Dåbens Teologi: Hos Martin Luther og i vækkelsesbevægelserne

By Finn B. Andersen

Luthers dåbsteologi belyser her ud fra en række af hans helt centrale skrifter om emnet.
Fokus er specielt rette på forholdet mellem dåb og tro. Og forholdet mellem dåben og de andre nådemidler.
Luther giver her sin begrundelse for sit dåbsritual, som taler om genfødelse i dåben - samtidig med at han fastholder, at genfødelse og tro altid følges ad.
Som en naturlig konsekvens af dette syn kan Luther derfor også tale om at Helligånden og genfødelsen kan mistes igen ved vantro. Og at der kan tales om en ny genfødelse ved omvendelse og tro, hvor Helligånden atter tager bolig i hjertet.
Sidste del af bogen sammenligner Luthers syn med synet i de danske vækkelsesbevægelser og nogle af deres centrale skikkelser.
Endelig afsluttes bogen med en række teser om dåb og tro.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 30, 2018
• ISBN: 9788743006145

Finn B. Andersen

Cand.theol. Finn B. Andersen. Redaktør af lutherdansk.dk

Book preview

Indholdsfortegnelse

Indledning

Begrundelse og hjemmel 1521

Mod den svært bevæbnede Cochlæus

Mod den svært bevæbnede Cochlæus

Om dåben og barnets tro - prædiken fra Kirkepostillen

Om dåben og barnets tro

3. søndag efter helligtrekonger

Barnets tro ved dåben

Genfødt ved tro i boden - Kirkepostillen 1522

Tredje juledag: Johannesevangeliet 1,1-14

Om den hellige dåb 1535

Om den hellige dåb

Forelæsningen over Første Mosebog 1535-45

Forelæsningen over Første Mosebog

Første Mosebog 17,3-6

Læreafgørelse om genfødelsen

Det lutherske dåbssyn

Samuel Hubers dåbssyn

Læreudtalelse fra fakultetet

Dåb, genfødelse og tro i dag

Genfødelsen følger altid troen

Dåbsritual og dåbssyn

Går udøbte fortabt

Dåb, genfødelse og tro - hos Luther og hos os

Luthers dåbsritual

Olav Valen-Sendstads kritik af dåbsritualet

Luthers dåbssyn

Katolske dåbssyn

Valdenserne

Barnetroen

Genfødelsesudsagnet efter dåben

Omvendelse og genfødelse hos Luther

Dåbssynet i vækkelsesbevægelserne

Chr. Møller og LM

Vilhelm Beck og IM

Dåbssynet i vækkelsesbevægelserne i dag

Afslutning

Teser om dåb og tro

Indledning

Følgende nye oversættelser indeholder helt centrale tekster af Luther, hvor frelsens personlige tilegnelse står i centrum. Det aktualiseres i spørgsmålet om dåb og tro.

Desuden bringes der et par artikler af oversætteren, hvor Luthers syn på dåb og tro sammenfattes og bringes ind i den aktuelle folkekirkelige situation.

Den første oversættelse er fra 1521 fra Luthers skrift Begrundelse og hjemmel, som ligger i direkte forlængelse af de berømte 95 teser fra 1517. På grund af det postyr, de 95 teser medførte, udgav Luther så en forklaring til sine teser i 1518 i skriftet Resolutiones.

Da reformationen i 1521 havde bredt sig kommer Luther med en fornyet og endnu grundigere forklaring og uddybning af sine teser i nærværende tyske skrift.

Det emne, der direkte behandles, er betydningen af den personlige samtale med præsten eller i skriftemålet. Og i forbindelse med dette er det helt centrale punkt den individuelle tilsigelse af syndernes forladelse, den såkaldte absolution. Det er her troens altafgørende betydning og plads tages op til betragtning. Og i forlængelse af dette kommer Luther så også ind på hele spørgsmålet om sakramenternes kraft og rette brug.

Her bringes en nyoversættelse af den grundlæggende artikel. Hele skriftet er oversat i Luthers Skrifter i Udvalg, Århus 1980-83, bind 4.

Cand.theol.

Finn B. Andersen

Begrundelse og hjemmel 1521

Den første artikel

Det er kættersk at mene, at sakramenterne skænker nåden, blot (hjerte)døren ikke låses.

For at forstå denne artikel skal man lægge mærke til, at mine modstandere har lært, at de hellige sakramenter skænker nåden til alle, selv om der ingen anger er over synden eller et godt forsæt. Det er nok, at man ikke låser døren, det vil sige at man ikke har et ondt forsæt om at synde.

Mod dette har jeg opstillet min artikel og fastholder den, da deres påstand er ukristelig, bedragerisk og kættersk. Foruden at døren ikke må være låst og det onde forsæt må være bort, skal der ikke alene være en virkelig anger over synden, men også en fast tro i hjertet, for at modtage sakramentet værdigt.

Således nævner Kristus også troen i Matthæus 9,2, i beretningen om den lamme. Hvis troen ikke var nødvendig, havde han ikke nævnt den. Vi læser også, at Kristus intet tegn gjorde eller helbredte nogen, når man ikke troede, at han kunne og ville gøre det. Således står der, at han ingen tegn gjorde i sin hjemby på grund af deres vantro.

Da han lærer dem at bede i Matthæus 11,24, siger han også: Når I beder, skal I tro, at I får det, så skal I få det. Hvad andet er modtagelsen af sakramentet end et inderligt ønske om at få guddommelig nåde? Og hvad andet er dette ønske end en virkelig, hjertelig bøn? Derfor er det ukristeligt at lære, at man modtager sakramenterne og Guds nåde uden et sådan ønske, uden tro, ja, uden anger over synden og noget godt forsæt. Er det ikke forfærdeligt, at høre sådanne ting i kristenheden. Da dette er hovedartiklen, som alle de andre strømmer fra, må vi forklare og befæste den yderligere.

Jakob skriver i 1,5: Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den. Men han skal bede i tro, uden at tvivle; for den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden. Det menneske skal ikke bilde sig ind, at det får noget af Herren, tvesindet som det er og ustadig i al sin færd.

Er det ikke udtrykt klart nok, at det menneske intet får af Gud, som beder uden en fast tro om at få det. Langt mindre får den noget, der hverken beder, eller tror, eller angrer, eller har et godt forsæt, men alene slipper det onde forsæts lås. Hvorledes skulle sakramenterne kunne skænke nåden til sådanne, som er uden tro, anger, godhed eller ønske. Gud beskytte os mod en sådan ukristelig, bedragerisk bandbulle og lignende vranglære, som man aldrig nogensinde før har hørt om.

I Rom 14,23 siger Paulus: Alt, hvad der ikke er af tro, er synd. Hvordan skulle så sakramenterne kunne skænke nåde til de vantro, der synder i alle deres gerninger, så længe de ikke tror. Ja, hvordan skulle de kunne låse døren op, når de bliver i vantro, ved hvilken alt hos dem er synd, som Paulus siger. Alligevel lærer de, at troen ikke er nødvendig for modtagelsen af sakramenterne og nåden, og fordømmer med mig sådanne klare skriftsteder.

Samme mening har vi i Rom 1,17 og Hebr 10,38, hvor Hab 2,4 citeres, der er hovedstykket i hele den kristne lære. Det hedder: Justus ex fide sua vivet: En retfærdig skal leve ved sin tro. Det hedder ikke: En retfærdig skal leve ved sakramenterne, men ved sin tro. Det er nemlig ikke sakramenterne, men troen på sakramenterne, der gør retfærdig og levende. Mange modtager nemlig sakramenterne uden at blive levende eller from. Men den, der tror, er from og lever.

Sådan også i Mark 16,16: Den, der tror og bliver døbt, skal frelses Troen sættes før dåben, for hvor troen ikke er, hjælper dåben ikke. Derfor tilføjes der også: den, der ikke tror, skal dømmes, selv om han er døbt. Det er nemlig ikke dåben, men troen på dåben, der gør salig. Derfor læser vi også i ApG 8,37 at Filip ikke ville døbe den etiopiske hofmand, før han havde spurgt ham, om han troede. Vi ser også alle steder, hvor man døber, at man først spørger barnet, eller fadderne i dets sted, om det tror, og på troen og bekendelsen døber man og giver sakramentet. Hvordan kan denne latterlige, kætterske bandbulle så driste sig til, imod hele Skriften, hele verden, alle kristnes tro og brug at lære, at man ikke skal tro, angre eller have et godt forsæt. Dette er så grov og ukristeligt, at ingen skulle tro, at nogen kan lære noget så vanvittigt, hvis ikke man selv kunne læse det i bandbullen. Jeg håber, de skammer sig dybt over det og ikke gerne ser det læst på tysk af lægfolk.

Videre siger Paulus i Rom 10,10, at man skal tro med hjertet for at blive retfærdig. Han siger ikke, at det er nødvendigt at modtage sakramenterne, for man kan frelses gennem troen uden den ydre modtagelse af sakramenterne, når blot det ikke skyldes foragt for dem. Derfor står der også i Rom 4,3: Abraham troede eller have tillid til Gud, og denne tro blev regnet ham til retfærdighed eller salighed. Dette er et citat fra 1 Mos 15,6 og blev skrevet, for at vi skulle vide, at det heller ikke er andre ting, der gør os salige og retfærdige end troen, uden hvilken ingen kan have med Gud at gøre og få hans nåde.

Alt dette bekræfter også fornuften og den almindelige erfaring. Hvor man har at gøre med ord og tilsagn, da er det nødvendig med tro også i menneskelige forhold. Hvis ingen troede andres ord og breve, kunne hverken erhvervslivet eller samfundet fungere. På samme måde handler Gud med os gennem sit hellige ord og sakramenter, som er ligesom tegn eller segl, der er tilføjet ordet. Nødvendigst af alt er derfor troen på disse ord og tegn. Hvor Gud taler og giver tegn, dér skal man tro fast af hele sit hjerte. Ellers regner vi ham jo for en løgner og bedrager, og ikke som tro og sandfærdig. Denne tro behager Gud meget og giver ham den største ære, at han er en sandfærdig og retfærdig Gud. Derfor tilregner han så til gengæld os denne tro som en grundgod og tilstrækkelig fromhed til salighed.