Martin Luthers Andagtsbog: Betbüchlin 1545

By Books on Demand

I 1522 udkom den første udgave af Martin Luthers andagtsbog med titlen Betbüchlin, som ordret betyder Lille Bedebog.
Det er ikke en samling af bønner, men derimod en samling af bibelske tekster og udlægning af det centrale indhold i kristentroen. Det omfatter De Ti Bud, Fadervor og Trosbekendelsen, en række Salmer og bibeltekster.
Denne form for små andagtsbøger var ikke ny, men indholdet var desværre ofte tilført datidens katolske lære om aflad og fortjenester. Som Luther skriver det i forordet:

Blandt mange andre skadelige lærestykker og småskrifter, hvormed de kristne bliver forført og bedraget, og hvorved utallig falsk tro er fremkommet, regner jeg ikke bedebøgerne for de mindst alvorlige. Deri bliver så megen jammer om bod og syndsoptælling og ukristelige naragtigheder i bønnerne til Gud og hans helgener.

Det er som modvægt og erstatning for dette, at Luther udgiver en evangelisk udgave af Betbüchlin i 1522. Indholdet blev gradvis revideret og forøget gennem flere udgaver til den endelige udgave i 1545, som gengives her i en dansk oversættelse.
Luthers Betbüchlin blev meget populær. Den blev trykt mindst sytten gange mellem 1522 og 1525 og mindst fyrre gange mere til slutningen af århundredet.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Dec 7, 2021
• ISBN: 9788743084563

Book preview

Indholdsfortegnelse

Forord

De Ti Bud og Trosbekendelsen i kort form

Indledning

Nådes- og fredshilsen

De Ti Bud

Trosbekendelsen

En prædiken om bønnen

Fadervor

Udlægningen af Ave Maria

En enkel måde at bede på

Fadervor

De Ti Bud

Trosbekendelsen

De tre symboler eller bekendelser i Kristi tro

Den Apostolske Trosbekendelse

Den Athanasianske Trosbekendelse

Te Deum laudamus.

Om symbolerne

Den Nikænske Trosbekendelse

Dåbens hellige sakramente

En prædiken om skriftemålet og nadveren

Skriftemålet

Om den hellige nadver

En prædiken om Kristi hellige lidelses betragtning

Om beredelsen til at dø

Nadverens nytte og kraft

Martin Luthers bekendelse af sin tro

Om kirken

Manasses Bøn

En bøn mod tyrken

Passionsbog

Martin Luthers tyske litani

Salme 103

Den Store Lutherserie ......... Fejl! Bogmærke er ikke defineret.

Forord

I 1522 udkom den første udgave af Martin Luthers andagtsbog med titlen Betbüchlin, som ordret betyder Lille Bedebog.

Det er ikke en samling af bønner, men derimod en samling af bibelske tekster og Luthers udlægning af det centrale indhold i kristentroen. Det omfatter De Ti Bud, Fadervor og Trosbekendelsen, en række Salmer og bibeltekster.

Denne form for små andagtsbøger var ikke ny, men indholdet var desværre ofte tilført datidens katolske lære om aflad og fortjenester. Som Luther skriver det i forordet:

"Blandt mange andre skadelige lærestykker og småskrifter, hvormed de kristne bliver forført og bedraget, og hvorved utallig falsk tro er fremkommet, regner jeg ikke bedebøgerne for de mindst alvorlige. Deri bliver så megen jammer om bod og syndsoptælling og ukristelige naragtigheder i bønnerne til Gud og hans helgener."

Det er som modvægt og erstatning for dette, at Luther udgiver en evangelisk udgave af Betbüchlin i 1522. Indholdet ændres og forøges gennem flere udgaver til den endelige udgave i 1545, som gengives her i en dansk oversættelse.

Udover det nævnte indhold kommer bogen også med en almanak, som også var normalt i andre udgaver. En almanak er en fortegnelse over årets tidsinddeling, kalender, kirkelige højtider, astronomiske observationer, tidevand m.m.

I datidens udgaver var der desuden en speciel kalender, som ikke var tilknyttet et bestemt år, men som kunne bruges til selv at udregne, hvornår de forskellige helligdage og søndage faldt.

Denne kalender og almanak er udeladt her, fordi den giver ringe mening for os i dag. Den passer ikke med vores kalender i dag, fordi den bygger på den daværende Gregorianske kalender, som blev revideret med den Julianske kalender i 1582, hvor man sprang 10 dage frem i kalenderen. I Danmark skete overgangen først i år 1700, hvor dagene fra 18. februar til 1. marts faldt bort. (søndag den 18. februar efterfulgtes af mandag den 1. marts).

Når årets korteste dag faldt allerede den 11. december på Luthers tid, skyldes det derfor ikke unøjagtige observationer, men en unøjagtig kalender på 10 dage.

Luther ønskede at reformere både bønnens teologi og praksis. Han indså, at medmindre hans indsigt blev formidlet på et populært, forståeligt niveau, ville det ikke lykkes at ændre langvarige, stærkt forankrede ideer og praksis. Middelalderlige bønnebøger og praksis havde efterladt folk med mange ideer, der underminerede Guds nåde modtaget i tro. Luther søgte at opmuntre til simpel direkte bøn til Gud, som havde lovet at høre den, der beder, snarere end til Jomfru Maria og de hellige.

Luther understregede, at Gud hører bønner, trods uværdighed, fordi Gud har lovet at lytte til bøn. Bøn er ikke et godt værk og tjener ikke aflad eller noget andet fra Gud. Det er ærlig kommunikation med Gud. Tankeløs gentagelse af bøn er ikke nyttig. I stedet bør kristne overveje betydningen af hver bøn og frimodigt, ærligt og vedholdende fremlægge deres behov for Gud.

Betbüchlin gav lægfolk et evangelisk modstykke til de problematiske bønnebøger, som Luther så i brug. I sin bestræbelse på at forme lægfromheden ved at fokusere på de ti bud, den apostolske trosbekendelse og Fadervor er værket decideret kateketisk og afspejler, hvad der senere skulle blive strukturen i hans katekismer.

Luther mente, at den bedste måde at undervise i bøn var at introducere mennesker til troen og derved opildne dem til bøn. Her som andre steder fokuserede han sin undervisning af bønner på Fadervor. Som han ofte gjorde i senere værker, gik han også ind for brugen af bibelske tekster, her Salmerne, som bøn for kristne. Luther og hans tilhængere så tydeligt, at for at forme tro og praksis måtte tilgængelige materialer gøre hans indsigt tilgængelig og anvendelig på det folkelige plan.

Luthers Betbüchlin blev populær med det samme. Den blev trykt mindst sytten gange mellem 1522 og 1525 og mindst fyrre gange mere til slutningen af århundredet.

Præsteuddannet teolog

Finn B. Andersen 2021

De Ti Bud og Trosbekendelsen i

kort form

(WA 10 II, 375-395)

Indledning

Nådes- og fredshilsen

Nåde og fred være med alle mine kære herrer og brødre i Kristus! Blandt mange andre skadelige lærestykker og småskrifter, hvormed de kristne bliver forført og bedraget, og hvorved utallig falsk tro er fremkommet, regner jeg ikke bedebøgerne for de mindst alvorlige. Deri bliver så megen jammer om bod og syndsoptælling og ukristelige naragtigheder i bønnerne til Gud og hans helgener inddrevet i de enfoldige, og alligevel bliver de blæst højt op med løfter om aflad og et rødt titelblad, dertil bliver kunstige navne skrevet derpå. Én af dem hedder Sjælens have, en anden Sjælens paradis, og så videre. Så de var bestemt modne til en stærk og god reformation, eller også skulle de helt gemmes af vejen. Den dom fælder jeg også over passionsbøgerne eller legendebøgerne, hvori der også er indflettet megen djævelsk tilsætning.

Men fordi jeg for øjeblikket ikke har tid og en sådan reformation er for meget for mig alene, vil jeg for denne gang lade det blive ved denne formaning, indtil Gud giver tid og nåde, og i mellemtiden vil jeg til en begyndelse på denne enfoldige kristne form og spejl fremholde, hvordan man skal erkende synderne og bede efter De Ti Bud og Fadervor.

Og det er jeg sikker på, at et kristenmenneske har bedt mere end nok, når man beder Fadervor ret, så tit man vil og hvilken del af det, man vil. For skal man bede en god bøn, kommer det ikke an på de mange ord, som Kristus siger Matt 6, 7, men det kommer an på mange gange og ofte at sukke hjerteligt til Gud, og det skulle ske hele tiden.

Jeg beder hermed om, at enhver vil vænne sig af med de birgittinske bønner og alle de andre, som er udmalet med aflad og tilsigelse, og igen vænne sig til denne almindelige, enfoldige, kristne bøn, som er af den slags, at desto mere og desto længere man bedriver den, des sødere og lystigere bliver den. Dertil hjælpe os mesteren i den slags bøn, vor kære Herre, Jesus Kristus, som er velsignet i evighed. Amen.

Fortale.

Det er ikke sket uden Guds særlig ordning, at det er bestemt for den almindelige kristne, som ikke kan læse Skriften, at han skal lære og kende De Ti Bud, Trosbekendelsen og Fadervor.

I disse tre stykker er nemlig alt, hvad der står i Skriften og stadig skal prædikes, grundigt og letforståeligt sammenfattet. Og også alt, hvad det er nødvendigt at vide for en kristen. Det er forfattet så kort og letforståelig, at ingen kan klage eller undskylde sig med, at det er for svært at fatte, hvad der er nødvendig til frelse. Der er nemlig tre ting, det er nødvendigt for et menneske at vide, hvis man skal blive salig.

Det første er, at man véd, hvad man skal gøre og undlade.

Det andet er, når man så ser, at man ikke kan gøre eller undlade dette ved egne kræfter, at man så véd, hvor man skal finde og tage det, så man kan gøre det, man skal.

For det tredje, at man véd, hvordan man skal søge det og hente det.

Ganske som det for en syg for det første er nødvendigt, at man véd, hvad ens sygdom er, hvad man skal gøre eller ikke gøre. Dernæst er det nødvendigt, at man véd, hvor det lægemiddel er, der kan hjælpe en, så man kan gøre og undlade det, som et sundt menneske skal. For det tredje må man ønske at få dette, søge det og hente det eller lade det bringe.

Sådan lærer budene mennesket at erkende sin sygdom, så man ser og føler, hvad man kan gøre og hvad ikke, hvad man kan undlade og hvad ikke. Sådan erkender man sig som en synder og et ondt menneske.

Dernæst foreholder Trosbekendelsen os og lærer os, hvor vi skal finde lægemidlet, som er nåden, som hjælper os til at blive from, så vi kan holde budene. Den viser os Gud og hans barmhjertighed, som er vist os og givet os i Kristus.

For det tredje lærer Fadervor, hvordan vi skal skaffe dette, hente det og lade det bringe til sig, nemlig med en enkel, ydmyg og tillidsfuld bøn. Så vil det blive os givet, og vi vil sådan blive salig ved opfyldelsen af Guds bud. Det er de tre ting hele Skriften handler om.

Derfor tager vi for det første fat på at lære budene, så vi erkender vor synd og ondskab, det vil sige, vor åndelige sygdom. Det er den, der bevirker at vi aldrig kan gøre eller undlade det, som vi skal.

De Ti Bud

Moses’ første tavle med de vigtigste bud

Den første og vigtigste tavle hos Moses indeholder de tre første bud, hvori mennesket bliver belært om, hvad man skal og er skyldig at gøre og undlade over for Gud, det vil sige, hvordan man skal forholde sig over for Gud.

Det første bud lærer, hvordan mennesket skal forholde sig til Gud indvendig i hjertet, det vil sige, hvad man altid skal tænke om ham, regne ham for og agte ham for, nemlig, at man tillægger ham alt godt, som en far og god ven, i al troskab, tro og kærlighed, hele tiden med frygt for, at gøre ham ked af det, som et barn har det over for sin far.

Naturen lærer nemlig, at der findes en Gud, som giver alt godt og hjælper imod alt ondt; sådan som også afguderne hos hedningerne viser det. Det første bud lyder sådan:

Du må ikke have andre guder.

Det andet bud lærer, hvordan mennesket skal forholde sig over for Gud i ydre henseende med ord over for folk, eller også indadtil for sig selv, nemlig, at han skal ære Guds navn. For ingen kan hverken over for sig selv eller over for folk fremvise Gud som han er efter sin guddommelige natur, man må gøre det gennem hans navn. Det bud lyder sådan:

Du må ikke misbruge din Guds navn.

Det tredje bud lærer, hvordan mennesket skal forholde sig over for Gud i det ydre med gerninger, det vil sige, med gudstjenester, og det lyder sådan:

Du skal holde hviledagen hellig.

Altså lærer disse tre bud mennesket, hvordan man skal omgås Gud, i tanker, ord og gerninger, det vil sige, med hele sit liv.

Moses' anden tavle

Moses’ anden tavle indeholder de syv følgende bud, hvori mennesket får besked om, hvad man har pligt til at gøre og undlade over for andre mennesker, over for sin næste.

Det første lærer, hvordan man skal forholde sig over for al øvrighed, som sidder i Guds sted. Derfor er dette bud det første af de syv, der følger efter de første tre bud, der har med Gud selv at gøre. Øvrigheden er: Far, mor, åndelige og verdslige herrer, og det lyder sådan:

Du skal ære din far og din mor.

Det næste bud lærer, hvordan man skal forholde sig imod sin ligemand eller sin næste, hvad angår hans egen person, at man ikke forulemper ham, men hjælper ham, hvor han behøver det. Det lyder sådan:

Du må ikke slå ihjel.

Det sjette bud lærer, hvordan man skal forholde sig over for sin næstes højeste gode, efter hans egen person, det vil sige, over for hans ægtefælle, barn eller ven. Dem må man ikke skade, men skal holde i ære, så vidt det er enhver mulig, og det lyder sådan: Du må ikke bryde ægteskabet.

Det syvende lærer, hvordan man skal forholde sig imod næstens jordiske ejendele, at man ikke tager det eller lægger hindringer i vejen, men fremmer det, og det lyder sådan:

Du må ikke stjæle.

Det ottende lærer, hvordan man skal forholde sig over for næstens timelige ære og rygte, at man ikke svækker det, men øger, beskytter og opretholder det, og det lyder sådan:

Du må ikke vidne falsk imod din næste.

Altså er det forbudt at øve skade mod noget som helst af næstens goder, og det er påbudt at hjælpe ham til at fremme dem.

Når vi nu ser på den naturlige lov, så finder vi, hvor rimelige og ligetil alle disse bud er. For der påbydes ikke her at overholde noget over for Gud og over for næsten, som ikke enhver ville kræver overholdt, hvis han var Gud, eller var i Guds eller næstens sted.

De sidste to bud lærer, hvor ond naturen er, og hvor rene vi skal være for alt kødets begær og higen efter gods. Men her forbliver der krig og arbejde, så længe vi lever. Budene lyder sådan:

Du må ikke begære din næstes hus.

Du må ikke begære hans hustru, ansatte, kvæg eller nogen af hans ejendele.

Kort sammenfatning af De Ti Bud.

Kristus siger selv i Matt 7, 12:

Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne.

For ingen ønsker utak for sin velgerning eller lade andre ødelægge sit navn. Ingen ønsker, at der udvises hovmod imod sig. Ingen vil tåle ulydighed, vrede, ukyskhed mod sin hustru, berøvelse af sine goder, løgn, bedrag, bagtalelse, men ønsker at finde kærlighed og venskab, tak og hjælp, sandhed og troskab hos sin næste. Alt dette påbyder De Ti Bud.

Overtrædelse af budene

Imod det første bud.

Den, der i modgang søger trolddom, sort magi og djævlepagter.

Den, der bruger breve, tegn, urter, lykkebringende genstande og den slags.

Den, der bruger ønskekviste, pengebesværgelser, ser i krystaller, lader kappen fare, stjæler mælk [: forskellige måder at tage varsler på].

Den, der indretter sin gerning og sit liv efter udvalgte dage, himmeltegn og spåmændenes tanker.

Den, der med specielle bønner og besværgelser forsøger at beskytte sig selv, sit kvæg, sit hus, sine børn og alle sine goder, imod ulve, vold, ildebrand, vand og ulykker.

Den, der tilskriver Djævelen eller et ondt menneske sine ulykker og bryderier, og ikke med kærlighed modtager alt ond og godt alene fra Gud, og gør ham gengæld med taksigelse og villig lydighed.

Den, der frister Gud, og sætter sit legeme eller sin sjæl i unødig fare.

Den, der praler af sin fromhed, sin forstand eller andre åndelige gaver.

Den, der alene ærer Gud og helgenerne på grund af timelig nytte, men ser bort fra sjælens nød.

Den, der ikke altid fortrøster sig til Gud, og ikke har tillid til Guds barmhjertighed i alle sine gerninger.

Den, der tvivler på troen eller på Guds gaver.

Den, der ikke afhjælper andre menneskers vantro og tvivl, og hjælper dem til at tro og stole på Guds nåde, så meget man kan.

Herhen hører al vantro, fortvivlelse og mistillid.

Imod det andet bud.

Den, der let sværger, uden nødvendighed eller af ren og skær vane.

Den, der sværger en falsk ed, eller bryder sit løfte.

Den, der afgiver løfte om eller sværger på at ville gøre ondt.

Den, der forbander i Guds navn.

Den, der vrøvler med naragtige fabler om Gud, og letsindigt fordrejer Skriftens ord.

Den, der ikke tyr til Guds navn i sine bryderier, og ikke takker både i lyst og smerte, i lykke og ulykke.

Den, der søger et godt navn og rygte fra sin fromhed, visdom osv.

Den, der falskelig anråber Guds navn, som kætterne og alle hovmodige helgener.

Den, der ikke elsker Guds navn i alle de ting, der kan møde en.

Den, der ikke forhindrer andre i at vanære Guds navn, bruge det falskelig, og udvirke ondt ved det.

Herunder hører også tom ære, hæder og åndeligt hovmod.

Imod det tredje bud.

Den, der ikke hører eller lærer Guds ord.

Den, der ikke beder og tjener Gud på åndelig måde.

Den, der ikke lader alle sine gerninger være Guds gerninger.

Den, der ikke er tålmodig og bryder og dræber sin vilje.

Den, der i alle sine gerninger og lidelser ikke er tilfreds med, at Gud gør med ham, som han vil.

Den, der ikke hjælper andre med at gøre alt dette og forhindrer dem i at handle imod det.

Herunder hører alle halsstarrige, egensindige, uregerlige hoveder.

Imod det fjerde bud.

Den, der skammer sig over sine forældres fattigdom, sygdom og foragtede liv.

Den, der ikke forsørger dem med mad og klæder, når de har brug for det.

Og meget mere den, som forbander dem, slår dem, bagtaler den, hader dem og er ulydig imod dem.

Den, der ikke af hjertet regner dem højt på grund af Guds bud.

Den, der ikke ærer dem, selv om de gør uret og bruger fysisk magt.

Den, der ikke trofast og lydigt ærer sine herrer og øvrigheder, hvad enten de er gode eller onde.

Den, der ikke hjælper med til at holde dette bud og modarbejder overtræderne af det. Hertil hører alt hovmod og ulydighed.

Imod det femte bud.

Den, der bliver vred på sin næste.

Den, der siger 'Raka' til ham, det vil sige: ethvert udtryk for vrede og had.

Den, der siger 'du dåre' til ham, det vil sige: alle slags øgenavne, forbandelser, bespottelser, bagtalelser, fordømmelser, håntaler osv.

Den, der dadler sin næstes synd og fejltagelser og ikke dækker over dem og undskylder dem.

Den, der ikke tilgiver sine fjender, ikke beder for dem, ikke er venlig imod dem, ikke gør vel imod dem.

Og hertil hører alle syndige udslag af vrede og had, såsom mord, krig, røveri, ildspåsættelse, at kives, at strides, at sørge over næstens lykke, at glæde sig over hans ulykke.

Den, der ikke øver barmhjertighedsgerninger, også imod sine fjender.

Den, der ophidser folk eller deltager i optøjer.

Den, der skaber uenighed mellem andre.

Den, der ikke forsoner de uenige.

Den, der ikke forhindrer eller kommer vrede og uenighed i forkøbet, hvor han kan.

Imod det sjette bud.

Den, der krænker jomfruer, bryder ægteskab, udøver blodskam og den slags ukyskhed.

Den, der bruger unaturlig måde eller person (det er stumme synder).

Den, der ophidser eller fremkalder den onde lyst med frække ord, sange, historier og billeder.

Den, der lader sig ophidse og besmitte ved at se, røre og have villige tanker.

Den, der ikke undgår årsagerne til disse ting: såsom madfråseri, druk, lediggang, dovenskab, søvn og samvær med kvinder eller mænd.

Den, der ophidser andre til ukyskhed med overdreven udsmykning og attituder, osv.

Den, der yder husly, plads, tid og hjælp til at øver sådanne dyder.

Den, der ikke med råd og dåd hjælper med til at bevare en andens kyskhed.

Imod det syvende bud.

Den, der begår tyveri, røveri og tager overrenter.

Den, der bruger falsk mål og vægt, eller sælger dårlige varer som gode.

Den, der modtager uretmæssig arvelod og rente.

Den, der holder optjent løn tilbage og benægter gæld.

Den, der ikke uden udsættelse låner eller lejer sin næste det, han behøver.

Alle, som er grådige og har travlt med at blive rige.

Og alle, som ellers beholder fremmed ejendele eller får det bragt til sig.

Den, der ikke afhjælper andres skader.

Den, der ikke advarer andre imod skader.

Den, der forhindrer, at hans næste får en fordel.

Den, der ærgrer sig over sin næstes gevinst.

Imod det ottende bud.

Den, der over for domstolen fortier eller undertrykker sandheden.

Den, der på skadelig måde lyver og bedrager.

Ligeledes, alle skadelige smigrere og øreblæsere, alle tvetungede.

Den, der tolker næstens gode liv, gerninger og ord negativt og forhåner det.

Den, der giver plads for sådan ond sladder, hjælper den og ikke modstår den.

Den, der ikke bruger sin tunge til at undskylde sin næstes navn med.

Den, der ikke irettesætter bagtaleren.

Den, der ikke siger alt godt om enhver og tier med alt dårligt.

Den, der tier om sandheden eller ikke forfægter den.

Imod de to sidste bud.

De to sidste bud er opstillet som mål og målestok for, hvor vi skal nå hen. Vi skal dagligt arbejde hen imod det gennem boden og med Guds hjælp og nåde. For den onde tilbøjelighed dør først fuldstændigt, når kødet bliver til støv og bliver skabt på ny.

Den fem sanser indeholdes i det femte og det sjette bud.

Barmhjertighedens seks gerninger i det femte og det syvende bud.

De syv dødssynder anbringes sådan: Hovmod i det første og det andet bud; ukyskhed i det sjette; vrede og had i det femte; overforbrug i det sjette; livslede