Forblændet: En Pia Holm krimi

By Gittemie Eriksen

Retsmediciner Pia Holm bliver sendt til Falster for at hjælpe med opklaringen af en række brutale mord. Hun skal arbejde tæt sammen med kriminalbetjent Lars Andersen, som hun tidligere har haft et forhold til. Historien tærer på dem begge, men forhindrer ikke Pia i at indlede en risikabel affære med en farlig mand, der slår benene væk under hende. Kriminalbetjent Lars Andersen får ansvaret for at opklare det voldsomme mord på en bankmand, men selv om den likvideredevar ansat i samme bank, som blev røvet kort forinden, er der meget få spor at gå efter. Som leder af en ny afdeling med mangel på ansatte og Pia på holdet, giver det Lars nogle udfordringer.Og bedst som Lars tror, han kan vinde Pia tilbage, møder hun en en forblændende udlænding, der vækker fortidens dæmoner til live.

Anden bog i serien med Pia Holm.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jun 19, 2015
• ISBN: 9788771706826

Gittemie Eriksen

Gittemie Eriksen har udgivet en serie krimier med retsmedicineren Pia Holm i hovedrollen, foruden flere spændingsnoveller, en børnebog og en bog om at være forfatter. Gittemie er cand.scient. og har desuden læst lægevidenskab i fem år.

Book preview

bror.

1.

Jeg vil gerne ha’, at du starter med at beskrive det, du ser, sagde Pia.

Pia Holm havde trukket nitten. De havde netop fået to nye stud. med’er ind, der skulle assistere ved obduktionerne, og Pia havde fået den tvivlsomme ære at tage vare på den ene, en ung mand, der læste medicin på syvende semester.

Øh, det er en kvinde, svarede Anders tøvende og kløede sig i det leverpostejfarvede hår, der kunne trænge til en klipning.

Ja, fortsæt, svarede hun og tændte for diktafonen. Hvad mere kan du sige? Hvis nu du forestiller dig, at corpus kan komme ind i alle afskygninger: tykke, tynde, halve for den sags skyld. Prøv så at beskrive alt, hvad du ser.

Øh, kunne du ikke vise mig det med det første, så jeg ved, hvad du mener? foreslog han.

Pia skulede til uret, der hang over døren til lokalet. Hun havde fået stue 2 for at have god plads til at have den studerende med. Tiden gik, det var formentlig en god idé at følge hans forslag.

Corpus, legemet af en caukasisk kvinde, formentlig sidst i tyverne, affarvet blondine. Corpus består af hoved, hals, krop og ekstremiteter. Det var den overordnede beskrivelse, Anders. Nu går vi mere i detaljen. Pia trådte helt hen til stålbordet, hvor den nøgne kvindes krop lå til skue. Hudkuløren tyder på kraftig brug af solarie…

Hvor ved du fra, at det ikke skyldes en badeferie? spurgte Anders og så ud, som om han selv syntes, det var et kvikt spørgsmål.

Se på hele kroppen, svarede hun og gjorde en fejende bevægelse hen over kroppen. Se, der er ingen hvide mærker efter tøj. Når vi vender legemet om, vil vi sandsynligvis finde de karakteristiske hvide pletter, men lad os ta’ det, når vi når dertil. Er der umiddelbart noget, der springer dig i øjnene, når du ser på corpus?

Æhh...

Pia pegede på halsen, og Anders’ øjne fulgte hendes anvisning.

Der er en misfarvning?

Ja? Hvordan ser en normal hals ud?

Øh, cervix er et cylindrisk forbindelsesstykke mellem hoved og krop?

Ja, men er dog affladet opadtil fra side til side, mens den er affladet nedadtil forfra og bagtil. Er det også sådan, denne hals ser ud? spurgte hun og følte sig meget tålmodig og pædagogisk.

Øh, ja?

Nej. Prøv at se godt efter. Kan du se den dybe fure her? Pia pegede øverst på halsen.

Er det ikke bare en rynke?

"På en kvinde sidst i tyverne? Nej, det ligner strangulering. Hvis vi vil afklare, om det er kvælning, hvad skal vi så mere se efter?

Øh, de der blodudtrækninger. Pia åbnede øjenlågene på liget og så efter.

Ja, se, der er venolestasninger. Vi skal have udtaget hud- og hårprøver til analyse. Vil du? Pia rakte ud efter de små glas og gav Anders det første.

Forsigtigt trak han et hår ud af legemets hovedbund og stoppede det ned i glasset, mens Pia skrabede under neglene med en lille spartel og klippede et stykke negl i en tredje beholder.

Bent, vil du hjælpe med at vende corpus?

Retsteknikeren Bent havde holdt sig i baggrunden, men stod klar til at træde til og vendte straks kroppen rundt. Pia havde arbejdet sammen med Bent længe, og når kun de to foretog en obduktion, var det sjældent, hun behøvede at bede ham om noget. Han vidste, hvordan hun arbejdede. Hvornår der skulle vendes, og hvornår der skulle saves.

Se! sagde Pia og pegede på legemets balder. Der er hvide pletter på skulderblade, haleben og lægge, fordi det er dér kroppen støtter, når man tager sol i et solarie. Det gentagne pres på disse områder betyder dårligere blodcirkulation og dermed iltning, og det påvirker brankningen.

Anders nikkede.

Brankningen? Som en steg? grinte han.

Ja, det er vel dybest set det, man gør, hvis man lægger sig i et solarie, svarede Pia.

Jeg gætter på, du ikke er medlem af Danske Solariedyrkere, sagde han og lo ad sin egen vittighed.

Se, her bag på halsen er der ikke tegn på strangulering.

Ville der ikke være det, hvis hun var blevet kvalt?

Det kommer an på metoden. Hvis du ser på ligpletternes placering, vil jeg gætte på, at hun er død ved erotisk asfyksi.

Erotisk asfyksi? Det vil sige kvælning under sex? Hvordan det?

Lov mig, at du ikke går hjem og prøver det samme?

Anders nikkede. Hun havde ikke selv været lige så klog. Sammen med Andreas havde hun afprøvet den seksuelle kvæleleg ved at vikle et tørklæde dobbelt om sin hals og binde det fast til sengestolpen. Det var gået som forventet og havde velsignet hende med en overjordisk orgasme af dimensioner. Alligevel havde hun ikke ønsket at prøve det igen. Da det blev Andreas’ tur, var han nemlig besvimet lige efter udløsningen. Det havde været de frygteligste to minutter i hendes liv, indtil han igen viste livstegn og kom til sig selv. De havde lovet hinanden aldrig at eksperimentere med den farlige sexleg igen.

Kvinden på hendes bord havde ikke helt samme type mærker, som Pia havde kæmpet med at dække bag rullekraver og tørklæder de næste uger. Pia ville gætte på, at parret i stedet havde brugt en nylonstrømpe og formentlig havde bundet den fast til begge sengestolper, så den sad som en snor, der kun klemte fortil på kvindens hals. Det var yderst sjældent overlagt mord, men snarere et uheld. Som det nær var endt med Andreas.

Det handler om at dosere ilttilførslen ret præcist, så man opnår en kvælningsfornemmelse, der øger den seksuelle tilfredsstillelse, men nogle gange, som med kvinden her, ender det tragisk. Erotisk asfyksi indebærer, at den ene part har en snor om halsen, der er bundet til et punkt over hendes hoved. På den måde kan de dosere ilttilførslen ved at læne sig tilbage eller gå ned i knæ, eller som her, hvor det formentlig er en partner, der har doseret ilttilførslen og vurderet forkert. Doserer man forkert, er der risiko for kvælning med døden til følge.

Uf, så grænsen mellem nydelse og død er hårfin?

Ja, det kan man sige. Vi ser også af og til autoerotisk as-fyksi.

Selvpåført?

Ja, kvælning som følge af tilstramning af luftvejene for at øge nydelsen ved onani. Ses ofte blandt homoseksuelle og transvetitter, jeg ved ikke, hvorfor det lige er dem, der dør af det.

Og hvorfor tror du ikke, hun har gjort det selv?

Det plejer ikke at være normalen.

Så det, du siger, er, at kvinder ikke har en lige så syg sextrang som mænd?

Det vil jeg ikke gøre mig til dommer over. Igen er det ligpletterne, der fortæller mig, at hun har ligget i en seng, da hun døde. Det er næppe muligt at påføre sig selv den type skader i en seng uden hjælp fra en partner. Vil du vende corpus tilbage? spurgte Pia og så over på Bent, der allerede havde taget et skridt i hendes retning. Han kendte hendes arbejdsgange alt for godt.

Ja, det eneste andet usædvanlige, jeg kan få øje på, er lanugobehåringen.

Øh, er det ikke noget, kun babyer har?

Nej, vi ser det også hos mennesker med spiseforstyrrelse. Se den tynde, fine ansigtsbehåring langs kæbevinklerne. Det tyder på spiseforstyrrelse. Ikke at det har noget med dødsårsagen at gøre, sandsynligvis, men det kan være et fingerpeg til politiet i deres videre arbejde med at opklare forbrydelsen, der ligger bag.

Så hende hers elsker, han bliver straffet?

Ja, han vil sandsynligvis få en dom for uagtsomt manddrab. Måske også for omgang med lig. Okay, vi skal have lukket op, så vi kan blive sikre i vores sag. Vil du, Anders?

Lærlingen nikkede og så sig om efter en skalpel, som Bent straks rakte ham. Han lagde et pænt snit midt ned gennem thorax og bagefter fra kraveben til kraveben. Anders løftede skalpellen og placerede næste snit langs ribbenskurvaturen og yderligere en linje ved lysken. Snittet inddelte selve kroppen i fire områder. Normalt lod hun Bent gøre dette arbejde, men det var jo det, Anders skulle lære, så i dag gik det lidt langsommere.

Jeg synes, det er meget blødt, er det ikke?

Jo, i forhold til de kroppe, du har dissekeret inde på Panum, er det her blødere. Ved du hvorfor?

Han rystede på hovedet med blikket fæstnet til hende.

Det er, fordi de legemer, I dissekerer, er balsamerede.

I formalin.

Ja, via arterium femoralis, Pia pegede ned i lysken, injice-res omkring ti liter fikseringsvæske. En blanding af formaldehyd, glycerin og alkohol. Så stivner vævsproteinerne og mikroorganismer dræbes. Det er for at beskytte de studerende mod den voldsomme stank og den mulige smittefare på grund af de autolytiske og bakterielle forrådnelsesprocesser, der hurtigt indtræder post mortem. Herefter opbevares kadaveret i halve til hele år i store kar med omkring halvtres procent alkohol, før I får det ind til dissektion.

Og det er derfor, kadaveret er så hårdt og læderagtigt i det, når vi dissekerer det?

Pia nikkede.

Vi dissekerer ikke hver eneste lag frit her, sådan som I gør inde på Panum. Vi nøjes med at tage vævsprøver, veje organerne og lede efter tegn, der bekræfter vores teori. Tiden går, og vi har tre obduktioner mere i dag, så hvis nu Bent hjælper dig med at veje organerne og udtage prøver, så åbner jeg halsen for at finde de sidste tegn.

Anders gik til opgaven med krum hals, og at dømme efter hans mål-rettethed, ville hun gætte på, at han havde det lige som hende. Når først hun begyndte på selve arbejdet i en obduktion, så hun ikke længere mennesket. Så var det et studieobjekt, en opgave, der skulle løses.

Pia fandt, som forventet, afklemning af halskar og nikkede til Bent som tegn til, at hun var færdig. Hun trak latexhandskerne af og slukkede for diktafonen. Hun skrev hurtigt dødsårsagen på en gul lap og satte den oven på politirapporten, som hun altid først læste, når hun havde gjort sine observationer. Obduktionen af hendes tidligere studieveninde havde ikke fået hende til at ændre praksis. Hun foretrak spændingen i selv at gøre opdagelserne og ikke være farvet af politiets og embedslægens eventuelle fund. For halvandet år siden havde hendes veninde ligget på det kolde stålbord i obduktionsrummet. Pia havde ikke opdaget, at det var veninden, før hun læste politirapporten. Hun mærkede kvalmen ved tanken. Hændelsen havde betydet en flere måneder lang pause fra arbejdet på Retsmedicinsk Institut; en pause, hun havde brugt til at hjælpe politiet med at opklare venindens død. Et kuldegys gik gennem hende ved tanken.

Hun vaskede sine hænder i håndvasken i hjørnet af lokalet og tænkte episoderne sidste år igennem. Det havde været et begivenhedsrigt forår, hvor hun havde haft et forhold til kriminalassistenten, der stod for opklaringen. En klar fejldisposition fra hendes side. Han var bestemt ikke en type for en kvinde som hende. Hun satte sig på stolen ved siden af vasken, mens hun skimmede optegnelserne i journalen. Hun ville lige give Anders en chance for at blive færdig.

Ifølge embedslægen og politiets optegnelser var der ganske rigtigt tale om en 28-årig kvinde fra Amager. En veninde havde fundet hende i sengen. På gerningsstedet var der fundet et par nylonstrømpebukser foruden andet tøj, et askebæger med to slags cigaretskodder og et plettet lagen. I toilettet havde de fundet resterne af et kondom, der var sendt til undersøgelse for spor. Pia havde heller ikke fundet rester af sæd i kvinden, så det passede fint med politiets fund. Normalt ville Pia gå i bad efter en obduktion og så direkte op til sit skrivebord for at skrive rapport, men fokus i medierne på behandlingsfejl i sundhedsvæsnet havde fået mange efterladte til at kræve en obduktion af deres afdøde familiemedlemmer, ofte i håbet om en mindre erstatning fra Patientklagenævnet. Derfor var det væltet ind med kadavere, der skulle en tur hen over bordet. I den forbindelse var en drabssag at foretrække, da der blot behøvede at være en dødsårsag, mens én, der var afgået ved døden under en indlæggelse, krævede en grundig gennemgang af alle organer.

Pia sukkede. Det positive ved denne nye tendens var, at de fik mere materiale til deres forskning. Bagsiden var, at hun fik mindre tid til sin forskning, fordi der var så mange obduktioner. Og hun skulle have Anders som føl hele ugen. Der var længe til fredag eftermiddag. Hun overvejede, om hun skulle sende Andreas en sms for at se, om han havde lyst til at komme forbi i aften, men kom i tanke om, at hendes mobil lå i tasken på kontoret. Bent og Anders var ved at samle corpus. Anders var blevet udstyret med nål og tråd, og hun lo ad Bents formaninger om, at det ikke var en plastisk operation, fordi hun selv havde fået samme besked engang.

2.

Stanken invaderede alle celler i hans krop og gjorde det nærmest uudholdeligt at vente meget længere. De burde have valgt en anden årstid til deres mission. En varm september eftermiddag var langt fra det bedste tidspunkt at søge ly bag en række containere i en baggård. Ricky foldede skindhandsken rundt ved håndledet, så han kunne se sit armbåndsur. 16.05. Det kunne ikke vare længe nu. Han hørte et svagt klik, og døren gik op. Den første ansatte forlod banken efter lukketid. En kvinde midt i trediverne ilede med hastige skridt mod portåbningen længere fremme. For travl til at bekymre sig om, at døren ikke lukkede bag hende. Akkurat som han havde håbet på. Han var henne ved døren brøkdelen af et sekund, før den lukkede. Han spyttede det ubehageligt store stykke bobletyggegummi ud i hånden og placerede det i dørlåsen.

Ricky så sig over skulderen. Jo, alt gik som det skulle. De andre fulgte forsigtigt efter, to og to. Han blev stående et kort øjeblik for at holde døren for Magic, manden, der skulle udføre den største og vigtigste del af missionen. Hans egen rolle var at sikre, at det hele gled som smurt i olie, men ikke så velsmurt, at nogen af de mange medlemmer snublede.

Har du kortet? hviskede Magic, da han kom inden for de røde mure. Per og Helvig var på deres pladser ved døren.

Jeg kan det udenad. Kom, følg efter mig.

De fulgtes ad op ad trappen, da de i det samme hørte stemmer længere oppe fra gangen af.

Jeg er ked af, at du har fået overarbejde på grund af mig, sagde en dyb mandestemme.

Det går nok. Jeg håber, du finder ordningen passende, svarede en tydelig kvindestemme.

Når det ikke kan være anderledes, svarede manden med beklagelse i stemmen. Men tak for mødet.

Jeg følger dig ud, svarede kvindestemmen. Hoveddøren er låst nu.

De var nu helt henne ved trappen, og han vidste, at der ikke var anden mulighed end at slå til nu. Han trak sprøjten op af lommen på de sorte canvasbukser, der stadig havde lidt af stanken fra containeren siddende i sig. Med tommelfingeren skubbede han den lyseblå plasticbeskyttelse af kanylen, samtidig med, at han førte den anden hånd op mod sine læber, for at signalere til Magic, at han skulle forholde sig i ro. Magic stod på reposen midtvejs på trappen, mens han selv var gået helt op på det næstøverste trin. Idet manden trådte frem, stak han kanylen i låret på ham.

Hvad fanden sker der? udbrød manden og faldt sammen på gulvet.

Kvinden skreg, men han var hurtigt bag hende og placerede sin venstre hånd for munden af hende, mens han vred hendes arm rundt med sin højre. Han nikkede hende en skalle bagfra og vinkede Magic op. Han kunne høre aktivitet nedenunder. Det lød som om, resten af planen forløb som den skulle. Han lod kvinden falde sammen på gulvet ved siden af den bevidstløse mand og skrævede hen over dem. Han måtte tage sig af dem senere. Nu gjaldt det om at få Magic sat op.

Det er lige her rundt om hjørnet.

Han kunne høre Magics tunge skridt bag sig, da han åbnede døren ind til direktørens kontor. Direktøren var ingen steder at se, men det var tydeligt, at han lige havde været der, for computeren var endnu ikke gået på pauseskærm.

Værsgo, sagde han og pegede Magic hen bag skrivebordet. Udøv din magi!

Han kunne høre det pusle bag en dør i den fjerneste ende af lokalet og skubbede den forsigtigt op.

Hva’, var alt hvad den tyndhårede direktør nåede at sige, før han faldt til gulvet.

Den intensive træning kom ham til gode i situationer som denne. Han trak direktøren ud fra det lille badeværelse og placerede ham sidende op ad væggen.

Jeg er inde, sagde Magic og smilede bredt, så smilehullerne kunne ses gennem hans kraftige skægvækst. Kasketten lå på skrivebordet ved siden af hans bærbare computer.

Godt. Jeg får lige styr på de andre.

Ricky forlod kontoret og begyndte at slæbe kvinden hen ved siden af direktøren. Han trak en rulle gaffatape op fra sin rygsæk og viklede tape om ankler og håndled på dem begge. Han flåede et stykke af og satte hen over øjnene på dem hver og et andet stykke foran munden, inden han rejste sig igen og vendte tilbage til manden, der stadig lå på gulvet ved trappen. Det ville ikke vare længe, før han vågnede, for han havde ikke givet ham den fulde dosis. Han så ind ad et par døre nede ad gangen, indtil han fandt et passende rum. Et mødelokale med dybe sofaer. Han trak manden derhen og op på sofaen. Han rodede hans lommer igennem og fandt hurtigt mandens mobiltelefon og pengepung. Manden begyndte at røre på sig og så snart forskrækket op på ham.

Hva’! Hvor er jeg? Hvad er der sket? I banken. Jeg er stadig i banken. Er det et røveri? Han så forskrækket op på ham igen.

Ja, det kan du godt kalde det. Hør, jeg havde ikke regnet med, at der stadig ville være kunder i banken. Jeg er ked af, hvis jeg har forskrækket dig. Jeg vil dig intet ondt, tværtimod. Hvis du lover mig, at du bliver her på sofaen i ro, lader jeg være med at binde dig. Er du kaffe- eller te-drikker?

Øh, du vil mig intet ondt? Hvorfor har du så maske på?

For din egen sikkerheds skyld. For at du ikke skal kunne beskrive mit ansigt.

Manden nikkede. Øh, kaffe så, men jeg har lige fået.

Ricky lukkede døren bag sig og viklede gaffa om håndtaget og hen omkring den næste dørs håndtag. Hvis han virkelig ville, vidste han, at manden kunne få det op, men det ville kræve lidt. Han stak hovedet ind for at se til Magic.

Er du ok?

Magic nikkede uden af tage ansigtet fra skærmen.

Han løb mod trappen og ned til selve banken, hvor de elleve ansatte, der havde været tilbage i banken, da den lukkede, sad i en klump midt på gulvet, bundet med gaffatape om håndled, ankler og for øjne og mund. Hans fem hjælpere stod omkring dem med geværet pegende op i luften. Han søgte øjenkontakt med hver og én af dem, og de nikkede på stribe. Så alt var også okay her. Han gik hen til kassen. De tider var for længst ovre, hvor kunderne blev serviceret ved kasserne i disse magtens højborge. I dag var de alle, unge som gamle, forvist til at klare sig selv bag deres egne computerskærme. Bankerne havde lovet kunderne, at selvbetjening ville gøre det billigere at være bankkunde, men det havde langt fra holdt bankerne tilbage med gebyrer og rentehævninger. Han fnyste ved tanken og glædede sig over at finde kassen åben. Til gengæld vidste han, at han sandsynligvis ikke ville finde mere end titusinde kroner i kassen. Han åbnede den og trak en stak sedler op, greb i sin lomme efter mandens pengepung, åbnede den og stoppede de mange, store sedler derned. Han fyldte også møntlommen med tyvere, før han lagde pungen tilbage i lommen. Han tog de få resterende sedler og stoppede dem i lommen, før han så op fra kassen og over på gruppen.

Hvem har nøglen til boksen?

De rørte alle uroligt på sig. Han nikkede til Helvig, der lod et skud gå op i loftet.

Jeg spørger ikke igen. Hvem har nøglen til boksen?

En mand midt i halvtresserne rørte på sig. Han nikkede til Ib, der trak manden op at stå og stak sit gevær op i nakken på ham. Han havde lyst, orange hår og fregner i hele ansigtet og på hænderne, der stak frem under hans ternede skjorteærmer. Han trak gaffatapen af hans mund.

Avvv, for satan! udbrød manden.

Hvad hedder du? spurgte han.

Øh, John. John Ganz.

Godt, John. Vær så venlig at låse op til boksen, så gør vi dig ingenting.

Men jeg kan intet se.

Nej og sådan bliver det ved med at være.

Han lod Ib og Helvig overtage boksen og gik tilbage til kontorerne på første sal. Gaffatapen omkring dørene var ikke brudt, så han gættede på, at manden havde valgt at følge hans ordrer.

På gulvet i bankdirektørens kontor var direktøren og den kvindelige ansatte ved at komme til sig selv. Især kvinden vred sig og forsøgte at trække hænder og fødder fri.

Opgiv, I kommer ikke fri af gaffaen. Er du okay? spurgte han henvendt mod Magic.

Magic nikkede og holdt to fingre op. Det betød, at han var ved at være færdig. Det var altså tid at få det sidste bragt i orden.

3.

Inden længe var det hans kontor. Det var næsten fire gange så stort som det, han residerede i nu, men det var ikke så meget kontoret, det kom an på. Det var mere det, at han fik en drøm opfyldt, når han flyttede ind på det større kontor. KRIMINALKOMMISSÆR LARS ANDERSEN ville der stå på det lille skilt ved siden af døren. Nu stod der Bruno Hansen. Hans makker og læremester gennem de sidste to år. De havde haft mange gode snakke gennem tiden. Ikke så tit på kontoret her, men oftere i bilen. På vej for at anholde en mistænkt. Eller på vej for at fortælle en pårørende, at deres kære ikke længere ville komme hjem. Det sidste var det sværeste, men han syntes, han havde lært det efterhånden. Lært at rumme de pårørende uden at tage det ind. Drabene påvirkede ham stadig, men det ville de altid blive ved med, sagde Bruno.

Den dag, et drab ikke påvirker dig, skal du finde noget andet at lave, havde Bruno engang sagt til ham.

Han ville savne Brunos klogskab.

Du afsluttede det trafikdrab, ikke? spurgte Bruno, mens han førte koppen op til munden, kun for at opdage, at den var tom. Han vippede tilbage i den behagelige stol og kørte hånden igennem den sparsomme hårpragt.

Jo, men fik du godkendt den ob-rapport?

Ja, på jagtulykken?

Lars nikkede.

Ja, men så er der jo styr på det. Så er der snart ikke brug for mig mere.

Der vil altid være brug for dig, Bruno. Vil du have mere kaffe?

Joh tak, en enkelt mundfuld da, hvis der er. Det må også snart være godt for i dag.

Ja, her er jo heldigvis ikke så travlt lige nu. Glæder Edith sig?

Ha, det påstår hun jo. Han rømmede sig, og Lars tolkede det som tegn til, at det ikke var et emne, de skulle diskutere lige nu.

Jeg henter lige den kaffe... Lars tog de to kaffekrus fra bordet, men nåede kun lige hen til døren, før Britt stod foran ham.

Nå, har I styr på det? Var du på vej ud efter kaffe? Lad mig gøre det, kvidrede hun med en rastløs undertone.

Britt Nielsen vidste lige så lidt som de andre, hvordan hun skulle forholde sig til Brunos pensionering. Bruno havde tegnet kriminalafdelingens profil gennem en hel generation. Han efterlod nogle store fodspor for Lars at udfylde. Mesterens pensionering havde dog været udskudt flere gange i løbet af det seneste år, fordi der var kommet sager ind. Når sandheden skulle frem, så virkede det også på Lars som om kollegaen i virkeligheden havde svært ved at slippe tøjlerne. Lars havde en ret kraftig mistanke om, at Bruno frygtede, at han kunne undværes.

Bruno havde ikke været nem at arbejde sammen med det sidste år. Han slækkede på perfektionismen, gad ikke afhøre vidner og udskød at skrive rapport. Måske i håb om at kunne udsætte den sidste dag på kontoret, tænkte Lars nu. Først nu så han kollegaen i det lys, nu hvor dagen nærmede sig med syvmileskridt.

Det bliver spændende, hvad regeringen finder på, hva’?

Ja, politiforeningen mener, vi bliver styrket uanset udfaldet af finanslovsforhandlingerne, svarede Lars og tænkte på den seneste artikel, han havde læst i BT, om den øgede vold og stigningen i uopklarede mord. Det var et problem, at afdelingen til daglig kun rådede over Britt, Leif, Bruno og ham selv. Der var selvfølgelig også Ulven, men han var jo sandet til med papirer og formularer og havde travlt med at vaske sig i ansigtet efter at have slikket politidirektøren i røven. Hvis politikerne ønskede, at politiet skulle være hurtigere til at opklare sagerne, så måtte de have mere mandskab. Ikke kun i krisesituationer, men til daglig. Dygtigt mandskab, der vidste, hvad de lavede. Teknikere og efterforskere og måske endda flere blæksprutter lige som Britt.

4.

Han foldede det lille, håndtegnede kort ud, mens hans makker bak-kede mellem den røde munkestensmur, der var den sidste, tilbageværende fløj af det tidligere franciskanerkloster, og hegnet ind til nabogrunden, en arabisk købmand. Da det ophørte med at fungere som franciskanerkloster, blev det brugt som byens rådhus og latinskole. Nu udgjorde det sognekirkens sideskib.

De skulle have bilen så tæt på døren som muligt, for det skulle se ud som om de arbejdede i den store, røde bygning. Klosterkirken blev den kaldt. Varebilen stoppede få meter før døren for enden af kirken, og chaufføren sprang hurtigt ud. Der duftede af arabisk bazar.

Han stak hånden i lommen og trak rukonøglen op igen. Det var sam-me nøgle til døren, som han lige havde åbnet lågen med. Bankmanden havde været en stor hjælp i planlægningen. Det var også ham, der havde tegnet den lille skitse over kirkens grundareal, der ville gøre dem i stand til at være væk igen om mindre en fem minutter. De havde dækket den stjålne bils sider med et lag folie, der skulle få eventuelle forbipasserende til at tro, at det var en håndværkerbil. Tømrer og snedker Karl Jensen, stod der med blå skrift på den hvide side. Han kom i tanke om handskerne og tog dem fra bilens instrumentpanel. Hans makker havde allerede sine på og havde åbnet bagdørene på bilen og trukket rullen hen til kanten. Deres øjne mødtes et kort øjeblik, inden han tog stofrullen i armene og fulgte efter.

Han stak nøglen i låsen. Den bandt en smule, som bankmanden havde forberedt ham på den ville, inden den gik op. Fra præsteværelset var de hurtigt videre ind i selve kirken. Hans grådige blik gled hen over alterkalkene og vinkanderne, der alle var i det fineste sølv. Han overvejede ganske kort at tage en enkelt kalk med til sig selv. Blot som souvenir, men han vidste, at det ville bringe deres mission i fare, så han lod dem være. Han stoppede op under den prægtige anetavle, som formentlig også ville kunne indbringe deres organisation en pæn sum penge, men alene dens størrelse og vægt gjorde den uhåndterbar. Den havde samme areal som en middelstor toværelses lejlighed, og da den var lavet af fyrre- og egetræ, var vægten i en klasse for sig.

Det, de skulle koncentrere sig om, var hundrede gange mindre og kunne findes på den sydlige væg, fjerde vinduesparti fra øst. Han så op på renæssancemaleriet i den sortlakerede træramme. Det måtte være det. Det passede med krydset på deres lille kort, men for en sikkerheds skyld stak han hånden i lommen og trak en sammenfoldet kopi op.

Jo, kopien havde også en mand med nøgen overkrop med en krans på hovedet og en turbanklædt, skægget fyr ved siden af. Det måtte være det. Han lagde kort og kopi i lommen og vinkede sin makker hen med stigen. Han satte stigen op ad den hvidmalede væg. Mens makkeren kravlede op og tog billedet ned af væggen, rullede han selv klædet ud og tog elastikken af plakaten. De lagde forsigtigt billedet med bagsiden opad på det hvide klæde. Det gjaldt om at få billedet ud i hel stand, ellers mistede det en del af sin værdi. Fem millioner var de blevet budt for dette religiøse motiv af en Kristus med torne-krans, der blev iklædt en rød kappe af en turbanklædt mand.

De fik løsnet maleriet fra rammen og kunne nu sætte plakaten ind i stedet. Der var naturligvis forskel, da de vendte rammen rundt efter at have skudt hæfteklammer i den massive ramme, men af en kopi at være var den ganske god. Han gættede på, at det ville vare nogle dage, før ombytningen blev opdaget. Det ville virke meget mindre synligt, end hvis de havde efterladt en tom plads.

Mens hans makker kravlede op ad stigen for at sætte billedet på plads på krogen, lagde han forsigtigt det næsten femhundrede år gamle maleri på klædet, foldede klædet hen over og rullede det sammen. Han trak forsigtigt den store elastik ud over, men undlod at trække den an og vikle den om mere end én gang.

Hans makker havde allerede stigen under armen og var på vej op ad kirkegulvet mod præsteværelset. Han så sig hurtigt omkring. Jo, alt så vist ud, som da de kom. Det var en tilfredsstillende aktion. Han låste døren bag dem og lagde rullen under en lille bunke brædder, som de havde placeret i bilen til lejligheden sammen med lidt værktøj. Tilfreds med resultatet lukkede han bagdørene og smed nøglen i lommen, men den ramte ved siden af og gav et svagt klirr, da den ramte den flisebelagte jord. Fandens også. Han bukkede sig ned for at lede efter nøglen, men den var ingen steder at se. Efter et par sekunder opgav han og hoppede ind i bilen, i samme øjeblik hans makker satte den i gear. Problemet med nøglen måtte løses på en anden måde. Det var for farligt at blive.

5.

Lars Andersen smed sig i sin sorte læderlænestol og knappede sin daglige øl op, samtidig med at han tændte for fjernsynet. Det svage ring fra microovnen i køkkenet gjorde ham opmærksom på, at hans bøfgryde havde nået en spiselig temperatur. Han satte den mørkegrønne flaske fra sig på en ledig plet på sofabordet og mindede sig selv om, for gud ved hvilken gang, at han burde få ryddet op i bunkerne af aviser, reklamer og kontoudtog. Motivationen var bare ikke så stor, nu da Pia ikke kom hver anden weekend.

Da han lukkede ovndøren, gjorde han sig en mental note om, at han skulle huske at få fat i en gave til Bruno i morgen tidlig. Godt Netto var begyndt at åbne klokken otte. En flaske whisky kunne sikkert gøre det ud for en afskedsgave til den snart pensionerede kollega. På News tonede den nyudnævnte statsminister frem. Adam Neel. Lars huskede ham fra Mona Ege-sagen sidste år, hvor den daværende integrationsminister havde været i deres søgelys som én af Mimis faste kunder. En tragisk historie. Bruno havde haft ret i, at de manglende beviser på ministerens tilstedeværelse i Mimis lejlighed kunne tyde på en snarlig forfremmelse af ministeren. Statsministeren var blevet headhuntet til en international toppost, og Adam blevet for-fremmet uden om ham, alle havde troet var partiets kronprins.

Der bliver begået alt for mange drab i Danmark. Tendensen er stigende, og flere og flere forbliver uopklaret. Det kan vi ikke stiltiende se til, sagde statsministeren på skærmen. Lars stoppede straks med at skovle bøfgryde i munden og skruede op for lyden, så han kunne høre, hvad det gik ud på. Det lød som en ekstrabevilling til politiet. Fra efterkrigsårene og frem til 1970, fortsatte Adam Neel, blev der i gennemsnit begået 35 drab om året. Det er steget til 55. En stigning på over tres procent!

Kunne det virkelig være rigtigt? Lars anede det ikke, men statsministeren måtte vel have undersøgt det. Kunne det være mordet på hans tidligere elskerinde, der havde trigget ham til at tage mord op som én af sine mærkesager?

Der er næsten hundrede uopklarede mord henover de sidste fyrre år. Det er hundrede for mange, svarede statsministeren på et spørgsmål, journalisten åbenbart havde stillet.

Betyder det, at der kommer flere penge til området? spurg-te journalisten.

Det er et vigtigt punkt i vores netop vedtagne finanslov, svarede Adam Neel.

Lars kunne dårligt vente. De senere år var politiet blevet skåret kraftigt ind til benet. Han var ikke i tvivl om, at mange forbrydere gik fri på grund af manglende ressourcer. Aviserne svømmede over med historier fra borgere, der ikke kunne få hjælp fra politiet, når de havde været udsat for røveri, indbrud, overfald og andet ubehageligt. Lars så frem til at høre sin snart pensionerede læremesters kommentarer til denne nyhed. Så meget, at han var lige ved at ringe Bruno op.

6.

Den asfalterede skolegård var fyldt med børn i alle aldre, da Rikke Ganz låste sin røde Everton-cykel op, tog sin Eastpack-taske på ryggen og trillede ud af det åbne cykelskur. Hun havde tidligt fri om torsdagen, fordi hendes valgfag lå mandag og onsdag, hvor hun så havde fri klokken tre. Det meste af klassen havde valgfaget kroppen. De var nogle sportsnørder alle sammen. Hun hadede sport. Hun havde i stedet valgt naturen. De var ofte på felttur, som biologilæreren kaldte det, for at se på dyr og planter. Tit var det i Bangse-bro-skoven. Så plejede hun at tage sin cykel med, så hun kunne cykle direkte hjem. De dage var hun hjemme en halv time tidligere end ellers.

Lige nu glædede hun sig bare til at komme hjem og læse den sidste bog i Hunger Games-trilogien.

Rikke! Rikke! Vent lige!

Hun så sig over skulderen, mens hun bremsede. Hendes lange, blonde hår fløj ind i ansigtet på hende og for hendes øjne. Hun hoppede af cyklen og strøg håret væk.

Jonas? Har du ikke først fri senere?

Jonas nikkede og trak op ved siden af hende på fortovet. Der var små dun på hans smalle overlæbe. Det havde hun ikke bemærket før. Kun hos Lukas, der var så mørk. Jonas var næsten lige så lyshåret som hende selv.

Jeg gad ikke, sagde han og trak sin mobil op af jakke-lommen. Han læste noget på htc'ens display og så op på hende med sine grågrønne øjne. Vil du med på kulturen?

Nej, jeg skal...

Nogle af mine venner er der.

Nej, jeg har en anden aftale.

Okay, vi ses lige pludselig... Jonas sms'ede og smed mobil-en tilbage i lommen.

Rikke vinkede til ham, da han drejede ned ad Ejegodvej, og hoppede op på sin cykel igen. Hun kunne ikke vente med at læse om, hvad Katniss ville opleve af spændende ting i den bog, der lå og ventede på hendes sengebord.

Arh, fandens også. Det var jo torsdag. Det betød, at både hendes mor og far kom sent hjem, så hun skulle lave aftensmad. Hun håbede, det var en ovnret, så hun kunne få det hurtigt overstået og læse videre.

Hun drejede ned ad Pandebjergvej og nåede kun med nød og næppe at undvige en bil med kommunens logo. Godt, ingen havde set det. Hendes forældre blev rasende, når hun var uopmærksom i trafikken.

Rikke Ganz stillede sin cykel op ad garagevæggen og undrede sig over, at hendes fars bil stadig stod i garagen her kvart i tolv en almindelig torsdag. Han havde da virket okay, da de havde efterladt ham ved morgenbordet, sådan som de plejede. På grund af bilen undrede det hende ikke, at bryggersdøren var ulåst.

Rikke trådte ud af sine sko og kaldte ind gennem køkkenet, hvor det meste fra morgenbordet stadig stod fremme. Han måtte være blevet dårlig, lige efter hun var cyklet i skole.

Far! Far! Er du syg?

Hun fortsatte ind gennem entréen, så ind gennem den åbne dør til stuen og videre ned mod soveværelset.

Far! Far! Hvor er du?

Heller ikke i soveværelset var han.

Far, er du på toilettet? Hun skubbede døren til badevær-elset, der stod på klem, op og skreg.

Hun vidste ikke hvor længe, hun bare blev ved med at skrige, men det føltes som om verden gik i stå, og hun nærmest gik i en trance, hvor hun var ude af stand til at stoppe sit skrig. Det var hende umuligt at tage øjnene fra det frygtelige syn. Det virkede uvirkeligt.

Midt på gulvet i det store badeværelse lå hendes far i en blodpøl. Ben og arme lå i en unaturlig stilling. Det store, indmurede spejl over håndvaskene var smadret, og der var blod overalt. Meget blod. Alt, alt for meget blod. Hun var ude af stand til at røre sig og famlede i sin jakkelomme efter sin mobil. Hun forsøgte at vælge sin mors nummer, men hendes finger ramte hele tiden ved siden af på Xperiaens lille display. I tredje forsøg lykkedes det hende med rystende hænder at få sin mor i den anden ende.

Mor, mor, du bliver nødt til at komme hjem. Hun begyndte at hulke, og trods moderens mange spørgsmål, lykkedes det hende ikke at få et ord mere over sine skælvende læber.

7.

Britt Nielsen forsøgte tappert at balancere bakken med engangschampagneglas, fyldt til randen med Superbests bedste asti, mellem de mange mennesker, der var kommet for at hylde Bruno. Hun rakte bakken frem mod Lars, der smilede til hende og tog et glas. Britt rødmede og ilede videre med bakken. Rødmen til trods forsvandt Britt nemt i mængden; hun var så langt fra én, der skilte sig ud. Fuldstændig modsat Pia. Pia Holm. Kvinden, der havde haft alles opmærksomhed, hvis hun havde bevæget sig gennem det fyldte lokale. Lars havde gjort alt, hvad han kunne, for at glemme hende. Deres forhold havde været stormende, men alt for kort. Det var lykkedes dem at holde fast i forholdet helt frem til pinse sidste år, eller det havde Lars i hvert fald troet, men hun havde ladt ham i stikken. Han mærkede stadig smerten dybt inde i sit sårede hjerte ved tanken.

Hurra, hurra! råbte de forsamlede politi- og kontorfolk, der nu alle havde fået et glas i hånden.

Uffe Hansen, kriminalchefen i egen 1,65 meter høje person, rømmede sig og klappede i hænderne for at få alles opmærksomhed.

Ja, kære Bruno. Du har været en del af dette korps i 37 år. Du kom her til afdelingen som ganske ung betjent. Du startede som færdselsbetjent, lige som mange af os andre, men viste hurtigt flair for opklaringsarbejdet. Du startede med indbrud og endte i kriminalafdelingen. Jeg har været lidt i gemmerne, Bruno. På de 37 år du har været her, har du udskrevet 103 fartbøder, anholdt 47 tyve og opklaret 21 mord.

En blanding af en beundrende klappen og latter steg op fra forsamlingen. Bruno tog plads ved siden af Ulven og nikkede til mængden af kollegaer.

Tak, tak, tusind tak. Tak for de fine ord, Uffe. Jeg kommer til at savne jer alle. Især, når jeg ser på den liste, Edith allerede har udarbejdet med ting, hun regner med, jeg tager mig af, nu hvor jeg får mere tid.

Latteren bredte sig igen i flokken, og alle hævede deres glas for at hylde Bruno.

Hjælp mig med at udråbe et ti-foldigt hurra for Bruno! sagde Ulven. Bruno længe leve. Hurra, hurra, hurra, hurra, hurra, hurra, hurra, hurra, hurra og så det lange huuuurrrrahh!

Summen af stemmer steg til øredøvende højder igen mellem de korngule vægge i det menneskefyldte mødelokale.

Vil du savne Bruno?

Lars nikkede til Ulla Larsen. Kortklippet brunette, der deltog i kriminalafdelingens arbejde, når der var behov for det.

Sikkert. Han var en dygtig læremester, svarede Lars og løftede sit halvtomme glas til hilsen.

Lars, et ord. Kom med. Ulven nikkede mod gangen og banede sig vej til døren med Lars i hælene.

Lars hilste med sit glas på flere kollegaer på vej ud og mødte Uffes alvorlige blik, da han lod sig trække til side ude på den næsten tomme gang.

Den nye finanslovsaftale betyder, at der skal oprettes nye afdelinger i hele landet. Du har jo nok hørt regeringen og især deres støttepartiers snak om den øgede mængde vold, de mange uopklarede drabssager, for slet ikke at tale om de mange voldelige overfald.

Lars nikkede. Jo, han havde set politikerne på skærmen så sent som i går.

Du bliver daglig leder for afdelingen for personfarlig kriminalitet her på Lolland-Falster.

Mig? spurgte Lars overrasket.

Ja, med Brunos afgang er du den øverstbefalende. Under mig, naturligvis.

Og hvad bliver ansvarsområdet, siger du?

Drabssager som hidtil, naturligvis, men også voldelige overfald, som vi jo desværre ser en tendens til stigning indenfor.

Lars nikkede. Hvad kommer det til at betyde i dagligdagen? Hvad bliver anderledes?

Afdelingen bliver permanent større. To-tre kriminalbetjente, en retsmediciner, en tekniker og en researcher. De større stationer får desuden en psykolog og flere betjente. Vi skal nok regne med at skulle dele med Vordingborg og Næstved.

"Så hvem får jeg?

Leif, Britt, Ulla, og retsmedicinsk sender én.

Permanent?

Ja, det var tanken, svarede Ulven. Det træder i kraft fra den første, men begynd bare forberedelserne nu.

Og den gamle afdeling?

Nedlægges naturligvis, eller indlemmes, afhængigt af, hvad du foretrækker.

Lars nikkede. Og hvornår informerer du folk om det?

Morgenmødet i morgen. I dag tilhører Bruno.

Lars nikkede. Det var ellers lidt af en mundfuld, Ulven havde indviet ham i dér. I går kriminalassistent, i morgen ikke blot kriminalkommissær, men leder. Det havde han så langt fra forventet.

Lars stod i sine egne tanker på gangen uden for mødelokalet, da en yngre betjent forpustet kom løbende imod ham fra trappen.

Lars Andersen! Du er Lars Andersen, ikk’? spurgte den mørkhårede unge mand.

Joh, det kan jeg jo nok ikke løbe fra. Hvad kan jeg hjælpe dig med?

Der er lige blevet ringet et muligt drab ind.

Et drab? Lars rettede sig op og lyttede nu mere opmærksomt til sin kollega.

Ja. Det var konen, der ringede. Der er blod over det hele.

Godt, okay. Har du sendt nogen derud?

Ja, den kørende patrulje.

Fint. Gi’ mig adressen, så tager jeg den herfra, svarede Lars. Hvad er dit navn?

Markus. Markus Nielsen. Han rakte Lars en gul post-it-seddel, hvor en adresse var kradset ned.

Fint. Sørg for at få indberetningen ind i systemet med det samme.

Det er den allerede. Jeg skriver den altid med det samme, svarede han rødmende.

Lars skulede ud over den glade forsamling i mødelokalet. Der var ingen grund til at ødelægge idyllen. Det var Brunos sidste dag. En festdag for stationen. Drabssagerne var nu hans hovedpine. Lars gik ned ad gangen og hentede sin brune skindjakke på sit kontor. Eftermiddagen skulle have gået med at flytte til det nye kontor. Brunos gamle, men væsentligt større, kontor. Det måtte blive i morgen. Lars mærkede på lommerne. Jo, både mobil og bilnøgler var der.

På vej hen mod trappen rendte han ind i Britt.

Er du på vej ud, Lars?

Ja. Sig til Ulven, at jeg kører til et muligt drab i Pandebjergkvarteret. Jeg ringer til ham.

Men Lars...

Han kunne ikke høre, hvad hun sagde. Han var allerede nede ad trappen og på vej ud til bilen. Det var det første drab i politikredsen i flere måneder. Han kunne mærke den velkendte følelse af adrenalin, der begyndte at udskilles i hans krop. Spændingen.

8.

Hun vidste godt, hvad død var. Det var lige som den kattekilling, far havde haft med hjem til dem, men som mor ikke kunne lide. De havde fundet den nede bag buskene, da de var ude og lege i haven. Hun havde kaldt på den.

Bølle, Bølle!

Hun kunne se dens hvide pels bag busken, for der var ikke blade på. Men Bølle kom ikke, så de var kravlet ind under buskene, og dér lå han. Helt stiv. Mor sagde, at den var død. Død betød, at den aldrig mere kom, når de kaldte. Far begravede den, da han kom hjem.

Jeg forstår ikke, at en killing bare falder død om, havde han sagt til mor.

Det har vel været dårlig kvalitet, svarede mor.

Måske havde hendes bror også været dårlig kvalitet?

Hun vidste ikke, hvad ihjel betød. Hun ville spørge sin far, når han kom hjem. Mor kunne ikke lide, når hun spurgte.

Små piger skal være stille. De voksne kan ikke li’, når børn snakker, sagde hendes mor.

Så hun snakkede med ham. De snakkede meget sammen oppe på værelset. Ikke i stuen. Mor var i stuen. Børn måtte ikke sidde i sofaen, når de voksne var der. De voksne var mor og far og de andre. Mest mor var de voksne.

Når de var alene hjemme med far, måtte børn gerne sidde i sofaen. Så måtte børn også gerne sove på sofaen.

Sofaen var mors. De måtte gerne se fjernsyn sammen med mor, hvis de blev på gulvet og var stille. De var gode til at være stille. Næsten.

Han var meget stille nu. Lige som Bølle.

Hun rejste sig op og tog fat i gelænderet og var lige ved at falde over en klods. En rød klods. Hun skyndte sig at holde godt fat i gelænderet. Hun

Reviews for Forblændet

[Mathilde · Rating: 5 out of 5 stars]

Oh my God! This is Barnaby meets Läckberg in Fifth Shades! Loved it big time! Brutal and very realistic!