Martin Luther - Peters Første Brev: Martin Luthers udlægning af Peters Første Brev

By Books on Demand

I 1522-23 prædikede Luther over Peters Første Brev i kirken søndag eftermiddag. Disse prædikener udkom som bog i 1523 og i en lettere revideret form i første bind af hans samlede tyske skrifter i 1539 med Luthers forord.

Af særlig interesse er den revision, der er foretaget i kapitel 1 vers 2, hvor Peter skriver til menighederne, at de er »udvalgt efter Gud Faders forudviden«.

I 1523-udgaven siger Luther meget kort: »Gud vil ikke lukke alle mennesker ind i Himlen. Han vil tælle sine meget omhyggeligt. Da gælder der ikke længere nogen menneskelære om den frie vilje og vores kræfter. Det kommer ikke an på vores vilje, men på Guds vilje og udvælgelse.«

Her er ingen tale om Guds universelle frelsesvilje, men snarere tværtimod. Med en stor portion velvilje og en del forklaringer kunne man måske hjælpe Luthers udsagn her, men det vil ikke være let. I den reviderede udgave i 1539 er sætningen »Gud vil ikke lukke alle mennesker ind i Himlen. Han vil tælle sine meget omhyggeligt« strøget. Samtidig med at læren om den trælbundne vilje og Guds ære for hele frelsen fastholdes.

Nu suppleres dette med en stærk og klar understregning af Guds universelle frelsesvilje, som er seriøs og alvorlig ment. Gud vil virkelig, at alle mennesker skal frelses. Så døren ind i Himlen er åben på vid gab for enhver, der tror på Kristi frelsergerning.

Og det er den røde tråd, der går gennem hele brevet. Igen og igen understreger Luther, at Kristus er død for »hele verden« for »alle menneskers synder« osv.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 25, 2018
• ISBN: 9788743005780

Book preview

Indholdsfortegnelse

Forord

Luthers forord

Første kapitel

Andet kapitel

Tredje kapitel

Fjerde kapitel

Femte kapitel

Forord

I 1522-23 prædikede Luther over Peters Første Brev i kirken søndag eftermiddag. Disse prædikener udkom som bog i 1523.

Da første bind af Luthers samlede tyske skrifter blev udgivet i 1539 med Luthers forord blev disse prædikener optrykt i en lettere revision. Af særlig interesse er den revision, der er foretaget med kapitel 1 vers 2, hvor Peter skriver til menighederne, at de er „udvalgt efter Gud Faders forudviden".

I 1523-udgaven siger Luther meget kort: „Gud vil ikke lukke alle mennesker ind i Himlen. Han vil tælle sine meget omhyggeligt. Da gælder der ikke længere nogen menneskelære om den frie vilje og vores kræfter. Det kommer ikke an på vores vilje, men på Guds vilje og udvælgelse."

Her er ingen tale om Guds universelle frelsesvilje, men snarere tværtimod. Med en stor portion velvilje og en del forklaringer kunne man måske hjælpe Luthers udsagn her, men det vil ikke være let.

I den reviderede udgave i 1539 er sætningen „Gud vil ikke lukke alle mennesker ind i Himlen. Han vil tælle sine meget omhyggeligt" strøget. Samtidig med at læren om den trælbundne vilje og Guds ære for hele frelsen fastholdes.

Nu suppleres dette med en stærk og klar understregning af Guds universelle frelsesvilje, som er seriøs og alvorlig ment. Gud vil virkelig, at alle mennesker skal frelses. Så døren ind i Himlen er åben på vid gab for enhver, der tror på Kristi frelsergerning.

Og det er den røde tråd, der går gennem hele brevet. Igen og igen understreger Luther, at Kristus er død for „hele verden for „alle menneskers synder osv.

Når man sammenholder udgaven fra 1523 med udgaven fra 1539 er det helt tydeligt, at Luther har ændret syn på Guds udvælgelse. Det er derimod svært at fastslå, hvornår denne ændring er sket og hvor bevidst den har været, men fra sidst i 1520rne og frem bliver det mere og mere tydeligt.

Teksten er oversat efter originalen i Der Erste Teil der Bücher D. Mart. Luth. vber etliche Epistel der Aposteln, 1539. Wittenberg 1539.

Luthers forord

Dette brev har apostlen Peter skrevet til de omvendte hedninger og formanet dem til at forblive bestandige i troen og under alle slags lidelser vokse i gode gerninger.

I første kapitel styrker han deres tro gennem det guddommelige løfte om og kraften af den kommende salighed og viser, hvordan den ikke af os er blevet fortjent, men i forvejen forkyndt gennem profeterne. Derfor bør de nu leve helligt i det nye væsen og glemme det gamle, som de, der er blevet genfødt gennem Guds levende og evige ord.

I det andet kapitel lærer apostlen os at kende hovedet og hjørnestenen Kristus, samt siger, at de kristne som retskafne præster bør ofre sig selv til Gud, som Kristus har ofret sig, og begynder siden at undervise forskellige samfundsgrupper. Først lærer han, at man i almindelighed skal være den verdslige øvrighed underdanig, og derefter at særlig tjenere skal være lydige mod sine herrer, samt tåle uret af dem for Kristi skyld, som også os til gode har lidt uret.

I det tredje kapitel lærer han hustruerne at være lydige selv mod ikke-troende mænd, samt pryde sig på en måde, som anstår sig hellige; ligeledes manden at være tålmodig og overbærende mod sin hustru; siden i almindelighed, at de troende bør være hinanden venlige, ydmyge og tålmodige, som Kristus var, da han led for vore synders skyld.

I det fjerde kapitel lærer han os at betvinge kødet gennem nøgternhed, årvågenhed, mådehold og bøn, samt trøste og styrke os med Kristi lidelse; videre underviser han den åndelige øvrighed, hvordan den alene skal drive Guds ord og værk, samt lærer, at vi bør være hinanden til tjeneste med vore gaver og ikke forundre os, men glædes, hvis vi må lide for Kristi navns skyld.

I det femte kapitel formaner han biskopper og præster, hvordan de bør leve og vogte Kristi hjord, samt værner os for Djævelen, som uophørligt og alle steder går efter vort værste.

Første kapitel

v1 Peter, Jesu Kristi apostel.

Sådan lyder dette brevs overskrift, hvori Peter højt ophøjer og berømmer sit embede og siger, at han ikke er en jordisk konges eller kejsers apostel eller sendebud, men Jesu Kristi, som er alles Herre (ApG 10, 36).

Men han har en sådan herlig titel, ikke for sin persons skyld, men for det første derfor, at han vil give til kende, at han ikke har trængt sig ind i dette høje embede af egen vilje eller evne, ikke heller på grund af menneskeligt råd, men er blevet dertil befordret og kaldet umiddelbart af Herren Kristus selv; for det andet, for at man må være sikker på, at hans ligesom de andre apostles prædiken eller lære er Guds ord, og at enhver som hører ham og tror hans vidnesbyrd, hører ham, hvis sendebud han er, og skal blive salig; men enhver som foragter ham, foragter den, som har sendt ham (Matt 10, 40).

Desuden viser han kort med disse ord, at han er blevet pålagt at forkynde syndernes forladelse for hele verden, forløsning fra døden, retfærdighed, liv og salighed ikke gennem Moseloven, meget mindre gennem menneskebud, menneskeværk, egen retfærdighed, fortjeneste m.m., men alene gennem Jesus Kristus. Han er fra evighed blevet udvalgt og af alle profeter forkyndt, at han skulle søndertrampe slangens hoved, samt genløse alle slægter på jorden fra forbandelsen. Altså fordømmer han allerede i brevets overskrift al slags lære, som fører bort fra denne Frelser og lærer en anden måde at blive retfærdig og frelst for Gud. Selv giver han umiddelbart til kende, at alle, som lærer dette, hvem de end må være, ikke er Kristi, men Satans apostle.

v1b Til de udvalgte, der bor spredt som fremmede blandt andre folkeslag, i Pontus, Galatien, Kappadokien, provinsen Asien og Bitynien.

Med disse ord viser apostlen, til hvem han har skrevet dette brev, nemlig til hedninger, som boede i de her navngivne områder og gennem evangeliets prædiken er blevet omvendt til den kristne tro. Ellers skulle han ikke have skrevet til dem eller formanet, dem til at forblive og vokse i troen. Nu har tyrken disse områder under sin magt, så at den forbandede Muhammed da bliver prædiket og tilbedt i stedet for Kristus; dog turde endnu også nogle kristne findes dér. Pontus er et stort og vidtstrakt område ved Sortehavet, Kappadokien grænser dertil mod syd, Galatien ligger lige vest for, Bitynien strækker sig vest om Pontus ud mod Sortehavet; og med Asien menes Lilleasiens kystland ud mod Ægæerhavet. Paulus har prædiket i Galatien og Asien; om han også har gjort det i Bitynien, véd jeg ikke. I de to førstnævnte områder har han ikke prædiket.

Her er at mærke, at apostlene især er blevet sendt til hedningerne, som profeterne til jøderne. Dette bevises deraf, at de har skrevet alle sine brev til hedninger med undtagelse af Hebræerbrevet og Jakobs brev. Men, indvender du måske, Paulus siger i Gal 2, at evangeliet til hedningerne er blevet betroet til ham og evangeliet til jøderne til Peter. Det betyder dog intet, for Peter har også prædiket blandt hedninger (ApG 10) og derfor skrevet til dem, som denne overskrift og hele brevet viser. Derfor er han lige så vel hedningernes apostel som jødernes, på samme måde som Paulus kalder sig for hedningernes apostel, selv om han også har prædiket for jøderne. Ja, hvor som helst han fandt jøder blandt hedningerne, besøgte han først dem og forkyndte Kristus for dem. Men hvor de ikke ville høre ham eller modtage hans vidnesbyrd, vente han sig til hedningerne, som man ser af Apostlenes Gerninger. Hvorfor også Kristus kalder ham sit udkårne redskab til at bære hans navn frem, ikke blot for hedninger, men selv for Israels børn (ApG 9, 15). Derfor taler Paulus i Gal 2 om, hvordan forholdene just var dér, al den stund Peter prædikede i Judæa og han selv blandt hedningerne. For Paulus havde kaldelse og befaling til at rejse blandt hedningerne og prædike evangeliet for dem, og dog prædiker han, som sagt, også under tiden blandt jøderne.

Men Peter og de andre apostle havde befaling til først at gå til de fortabte får af Israels hus, til hvilke Kristus var lovet. Siden de havde besøgt disse og blandt dem omvendt den lille hob, som Paulus plejer at kalde resten, mens den store hob forblev forstokket og dertil på det heftigste forfulgte apostlene og kæmpede mod dem, holdt de sig til Kristi befaling: Gå ud i hele verden og vendte sig til hedningerne.

Derfor er apostlene egentlig hedningernes fædre og lærere, hvorimod ikke strider, at de fornemste blandt dem til en tid blev blandt jøderne. For om de end alle under hele sit liv alene har prædiket for det jødiske folk i deres land (hvilket dog ikke var tilfældet), hvad betyder vel det mod det faktum, at deres breve blev skrevet og er kommet, ikke blot til ét folk i en lille afkrog af verden, som jøderne var, men til alle hedninger i hele den vide verden, hvorigennem de fra denne tid og så til verden slutter prædiker for de troende blandt dem? Alligevel tjener evangelisterne os hedninger med sine skrifter, for de lærer og vidner, at Kristus, hele verdens Frelser, er blevet åbenbaret og har udrettet hvad som forkyndtes om ham i Skriften, nemlig genløst den menneskelige slægt, selv om at jøderne skulle forkastes og hedningerne i deres sted optages, som også er sket.

Fremmede er hvad vi kalde udlændinge. Men han kalder dem fremmede, fordi de har været hedninger. Men da de nu er blevet omvendt til troen, kalder han dem ikke ret og slet hedninger, men udkårne fremmede; som ville han sige: I, som fordom har været hedninger og fremmede, som ikke kendte Gud og ikke havde noget håb, er ikke mere sådanne, men I er nu de helliges medborgere og hører til Guds husstand. (Ef 2, 19). Eller, som han her udtrykker sig, udkårne fremmede, i Kristus delagtige i alle himmelske gaver, som han længere fremme skal forklare med rige, herlige ord.

v2 efter Gud Faders forudviden.

Det vil sige: at I nu er udvalgt, dertil er I ikke kommet gennem jeres egne kræfter, værk eller fortjenester; for skatten er for stor og alle menneskers hellighed og retfærdighed meget for ringe for at den derigennem skulle vindes; desuden har I været hedninger, ikke vidst noget om Gud, ikke haft noget håb samt tjent de stumme afguder. Derfor kommer I uden alt jeres gøren af idel nåde til sådan uudsigelig herlighed, nemlig derigennem at Gud Fader fra evighed har udvalgt jer dertil. Han maler altså Guds udvælgelse helt lifligt og trøstligt, som ville han sige: Udvalgt er I og forbliver det også, for Gud, som har udvalgt jer, er stærk og vis nok, så at hans udvælgelse ikke kan slå fejl. Dog alene så vidt I tror på hans løfte og holder ham for en trofast Gud.

Heraf skal vi kort hente den lærdom, at Guds udvælgelse ikke er grundet på vor værdighed og fortjeneste, som sofisterne foregiver, for da kunne Djævelen hvert øjeblik gøre det uvist og kuldkaste det. Men det står i Guds hånd og er grundet på hans barmhjertighed, som er urokkelig og evig; hvorfor det også kaldes Guds udvælgelse og således er sikkert og ikke kan slå fejl. Om derfor din synd og uværdighed anfægter dig og det falder dig ind, at du ikke er forudbestemt af Gud. Ligeledes at de udvalgtes antal er lille, men de gudløses hob stor. Og du forskrækkes af de grufulde eksempler på Guds vrede og dom - så diskuter ikke længere, hvorfor Gud gør sådan eller sådan og ikke anderledes, selv om han vel kunne gøre det. Understå dig ikke heller til med fornuften at udforske det guddommelige udvælgelses dyb; ellers kommer du visselig på vildspor og enten fortvivler eller slår alt sammen hen i vejret.

Hold dig derimod til evangeliets løfter, som skal lære dig, at Kristus, Guds Søn, er kommet til verden for at velsigne alle folk på jorden, dvs. forløse dem fra synd og død, gøre dem retfærdige og salige; samt at han har gjort alt dette efter Guds, den himmelske Faders, befaling og nådige vilje, som elskede verden således, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Joh 3, 16.

Følg dette råd, så du først erkender, at du af naturen er et vredens barn, skyldig til den evige død og fordømmelse, hvorfra ingen skabning, være sig menneske eller engel, kan redde dig. Grib dernæst Guds løfte. Tro at han er en barmhjertig og sandfærdig Gud, som af idel nåde uden al vor gøren og fortjeneste trofast holder, hvad han sagt. Han har sendt sin enbårne Søn for at gøre fyldest for din synd og skænke dig sin uskyld og retfærdighed. Og til sidst vil han forløse dig, fra al nød og død. Så tvivl ikke på, at du tilhører de udvalgtes lille flok. Hvis man på denne måde, som også Paulus bruger, omgås med Guds udvælgelse, er det overmåde trøstligt, men for den, som gør det anderledes, er det forskrækkeligt.

v2b ved Åndens helligelse

Gud Fader, siger han, har forudbestemt, at I skulle være hans udvalgte børn og blive helliget, ikke gennem lovens ydre, legemlige hellighed, som med al sin hellighed aldrig kan gøre nogen fuldkommen i samvittigheden (Hebr 7, 19; Fil 3, 9), men endnu mindre gennem jeres hedenske væsen og afguderiske gudstjeneste. Hvorigennem da? Jo, gennem Åndens helligelse, hvorved jeres hjerte gennem troen er blevet helliget og renset fra afguderiets og vantroens urenhed. Hvortil? Jo:

v2c til at vise lydighed og blive bestænket med Jesu Kristi blod

I er af Gud blevet udvalgt og nu helliget, siger han, ikke til at forblive i jeres synder og jer tidligere hedenske og forfængelige vandel, men til herefter at lyde og tro Jesu Kristi evangelium. Det forkynder jer, at I er bestænket, ikke med kalves og bukkes blod (2 Mos 24, 6; Hebr 9, 19), eller med vand og den røde kos aske (4 Mos 19, 9), som det jødiske folk ifølge Moseloven blev bestænket med og således blev helliget alene til en ydre og legemlig renhed. Nej, I er bestænket med et langt, langt bedre og mere kostbart vievand, nemlig med Jesu Kristi, Guds uskyldige og uplettede Lams dyre blod. Herved er I er blevet helliget og renset indvendig i ånden og samvittigheden, så at I nu er Guds rette tjenere, rene og hellige både til sjæl og legeme.

Denne bestænkelse sker, når evangeliet om Kristus prædikes, at han er det rette påskelam, som har ofret sig selv for hele verdens synd og givet og udgydt sit legeme og sit blod for os alle. Den, som er lydig mod og tror denne prædiken, han er bestænket af den rette ypperstepræst, så at dødsenglen ikke kan gøre ham nogen skade. Om denne bestænkelse taler også Sl 51,9: Rens mig med isop for synd, vask mig hvidere end sne! Som ville David sige: Den i loven befalede bestænkelse og renselse gør aldrig mit hjerte rent og snehvidt, så at jeg derigennem bliver fri fra synderne, får en god og glad samvittighed over for dig, samt bliver retfærdig og salig. Herre, du må selv her være den, som bestænker og renser mig, samt bestænker og vasker mig med andet vand og blod, end det de levitiske ypperstepræster bruger, ellers forbliver jeg evigt sort og uren, selv om jeg hele tiden bestænkede og tvættede mig.

Her ser du, at ikke alene apostlen Peter, men selv den hellige profet David, oplyst af Helligånden, langt forud, og mens lovens regimente endnu stod i sit højeste flor, giver til kende, at loven med sin skønne, herlige gudstjeneste og mange ceremonier, som slagtning, ofring, røgelse, tvætninger, bestænkelser, ikke kunne gøre synderes hjerte og sjæl rene. Alt dette har blot været et forbillede og skygge til det rette offer og den rette blodbestænkelse, som Kristus, den rette ypperstepræst, selv måtte udføre.

v2d Nåde og fred være med jer i stadig rigere mål!

Dette er hilsenen. I er nu, vil han sige, lydige mod Kristus og troen på ham, med hvis blod I er blevet bestænket og renset fra jeres synder. Derfor er I retfærdige og hellige og i nåde hos Gud, den himmelske Fader, samt har, når I véd og tror dette, en glad og frimodig samvittighed. Men Djævelen og verden skal for sådan kendskabs og tros skyld tilføje jer alt ondt. Den første med forskrækkelse, den anden med forfølgelser. Derfor ønsker jeg af hjertet, at Gud, den barmhjertige Fader, må give jer megen nåde og fred. For Djævelen vil angriber jer hårdt med sine gloende pile og forsøger at slukke jeres tro (for han sover ikke, men går omkring som en brølende løve). Og verden vil forfølger, håner og fordømmer jer som kættere. Men I skal ikke lade dette bekymre jer, men stadig mod disse forførende angreb og forargelse trøster jer med, at Gud i himlen er jer nådig for Kristi skyld, i hvilken I har en god samvittighed og bestandig fred. Vil Gud jer det godt, så lad blot Djævelen og verden fortsætte med at forskrække, vredes og forfølge jer.

Nu begynder selve brevet med skønne, fortræffelige ord og tale om den højeste og største sag som en apostel plejer at tale om, og siger:

v3 Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Djævelen har gennem Adams fald bragt menneskeslægten i den græsselige skade og jammer, at alle mennesker avles og fødes i synd og derfor må være Djævelens vold underkastet. Derfor kan den kødlige fødsel af fader og moder ikke give dem andet end dette timelige og forgængelige liv, som ikke blot er fuldt af besvær og arbejde, men desuden ganske kort og uvist, hvor vi intet øjeblik er sikre for døden. Og selv om døden gør ende på vort liv, så er det dog ikke endnu slut på jammer. Ja, den rette plage og pine begynder da først ret. For når vi alle af naturen er vredens børn og Guds fjender, har vi foruden den timelige død selv forskyldt den evige død og fordømmelse. I denne forskrækkelige, uudsigelige ulykke er alle Adams børn nedsænket, ingen undtaget.

Her spørges: Hvad skal vi da gøre for at blive en sådan jammer kvit og atter komme til rette og blive fromme og salige? Her vil enhver være mester og først til at give det bedste svaret. Spørger du en jøde, så giver han dig dette svar: Hvis man lader sig omskære og holder loven, så bliver man from og salig. En munk: Hvis man holder sin ordensregler. En muslim: Hvis man gør, hvad der er foreskrevet i Koran. Kort sagt, hvert menneske (om det ellers er ved sine sanser) har af naturen sådanne tanker: Man vil og kan gennem sine egne kræfter, sin frie vilje, sine gode gerninger og sin fortjeneste, eller, og det især, gennem Moseloven ikke blot godtgøre sine synder og stille Guds vrede, men selv erhverve sig Guds nåde og vinde den evige salighed, samt således hele og udslette disse dødelige skader. Højere kan den menneskelig fornuft ikke komme, hvorfor det ikke kan tænke, tale og lære anderledes, end vi, som sagt, desværre har erfaret i pavedømmet.

Men Den Hellige Skrift taler helt anderledes om sagen, nemlig at vi aldrig, være sig gennem vor gøren eller undladen, kan blive synden kvit, undslippe døden, vinde retfærdighed og salighed. Vi kan ikke komme til den første uskyld og retfærdighed, som Adam gennem syndefaldet fortabte, og i ham vi alle, hvis vi ikke bliver aldeles nye mennesker, født på ny, ikke af fader eller moder, men af vand og Ånd (Joh 3, 5; Tit 3, 5).

Dette lærer apostlen Peter selv her, når han siger: I er udvalgt efter Gud Faders forudseende, helliget og bestænket med vor Herre Jesu Kristi blod. Hertil er I kommet, ikke gennem jeres gøren eller undladen, men Gud og vor Herre Jesu Kristi Fader har af idel kærlighed og nåde genfødt jer, som har været uden tro og håb til ham. Og det har han gjort af sin store barmhjertighed, og ikke for jeres gerningers eller jeres fortjenestes skyld, endnu mindre for jeres synders. Han har født jer på ny til et levende håb, hvorved I visselig har at vente den evige, himmelske arv, som hverken