Discover millions of ebooks, audiobooks, and so much more with a free trial

Only $11.99/month after trial. Cancel anytime.

Martin Luther - De overåndelige sværmere: Hvordan nåden blev købt på korset og uddeles i Ordet og sakramenterne
Martin Luther - De overåndelige sværmere: Hvordan nåden blev købt på korset og uddeles i Ordet og sakramenterne
Martin Luther - De overåndelige sværmere: Hvordan nåden blev købt på korset og uddeles i Ordet og sakramenterne
Ebook212 pages4 hours

Martin Luther - De overåndelige sværmere: Hvordan nåden blev købt på korset og uddeles i Ordet og sakramenterne

Rating: 0 out of 5 stars

()

Read preview

About this ebook

I 1524-25 skriver Luther to skrifter mod hans tidligere forbundsfælle Andreas Karlstadt, som stod i spidsen for de voldsomme og radikale angreb på katolske helgenbilleder og altre, mens Luther opholdt sig i skjul på Wartburg.

Karlstadt udskiftede præstedragten med almindeligt tøj og kaldte sig selv for broder Andreas. Han indførte også nadver med både brød og vin i bykirken i Wittenberg.

Hans udgave af kristendommen lagde vægten på de åndelige oplevelser og Åndens direkte ledelse. Derimod var Bibelen en underordnet ting, som kun bestod af døde bogstaver. I forlængelse af det mente han heller ikke, at brød og vin i nadveren var andet end et symbol på Jesu åndelige legeme.

Imod denne radikale udgave af kristendommen er det Luther i hast skriver de to skrifter her i bogen. Først et åbent brev med advarsel mod »Sværmerånden« og dernæst en mere uddybende og grundig behandling mod »De himmelske profeter«, som Luther kalder dem.

Det er i dette skrift, Luther også giver en af sine mest udførlige behandlinger af forskellen på erhvervelsen af syndernes forladelse og uddelingen af denne skat. Erhvervelsen er sket én gang på korset, men uddelingen sker igen og igen gennem ord og sakramenter. Og det er kun på denne måde, Helligånden kommer til mennesker.
LanguageDansk
Release dateMay 30, 2018
ISBN9788743006022
Martin Luther - De overåndelige sværmere: Hvordan nåden blev købt på korset og uddeles i Ordet og sakramenterne

Related to Martin Luther - De overåndelige sværmere

Related ebooks

Reviews for Martin Luther - De overåndelige sværmere

Rating: 0 out of 5 stars
0 ratings

0 ratings0 reviews

What did you think?

Tap to rate

Review must be at least 10 words

    Book preview

    Martin Luther - De overåndelige sværmere - Books on Demand

    Indholdsfortegnelse

    Forord

    Et brev til de kristne i Strasbourg mod sværmerånden 1524

    Mod de himmelske profeter om billederne og nadveren 1525

    Ødelæggelsen af billeder

    Om Karlstadts klage over at han er fordrevet fra Sachsen

    Om messen

    Anden del

    Om Mor Hulda, Karlstadts snusfornuft i nadverspørgsmålet

    Nådens erhvervelse og uddeling

    Forord

    I 1524-25 skriver Luther to skrifter mod hans tidligere forbundsfælle Andreas Karlstadt, som stod i spidsen for de voldsomme og radikale angreb på katolske helgenbilleder og altre, mens Luther opholdt sig i skjul på Wartburg.

    Karlstadt udskiftede præstedragten med almindeligt tøj og kaldte sig selv for broder Andreas. Han indførte også nadver med både brød og vin i bykirken i Wittenberg.

    Hans udgave af kristendommen lagde vægten på de åndelige oplevelser og Åndens direkte ledelse. Derimod var Bibelen en underordnet ting, som kun bestod af døde bogstaver.

    I forlængelse af det mente han heller ikke, at brød og vin i nadveren var andet end et symbol på Jesu åndelige legeme.

    Imod denne radikale udgave af kristendommen er det Luther i hast skriver de to skrifter her i bogen. Først et åbent brev med advarsel mod Sværmerånden og dernæst en mere uddybende og grundig behandling mod De himmelske profeter, som Luther kalder dem.

    Det er i dette skrift, Luther også giver en af sine mest udførlige behandlinger af forskellen på erhvervelsen af syndernes forladelse og så uddelingen af denne skat. Erhvervelsen er sket én gang på korset, men uddelingen sker igen og igen gennem ord og sakramenter. Og det er kun på denne måde, Helligånden kommer til mennesker.

    Oversættelsen har fundet stor hjælp i Inge Lønnings norske oversættelse i Martin Luther. Verker i utvalg, bind 3, Oslo 1980.

    Tekst: WA 15, 391-397 og WA 18, 62-215

    Finn B. Andersen

    Et brev til de kristne i Strasbourg

    mod sværmerånden 1524

    Martin Luther, uværdig kirketjener og evangelist i Wittenberg, hilser alle kristne i Strasbourg, Guds allerkæreste venner:

    Nåde og fred fra Gud, vores far og fra Herren Jesus Kristus! Allerkæreste herrer og brødre, for den rigelige nåde han har vist jer, har jeg til denne dag frydet mig og takker Gud, ophavet til al barmhjertighed. Han har jo kaldet jer til sit underfulde lys og har ladet jer få del i fællesskabet om hans søns, Jesu Kristi, hele rigdom. I har nu gennem hans frelsende ord lært ham at kende og kan med trøstig hjerte kalde ham for den rette far. Ham, der har forløst os fra Antikrists forfærdelige mørke og ført os ud af Egyptens jernovn – synden og døden - og ført os ind i det lovede land, det store, trygge, frie og rette.

    På denne baggrund må I se til at huske på, hvad som ligger bag, på hvad I før var, så I ikke skal blive afsløret som utaknemlige modtagere af en så stor nåde og barmhjertighed. Der findes jo allerede folk som er havnet i den situation, og som nedkalder Guds vrede over sig igen. Bliv stående fast, øv jer og tiltag dag for dag i denne forståelse af Jesus Kristus og den nåde, han giver. Det er den rette vej til frelsen, som ikke kan føre jer vild. Se endelig til at I forbliver i indbyrdes enhed og viser hinanden søskendekærlighed i praktisk handling. For det er på den måde troen beviser, at den ikke er falsk, forgæves eller slap. Og det er om at gøre at den fjende, som er drevet ud, ikke kommer tilbage og finder huset ledig og fint ryddet og så flytter ind sammen med syv endnu værre ånder, sådan at det sidste bliver værre end det første.

    Bliver I spottet eller forfulgt, når I forholder jer på denne måde - ja, da er I salige. Har de kaldt husherren selv for Beelzebub, hvor meget mere kommer de da ikke til at gøre det med hans husfolk? En tjener skal ikke have det bedre en sin herre. Hvad skade kan det egentlig gøre om mennesker, stakler - forgængelige som røg - spotter jer, så længe I er sikre på at så uendelig mange millioner af engle i Himlen, ja, at Gud selv glæder sig over jer og sammen med alle skabninger lover og priser jer? Sådan er det jo at troen og den gode samvittighed føler det i Helligånden, når de aflægger vidnesbyrd for jer, så længe I blot tror ret og har ladet Kristus få rum til i sandhed at leve og regere i jer. Det at måtte lide er jo blot noget som fremmer og gavner vores frelse.

    Farlige sager er det derimod, når der opstår splittelser, sekter og vildfarelse blandt de kristne, som tilslører denne trøstefulde kundskab, forstyrrer samvittighederne og i al ubemærkethed fører dem bort fra nåden i Ånden og ud i udvendige ting og gerninger. Sådan gjorde de falske apostle, sådan har alle slags kættere gjort siden, til sidst også paven. Her er det i allerhøjeste grad påkrævet at holde sig vågen. For hvis vort evangelium er det rette evangelium - det er jeg sikker på og tvivler ikke et øjeblik - så følger også med nødvendighed, at det vil blive angrebet og sat på prøve fra begge kanter. Fra venstre med spot og åbenlyst had fra modstanderne, fra højre gennem vores egne partidannelser og splittelser, sådan som Paulus skriver: Der må jo også være partier hos jer, så man kan se, hvem af jer der er til at stole på! Kristus har jo ikke bare en Kajfas blandt sine fjender, men også en Judas blandt sine venner.

    Når vi nu véd, at det er sådan, må vi se til at holde os ordentlig rustet, sådan som folk må gøre, når de hele tiden og når som helst må være forberedt på at værge sig mod angreb fra begge kanter. Opstår det nogen splittelse blandt os, skal vi slet ikke blive forbavset eller skrækslagne, men med friskt mod tænke, at sådan er det og vil det være - og så bede Gud om at Han vil være med os og sørge for at holde os på ret køl. Som Moses siger, er det nemlig på den måde, Gud sætter os på prøve, for at se om vi af hele vort hjerte hænger fast ved Ham eller ikke. Dette siger jeg, fordi jeg har erfaret, hvordan nye profeter dukker op enkelte steder, og fordi jeg har fået brev fra nogen af jer. De fortæller, at Karlstadt har forårsaget postyr hos jer med sit sværmeri om nadveren, om billederne og om dåben. Det har han gjort andre steder også, samtidig som han driver og skælder mig ud, fordi jeg skal have fordrevet ham fra landet.

    Nuvel, mine allerkæreste venner, jeres præst er jeg ikke. Ingen er heller forpligtet til at tro mig, enhver må se til sig selv. Vidst kan jeg advare alle og enhver, men hindre nogen i at begå dumheder, kan jeg ikke. Jeg håber også, at I hidtil har lært mig at kende i mine skrifter, som en mand, der har behandlet evangeliet, Kristi nåde, loven, troen, kærligheden, korset, menneskelige forordninger, hvad man skal mene om paven, munkestanden og messerne og alle de hovedsager, som en kristen har brug for at vide besked om, og det på så klar og sikker vis, at jeg i så måde ikke kan anklages for fejl. Nej, ingen kan benægte, at Gud har brugt mig uværdige redskab til at hjælpe mange sjæle ved.

    Intet af alt dette har Karlstadt nogensinde rigtig villet tage på sig. Han er vel heller ikke i stand til det. Det ser jeg nu af hans skriverier. Selv om jeg virkelig ikke havde troet at manden ville falde så dybt og er virkelig chokeret over det. For mig ser det ud til, at han farer løs på ydre ting med en voldsomhed, som om hele kristendommen skulle dreje sig om at løbe storm på billeder, forkaste nadver og hindre dåb. Og han vil gladelig lade røgen og dampen fra alt dette formørke selve sollyset fra evangeliet og hovedsagen i kristendommen, for at verden skal glemme alt det, som hidtil er blevet forkyndt gennem os. Men gøre rede for hvad ret kristendom er, kan han ikke mande sig op til. At løbe storm på billeder, fornægte nadveren og kritisere dåben er et så ligetil kunststykke, at det kan en hvilken som helst nar magte. Det gør så vidst ikke nogen til en kristen. Nej, en så grovkornet satan har jeg kun lidt til overs for.

    Derfor er det velment fra min side, når jeg råder og formaner jer til at se jer for og holde fast på et eneste spørgsmål: Hvad det er, som gør et menneske til en kristen. Lad for alt i verden ikke noget andet spørgsmål eller noget kunststykke få den samme betydning som dette. Hvis en eller anden kommer med et nyt forslag, så tag til orde og spørg: Kære, er dette noget, som gør et menneske til kristen, eller er det ikke? Er svaret nej, så lad det ikke være hovedsagen, og sats ikke på det for fuldt alvor. Men hvis nogen er for svag til at modstå fristelsen til at gøre det, så få ham til at vente og tænke sig om, til han ser, hvad vi eller andre siger om sagen. Hidtil har jeg i hvert fald gjort det ret og godt, når jeg har behandlet hovedsagerne, og den, som påstår noget andet, er ikke noget godt papir. Jeg håber, at jeg heller ikke skal gøre det så aldeles galt, når jeg tager disse ydre sager for mig, som er det eneste den slags profeter pukker på.

    Det må jeg tilstå, at hvis Karlstadt eller nogen anden for fem år siden havde kunnet fortælle mig, at det ikke er andet end brød og vin til stede i nadveren, så havde vedkommende gjort mig en stor tjeneste. Dengang havde jeg vitterlig så hårde anfægtelser og sled så hårdt med dette, at jeg mere end gerne skulle have sluppet ud den vej. Jeg så jo, at jeg kunne have givet pavedømmet et ordentligt stød på den måde. Jeg havde også to som skrev til mig om dette på langt dygtigere vis en Karlstadt. De drev ikke og maltrakterede ordene efter deres egne tanker, som han gør. Men jeg er taget til fange og kan ikke slippe løs: Teksten står der alt for stærk og lader sig ikke rokke fra sin mening, hvad man end siger.

    Ja, om det så var i dag, det hændte, at en eller anden med holdbar begrundelse kunne bevise at det kun er brød og vin, som er til stede, så ville man ikke have behøvet at gå mig så skrækkelig hårdt på klingen. Så langt jeg kender min gamle Adam, er jeg bare så alt for tilbøjelig til at gå med på det. Men sådan som Karlstadt tager på vej, gør det ikke det ringeste indtryk på mig. Det virker blot til at bestyrke mig i min opfattelse. Havde jeg ikke været overbevist om det på forhånd, så havde de løsagtige og intetsigende argumenter, sammensat ved fornuftens hjælp af egne spekulationer og uden noget som helst Skriftgrundlag, i hvert fald for alvor overbevist mig om, at hans opfattelse intet er værd. Det håber jeg også, at alle vil indse, når jeg nu svarer ham. Sandt at sige har jeg svært ved at tro, at han mener det for fuldt alvor, eller også må Gud have forhærdet ham og slået ham med blindhed. For hvis det havde været alvor, ville han ikke have smuglet sådanne latterlige afsnit ind, som han har. Han ville heller ikke have gøglet sig væk fra det græske og hebraiske sprog - som man véd, har han jo ikke haft meget at glemme af dem.

    Hvad stormløbet på billederne angår, ville jeg ellers tage hans hurlumhej med ro. Med det jeg har skrevet, har jeg jo gjort mere til at reducere billedernes betydning end det han nogensinde kommer til at gøre med sine stormløb og sværmerier. Men det, som ikke kan tolereres, er, at man ophidser og jager kristne mennesker til at gøre dette ved at foregive, at man ikke er en kristen, hvis man lader være. På den måde spærrer man den kristne frihed inde med love og samvittighedssnarer. Vi véd, at der ikke er nogen gerning, som gør et menneske til kristen, og at sådanne ydre ting, som billeder og sabbatsfejring i Det nye Testamente hører til det, som er frit, i lighed med alle andre ceremonier, som er fastsat i loven. Paulus siger: Vi véd, at der ikke findes nogen afgud i verden. (1 Kor 8, 4). Når der ikke findes nogen, hvorfor skal man da tage kristne menneskers samvittighed til fange og plage den for ingentings skyld? Findes det ikke nogen, så lad det heller ikke gøre noget fra eller til, lad det være et fedt, hvad enten det bliver stående eller falder, sådan som han også taler om omskærelsen (1 Kor 7, 19). Men mere om dette i mit svarskrift.

    Når han skælder mig ud for at have fordrevet ham, skulle jeg næsten ønske, at det var sandt. Er det Guds vilje, skulle jeg gerne tage ansvaret for det. Jeg er glad for, at han er ude af vort område og skulle ønske, at han heller ikke var hos jer. Det havde også været klogt af ham at afstå fra at beklage sig, for jeg er bange for at min undskyldning i virkeligheden vil ramme ham som en kraftig anklage. Mit råd er, at man skal vogte sig for løgneånden, hvem som kan, for der følger ikke noget godt med den. I Jena klarede han på grundlag af et skrift næsten at overbevise mig om, at det ikke fandtes nogen sammenhæng mellem hans ånd og oprørsånden og drabsånden fra Allstadt. 3 Men da jeg på fyrstens befaling kom til Orlamünde og hans kristne dér, fandt jeg hurtigt ud af, hvad slags sæd, han havde sået. Jeg var glad for, at jeg ikke blev jaget ud med stenkastning og møg, for enkelte af dem velsignede mig med ønsket: I tusind djævles navn: Forsvind herfra og bræk nakken, før du kommer ud af byen! I løbesedlen, som de har sendt ud om begivenhederne bagefter, har de rigtignok givet sig selv god attest. Men havde æslet haft horn, det vil sige: Havde jeg været fyrste i Sachsen, så ville Karlstadt ikke have blevet fordrevet med mindre jeg var blevet bedt om det. Men man må heller ikke lade ham spotte fyrsternes godhed.

    Vel, mine kære venner, jeg beder jer være klogere end os, om vi nu har gjort os til nar ved at skrive om vort forehavende. Jeg mærker jo godt, at Djævelen bare er på udkik efter påskud, til at få folk til at læse og skrive om os mennesker og hvor fromme eller slette vi er, sådan at hovedsagen, Kristus går i glemmebogen og folk i stedet bliver mættet med nyheder, som får dem til at blive stående og glo med munden på vid gab. Enhver skal følge den lige vej, så han véd, hvad lov, evangelium, tro, Kristi rige, kristen frihed, kærlighed, tålmodighed, menneskelove og lignende er. Skal vi lære det, har vi mere end nok at tage os til i al evighed. Bliver du så optaget af dette, at du af den grund ikke kan være med til at knuse billeder, så begår du ingen synd ved det. Ja, hvis du heller ikke går til nadver, kan du alligevel blive salig ved ordet og troen. Det er kun én ting, som står i hovedet på Djævelen i denne farlige nattetid, og det er at få vendt vores øjne bort fra det, som er vort lys, sådan at han kan få os væk fra den rette vej med sine egne flakkende fakler og lys.

    Mine kære herrer og brødre, bed jeres evangelister om, at de viser jer væk fra Luther og Karlstadt og stadig retter opmærksomheden mod Kristus. Ikke kun mod Kristi gerninger, sådan som Karlstadt gør, og hvordan Kristus kan tjene som eksempel, for det er den mindst vigtige side ved Kristus. Her ligner han andre hellige. Nej, opmærksomheden skal rettes mod dette, at han er en Guds gave eller (som Paulus siger) Guds kraft, visdom, retfærdighed, forløsning, helliggørelse, som er skænket os (1 Kor 1, 30). Det er en forståelse som disse profeter aldrig har kendt, smagt eller lært noget af. Derfor er det, de driver deres tryllekunstner med den levende stemme fra Himlen, med fordybelse, bestænkning, dødelse og lignende overdrevne ord, som de aldrig har forstået noget af selv. Det eneste, de udretter med det, er at lave vildfarne, urolige, tyngede samvittigheder, sådan at man skal falde i svime over deres store kunstfærdighed og derved glemme Kristus.

    Kære brødre, bed om at Gud, vores far, ikke må lade os falde i anfægtelse, men af sin grundløse barmhjertighed må styrke, opretholde og fuldføre det værk, han har begyndt i os. Sådan er vi jo blevet formanet til trøstig at bede gennem Kristus, vores frelser, og i det har vi en fordel frem for disse profeter. For jeg véd, at de aldrig har vendt sig til Gud, vores far, eller bedt ham om lov til at gå i gang med deres sager. Heller ikke har de til denne dag haft så god samvittighed, at de har vovet at bede om en lykkelig udgang på dem. Nej, det er deres egen dumdristighed, som har fået dem til at sætte i gang, og følgelig turer de også frem i ren æresyge, lige til det tager en ende med skændsel. Guds nåde være med jer alle. Amen.

    Mod de himmelske profeter

    om billederne og nadveren 1525

    Må Gud og vores kære Herre Jesus Kristus beskytte os. Nu bryder et nyt uvejr løs. Jeg havde rigtig slået mig til ro og regnet med at striden var over - og så begynder den først for alvor. Det går mig som vismanden siger: Når mennesket slutter, må det først for alvor tage fat. Doktor Andreas Karlstadt er faldet fra os og er dertil blevet vores argeste fjende bagefter. Men Kristus lader sig ikke skræmme. Han vil give os mod og forstand, så vi ikke giver efter for Satan, når han lader som om han vil forsvare nadveren. Det er nemlig noget helt andet han har i sinde: Hele forkyndelsen af evangeliet, som han ikke har klaret at overdøve med voldsbrug, vil han fordærve ved hjælp af listig omgang med Skriften.

    Nu har jeg forudsagt - og profetierne kommer til at gå i opfyldelse, er jeg ræd for - at Gud kommer til at tage affære med vores utaknemlighed og tillade at sandheden bliver kastet til jorden, sådan som Daniel siger (Dan 8,12), siden vi forfølger den i stedet for at tage imod den. Det kommer til at gå sådan, at vi ikke får andet en vildfarelse, falske ånder og profeter igen, sådan som vi har haft en del af i tre år nu. Ved Guds nåde er de blevet holdt på plads hidtil, ellers havde de for længst oversvømmet os. Men jeg véd slet ikke, om Han kommer til at holde dette tilbage længere, når ingen bryder sig om det, ingen beder om det og alle er så trygge som om Djævelen var faldet i søvn, selv om han går omkring som en brølende løve. Rigtignok håber jeg at det ikke skal have nogen nød, så længe jeg endnu er i live, for så langt Gud giver mig muligheder til det, vil jeg sætte mig til modværge mod det, og det så længe jeg lever. Det må gå som det kan. Her kommer i hvert fald min ærlige og alvorlige advarsel og formaning:

    For det første bør hver og en med fuldt alvor tigge Gud om ret forstand og om Hans hellige, rene ord - taget i betragtning at det slet ikke står i vores magt at opretholde hverken troen eller Guds ord i en verden som er underlagt så mægtige fyrster og denne verdens gud, Djævelen. Ene og alene Guds egen magt kan beskytte det, sådan som salme 12 så fint udtrykker det, når den beder: Herrens ord er rene, sølv, der er lutret i diglen i jorden, renset syv gange. Du beskytter os, Herre, du bevarer os evigt mod denne slægt, hvor ugudelige vandrer omkring og usselhed triumferer blandt mennesker. Praler vi af at vi har det og lader være at bekymre os

    Enjoying the preview?
    Page 1 of 1