnemmede og med alt for lidt skolegangs tid forsynede børn. Men de, der ikke har mangel på tid eller nemme, bør ikke gå noget stykke forbi. Når dette agtes, da kan ingen med rette besvære sig over, at bogen skulle være for stor eller vanskelig, at lære udenad, da en tredjedel eller fjerdedel deraf er markeret.

De ord udi sprogene [bibelcitaterne], i hvilke bevisningens kraft egentlig ligger, findes ved trykken adskilte fra de øvrige med anden stil.

Indgang

1. Kære barn, vil du ikke gerne være lykkelig på jorden og salig i himmelen?

Jo, kunne jeg blot blive det.

2. Vil du da gå den vej, som fører dig til dette mål?

Ja, hvis jeg kan finde den.

3. Tror du ikke, der er en Gud til?

Jo, for verden kan umuligt have skabt sig selv, men må have en årsag, ældre og højere end alle ting, hvilket evige væsen kaldes Gud.

4. Tror du ikke, Gud råder for saligheden?

Jo, visselig, for han er over alle ting.

5. Tror du ikke, at denne Gud under dig saligheden? Jo, for han er en god Gud.

6. Mon Gud da ikke vil vise dig saligheds vej?

Jo, det kan ikke fejle.

7. Hvorved viser Gud dig og mig denne vej?

Ved sit ord.

8. Har vi da dette Guds Ord iblandt os?

Ja, i Den Hellige Skrift, som kaldes bibelen.

*9. Har verden altid haft Guds Ord?

Ja, ved umiddelbare åbenbaringer og de aldrende fædres mundtlige undervisning fra slægt til slægt har mennesker før Moses tid haft Guds Ord, men skriftlig var det ikke optegnet, førend Moses dermed gjorde en begyndelse.

10. Hvem har skrevet bibelen?

De hellige profeter, evangelister og apostle.

11. Men var disse ikke mennesker?

Jo.

12. Hvorledes er da deres ord Guds Ord?

Fordi Guds Ånd har givet dem i sinde alt hvad og med hvilke ord, de skulle skrive.

2 Tim 3, 15-17. Fordi du kender Den Hellige Skrift af barndom, som kan gøre dig vis til saliggørelse ved troen, som er i Kristus Jesus. Den ganske skrift er indblæst af Gud og nyttig til lærdom, til straf, til rettelse, til optugtelse, som er i retfærdighed: at det Guds menneske skal være fuldkomment, beredt til al god gerning.

2 Pet 1, 21. Der er ikke nogen sinde en profeti fremkommet af menneskelig vilje, men de hellige Guds mennesker talte, idet de blev drevet af Helligånden. Matt 10, 19. 1 Kor 2, 13.

*13. Hvoraf kender man, at just denne skrift, som vi har, er det sande Guds Ord?

Af adskillige ting, som jødernes, tyrkernes og andre ældgamle slægters tilståelse, da de beråber sig på samme ord; af skribenternes overensstemmelse, af spådommenes opfyldelse, af de mangfoldige miraklers stadfæstelse og endelig af den store fremgang, dette ord har haft uden tvang og menneskelig magt, ja midt i de blodigste forfølgelser, da så mange tusinde martyrer har beseglet sandheden med deres blod.

*14. Men hvad skal den gøre, som ikke endda tror, at skriften er Guds Ord?

Han skal kun forsøge at adlyde ordet og give dets virkning rum i sit hjerte, da mærker han snart, at det har en overnaturlig og ret guddommelig fynd, kraft, liv og ånd hos sig til at oplyse, overbevise, opmuntre, trøste og straffe samvittigheden.

Joh 7, 17. Dersom nogen vil gøre hans vilje, han skal kende, om lærdommen er af Gud, eller jeg taler af mig selv. Sl 50, 23.

15. Skal vi endelig antage Den Hellige Skrift for vor tros og levneds eneste visse og fuldkomne rettesnor?

Ja visselig.

Luk 16, 29. De har Moses og profeterne, lad dem høre dem. Joh 20, 31.

16. Må man da ikke grunde sin tro og levned på umiddelbare åbenbaringer, drømme, egen fornufts indbildning, andre menneskers myndighed og eksempler, gammel mening, ordsprog, vedtægt og sædvane eller noget sådant?

Nej, derpå grundes ingen sand tro og lydighed, men overtro, ugudelighed og selvvalgt dyrkelse, som er Gud imod.

Gal 1, 8. Men dersom og vi eller en engel af himmelen prædiker evangelium for jer, foruden det vi prædikede jer, han være en forbandet ting!

Matt 15, 9. Men de dyrker mig forgæves, idet de lærer sådanne lærdomme, som er menneskers bud.

17. Har Guds Ord endnu flere særdeles egenskaber frem for menneskets ord?

Ja, næst dets guddommelige vished, kraft og fuldkommenhed, som allerede er vist, har det en særdeles klarhed til at oplyse os af naturen blinde mennesker.

Sl 119, 105. Dit ord er en lygte for min fod og et lys på min sti.

18. Er bibelen dog ikke mørk og utydelig for de enfoldige og ulærde?

I alle ting, som udkræves at vide til salighed, er den klar nok for den, som ret omgås dermed, enten han er læg eller lærd.

2 Tim 3, 15-17.

19. Hvorledes omgås man da ret med Guds Ord?

Når man først sukker til Gud om hans ånds oplysning, dernæst læser med god andagt og alvorlig eftertanke, med villigt forsæt at ville leve efter ordet, samt virkelig lydighed og øvelse. Når man søger at stille sin sjæls hunger, og ikke sin