Menneske først: Møder med mennesker i Vær og Nebel sogne ved Horsens. Kirkebladsportrætter, Sogn og kirke, 1994-2017

By Gudmund Rask Pedersen

Mødet med mennesker hører for mig at se til som det allerførste og største og væsentligste her i livet. Fra barndommens land og hele vejen op gennem historien: At have nogle at mødes med og ses med og dele liv med.

Måske blot en aftenstund. Eller en søndag formiddag i kirken.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Sep 28, 2017
• ISBN: 9788771881295

Gudmund Rask Pedersen

Født 1957 Gartner. Cand. theol. Forfatter og foredragsholder. Sognepræst, siden 1988, Vær og Nebel sogne, Horsens. Udgivelser: Forladthed og nærvær. Litteratur & kristendom, Aros 2000, At tænke STORT. Omkring Jan Kjærstads Forføreren, Erobreren og Opdageren, Aros 2002, Glæden på trods. Litteratur & kristendom, Aros 2005, Jeg har ladet mig fortælle. Litteratur & kristendom, Aros 2011, Noget om nåde. Litteratur & kristendom, Aros 2014, Lad os tale om det. En samtalebog, Unitas 2015, Sådan set. En samtalebog, Eksistensen, 2017.

Book preview

Indholdsfortegnelse

Indledning - Mødet med mennesker

Anne Andsager

Mie Flensborg

Andrea Ballisager

Peter Petersen

Olav Stounberg

Inger Thomasen

Gerda Laurine Olesen

Harry Eskerod

Lars Jakob Andersen

Arthur Jørgensen

Gerda Jensen

Elsa Petersen

Niels Nielsen

Agnes Skov

Carl Johan Hansen

Thorkild Eskholm

Per Bøker Mølbak Frederiksen

Grete Engsig-Karup

Efterskrift – præst i vind og Vær og Nebel sogne

Mødet med mennesker

Jeg har været sognepræst i Vær og Nebel sogne siden advent 1988. Horsens havde jeg dengang i mit hidtidige liv været inde i to gange og kørt forbi en hel del flere gange. Vær og Nebel sogne vidste jeg intet som helst om, udover det jeg havde læst mig til i stillingsopslaget og nu i sensommeren 1988 på besøg i sognene ved selvsyn så: Nebel sogn med store marker og den gamle kirketomt så smukt beliggende nord for Nørrestrand.

Vær sogn med skov og forstadsbebyggelse ned mod fjorden, kirken og præstegården ensomt beliggende ovenfor søen og et område længere oppe i højderne, der ligefrem hed Bjergene!

Jeg har aldrig nogensinde fortrudt, at det var her i Vær og Nebel sogne jeg søgte og fik embede. Jeg er vokset op i de flade sydvestjyske egne omkring Ribe og Esbjerg, og troede op gennem studieårene i Århus, at det nok var her til det vestjyske, jeg engang ville vende tilbage og finde mit arbejdsliv.

Sådan blev det ikke. Det blev herovre på den anden side i de østjyske bakker nord for Horsens fjord. Et landskab med læ og lune, og fede jorder. Tæt befolket og med en tiltrækningskraft i disse år på mange andre end en præsteuddannet bondesøn fra Jernvedlund.

Et er landskabet og klimaet, noget andet og mindst lige så væsentligt er menneskene, du møder. Mødet med mennesker, som begyndte helt tilbage til dengang, vi hver især kom til verden. Og blev modtaget af en jordemor. Måske en læge og sygeplejerske med. Eller alene en far og en mor. Eller en mor helt alene.

Ét andet menneske var der i det mindste.

I mit virke som sognepræst i Vær og Nebel sogne er det mere end noget andet det, der har haft betydning fra den allerførste dag: Mødet med mennesker. Helt konkrete mennesker og personer med navne, ansigt og stemme.

Landskabet. Egnen. Landet og klimaet. Og vigtigst af alt: menneskene du møder.

Mødet med mennesker hører for mig at se til som det allerførste og største og væsentligste her i livet. Fra barndommens land og hele vejen op gennem historien: At have nogle at mødes med og ses med og dele liv med.

Måske blot en aftenstund. Eller en søndag formiddag i kirken.

Skovtrolden og Himmelhunden

En sommerlørdag aften for mange år siden fik vi besøg i præstegården af en mand med en hund og en tungtlastet barnevogn.

Manden hed Per, men blev mest kaldt Skovtrolden, forstod vi. Vi sad og snakkede i spisestuen en halvanden times tid, og hvis bare Per fik en bajer sådan knapt hver halve time, så gik det fint. På et tidspunkt gik det op for ham, at det var en præstegård, og at jeg var præsten. Og Per bebudede, at så ville han komme i kirke dagen efter. Vi spurgte, om han ville have en seng til natten, men han ville helst sove i det fri.

Jeg regnede ikke med at få Skovtrolden at se nogensinde mere. Men næste dag, søndag formiddag, da jeg kom til Serridslev kirke, stod der en ret genkendelig barnevogn udenfor kirken. Inde i kirken var der dog ingen Per. Men kort før gudstjenesten skulle gå i gang blev der skramlet ret kraftigt nede ved døren og ind trådte Skovtrolden med sin hund. De satte sig ind på en af de nederste bænke.

Under klokkeringningen gik jeg ned og satte mig ind ved siden af Per på bænken. Jeg hviskede til ham, at aftenen før, mens vi sad i præstegården, havde hunden jo ligget ligeså fint udenfor ved barnevognen – om ikke også den kunne det nu under gudstjenesten? Ved du hvad, præst, sagde Per, det her, det er Guds hus. Og i Guds hus er der også plads til min hund! Og den ligger jo helt stille. Ja, det måtte jeg give ham ret i. Både det ene og det andet.

Under første del af gudstjenesten lød der et par gange nede fra Pers bænk en lyd, der umiskendeligt mindede om lyden, som når man fjerner kapslen fra en ølflaske.

Prædiketeksten og prædikenen den søndag havde et emne og en tematik, som faktisk havde rigtig godt af, at Skovtrolden med sin hund og sin skæve anderledeshed var tilstede i gudstjenesten. Og jeg tænkte: hvis han går til alters, så skal han få et bæger portvin fyldt til randen (hunden havde jeg ikke lige i tankerne i den forbindelse).

Men da jeg efter salmen efter prædikenen vendte rundt fra alteret for at sige indstiftelsesordene, var hverken Per eller hunden tilstede. Kirketjeneren fortalte, at de var gået ud under salmen. Det vil sige, Per havde båret hunden, som var faldet i søvn under prædikenen, i begge sine arme ud derfra. Jeg har ikke set dem siden.

Og jeg vil tro, at de begge er i himlen nu – Skovtrolden og Himmelhunden!

Historien begynder med mennesket

I litteraturprogrammet Bestseller på DR-2 med Isabella Miehe-Renard tilbage i tiden (ca. 2004) var der af og til et lille kig ind i de Døde poeters Klub – små filmklip fra samtaler og interviews med nu afdøde forfattere.

En aften var det forfatteren Poul Ørum, stående et eller andet sted på Nordstranden på Fanø, der med sit stærke, furede og vejrbidte ansigt og sin let drævende stemme forsøgte at svare på et spørgsmål om meningen med livet.

Ja, nu er det jo ganske vist et noget dyrt spørgsmål, det der med meningen med livet. Men hvis jeg sagde Poul Ørum skulle give mit bud, så må det vel være noget med at møde et andet menneske.

Mødet med det andet menneske. Det kan lyde af så lidt, og dog så tror jeg Poul Ørum rammer plet. Det er her i mødet med det andet menneske, alt muligt, også alt muligt godt, i det menneskelige begynder.

Historien om Danmark hedder DR´ seneste bud på vores fælles historie. Med skuespilleren Lars Mikkelsen som fortæller om historien her hvor vi lever og bor, lige fra langt tilbage i stenalderen til i dag.

Engang var det Palle Lauring, der fortalte Danmarkshistorie i fjernsynet. Hvad var det, der skete her og der og dengang i den og den situation. Og hvordan mon det gik dem – menneskene? Og af til lød det meget troværdigt fra Palle Lauring: Vi ved det ikke! Men noget véd vi. Og meget kan fortælles. Det kunne Palle Lauring sandelig også.

Sidenhen (1982) kom så i DR Danmarkshistorien fortalt af Erik Kjersgaard indledt med overvejelser om, hvor og hvornår Danmarkshistorien begynder.

Geologerne kan, som Erik Kjersgaard sagde det: "berette om en uendelig lang fortid af skiftende istider og mellemistider.

Om hundredtusinder af år. Men det er geologi, ikke historie.

Historien begynder nemlig med mennesket".

Nemlig: Historien begynder med mennesket.

Det gør den store historie. Og det gør den lille historie. Din og min livshistorie.

Dagen begynder med, at solen står op. Historien begynder med mennesket.

Det er ingen forbrydelse at blive gammel

En søndag sad der efter gudstjenesten to ældre kvinder, jeg så udmærket kender, på bænken i våbenhuset. Her sad de og ventede på at komme hjem med kirkebilen. Jeg hilste på dem og sagde: Nå, I har søgt ly på bænken her i våbenhuset – hvortil den ene af de to svarede: Ja, vi bliver gamle – Jo jo, sagde jeg, men det er jo da ikke en forbrydelse – Nej, sagde den anden kvinde, det er en velsignelse.

Se, sådan kan det siges!

I arbejdet som sognepræst møder jeg mennesker i alle aldre og alle livssituationer.

Fra dåb til begravelse. Fra fødsel til død og alt det der ligger herimellem af levet liv. Småbørnene i al deres ligefremhed og pudsige udtalelser.

Som lillepigen der først i gudstjenesten da jeg var gået for alteret, og det var hendes mormor der fortalte mig det bagefter – sagde: Se, der står prinsen.

Eller minikonfirmanderne der spørger: Gudmund, hvad hed du før du blev præst?

Eller konfirmanderne i al deres hormonsprængfyldte frækheder og forvirring i grænselandet mellem barndom og ungdom. Mennesker i alle aldre og livsperioder har noget at byde på, og byde ind med i mødet med det andet menneske.

Sandelig også ældre og gamle mennesker. Det har i alle præsteårene været en stor glæde for mig at have min gang på plejehjemmet Nørrevang i forbindelse med både gudstjenester og andre arrangementer og besøg med samvær og samtale hos den ene og den anden af beboerne.

Barndommens land

Jeg er som sagt vokset op på Ribekanten i nærheden af Kongeåen. På et tidspunkt boede der på Nørrevang en, tør jeg godt sige, gammel mand fra Argentina. Det vil sige, han var sådan set fra Bobøl tæt ved Kongeåen nede på Ribekanten.

Nu var han efter 40-50 år som landmand og ungkarl, som dansk-amerikaner (sydamerikaner) kommet hjem til Danmark, til Nørrevang, for at leve sine gamle dage her.

Det var nu ikke det hele af ham, der var kommet helt herhjem til Danmark. Begge hans ben var blevet amputeret lige ovenover knæene, så han sad i kørestol.

Vi snakkede jævnligt sammen, hvor han fortalte om alle årene i Argentina. Om landbruget og markerne og floderne der. Og om barndommen ved Kongegåen i Bobøl på den egn, der hvor jeg selv er vokset op, og hvor den gamle dansk-amerikaner ikke havde været i mange, mange år, men selvfølgelig tit tænkt tilbage på.

Så var der en nevø, der en dag tog ham, sin gamle onkel, med på en køretur derned til barndommens land. Ned til Bobøl og til Kongeåen. Og som han bagefter sagde det til mig om gensynet med Kongeåen: Herregud, det er jo bare en bæk!

Han havde jo set floder så store i Argentina. Og længe havde Kongeåen sådan set ligget som en flod i hans erindring.

Måske skulle han ikke have taget turen derned men bare ladet den ligge? Jeg ved det ikke.

Sjælesorg og snaps – eller: Alting har en tid

En anden gammel mand, som jeg kom til at kende ret godt på plejehjemmet, hed Andreas og var vokset op inde midt i Ribe by med domkirken som et helt centralt sted i hans barndomshistorie. Her var hans far nemlig klokker.

Andreas var tit med sin far, når der skulle ringes. Da faderen, efter et fald fra et stillads, da Andreas var omkring konfirmationsalderen, blev sat ud af spillet i et halvt års tid, var det knægten, der tog sig af de ringninger, hans far skulle have stået for.

Andreas havde en fagforeningsbog, han var meget stolt af.

Han havde som smed i mange år levet et noget vagabonderende liv. Arbejdet mange forskellige steder. Måske også af og til hutlet sig igennem uden noget arbejde. For Andreas var ikke decideret tilbageholdende hvad angik de våde varer. Han havde, også nu som gammel og efterhånden næsten helt blind mand på Nørrevang, altid en flaske brændevin stående nede ved siden af sin lænestol.

Jeg besøgte ham jævnligt(!), hvor vi tit i ord og tanker vendte tilbage til dengang i Ribe, og med lovprisninger af Ribe