Søborgdreng årgang 1945: LÆRLING I 1960’ERNE

By Hans Rosenfalck

Søborg-dreng årgang 1945
tager udgangspunkt i at lege med hukommelsen, i at undres over forstandens og kroppens forunderlige og i mange situationer, selvstændige liv, som ikke altid husker at banke på, hos vores øverste lag af bevidsthed. Den handler om, at have været lærling i 1960érne, om tiden, om personer, om møder med 'frie' mænd og gæve kvinder – de geniale og skæve af slagsen og mere til. Og om at have været ung, og om at finde sin(e) plads(er) i tilværelsen og i arbejdslivet. Den handler om at lære, at opnå viden, om det medfødte og det tillærte. Og kredser om hvorvidt viden og kunnen er tvillinger, om kunnen i virkeligheden er udtryk for viden. Eller om kunnen i en eller anden udstrækning er en overleveret egenskab i genomet, så nogle har lettere ved at tilegne sig kunnen end andre? Derimod handler bogen ikke om alt det man ikke kan, selv om man tror man ved, hvordan det kunne gøres. Men den handler om familiebånd, traditioner, værdier og antiværdier. Om at prøve at finde lykken, og undgå det modsatte, og om at prøve at se bag nogle af datidens og også nutidens mantra via refleksioner, tankespring og tidsspring. Ja, og undres over, hvad livet er for en utrolig begivenhed.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Nov 11, 2015
• ISBN: 9788771708226

Hans Rosenfalck

Hans Rosenfalck Født 1945 i Søborg. Lærling hos Georg Jensen Sølvsmedie i 60'erne, tillige habil amatørcykelrytter. Kandidateksamen i sociologi på Københavns Universitet. Har haft 17 forskellige jobs; lige fra arbejdsdreng til kommunaldirektør, det sidste endda i Grønland. Ind imellem billedkunstner og meget andet.

Book preview

henvisninger

PROLOG – At huske

Tidsbilleder fra sølvsmedien hos Georg Jensen i Ragnagade nr. 7 på Ydre Østerbro – suppleret med begivenheder og oplevelser i tiden i 60érne og med forestillinger og drømme om lidt af hvert

Det er ikke tanken med denne bog, at det hele skal hænge kronologisk sammen, eller at det skal være stramt styret af temaer. Det ville for mig at se være krukket. Livet er netop ikke konstrueret som en historiebog, og det vil jeg heller ikke forsøge, at rekonstruere det til at være eller at have været. Livet består af øjeblikke og af passager, og det erindres bedst sådan. Ja, og så er der også lige den kendsgerning, når man bruger ordene, at de nok aldrig kan levere en nøjagtig kopi af virkeligheden.

Ligesom så mange andre, har jeg oplevet, at mine erindringer er lagret sådan, at oplevelser vedrørende begivenheder, personer, steder, rækkefølger, systemer, synsindtryk, lydindtryk, smagsindtryk, dufte, berøringer, følelser, stemninger, læringer, ja, hvad som helst, kan være forbundet. Ofte er det ganske forbavsende og uransageligt. På den måde følger erindringerne slet ikke historiebogens fortænkte systematik og logik.

Tag eksempelvis din pinkode til dankortet. Den husker du sikkert udenad. Efterhånden vil du ‘ubemærket’ også lagre placeringen og rækkefølgen af netop de taster koden indeholder. De er ens på næsten alle dankortmaskiner i butikker. Hvis du så en dag skal bruge koden på en maskine, hvor tasterne er placeret omvendt – det kan forekomme, fx i nogle kortautomater – så risikerer du at taste forkert. Det vil sikkert forvirre dig. Måske endda så meget, at du kan blive i tvivl om din kode.

Man kan tilføje, at begrebet ‘ubemærket’ egentligt er problematisk at tage i brug, fordi dette ubemærkede i realiteten er bemærket. Det er det, fordi det er registreret hos dig, men blot på et plan, der ikke er sprogliggjort og begrebsliggjort og bearbejdet hos dig. Det er så at sige registreret af sig selv, og det bliver reflekteret af sig selv, og dine hænder osv., og især det der styrer disse agerer på det, alt efter hvad det nu drejer sig om. Fx når du cykler. Da er det registreret hos dig, hvordan du hele tiden skal korrigere kroppens placering og træde i pedalerne for at sikre fremdrift og styre for at holde balancen. Det sker så at sige, ’af sig selv’ i samspil og med afstemt brug af sanser og bevægeapparat.

Man kan vel ikke af den grund sige, at det er ubemærket. Det er tillært, og du ved jo netop godt, hvordan du skal gøre. Det er den slags viden, der ikke bliver betragtet som ‘rigtig’ viden. Og skulle du have været i tvivl, så er her samtidig en god indikator for, at din krop og din forstand fungerer som en kompleks enhed og en helhed. Så meget endda, at man betragter den type tillært færdighed, som medfødte anlæg eller uforklarlige evner, som nogle bare er bedre til end andre. Vi mangler ord og begreber for forklaring og beskrivelse af den type ‘intelligens’. Vi konstaterer det blot. Eksempelvis hvis du ser Tour de France, at Fabian Cancellara er eminent god til at cykle ekstremt hurtigt nedad stejle bjergveje uden at styrte.

Min pointe er, at erindringernes spor kun følger dine egne forudsætninger og forestillinger. De medfødte, de tillærte, de oplevede, ja - dem som du har dannet dig.

In memoriam – Hans Hedtofts forlis, ved Kap Farvel 30. januar 1959

Jeg bærer ligesom de fleste andre rundt på en række blitz-erindringer. Fx Grønlandsskibet Hans Hedtofts forlis den 30. januar 1959, mordet på præsident Kennedy den 22. november 1963, eller da Nell Armstrong, som det første menneske, satte foden på månens overflade den 21. juli 1969, Berlinmurens fald natten mellem den 9. og 10. november 1989, angrebene på World Trade Center 11. september 2001, og tragedien på Flatoy 22. juli 2011 for blot at nævne nogle få. Det interessante ved den type erindringer, det er, at de tydeliggør, at der er koblet sideerindringer på enhver erindring.

De fleste husker, hvor de var, hvem de var sammen med, hvordan vejret var, og hvad de foretog sig, da de modtog oplysningen, eller så den i tv osv. Det kan være fascinerende og interessant at lege med erindringer ifølge sine egne spor og ikke mindst de utallige sidespor, der dukker op, hvis man giver sig tid og dyrker dem. Der er i realiteten koblet sideerindringer på de fleste erindringer. Det ene tager, så at sige, det andet med sig, hvis du leger efter den metode, og erindringerne udbredes derved.

Nogle gange kommer der også snurrepiberi, ja unødvendige side erindringer frem, som fx det mere end 50 år gamle telefonnummer på min cykeltræner i 1961, Carl-Johan Gené, det var Asta 2310. Ja, dengang skulle man først ringe op til en lokal telefoncentral, fx Asta, hvis det var Amager, og der bede telefonistinden om det nummer, som man ønskede at ringe til. Selv om jeg på ingen måde kendte Gene´ specielt godt, så sender jeg en venlig tanke til ham i hans himmel, formoder jeg, hver gang jeg ser et ur, der viser 2310. Ja, og tal har ofte en særlig tiltrækningskraft som fx nr. 22 der leder mine tanker hen på min soldaterkammerat Paludan med soldaternummeret 771 522 og 72 på en af mine andre uforglemmelige kammerater Kjeld Andersen med soldaternummeret 771 772.

Nå, men det er let at komme i gang, du skal blot tage udgangspunkt i det, som du kan huske, så kommer resten næsten af sig selv, når du giver dig tid og leger med det. ‘Brug hovedet, det er det, du har fået det til’, sagde min mor. Den metode og arbejdsform har jeg forsøgt at praktisere i denne bog.

Så på mange måder er denne bog en rodebutik med fine små og store blomster og med tidsler og også med en bunke kedelige facts, og med dumme såvel som kloge ord, der kan give indblik i de rammer, som hverdagen udspillede sig i.

Når man lever, og oplever, som tilskuer eller som deltager, eller som den udøvende iværksættende aktør, da er det ofte sådan, at man ikke lige på stående fod kender den fremadrettede betydning, af det der foregår. Almindeligvis gør man sig heller ikke overvejelser, om noget tilsvarende vil finde sted om 30 år? Eller om det er almindeligt eller enestående, dette her. Hvorfor skulle man også gøre det?

Men tiden og eftertanken stiller hændelser og personer i relief. Ubetydeligheder kan vise sig at være særdeles betydningsfulde og omvendt. Det er min oplevelse, at dette ligefrem er i modsætning til den verden, som mange film, fx søger at illustrere i disse år, hvor man næsten straks bliver klar over, hvad der er af betydning, og hvad der ikke er af betydning. Samt at der i tidens film i reglen savnes det uforudsigelige element, det der giver anledning til undren. I nye film vil man almindeligvis hellere have sine antagelser bekræftet. Sigtet på at få antagelser bekræftet begrænser eller udelukker i sagens natur ethvert element af tilfældighed – det indskrænker feltet af livets muligheder i forudsigelig retning.¹

Jeg kan med den udmelding ikke skjule, at jeg er ved at være pas på den endeløse og trivielle række af film, især dramaer, der oversvømmer os og æder god tid fra at blive benyttet bedre. For mig er den mest betydningsfulde film de sidste mange år i øvrigt, ‘Gubban i stugen’, af Nina Hedenius, dokumentar fra Sveriges TV fra sidst i 90’erne.

Det skal både forstås som min kritik af tidens evindelige ‘aktion’, og som min hyldest til det uforklarede liv. Det liv der blot leves, som det nu er givet.

Jeg så den film tilfældigt engang hjemme en hverdags formiddag, da jeg havde en stridbar influenza. Det var sidst i januar 1998, den blev sendt fra en tysk tv kanal, NDR vidst nok. I den film er der skrællet ind til benet, til kernen, til selve livet. Uden tale, uden monolog, uden dialog, uden fortæller og uden undertekster.

I forhold til tidens film, virker den, som at placere en fortravlet managementkonsulent, der er vant til at have 20 ‘bolde’ i luften af gangen, på en isoleret beliggende ø, hvor der hverken er bro, færge, telefon, mobil- eller internetadgang eller butikker. Find ud af hvad du vil. Hvad er tilværelsen og tilstedeværelsen egentlig for en størrelse? Hvor kommer du fra? Hvor er du på vej hen - når du fjerner tidens voluminøse selvsving, og alle de mål og delmål og værdier som du slynger om dig hver dag. Hvor fører de hen? Bare for dig selv og i forhold til din egen eksistens? Er du sikker på, at det er dit liv du lever? Eller var det måske en tilfældig sidebemærkning, sagt i tidens ånd, som kom til at anlægge din livsbane?

De fleste fortællinger i bogen her er bragt i ’jeg’ form. Hvem der egentlig er jeg, det vides ikke altid med sikkerhed, ligesom der i det hele taget heller ikke er så meget andet, der vides med sikkerhed. Men gammel det er han ved at være i dag. Men frisk og ok. Navne og årstal er bragt med den usikkerhed, der i sagens natur følger, når erindringen en gang imellem skal hjælpes på vej efter 50 års dvale, så der er naturligvis nok forskydninger.

I forhold til beskrivelserne af min læretid på Georg jensen Sølvsmedie har min gode lærling kollega fra dengang, Ole Bøgelund Rasmussen, i mange situationer hjulpet mig på vej og hjulpet mig videre, når der var noget, jeg var i tvivl om. Jógvan Pedersen, der var guldsmedelærling hos Georg Jensen Sølvsmedie på samme tid som Ole og jeg, har tillige inspireret med beskrivelser af personer og forhold i guldsmedjen. Hans beskrivelser er en selvstændig udgivelse værd, dem har jeg ikke medtaget eller refereret her.

Bogen tog sin begyndelse for nogle år siden, da Ole Bøgelund og jeg, der begge var lærlinge hos Georg Jensen i 60’erne, udvekslede erindringer på mailen. Vi tænker stadig begge ofte på dengang, da vi var i lære, og da vi var unge svende på Georg Jensen Sølvsmedie i Ragnagade 7, på Ydre Østerbro i København.

Især tænker vi på alle de interessante personligheder og fantastiske og markante enegængere, der var dér i 1960’erne. Indtrykkene er sikkert også stærkere, når man er ung, og møder arbejdsmarkedet for første gang, med nye omgivelser. Alle de voksne mennesker, deres opgaver og måde at løse dem på, deres personlighed, og måde at møde hinanden på, og ikke mindst måden de mødte os unge på.

Tillige blev det hurtigt synligt at sølvsmedien rummede flere personer med forskellige mindre skavanker og handicap i forskellig grad og tillige en hel del med særheder og egenartede vaner.

Ole Bøgelund Rasmussen på besøg hos mig i det lille hus på Højmarksvej nr. 26 i Søborg. Oprindeligt var det min bror Flemmings hus. Billedet ca. 1974.

Guld- og sølvsmedefagene forudsætter et godt syn og betydeligt håndelag og formsans, samt at man er i stand til at lære at få afsluttet en opgave. Det gavner sjældent at nusse med det!

Men til gengæld forudsættes det ikke;

at man har god hørelse

at man har lige lange ben

at man har rank ryg

at man er smuk

at man har stor udholdenhed eller muskelstyrke

at man har gode sproglige eller matematiske evner

Georg Jensen Sølvsmedie, Ragnagade 7. Opført som en tre længet bygning af Georg Jensen til produktion og lager i 1918. Solgt til Kuben og ombygget og indrettet til kontorhus sidst i 1980’erne. Georg Jensen Sølvsmedie flyttede sidst i 80érne til Søndre Fasanvej 7, i Den Kongelige Porcelænsfabriks bygninger, naturligt nok i betragtning af, at denne havde købt sølvsmedien og således også etableret Royal Copenhagen.

¹   Det er også et af videnskabens problemer, at den arbejder ud fra antagelser som enten søges afkræftet eller bekræftet. Det udelukker tilfældighedens elementer, der som bekendt ofte står uforudsigeligt klar i kulissen.

FØRSTE DEL

Første afsnit:

Erindringer af begivenheder og omstændigheder og personer, der var på Georg Jensen Sølvsmedie i 60’erne

Erindring

Når jeg beskæftiger mig med erindringer, beskæftiger jeg mig i sagens natur med det, som er passeret. Begivenheder opleves i reglen i nuet. Og de huskes mere efter betydning end efter kronologisk rækkefølge. Der bliver på en måde også taget afsked, når en begivenhed bliver til erindring og bliver vendt. Som en ’sluk efter øl’ - efter et måltid.

Tid og historie er almindelig kendt målestok for det, der er passeret. Men ligeså interessant synes jeg, at det er, sætte det lange lys på, og filosofere lidt ved at indsætte nuet og evigheden. Med nuet og evigheden arbejder vi ikke med endeløse rækkefølger i tid uden slutning og begyndelse, men vi arbejder derimod bl.a. med et åbent stående nu. Hverken nuet eller evigheden er registrerbare i forhold til de tidsmål og den historieopfattelse, som vi almindeligvis arbejder med. Nuet er i den betydning det samme for os, som det var for Adam. Der er med andre ord ikke er begrebslig forskel mellem nu og nu. Frit formuleret efter Thomas Hobbes sidebemærkning i ’Leviatan’ stk. 22. s. 542 i den danske udgave fra 2008.² Oprindeligt udgivet 1651.

Ja, og med mine yderligere tilføjelser: Nuet var der før universet, og det vil være der efter. Det kan ikke afgrænses af nogen tid eller noget sted. Nuet og evigheden er af samme klasse i den forstand, at intet slipper udenom det, absolut intet. Nuets udstrækning og åbningstid er uendelig. Med en lettere omskrivning fra Augustins Filosofiske Dialoger (bd. 3 s. 76, vers 1745) kan man da formulere, at nuet er et profetisk udtryk for evigheden, da nuet hviler i sig selv, og gør alting nyt.

Sådan blev jeg ansat på Georg Jensen Sølvsmedie

Min far kendte gennem sit arbejde i socialforvaltningen i Gladsaxe Kommune arbejdsformand Marx på Georg Jensens afdeling i Gladsaxe. Marx kunne ofte bruge en af de ledige, der var havnet uden job og lønindtægt i det sociale system. Sådanne arbejdsformidlinger var min far ofte involveret i. Da jeg gerne ville være sølvsmed kontaktede min far Marx. Jeg blev efterfølgende bedt om at møde til samtale, på Georg Jensens afdeling på Østerbro, hvor bl.a. sølvsmede- og guldsmede værkstederne havde base, og jeg blev bedt om at tage skolepapirer og eventuelle tegninger, arbejder i træ eller arbejder i andre materialer med.

I ansættelsessamtalen deltog foruden mig, sølvsmedemester Gustav Pedersen, ciselørmester Haakon Brauer og driftsingeniør Sven Whitta Jørgensen. Som jeg erindrer det, var deres interesse rettet imod de tegninger jeg havde taget med. Har du selv tegnet dem, spurgte den ene. Ja svarede jeg. Jeg tror, jeg kan lære dig at blive en dygtig ciselør svarede Haakon Brauer. Kan du begynde på mandag? Spurgte han videre. Ja, svarede jeg.

Omdrejningspunktet for samtalen var at vurdere min personlige interesse, motivation og faglige parathed i bestemt form i forhold til lærepladsen. I dag, vil man givetvis fokusere mere på en ansøgers brede teoretiske parathed og almene viden. Dengang kunne man godt få en håndværksmæssig læreplads, hvis man var motiveret og hvis hænderne var sat rigtigt på, også selvom skolepapirerne ikke var noget at prale af. Det kan man sikkert ikke i dag. I dag er det omvendte givetvis muligt, at opnå en læreplads på baggrund af gode skolepapirer, på trods af, at hænder og motivation ikke er i top.

Jeg husker en stor fornuftig dreng i min parallelklasse fik tilbudt en læreplads hos en glarmester, da han skulle begynde i 7. klasse. Han fik dispensation til at forlade skolen uden at gennemføre 7 års skolegang, idet man anså at aftenskoleundervisningen, der var en del af lærekontrakten kunne udgøre det for 7. klasses pensum.

Dette var ualmindeligt. Men det viser en del om hvor forskellige prioriteringer af folkeskolens betydning der var dengang i forhold til i dag.

Time, dag og uge – facts om arbejdstid, løn og ferie

Lærlinge, svende og andre timelønnede ansatte skulle møde mandag til fredag kl. 6.45 om morgenen og havde fri igen kl. 16.15 om eftermiddagen med en ½ times frokost sidst på formiddagen. Frokostpausen blev fratrukket, så det kun var selve arbejdstiden, der blev talt med og lønnet. Sådan var det, da jeg kom i lære som sølvciselør mandag den 3. september 1962. Fra morgenstunden var det en mild og næsten vindstille gråvejrsdag. Gader og veje var tørre, og det var ikke, som det så ofte kan være tidligt om morgenen på den årstid, lidt koldt om fingrene, når man cykler hurtigt. I øvrigt var det den dag, Jens Otto Kragh tiltrådte sin første periode som statsminister. Da han afløste den periodevis sygemeldte Viggo Kampmann.

Der var netop indført 5 dages arbejdsuge på Georg Jensen Sølvsmedie. Arbejdsugen var på 45 timer. Alle 5 arbejdsdage havde samme arbejdstid. Vi havde fri både lørdag og søndag. Det oplevedes som lange arbejdsdage i forhold til at gå i skole. Og så mødte man mere end en time tidligere om morgenen på værkstederne på Georg Jensen Sølvsmedie, end man gjorde i skolen.

Inden jeg kom i lære, havde jeg haft forskellige job som arbejdsdreng. Jeg havde endda været i lære som dybtryk retouchør i 6 måneder, men jeg afbrød kontrakten. Derefter blev jeg chaufførmedhjælper i Foreningen Kunst på Arbejdspladsen, hvor min bror var daglig leder. I Kunst på Arbejdspladsen var arbejdsdagene ikke så lange, typisk 4 – 6 timer, nogenlunde samme længde som i skolen, men her mødte man i reglen senere end i skolen. Men dejligt var det på Georg Jensen med fri om lørdagen, det havde man ikke i skolen. Det var endnu ikke så udbredt på arbejdspladserne dengang med 5 dages arbejdsuge.

Begyndelseslønnen for lærlinge hos Georg Jensen var 80 øre i timen og slutlønnen 1 krone og 10 øre i timen. Dertil skulle lægges et produktionstillæg på 5 øre i timen til begyndelseslønnen og på 25 øre i timen til slutlønnen. Hvis man var meget produktiv og nyttig for firmaet, kunne man ud over det fastsatte produktionstillæg opnå ’ekstrapenge’. Hvis man blev taget i at fuske for sig selv for at videregive eller at sælge dette, fx til venner og bekendte, så fik man hverken ekstrapenge eller produktionstillæg, og fortsatte man med det, blev lærekontrakten ophævet, og man blev fyret.

I de perioder man gik på dagskole, fik man hverken ekstrapenge eller produktionstillæg. Vi gik på dagskole i 6 uger af gangen i 3 perioder i løbet af læretiden. Læretiden var 4 år og 4 måneder. Tidligere var læretiden 4 år. Men da der blev indført dagskole i stedet for aftenskole, og firmaet således ikke kunne have gavn af lærlingen i denne periode, så blev læretiden forlænget med dagskoleperiodernes varighed. Noget for noget. Dejligt var det, at man nu tjente sine egne penge og var uafhængig af forældrenes eventuelle lommepenge eller penge fra småjobs efter skoletid.

Svendene, dvs. de udlærte, havde en timeløn på mellem ca. 8 kroner op til ca. 14 kroner. På akkordløn kunne de hurtigste komme op over 20 kroner i timen, vel at mærke når de samtidig arbejdede med de akkorder, der var de bedste priser på. Der var betydelig forskel på akkordpriserne. Unge svende fik i reglen ikke de akkorder, der havde de bedste priser. Hvad mestre og arbejdsformænd tjente, det vidste vi ikke. De havde hemmelig løn, og de var månedslønnede, og de opsparede pension, delvis betalt af firmaet, som blev udbetalt, når de blev pensionerede. De var funktionærer og havde løn under sygdom og ferie. Vi andre, der var timelønnede sparede ikke op til pension. Vores løn blev udleveret til os personligt i en lille gråbrun kartonkuvert hver torsdag eftermiddag. Alle timelønnede var bagudlønnet.

I dag lyder sådanne lønstørrelser håbløst lave, og umulige at leve af, men sådan var det nu ikke helt. Priser på tøj, husleje og fødevarer var tilsvarende lave. Tillige betalte man, i forhold til i dag, kun symbolske små beløb i skat. Højest 10 – 20 procent af en almindelig god svendeløn, og som lærling var man til enhver tid under den indkomstgrænse, hvor man skulle betale skat. Som et kuriosum kan det nævnes, at man kunne overnatte på KFUM’s soldaterhjem i Gothersgade, lige overfor Rosenborg Slot for bare 7 kroner. Nå men videre, der var ikke 25 procent moms på varekøb, som der er i dag. I 1962 indførtes oms, dvs. omsætningsafgift, den var på 9 procent. I 1967 kom så i stedet for oms den nye moms, dvs. meromsætningsafgift med 12½ procent. Den blev så forhøjet igen og igen. Men det blev lønnen bestemt også.

Vigtigt at nævne, er det tillige, at man ikke forventede så meget dengang. Der havde ikke været mærkbar vækst i mange år, egentlig ikke ret meget vækst siden 1930’erne. Udgangspunktet var materiel knaphed. På den baggrund oplevede mange, at de fik mere i disse år, mere end de havde drømt om. Jeg selv havde drømt om at spare sammen til en motorcykel, en japansk Yamaha. Den var hurtig og sej at se på, og så havde den en fantastisk lyd med 3 gange så mange motor omdrejninger, som en europæisk motorcykel. Ingen kunne være i tvivl om, at det var en racer med den lyd. Men jeg endte i stedet for med at købe en bil, en splinterny Austin Mini Cooper i foråret 1969, en lille hidsig krabat, der både kunne lave hjulspind i første og i andet gear. Hvid med sort tag og sorte skærmkanter og 5" fælge. En berusende duft – når jeg satte mig ind i den.