Teologiens hovedemner 1535: Melanchthons dogmatik 1535

By Finn B. Andersen

Denne bog, som nu foreligger i en ny dansk oversættelse, er Melanchthons højt priste udgave fra 1535, som er en betydelig udvidet og omarbejdet udgave af Locien fra 1521. Bogen er revideret på baggrund af de mange drøftelser i 1530erne og ikke mindst rigsdagen i Augsburg. Den er således en integreret del af Den Augsburgske Bekendelse og Apologien.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jan 29, 2024
• ISBN: 9788743086406

Book preview

Indholdsfortegnelse

Indledning

Teologiens hovedemner

Gud

Gud er én

Tre personer i guddommen

Helligånden

Skabelsen

Om årsagen til synd og om tilfældighed

Om de menneskelige kræfter eller den frie vilje

Om synden

Arvesynden (den syndig natur)

Straffene

Aktuelle synder (syndige handlinger)

Den guddommelige lov

Opdelingen af love

De Ti Bud

Naturloven

Brugen af den guddommelige lov

Forskellen mellem bud og råd

Fattigdom

Cølibat (seksuel afholdenhed)

Evangeliet

Hvorfor evangeliets løfte er nødvendigt

Nåde og retfærdiggørelse

Gode gerninger

Lovens løfter

Gendrivelse

Forskellen mellem dødssynd og tilgivelig synd

Prædestinationen

Forskellen mellem Det Gamle og Det Nye Testamente

Ånden og bogstavet

Kristen frihed

Sakramenterne

Antallet af sakramenter

Dåben

Dåben af spædbørn

Herrens måltid (nadveren)

Det eukaristiske offer - lovprisningsofret

Boden - poenitentia

Skriftemål (Confessio)

Fyldestgørelse

Den kirkelige magt eller nøglerne

Kirken

Menneskelige traditioner

Mortifikation – (dødelse / selvdisciplin)

Skandaler (forargelser)

Kristi rige

At Kristi rige er åndeligt

De dødes opstandelse

Om tålmodighed under modgang og kors

Bøn

De civile myndigheder og de civile sagers værdighed

Det kirkelige styre

Indledning

I 1537 var der i Wittenberg planer om at udgive Martin Luthers samlede skrifter, men Luther selv var ikke videre begejstret. Han syntes ikke hans bøger var det værd, uden måske bogen Om den Trælbundne Vilje og Katekismen. Men han overlader dog projektet til Casper Crutziger. I Luthers levetid får man så udgivet de første to bind af hans tyske skrifter og første bind af de latinske skrifter. Luther skriver selv forordet til det første bind af de latinske skrifter.

I forordet skriver Luther, at han stadig ikke er begejstret for at udgive sine skrifter, som han betegner som sine "forvirrede natlige skriverier" og i modsætning til i 1537 nævner han nu ingen af sine egne bøger. Han nævner kun én bog, nemlig Melanchthons Loci Communes, som netop er en systematisk dogmatik, hvor troslæren fremstilles i en overskuelig og ordnet måde. Større anbefaling og ros kan ingen bog næppe få. Og da Luther skriver dette i 1545, må det gælde alle udgaverne af Melanchthons dogmatik.

Melanchthon udgave sin første udgave af bogen i 1521, som udkom i nye oplag næsten hvert år med enkelte mindre rettelser og tilføjelser. Efter rigsdagen i Augsburg udkom der en ny gennemarbejdet udgave i 1535 og endelig en stærk forøget udgave i 1543, som også begge udkom i stadig nye oplag med større og mindre rettelser. Man taler derfor om tre hovedudgaver eller epoker i Melanchthons dogmatik.

Udgaven fra 1535 er valgt her, både fordi den samler trådene efter forhandlingerne omkring Den Augsburgske Bekendelse og fordi denne udgave er af speciel interesse for reformationens indførelse i Danmark i 1537, hvor det netop er denne udgave, der er aktuel.

I Den danske Kirkeordinans nævnes der seks bøger, som enhver præst både skal eje og bruge flittigt: Foruden Bibelen er det Luthers Kirkepostil, Den Augsburgske Bekendelse, Melanchthons Loci, Den Lille Katekismus og De Sachsiske Visitationsartikler.

Locien nævnes også i den første Fundats og ordinans for Københavns Universitet 1539. Her hedder det, at man:

tit og ofte skal forelægge tilhørerne nogle hele steder af Luthers sidste kommentar over Galaterbrevet, Philip Melanchthons Loci Communes, af hans Kommentar over Romerbrevet, og af vor Bekendelses Apologi, udgået 1530. Og man skal heller ikke forglemme Luthers Kommentar over Matthæus 5-7.

Med Melanchthons dogmatik har man altså at gøre med en af de fineste juveler i den lutherske kirke og i den danske kirke. I 1525 skriver Luther således om Locien:

Denne bog fortjener efter min mening ikke blot at opnå udødelighed, men også at blive indlemmet blandt kirkens hellige skrifter.

Og i vinteren 1542-3 udtaler Luther:

Hvis nogen ønsker at blive teolog, har man først og fremmest den store fordel, at man har Bibelen. Den er nu så klar, at man kan læse den uden problemer. Derefter bør man læse Philips Loci Communes. Denne bør man læse flittigt og godt, indtil man har fået indholdet af den indprentet i sit hoved. Der findes ingen bog under solen, hvor hele teologien er præsenteret så systematisk som i Loci Communes. Der er ikke skrevet nogen bedre bog efter Den Hellige Skrift end Filips.

Udviklingen i Melanchthons teologi følger således helt Luthers egen udvikling i hans skrifter.

Melanchthons udgave fra 1535 har kun været oversat én gang før, for 400 år siden, i 1622, så det må være på tide med en ny oversættelse.

Teksten er oversat fra Corpus Reformatorum 21, 331-560 og originaludgaven 1535.

Finn B. Andersen

Teologiens hovedemner

Ligesom det i de andre kunstarter er fordelagtigt at have hovedemnerne ordnet efter en undervisningsmetode og en logisk række - og når disse først er lært, kan man forudse begyndelsen, progressionerne og resultaterne af kunstarterne - er det også fordelagtigt at udvikle en undervisningsmetode i den kristne lære. For det er nemlig den eneste rigtige vej til fremragende undervisning, som er hyldet i alle lærde og kloge folks skrifter. Men nogle mennesker, importerer kun emner fra moralfilosofien, når de samler teologiske emner. De laver en liste over dyder, såsom retfærdighed, mådehold, venlighed og lignende ting. Men kristne bør vide, at selv om disse filosofiske emner på rette vis er relateret til en bestemt del af Guds lov, er der en stor forskel mellem den kristne lære og filosofiens lære. Her må man søge langt større ting, som filosofien ikke kender, hvilket snart vil fremgå af kataloget over emner.

Faktisk vil man, hvis man ser nærmere på selve rækkefølgen af Bibelens bøger, bemærke, at de er hensigtsmæssigt ordnet. Den første begynder med at tale om tingenes begyndelse. Den lærer, at verden blev skabt af Gud. Den beskriver menneskets natur og værdighed. Den afslører begyndelsen, årsagen og straffen for synd. Den beskriver også evangeliets begyndelse, hvordan der fra begyndelsen blev lovet det afkom, som skulle befri os fra Djævelens tyranni, dvs. fra synd og død. Dette er allerede den første begyndelse på kirken. Derefter følger i historierne mange forkyndelser af lov og evangelium, nemlig om Guds dom, om de ugudeliges straf, om de gudfrygtiges belønning, om det evige liv.

Sådan er den første forkyndelse til Kain: "Hvis du gør det gode, vil du blive accepteret; men hvis du synder, vil det alligevel blive afsløret, selv om den er tavs. Den vil begære dig, men du skal herske over den.'' [1 Mos 4, 7 – Vulgata 1529]. Denne proklamation kombinerer bud, belønninger og straffe. Den vidner om, at Gud vil være dommer. Den viser også, at dommen vil blive udskudt, at de ugudelige vil blomstre en tid, at de retfærdige vil blive hårdt ramt, men at der vil blive påført en vis dom. Derfor profeterer den svagt om den sidste dom, om det evige liv. Den lærer også, at synden klæber sig fast til menneskets natur, men at Gud ikke desto mindre godkender denne begyndelse til lydighed, hvor vi tror på, at Gud tilgiver os, og hvor vi modstår synden. Her ser man hele evangeliets formål, for løftet om afkommet skal tilføjes fra det foregående kapitel, på grund af hvilket Gud bevidner, at han igen modtager mennesker i nåde og tilgiver synden. Dette løfte bliver åbenbaret lidt efter lidt og fremstår således mere og mere klart.

Også loven fornyes i 2. Mosebog. Historierne indeholder derefter eksempler på lov og evangelium, vrede og barmhjertighed, på at Gud virkelig straffer synder og tilgiver dem, der omvender sig, at han gør godt mod de retfærdige. På samme måde bruges alle profeternes prædikener på to emner: på loven og på at belyse løftet om Kristus. De irettesætter synder og fremlægger derefter trøsten, idet de underviser om Kristi goder. De samme ting bliver senere åbenbaret tydeligere i evangeliet og udbredt til alle nationer. Når man lægger mærke til denne rækkefølge, er det slet ikke svært at opfatte, at de ting, der er nødvendige for gudsfrygt, er overleveret i Skrifterne med en bestemt rækkefølge for øje. I sidste ende er Paulus tydeligvis en mesterhåndværker, da han anvender en undervisningsmetode i sine argumenter. Han påviser forskellen mellem lov og evangelium. Vi vil efterligne disse eksempler og i rækkefølge opregne de vigtigste emner i den kristne lære, idet vi nøje følger den rækkefølge, der er præsenteret i troens symboler.

Desuden må man forstå, at det med hensyn til disse ting, som Den Hellige Skrift byder os at forstå, og med hensyn til trosartiklerne er det ikke nok at have tvetydige meninger; vi må have en sikker og fast forståelse. For tvivlen føder ugudelighed, og med den følger fortvivlelsen: Alt, hvad der ikke er af tro, er synd [Rom 14, 23]. Også i Romerbrevet 14: Enhver skal være sikker på sin tro. Troen er nemlig ikke tvivl, men élenkhos dvs. en sikker overbevisning (assensio) om ting, som man ikke ser. Derfor må akademikernes og skeptikernes skikke afvises på det kraftigste, for de nægter at bekræfte noget og befaler mennesker at tvivle på alt, eller i hvert fald at udsætte godkendelsen. Det ødelægger religionen fuldstændigt, når nogen byder os at tvivle på Guds vilje, for så vidt som den er blevet åbenbaret i Skriften, dvs. at tvivle på truslerne og løfterne. Man må konkludere det samme med hensyn til resten af de artikler, som Skrifterne har beskrevet.

Katalog over emner

Om Gud

At der er én Gud.

At der er tre personer i Guddommen.

Om skabelsen.

Syndens årsag.

Menneskets kræfter og frie vilje.

Om synd og om syndens straffe.

Om loven

Om forskellen mellem bud og råd.

Om løfter.

Om evangeliet og Kristi goder.

Om forskellen mellem loven og evangeliet.

Om retfærdiggørelse, nåde, Helligåndens gave og evigt liv.

Om troen.

Gode gerninger, og gode gerningers fortjeneste.

Forskellen mellem tilgivelig synd og dødssynd.

Om prædestination.

Forskellen mellem Det Gamle og Det Nye Testamente.

Ånd og bogstav.

Kristen frihed.

Sakramenterne og sakramenternes antal.

Dåben.

Dåb af spædbørn.

Herrens nadver

Om ofringen.

Boden

Synd mod Helligånden.

Syndsbekendelse.

Fyldestgørelse.

Den kirkelige magt eller nøglerne.

Kirken.

Menneskelige traditioner.

Skandaler.

At Kristi rige er åndeligt.

De dødes opstandelse.

Om at udholde kors og modgang.

Om bøn.

Om de civile myndigheder og de politiske anliggenders værdighed

Gud

Den mest kortfattede indledning til dette emne findes i Kristi formaning, hvor han svarer på Filips spørgsmål om det største og mest tungtvejende spørgsmål af alle, nemlig om Guds natur: Herre, vis os Faderen! [Joh 14, 8]. Kristus kalder ham tilbage fra at undersøge Guds skjulte natur og lærer ham, hvordan Gud skal søges og kendes. Han siger nemlig: Den, der ser mig, ser også Faderen. Eller tror I ikke, at jeg er i Faderen, og at Faderen er i mig? Spekulationer om Gud vækker stor tumult i menneskers sind, når de argumenterer om Guds natur og vilje uden om Guds ord og de tegn, som Gud har udsendt. For selv om der er visse spor af Guddommen indpræget i de skabte tings natur, er menneskesindets svaghed dog så stor, at de ikke i tilstrækkelig grad lader sig påvirke af disse spor. Og når de ser, at tingene går dårligt for de gode og godt for de onde, tvivler de på, om Gud har noget at gøre med de menneskelige anliggender, eller om alting faktisk sker tilfældigt. Desuden kan den Guds vilje, som et menneske skal kende for at blive frelst, på ingen måde erkendes af fornuften, nemlig at Gud vil tilgive synder. For denne bestemmelse - denne Guds vilje - er kun blevet åbenbaret af Guds stemme i løfterne og i evangeliet.

Derfor har Gud altid, for at menneskers sind skal kunne forstå Gud på en eller anden måde og erkende hans vilje, fremsat et ord og et tegn, som menneskers sind skal kunne vende sig til og forstå Gud gennem ordet og tegnet. Således i det første bud: Jeg er den Gud, som førte dig ud af Ægypten. Han opstiller en nylig og mindeværdig handling, så de kan vide, hvilken Gud de skal påkalde og tilbede, nemlig denne Gud, som førte israelitterne ud af Egypten og gav dem dette ord. Ja, alle hans gerninger og alle hans tegn var vidnesbyrd og typer på den kommende Kristus. Derfor er netop denne Kristus nu blevet født for os; han led, blev korsfæstet, døde, genopstod og er nu blevet fremvist. Vi bør holde denne Kristus og hans ord for øje ved tro, når vores sind begynder at tvivle og diskutere, hvad Guds natur eller vilje er. For hvis menneskers sind lader sig aflede fra dette mål og forsøger at måle og forstå den guddommelige natur uden Guds ord, med menneskelige tanker, vil de falde ned i et frygteligt mørke.

Hvad dernæst angår Guds vilje, antyder sagen selv, at mennesker uden evangeliet ikke kan finde ud af Guds barmhjertighed alene ved fornuftens dom, uden evangeliet. Det vil sige, at de ikke kan vide, at Gud vil tilgive. Derfor giver evangeliet os denne adgang til at kende Gud, som Paulus taler om, når han siger: Da verden i visdom ikke har kendt Gud ved visdom, har det behaget Gud at frelse dem, der tror, ved en tåbelig forkyndelse [1 Kor 1, 21]. Han byder os nemlig ikke at søge svaret i naturen, men at anerkende Guds vilje, som er beskrevet i Kristus. Når dette er gjort, kan Guds nærvær virkelig erkendes, sammen med hans godhed og magt i os. Denne erkendelse bør ikke bestå i tomme spekulationer, men når skræmte sind er klar over synder, rejses de op igen af evangeliets stemme, og de flygter til Kristus og griber efter barmhjertighed. Her, når de modtager trøst, bliver Guds nærvær og godhed erkendt.

Denne undervisningsmetode går ikke fra udgangspunktet, dvs. fra Guds skjulte natur til kendskabet til hans vilje, men fra kendskabet til Kristus og den barmhjertighed, der åbenbares i evangeliet, til kendskabet til Guds nærvær. Det er langt bedre og en langt bedre fremgangsmåde at udøve og bekræfte denne viden i hele ens liv, i alle farer, i alle ens anliggender, og at vække sindet til frygt, tro og påkaldelse, end at opildne til tomme spekulationer og skændes om skolastiske metoder, der stadig ikke forklarer Guds skjulte natur. Og da mange af disse metoder er umulige at finde ud af, ender de utvivlsomt med at ødelægge samvittigheden, ikke med at opbygge den. Derfor er det yderst gavnligt at sætte en grænse for disse diskussioner.

Og alligevel er det for at bevare de sande former for tilbedelse af Gud nødvendigt at have guddommeligt åbenbarede dekreter om den guddommelige essens' enhed, om almagt, om Kristi natur og om Helligånden. Men jeg vil ikke forberede lange disputatser om disse ting. I stedet vil jeg gentage den kristne kirkes dekret. Og for at de gudfrygtiges samvittighed kan have vidnesbyrd klar ved hånden, vil jeg samle de relevante emner fra de profetiske og apostolske skrifter, så de på én gang både kan bekræfte troen og belære os om denne praktiske viden. For den gudfrygtige læser vil altid huske, at man ikke må dvæle ved tomme spekulationer, og at det heller ikke er gavnligt at dvæle ved dem. Men tankerne skal straks føres tilbage til Kristus og til en erkendelse af barmhjertighed, så vi kan udøve tro og påkaldelse. Der ses Gud tydeligere, ligesom Kristus befaler, at vi skal se på ham, når vi søger Faderen. Han siger nemlig: Den, der ser mig, ser Faderen [Joh 14, 9]. Og igen: Ingen kommer til Faderen uden gennem mig [Joh 14, 6]. Og i Matt 11: Ingen kender Sønnen uden Faderen. Der er heller ingen, der kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vælger at åbenbare ham for.

Gud er én

Hvis vi samler de beskrivelser af Gud, der findes i hele Skriften, vil de give en definition. For Skrifterne bevidner, at Gud er en åndelig substans. Som Kristus siger: Gud er ånd [Joh 4, 24]. De tilskriver ham evighed, uendelig magt, uendelig visdom, uendelig godhed, uendelig retfærdighed og uendelig barmhjertighed. Desuden skal substans her ikke forstås som noget, der eksisterer tilfældigt, for i Gud er der intet tilfældigt (caducum). Substans betyder i dette tilfælde mest korrekt en essens (ousian - ), der eksisterer i sig selv. Visdom, godhed, barmhjertighed og retfærdighed er ikke tilfældigheder i Gud, men ligesom vi ikke adskiller kraft fra substansen, adskiller vi heller ikke hverken visdom eller godhed fra substansen. For magt er i sig selv visdom, godhed og lignende dyder, som jeg vil vise.

Vidnesbyrd om guds enhed.

Femte Mosebog 6, 4: Hør, Israel! Herren din Gud, Herren er én.

Esajas 44, 6: Dette siger Herren, Israels konge, han som løskøber det, Hærskarers Herre: Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig.

Esajas 45, 5-7: Jeg er Herren, og der er ingen anden. Udover mig er der ingen Gud. Jeg er Herren, og der er ingen anden, jeg danner lyset og skaber mørket. Ligeledes: Der er ingen anden Gud end mig, en retfærdig Gud, en Gud der frelser, der er ingen anden end mig. Vend dig til mig, og bliv frelst, hele du vide jord! For jeg er Gud, der er ingen anden.

1 Kor 8, 4-6: Vi ved, at der ikke findes nogen afgud i verden, og at der kun er én Gud. For vel er der såkaldte guder, både i himlen og på jorden – der er jo så mange guder og så mange herrer. Men for os er der kun én Gud, Faderen; fra ham er alle ting, og vi til ham. Og for os er der kun én Herre, Jesus Kristus; ved ham er alle ting, og vi ved ham.

Ef 4, 6: Én Gud og alles Fader, som er over alle og gennem alle ting.

Mani angreb bl.a. denne artikel, fordi det ikke syntes ham passende, at den samme skulle være ophavsmand og skaber af det gode og det onde. Derfor forestillede han sig to principper, begge lige evige, det vil sige to guder, den ene god og ophavsmand til det gode, den anden ond og ophavsmand til det onde. Mod denne ugudelighed må man holde fast ved dekreterne om Guds enhed. Vi vil under artiklen om skabelsen forklare, hvordan man skal forholde sig til det ondes oprindelse. Valentinianerne forestillede sig også en utrolig mangfoldighed af guder. Sådanne ting kan let tilbagevises.

Tre personer i guddommen

Skriften lærer, at Gud er én, og alligevel tilskriver den tre personer den guddommelige essens. Det må derfor fastslås, at der kun er én guddommelig essens, og at disse personer har samme essens, at de er homoousioi, for at bruge konciliets ord [Nicænum]. I denne diskussion bruger kirkefædrene i øvrigt ikke ordet person, som det undertiden bruges på latin eller på teatret for at betegne en forskel på en bestemt karakter eller rolle, som når vi siger, at Roscius nogle gange spiller Ajax' person, andre gange Odysseus' person, eller en konges person eller en tjeners person. Men ordet person bruges i disse kirkelige diskussioner om en uadskillelig, intelligent substans.

Gregor af Nazianz skriver, at latinerne brugte ordet personam for hypostasis, da de ikke havde noget bedre ord, selv om grækerne selv senere foretrak at sige prosopa ( ) frem for hypostasis. Der er altså tre personer i Guddommen, umådelige, lige evige, homoousios ( – af samme væsen), Fader, Søn og Helligånd. Sønnen kaldes Ordet, Logos, af Johannes. I Hebræerbrevet kaldes Sønnen hans væsens udtrykte billede (charaktēr tes hypostaseōs). Og man kan let forstå, at der er tale om Sønnens guddommelige natur, når der står, at alt er blevet til ved Sønnen. I Kol 1, 15 kaldes han Gud Faders billede (eikōn tou Theou). Ud fra dette kan vi forstå, hvorfor Sønnen kaldes Ordet. Faderen, der begriber sig selv, avler en bestemt tanke, som er hans billede, ligesom vores tanker også er billeder af ting. Men vi udgyder ikke vores væsen i disse billeder. Gud Fader udgyder derimod sit væsen i dette billede. Denne tanke er Faderens billede og udstråling (apaugasma) og kaldes Ordet. Af denne grund kalder Johannes Sønnen for Logos.

Den tredje person kaldes Helligånden. I Johannes siges det, at han udgår fra Faderen og Sønnen, ikke at han er født af dem. Disse navne, som angiver forskellene mellem personerne, skal i sandhed nøje iagttages og bevares. Navnet Ånd angiver noget om, hvordan denne person er forskellig fra de andre. For ordet ånd betyder andre steder en aktivitet eller en bevægende kraft.

Forskellen mellem personerne

Men da Kristus ofte nævnes senere i citaterne, har jeg besluttet, at der her bør tilføjes en diskussion om forskellen mellem personerne. På den udvalgte tid antog Sønnen den menneskelige natur fra jomfru Maria. Kristus er denne Søn, én person, som består af to naturer, den guddommelige og den menneskelige. Faderen antog ikke den menneskelige natur, og Helligånden antog heller ikke den menneskelige natur. Ånden er den bevægende kraft, ved hvem Guddommen opildner og levendegør, sådan som han beskrives helt fra begyndelsen af hos Moses. Det er nyttigt at tilføje denne passage, fordi de gudfrygtige og lærde altid har tilpasset den for at beskrive personerne på en eller anden måde og for at angive forskellene mellem dem.

Gud sagde [1 Mos 1, 3]. Her nævnes det ord, som Gud talte før de skabte ting. Det vil sige, at han bestemte noget ved at tænke det. Og i denne tænkning skinner Faderens billede, som er Sønnen, frem. Derefter nævnes Helligånden: Guds ånd svævede over vandet [1 Mos 1, 2]. Jøderne misfortolker dette som en fysisk vind. Men selv om denne passage er noget uklar, tyder den, om end svagt, på, at der er tale om en guddommelig kraft, som varmede og bevarede vandet, især når der udtrykkeligt tilføjes Guds ånd. Af denne grund forstår gudfrygtige mennesker denne passage som værende om Helligånden. Og herfra har de taget disse beskrivelser op: Faderen skaber tingene gennem Ordet, og Guddommen varmer, bevæger og levendegør ved hjælp af Helligånden.

Vidnesbyrd

Matt 28, 19: Døb dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Han opregner de tre personer ved navn og tildeler dem lige stor magt og ære. For det er sikkert, at dåben er et vidnesbyrd om Gud, hvor Gud viser, at han tilgiver os og modtager os i nåden. Vi bekender til gengæld, at han er Gud, som dåben forkynder, at han er Gud, at han kan påkaldes, og at frelse kan forventes af ham. Derfor bekender vi, når der siges i Faderens navn, at denne Fader er Gud, som nu har tilgivet os, som har modtaget os i nåde, som kan tilkaldes, som er almægtig, som kan og vil give os evigt liv. Vi, der er døbt, bør stole på, at Faderen sørger for disse ting, og vi bør påkalde ham med tillid.

Dette er forståelsen af dåbsordene. Eftersom disse ord bekender, at Faderen er Gud, er almægtig og skal påkaldes, og eftersom Kristus føjer Sønnen og Helligånden til fællesskabet om denne ære, bevidner han derfor, at deres magt er lige stor. Og da magten er lige stor, angiver han, at de er homoousios (af samme væsen). Det er altså klart, at Faderen og Kristus Sønnen er forskellige personer. På samme måde er navnet Helligånden også et tegn på en særskilt person. For hvis Ånden kun betød Faderen selv som den, der driver eller bevæger tingene, ville Faderen være blevet nævnt to gange, og det ville have været en nytteløs tautologi. Basilius går klogt og overbevisende og rationelt ud fra dette Kristi ord til den forståelse, at Faderen, Sønnen og Helligånden er homoousios. For det er nødvendigt, at I bliver døbt, sådan som vi har modtaget; at I tror, som vi er døbt; at I priser, som vi har troet, Faderen og Sønnen og Helligånden.

Men da der er beviser spredt ud over hele Skriften, hvoraf nogle kun taler om Sønnen, mens andre taler om Helligånden, må vidnesbyrdene om Sønnen først samles. Det vigtigste bevis findes i Johannes' første kapitel, som, siger man, blev tvunget til at skrive sit evangelium, fordi Ebjon og siden Kerinth havde spredt en jødisk opfattelse og fjernet den guddommelige natur fra Kristus og foregivet, at han kun har en menneskelig natur. Men før jeg går over til Johannes, vil jeg foreslå to fornuftige argumenter, hentet fra Skriften, som efter min mening er nyttige både til undervisning og til trøst for de gudfrygtige.

Det første er dette: Det er nødvendigt at bekende, at Kristus er Guds naturlige Søn, fordi Skriften skelner adopterede sønner fra Kristus Sønnen. Johannes kalder nemlig Kristus for den enbårne søn, Joh 1, 14. Da han nu bestemt er en naturlig Søn, er det nødvendigt, at noget af den guddommelige natur er substantielt i ham. Men alt, hvad der er uden for Faderens person, og som ikke desto mindre er noget af den guddommelige natur, må nødvendigvis være en person.

Det andet argument: Hele Skriften befaler os med stor enighed at tilbede Kristus, at påkalde ham. Den påbyder os at stole på ham. Derfor tilskriver den ham uendelig og guddommelig magt, at han er til stede overalt, at han ser ind i hjerterne, at han hører, at han retfærdiggør, at han frelser. Der må altså nødvendigvis være en guddommelig natur i Kristus. Desuden er der klare vidnesbyrd om påkaldelse af Kristus og tillid til Kristus. Matt 11, 28: Kom til mig, alle I, som arbejder og er besværede, og jeg vil opkvikke jer. Joh 3, 36: Den, der tror på Sønnen, har evigt liv. Esajas 11, 10: På den dag skal Isajs rod stå som et tegn for folkene. Folkene vil bede til ham. Salme 45, 12: Og kongen vil begære din skønhed, for han er selv din Gud, og de vil tilbede ham. Salme 72: Og de vil frygte ham, så længe solen og månen står. Igen: De vil altid bede for ham.

I disse og lignende vidnesbyrd er det klart sagt om Kristi evige rige, at han vil blive påkaldt for evigt, tilbedt for evigt. Derfor kan denne tilbedelse ikke forstås som en ydre demonstration af ære, som man viser en person, som f.eks. en konge, der har et fysisk eller borgerligt kongerige. Men disse dekreter må tilskrives Kristi rige, som regerer i Guds magt, som Salme 110, 1 siger: Sæt dig ved min højre hånd. Og da den bevidner, at Kristus skal påkaldes, tilskriver den ham naturligvis guddommelig magt. Lad os derfor støtte os til disse fornuftsargumenter, for på samme tid lærer de os både, hvilken slags ære der tilkommer Kristus, og de trøster os, idet de viser Kristi goder. Påkaldelse tilskriver Kristus almagt. Derfor må dette argument holdes i øje og til stadighed sættes op imod de anklager, der fjerner den guddommelige natur fra Kristus.

Lad os nu gå videre til Johannes' udsagn. Johannes bevidner først, at Logos er evig, når han siger: I begyndelsen var Ordet. For hvis Logos var i begyndelsen, før alle skabte ting blev dannet, så er Logos ikke en skabt ting, men er evig som Faderen. Han tilføjer også, at Logos var sammen med Gud. Her skelner han mellem personerne, Gud Fader og Logos, da han siger, at Logos var sammen med Gud. (Vi skal vise denne skelnen tydeligere senere.) Derefter tilføjer han også, at Ordet var Gud. Her bevidner han klart og tydeligt, at Logos er Gud. Faktisk lærer den græske artikel, hvordan denne partikel skal fortolkes. For Logos skal være subjekt i sætningen, mens Gud er i prædikatet, således at ordet Gud tjener som en definition, der beskriver Logos. Således bliver det gengivet: Logos var Gud. For artiklen hører sammen med subjektet.

Dette vidnesbyrd er helt klart. For hele Johannes' fortælling blev arrangeret specielt med det formål at beskrive Guds natur. Derfor, selv om der i andre fortællinger, som ikke taler om Guds natur, men om guddommeligt bestemte menneskelige pligter - eller om der af og til er en metafor i navnet Gud, som når det hedder: Jeg sagde: 'I er guder' - så må ordet Gud i denne Johannes' fortælling alligevel nødvendigvis forstås i sin egentlige betydning. Derfor bør vi huske dette vidnesbyrd, som udtrykkeligt forkynder, hvad Ordets natur er, nemlig at Logos er Gud af natur. Dette ene udsagn modbeviser nemlig klart arianerne, som, selv om de indrømmede, at Logos er en person, ikke desto mindre benægtede, at han er Gud af natur. Men efter at man har indrømmet, at Logos er en person, tvinger denne sætning, og Logos var Gud, en til at bekende, at Logos er Gud af natur. Derfor skal vi først og fremmest fremhæve, at Logos er en person. For dette er den vigtigste kontrovers i denne sag.

Der er opstået mange kætterier mod treenigheden. Men nogle er så uhyrlige, som det valentinske kætteri og manikæernes vrangforestillinger, at de intet påstår, der på nogen måde kan påvises, selv overfladisk. Derfor kan de let dømmes og tilbagevises.

Paulus af Samosata hævder derimod snedigt, at Logos ikke er en person. Men ligesom menneskets tanke eller tale i et menneske ikke er en person, men en bestemt forbigående egenskab eller følelse hos mennesket, hævder han, at Logos i Gud ikke er en person, men kun en tanke fra Faderen, som er Faderen selv, ligesom vi siger, at Faderens sind eller godhed er Faderen selv. Eller hvis der forstås en stemmelig ytring, hævder han absurd nok, at substansen og personen forstås for en stemme og en luftbevægelse eller