Lille studieordbog i filosofi og teologi

By Jakob Munck

Dette er en ordbog for mennesker med interesse for filosofi og teologi. Bogen indeholder ca. 800 begreber med tilhørende forklaring og henvisning til relaterede begreber. Der er masser af henvisninger til bibelen og andre relevante tekster.

Bogen skal bruges således: Slå op på et begreb og følg henvisningerne fra dette begreb til andre begreber. Efterhånden lærer du at forstå sammenhængen og begrebernes individuelle betydning. Sprog og tænkning hænger sammen. Jo flere relevante ord du kender og forstår, jo bedre bliver du til at tænke og til at udtrykke dig. Og det er formålet med denne bog.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Mar 27, 2015
• ISBN: 9788771706253

Jakob Munck

Jakob Munck (b. 1948) is a Cultural Sociologist from Copenhagen. He has written 30 books, whose titles and content can be seen on his website (www.jamu.dk).

Book preview

FORKORTELSER

1. INDLEDNING

Dette er en studieordbog i filosofi og teologi. Formålet med bogen er at tjene som opslags- og træningsværktøj til studiet i bogens to emneområder.

Det anbefales at bruge bogen således:

Man vælger et begreb, som man interesserer sig for, læser definitionen og går så videre til et andet begreb, som man finder via Læs også henvisningerne efter bogens definitioner. Er der ikke en sådan henvisning, så går man videre med det næst følgende begreb.

Hver gang man læser forklaringen på et begreb, som man synes lyder interessant, eller et begreb, hvor man ikke er tilfreds med forklaringen, slår man dette begreb op i en anden ordbog, i Wikipedia eller ved en søgning på internettet.

Bogen skal ikke opfattes som et forsøg på at finde de endelige og fuldkomne definitioner på de ca. 800 begreber, som den indeholder. Det er en studieordbog, hvilket vil sige at den skal tjene som inspiration og igangsætter til en læreproces.

Der ligger mange spændende timers arbejde foran, hvis man går i gang med det studium, som bogen lægger op til. Derfor siger jeg tillykke med at du har åbnet bogen. Du er allerede i gang.

Held og lykke med arbejdet.

Jakob Munck

2. BEGREBER

A

A priori/posteriori

(lat. fra det der kommer før, fra det der kommer efter). Kant* mente, at den viden der ikke kommer fra sanseerfaring eller forstandsmæssig overvejelse kan kaldes for a priorisk, og den, som mennesket lærer at kende gennem erfaring, kaldes posteriori. For Kant var de grundlæggende etiske normer - imperativerne - givet a priori, og behøvede derfor ikke at blive begrundet i guddommelig åbenbaring eller i filosofiske spekulationer.

Se også: Kategorisk imperativ.

Abort

Det at slå et ufødt barn ihjel. Indtil 1937 var abort i Danmark forbudt iflg. straffeloven. Siden blev området flyttet til den sociale lovgivning, og efter en folkeafstemning i 1973 har der været fri abort. Dette gælder i dag i barnets første 12 leveuger, men dispensationer gives indtil 24. leveuge. Aborttallet var i 1996 ca. 18.000. På verdensplan gennemføres der mellem 10 og 20 mio. provokerede aborter om året. Langt flere børn dør altså som resultat af abort, end som følge af krig, sult, AIDS og malaria til sammen. Abortproblemet bliver derfor af mange regnet for at være det største moralske problem, som verden står over for i dag.

Se også: Livets start.

Abraham

Iflg. GT er Abraham det jødiske folks stamfader og han skulle stamme fra Mesopotamien. Abraham fik løfte fra Gud om talrigt afkom og ejendomsret til det land han boede i. Hans tro var meget stærk, hvilket han beviste, da Gud - for at afprøve ham - befalede at han skulle ofre sin eneste søn Isak. Dette indvilgede han i at gøre, men da han var lige ved at fuldføre dette offer, blev han standset af Gud, der herefter fandt, at hans tro var tilstrækkelig bevist (1 Mos 16,11).

Absolution

(lat. at løse fra). Det at den troende tilgives sine synder, og derved starter et nyt liv. Paulus siger således: jeg fandt barmhjertighed, for i min vantro vidste jeg ikke, hvad jeg gjorde, og vor Herres nåde har været ud over alle grænser (1 Tim 1,13–14). Absolutionen kan dels gives som en generel absolution i kirken, hvor menigheden bekender sin synd, og derefter meddeles absolutionen. Den kan også gives som en del af det individuelle skriftemål, som kan aflægges i såvel den EL som den RK kirke.

Se også: Bod.

Accidens/substans

Hos Aristoteles*, hvis idéer ligger til grund for den thomistiske* teologi, skelnes der mellem et fænomens accidens (fremtræden) og dets substans (indhold). Denne skelnen har f.eks. betydning for forståelse af den thomistiske lære om Jesu Kristi realpræsens* i nadverens brød og vin, som - i henhold til Jesu egne ord (Matt 26,26–28) - bliver forvandlet til Kristi legeme og blod. De fysiske egenskaber (accidens) ved brødet og vinen er efter denne forvandling stadig de samme, men deres væsen (substans) er ændret.

Se også: Thomisme - Indstiftelsesord - Realpræsens.

Adam

Se: Adam og Eva

Adam og Eva

Historien om Adam og Eva i paradisets have fortælles i l. Mos 2–3. Disse to mennesker, ses som stamforældre for den samlede menneskehed. De levede i lykke i den af Gud skabte have, indtil Slangen (Satan), lokkede Eva til at få Adam til at spise af det forbudte æble. Dette var det eneste, som de ikke måtte, men de gjorde det alligevel. Altså overtrådte de Guds lov, også selv om Gud havde givet dem alt, og kun krævede uendelig lidt af dem. Denne handling førte til Adam og Evas uddrivelse fra paradiset, hvilket i kristen teologi tolkes som syndefaldet*, der ligger til grund for menneskets evige og uudslettelige synd, arvesynden*. Adam, som menneskets urfader, bringer herved den samlede menneskehed i synd, og Adams efterkommere vil - som Adam selv - aldrig fuld ud kunne efterleve Guds vilje. Dette gør, at alle forsøg på - gennem menneskelige anstrengelser - at indføre Guds rige på jorden, ikke vil kunne lykkes. Dette skal dog - efter de fleste teologers mening - ikke anvendes som argument mod de, der arbejder for at gøre verden bedre.

Adiafora

(gr. ligegyldige ting). Betegnelse for de ting, som man hverken kan påbyde eller forbyde ud fra den kristne tro. Paulus mener at spisning af offerkød er en sådan ting (1 Kor 8), og i senere kristen morallære har det i forskellige kirkesamfund været diskuteret om kortspil, dans, blodtransfusioner, faste og obligatorisk kirkegang har skullet opfattes som adiafora. I den liberale og humanistisk inspirerede morallære har langt den største del af menneskets handlinger og afgørelser vedrørende egen livsstil været regnet for adiafora, men i pietismen og den autoritære kirkelære, har mængden af adiafora været minimal.

Se også: Autoritær kirkeopfattelse.

Adoptionisme

Betegnelse for den teologisk lære, at Jesus blot var et almindeligt menneske, som gennem sin dåb, blev adopteret af Gud Fader til at udføre dennes frelsergerning på jorden. Man mener, at Jesus kun er Guds barn i den samme forstand som enhver anden, og at han dermed - i al sin natur og sit væsen - er skabt i tiden. Dermed afviser man, at Jesus skulle have både en menneskelig og en guddommelig natur, og man lægger sig dermed i det væsentlige på linje med arianismen*.

Se også: Nicaea II (år 787).

Adventism

Betegnelse for en række kristne kirker, der bygger på bibelfundamentalismen, læren om at den RK kirke er styret af satan og en stærk apokalyptik*. Den største retning inden for adventismen er Syvendedagsadventisterne, der er karakteriseret ved at afholde gudstjeneste om lørdagen.

Se også: Bibel, luthersk - Fundamentalisme - Sekterisme - Millenarisme.

Afgudsdyrkelse

Tilbedelse af mennesker og menneskeskabte fænomener i en sådan grad, at det antager religiøs karakter. Der kan være en glidende overgang fra menneskers naturlige beundring for idealfigurer (f.eks. helgener) og til en egentlig tilbedelse af disse personer. Bibelen advarer mod afgudsdyrkelse, og Gud siger i GT til den troende jøde, at du må ikke have andre Guder end mig (2 Mos 20,3).

I diskussionen om den RK mariadyrkelse er der ofte blevet advaret mod at gøre Maria til objekt for selvstændig tilbedelse, og mod derved at løsrive hende fra rollen som Guds Mor*.

Se også: Mariologi - Mariaåbenbaringer.

Aflad

(lat. benådning). I henhold til RK teologi er kirken udstyret med en såkaldt nøglemagt*, som gør, at den i visse anliggender kan handle på Guds vegne. Dette betyder bl.a., at man mener sig i stand til at meddele aflad, hvilket forstås som en eftergivelse af den timelige (jordiske) straf for synder, hvis skyld allerede - ved bekendelsen af synden for Gud - er tilgivet. Aflad kan, efter kirkens lære, gives både for de levende og for de døde.

Afladslæren har udviklet sig gradvist gennem kirkens historie. I middelalderen skete der imidlertid et udbredt misbrug af denne lære, idet man udarbejdede prislister for forskellige former for aflad, og solgte afladsbreve til de troende, der blev bildt ind, at de kunne frikøbe deres kære afdøde fra skærsildens* pinsler. Da Luther* og de reformatoriske bevægelser i 1500-tallet reagerede mod afladshandelen, blev den indstillet, men den til grund liggende forestilling om kirken, som formidler af forholdet mellem Gud og mennesker, er stadig i dag RK lære.

Se også: Forsoning - Offer - Synd - Binde og løse.

Afmytologisering

Den tyske teolog Rudolf Bultmann* hævdede, at størstedelen af de bibelske fortællinger var myter, der skulle tjene som eksistensforklaring og som grundlag for en kristen psykologi. Ved hjælp af den historisk-kritiske* bibelforsknings metoder søgte han derfor at afmytologisere bibelen, hvilket gjorde at han i praksis kom til at fornægte realiteten i en række af den kristne tros centrale forestillinger. Bultmanns afmytologiseringsprogram skabte grundlag for den såkaldte eksistensteologi* og den ateistiske teologi*, der har det til fælles, at begreber som dom*, himmel, helvede* og evigt liv* opfattes som metaforiske betegnelser for psykologiske fænomener, og ikke som virkelige realiteter i livet efter døden. Se også: Bibelfundamentalisme - Biblicisme.

Aforismer, bibelske

Bibelen indeholder mange aforismer (korte læreord), som er optaget i vort almindelige talesprog, f.eks.: Alle som griber til sværd skal falde for sværd (Matt 26,52), alt er tilladt, men ikke alt gavner (1 Kor 10,25), alt er rent for den rene (Tit 1,15), bogstaven slår ihjel, men ånden gør levende (2 Kor 3,6), den der graver en grav for andre, falder selv i den (Sir. 27,27), I skal kende dem på deres frugter (Matt 7,20), giv kejseren hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er (Matt 22,21), Herren tugter den han elsker (Hebr 12,6), hovmod står for fald (Ordsp 16,18), hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med (Matt 12,34), i min faders hus er der mange boliger (Joh 14,2), ingen kan tjene to herrer (Matt 6,24), lediggang er roden til alt ondt (Sir. 33,29), levende hund er bedre faren end død løve (Præd 9,4), skille fårene fra bukkene (Matt 25,32), smuler fra de riges bord (Luk 16,21), tro kan flytte bjerge (Matt 21,21), ær din fader og din moder (Matt 15,4), Ånden er villig, men kødet er skrøbeligt" (Matt 26,41).

Afskyelighed

Troen på Jesus Kristus er ikke vejen til popularitet, for det som sættes højt af mennesker, er afskyeligt i Guds øjne (Luk 16,15). Derfor advarer Jesus sine disciple om, at hans lære ikke er nogen succesreligion* eller en måde at finde personligt velbehag og lykke. Den troende, der ønsker frelsen, må være villig til at følge Jesu vej til korset, om ikke i bogstavelig forstand, så i overført. Jesus siger derfor til sine disciple, at I skal hades på grund af mit navn, men den der holder ud til enden, skal frelses (Mark 13,13).

Se også: Fremgangsteologi.

Agnosticisme

Den opfattelse, at et menneske ikke med sikkerhed kan vide noget om Gud og om sandheden, og derfor er nødt til at afvise alle trosforestillinger og dogmer som spekulation. Den agnostiske tanke fører let til subjektivisme* og til ateisme*.

Se også: Tro.

Aksiom

Ikke-bevisbare læresætninger, som forudsættes at være sande, og som ligger til grund for en videnskab eller et tankesystem. I den bibelske teologi er realiteten af Guds eksistens et aksiom, og intet sted forsøger man derfor at bevise dette. Også i videnskabelig tænkning er man nødt til at antage aksiomer, for at forskning og erkendelse kan udvikles. Forudsætningen for al videnskabelig tænkning er reglerne i den formelle logik, som den blev beskrevet af Aristoteles*. Efter denne logik gælder det, at hvis A er identisk med B, så er B også identisk med A. Denne, og andre formallogiske regler, er ikke i sig selv bevisbare, og har således i filosofien status som aksiomer.

Se også: Formallogik.

Aktivisme/aktionisme

Den opfattelse, at man kan ændre samfundet til det bedre ved at engagere sig i politisk aktivitet, f.eks. gennem faglige organisationer, politiske partier eller græsrodsorganisationer. I 60-erne og 70-erne udviklede der sig således en række kristne aktionsbevægelser, der søgte at anvende evangeliet som rettesnor for politiske protesthandlinger vendt mod militær og storkapital. Også i moderne kirkelig sammenhæng kender man aktivismen, der dels kan udtrykke sig i kirkeligt missionsarbejde og dels i det at præster og troende blander sig i samfundslivet og søger at påvirke politiske afgørelser.

Albigensere

Se: Katharer.

Allegorisk

Se: Allegorisk tolkningsmetode.

Allegorisk tolkningsmetode

(gr. sige noget andet). Den tolkningsmetode, der opfatter de bibelske fortællinger, herunder Jesu lignelser, som billedlig tale, der skal forstås i overført betydning.

Se også: Bibelen - Bibelsyn - Fundamentalisme - Metafor.

Almisse

(gr. barmhjertighed). Det at give penge til de fattige. Gud befaler: Luk din hånd op for din landsmand, for alle trængende og fattige hos dig i dit land (5 Mos 15,11). Men vi kan ikke udrydde fattigdommen helt, heller ikke selv om vi giver alt, hvad vi ejer til de fattige. Da Jesus blev spurgt af sine disciple, om det ikke var bedre, hvis den kostbare salve han blev smurt ind i var blevet solgt og pengene givet til de fattige, sagde han derfor: De fattige har I altid hos jer, men mig har I ikke altid (Matt 26,11–12).

Se også: Caritas - Gæld.

Alter

I GT er alteret et offersted, hvor dyr slagtes og offergaver gives til guderne. I den kristne kirke er det stedet hvor brødet og vinen indvies og hvorfra Jesu legeme og blod uddeles til de troende.

Altruisme

Uselviskhed/næstekærlighed. Det modsatte af egoisme. Begrebet er udviklet af den franske filosof Auguste Comte*, som mente at altruismen var en af menneskets oprindelige egenskaber, som man måtte søge at fremme til fordel for fællesskabet. Læren om altruisme er i overensstemmelse med den teologiske lære om naturlig etik*.

Anabaptister

(gr. gendøbere). Betegnelse for de protestantiske sekter, der efter reformationen* ønskede at afskaffe barnedåben, da man ikke mente at barnet kunne have den nødvendige tro, og at dåben derfor var virkningsløs. I stedet indførte man voksendåb med fuld neddykning, på samme vis som Jesus blev døbt som 30-årig. Anabaptisterne kaldes i dag for baptister.

Se også: Dåb.

Analogi

(gr. forhold). En sammenligning. Det at ville forklare eller illustrere et forhold ved at anvende et andet til sammenligning. En stor del af Jesu lære bliver videregivet gennem analogifortællinger, som f.eks. historien om de 10 brudepiger (Matt 25) eller den fortabte søn (Luk 15,10–19).

Se også: Jesu lignelser.

Analogia entis

(lat. væsenslighed). Den opfattelse, som f.eks. findes hos Thomas* Aquinas at Guds skaberværk i en eller anden form er en afbildning af Gud selv, og at mennesket, dets handlinger og motiver, og - i videre forstand - verden som helhed, har del i Guds hellighed. Denne lære kan - rent eksegetisk - begrundes i Pauli udsagn, at Guds evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger (Rom 1,20). Trods dette, er læren om analogia entis ofte blevet modsagt, ikke mindst af Karl Barth*.

Se også: Analogia fidei - Eksegese - Gud i og blandt mennesker.

Analogia fidei

(lat. lighed ved tro). Den opfattelse, som især findes hos Karl Barth*, at de ligheder, der måtte være mellem verden og den Skaber, alene beror på den tro, som åbenbares i Jesu korsfæstelse. Der er altså ingen virkelig, substantiel lighed mellem fænomener i verden og i det menneskelige liv på den ene side, og Guds vilje og person på den anden. En eventuel sammenhæng kan kun forstås i troen.

Se også: Analogia entis.

Analyse, diakron

Betegnelse for den form for tekstanalyse, hvor man beskæftiger sig med tekstens historie (frembringelsesmåde, udvikling, mangfoldiggørelse etc.). I bibelforskningen kaldes dette for den historiskkritiske metode*.

Se også: analyse, synkron.

Analyse, synkron

Den form for tekstanalyse, hvor tekstens historie ikke tages i betragtning, men hvor fortællingerne forstås ud fra deres umiddelbart givne mening og/eller ud fra den struktur og symbolik som historierne indeholder. Den synkrone analyse betegnes også - især i fransk filosofi - som strukturalisme*.

Se også: Analyse, diakron - Narrativ* teologi.

Anarki

(gr. uden leder). Betegnelse for den situation, hvor en organisation eller et samfund ikke har nogen leder, hvor reglerne ikke overholdes og hvor de almindelige medlemmer derfor handler hver for sig, uden indbyrdes kommunikation og fælles koordinering.

Anger

Det at fortryde en begået handling eller noget, som man har sagt. Anger giver sig udslag i sjælelig smerte og samvittighedsnag. Da apostlen Peter erkendte at have svigtet sin mester, angrede han, og det fortælles, at han gik udenfor og græd bitterligt (Matt 26,75).

Anglikanske kirke

Den engelske (anglikanske) kirke blev dannet efter reformationen som resultat af stridighederne mellem den engelske konge Henrik d. VIII og paven i Rom. Kirken opfatter sig selv som værende katolsk og dens embeder som værende i apostolske succession*. Man forholder sig kritisk til Luther og reformatorerne og ser sig selv som en mellemting mellem den RK kirke og de reformatoriske kirker. Man har 7 sakramenter, hvoraf dåb og nadver regnes for de store og de øvrige for små. Den anglikanske kirke findes især i de lande, der var en del af det engelske koloniimperium. Den skønnes at have ca. 35 mill. medlemmer.

Angst/frygt

Angst og frygt spiller en rolle i alle menneskers liv, men angst og frygt er ikke altid godt, og begge disse følelser står i modstrid med troen. Jesus siger derfor til Jairus (der har oplevet en frygtelig tragedie ved sin datters død): frygt ikke, tro kun! (Mark 5,36) og Paulus formaner menigheden i Rom, at angsten ikke må skille os fra Kristi kærlighed (Rom 8,35). Hos Søren Kierkegaard* skelnes der mellem angst og frygt. Det første er et eksistentielt fænomen, og det sidste er et psykologisk.

Animalisme

Se: Darwinisme.

Anonyme kristne

Betegnelsen er anvendt af Karl Rahner* om de mennesker, der - uden bevidst at tilslutte sig den kristne tro - alligevel handler i moralske anliggender, som om de var tilhængere af denne tro.

Anselm af Canterbury

1033–1199. Italiensk født ærkebiskop i Canterbury (England), der almindeligvis anses for en af skolastikkens* største teologer. Anselm mente at: 1. Guds eksistens kunne bevises og forstås med forstanden, ud fra erkendelsen af det gode i verden. 2. Gud er det højeste af alt eksisterende, og dermed er hans eksistens bevist (det ontologiske gudsbevis). 3. At Gud var nødt til at åbenbare sig i sin Søn, og at denne åbenbaring kan forstås alene med forstanden. 4. At Guds forsoning med den syndige menneskehed i sin søn Jesus Kristus var objektiv, og derfor ikke afhang af troen. 5. At troen har til formål, at gøre det lettere at forstå.

Se også: Objektiv og subjektiv forsoningslære.

Ansgar

Ca. 810–865. Benediktinermunk, der kom til Danmark i 826, og som indledte den første kristne mission i landet. I første omgang fik han ikke succes med sit forehavende, og måtte derfor flygte til Sverige. Her lykkedes det dog for ham at opbygge en række menigheder. Ansgar blev senere biskop i Hamburg, og styrede herfra den fortsatte mission i Danmark, hvor der ved hans død var etableret 3–4 kristne (katolske) kirker.

Ansvar

Gud er - efter kristen tro - altings skaber og han styrer verden efter sin egen vilje. Trods dette, har mennesket et personligt ansvar for sine handlinger, og bliver dømt på grundlag af disse, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem - de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom. (Joh 5,29).

Det er ofte blevet hævdet, at der skulle være en modsætning mellem Guds almagt på den ene side og menneskets frie vilje og personlige ansvar på den anden. Denne tanke ligger bag læren om prædestination* og Luthers* lære om at al menneskelig handling skulle være syndig.

Se også: Fri vilje.

Antikrist

Betegner i NT de personer og åndsstrømninger, der fornægter Guds inkarnation i Jesus Kristus. Antikrist er den, der fornægter Faderen og Sønnen (1 Joh 2,22), for der er gået mange bedragere ud i verden; det er dem, der ikke bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød (2 Joh 7).

Se også: Satanisme.

Antinomianisme

Betegnelse for den tro at kristne ikke er bundet af nogen form for moralsk lov. Denne opfattelse opstod først i de gnostiske* sekter, hvor man mente at kødet var uden forbindelse med ånden, og at synden, der kun vedrørte kødet, derfor ikke havde indflydelse på menneskets frelse.

I tiden efter reformationen blev den antinomianistiske lære fremført af visse protestantiske kristne, der mente at mennesket var sikret frelsen alene i kraft af troen og af dåben, og at overholdelsen af De ti Bud* og Guds lov* derfor ikke var nødvendig. Dette blev dog afvist af både Luther og af den RK kirke.

Antitese

I den hegelske dialektik* ses al udvikling i menneskets kultur og tænkning som et resultat af kampen og vekselvirkningen mellem modsætninger. Over for enhver tese står der en antitese, og når disse forenes skabes en syntese. I teologien historie kan dette eksemplificeres på mange måder. Den lutherske teologi blev således udviklet som antitesen til den middelalderlige katolicisme, og den moderne barthianske eksistensteologi er antitesen til forrige århundredes liberale teologi. I vekselvirkningen mellem tese og antitese skabes altid muligheden for en syntese, men hvordan og hvornår forudsætningerne for denne syntese er til stede, kan man ikke forudsige på forhånd.

Se også: Hegel - Dialektik - Liberalteologi.

Antropocentrisme

Betegnelse for den antagelse, at mennesket er universets højeste og mest guddommelige skabning, og at menneskets velfærd derfor må være enhver handlings højeste mål og den egentlige mening med alt.

Se også: Humanisme, filosofisk - Behov.

Antropologi

Se: Antropologi, kristen.

Antropologi, kristen

Antropologi er læren om mennesket, dets natur og dets forhold til sine sociale omgivelser. Den kristne tro har ikke en entydig lære om mennesket og dets natur. I RK teologi er er tendens til at forstå menneskets natur og tilbøjeligheder som værende gode, medens man i luthersk teologi har et mere negativt syn på dette.

Fælles for al kristen antropologi er dog læren om arvesynden*, der gør at mennesket under ingen omstændigheder blot kan forstås som et uskyldigt naturvæsen. Den menneskelige ondskab er ikke kun et resultat af negative sociale påvirkninger. Den er en del af menneskets egen kødelige og åndelige natur, og kan derfor hverken udryddes gennem religiøse øvelser eller terapi.

Se også: Askese - Panteisme.

Antropomorfisme

Overførelse af menneskelige træk på ikke-menneskelige ting, f.eks. guder, engle eller fysiske genstande.

Feuerbach* hævdede, at mennesket havde skabt Gud i sit eget billede, og at den kristne tro derfor var en antropomorfisme. Men efter bibelsk lære er det ikke mennesket, som har skabt Gud, men omvendt. Den Gud, som er altings skaber, har ladet sig åbenbare som menneske i sin søn Jesus Kristus. Det er derfor ikke et udtryk for naivitet, når den troende ser sig selv som skabt i Guds billede, og identificerer Guds egenskaber med de egenskaber, som man kender fra den menneskelige verden. Det betyder dog ikke, at den Gud Fader i himlen, som Jesus bad til, også er et menneske, selv om den dogmatiske teologi lærer, at han er en person.

Jesus siger, at den, der har set mig, har set Faderen (Joh 14,9). Men alligevel gælder det, at ingen kender Gud Fader og den treenige Guds udseende, for ingen har nogen sinde set Gud (Joh 1,18). Når det i den apostolske trosbekendelse siges, at Jesus til dommens dag vil være siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, vil dette derfor af mange opfattes som en metaforisk beskrivelse, medens andre vil mene, at det netop er sådan, som det i den kommende virkelighed vil ske.

Se også: Person/Personlighed.

Apokalyptik

(gr. afsløring). Læren om denne verdens undergang og om det kommende gudsrige. I bibelen regnes Daniels Bog i GT og Johannes Åbenbaring i NT for apokalyptisk litteratur, og visse religiøse sekter lægger derfor stor vægt på tydningen af disse skrifter, hvorudfra de mener at kunne forudsige jordens (snarlige) undergang.

Se også: Adventisme - Jehovas Vidner.

Apokryfer

(gr. skjulte skrifter). Luthers betegnelse for et antal af de tekster, som kom fra den græske Septuaginta* og som var en del af den latinske Vulgata-bibels GT. Disse tekster (Visdommens Bog, Tobits Bog o.a.) citerer Jesus fra flere steder i NT. Luther* mente at de ikke var ligestillede med de øvrige kanoniske tekster, og han redigerede dem derfor ud af sin egen bibel. Han gjorde dog også opmærksom på, at de var gode og nyttige at læse.

Betegnelsen apokryfer anvendes også - især i RK teologi - som betegnelse for de jødisk/kristne skrifter af opbyggelig karakter (f.eks. Jakobsevangeliet og Thomasevangeliet), som efter kirkens opfattelse indeholder vranglærdom, og som derfor ikke er optaget i den bibelske kanon. I luthersk teologi kaldes disse skrifter for pseudoepigrafer.

Se også: Bibel, luthersk.

Apologetik

(gr. forsvar). Den teologiske disciplin og færdighed at forsvare troen og dens læresætninger gennem argumentation. Værdien af apologetikken er omdiskuteret. I RK teologi hævder man, at den kristne tros mysterier* ikke kan forstås eller begrundes med forstanden, men at de på den anden side heller ikke strider mod menneskets egen erfaring og fornuftsmæssige afgørelser. Her har antropologien* derfor en stor betydning for apologetikken, og man hævder at der er overensstemmelse mellem menneskets naturlige moralske anlæg og den af Gud åbenbarede sandhed. Modsat hævder mange lutherske teologer, at troen hverken kan begrundes eller forklares, og den altid vil være til forargelse for almenheden. Ud fra denne opfattelse kan apologetikken derfor ikke bygge på menneskets egen erfaring, og det kan i det hele taget ikke lade sig gøre, at bringe åbenbarede sandheder i harmoni med menneskets egen tilbøjelighed. Troens lære ses derfor som en ubønhørlig kritik af verden, og det at troen ikke accepteres af sine modstandere,