Kirkepostillen: Martin Luthers Kirkepostil - Bind 2

By Books on Demand

Martin Luthers store Kirkepostil udkommer nu i en ny dansk oversættelse. Den omfatter Luthers prædikener over hele kirkeårets første tekstrække med både evangelierne og brevene.
Kirkepostillen fremkom ikke fuldt færdig på én gang. Afbrudt af de historiske begivenheder omkring reformationens voldsomme begivenheder udkom den over en årrække i større og mindre stykker. Først i 1543-44 forelå den fuldt færdigt med Luthers forord.
Det er denne udgave der her bringes i en ny dansk oversættelse, sammenholdt med den tidligere dansk-norske oversættelse udgivet i Stavanger 1862.
På grund af Kirkepostillens store omfang udgives den nu 3 bind:
Bind 1: Advent til helligtrekonger
Bind 2: Første søndag efter helligtrekonger til pinse
Bind 3: Trinitatistiden
På net-siden lutherdansk.dk findes der en samlet oversigt over alle prædikenerne. Desuden er der her mulighed for at søge på ord og vendinger i hele Kirkepostillen.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Mar 29, 2018
• ISBN: 9788743005063

Book preview

Indholdsfortegnelse

Forord

1. s. efter Helligtrekonger Rom 12, 1-5

Om troens frugter

1. s. efter helligtrekonger Luk 2, 41-52

Store nådegaver indebærer store kors

2. s. efter helligtrekonger Joh 2, 1-11

Ægteskabet er indstiftet af Gud

2. og 3. s. e. helligtrekonger Rom 12, 6-21

Én tro – mange nådegaver

3. s. efter helligtrekonger Matt 8, 1-13

Om dåben og barnets tro

4. s. efter helligtrekonger Rom 13, 8-10

Om kærligheden

4. s. efter helligtrekonger Matt 8, 23-27

Troens og vantroens væsen

5. s. efter helligtrekonger Kol 3, 12-17

Om troens frugter

5. s. efter helligtrekonger Matt 13, 24-30

Lignelsen om ukrudtet i hveden

Søndag septuagesima 1 Kor 9, 24 - 10, 5

Advarsel mod hovmod

Søndag septuagesima Matt 20, 1-16

Den rette forståelse af lignelserne

Søndag seksagesima 2 Kor 11, 19 - 12, 9

Om Paulus’ ros

Søndag seksagesima Luk 8, 5-15

Om Guds ords disciple og dets frugt

Fastelavns søndag 1 Kor 13,1-13

Om hovmod og kærligheden

Fastelavns søndag Luk 18, 31-43

Jesus forudsiger sin lidelse, død og opstandelse

1. søndag i fasten 2 Kor 6, 1-10

Formaning og tilskyndelse til et kristent liv

1. søndag i fasten Matt 4, 1-11

Kristi faste og fristelse

2. søndag i fasten 1 Thess 4, 1-7

Om hellighed og broderkærlighed

2. søndag i fasten Matt 15, 21-28

Den kana'anæiske kvindes tro

3. søndag i fasten Ef 5, 1-9

Formaning

3. søndag i fasten Luk 11, 14-28

Kristi forsvar mod sine spottere

Midfaste søndag Gal 4,21-31

Henvisning til Den Store Galaterbrevskommentar

Midfaste søndag Joh 6, 1-15

Bespisningen af de fem tusind

5. søndag i fasten Hebr 9, 11-15

Om Kristi præstedømme

5. søndag i fasten Joh 8, 46-59

Livsførelsen og læren

Palmesøndag Fil 2, 5-11

Kristus som billede på kærlighed

Om skriftemålet og nadveren

Skriftemålet

Om den hellige nadver

Om Kristi hellige lidelses betragtning

Den anden del

Første påskedag 1 Kor 5, 7-8

Formaning til gode gerninger

Første påskedag Mark 16, 1-8

Om og nytten og trøsten af Kristi opstandelse

Anden påskedag ApG 10, 34-43

Bibelens hovedartikel om syndernes forladelse

Anden påskedag Luk 24, 13-35

Opstandelsen er en virkelig begivenhed

Tredje påskedag ApG 13, 26-39

Gud har beredt vejen for evangeliets forkyndelse

Tredje påskedag Luk 24, 36-47

Hvem, der har glæde af at høre om opstandelsen

En anden prædiken over samme tekst

Fjerde påskedag Kol 3, 1-7

Om troens frugter og gode gerninger

1. søndag efter påske 1 Joh 5, 4-12

Om tro og genfødelse

1. søndag efter påske Joh 20, 19-31

Kristi opstandelse bringer fred og glæde

En anden prædiken over evangeliet samme tekst

Hvorfor Kristus har åbenbaret sig specielt for Thomas

2. søndag efter påske 1 Pet 2, 20-25

Formaning til tålmodighed i lidelser efter Kristi eksempel

2. søndag efter påske Joh 10, 11-16

Om Kristi person, embede og regimente

3. søndag efter påske 1 Pet 2, 11-20

Formaning til et kristent liv på nådens baggrund

3. søndag efter påske 1 Kor 15, 20-28

Andre prædiketekster

3. søndag efter påske Joh 16, 16-22

Kristus trøster sine disciple

4. søndag efter påske 1 Kor 15, 35-50

Andre tekstrækker

4. søndag efter påske Jak 1, 17-21

Advarsel mod vrede, utålmodighed og ond lyst

4. søndag efter påske Joh 16, 5-15

Helligåndens embede

5. søndag efter påske Joh 16, 23-30

Om bønnen

Kristi himmelfartsdag 1 Kor 15, 51-57

Kun henvisning

Kristi himmelfartsdag Mark 16, 14-20

Om disciplenes hårdhjertethed

6. søndag efter påske 1 Pet 4, 7-11

Formaning til gode gerninger

6. søndag efter påske Joh 15, 26 - 16, 4

Helligåndens person og gerning

Første pinsedag ApG 2, 1-13

Om pinsefesten

Første pinsedag Joh 14, 23-31

Løftet om Helligånden

Anden pinsedag Joh 3, 16-21

Om den herlige nåde og gave, som er skænket os i Kristus

Tredje pinsedag Joh 10, 1-10

Om Kristi rige og prædikeembedet i kirken

Forord

Martin Luthers store Kirkepostil fremkom ikke fuldt færdig på én gang. Den udkom i større og mindre stykker over en årrække afbrudt af de historiske begivenheder omkring reformationen.

På fyrstens opfordring tog Luther fat på at skrive en prædikevejledning til kirkeårets bibeltekster. I første omgang foregik det på latin og omfattede kun adventstiden. Dette arbejde blev afbrudt af rigsdagen i Worms med det efterfølgende ophold i skjul på Wartburg. Her fortsatte Luther opgaven med prædikener over juletiden, men nu på tysk. Og efterfølgende omskrev han også adventsdelen på tysk. Disse to dele udkom samlet i 1522 sammen med Luthers indledning: Hvad man skal søge og forvente at finde i evangelierne.

Nye begivenheder betød at Luther først kunne gå videre med opgaven i 1525, hvor han udgav prædikener over fastetiden frem til påske. Flere dele kom til efterhånden, men først i 1544 udkom den fulde Kirkepostil med prædikener til alle årets bibeltekster både til evangelierne og brevene. En del af de tidligere prædikener blev da erstattet af nye på baggrund af nye teologiske spørgsmål og den kirkelige udvikling. Revisionen foregik under Luthers opsyn og udkom i sin fulde længde og fylde med Luthers forord.

Det er denne udgave der her bringes i en ny dansk oversættelse, som er sammenholdt med den tidligere dansk-norske oversættelse udgivet i Stavanger 1862.

I Kirkeordinansen fra reformationens indførelse i Danmark nævnes Luthers Kirkepostil faktisk udtrykkeligt som en af kirkens grundbøger, som enhver præst skal eje og bruge i sin forkyndelse. Postillen er således også en helt grundlæggende bog for den danske folkekirke.

På grund af Kirkepostillens omfang udgives den i 3 bind:

Advent til helligtrekonger

1. s. efter helligtrekonger til pinse

Trinitatistiden

På net-siden lutherdansk.dk findes der en samlet oversigt over alle prædikenerne. Desuden er der mulighed for dér at søge på ord og vendinger i hele Kirkepostillen.

På lutherdansk.dk findes desuden de skrifter, Luther henviser til i sine prædikener og som derfor er en slags eksterne ressourcer, der hører med til Kirkepostillen. Det gælder ikke mindst Den Store Galaterbrevskommentar, som netop er udkommet på ny.

Finn B. Andersen

IMB&LMB, cand.theol.

Redaktør af lutherdansk.dk

1. s. efter Helligtrekonger Rom 12, 1-5

Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste. Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.

I kraft af den nåde, jeg har fået, siger jeg til hver eneste af jer: Hav ikke højere tanker om jer selv, end I bør have, men brug jeres forstand med omtanke, enhver efter det mål af tro, som Gud har givet ham. For ligesom vi har ét legeme, men mange lemmer, alle med forskellige opgaver, således er vi alle ét legeme i Kristus, og hver især hinandens lemmer.

Om troens frugter

I de foregående prædikener har jeg skrevet tilstrækkeligt om troen, om kærligheden og om korset og lidelsen, som håbet udspringer af. I disse tre stykker består et kristent liv og indhold. Derfor er det unødvendigt at udfolde disse ting mere udførligt, men hvor kærlighed, tro og kors og hvad der vedrører et kristent liv forekommer, der må enhver hente og huske på disse ting fra de foregående prædikener. For herefter vil jeg kun i korthed antyde dette, for at man skal se, hvordan al guddommelig lære ikke har noget andet indhold end Jesus Kristus, sådan som vi ofte har hørt.

Denne episteltekst omhandler ikke troen, men troens frugter, som at tugte legemet og at udvise kærlighed, enighed, tålmodighed, osv. Og først fremholder den troens frugt, som består i at tugte legemet og døde de onde lyster. Apostlen taler om dette på en helt anden måde, end han gør i de andre breve; for i Galaterbrevet kalder han det at korsfæste kødet med dets lyster; i Efeserbrevet og Kolossenserbrevet kalder han det at afføre sig sit gamle menneske og døde de jordiske lemmer; men her kalder han det at bringe et offer, og han beskriver det med de allerstørste og allerhelligste ord. Hvorfor det? For det første for, at han med sådanne mægtige og herlige ord endnu kraftigere kan tilskynde os til denne troens frugt. For hele verden anser den præstelige gerning, embede og værdighed for det ædleste og højeste, hvad det i sandhed også er. Hvis nogen har lyst og kærlighed til at blive præst og yde sit yderste for Gud, godt, han kan begynde hermed og påtage sig den gerning at ofre sit eget legeme til Gud. Han bliver altså den allerringeste og absolut intet for verden og her på jorden.

To slags præstedømmer

Her er det overladt til enhver at søge og finde forskellen mellem det udvendige, skinnende præstedømme og det indvendige, åndelige præstedømme.

Førstnævnte har kun få og en lille del revet til sig; sidstnævnte er derimod fælles for alle kristne.

Førstnævnte er uden Guds ord, og derfor selvopfundet og kaldt sådan af mennesker; sidstnævnte er uden mennesketanker grundet på Guds ord.

Førstnævnte bliver smurt udvendigt på huden med olie; sidstnævnte bliver salvet med Helligånden i hjertets indre.

Førstnævnte priser og lover sin egen gerning og fortjeneste; sidstnævnte prædiker og priser Guds nåde og hans ære.

Førstnævnte lader legemet med dets lyster være uofret, ja føder og nærer kødet med dets lyster; sidstnævnte døder og ofrer derimod legemet med dets lyster.

Førstnævnte lader sig ofre penge, gods, ære, lediggang, gode dage og alt, hvad der er lystigt på jorden; sidstnævnte lader derimod alt sådant fratages og det modsatte øves imod sig selv.

Førstnævnte ofrer Kristus på ny med en frygtelig fordrejning af sandheden, sidstnævnte nøjes med, at Kristus er ofret én gang og ofrer sig selv med ham og i ham i det samme og lignende offer.

Kort og godt: Disse to præstedømmer passer sammen som Kristus og Barabbas, lys og mørke, som Gud og verden. For lige så lidt, som Kristus er blevet præst ved nogen påsmurt olie eller ved nogen kronragning, lige så lidt bliver dette præstedømme skænket til nogen ved, at man smører eller rager sig. Alligevel er Kristus præst med alle sine kristne, Sl 110, 4: du er præst for evigt på Melkisedeks vis. Dette præstedømme lader sig ikke skabe eller ordinere. Her kan ingen gøres til præst. Man må være født præst og bringe det med sig som en arv fra fødslen. Jeg mener imidlertid den nye fødsel af vand og Ånd. Ved den bliver alle kristne sådanne præster, børn af ypperstepræsten Kristus og hans medarvinger.

Et sælsomt embede

Ja, præstedømmets navn og titel er herlig og snart omtalt og prist af alle, men dets embede og offer forekommer sjældent. For enhver gruer for det. Det gælder liv, ejendom, ære og fortrin og alt, hvad verden i øvrigt måtte have, ligesom det har kostet Kristus alt dette på det hellige kors. Ingen vil ind og vælge at tage død for liv, pine for lyst, tab for ejendom, skam for ære, fjender for venner – for det har Kristus gjort på korset som et eksempel for os. Og oven i købet skal man gøre alt dette ikke for sig selv eller til egen nytte, men til gavn for sin næste og til Guds ære og pris, sådan som Kristus har ofret sit legeme. Dette er et højt og herligt præstedømme.

Kristi lidelses dobbelte betydning

Jeg har ofte sagt, at man skal betragte Kristi lidelse og gerning på to måder: For det første som en nåde eller gave, som er skænket og givet os, hvorpå troen skal øve sig og modtage dette offer og gave til sin frelse. For det andet som et eksempel, som vi skal følge og på samme måde også ofre os for vor næste, Gud til ære. Kærligheden skal øve sig på dette og uddele disse gerninger til gavn for næsten. Den, som gør sådan, han er en kristen og bliver ét med Kristus, og hans legemes offer er med Kristi legemes offer et offer for Gud.

Det kalder Peter, i 1 Pet 2, 5, at man bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud. Her beskrive han også dette præstedømme og dette offer og siger: og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud.

Legemets dødelse

Han kalder dette et åndeligt offer, mens Paulus dog siger, at vore legemer skal ofres. Nu er legemet jo ikke ånd, men han kalder det et åndeligt offer, fordi det udføres frivilligt ved Ånden og ikke bliver fremtvunget ved loven og frygt for Helvede, sådan som de gejstlige hidtil har plaget sig med faste, groft tøj, vågen, hårdt liggeunderlag og lignende forlorent arbejde og besvær. Og alligevel er de ikke kommet til dette offer, men kun faldet så meget længere fra det, så de ikke har dødet det gamle menneske. Ja, de er kun blevet desto mere hovmodige og forbitrede og har dristet sig til at ophøje den slags gerninger til en fortjeneste for Gud. For de har heller ikke gjort dette for at døde legemet, men opsamlet det som gode geringer til en stor fortjeneste, for hvis skyld, de mener, at de, frem for andre mennesker, kan regne med at få en høj placering i Himlen, så det med rette bør kaldes et kødeligt offer af deres legemer, som Gud væmmes ved, men Djævelen finder behag i.

Men åndelige ofre er kærkomne for Gud, siger Peter, som Paulus ligeledes lærer i Rom 8, 13: hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve. Han siger: dræbe ved Åndens hjælp, ligesom Peter kalder det åndelige ofre; for det, som bliver ofret, må dødes. Som ville han her sige: Når I nu døder kødets gerninger på jeres selvvalgte måde uden ånd og lyst, men af frygt for pinen, da bliver det en kødelig dødelse og et kødeligt offer, og I vil ikke vinde livet gennem dette, men kun dø så meget grueligere. Ånden må gøre det. Og med det åndelige forholder det sig sådan, at det sker med lyst og kærlighed uden frygt for Helvede, frit og for intet, uden at søge nogen fortjeneste eller ære eller løn derved, hverken timelig eller evig.

Åndelige ofre

Se, det kaldes et åndeligt offer; for alt, hvad der sker, det må synes så udvendigt, groft, legemligt og synligt det være kan, så hedder det alligevel alt sammen åndeligt, når det sker af og ved Ånden, så også det at spise og drikke er en åndelig gerning, når det sker ved Ånden. Derimod er det kødeligt, hvad der sker ved kødet, det må være så hemmeligt og dybt i sjælen, det være kan, sådan som Pauls i Gal 5, 20 kalder afgudsdyrkelse og kætteri for kødets geringer, på trods af at disse ting dog foregår i sjælens inderste dyb.

Foruden dette åndelige offer omtaler Peter endnu et med de følgende ord, hvor han siger: Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys. (1 Pet 2, 9). Her omtaler han prædikeembedet, som er det rette offerembede. Sådan også i Sl 50, 23: Den, der bringer takoffer, ærer mig. For ved prædikenen bliver Guds nåde prist, og det hedder at ofre lov og tak, sådan som Paulus også, i Rom 15, 16, roser sig af, at han helliger eller ofrer evangeliet. Men her taler vi ikke om dette offer. Det kan ellers også god indbefattes i dette åndelige offer, som en del af dette, sådan som det følger senere. For den, som ofrer sit legeme til Gud, han ofrer også sin tunge og sin mund til at prædike, bekende og prise Guds nåde. Dog, om dette på et andet sted; lad os nu betragte ordene:

v1a Så formaner jeg jer, brødre

Han siger ikke: Jeg påbyder jer. For han prædiker for dem, som allerede er kristne og fromme ved troen i det nye menneske, som derfor ikke skal tvinges ved befalinger, men formanes, så de villigt gør alt det, som skal gøres mod det syndige gamle menneske. For den, som ikke gør det villigt, alene ved denne venlige formaning, er ingen kristen. Og den, som med loven fremtvinger det af de uvillige, han er ingen kristen prædikant eller leder, men en verdslig fangevogter.

v1b Ved Guds barmhjertighed

Lovprædikanter og nådeprædikanter

En lovdriver truer med trussel og straf. En nådeprædikant lokker og opmuntrer med den godhed og barmhjertighed, som Gud har vist os. For han vil ikke have uvillige gerninger og en tjeneste, som sker med ulyst. Han vil derimod have glade og villige tjenere for Gud. Den, som ikke lader sig tilskynde og opmuntre med sådanne varme og liflige ord om Guds barmhjertighed, der er skænket og givet os til overflod i Kristus, så han ikke med lyst og kærlighed gør ligesådan, Gud til ære og sin næste til gavn, han er intet, og alt er spildt på ham. Hvordan vil man blive blød og villig ved love og trusler, når man ikke smelter og flyder ved sådan en himmelsk kærligheds og nådes ild? Det er ikke menneskers barmhjertighed, men Guds barmhjertighed, som er givet os, og som Paulus vil have, vi skal betragte for dermed at opmuntres og bevæges.

v1c Til at bringe jeres legemer

Det eneste offer i Det Nye Testamente

I Det Gamle Testamente fandtes mange og mange slags ofre, men det betegner alle det ene offer, som Kristus og hans kristne bringer ved deres egne legemers ofring. For der er ikke og kan heller ikke forekomme noget andet offer i Det Nye Testamente, andet end dette ene, nemlig vore legemers offer. Og hvad vil eller kan nogen ofre mere end sig selv med alt, hvad man er og har? Hengives legemet til et offer, så hengives dermed alt, hvad der tilhører legemet.

Derfor er det nu forbi med alle Det Gamle Testamentes ofre, præster og al deres stads. Hvad er det for et offer, at du ofrer nogle skillinger imod hele legemets offer? Sådan noget stykværk og lapperi, imod dette store offer, nemlig at Kristus og hans troendes legemer ofres.

Derfor siger Esajas også med rette om sådan noget makværk, at der i Det Nye Testamente skal skabe væmmelse lige over for de store og rette ofre, og i det sidste kapitel (Es 66, 3) taler han således om dette: Den, der slagter en okse, er en manddræber, og den, der ofrer et får, er en hundemorder; den, der bringer afgrødeoffer, ofrer svineblod, den, der brænder røgelse, velsigner det onde osv. Ligesådan taler han om dette i Es 1, 11: Hvad skal jeg med jeres mange slagtofre? Siger Herren. Jeg er mæt af brændofre af væddere og fedtet af fedekvæg; blod af tyre, lam og bukke vil jeg ikke have osv. Med træffende ord forkaster han fuldstændigt alle ofre for dette ene, retskafne offers skyld.

Derfor har vores blinde vejledere hidtil fuldstændig ynkeligt bedraget verden med messeofrene og glemt dette ene offer. For messen kan godt afholdes, uden at sjælene har nogen frugt af det, men kun skade. Dette offer kan derimod ikke ske uden frugt for sjælene. Derfor kan messen ikke være et nytestamentligt offer, hvis den i øvrigt var et offer. For alle Det Nye Testamentes gerninger og ofre må være retskafne og tjene til sjælenes frelse, hvis det ikke er tilfældet, hører de ikke til Det Nye Testamente. Sådan som Sl 25, 10 siger: Herrens stier er altid godhed og troskab.

v1d som et levende og helligt offer, der er Gud til behag

Et levende offer

Disse ord: levende, helligt og velbehageligt, benytter Paulus utvivlsomt, fordi han vil ophæve Det Gamle Testamentes ofre og afskaffe hele dets præstedømme. For Det Gamle Testamentes ofre var fugle, får og bukke. Af det var der intet, som blev levende, men når der skulle ofres, blev det slagtet, brændt og fortæret af præsterne. Men dette offer i Det Nye testamente er et underfuldt offer, som på én gang dræbes og dog bliver levende. Ja, jo mere det dræbes og ofres, desto bedre og kraftigere lever det, sådan som han siger i Rom 8, 13: hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve. Og i Kol 3, 3: I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud. Og i Gal 5, 24: De, som hører Kristus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne.

Derfor må vi forstå dette ord levende åndeligt, om livet for Gud og ikke for verden, nemlig sådan, at den, som tugter sit legeme og dræber sine lyster, ikke lever for verden; for han fører ikke sådan et liv, som verden fører. Verden lever, og kan ikke andet end leve, i lysterne og efter kødet, men han lever ikke efter kødet, sådan som Paulus siger i 2 kor 10, 3: Vi lever vel i kødet, men vi strider ikke efter kødet [Luthers oversættelse]. Derfor er sådan et liv et evigt liv for Gud og et levende offer. For sådan en ihjelslagning af legemet og lysterne, sker ved egen tugt eller andres forfølgelse, og er ikke andet end en øvelse i og til sådan et liv.

Et helligt offer

Det Gamle Testamentes offer var heller ikke noget rigtigt helligt, men kun udvendigt og dennesidigt helligt, nemlig til det var fortæret, ligesom det også kun levede udvendigt og dennesidigt til det blev ofret. Men dette offer er ret beskaffent og evigt helligt for Gud. Men helligt kaldes det, som alene er bestemt til tjeneste og ære for Gud, og som Gud alene bruger. Derfor skal dette ord: helligt forstås sådan, at vi lader Gud alene virke i os og er hans hellige værktøj, sådan som han siger i 1 Kor 6, 19 flg.: Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud? I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud med jeres legeme! Ligesådan i Gal 6, 17: jeg bærer Jesu sårmærker på min krop.

Den, som således udfører en gerning til sin egen ære eller lyst, hans offer er vanhelligt, sådan som de gør, der med deres gerninger søger løn og fortjeneste hos Gud, det være sig dennesidigt eller evigt. Det kommer af, at de endnu ikke er dræbte til offer; for dette offer kan ikke være helligt, medmindre det i forvejen er levende, det vil sige dræbt for verden og for sig selv, så det ikke længere søger sit eget.

Et velbehageligt offer

Det Gamle Testamentes offer var heller ikke i sig selv velbehageligt for Gud, det gjorde heller ingen velbehagelige, men for verden og menneskene var det velbehageligt. De holdt meget af dem, som om de derved kunne behage Gud på rette måde. Men for mennesker er dette offer den allermest forhadte og ubehageligste ting på jorden; for det dræber og fordømmer og strider fuldstændigt mod alt det, som behager verden og menneskene, og som forekommer dem at være ret.

For som sagt kan naturen ikke leve anderledes end efter kødet, og må navnlig holde fast på sine gode gerninger og sin frække påtrængenhed. Den kan nemlig ikke tåle, at alt det, som den gør og påstår skal gøres til intet og dræbes. Derfor er dette offer Gud velbehageligt, siger Paulus, hvor ubehageligt det så end må være for verden. Og de, som bringer sådan et levende, helligt offer, føler også godt og er overbeviste om, at det er Gud velbehageligt, fordi de ved, at Gud vil have dræbt kødets lyst og sans og selv alene leve og virke i os.

Brugen af ordet legeme i bibelen

Heraf følger, at Paulus ved legemet ikke alene forstår de grove ydre ting og gerninger, som fråseri, drab, ægteskabsbrud, osv. Han forstår derimod alt, hvad der tilhører det gamle menneske med dets bedste og højeste kræfter både i det ydre og i det indre, som f.eks. den indgroede ondskab i egenviljen, selvklogskaben, fornuften, den naturlige visdom, den overmodige og påtrængende tiltro til egne gerninger og en åndelig livsførelse, og hvad der ellers findes af Guds gaver hos menneskene.

Du kan finde eksempler på dette hos alle dem, som nu er de mest åndelige og klogeste her på jorden. Blandt dem er der ganske vist nogle, der tugter deres legemer i det ydre, men i hjertet er de fulde af hovmod, selvtillid, egenvilje og selvtilfredshed med deres indstilling og livsførelse eller visdom. Denne indre, indgroede ondskab kan ingen hellig helt sige sig fri for; derfor må man hele tiden ofre sig selv og dræbe denne gamle slyngel. Men apostlen kalder det, at ofre legemet, fordi de, som er kristne, allerede lever mere end halvvejs i Ånden, og hvad der endnu findes hos dem af det, som skal dræbes, tilskriver han legemet som den laveste og ringeste del, hvor der endnu ikke findes ånd.

v1 det skal være jeres åndelige gudstjeneste

Den rette gudstjeneste

Her adskiller han klart de kristnes gudsdyrkelse fra jødernes og siger: Jøderne har haft deres gudsdyrkelse i ufornuftige dyr og ofre, men jeres gudsdyrkelse består i et fornuftigt offer, det er jeres legeme og jer selv. Jøderne har ofret guld og sølv og bygget et dødt tempel af sten og træ, men I er et andet folk, derfor er jeres offer ikke sølv og guld, jeres tempel ikke træ eller sten, men jer selv. I er Guds tempel (1 Kor 3, 16).

Derfor mærker du, hvor redeligt man har handlet med de kristne, idet man har fortiet denne, vor egen gudsdyrkelse og drevet hele verden til at bygge kirker, altre og klostre, ofre klokker, kalke, billeder og lign., som om de kristnes gudsdyrkelse alene bestod i dette, så de endda skulle have været for meget for jøderne.

Kort og godt: Denne, vor fornuftige gudsdyrkelse, kalder han for hjertets rette, åndelige gudsdyrkelse. Den sker i troen og i erkendelsen af Gud. Og hermed forkaster han al gudsdyrkelse, som sker uden for troen, som eneste ufornuftig gudsdyrkelse, selvom den sker legemligt og i det ydre og har skin af stor hellighed og åndeligt liv, sådan som papisternes gerninger, ofrene, munkevæsnet og en streng livsførelse hidtil har været det. For de har fundet sted uden erkendelse af Gud (da de intet Guds ord har haft), desuden uden Ånd og hjerte, idet de alene har udført gerningen og ment, at det måtte behage Gud, på trods af, at der ingen tro var til stede. Sådan har jødernes gudsdyrkelse også været under udførelsen af deres gerninger og ofre, osv., fordi de ikke kendte Kristus og havde troen, og derfor ikke var bedre end de afguderiske, uforstandige hedninger med deres gerninger og gudsdyrkelse.

v2 Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornys, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.

Som sagt kan verden hverken se eller høre dette offer. Derfor fægter den imod det til begge sider: med opmuntring og trusler, ved at lokke og med forfølgelse. Og den har desuden den fordel, at den ikke har noget af vort sind og vor Ånd i sig; mens vi endnu har temmelig meget af verdens sind og tilbøjelighed i os. Af den grund er det nødvendigt at passe på, så vi hverken følger verdens skik eller vor egen fornuft og gode mening. Men vi må hele tiden bryde med vores egensindighed og vor vilje, så vi gør og lider anderledes, end fornuften og viljen påstår, så vi kan være forskellig fra verden og gøre det modsatte af, hvad den gør.

Sådan bliver vi dagligt forandrede og fornyede i vort sind, dvs. at vi dagligt stadigt mere og mere lærer at elske det, som verden og fornuften hader, så vi eksempelvis dagligt, mere og mere, foretrækker at blive fattige, syge, foragtede, tåber og syndere og til sidst regner døden for at være bedre end livet, dårskab dyrere end visdom, skam ædlere end ære, fattigdom saligere end rigdom, synd herligere end fromhed. Sådan et sind er verden ikke i besiddelse af, men den er anderledes indstillet over for alle ting, og med denne gamle indstilling forbliver den uforandret og ufornyet, ja forstokket og stenhård.

At erfare Guds gode vilje i modgang

I sig selv er Guds vilje altid god, elskelig og fuldkommen, men den bliver ikke altid erkendt som sådan. Ja, fornuften mener, at det er Djævelens onde, bitre og vederstyggelige vilje, fordi den befaler at tilintetgøre og dræbe det, som den anser for det højeste, bedste og allerhelligste. Her må erfaringen derfor alene være mester. Den prøver, føler, finder og bliver klar over, at denne vilje er god og mener det hjerteligt godt.

Dernæst: den, som bliver bestandig og tiltager i dette, han erfarer også, at den gode vilje er kærlig og velbehagelig, så han ikke bytter den bort med nogen af verdens goder. Men han har større lyst og glæde under fattigdom, foragt og al slags modgang, end nogen på jorden kan have i al sin rigdom, ære og lyst. Indtil det til sidst kommer dertil, at mennesket bliver fuldkomment og gerne giver livet bort for døden, og med Paulus begærer at bryde op herfra, så al synd må ophøre, og Guds vilje i alle ting på fuldkommen måde opfyldes i ham. Men da er han også forskellig fra verden på den mest fuldkomne måde, og han gør sig på ingen måde lig med verden. Mens verden ikke kan blive mæt af livet, kan han ikke blive livet kvit. Hvad verden søger, flygter han fra, hvad den undgår, søger han osv.

Daglig renselse og fornyelse

Men her ser du, at Paulus ikke erklærer os for at være renset for synd og ondskab på alle måder, eftersom han befaler, at vi skal forandres og fornys i vort sind. Hvor der er forandring og fornyelse, der findes der stadig noget tilbage af det gamle og onde. Men dette er synder, som ikke tilregnes de kristne, eftersom de dagligt arbejder med det og på at forandres og fornys. For det klæber til dem imod deres vilje, Rom 7, 15 og Gal 5, 17: For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil.

Han nævner særligt sindet for selv at antyde, hvad han mener med det legeme, som han befaler at ofre. Ovenfor er der nu talt tilstrækkeligt om, hvad det er, som kaldes sind i Skriften; nemlig vores mening og vores forgodtbefindende, som enten er hovedet for alle laster eller for alle dyder. For det, som jeg synes er ret, holder jeg af, og hvad jeg holder af, det gør jeg; og således andre med mig. Hvor dette sind nu ikke er ret, der er det ude med samvittigheden og troen: Hvor det ikke stemmer overens med andres sind, der er det ude med kærligheden og freden. Hvor det er ude med kærligheden og troen, der er alene verden og Djævelen selv tilbage. Derfor kommer alt an på at forandre og forny sindet, sådan som det også hedder i det følgende:

v3 I kraft af den nåde, jeg har fået, siger jeg til hver eneste af jer: Hav ikke højere tanker om jer selv, end I bør have, men brug jeres forstand med omtanke, enhver efter det mål af tro, som Gud har givet ham.

Denne lærdom lægger Paulus de kristne særligt på hjerte i alle sine breve, så han må bevare den enfoldige tro ens hos alle og forebygge sekter og mange slags opsplitning i det kristne liv. Opsplitningen udspringer nemlig af forskellige sindelag og meninger, når disse ikke længere forbliver ens hos alle. Derfor minder han her om sit apostelembede for at formane dem på det kraftigste, som den, der var udvalgt af Guds nåde og sendt for at lære dette. Og dermed vil han sige: I har mange slags nådegaver indbyrdes blandt jer; men enhver skal være opmærksom på, at han fatter og bevarer sin mening i troen, så ingen har højere tanker om sig selv, end han har om en anden, og anser den gave, som han har fået skænket for bedre end den andens gave.

For når dette sker, så vil enhver foragte den ringeste gave og holde sig til de bedste og også tilskynde andre til at gøre det samme. Hvis denne ulykke opstår, så kaster man sig over gerningerne og gaverne og giver slip på troen. Så farer sindet af sted, på samme måde som verden gør det, og tragter efter det, som er højt, og ikke efter det lave.

Falsk åndelighed

Dette kan man ikke illustrere bedre end ved det, som foregår på vores tid. Der ser du, hvordan munke og kirkelige ansatte har ophøjet deres gejstlige stand. Den synes dem at være den bedste. De betragter den ikke sådan, at de er beskedne, men på alle måder ophøjede, og de står stejlt på den mening, at den almindelige kristenstand ikke er at regne for noget imod deres egen. Nu findes der dog ikke noget i deres stand, som Gud har befalet, hverken tro eller kærlighed, men kun særegenheder, som de selv har opfundet. Derfor spalter de sig også indbyrdes og deler sig efter deres meninger i så mange partier, idet enhver vil være den bedste, og af samme årsag bliver ingen af dem til nogen nytte for Gud. For da går tro og kærlighed under, sammen med det samdrægtige sindelag, som skal holde alle kristne samme og gøre dem til ét.

Den ene tro

Så vil Paulus da hermed sige, at uanset hvor mange slags gaver, gerninger og skikke, der end eksisterer i det ydre, så skal ingen synes så godt om noget af det, så han vil være bedre end andre. Men enhver skal synes godt om troen, som vi alle har i vort indre, om end ikke i lige rigt mål. En er stærkere end en anden, men alligevel er det, som troen besidder, altid ét og det samme og sig selv ligt, nemlig Jesus Kristus.

For røveren på korset havde lige så godt Jesus Kristus, og lige så meget del i ham ved troen, som Peter, Paulus, Abraham og Jomfru Maria og alle helgenerne, selvom han ikke havde så stærk en tro, som de havde. Lad bare gaverne være ulige, så er troens goder dog altid sig selv lige. Men fordi vi alene skal rose os af troens gode, og ikke af Åndens gaver, så skal enhver også anse en andens gaver for lige så gode som sine egne. Og med disse gaver skal man tjene den anden, som er mig lig i troens gode. Så forbliver kærlighedens enighed og troens enfoldighed bestandigt, og ingen falder fra ved at bygge på egen gerning eller fortjeneste.

Om dette sind og forgodtbefindende kan du læse mere i de foregående prædikener, især over epistlen på tredje søndag i advent. Men hvad der mere er at sige om denne epistel, vil vi gemme til næste søndag; for disse søndages epistler hænger sammen indbyrdes.

1. s. efter helligtrekonger Luk 2, 41-52

Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

Store nådegaver indebærer store kors

Under pavedømmets blindhed har man indtil nu ikke været i stand til at prædike anderledes om Guds kære helgener end ved at overøse dem med en umådelig lovtale og ros. Og man priste dem kun for deres underfulde liv og gerninger, høje indsigt og himmelske glæde, fuldstændig som om de ikke også har været mennesker på jorden, og som om de aldrig havde lidt eller følt nogen form for menneskelig ulykke, skrøbelighed eller svaghed. Det var, som om man ikke kunne prise dem nok, medmindre man gjorde dem til træ og sten. Og dernæst har man haft til hensigt at bekræfte dette ved falske og skændige løgne og fabler, lige som om helgenerne blev æret højt ved, at man alene fortalte underlige ting om dem, og man kun måtte se og lære sådanne eksempler, som ingen kunne nå ved sin egen livsførelse eller trøste sig ved. Derved har der så senere indsneget sig det forhold, at man fuldstændig har gjort dem til afguder og lært at påkalde dem i Herren Kristi sted som forbedere, formidlere og hjælpere i nøden, med en skændig bespottelse og fornægtelse af vores kære frelser og ypperstepræst Kristus til følge.

Derved har man også ment, at man priste Kristi moder højt, og ingen større ære viste hende, end ved at man på den måde overfyldte og udstyrede hende med nåde og gaver, som om hun aldrig havde kendt til nogen anfægtelse, aldrig havde snublet og fejlet med sin forstand eller nogen som helst ting. I modsætning hertil viser Skriften og evangeliet os, hvordan Gud handler fuldstændig fornuftsstridigt og, som Salme 4 siger, underfuldt med sine hellige. Og jo højere han benåder, ærer og ophøjer dem, desto dybere lader han kors og lidelse komme over dem, ja, i vanære, skændsel og forladthed.

Den menneskelige fornuft vil uden tvivl belære og rådgive Gud om, at han ikke skulle behandle sin egen søn så skændigt og uværdigt – som en morder og røver – og lade ham udøse sit blod, men meget hellere ordne det sådan, at alle engle måtte bære ham på hænderne, alle konger og magthavere falde ned for hans fødder og vise ham al ære. For menneskenes visdom består i, at den ikke ser, tragter efter og begærer andet, end hvad der er ærefuldt, højt og kosteligt. Og til gengæld ikke afskyr og undgår noget mere end vanære, foragt, lidelse og elendighed. Men Gud vender det fuldstændigt på hovedet og gør det stik modsatte. Han omgås med sin kæreste Søn (efter menneskelig forstand og bedømmelse) så uvenligt og foragteligt, som han ikke gør det med noget menneske på jorden. Som om det ikke var Guds eller et menneskes, men Djævelens eget barn. Sådan handlede han også med sin kæreste tjener Johannes Døber, om hvem Kristus selv siger, at blandt de, der er født af kvinder, er der ikke oprejst nogen større end ham. Netop ham fører han til den ære, at hans hals bliver afdanset af en skøge. Det var jo en tilstrækkelig vanærende og afskyelig død. På samme måde har han også handlet med sin kære mor, så hun også måtte erfare og lære, at han fører sine hellige på en underlig måde. Og evangelierne viser med al tydelighed, at han kun sjældent har ladet hende se og erfare, hvad der var herligt, dyrebart og glædeligt, men derimod at hun for det meste alene måtte erfare lidelse og angst, sådan som den hellige, gamle Simeon i forvejen havde profeteret det for hende, som forbillede for hele kristenheden. Desuden taler han i almindelighed hårdt og tvært til hende og afviser hende, som det synes, uvenligt, sådan som vi senere skal høre det.

Kors og lidelse i Jomfru Marias liv

Sådan fremholder denne tekst os for det første Kristi mor som et eksempel på det kors og den store lidelse, som Gud lader overgå sine hellige. Den hellige jomfru var ganske vist højt velsignet med al nåde og et skønt tempel for Helligånden - og frem for alt udvalgt til den ære at blive mor til Guds søn. Hun havde helt sikkert også en større lyst og glæde i sit barn, end nogen mor har haft det (hvad der også kun var naturligt). Dog har Gud ført hende sådan, at hun ikke havde noget paradis med ham, men derimod ulykke, smerte og hjertesorg. For det var den første smerte, som ramte hende, at hun måtte føde i Betlehem, på et fremmed sted, hvor hun intet rum havde med sit barn, men måtte ligge i en åben stald. Den næste, at hun straks efter de seks renselsesuger måtte gå i landflygtighed med barnet og opholde sig der i syv år. Hun har uden tvivl erfaret mere af den slags elendighed, som ikke er beskrevet.

Blandt dem er dette en, og ikke den mindste, sorg, som han her lægger på hende, når han bliver borte fra hende i templet og forgæves lader hende søge efter sig så længe. Da har han gjort hende så forskrækket og bedrøvet, at hun var nær ved at opgive, sådan som hun også giver udtryk for, når hun siger: Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelig. For lad os tænke lidt over, hvordan hun må have været til mode. Det forstår enhver far og mor godt – hvilken jammer og hjertekval, når et barn, som de elsker, bliver væk fra dem ved et uheld, så de ikke tror andet, end at det er fortabt. Og selv om det kun varer en times tid, hvilken sorg, hyleri og klage er det ikke årsag til, og der findes slet ingen trøst! Da kan man hverken spise, drikke, sove eller være stille; det er en elendighed, så man hellere ville være død. Hvor meget værre bliver det så ikke, når sådan noget varer en hel dag eller nat eller endnu længere. Da er hver time ikke som ét, men som hundrede år.

Betragt nu denne mor, som for første gang mister sin eneste søn, mens hun endnu ikke har nogen anden, ikke har eller kan have flere, som alene er hendes søn, og til hvem hun alene er mor uden nogen biologisk far, ja, som i sandhed er Guds enbårne Søn og særligt overgivet og betroet hende af Gud selv, for at hun som mor skal passe, pleje og beskytte ham med al sin kraft og styrke. Indtil nu har hun opdraget han under stort besvær og dybeste omsorg og med det største besvær forsvaret ham blandt fremmede og fjender, så han er vokset lidt op og nu skulle være hendes højeste glæde og trøst – nu skal hun pludselig miste ham, netop som hun tror, at har ham så sikkert som nogen, og ikke behøver at vise helt samme omsorg som tidligere. Og hun mister ham, ikke i en eller to timer, ikke en dag og nat, men hele tre dage, så hun ikke kan forestille sig andet, end at hun har mistet ham for bestandigt og evigt. Hvem kan her sige eller forestille sig, hvor ængstelig og bedrøvet hendes moderhjerte har været over dette gennem disse tre dage? Det har været et under, at hun har overlevet sådan en hjertekval.

Desuden er denne bedrøvelse og lidelse ikke af en sådan karakter, at hun må bære det som noget, der tilfældigvis er tilstødt hende og uden hun selv er skyld i det. Men hendes egen samvittighed slår hende desuden også, når hun tænker på, at Gud har betroet hende barnet, og at ingen andre end hun må stå til regnskab for det. Og den slags storme bruser og tordner i hendes hjerte: Se, barnet har du mistet; det har du ingen andre end dig selv at takke for, for du skulle passe ham og have tilsyn med ham og ikke lade ham komme væk fra dig noget øjeblik. Hvad vil du nu svare Gud, når du ikke har passet bedre på ham? Det har du fortjent med dine synder, og nu er du ikke værd at være hans mor; ja, du har fortjent, at man fordømmer dig frem for alle mennesker, fordi han viste dig så stor ære og nåde, at han udvalgte dig til hans mor.

Måtte hendes hjerte ikke have været nær ved at briste og fortæres af angst, og det af en dobbelt årsag: For det første, fordi hun har mistet sin søn og ikke kan finde ham igen. For det andet – hvad der er det hårdeste, som ikke overgår andre mødre og gør denne lidelse til den tungeste – fordi hun må forfærdes for Gud, som er dette barns eneste rette fader. Og hun må tænke, at han ikke længere vil have og vide af hende som dets mor, og i sit eget hjerte er hun således mere elendig og bedrøvet end nogen kvinde på joden. Og det er, efter hvad hun føler i sit hjerte, en lignende synd som den, vor først mor Eva begik, der bragte hele menneskeheden i fordærv. For hvad var alle synder imod denne, at hun har passet så dårligt på og mistet dette barn, Guds søn og verdens frelser? Og hvis han var blevet borte, eller (da han ikke kunne forblive tabt eller kunne mistes) hvis Gud atter havde taget ham til sig, så havde hun været årsag til, at verdens forløsningsværk var blevet forhindret. Disse og lignende tanker har utvivlsomt faldt hende ind og i højeste grad forskrækket hendes hjerte. Samvittigheden er desuden en sårbar ting, og som et fromt menneske har hun haft et meget følsomt hjerte og samvittighed.

Her ser du, hvordan Gud handler med sin søns hellige mor. Selvom han har æret hende på den højeste måde, og hendes glæde over denne søn har været overstrømmende stor, ja så stor, som ingen mor har kendt den, så lader Gud hende dog opleve sådan noget. Derved fratager han hende så fuldstændigt al ros og trøst, så hun ikke længere kan sige: Jeg er mor til denne søn. Før var hun ophøjet til himlen, nu ligger hun pludselig i det dybeste helvede og i sådan en skræk og hjertekval, at hun må være nærved at fortvivle og dø. Hun må have ønsket sig, at hun aldrig havde set dette barn eller hørt om det. Og således må hun have troet, at hun havde begået en større synd, end noget andet menneske nogensinde har gjort sig skyldig i.

Vores ømmeste punkt

Se, sådan kan Gud handle med sine hellige, at han tager deres glæde og trøst fra dem, når han vil det. Og han lader netop det, som de finder deres højeste glæde ved, forskrække dem mest. Ligesom han også omvendt kan give dem den største glæde af det, som forskrækker dem mest. For det har været den hellige jomfrus højeste glæde, at hun var blevet mor til dette barn. Men nu har hun ingen større skræk og hjertekval end netop af denne søn. Sådan har vi ingen større skræk end den, som fremkaldes af synden og døden; dog kan Gud trøste os i denne skræk, så vi tør rose os, sådan som Paulus siger det: Netop ved at synden har måttet tjene til at gøre nåden desto større og overflødigere, og at døden er overvundet af Kristus. Det bevirker, at vi også begærer at dø og at dø med glæde. Således også omvendt: Når Gud har skænket os en levende tro, og vi derfor går med en stærk fortrøstning til, at vi ved Kristus har en nådig Gud, da befinder vi os i paradis. Men før vi kan nå at se os om, kan det vende rundt, så Gud lader vores hjerte blive fuldstændigt modfaldent, så vi mener, han vil rive Herren Kristus ud af hjertet, og han bliver skjult for os, så vi ikke kan finde nogen trøst i ham. Men Djævelen indskyder derimod de skrækkeligste tanker i hjertet om ham, så vores samvittighed synes, den har mistet ham, og derfor skælver og bæver den, som var der alene vrede og unåde imod os, hvilket vi har fortjent på grund af vores synder.

Ja, selvom samvittigheden ikke kender til nogen åbenbar synd, så kan Djævelen dog også gøre synder af det, som ikke er nogen synd. På den måde kan han drive og ængste hjertet, så det plager sig med sådan nogle tanker, som: Hvem siger, at Gud også vil have noget med dig at gøre? Hvem ved, om han vil unde dig Kristus? Ligesom den kære mor her tvivler på, om han længere vi have hende som mor, og hun føler sådan et samvittighedsnag, som om hun havde tabt sønnen af sigte på grund af sin skødesløshed og mistet ham; mens hun dog ikke var skyld i det, liges så lidt som han i virkeligheden var tabt. Sådan siger hjertet også i sådan en anfægtelse: Ja, Gud har ganske vist skænket dig en god og smuk tro indtil nu, men nu vil han måske ikke give dig den længere. Det har du kun fortjent på grund af det ene eller andet.

Forsvunden nåde

Og dette er netop den sværeste og højeste anfægtelse og lidelse, som Gud undertiden angriber og øver sine høje hellige med, som man plejer at kalde forsvunden nåde, hvor menneskets hjerte ikke føler anderledes, end som om Gud havde forladt det med sin nåde og ikke længere ville vide af det. Hvor det end vender sig hen, ser det intet andet end vrede og skræk. Men den slags høje anfægtelser er det ikke alle, som lider under. Og der er heller ikke andre end den, som har erfaret dem, som kan forstå dem. Der behøves meget stærke ånder til at udholde den slags stød.

Dog fremholdes den slags eksempler, for at vi derved kan lære, hvordan vi skal forholde os og finde trøst i vore anfægtelser. Og for at vi kan ruste os, hvis Gud engang vil angribe os med den slags eller lignende dybe anfægtelser, så vi ikke straks går til grunde over dem. For det er ikke nedskrevet for denne jomfrus og Kristi mors skyld, men derimod for vores skyld, for at vi kan finde både lærdom og trøst af det. I Skriften er der derfor flere eksempler på den slags dybe anfægtelser hos de store hellige. Sådan en har den hellige patriark Jakob utvivlsomt været, da han en hel nat igennem kæmpede med englen, som der fortælles om i Første Mosebog 32. Ligesådan har vi Josvas eksempel i Jos 7. Ham havde Gud skænket en stor og stærk forjættelse om, at han skulle udrydde alle hedninger, som ville modsætte sig ham. Og desuden havde Gud selv formanet og forjættet ham, at han skulle være frimodig og fortrøstningsfuld; for han ville selv være med ham, osv. Og i tillid til denne forjættelse gik han også frejdigt fremad og slog fortrøstningsfuldt til og vandt store sejre.

Men hvad sker der så? Netop, da han stod med sådan et mod og sådan en tro, og han i den havde indtaget byen Jeriko, så skete det, at de ikke sendte mere end tretusinde mænd ud af hele folket mod byen Ki, som de skulle overvinde og indtage. Da var de også stolte og modige, fordi byen var lille og fjenderne få. Men da de kommer derhen, vender det pludselig om, så de bliver modløse, vender deres fjender ryggen og flygter - og det på trods af, at der ikke var faldet flere end toogtredive mand af dem. Også Josva selv taber modet og synker til jorden og ligger med ansigtet nedad hele dagen, mens han klager og råber til Gud: Ak, Herre, hvorfor har du ført os over Jordan, når du vil give os i vore fjenders hænder? O, var vi dog aldrig kommet hertil, osv.

Se, der ligger den store, stridbare helt, som dog havde så stærkt et Guds Ord at bygge på, nede i støvet med sin tro, så Gud selv må rejse ham op igen. Hvad er det, der gør ham så forsagt? Intet andet, end at Gud skjuler sig for ham for at prøve ham. Og på denne måde tager Gud modet fra ham, så han må lære og erfare, hvad mennesket er og formår, når Gud trækker sin hånd tilbage.

Sådan en lidelse er ubeskrivelig svær og uudholdelig for naturen. Derfor råbte og klagede de hellige under den med angst og jammer, og den slags klagesange findes der mage af i Salmernes Bog, som Sl 31, 23: Jeg sagde i min angst: Jeg er fordrevet fra dine øjne. Dvs. jeg vidste og følte ikke andet, end at mit hjerte sagde til mig: Gud vil ikke vide af dig osv. Og hvis Gud ikke holdt dem oppe ved sin kraft og hjalp dem ud af denne tilstand igen, måtte de fuldstændig synke i Helvede under den, sådan som Sl 97, 17 flg. også siger: Var Herren ikke kommet mig til hjælp, havde jeg snart fået bolig i tavshedens land. Når jeg sagde: Min fod vakler, så støttede din trofasthed mig, Herre. Når urolige tanker tog til i mit indre, så gjorde din trøst mig glad.

Derfor har den hellige jomfru været en sand martyr gennem disse tre dage, og hendes lidelse har været meget sværere end den fysiske smerte og pine hos nogen anden helgen. For sin søns skyld stødes hun ud i en sådan angst, at hun ikke kan udstå et bittere helvede. For af alle lidelser er det den største pinsel og smerte, når hjertet angribes og kvæles. Andre lidelser, som overgår legemet, kan alle sammen lettere bæres, ja, under disse kan hjertet være så glad, at det foragter alle fysiske lidelser, sådan som man læser om Agnes og andre martyrer. Det er smukt delt og kun en halv lidelse, når hjertet og sjælen er fuld af glæde. Men hvor hjertet alene skal bære det, hører der store og høje ånder og en særlig nåde og styrke til at kunne udholde det.

Anfægtelsens formål

Hvorfor lader Gud dog sådan noget overgå sine børn? Det sker helt sikkert ikke uden grund, og det sker jo ikke af vrede eller unåde, men derimod af stor nåde og godhed, for at vise os, hvordan han på alle måder kun har venlige og faderlige hensigter med os. Og det sker for at vise os hvor trofast han sørger for sine, og fører dem sådan, at deres tro til stadighed øves mere og mere og derved bliver stærkere og stærkere. Men han gør det i særdeleshed af følgende grunde:

For det første for at bevare sine mod hovmod, så de store helgener, som har specielle høje nådegaver fra Gud ikke skal falde i fristelse og stole på sig selv. For hvis de altid skulle være så stærke i ånden og intet andet føle end ren glæde og fryd, så kunne de til sidst falde i den lede Djævels hovmodighed, som foragter Gud og regner med sig selv. Derfor må det blive saltet og blandet sådan for dem, at de ikke alene kan føle åndsstyrke hele tiden, men at deres tro undertiden skælver, og deres hjerte bæver, for at de må se, hvad de er, og bekende, at de intet formår, når Gud ikke holder dem oppe ved sin rene nåde. Sådan bevarer han dem i ydmyghed og selverkendelse, så de ikke bliver stolte og sikre på grund af deres tro og hellighed - sådan som det gik med Peter, da han i overmod påstod, at han ville give sit liv for Kristus.

Således bekender profeten David i Sl 30, 7 flg.: Jeg sagde i min tryghed: Jeg skal aldrig vakle. Herre, i din nåde gjorde du mit bjerg til en fæstning; men du skjulte dit ansigt, og jeg blev grebet af rædsel. Og Paulus klager i 2 Kor 1, 8 flg. over den store lidelse, han har udstået i Asien, idet han siger: Om den trængsel, som ramte os i provinsen Asien, vil vi have, at I skal vide dette, brødre: Den var så tung, at det var langt mere, end vi kunne bære, så vi endog opgav håbet om at bevare livet. Ja, vi havde fældet dødsdommen over os selv. Men det skete, for at vi ikke længere skulle stole på os selv, men på Gud, som oprejser de døde. Og i 2 Kor 12, 7 flg. siger han: Og for at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan, som skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig. Og Gud har ikke villet tage denne torn i kødet fra ham, og det på trods af, at han bad om det tre gange. Han har måttet holde sig til den trøst, at Gud sagde til ham, at han skulle have nok i Guds egen nåde og ved den lade Guds magt udøves i hans egen magtesløshed. Derfor er sådanne anfægtelser ligeså nødvendige for de hellige, ja, endnu mere nødvendige end mad og drikke, for at de må forblive i frygt og ydmyghed og lære at holde sig til Guds nåde alene.

For det andet lader Gud sådan noget overgå dem, for at de skal være et eksempel for andre, både for at forskrække de sikre og for at trøste de skrøbelige og forskrækkede. De amoralske og ubodfærdige kan spejle sig i disse eksempler, så de må lære at forbedre og vogte sig for synden, når de ser, på hvilken måde Gud handler med sine hellige. Så de stødes ud i en sådan angst, at de ikke føler andet end vrede og unåde og overvældes af en sådan skræk, som om de have begået de værste synder, som et menneske nogensinde har kunnet begå.

Sådan som Kristi mor her har måttet kæmpe til den tredje dag med en så tung samvittighed, der anklagede hende, som om hun havde bortkastet Guds kære søn – en synd som ingen på jorden havde begået. Og af den grund kan hun nu ikke andet end at frygte for den største vrede, mens hun dog i sandhed ikke havde begået en sådan synd, og en sådan vrede og fordømmelse ikke var tilstedeværende. Når en sådan dyb og næsten uudholdelig skræk og angst overfalder de fromme hjerter, hvordan skal det så gå med de andre, som amoralsk og sikket lever og fremturer i virkelige synder og kun fortjener og samler Guds vrede over sig? Hvordan skal de bestå, når de på et tidspunkt pludselig overfaldes af en angst, hvad der hvert øjeblik kan overmande dem?

På den anden side skal disse eksempler tjene til trøst for de forskrækkede og ængstelige samvittigheder, når de ser, at Gud ikke har angrebet dem alene, men også de højeste helgener på samme måde og ladet dem lide under netop samme anfægtelse og skræk. For hvis vi i Skriften ikke havde noget eksempel på, at det var gået de hellige sådan, så kunne vi ikke bære det, og den skræmte samvittighed ville altid klage: Det er alene mig, som befinder mig i en sådan lidelse! Hvornår har Gud dog ladet sine fromme og hellige anfægtes på denne måde? Det må være et tegn på, at Gud ikke vil vide af mig. Men nu, når vi ser og hører, at Gud har handlet sådan med alle hellige og ikke engang skånet sin egn søns mor, så finder vi den lærdom og trøst af dette, at vi ikke skal opgive i en sådan lidelse, men være stille og vente, til han hjælper os ud af den. På samme måde som han også har gjort med alle sine kære hellige.

For det tredje følger nu den rette årsag til, hvorfor Gud især gør sådan: Nemlig for at han vil lære sine hellige, hvordan de skal søge den rette trøst og forholde sig sådan under dette, at de finder og beholder Kristus. Det er hovedsagen i dette evangelium, som lærer os, hvor og hvordan vi