Melanchthon - Teologiens Grundbegreber: Den Lutherske Dogmatik - Loci Communes 1521

By Books on Demand

Den første lutherske dogmatik blev udgivet i 1521. Den blev ikke skrevet af Luther, men af en af hans nære medarbejder, Philip Melanchthon, der også stod for udarbejdelsen af Den Augsburgske Bekendelse i 1530.

Luther var fuldstændig vild med denne bog. Han var så begejstret for den, at han aldrig selv udgav en egentlig dogmatik. I stedet koncentrerede Luther sig om det pædagogisk formidlende for børn og unge med udgivelsen af Katekismerne.

Luther satte Melanchthons evner og forfatterskab utrolig højt og i særdeleshed altså hans troslære Locien. Ifølge Luther formåede Melanchthon at udtrykke reformationens og Luthers egne tanker mere præcist og systematisk end Luther selv.

Ved flere lejligheder udtaler Luther, at der kun er to ting, der er nødvendig for at blive en god teolog, nemlig at læse flittigt i Skriften og at studere Melanchthons dogmatik.

»Bogen fortjener ikke blot at opnå udødelighed, men også at blive indlemmet blandt kirkens hellige skrifter« skriver Luther i 1525.

Bogen bringes nu her i en ny oversættelse fra den latinske originaludgave tilrettelagt for nutidens læsere.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Apr 20, 2018
• ISBN: 9788743005391

Book preview

Indholdsfortegnelse

Indledning

Philip Melanchthons forord

Teologiens grundbegreber

Menneskets naturlige kræfter

Menneskets væsen: erkendelse og affekter

Forudbestemmelsen og den frie vilje

De ydre handlingers frihed

De indre drifters bundethed

Synd eller svaghed?

Synden

Hvad er synd?

Hvor stammer arvesynden fra?

Syndens magt og dens frugter.

Gerninger og fortjeneste

Ånd og kød

Definition af ordet kød

Kødet står loven imod

Naturlig kærlighed til Gud

Fortjeneste baseret på princippet om rimelighed

Trælleanger

Guds dobbelte gerning: at ængste og trøste

Bibelen eller fornuften som vejleder?

Sammenfatning

Loven

Naturretten – den naturlige morallov

De guddommelige love

De Ti Bud

De evangeliske råd

Munkeløfterne

Juridiske og religiøse love

De menneskelige love

De borgerlige love

De kirkelige love

Pavernes og kirkemødernes autoritet

De kirkelige traditioner

Skriftemålet

Cølibatet

Hel eller halv nadver

Lov og evangelium

Evangeliet

Det første evangelium

Loven og evangeliet optræder i hele Bibelen

Evangeliet er ikke en ny lov

Lovens kraft

Hyklerne misbruger loven

Lovens egentlige gerning

Dødens redskab

Syndserkendelsen forøger synden

Loven udfører Guds dom

Loven baner vejen for nåden

Evangeliets kraft

Nåden

Retfærdiggørelse og tro

Hvad er tro?

Eksempler på tro fra Bibelen

Troen retter sig mod både jordiske og evige ting

Hebræerbrevet 11

Alle løfterne har samme udspring

Definitionen på den frelsende tro

Hvorfor kun troen kan frelse

Løn og fortjeneste

Troens frugter – Det nye liv

Kærligheden og håbet

Indvendinger mod troens retfærdighed

Den døde tro i Jakobsbrevet

Trosvished

Helligåndens kendetegn

De to pagter og lovens ophævelse

Tre slags love

De Ti Bud og moralloven

Friheden fra lovens anklage giver lyst til Guds bud

Morallovens forsatte funktion

Også de hellige fædre havde Helligånden

Sammenfatning

Det gamle og det nye menneske

Dødssynd og daglig synd

De sakramentale tegn

Betegnelsen sakramente

Dåben

Dåbens trøst

Johannesdåben og Kristusdåben

Troens betydning i forhold til dåben

Boden

Bod og retfærdiggørelse er samme sag

Anger, skriftemål og fyldestgørelse

Privatskriftemål

Personlig tilsigelse af syndernes forladelse

Fyldestgørelse

Bodens to dele

Deltagelsen i Herrens nadver

Konfirmationen, den sidste olie og ægteskabet

Ordinationen og det almindelige præstedømme

Næstekærlighed

De offentlige myndigheder

De verdslige myndigheder

De kirkelige myndigheder

Frihed og forargelse

Til den rene kilde

Indledning

Den første lutherske dogmatik blev udgivet i 1521. Den er ikke skrevet af Luther, men af en af hans nære medarbejder Philip Melanchthon, der også stod for udarbejdelsen af Den Augsburgske Bekendelse i 1530.

Luther var fuldstændig vild med denne bog. Han var så begejstret for den, at han aldrig selv udgav en egentlig dogmatik. I stedet koncentrerede Luther sig om det pædagogisk formidlende for børn og unge med udgivelsen af Katekismerne.

Luther satte Melanchthons evner og forfatterskab utrolig højt og i særdeleshed altså hans troslære Locien. Ifølge Luthers udtalelser formåede Melanchthon at udtrykke reformationens og Luthers egne tanker mere præcist og systematisk end Luther selv.

Melanchthon var ubetinget Wittenbergs, Tysklands og hele reformationens største systematisk ekspert i dogmatik.

Ved flere lejligheder udtaler Luther, at der kun er to ting, der er nødvendig for at blive en god teolog, nemlig at læse flittigt i Skriften og at studere Melanchthons dogmatik.

Højdepunktet i Luthers anbefaling af Melanchthons dogmatik finder man vist i Luthers indledning til sin egen bog Om den trælbundne vilje fra 1525. Her siger han: Den bog fortjener efter min mening ikke blot at opnå udødelighed, men også at blive indlemmet blandt kirkens hellige skrifter. Det er store ord. Ingen anden bog har fået et sådan prædikat af Luther: udødelighed og indlemmelse blandt kirkens kanoniske skrifter. Dermed bliver bogen sat på linje med blandt andet Den Apostolske Trosbekendelse og kirkens øvrige bekendelsesskrifter.

Melanchthons dogmatik er også et af de højest rangerende skrifter i den danske kirke. Kirkeordinansen fra 1537, der er den danske kirkes grundlov, nævner således direkte Melanchthons Loci blandt kirkens 7 grundbøger, som enhver dansk præst skulle eje og bruge. Det er simpelthen den danske kirkes troslære i enestående forstand. Locien er den eneste troslære, der uden nærmere præcisering kan benævnes Den lutherske dogmatik.

Det er nu 65 år siden bogen sidst udkom på dansk i dr.theol. Jørgen Larsens fine og meget præcise oversættelse. Den er nu på ny oversat efter den latinske originaludgave i Corpus Reformatorum 21, 82-228 og tilrettelagt for nutidens læsere.

Cand.theol.

Finn B. Andersen

Philip Melanchthons forord

Forrige år gennemgik jeg efter en systematisk plan Romerbrevet. Det indeholder nemlig teologiens vigtigste grundbegreber. Formålet med min gennemgang var at gøre studenterne kendt med Paulus’ argumenter og tanker. En eller anden med stor iver og ringe forstand, har offentliggjort min gennemgang, selv om den kun kan forstås med Romerbrevet foran sig.

Da det ikke er muligt, at tilbagekalde bogen, der næsten er blevet offentligt eje, har jeg besluttet at gennemse den på ny og rette den til. Bogen behandler kristendommens vigtigste grundbegreber, så de unge kan se, dels hvad man først og fremmest skal lægge vægt på under studiet af Skriften, og dels hvor forfærdeligt man har været på vildspor, når man har fremført Aristoteles’ tanker i stedet for Kristi lære.

Jeg behandler alt kort og knapt, fordi jeg hellere vil være indfører i Skriften end fortolker. Derfor nævner jeg kun det, som man især bør beskæftige sig med i Guds ord, og med få ord minder jeg alene om det, som den kristne læres hovedindhold hviler på.

Jeg forsøger ikke, at føre de studerende væk fra Skriften og hen til dunkle og indviklede drøftelser, men derimod til at gå i gang med Skriften selv. Jeg er i det hele taget ikke begejstret for kommentarer, ikke engang de gamle. Derfor ønsker jeg på ingen måde, at holde nogen tilbage fra studiet af Den Kanoniske Skrift med en stor bog.

Der er intet, jeg hellere så, end at alle kristne selv må kunne bevæge sig frit rundt i Den Hellige Skrift og fuldstændig omformes efter dens billede. For da guddommen på fuldkommen vis har gengivet sit billede her, kan det ikke erkendes hverken sikrere eller mere korrekt noget andet sted. Søger nogen kristendommens skikkelse andre steder end i Den Kanoniske Skrift, bedrager han altså sig selv.

Kommentarerne er langt væk fra Skriftens renhed Alt, hvad man finder i den, er ophøjet og helligt. I de andre bøger er der derimod meget, der beror på filosofien og den menneskelige fornufts, og er i direkte strid med Åndens anskuelse! Forfatterne har ikke formået at svække det sjælelige menneske, så de kun har fremført det åndelige. Fjerner man de mange urimelige allegorier og filosofiske tanker fra Origenes’ værker, hvor meget bliver der så tilbage? Og dog følges denne forfatter med stor enighed af alle grækerne samt af de latinske Ambrosius og Hieronymus, der betragtes som søjler. Og efter dem kommer andre, som bliver værre, jo nyere de er. Til sidst er den kristne lære degenereret til filosofiske narrestreger, som man ikke ved, om de er mere ugudelige end de er tåbelige. Det har kort sagt ikke kunnet undgås, at disse menneskelige skrifter ofte har ført selv den forsigtige læser bag lyset.

Men hvis al profetisk tale er givet af Ånden, for at vi skal kende Guds sandhed, hvorfor beskæftiger vi os så ikke med den bog, som vi modtager Ånden ved? Har Gud ikke skabt alt ved sit ord? Ånden vil lære os meget, hvis vi bruger Skriften, som Johannes siger (1 Joh 2, 27). Trods stor flid vil menneskelige anstrengelser aldrig kunne nå frem til det.

Jeg har altså ikke andet formål med min bog, end at hjælpe dem, der gerne vil beskæftige sig med Skrift. Hvis den ikke kan udrette det, må den gerne forsvinde. Hvad folk ellers synes om den, er mig ligegyldig.

Teologiens grundbegreber

I de enkelte videnskaber plejer man at have visse grundbegreber, som sammenfatter hver enkelt videnskab, og som viser det mål, man skal rette sine studier imod. I teologien ser vi, at også de gamle har fulgt denne metode. Det skete dog i begrænset omfang og med omtanke. Af de yngre teologer har Johannes fra Damaskus og Peter Lombarder forsøgt det, men begge uden held. Johannes filosoferer for meget, og Peter Longobarder har hellere villet sammenstille menneskers meninger end Skriftens lære. Skønt jeg som sagt nødig vil opholde de studerende med den slags værker, anser jeg det dog for uundgåelig i det mindste at nævne, hvilke hovedpunkter det teologiske studium består i, så man kan vide, i hvilken retning studierne bør gå.

Teologiens hovedafsnit er da vel omtrent følgende:

Gud, Guds enhed, treenigheden, skabelsen, mennesket og dets kræfter, synden, syndens frugter, lasterne, straffene, forudbestemmelsen, de sakramentale tegn, livsforholdene, øvrigheden, loven, løfterne, genoprettelsen ved Kristus, nåden, nådens frugter, troen, håbet, kærligheden, biskopperne, dommen og saligheden.

Ligesom der mellem disse er nogle, som er helt ufattelige, således er der på den anden side også nogle, som Kristus har villet, at enhver kristen skal være overbevist om. Vi gør rettere i at tilbede guddommens mysterier end i at udforske dem. Ja, uden stor fare kan man slet ikke undersøge dem. Det har selv hellige mænd måttet erfare. Den kærlige og almægtige Gud har da også iført sin Søn kød for at drage os bort fra betragtning af hans ophøjede majestæt og hen til betragtning af vor egen kødelige og skrøbelige natur. Således skriver Paulus 1 Kor 1, 21, at Gud vil kendes på en helt ny måde, nemlig ved prædikenens dårskab, fordi han i sin visdom ikke har kunnet kendes ved verdens visdom.

Der er altså ingen grund til, at vi bruger mange anstrengelser på sådanne ophøjede begreber som dem om Gud og hans enhed, om Guds treenighed, om skabelsens hemmelighed og hvordan inkarnationen foregik. Jeg spørger: hvad er de romerske teologer nået frem til i løbet af så mange århundreder, hvor de alene beskæftigede sig med disse begreber? Er de ikke blevet forfængelige i deres tanker, som Paulus siger det, idet de hele livet igennem har snakket op om almenbegreber og formalbegreber, og jeg ved ikke hvilke andre tomme ord? Man kunne have ignoreret deres tåbelighed, hvis ikke disse tåbelige drøftelser i mellemtiden havde fordunklet evangeliet og Kristi velgerninger for os. Hvis jeg ville spille smart i en unødvendig sag, kunne jeg let kuldkaste de argumenter, de har fremført for deres trosartikler. Mange af dem synes snarere at tale til gunst for visse kætterier end til forsvar for sande katolske dogmer.

Men når det gælder de øvrige artikler om syndens magt, loven og nåden, så ser jeg ikke, hvordan jeg skulle kunne kalde det menneske en kristen, der er uvidende her. For det er her, man virkelig lærer Kristus at kende. At kende Kristus er nemlig at kende hans velgerninger. Det er ikke, at udforske hans to naturer og hvordan han blev menneske. Hvis man ikke ved, til hvilken nytte Kristus har iført sig kød og er blevet naglet til korset, hvad gavner det så at kende hans historie? Er det mon tilstrækkeligt for lægen at kende lægeplanternes udseende, farver og omrids? Kommer det ikke netop an på at kende deres helbredende virkning? På samme måde er det med Kristus, der er givet os til lægedom og til frelse for nu at bruge Skriftens ord. Vi må kende ham på en helt anden måde end den, de romerske teologer fremstiller ham på.

Den kristne erkendelse består netop i at vide, hvad loven kræver, hvorfra man henter kraft til lovens opfyldelse, hvor man skal søge syndsforladelse, hvordan man opmuntrer en vaklende sjæl imod Satan, kødet og verden, og hvordan man trøster en fortvivlet samvittighed. Men er det da det, de romerske teologer lærer os? Da Paulus i Romerbrevet skrev en sammenfatning af den kristne lære, filosoferede han da over treenighedens mysterier, over hvordan inkarnationen gik til eller over skabelsens metode? Nej, hvad beskæftigede han sig med? Netop med loven, synden og nåden, som er de artikler, som erkendelsen af Kristus alene afhænger af.

Hvor ofte bevidner Paulus ikke, at han ønsker de troende en rig erkendelse af Kristus. Han forudså nemlig, at vi ville forlade frelseslæren og vende vore sind mod ufrugtbare og Kristusfremmede drøftelser.

Derfor vil vi her trække de punkter frem, der sætter Kristus i centrum, styrker samvittigheden og opmuntrer sjælen til kampen mod Satan. De fleste søger kun de steder i Skriften, der handler om gode gerninger og syndige handlinger, men en sådan fremgangsmåde er mere filosofisk end kristen. Hvorfor jeg udtrykker mig på den måde, vil man kunne se i det følgende.

Menneskets naturlige kræfter

Augustin og Bernhard har skrevet om den frie vilje. I de senere skrifter, som Augustin udgav mod pelagianerne, har han imidlertid revideret sine synspunkter meget, mens Bernhard fastholder sit syn. Også hos grækerne findes der noget om dette emne, men det forekommer kun spredt. Både de gamle og de nyere forfattere har gennemgående fordunklet sagen, fordi de fortolker Skriften sådan, at de samtidig vil tilfredsstille den menneskelige fornuft. Da jeg derimod ikke følger menneskers meninger, vil jeg behandle spørgsmålet så jævnt og klart som muligt.

Det forekom dem upassende at lære, at mennesket med nødvendighed må synde, og det syntes dem grusomt, at viljen skulle straffes, når den ikke selv formåede at vende sig fra de syndige handlinger til de gode. Følgelig tillagde de menneskets kræfter stor betydning, men de afveg påfaldende fra hinanden, da de så, at Skriften overalt stod i modsætning til fornuften. Skønt den kristne lære fuldstændig afviger fra filosofien og den menneskelige fornuft, så har filosofien på dette punkt ganske stille listet sig ind i kristendommen, og det ugudelige dogme om den frie vilje er blevet godtaget. Kristi velgerninger er blevet stillet i skygge ved fornuftens verdslige og kødelige visdom.

Udtrykket den frie vilje er kommet i brug, selv om det er helt fremmed for Den Hellige Skrift, for Åndens mening og betydning og hellige mænd ikke sjældent har taget anstød af det. Og fra Platons filosofi har man endvidere tilføjet det lige så skadelige ord fornuft. Ligesom vi nu i kirkens senere perioder har vurderet Aristoteles højere end Kristus, således er altså straks efter kirkens stiftelse den kristne lære blevet ødelagt gennem Platons filosofi. Sådan er det kommet dertil, at der bortset fra Den Kanoniske Skrift ikke eksisterer nogen ren kirkelig litteratur. Alt, hvad der er fremkommet i kommentarerne, bærer præg af filosofi.

Menneskets væsen: erkendelse og affekter

Når det nu først drejer sig om at beskrive den menneskelige natur, har vi ikke brug for filosoffernes mangfoldige inddelinger. Vi deler kort og godt menneskets væsen i to dele. Mennesket har nemlig i sig dels en erkendelsesevne og dels en evne til enten at følge eller afvise, hvad det har erkendt. Erkendelsesevnen er den, som vi opfatter og forstår med, overvejer, sammenligner og drager slutninger med. Affekterne (lysterne, følelserne) har derimod deres oprindelse fra den evne, hvorved vi enten modsætter os eller følger det erkendte. Denne evne kaldes snart vilje, snart (følelser) drift og snart (lyst) tilbøjelighed. Jeg mener dog ikke, at det er magtpåliggende på dette punkt, at skelne mellem sanserne og intellektet, som man kalder det, mellem at søge det sanselige og at søge det højere. Vi taler jo her om den højere tilbøjelighed, dvs. ikke blot om den, der har med sult, tørst og lignende dyriske drifter at gøre, men om den, der i sig rummer kærlighed, had, håb, frygt, bedrøvelse og vrede samt de deraf fødte drifter, altså om den, man kalder vilje.

Erkendelsen tjener viljen. Følgelig benævner man med et nyt udtryk den med erkendelsen eller iagttagelsen forbundne vilje som den frie vilje. For ligesom der i staten er en hersker, således er der i mennesket en vilje, og som senatet er herskeren underdanigt, således er det også med erkendelsen i forhold til viljen. Selv om erkendelsen påminder om det gode, kan viljen dog med andre ord afvise den og lade sig føre af sin egen affekt, som vi senere tydeligere skal forklare det. Omvendt kalder man den indsigt, der er forbundet med viljen, for fornuft.

Vi vil imidlertid hverken anvende udtrykkene fornuft eller fri vilje, men vi vil som anført betegne de menneskelige anlæg som evnen til at erkende og som den evne, der er underkastet affekterne, hvorved forstås kærligheden, hadet, håbet, frygten og lignende. Det har været nødvendigt at minde om disse ting, for at man senere lettere kan angive forskellen mellem loven og nåden, men også for at man des sikrere kan erkende, om der er nogen frihed hos mennesket. Det er forbavsende, hvilke anstrengelser både de gamle og de nye forfattere har gjort sig i denne sag. Såfremt nu nogen vil kritisere vores fremstilling, vil vi gerne og med styrke forsvare den. Jeg har jo bare i store træk villet givet et rids af mennesket, men jeg syntes selv, at jeg om menneskets anlæg har sagt netop så meget, som det kommer an på.

Forudbestemmelsen og den frie vilje

Til erkendelsesevnen hører loven, dvs. erkendelsen af, hvad man bør gøre, og til affektevnen hører dyden og synden. Friheden kan ikke med rette henføres til erkendelsesevnen, fordi denne retter sig efter viljen og drives hid og did. Og frihed består i at kunne handle på en bestemt måde eller lade være, i at kunne gøre sådan eller sådan. Spørgsmålet er derfor, om viljen er fri, og i hvilken grad den er fri?

Svar: Da alt, hvad der sker, sker med nødvendighed som følge af guddommelig forudbestemmelse, har vor vilje ingen frihed. Paulus skriver i Rom 11, 36: For fra ham og ved ham og til ham er alle ting. Og i Ef 1, 11: Han gennemfører alt efter sin viljes forsæt. I Matt 10, 29 hedder det: Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Må jeg spørge, om det kan siges tydeligere end med disse ord? Jvf., videre Ordsp 16, 4: Alt skabte Herren til dets formål, også den uretfærdige til ulykkens dag. Og 20, 24: "Det er Herren, der styrer en mands gang, hvordan kan et menneske