Kirkepostillen - Sommerdelen: Martin Luthers Kirkepostil i 2 bind

By Books on Demand

Martin Luthers store Kirkepostil udkommer nu i en ny dansk oversættelse. Den omfatter Luthers prædikener over hele kirkeårets første tekstrække med både evangelierne og brevene.

Kirkepostillen fremkom ikke fuldt færdig på én gang. Afbrudt af de historiske omvæltninger omkring reformationens voldsomme begivenheder udkom den over en årrække i større og mindre stykker. Først i 1543-44 forelå den fuldt færdigt med Luthers forord.

Det er denne udgave der her bringes i en ny dansk oversættelse, sammenholdt med den tidligere dansk-norske oversættelse udgivet i Stavanger 1862. Med ændret typografi kan Kirkepostillen nu udgives i 2 bind (og ikke som tidligere i 3 bind). Hermed bibeholdes også Luthers oprindelige to dele: Bind 1: Vinterdelen. Fra advent til langfredag.

Bind 2: Sommerdelen. Fra påske til sidste søndag i trinitatis.

På net-siden lutherdansk.dk findes der en samlet oversigt over alle prædikenerne. Desuden er der her mulighed for at søge på ord og vendinger i hele Kirkepostillen.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 25, 2018
• ISBN: 9788743005803

Book preview

© 2018 Finn B. Andersen

Oversat og tilrettelagt: Finn B. Andersen

Forlag: Books on Demand GmbH, København, Danmark

Tryk: Books on Demand GmbH, Norderstedt, Tyskland

ISBN 978-87-430-0580-3

Indholdsfortegnelse

Forord

Første påskedag 1 Kor 5, 7-8

Formaning til gode gerninger

Første påskedag Mark 16, 1-8

Om og nytten og trøsten af Kristi opstandelse

Anden påskedag ApG 10, 34-43

Bibelens hovedartikel om syndernes forladelse

Anden påskedag Luk 24, 13-35

Opstandelsen er en virkelig begivenhed

Tredje påskedag ApG 13, 26-39

Gud har beredt vejen for evangeliets forkyndelse

Tredje påskedag Luk 24, 36-47

Hvem, der har glæde af at høre om opstandelsen

En anden prædiken over samme tekst

Fjerde påskedag Kol 3, 1-7

Om troens frugter og gode gerninger

1. søndag efter påske 1 Joh 5, 4-12

Om tro og genfødelse

1. søndag efter påske Joh 20, 19-31

Kristi opstandelse bringer fred og glæde

En anden prædiken over evangeliet samme tekst

Hvorfor Kristus har åbenbaret sig specielt for Thomas

2. søndag efter påske 1 Pet 2, 20-25

Formaning til tålmodighed i lidelser efter Kristi eksempel

2. søndag efter påske Joh 10, 11-16

Om Kristi person, embede og regimente

3. søndag efter påske 1 Pet 2, 11-20

Formaning til et kristent liv på nådens baggrund

3. søndag efter påske 1 Kor 15, 20-28

Andre prædiketekster

3. søndag efter påske Joh 16, 16-22

Kristus trøster sine disciple

4. søndag efter påske 1 Kor 15, 35-50

Andre tekstrækker

4. søndag efter påske Jak 1, 17-21

Advarsel mod vrede, utålmodighed og ond lyst

4. søndag efter påske Joh 16, 5-15

Helligåndens embede

5. søndag efter påske Joh 16, 23-30

Om bønnen

Kristi himmelfartsdag 1 Kor 15, 51-57

Kun henvisning

Kristi himmelfartsdag Mark 16, 14-20

Om disciplenes hårdhjertethed

6. søndag efter påske 1 Pet 4, 7-11

Formaning til gode gerninger

6. søndag efter påske Joh 15, 26 -16, 4

Helligåndens person og gerning

Første pinsedag ApG 2, 1-13

Om pinsefesten

Første pinsedag Joh 14, 23-31

Løftet om Helligånden

Anden pinsedag Joh 3, 16-21

Om den herlige nåde og gave, som er skænket os i Kristus

Tredje pinsedag Joh 10, 1-10

Om Kristi rige og prædikeembedet i kirken

Trinitatis søndag Rom 11, 33-36

Om den hellige treenighed

Trinitatis søndag Joh 3, 1-15

Hovedartiklen i den kristne lære

1. søndag efter trinitatis 1 Joh 4, 16-21

Kun henvisning

1. søndag efter trinitatis Luk 16, 19-31

To eksempler på tro og vantro

2. søndag efter trinitatis 1 Joh 3, 13-18

De kristne skal ikke forundre sig, når verden hader dem

2. søndag efter trinitatis Luk 14, 16-24

Lignelsen om det store festmåltid

3. søndag efter trinitatis 1 Pet 5, 5-11

Formaning til i tro at stride mod Djævelen

3. søndag efter trinitatis Luk 15, 1-10

Nåden og den kristne frihed

4. søndag efter trinitatis Rom 8, 18-23

En trøsteprædiken

4. søndag efter trinitatis Luk 6, 36-42

Frelse alene ved troen på Jesus Kristus

5. søndag efter trinitatis 1 Pet 3, 8-15a

Om gode gerninger mod andre

5. søndag efter trinitatis Luk 5, 1-11

Guds forsorg og arbejde i vort kald

6. søndag efter trinitatis Rom 6, 3-11

Kristen livsførelse

6. søndag efter trinitatis Matt 5, 20-26

Om vreden

7. søndag efter trinitatis Rom 6, 19-23

Formaning til at leve som kristen

7. søndag efter trinitatis Mark 8, 1-9

Trøst i bekymringer for husholdningen

8. søndag efter trinitatis Rom 8, 12-17

Formaning til kristen livsførelse og gode gerninger

8. søndag efter trinitatis Matt 7, 15-23

Advarsel mod falske profeter

9. søndag efter trinitatis 1 Kor 10, 6-13

Alvorlig advarsel til korintherne

9. søndag efter trinitatis Luk 16, 1-9

Retfærdiggjort af tro

10. søndag efter trinitatis 1 Kor 12, 1-11

Formaning til enighed og ret brug af nådegaverne

10. søndag efter trinitatis Luk 19, 41-48

To måder at prædike mod Guds Ords foragtere

11. søndag efter trinitatis 1 Kor 15, 1-10

Kun henvisning

11. søndag efter trinitatis Luk 18, 9-14

To slags retfærdighed

12. søndag efter trinitatis 2. Kor 3, 4-11

Om lovens og evangeliets embede

12. søndag efter trinitatis Markus 7, 31-37

Tro og gerninger hører sammen

13. søndag efter trinitatis Gal 3, 15-22

Loven og Guds løfter

13. søndag efter trinitatis Luk 10, 23-37

Kristi rige er nådens rige

14. søndag efter trinitatis Gal 5, 16-24

Kun sammendrag

14. søndag efter trinitatis Luk 17, 11-19

Troens begyndelse og vækst

15. søndag efter trinitatis Gal 5, 25 -6, 10

Kun sammendrag

15. søndag efter trinitatis Matt 6, 24 -34

Grådighed og bekymring

16. søndag efter trinitatis Ef 3, 13-21

Trøst, formaning og bøn

16. søndag efter trinitatis Luk 7, 11-17

Lidelsens gåde og frelsens gåde

17. søndag efter trinitatis Ef 4, 1-6

De Ti Bud som grundlag for kristen etik

17. søndag efter trinitatis Luk 14, 1-11

Tro, kærlighed og lovens rette brug

18. søndag efter trinitatis 1 Kor 1, 4-9

Evangeliets prædiken er de kristnes bedste skat

18. søndag efter trinitatis Matt 22, 34-46

En ny prædiken om lov og evangelium

19. søndag efter trinitatis Ef 4, 22-28

Formaning til en ny livsførelse

19. søndag efter trinitatis Matthæus 9, 1-8

To slags fromhed

20. søndag efter trinitatis Ef 5, 15-21

Kristen agtpågivenhed og opmærksomhed

20. søndag efter trinitatis Matt 22, 1-14

Om Kristi rige og Guds folk

21. søndag efter trinitatis Ef 6, 10-17

Guds fulde rustning

21. søndag efter trinitatis Joh 4, 46-54

Samme skat til alle

22. søndag efter trinitatis Fil 1, 3-11

Om taknemlighed og bøn

22. søndag efter trinitatis Matt 18, 23-35

Guds to riger

23. søndag efter trinitatis Fil 3, 17-21

Om lovens og troens retfærdighed

23. søndag efter trinitatis Matt 22, 15-22

Spørgsmålet om skat til kejseren

24. søndag efter trinitatis Kol 1, 3-14

Taksigelse til Gud

24. søndag efter trinitatis Matt 9, 18-26

Kristi tale om døden

25. søndag efter trinitatis 1 Thess 4, 13-18

Om de afdøde troende og Herrens komme

25. søndag efter trinitatis Matt 24, 15-28

De sidste tiders tegn og Jesu genkomst

26. søndag efter trinitatis 2 Thess 1, 3-10

Paulus’ trøsteprædiken for thessalonikerne

26. søndag efter trinitatis Matt 25, 31-46

Verdensdommen – til trøst og advarsel

Forord

Martin Luthers store Kirkepostil fremkom ikke fuldt færdig på én gang. Den udkom i større og mindre stykker over en årrække afbrudt af de historiske begivenheder omkring reformationen.

På fyrstens opfordring tog Luther fat på at skrive en prædikevejledning til kirkeårets bibeltekster. I første omgang foregik det på latin og omfattede kun adventstiden. Dette arbejde blev afbrudt af rigsdagen i Worms med det efterfølgende ophold i skjul på Wartburg. Her fortsatte Luther opgaven med prædikener over juletiden, men nu på tysk. Og efterfølgende omskrev han også adventsdelen på tysk. Disse to dele udkom samlet i 1522 sammen med Luthers indledning: Hvad man skal søge og forvente at finde i evangelierne.

Nye begivenheder betød at Luther først kunne gå videre med opgaven i 1525, hvor han udgav prædikener over fastetiden frem til påske. Flere dele kom til efterhånden, men først i 1544 udkom den fulde Kirkepostil med prædikener til alle årets bibeltekster både til evangelierne og brevene. En del af de tidligere prædikener blev da erstattet af nye på baggrund af nye teologiske spørgsmål og den kirkelige udvikling. Revisionen foregik under Luthers opsyn og udkom i sin fulde længde og fylde med Luthers forord.

Det er denne udgave der her bringes i en ny dansk oversættelse, som er sammenholdt med den tidligere dansk-norske oversættelse udgivet i Stavanger 1862.

I Kirkeordinansen fra reformationens indførelse i Danmark nævnes Luthers Kirkepostil faktisk udtrykkeligt som en af kirkens grundbøger, som enhver præst skal eje og bruge i sin forkyndelse. Postillen er således også en helt grundlæggende bog for den danske folkekirke.

Med ændret typografi kan Kirkepostillen nu udgives i 2 bind. Hermed bibeholdes Luthers oprindelige to dele:

Bind 1: Vinterdelen.

Fra advent til langfredag.

Bind 2: Sommerdelen.

Fra påske til sidste søndag i trinitatis.

På net-siden lutherdansk.dk findes der en samlet oversigt over alle prædikenerne. Desuden er der mulighed for dér at søge på ord og vendinger i hele Kirkepostillen.

På lutherdansk.dk findes desuden de skrifter, Luther henviser til i sine prædikener og som derfor er en slags eksterne ressourcer, der hører med til Kirkepostillen. Det gælder ikke mindst Den Store Galaterbrevskommentar, som netop er udkommet på ny.

Finn B. Andersen

IMB&LMB, cand.theol.

Redaktør af lutherdansk.dk

Første påskedag

1 Kor 5, 7-8

Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej. I er jo usyret brød, for også vort påskelam er slagtet, Kristus. Lad os derfor fejre festen, ikke med gammel surdej, ikke med en slet og ond surdej, men med rene og sande usyrede brød.

Formaning til gode gerninger

Da Gud ville føre Israels folk ud af Ægyptens land, påbød han dem, at de den samme nat først skulle spise af påskelammet, og til evig påmindelse om denne forløsning årligt på den samme tid i syv dage skulle fejre påskefesten. Han befalede dem især med alvor, at de den aften, hvor festen begyndte, skulle skille sig af med al surdej og alt brød, som var syret, fra alle huse og syv dage igennem ikke spise andet end sødt, usyret brød eller usyrede kager. Derfor benævnes højtiden også som de usyrede brøds dage eller de usyrede brøds højtid af evangelisterne Mark 14, 1; Luk 22, 1.

Betydningen af denne billedlige handling viser Paulus os i denne tekst med få, men dog skønne og rige ord. Han kommer til at gøre dette af den grund, at han ovenfor i dette femte kapitel af brevet til korinthere har revset dem for, at de ville rose sig af Kristus og evangeliet, og dog misbrugte deres frihed til utugt og andre syndige udskejelser. Han formaner dem da, fordi de har fået evangeliet og er blevet kristne til også at leve som kristne i overensstemmelse med evangeliet. De skal lægge afstand til og unddrage sig alt det, som ikke stemmer overens med troen og et kristent væsen, og som er upassende for dem som nye mennesker.

Hertil bruger han nu dette billede med påskelammet og det usyrede brød, som det jødiske folk måtte spise på deres påskefest. Han fortolker det som omhandlende, hvordan man på den rette måde bør forholde sig og optræde som kristen i den nye pagts tid, i Kristi rige. Han viser os således, hvad det rette påskelam og det rette usyrede brød er, og hvordan vi på den rette måde skal holde påske i denne tid, hvor alt skal være nyt og åndeligt. Og han bruger et sådant billedsprog med en glad og rig ånd, for desto mere at opmuntre dem og bevæge dem til at besinde sig på deres kristendom og indprente sig den.

Hermed vil han ligesom sige: Da I nu er kristne og med rette Guds folk, og nu også skal holde en påskefest, så må I også fejre den, som det sig hører og bør. I må skaffe jer af med al den surdej, som endnu måtte være at finde hos jer, så der ikke må findes andet end ene god, usyret dej hos jer. Men hvad det er, som man kalder surdej, det forklarer han selv senere, idet han tilføjer: Ikke med slet og ond surdej, det vil sige, en surdej, som er ond og slet, og det vil derfor sige, alt, hvad der ikke stemmer overens med et retskaffent kristent væsen, både hvad angår læren, troen og livsførelsen. Dette vil han have fuldstændig udrenset blandt de kristne, ligesom surdejen var strengt forbudt under loven. På den anden side vil han, at vi skal holde vores påske med det rette usyrede brød, hvilket han i modsætning til surdejen kalder rene og sande usyrede brød, det vil sige et retskaffent nyt væsen og livsførelse.

Derfor er denne epistel intet andet end en formaning til en god kristen livsførelse og gode gerninger, rettet til dem, som har hørt evangeliet og lært Kristus at kende. Dette kalder han at spise ret, usyret brød på vores påskefest, under hvilken vi i troen nyder vort påskelam, Kristus, sådan, at vores liv og gerning må ligne og stemme overens med vores tro på den erkendte Kristus.

Han begynder sin formaning med disse ord:

v6 Ved I ikke, at den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen?

Med disse ord begrunder han den efterfølgende formaning. Det er en almen sætning, som Paulus gerne benytter - og det næsten som et ordsprog. Sådan anfører han den også i Gal 5, 9, ligesom også Kristus henter denne lignelse om dejen og dens gennemsyring fra Skriften. For det er surdejens natur, at når man kommer en lun håndfuld deraf i en dej, så gennemsyrer den dejen helt og aldeles, så hele dejen bliver sur. Dette tolker Paulus om de åndelige ting, både vedrørende lære og liv.

Både læren og livsførelsen skal være usyret

I Gal 5, 9 bruger han egentlig disse ord om falsk lære, som også er af den beskaffenhed, at hvor der i ét stykke eller én artikel indføres noget urigtigt eller falskt, er alt snart fuldstændig fordærvet, og Kristus tabt. Sådan var det gået galaterne i anledning af det ene stykke om omskærelsen, som de falske apostle drev på, på trods af at de også mente, at de ville prædike evangeliet og Kristus. For en sådan begyndelse trænger ind og griber uophørligt videre om sig, indtil også de stykker, som endnu er uforfalskede, ikke er til nogen nytte længere; og at også den menighed, som før var ren bliver fordærvet. Som også Paulus skriver til sine galatere i 5, 2: Se, jeg, Paulus, siger jer, at hvis I lader jer omskære, vil Kristus intet gavne jer. Ligeledes i v. 4: I er afskåret fra Kristus, I der søger at blive retfærdige ved loven. I er faldet ud af nåden.

Men på dette sted anvender han mere denne lignelse om vildfarelse i livsførelsen. Der går det også sådan til, at når man begynder at give kødet rum og at misbruge friheden, og det under evangeliets navn, så er surdejen allerede blandet ind i det rette kristne væsen. Den fordærver snart troen og samvittigheden og griber derpå uophørligt mere om sig, indtil man mister Kristus og evangeliet. Sådan ville det også være gået korintherne, hvis ikke Paulus havde afværget det med dette brev, og formanet og tilskyndet dem til at rense en sådan surdej ud, fordi de allerede var begyndt at praktisere al slags letfærdighed. Derudover havde de stiftet partier og sekter imod evangeliets og troens enighed. Derfor er dette en mærkværdig tale og en alvorlig formaning til med al flid at vogte sig og se sig for, så man ikke lader noget falskt eller fremmed blande sig med eller snige sig ind i læren om troen eller gerningerne. For Guds ord, troen og samvittigheden er meget sårbare ting. Som et gammelt ordsprog også siger: Et godt rygte, troen og øjet er tre ting, man ikke skal lege med.

For ligesom en god vin eller en kostbar medicin, jo ædlere og bedre den er, dets lettere kan fordærves og blive skadelig, hvis der blot kommer en dråbe gift eller urenhed deri, sådan kan Guds ord og de guddommelige ting slet ikke tåle nogen tilsætning ved siden af sig. Det må forblive fuldstændig rent og pletfrit, ellers er det straks fordærvet, og er ikke til nogen nytte længere. Og her er det værste, at sådan en tilsætning trænger ind med en sådan styrke og sætter sig så fast, at det ikke er til at slippe af med igen. Ligesom surdejen, hvor lidt af den man end blander i en dej, dog gennemtrænger det hele, så alt sammen snart bliver surt, uden at nogen kan afværge det eller formår at gøre det sødt eller usyret igen.

Derfor er det urigtigt og intet værd, at der nu er nogle vise, som vil mægle og tilvejebringe en udglatning mellem os og vores modpart, pavedømmet, og som godt vil prædike evangeliet, men dog stadig dertil beholde de pavelige misbrug. De kommer med forslag og siger, at man ikke må laste og omstøde alt for de svages skyld, og at man for fredens og enighedens skyld må være en smule mådeholden og tilnærme sig hinanden. Den ene part må give en smule efter for den anden, og man må bære over med hinanden. Selv om det ikke alt er så rent, så kan man dog ved god og forstandig tolkning hjælpe på det, så det kan tåles.

Nej, ikke sådan! For her hører du, at Paulus ikke vil, og at Gud alvorlig har forbudt, at selv en lille smule surdej blandes ind i den gode dej; for det trænger dog helt og aldeles igennem, og fordærver det hele, så, når man i et eneste stykke blander den rette, rene lære med menneskelig tilsætning, så er den skade forvoldt, at sandheden derved bliver fordunklet og sjælene forførte. Derfor må det ikke tåles i kristenheden, at man bringer en sådan tilsætning og lappeværk ind i læren, og, som Kristus siger, sætter en ny klud på et gammelt stykke stof.

Synden skiller os fra Gud

Ligesådan forholder det sig med livet og gerningerne. Her må det heller ikke blive tålt, at man vil give kødet tøjlerne og lade det onde sind råde, og på samme tid roser sig af Kristus og evangeliet. Det var det, korintherne gjorde, der stiftede splittelse og uenighed mellem sig, og blandt hvilke en tog sin stedmor til hustru. Der hedder det også, siger Paulus her: en lille smule surdej gennemsyrer og fordærver hele dejen, det vil sige, hele den kristne livsførelse.

For det er uforeneligt at være en kristen og have troen, og samtidigt leve efter kødets egenvilje, i synder og laster mod samvittigheden, som Paulus andetsteds siger (l kor 6, 9.): Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige. Ligesådan i Gal 5, 19–21: Kødets gerninger er velkendte … og jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige.

Nej til lovforagterne

Derfor må man her gentagende gange irettesætte de frække ånder, og man må ikke lade dem få noget rum, som foregiver, at man ikke skal forskrække folk ved hjælp af loven, eller så hurtigt overgive dem til Djævelen. Men man må derimod belære sådanne og gøre dem klart, at den gamle surdej må udrenses, og at de ikke er kristne eller har troen, når de lader kødets onde tilbøjeligheder få frit spil og forsætligt, mod samvittigheden, forbliver og fremturer i synden. Det er så meget værre og mere fordømmeligt, fordi man gør dette under evangeliets og i den kristne friheds navn og dække. Derved bliver Kristi og evangeliets navn spottet og foragtet. Derfor må noget sådan kastes helt bort og udryddes, som det, troen og en god samvittighed ikke kan bestå sammen med, sådan som det straks efter hedder: v7 Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej. I er jo usyret brød

Skal I være en ny dej, siger han, så må I udrense den gamle surdej for. Som sagt, er det ikke foreneligt med troens og kristendommens nye væsen, at vi vil bliver ved med at leve som tidligere, da vi var uden tro i vores synder og havde en ond samvittighed. Det stemmer ikke overens at være en ny dej og holde påske, og dog samtidigt lade den gamle surdej forblive der. For når den ikke bliver udrenset, så bliver hele dejen gennemsyret og fordærvet, det vil sige, det forrige, syndige væsen vil tage overhånd og tilintetgøre troen og den fremspirende renhed og den gode samvittighed.

Paulus kalder det ikke slet og ret surdej her, men i stedet påbyder han, at man skal udrense den gamle surdej, for dermed at antyde, at der også må være en god surdej. Det gør han uden tvivl til ære for Herren Kristus, som i Matt 13, 33 også sammenligner himmeriget med en surdej, der jo ikke kan være ond eller skadelig, men må blive blandet i dejen, for at der deraf kan blive godt og friskt brød. Dette er talt om Guds ord eller evangeliets prædiken, hvorved vi bliver indpodet i Kristi rige eller kristenheden. For dette ord har, uagtet det synes ubetydeligt og er foragteligt og ubehageligt for verden, dog den kraft, at hvor det kommer hen, der udbreder det sig og finder mennesker, som modtager det, og udvirker i dem, at de bliver fornyede, ligesom surdejen gennemsyrer dejen og bringer den til at gære.

Men Paulus taler her om en sådan surdej, som er gammel, rådden og ubrugelig, eller om sådan en lære og vildfarelse eller sådan en livsførelse, som kommer af den gamle Adam, kød og blod, og fordærver den rene, nye lære eller det nye kristne væsen. Derfor kalder han den også senere for ondskabs og lumskheds surdej, og fordrer her, at de skal være en ny, frisk og god dej.

Men se, hvordan apostlen taler: han påbyder dem at udrense den gamle surdej og angiver denne grund: for I er en ny dej og usyrede. Ved at være en ny dej eller en usyret, god dej forstår han det at have troen, som holder sig til Kristus, og er forvisset om, at man ved ham har syndernes forladelse, sådan som apostlen straks i det følgende taler om påskelammet Kristus, som er ofret for os. Ved denne tro bliver vi rensede fra den gamle surdej, det vil sige, fra synden og en ond samvittighed, og vi er nu begyndt at blive nye mennesker. Dog påbyder han sådanne at udrense den gamle surdej.

Troens tilregnede renhed og livets påbegyndte renselse

Hvordan stemmer det overens, at han siger, at de skal rense den gamle surdej ud, for at de kan blive en ny dej, når han dog selv tilstår, at de er usyrede og en ny dej? Hvordan kan de være usyrede, som rette påskebrød eller en ret usyret dej, og dog skal de skaffe sig af med den gamle dej, som om den endnu befandt sig i dem?

Svar: Det er paulinsk eller apostolsk måde at tale på og skrive om de kristne og Kristi rige. Han tilkendegiver dermed, hvordan det forholder sig med dette rige. Det er et regimente, hvori et nyt kristent væsen er begyndt ved troen på Kristus, det rette påskelam, og hvori der nu holdes en ret påskefest med nye usyrede brød. Dog bliver der noget tilbage af det gamle, som må fejes og renses ud, men som dog ikke bliver dem tilregnet, fordi troen og Kristus er der, og de nu til stadighed øver sig og arbejder på, at det urene, som endnu findes hos dem, lidt efter lidt kan blive udrenset.

Dette har Kristus og hans renhed skænket os helt og holdent ved troen, og derfor bliver vi regnet som rene, selv om vi i os selv ikke straks er fuldstændig rene og uden synd og fejl. Vi har endnu meget af den gamle surdej tilbage. Den bliver dog tilgivet og ikke tilregnet os, hvis vi forbliver i troen og udrenser den tilbageblevne urenhed.

Dette er det, som Kristus siger til sine disciple i Joh 15, 3: I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Og dog siger han samme sted om grenene på ham, som er vinstokken, at de må blive rensede, for at de kan bære mere frugt. Og til Peter og de andre siger han, at den som er badet og ren, ikke har behov for andet end at vaske fødderne. Det bliver ofte på andre steder forklaret sådan, at en kristen ved troen modtager Kristi renhed, og for hans skyld også bliver erklæret for ren, og også virkelig begynder at blive ren. For med troen bliver Helligånden givet, som virker i os, at vi fremover modstår synden og dæmper den.

Derfor må man også tugte dem, som vil beskrive, fremstille og bedømme kristenheden og kirkens væsen og regimente som noget, der i alle måder skal og må være helt uden fejl og mangler. De siger, at hvor dette ikke er tilfældet, der er Kristi kirke eller de rette kristne ikke. Sådan klager og stødes mange vildfarende ånder, især de store selvkloge og de utidige, selvgjorte hellige, når de ser noget skrøbeligt hos de kristnes flok og dem, som har evangeliet. De drømmer også selv om en sådan kirke, som ikke skal have noget skrøbeligt ved sig. Det kan dog ikke finde sted her på jorden og i dette liv, og bliver heller ikke fundet hos dem selv.

Derimod bør man vide, at Kristi embede og regimente i hans kirke er af en sådan beskaffenhed, at han ganske vist ved ordet og troen skænker os sin renhed fuldkomment og på én gang, dertil også ved Helligånden gør vore hjerter nye, men dog sådan, at han ikke på én gang, fuldender denne vores fornyelses og sit renselses værk, men dagligt arbejder med os og renser os, så vi til stadighed bliver renere og renere. Dette værk øver og driver han ved Ordets embede: ved formaning, revselse, irettesættelse og styrkelse (ligesom han gjorde igennem Paulus med korintherne) samt ved kors og lidelser.

Derfor er han kommet og har fuldført sin gerning, har lidt og er opstået, ikke fordi han i os ville finde fuldstændig rene og hellige mennesker. For sin egen person har han ganske vist gjort alt fuldkomment, ligesom han har været helt uden synd og fuldkommen ren fra sin fødsel af. Det meddeler han os og lader os nyde denne renhed helt og uden mangler, hvis vi i troen holder os til ham. Men for at en lignende renhed skal følge efter hos os selv, må vi dagligt arbejde derpå, indtil han også gør os fuldkomne, sådan som han i sig selv er ren og uden fejl. Dertil har han givet os sit Ord og sin Ånd, hvorved vi skal øve os på og stræbe efter dette, så den gamle surdej, som endnu er tilbage hos os, kan blive udrenset, så vi kan fortsætte i den påbegyndte renselse og ikke atter falde fra, men beholde troen, Ånden og Kristus. Dette sker ikke, når man giver det gamle kødelige væsen rum og ikke yder det modstand, som det er sagt.

Se, dette er det første, som denne tekst lærer os: at der også hos de hellige forbliver nogen svaghed, noget urent og syndigt tilbage, som må udrenses, men som dog ikke tilregnes dem, fordi de er i Kristus og udrenser denne surdej.

Om synd og frafald

Det andet er, at han her også giver til kende, hvad det er, som gør forskellen mellem de hellige og de vanhellige, da de begge er syndige. Hvad er det for synder, som findes hos de kristne og troende, med hvilke de dog forbliver hellige og ikke taber nåden og Helligånden? Og hvad er det på den anden side for synder, som ikke kan bestå med troen og nåden?

De synder, som bliver tilbage hos de hellige, er alle slags onde tilbøjeligheder og lyster eller begæringer, som rører sig i mennesket imod Guds bud, og som de hellige føler lige så mærkbart som de andre. Men dette er forskellen: De hellige lader sig ikke overvinde af dem, så de følger dem og lader det udfolde sig i gerninger, men de gør modstand, og (som Paulus her siger) de udrenser dem stedsevarende hos sig. Deres synder er altså af den slags, som bliver renset ud. Dette gør de andre ikke, som følger deres lyster og lader kødet råde, og derfor synder mod deres samvittighed.

Derfor vedbliver en god samvittighed og troen hos dem, som modstår den syndige lyst, mens de ikke kan forblive hos dem, som ikke modstår synden, men følger den. Derved bliver deres samvittighed jo såret og deres tro omstødt. For når du forbliver i dit onde forsæt, og din egen samvittighed vidner imod dig, kan du ikke tro eller sige, at Gud er dig nådig. Derfor er det nødvendigt for en kristen, at han ikke giver sådanne syndige lyster rum.

For netop derfor bliver også Helligånden givet os, at Han skal stride mod synden, og ikke lade den få herredømmet, som Paulus siger i Gal 5, 17: For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod Ånden. Og han tilføjer denne regel: så I ikke kan gøre, hvad I vil. Og i Rom 8, 13: Hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal i leve. Ligesådan Rom 6, 12: Lad derfor ikke synden herske i jeres dødelige legeme, så I adlyder dets lyster.

v7b for også vort påskelam er slagtet, Kristus.

Med disse ord angiver han grunden til det, som han netop har sagt: I er usyrede. En ny, usyret eller sød dej er I, siger han, ikke af jer selv eller på grund af jeres egen hellighed og værdighed, men derfor og deraf, at I har Kristus og tror på ham som det offerlam, der er ofret for os. Dette gør jer rene og hellige for Gud, så I ikke længere er gammel surdej, som I tidligere har været, da I var uden for og uden Kristus, men ved dette offer er I forsonede med Gud og rensede fra synden

Sådan har vi nu også en ny tid og fest, givet os af Gud, hvori der ikke længere er det gamle, men lutter nyt væsen, et andet og bedre påskelam og offer end jødernes. De havde deres påskelam, som de årligt måtte ofre og spise, men hvorved de ikke blev hellige eller rene for synden. Det var blot givet dem til tegn og påmindelse om det rette, fremtidige og af Gud forjættede offer, ved hvis død og blod vi bliver renset fra synden og i sandhed helliggjorte. Det må vi nyde og spise ved troen. Og vi har nu én eneste stedsevarende og evig påskefest, i hvilken troen næres, bliver mæt og glad, det vil sige, den modtager syndernes forladelse, trøst og styrke af dette påskelam, Kristus.

Guds vrede og Guds nåde

Men hvad der er betydningen af de ord: ofret FOR os, har vi hørt i prædikenen om Kristi lidelse, nemlig, hvordan der deri fremstilles to stykker for os. For det første skal vi besinde os på Guds store, alvorlige og skrækkelige vrede over synden, idet denne vrede ikke på nogen anden måde kunne afvendes, og forsoningen ikke ved nogen anden betaling, kunne erhverves, end ved Guds søns død og blod. Vi skal huske på, at vi alle med vore synder har fremkaldt denne Guds vrede, og at vi har været årsag til, at Guds søn har måttet ofres på korset og udgyde sit blod.

Dette skal udvirke i os, at vi med alvor bliver forskrækkede over vore synder, for det må ikke have været en ringe vrede hos Gud, når du hører, at intet andet offer har kunnet holde stand mod den og bringe erstatning for synden, end Guds enbårne søn selv. Og tror du, at du vil kunne bære en sådan vrede, eller kunne blive og bestå for den, hvis du ikke overvejer og erkender dette.

For det andet må man også heri se og erkende Guds uudsigelige nåde og kærlighed imod os, så at menneskets hjerte i en sådan forskrækkelse over sine synder igen må få mod og overveje, hvorfor Gud gør dette, at han ikke skåner sin egen søn, men hengiver ham som offer til kors og død, så vreden igen kan vendes bort fra os. Kan der gives større kærlighed og større velgerning? Derfor bliver dette offer nu stillet os for øje, for at vi skal have en sikker og sand trøst imod synden. For her kan du se og føle på, at han ikke vil, at du for dine synders skyld skal gå fortabt, da han har skænket dig et sådant offer som højeste og dyreste pant på sin nåde og din frelse.

Selv om synden og den vrede, som dine synder fortjener, derfor er stor, så er dette offer og Guds søns død dog meget større. Og det skænker han dig som et sikkert tegn på, at han på grund af dette vil være dig nådig og tilgive synden. Dette må nu gribes med troen, som holder sig til dette ord: VORT påskelam, Kristus, er slagtet for os, og trøster og styrker sig derved.

v8 Lad os derfor fejre festen, ikke med gammel surdej, ikke med en slet og ond surdej, men med rene og sande usyrede brød.

Da vi nu har et nyt påskelam og en ret påskefest, skal vi også med glæde helligholde den og fejre den, som det sig hører og bør, så vi ikke længere spiser den forrige, gamle surdej, men rette nadverbrød eller påskekager. For de to hører sammen: påskelammet og usyret brød eller nadverbrød. Det første er Kristus, ofret for os, hvortil vi intet bidrager, uden blot med troen at modtage og nyde det som givet og skænket til os.

Men når vi har det, da er det passende, at vi også spiser det usyrede brød til, det vil sige, med en sådan tro på dette påskelam både bevarer og driver på evangeliets rene lære, og tillige lever derefter i en god livsførelse og som et godt eksempel. På denne måde fører vi til stadighed et godt liv som i en evig påskehøjtid, som Paulus kalder det. Her skal vi som nye mennesker i troen på Kristus føre et retfærdigt, rent og helligt liv i Helligåndens fred og glæde, og vedblive dermed, så længe vi er her på jorden.

Men han sætter atter, ligesom han gjorde i begyndelsen, surdej og usyret brød imod hinanden, og han kalder i almindelighed alt det surdej, som kommer af kød og blod og den gamle syndige natur. Han indbefatter det i to stykker, når han siger: ikke med en slet og ond surdej. Ondskab kaldes al slags umoral og synd, hvorved man åbenbart gør uret imod Gud og næsten. Men slethed eller snedighed kalder han alle slags onde rænker og alle listige, hemmelige kneb, hvorved man søger at forfalske eller fordreje læren eller Guds ord, og derved at forføre hjerterne fra troen og fra den rene mening og forståelse. Dette advarer Paulus mod i 2 Kor 11, 3, når han siger: Jeg er bange for, at ligesom slangen forledte Eva ved sin snedighed, skal jeres tanker komme på afveje bort fra det oprigtige og rene forhold til Kristus. Dernæst også andre onde rænker, hykleri og andre forargelige ting, hvorved man handler med falskhed og underfundighed. Især når det sker under dække af Guds navn, og man dog vil smykke og skjule det, så der ikke skal kunne siges, at det er urigtigt lært, rådet eller handlet, men at det skal kaldes ret, godt og kristent. Sådant kalder Kristus farisæernes surdej eller Herodes surdej. Deraf er der ubeskriveligt meget i verden, især i denne sidste og værste tid.

Imod dette sætter han nu de to: renhed og sandhed. Renhed er det, at vi lever og handler ret og kristent af et trofast og fromt hjerte, så vi har gode hensigter over for enhver, ikke gør nogen uret eller skade, men gør mod andre, hvad vi vil, at de skal gøre mod os. Og sandhed er, at man ikke omgås nogen med falskhed eller underfundighed, med bedrag og lumskhed, men lærer og lever retskaffent og rigtigt efter Guds rene ord. Dette må findes og komme for en dag hos de kristne, som de, der nu befinder sig i en ny stand og er af et nyt væsen, og som holder den nye påskefest, så både tro, lære og liv retter sig derefter.

Første påskedag

Mark 16, 1-8

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Om og nytten og trøsten af Kristi opstandelse

Dette evangelium er et stykke af beretningerne om Kristi opstandelse, og indeholder den første kundgørelse. Til en begyndelse blev det meddelt kvinderne ved englene, der gik ud til graven for at salve Herrens døde legeme, før Kristus selv viste sig for dem og talte med dem. For han vil først ved Ordet åbenbare sin opstandelse for dem, før de får ham selv at se, og erfarer hans opstandelses kraft.

Ligesom der jo tidligere er sagt om Kristi lidelse og død, og om de øvrige artikler om Kristus, at de må betragtes på en dobbelt måde, sådan er der også, hvad Herrens opstandelse angår to ting, man skal vide og lægge mærke til. For det første selve beretningerne, som viser, hvordan begivenheden er foregået med alle de enkelte omstændigheder. Hvordan Kristus ved mange slags beviser åbenbarede sig som levende, for at man skal have en sikker kundskab og et pålideligt vidnesbyrd om dette som grundlaget for vor tro og til styrkelse af troen. Denne artikel om opstandelsen er nemlig den fornemste, på hvilken vores frelse og salighed i sidste ende hviler. Uden den ville alt det andet nemlig ikke være til nogen nytte og uden nogen frugt.

Men hvad der nu er at bemærke angående beretningerne om, hvordan både engleåbenbarelserne (om hvilke en del fortælles i dette evangelium) og Herrens åbenbarelse fulgte på hinanden, det kan bedst behandles der, hvor man på ordentlig vis sammenfatter hele beretningen ud fra alle evangelisterne. Derfor vil vi også gemme det stykke, om hvilket dette evangelium beretter, indtil dette kan ske.

Det andet stykke, som er det fornemmeste og nødvendigste, og for hvis skyld tildragelserne også skete og blev prædikede, handler om den kraft, nytte og trøst, som følger af Herrens glædelige opstandelse, og om hvordan man ved troen skal gøre brug af denne. Det lærer og prædiker Paulus og alle apostlene og hele Skriften herligt og rigeligt om som vores tros hovedstykke, men herligst af den herre Kristus selv, da han først åbenbarer sig for kvinderne. For at vi også må høre og bide mærke i noget nyttigt om dette, vil vi derfor også fremholde de ord af Kristus, som han taler til Maria Magdalena, sådan som evangelisten Johannes fremsætter dem i kapitel 20, 17:

Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.

Dette er den første prædiken, som Herren Kristus har holdt efter sin opstandelse, og uden tvivl tillige den mest trøstefulde, selvom det sker med ganske få, men dog særdeles venlige og hjertelige ord. Han forkynder dem først for sin kære Maria Magdalena og gennem hende tillige sine disciple for at trøste og glæde dem med sin opstandelse efter den dybe jammer, sorg og lidelse, som de hidtil havde haft ved hans bortgang og død. Maria søger Herren med så meget større længsel og inderlighed end de øvrige, og er den første ved graven. Hun medbringer kostbare olier for at salve Kristi legeme, og er oven i købet forskrækket, oprevet og højst bekymret over, at hun ikke finder ham, og græder i den tro at han er taget bort. Derfor lader han også hende nyde det kærlighedsbevis, ved at han først åbenbarer sig for hende, og trøster hende i hendes angst, og holder denne skønne prædiken, som vi nu vil betragte.

I begyndelsen, da Jesus viser sig for hende, ikke langt fra graven, førend han tiltaler hende, anser hun ham for at være gartneren, men da han nævner hende ved navn, og siger: Maria! Kender hun straks stemmen, og modtager ham også med det navn, som hun så vel som hans øvrige disciple plejede at benævne ham med. På hendes sprog siger hun: rabbuni, det vil sige, ak kære mester eller kære herre (for hos dem er mester det samme, som når vi siger: kære herre), og hun falder straks ned for hans fødder, ligesom hun var vant til, for at røre ved ham. Dette afværger han imidlertid ved at sige: Rør ikke ved mig, som ville han sige: Jeg ved godt, at du elsker mig, men du kan endnu ikke betragte mig og røre ved mig på rette måde, sådan som du bør betragte mig og røre ved mig.

For hun glæder sig endnu ikke ved noget højere og større end den sanselige og kødelige glæde over, at hun nu atter har fundet sin herre i live, sådan som hun havde haft ham førhen. Hun bliver altså blot hængende ved selve tildragelsen, og tænker, at han nu igen, som han var det tidligere, vil være hos dem, spise og drikke med dem, prædike og gøre undere. Hun vil derfor ved at tjene ham og røre ved hans fødder vise sin kærlighed på samme måde som tidligere, da hun salvede ham - både mens han var i levende live og efter hans død.

Derfor vil han nu ikke mere lade hende røre ved sig på denne måde, for at han kan lade hende forstå, at hun skal forholde sig roligt og høre og lære, hvad hun endnu ikke ved, nemlig at det ikke er hans mening at lade sig berøre og salve og lade sig blive opvartet og betjent på samme måde, som hun tidligere have gjort det mod ham. Men, siger han, jeg vil sige dig noget andet og noget nyt: Jeg er ikke opstået, for at jeg atter skal vandre og forblive legemligt og timeligt blandt jer, men derimod for at jeg skal fare op til min fader. Derfor behøver og ønsker jeg ikke sådan et tjenestebevis og sådanne gerninger, og det går ikke længer an at anse mig på samme måde som Lazarus og andre, som endnu lever i dette liv; for her findes ikke det sted, hvor jeg vil være og blive. I skal tro, at jeg går til Faderen, hvor jeg skal regere evigt og herske med ham, og også bringe jer derhen ud af jeres død og ud af al elendighed. Dér vil I have mig helt synligt og mærkbar blandt jer, og i evighed glæde jer over det sammen med mig og min far.

Giv derfor slip på, vil han sige, at vise en sådan legemlig tjeneste og æresbevisning, men gør sådan: Gå hen og bliv en prædikantinde, og forkynd det, som jeg siger dig, videre til mine kære brødre, nemlig at jeg ikke længere skal være og forblive her legemligt, men derimod er trådt over fra dette dødelige liv til en anden tilværelse. Her skal I ikke længere have mig sanseligt og mærkbar blandt jer, men derimod have og erkende mig ved troen.

Her benytter han altså en fuldstændig ny måde at tale på, når han siger: Gå hen og sig til mine brødre. Denne talemåde er taget fra Salme 22, som helt igennem handler om Kristus og hvori han både taler om sin lidelse og om sin opstandelse og siger: Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre. Sådan har han aldrig tidligere talt til sine apostle, for ved nadveren kalder han dem ganske vist sine kære børn og sine venner, (Joh 13, 33 og 15, 14), men nu bruger han det allervenligste og herligste navn, som han kan nævne, og kalder dem brødre. Dertil er det ham meget magtpåliggende, for han venter ikke længe, men så snart han er opstået, er det den første genstand for hans omsorg, at det må blive fortalt dem, hvad han har for, og hvorfor han er opstanden.

Og det er jo en kærlig og liflig tale, som overgår alt andet, så den som altså her vil tro, at det er sandt, han skal have nok at tro livet igennem og så længe verden består, ligesom også de kære apostle selv har nok og mere end nok at gøre med at tro på dette. For det trøstefulde deri er for stort og det glædelige for højt og menneskets hjerte for småt og for snævert til at kunne fatte noget sådan.

Apostlene befandt sig bag låste døre. De var ikke alene forsagte og ængstelige, som en adspredt hjord uden hyrde, men havde også en ond samvittighed. Peter havde fornægtet og afsværget sin herre, og forbandet sig selv, og alle de andre var flygtet og faldet fra ham. Det var jo et stort og gruopvækkende fald, så de nok må have forestillet sig, at det aldrig ville blive tilgivet dem, at de havde fornægtet Guds søn og forladt deres kære herre og tro frelser på sådan en skændig måde.

Hvordan kunne det nogensinde dæmre i deres hjerter, at Kristus ville give frafaldne mennesker og fornægtere en sådan venlig hilsen og et så vidunderligt godmorgen? At han ikke alene ville tilgive og forlade dem alt, men også kalde dem sine brødre? Eller hvem kan endnu tro og fatte det? Jeg ville gerne, og undertiden kan jeg også, tro det, men jeg kan ikke bringe det så dybt ind i hjertet, at jeg fuldt og fast kan stole på det, og anse det for at være lutter sandhed. Ja, hvis vi kunne det, så var vi allerede salige her, og vi ville aldrig frygte hverken for død eller djævel eller verden, men hjertet måtte hele tiden springe af fryd og synge Gud et evigt halleluja.

Men det lader sig desværre ikke gøre her på jorden. Den elendige tiggerpose, vort gamle skind, er for snævert til det. Derfor må Helligånden her komme os til hjælp, som ikke alene prædiker Ordet for os, men også puster til og driver på os i vort indre. Ja, som også tager Djævelen, verden og al slags anfægtelse og forfølgelse til hjælp. Og ligesom man må rive og bearbejde en svineblære med salt, for at den kan blive vid og rummelig, sådan må han også omhyggeligt gennemsalte og plage vort gamle skind, så vi skriger og råber om hjælp. Han må både ved indre og ydre lidelser bøjer og udvider os, for at vi dog også kunne komme så vidt og få et sådant hjerte og mod, samt få en sådan glæde og trøst af Kristi opstandelse.

For lad os dog betragte en smule af, hvad det er for ord, som Kristus siger her, og ikke løbe henover dem sådan, som det er sket indtil i dag, og som man endnu gør det i hele pavedømmet. Her har vi til overflod læst, hørt og sunget dem, og alligevel løbet forbi dem, ligesom koen løber forbi helligdommen. For det er synd og skam at høre og kende sådanne ord og dog lade dem ligge så aldeles hjerteløst, kolde og døde, som om de var talt og nedskrevet aldeles omsonst, da de kristne selv, som dog ikke ligesom de andre foragter disse ord, men dagligt beskæftiger sig med dem, ikke kan agte dem så højt og dyrebart, og tro så fast på dem, som de gerne ville.

Kristi brødre og søstre

For overvej selv, siger jeg, hvad sådanne ord rummer og meddeler som disse: Gå hen, min kære søster, (for sådan vil han uden tvivl også have kvinderne benævnt, da han først åbenbarer sig for dem) og sig til de fornægtende og frafaldne disciple, at de skal kaldes og være mine kære brødre. Er det ikke med få ord at være optaget i og hensat med Kristus i hele hans ejendomsret og arveret til himmelen og alt, hvad Kristus i øvrigt ejer og har? Det må uden tvivl være rige og salige brødre og søstre, som kan rose sig af denne broder, som nu ikke hænger på korset længere eller ligger død i graven, men er en mægtig herre over synd, død, Helvede og djævel.

Men hvordan kommer de stakkels forskrækkede og forsagte disciple til sådan ære og nåde, og hvormed havde de fortjent et sådant broderskab? Mon dermed, at Peter skændigt fornægtede Kristus og at alle de andre blev troløse mod ham? Og hvormed har jeg og andre (for at vi også skal tale om os selv) fortjent det? Mon derved, at jeg i femten år holdt afguderisk messe, spottede Gud og hver dag samvittighedsfuldt hjalp med til at korsfæste Kristus på ny? I sandhed en smuk fortjeneste, at vi i Djævlens tjeneste havde redet til Helvede og søgt andre af Djævelens og hans partiers broderskaber under afdøde helgeners navne, som Antonius, Frans, Bastians, Kristophs, Georgs, Annas og Barbaras, hvoraf det om nogle er tvivlsomt, om de var hellige, ja om de nogensinde har levet.

Fy hvilken synd og skam, at vi, som kaldes kristne, og som hører til dette broderskab, som med Herren Kristus så nådigt tilbydes os, ikke havde foragtet den slags og ladet det fare, men var sunket ned i så dyb en blindhed, at vi havde ladet os indskrive i de skændige munkes og alle de pavelige partiers gavtyvebroderskaber, og prædiket om og rost os af det, som om det var kostbare ting.

Men det er også sket til behag for verden: Hvorfor har vi ikke villet agte på Guds Ord, som dog har været skrevet, malet, spillet, sunget og messet for øjnene og ørene af os. Og selv nu, hvor sådan noget ved Guds Ord bliver påvist og revset, ophører man alligevel ikke med at spotte og forfølge. Men vi skal love og takke Gud, som så nådigt uden nogen fortjeneste, og på trods af, hvad vi har fortjent, har revet os ud af en sådan blindhed og gudsbespottelse og givet os at kunne erkende dette.

Godt, enhver som kan tro, han tro det! For selvom vi ikke vil tro det, så er det dog sandhed. Broderskabet er stiftet her, og det er et broderskab, som ikke er vort klosterbroderskab, men Kristi. Herved er Gud vores far og hans enbårne søn vores bror. Og herved skænkes der os en arv, ikke på hundrede tusinde daler eller et eller flere kongeriger, men ved hvilken vi bliver forløst fra fællesskab med Djævelen, fra synd og død og modtager evigt liv og evig retfærdighed som besiddelse og ejendom. Det skænkes os sådan, at selvom vi har levet i synder, skyldige til død og evig fordømmelse, og tillige endnu er befængt med det, så ved vi, at dette broderskab er større, mægtigere, stærkere og mere ret end djævel, synd og alle ting. Så dybt er vi ikke faldet, så onde og fordærvede er vi ikke blevet, at dette broderskab ikke kan genoprette alt, og så rigeligt gøre os glade og fornøjet, for det er evigt, uendeligt og uudtømmeligt.

For hvem er han, som bringer os dette broderskab? Guds enbårnes søn, alle skabningers almægtige herre, som aldrig har gjort sig skyldig i nogen synd (Es 53, 9 og 1 Pet 2, 22.), så han, for sin egen persons vedkommende ikke behøvede at lide nogen smerte eller pine. Jeg har gjort det alt sammen, siger han, for jeres skyld, som jeres kærlige broder, der ikke kunne tåle, at I skulle gå under i en sådan elendighed underlagt Djævelen, synden og døden, evigt adskilt fra Gud. Derfor er jeg trådt i jeres sted, og har taget jeres elendighed på mig, har hengivet mit liv i døden for jer, for at I skulle blive hjulpet. Og jeg er opstået igen, for at jeg kan forkynde og tilegne jer denne hjælp og sejr, og giver jer del i broderskabet med mig, for at I med mig skal have og nyde alt, hvad jeg har og formår.

Sådan ser du, at han ikke vil lade det forblive ved, at begivenheden har fundet sted, og at han for sin person har bragt det i stand, men han bringer det også ud iblandt os, og opretter et broderskab derved, for at det skal være fælles for os alle og vores fælles arv. Han sætter det i forhold til os, det vil sige, han har gjort det, ikke for sin egen person, eller for sin egen skyld, men som vores bror, alene til vort bedste. Og han vil ikke betragtes og erkendes anderledes end som den, der med alt dette er vores, og vi er på samme måde hans. Således hører vi sammen på den tætteste måde, så vi ikke kunne være tættere forbundet, da vi har den samme far og besidder det samme fælles udelte gods, og kan tage del i, rose os af og fortrøste os til hans magt, ære og ejendom som vores egen.

Hvem kan nu fatte det fuldt ud, og hvilket hjerte kan tro dette tilstrækkelig: at Herren er så tæt forbundet med os? For det er jo alt for stort og uudsigeligt til, at vi arme, elendige Adams børn, som er født og har levet i synd, skulle være den høje majestæts virkelige brødre, medarvinger og medregenter i et evigt liv. Sådan som Paulus herlig priser og ophøjer dette i Rom 6, 17 og Gal 4, 7: er vi børn (i Kristus), så er vi også arvinger, nemlig Guds arvinger og Kristi medarvinger. For det ene følger alt sammen af det andet. Skal vi kaldes Guds børn, så må vi også i sandhed være hans arvinger, og den herre Kristi brødre og medarvinger, for han er Guds egen enbårne søn.

Derfor lærer nu den, som lære kan, at begynde at bede Fadervor på rette måde: Hvad det vil sige, at jeg kalder Gud min far, og så sandt og vist skal regne og anse mig for hans kære barn og den herre Kristi bror, som deler alt, hvad han har, med mig, og giver mig, med sig selv, fuld ejendomsret til alle de evige goder. Ransag og spørg her dit eget hjerte, om du, uden tvivl, uden vaklen og af hjertets grund kan sige: Vor fader. Om du kan stå fast på dette, og for Guds ansigt slutte sådan: Jeg regner mig for dit kære barn, og dig for min kære far. Ikke på grund af, at jeg skulle have fortjent det eller nogensinde kan fortjene det; men alene af den grund, at den kære herre Kristus vil være min bror, forkynder mig dette af sig selv og tilbyder mig, at jeg kan regne ham for min bror, og han på den anden side regner mig for sin.

Men begynd kun, siger jeg, og forsøg dog, hvordan dette arbejde vil gå for dig. Da vil du finde, hvilken vantro filur, der gemmer sig i dit bryst, og hvor tungt det falder dit hjerte at tro dette. Ak, siger naturen, jeg er en stakkels synder, hvordan skulle jeg så kunne ophøje mig selv så højt og stræbe så højt og rose mig af, at Kristus er min bror, og jeg hans bror? For storheden og herligheden er så overvældende høj, så højt hævet over al menneskelig fatteevne, hjerte og tanke, at det ikke lader sig begribe. Sådan bekender den hellige Paulus også selv i Fil 3, 18, at han ganske vist griber efter det, men ikke har grebet det. Ja, et menneske forfærdes over det og forfærdes over sig selv, at det skulle formaste sig til at tage imod en sådan ære og herlighed.

Godt, hvad skal man da gøre? Vi må jo sige, og det i sandhed, at vi er elendige syndere og, med Peter, er vor Herres fornægtere (sådan som jeg i særdeleshed frem for andre har været det). Men hvad kan vi gøre ved det? Det er nok, og mere end nok, at jeg har gjort ham imod, er faldet fra ham og har gjort mig til en slyngel. Skulle jeg derfor fortsat gøre ham til en løgner og bedrager, samt fornægte og bespotte denne trøstefulde prædiken? Måtte Gud bevare mig imod det!

Glem alt om synden

Ja, du er det ikke værd, siger Djævelen gennem mit kød. Dette er desværre også sandt. Men hvis jeg ikke tror og tager det til mig, så vil jeg beskylde min herre for løgn og sige: Det er ikke sandt, når han siger, at han er min bror. Men Gud bevare mig for dette! For derved har jeg skubbet Gud og hele min frelse og salighed fra mig, ja trådt den ned med mine fødder.

Derfor vil jeg sige sådan: Jeg ved udmærket, at jeg er et uværdigt menneske, og er værdig til at være Djævelens (ikke Kristi og hans helliges) bror. Men nu har Kristus sagt, at jeg er hans bror som den, for hvem han er død og opstået, lige så godt som Peter, der også var en synder. Og Kristus kræver på det alvorligste af mig, at jeg skal tro ham uden mindste tvivl og vaklen og ikke se eller lægge vægt på, at jeg er uværdig og fuld af synd. Selv vil han hverken se eller tænke på det, sådan som han dog med rette kunne gøre det, og han havde grund nok til at hævne sig på og straffe sine disciple, for hvad de have forbrudt sig mod ham. Men dette er alt sammen glemt og udslettet af hans hukommelse, ja ihjelslået og begravet, og han ved derfor ikke at sige andet om dem, end hvad der er dejligt og godt. Han hilser og taler så venligt med dem, som med sine trofaste og kære venner og fromme børn, der intet ondt har gjort og ikke smittet noget rent, men tværtimod gjort alt godt mod ham. Alt dette gør han, for at de ikke skal beholde nogen sorg eller bekymring i deres hjerte, som om han ville mindes det og forkaste dem eller hævne sig på dem over det.

Når han således ikke vil vide noget af min synd, men betragte den som død og begravet, hvorfor vil jeg så ikke lade det være sådan og af hjertet takke, prise og elske min kære herre, fordi han er så nådig og barmhjertig? Om jeg end er belæsset med synder, så må jeg dog ikke gå hen og gøre hans venlige ord, som jeg her hører af ham selv, til løgn og med frit forsæt tilbagevise det tilbudte broderskab. Tror jeg ikke hans ord, så er det min fejl, men derfor er det ingen løgn, og der er ingen mangel fra hans side.

Hvis nu nogen vil bebyrde sig selv med nye synder og ikke lade være glemt, hvad Kristus har glemt, han kunne sandelig forsynde sig sådan, at han selv blev evigt forglemt og ikke mere stod til at redde. Det er det, Hebræerbrevet 6 og 10 siger om dem, der er kommet så langt ud i synden, at de falder fra Guds Ord og forhærdet gør det til løgn. Det kaldes synd imod Helligånden, og, som det hedder i kap. 6, 6, at gøre Guds søn til spot, i kap. 10, 29. Træder Guds søn under fod og håner nådens ånd. Gud bevare alle dem derfra, som gerne vil være kristne! Der er desværre alt for meget af den forrige blindhed og dårskab, som vi hidtil har befundet os i. Lad det nu være glemt og lad os være hensat i den stand, at være hans brødre, hvis vi blot vil tage imod det. Kan vi ikke tro så fast, som vi skulle, bør vi dog, som de små børn, begynde at suge i det mindste en lille skefuld af denne mælk i os, indtil vi kan blive stærkere, og ikke støde den helt og aldeles fra os.

Derfor, hvis din egen uværdighed nedslår dig, når du skal bede, og du tænker: Ak, mine synder er for mange,