Hvad holder sammen på en sten

By Arn Lou

Hvad stiller man op med en fortid, man ikke kan haandtere? Hvad stiller man op med sit liv?
Gaar man ned, gaar man kunstens vej, gaar man i terapi eller gaar man amok?
Christian er en forbitret fantast. En patetisk dagdrommer der forsoger at etablere sig som filminstruktor, men på grund af sin stadige kamp med indre daemoner og en fortid, han ikke kan haandtere, har han svaert ved at komme igang.

• Language: Dansk
• Publisher: Arn Lou
• Release date: Dec 10, 2010
• ISBN: 9788792735027

Arn Lou

Arn Lou is a Danish author and film-maker. He has written four novels of which "What Keeps A Stone From Falling Apart" is his second novel available in English. Also by Arn Lou "Operation: Nibiru 2012"

Book preview

HVAD HOLDER SAMMEN PÅ EN STEN

en roman

af

Arn Lou

Hvad holder sammen på en sten

Published by Arn Lou

Smashwords Edition

Copyright 2011 Arn Lou

Cover art copyright 2011 by Arn Lou

ISBN 978-87-92735-02-7

This is a work of fiction. All the characters, organizations and events portrayed in this novel are either products of the author's imagination or are used fictitiously.

* *

Denne bog er fiktion. Alle personer, organisationer og begivenheder portrætteret i denne bog er enten et produkt af forfatterens fantasi eller benyttet fiktivt.

License Notes

This ebook is licensed for your personal enjoyment only. This ebook may not be resold or given away to other people. If you would like to share this book with another person, please purchase an additional copy for each recipient. If you're reading this book and did not purchase it, or it was not purchased for your use only, then please return to Smashwords.com and puchase your own copy. Thank you for respecting the hard work for this author.

* *

Denne ebog er udelukkende tilsigtet din egen underholdning. Denne ebog må således hverken gensælges eller bortgives. Hvis du ønsker at dele denne bog med andre, bedes du derfor venligst købe de nødvendige eksemplarer. Hvis du læser denne bog og du ikke selv har købt den eller købet ikke var forbeholdt dig, bedes du venligst gå ind på Smashwords.com og købe din egen kopi. Tak for din respekt for denne forfatters arbejde.

* * * *

1

Klar til optagelse! De sidste uvedkommende stemmer toner ud. Alle fokuserer. Alt er stille.

Instruktør-assistenten annoncerer: Apparatet!

Tonemesteren svarer: Apparatet kører.

Clapper/loaderen står klar foran kameraet med klaptræet. Et lydligt beep fra kameraet indikerer, at filmen ruller. Clapper/loaderen annoncerer: 117, første gang. Han klapper med klaptræet og sprinter derpå væk fra kameraet.

Instruktøren sidder stille et øjeblik. Mærker pulsen på gulvet. Så råber han: Værsgo!

Vinduet stod åbent. Det regnede ind på vindueskarmen.

Christian var på vej over for at lukke det, da mobil-telefonen ringede.

Ja, det er Christian.

… …

Hallo?

… …

Det er Christian Klerke. Hvem taler jeg med?

Du har en rar stemme.

Hvem taler jeg med?

Han slår mig. Slår mig ihjel … og Arnold.

"Hvem? Jeg tror, du har fået forkert nummer.

Jeg tror, du skal ringe til politiet."

Det tror jeg ikke.

Forbindelsen blev afbrudt.

Hallo?

Christian slukkede for sin telefon og smed den fra sig med en aggressiv bevægelse. Nummeret havde været hemmeligt.

Det måtte have været en joke. En bizar joke.

Han forsøgte at genkalde sig kvindens stemme, men kunne ikke komme i tanker om at have hørt den før. Så lukkede han vinduet med et smæld.

Han lagde sig hen på sofaen. Brød sig ikke om hemmelige telefonnumre. Det irriterede ham. Irriterede ham at vide, at nogen kunne tjekke, hvem han var, når han ikke selv kunne tjekke dem. Han stirrede op i loftet. Et røgfarvet loft, der engang havde været hvidt. Bange nu. Underligt bange. Bange for det, hun havde sagt. Han slår mig ihjel.

Christian lod blikket glide hen over de billige møbler. Fandt hvile på den farvestrålende poster over skrivebordet. Den poster, der gav ham ro. Han vidste ikke hvorfor. Han havde ikke engang set motivet i virkeligheden. Til gengæld kendte han alt til dets historie: Knap 900.000 ton alt i alt. Cirka 2½ kilometer lang og mere end 25 meter bred. Omkring 70 meter over havets overflade.

To tårne, cirka 150 meter høje, holdt det meste på plads. En imponerende konstruktion ledet af Joseph Baermann Strauss og bygget i perioden 1933-1937 af nitten medlemmer af Half-Way-to-Hell Club. Nitten mennesker, beskyttet af det sikkerhedsnet der var blevet hængt op fra ende til anden under arbejdet på The Golden Gate Bridge – en af de mest fotograferede broer i USA. Den bro, Christian så tit beundrede fra sin sofa.

Christian prøvede at tænke på noget godt. Forsøgte at komme i gang med endnu en historie, men var stadig opskræmt efter det underlige telefonopkald. Hun havde lydt så oprigtig. Så ægte. Arh, umuligt. Det var bare en tosse, konkluderede han så. Christian trak vejret dybt og lod luften slippe ud med et hørtbart suk. Så søgte han tilflugt i en af sine tidligere historier og begyndte at fantasere.

Han havde allerede det meste af temaet på plads. I hvert fald dramaturgisk. Med inspiration fra de store såsom manuskriptguruen Syd Field. Fra de efterhånden klassiske manuskriptforfattere Robert Towne, Paul Schrader og Shane Black. Ja, sågar fra Paul Auster. Og hver gang Christian lå som nu, var han overbevist om, at han endelig havde fundet sin stil. Sin endelige udtryksform.

Og ingen fik lov til at lave om på idéen, når han først havde tænkt den. Kritik eller ændringsforslag blev opfattet som en personlig fornærmelse og blev altid betragtet som et angreb på hans kunstneriske integritet. Og hvad blev der egentlig af Peter Høeg? Og Ib Michaels Paramount-manuskript over Kilroy, Kilroy, tænkte Christian. Shane Black, i hvert fald, han var da selv begyndt at instruere.

Han drejede tankerne over på manuskriptets indhold. På filmens indholdsmæssige tema – og tænkte på, hvor tit han havde taget sig selv i at starte forfra.

Selv i hans seneste arbejde var første linie allerede blevet streget over og fjernet for længst. I Christians hoved var det meningen, at alt skulle være perfekt i første hug.

Historien kunne kun leve, hvis alt var rigtigt lige fra starten. Historien kunne kun blive vedkommende og original, hvis den kom direkte fra hjertet. Åbent og ligefremt og hverken manipuleret med eller ændret og gjort ved. En manipuleret, konstrueret fremgangsmåde ville således være uægte. Ikke-kunstnerisk, mente han.

Men disse flowmæssige betingelser medførte så igen, at når inspirationen svigtede og blev erstattet af kravet om konkret og konstruktionsmæssigt arbejde, faldt brikkerne fra hinanden. Når tankerne skulle fokuseres på den videre handling, og dialogen skulle bearbejdes, kom modstanden over ham. En modstand, der var så voldsom, at han ganske enkelt gik i stå.

Så var det, han var kommet i tanker om Two-liner-konceptet … og at han allerede havde forbrudt sig mod det.

Det var ellers et meget simpelt princip. Et koncept, der i al sin enkelthed bestod i at skrive mindst to linier om dagen – og at bevare disse to linier, indtil man havde skrevet sin historie færdig. Når historien så var færdig, kunne man altid gå tilbage og ændre eller rette til.

Men han kunne ikke lade være. Og hver gang det skete, gik han i stå. Han skulle altid lige op og kigge efter. En trang, der så igen kolliderede med hans intention om kun at skrive, når han var inspireret.

Christian var forvirret. Det hele var forvirrende. Og alligevel formåede han at være fortrøstningsfuld – stædig. Ja, det var det, han var. Stædig som ind i helvede.

Christian lo for sig selv. Han ville, han kunne, han turde, han måtte. Lykkes, vinde, sejre og erobre.

Han kom bort fra sin konklusion og tænkte på den kvinde, han netop havde været sammen med.

Hvordan var det nu, det var? Hvad var det nu, han havde sagt til hende? Var han i gang med at skrive speciale, eller var han allerede blevet færdig?

Det kom selvfølgelig an på, hvem han talte med, men han kunne godt nok ikke huske, hvad han havde sagt til hende her. Ikke fordi han ville møde hende igen. Det var blot meget godt at vide. For en sikkerheds skyld. Og tænk nu, hvis han i virkeligheden havde sagt noget forkert. Tanken var næsten uudholdelig. Pinlig. Forfærdelig pinlig. Men det havde virket efter hensigten, og det var jo det vigtigste, som han tænkte. Så helt forkert kunne det vel ikke have været.

Han havde da gået på universitetet, havde han ikke? Det forekom ham i hvert fald naturligt, hvis det var det, han havde sagt. Nå ja, nu huskede han det. De nærgående spørgsmål var blevet affærdiget med udsagn a la orlov og seriøse overvejelser omkring valget af speciale-emne.

Han havde benyttet sig af et af sine standardudsagn og var således på orlov fra filmvidenskab og ude og lave opsøgende researcharbejde i marken. For kvinden havde været studerende. Det er rigtigt. Nu kom det hele tilbage til ham.

Så havde han siddet lidt. Havde holdt en kunstpause og givet hende tid til at fordøje. For så ellers at have fyret trumfkortet af. Direkte op mellem hendes ben. Nærmest henkastet. Ikke overgearet eller fyr og flamme. Nej, på den mere tjekkede facon. Uden dog ligefrem at skilte med det. Den facon, der vidnede om dybde og seriøsitet. Som pr. automatik indgød respekt og våde lår, som han yndede at forestille sig.

Christian havde sagt, at han faktisk lavede film. Ved siden af studierne. At han var instruktør og instruktør-assistent og så ellers skrev manuskripter i sin fritid. Han havde da instrueret et par novellefilm engang, havde han ikke? Uanset hvad, så tog han del i den store drøm. Den kunne man i hvert fald ikke tage fra ham. Den drøm, som blev delt af tusindvis af andre. Drømmen om den samme karriere. Drømmen om det store gennembrud i filmbranchen. Om det at blive kendt. Om det at blive filminstruktør.

Selv om Christian ofte og nærmest ligefrem foretrak isolationen, var det ikke fordi, han ikke havde venner. Han havde blot svært ved at forholde sig. Var hele tiden på vagt for at undgå at gøre noget forkert. At komme til at sige noget dumt for eksempel. Det ville have været utilgiveligt pinligt. Men det kunne alligevel aldrig mærkes på ham. Det var han for god en skuespiller til. Så god, at han tit blev ført bag lyset af sine egne roller. Så god, at han var i tvivl om sine egne følelser. Sit eget jeg. Og selv om vennerne måske havde tænkt det samme, var det i hvert fald blevet glemt for længst. Venner, der drømte som ham. Venner, der tænkte som ham, og som han kunne tale med om alt. Sådan da.

Når de en gang imellem spurgte ind til hans familiemæssige baggrund, for eksempel, måtte de imidlertid næsten altid hive svarene ud af ham. For hvad havde han egentlig at sige om sin baggrund?

Det var ikke, fordi han ikke ville. Han kunne bare ikke. Jamen, hvor kommer du fra? Fra en forstad. Hvad med din familie? Joh, en mor og en far og en bror og en søster. Og hvad laver de så? Sådan lidt af hvert. Han var både bange for at komme til at sige for meget og bange for at lyve. Men på den anden side syntes han også, at de havde fortjent et svar. Et fyldestgørende svar. Ærligt og oprigtigt – som var det sværeste. Og det var så her, at det med hans brors liv var kommet ind i billedet. Hvornår det var kommet i stand, huskede Christian ikke længere, men det fik i hvert fald på en god og effektiv måde drejet emnet over på noget mindre farligt. Væk fra sig selv. Over på noget han mente at kunne styre lidt bedre. Og efterhånden var det blot blevet rutine. Ja, endda mere end det. Det var faktisk gået hen og blevet til en ufrivillig handling, hver gang emnet kom på banen. Som et tic, nærmest. Altid startende med en vis modstræbende attitude – og altid indledende med ultrakorte sætninger – med ord som bosat i L.A. … Hollywood … Og når de derefter straks og meget naturligt spurgte ind til mere, så var svaret, at broderen lavede film. Altså ikke nogen man kendte. Han var godt nok filminstruktør, ja. Men dem var der jo så mange af. Og selv om Christian forsøgte at afdramatisere det, så meget han kunne, blev det alligevel altid et emne, der fik folk til at lytte med både begejstring og misundelse. Din bror? Filminstruktør? I Hollywood?! Cool! For vildt! Det er da for stort, mand! Og så igen … hver gang Christian modvilligt fik fortalt det til endnu en, var det alligevel lige som om, han voksede lidt mere, selv om han aldrig ville vedkende sig det. Selv om det slet ikke havde været meningen. Alligevel var det som om, hans dag blev bare en lille smule bedre. Især når der var tale om kvindelige lyttere. De var ligesom lidt mere interessante at fortælle den slags ting til end mænd. Kvinder var ligesom mere interessante og dybe at tale med i det hele taget, mente Christian.

Kvinder, der således både kom og gik hos Christian. Sjældent, dog. Alt for sjældent. Det var i hvert fald det billede, han selv havde bygget op.

Hvis han derfor var gået glip af en date og sad og havde ondt af sig selv – og tænkte over det – kom han gerne op med idéen om, at det nok var fordi, at han heller ikke var så udfarende. Jo, det måtte han jo nok erkende. Han var mere den type, som vandt ved nærmere bekendtskab. Men desværre altid et bekendtskab der hverken var plads