Gamle fru Møller brokker sig: - og fortæller gode historier fra den fynske hjemstavn

By Ebba Møller

Lige fra barndommen har jeg altid været interesseret i historier om menneskene i det nære samfund, ikke mindst på Vestfyn. Da jeg var elleve år, fik jeg af far en dagbog i fødselsdagsgave. År efter år blev gaven fornyet. Da jeg blev voksen, købte jeg selv min dagbog, som hver aften blev taget frem, så jeg kunne skrive ned, hvad jeg havde oplevet af godt og skidt i dagens løb. Jeg skrev dagbog, lige til jeg fik min computer, det var i 1989 eller 90, og siden har computeren taget over med alt. Her får jeg også ind imellem skrevet noget, som ikke bør gemmes, men her er det let bare at trykke på slette-knappen.

Det, som denne bog indeholder, er nogle lokalhistoriske "beretninger" og "brokkerier," der har fået lov til at blive stående på min computer i de sidste 20 år. De forskellige beretninger står jeg helt inde for: Jeg holder af at fortælle om lokalhistoriske ting, selvfølgelig fra mit hjemsogn, Køng (Glamsbjerg kommune).

Mine lidt "sure brokkerier" får også lov at blive stående, omend jeg har overvejet dem længe. Men eftersom det er første gang, at jeg oplever, hvordan det er at være gammel, så svarer det jo til, hvordan jeg i dagbøgerne beskrev, hvordan det var at være på højskole, på seminariet og nygift og alt muligt andet, jeg oplevede.

Jeg håber, mine beretninger vil interesserer de, der læser denne bog. Jeg har i hvert fald haft glæde af at samle tingene sammen... nå ja, og ind imellem også genopleve en hel masse arrigskab!

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jan 31, 2023
• ISBN: 9788743085713

Ebba Møller

Ebba Møller (f. 1938) har lige fra barndommen altid været interesseret i historier om menneskene i det nære samfund, ikke mindst på Vestfyn. Hun har især haft stor betydning for landsbyerne Køng / Gummerup, hvor hun er kendt for at have gravet dybt i de lokalhistoriske arkiver og for at have skrevet flere bøger og artikler om sine fund. Erindringsbogen "Det gik vist, som det skulle!" blev udgivet i 2013 (Ravnerock). Bolthøj-krøniken 1: Marie Gadekær (BoD, oktober 2017) Bolthøj-krøniken 2: Seks høns og en hane (BoD, oktober 2017) Bolthøj-krøniken 3: Spøgelser på Strandbogård (BoD, november 2017) Bolthøj-krøniken 4: Købmandens feriegæst (BoD, november 2017) Bolthøj-krøniken 5: Juanita fra Fattighuset (BoD, december 2017) Bolthøj-krøniken 6: Det begyndte med et frimærke (BoD, december 2017)

Book preview

Indhold

Forord

Mit livs-fortrydelse

Et kontrolbesøg hos lægen

Skuffelser

En skorsten

Danmarks ældregruppe

Jul på alderdomshjemmet

Så blev det endelig juleaften

Sy-ge-ple-je-klinikken

Banegårds-restauranten

Hjertelig tillykke

Frimærker

Da Danmarkshistorien ramlede lige ned i Køng Sogn

Juletræet og noget om Niels Baron

Mejeri-jubilæum

Hårby mejeri 25 års jubilæum

Gummerup mejeri 50 års jubilæum

Om de farlige kvægsygdomme

Om smør og ost

Om landmandens kvaler

Man skal bare lige ringe

Corona og angst

Når ørnen holder gilde

Kogekonen

Erindringer

Komfur

Svovlning

Flueskab og kvindearbejde

Tyendet/tjenestepigerne

Ind i de voksnes rækker

Love og vedtagelser

Så var der valg

Jamen, hvor er folk dog rare!

Min elendige sko

En høj trappe

Min stok, min stok!

Læserbrev

Forord

Jeg er født i 1938. Da jeg var elleve år, fik jeg af far en dagbog i fødselsdagsgave. År efter år blev gaven fornyet. Da jeg blev voksen, købte jeg selv min dagbog, som hver aften blev taget frem, så jeg kunne skrive ned, hvad jeg havde oplevet af godt og skidt i dagens løb. Jeg skrev alt ned og fik på den måde afløb for mine frustrationer, hvis jeg havde oplevet noget, der havde gjort mig arrig, men heldigvis var der mest gode oplevelser at fortælle om. Gennem årerne havde jeg stor glæde af at kunne læse mine bøger og genopleve mine oplevelser.

Jeg skrev dagbog, lige til jeg fik min computer, det var i 1989 eller 90. Christian arbejdede dengang på Thule og kunne der købe mange ting, som endnu ikke var almindelige i Danmark. Han købte blandt andet en mikroovn, og ingen anede, hvad den kunne bruges til ud over, at man kunne lave popkorn i den.

Christian var hjemme på orlov i 89 til sin mors begravelse, og bagefter sad han og børnene (Normann og Christina) og jeg, og drak kaffe sammen. Jeg har altid gået på aftenskole (historie, dansk, sprog), og børnene og deres far med såmænd har gennem årerne haft deres morskab ved at foreslå mig forskellige fag, jeg kunne deltage i, velvidende at for mig gjaldt det hverken pilefletning eller finere madlavning. Da de nu igen begyndte med deres morsomme forslag, sagde jeg, at jeg havde tænkt at gå til DATA i næste sæson. Se, det lukkede munden på dem. Data og computer brug var endnu i sin vorden, kun Normann kendte til denne nye verden. Han gik på det tidspunkt på universitetet og læste, ja, lige netop datalogi. Uden jeg vidste noget om det, snakkede han med sin far, og de to fandt minsandten ud af, at jeg skulle have en computer! Christian købte den på Thule, Normann installerede den, og med den simple viden jeg havde fået på data-kursus og Normanns store hjælp og – må jeg med stor taknemmelighed indrømme – hans enorme tålmodighed – fandt jeg efterhånden ud af bruge min computer, og fra det øjeblik, ja, så blev min verden helt anderledes! Nu overtog computeren dagbogs-rollen, og da Christian døde, og jeg flyttede fra Bodebjerg i Glamsbjerg kommune til Assens, gennemgik jeg mine dagbøger for sidste gang, og blev enig med mig selv om, at jeg ikke ønskede at andre skulle læse dem. Der stod ting i, som nu – så mange år efter, de var skrevet – var meningsløse at gemme på. Så blev alle bøgerne brændt, det var noget af et kæmpe-arbejde i min lille kakkelovn, men siden har computeren taget over med alt. Her får jeg også ind imellem skrevet noget, som ikke bør gemmes, men her er det let bare at trykke på slette-knappen.

Denne lange indledning bare for at fortælle, at det som denne bog indeholder, er nogle lokalhistoriske Beretninger og Brokkerier, der har fået lov til at blive stående på min computer i de sidste 20 år.

De forskellige beretninger står jeg helt inde for: Jeg holder af at fortælle om lokalhistoriske ting, selvfølgelig fra mit hjemsogn, Køng (Glamsbjerg kommune). Mine lidt sure brok-kerier får også lov at blive stående, omend jeg har overvejet dem længe. Men eftersom det er første gang, at jeg oplever, hvordan det er at være gammel, nå ja, så svarer det jo til, hvordan jeg i dagbøgerne beskrev, hvordan det var at være på højskole, på seminariet og nygift og alt muligt andet, jeg oplevede.

Lad det være sagt straks: Jeg har ikke noget imod at blive gammel, men jeg har noget imod ind imellem at opleve, at andre mennesker mener, at det er blive ældre, er det samme som at blive idiot!

Det er nogle af de negative oplevelser, som jeg brokker mig over.

Jeg er gammel, og bor alene, og det giver skam nogen fordele: Jeg nyder f.eks. at kunne læse samtidig med, jeg spiser. Øv, hvor Andrea kunne blive gal, når jeg som barn forsøgte at læse lidt i ugebladet Hjemmet, samtidig med, jeg spiste. Da jeg selv fik børn, så måtte jeg jo være den gode rollemodel, og ikke læse under det fælles måltid, og i alle de år, hvor Christian var der, så havde vi altid en masse at snakke om, så der var slet ikke mulighed for at læse under måltiderne. Men nu! Ha, nu spiser jeg med velbehag min aftensmad alt, mens jeg læser både Dick Francis og Agathe Christie.

Jeg håber, mine beretninger vil interesserer de, der læser denne bog. Jeg har i hvert fald haft glæde af at samle tingene sammen... nå ja, og ind imellem også genopleve en hel masse arrigskab!

(Assens, 15 november 2022)

Mit livs-fortrydelse.

Vi var seks venner i alderen 63 til 83 år samlet om en god frokost. Da vi var kommet gennem silden og snapsen og nået til de lune retter, fortalte jeg om den kronik-konkurrence som avisen netop havde udskrevet, den hed: Mit livs fortrydelse. Der blev et øjebliks eftertænksom stilhed, så sagde Peter, der altid er hurtig med en sjov replik: Ja, det jeg fortryder, det er, at jeg sagde nej tak til mere flæskesteg, og nu er fadet tomt. Det kan der rådes bod på, sagde værtinden Grete, og tog fadet, gik ud i køkkenet med det, for lidt efter at komme tilbage med et fyldt fad med lækker steg.

Så havde Ganer tænkt på noget: Jeg arbejdede, som I ved, i mange år i Algier, og jeg vidste jo godt at der var nogle spændende udgravninger, som jeg gerne ville se, men jeg synes aldrig, jeg havde tid. Det kan jeg da godt fortryde i dag. Gerda, der længe havde siddet og overvejet, sagde eftertænksomt: Ja, nu er jeg jo lige fyldt 79, og ved I hvad, jeg kan ikke komme i tanke om noget, jeg fortryder. Der har da nok været ting, jeg kunne ønske anderledes, men da de skete, så var det sådan, det måtte være. Ja, faldt Britta ind med sine altid kloge ord: Vi kan jo nu engang ikke leve livet om, så vi er nødt til at affinde os med de eventuelle dumheder, vi har gjort i et langt livs forløb.

Tja, det var så det.

Men da jeg langt hen på aftenen kom hjem til mig selv (en god frokost kan strække sig over mange timer), så kom jeg til at tænke på Gretes ord: Det kan der rådes bod på, og jeg tænke på min egen livs-fortrydelse, som jeg efter mange års forløb fik mulighed for at råde bod på.

Lad mig fortælle, og vi skal helt tilbage til 1952. Jeg skulle konfirmeres den 30 marts og glædede mig til at blive voksen. Nogle måneder forinden havde far haft besøg af førstelærer Sandager i Gummerup skole, hvor jeg gik i sidste klasse (7 årgang). Sandager havde stærkt opfordret min far til at lade mig læse videre og tage realeksamen: Ebba har så absolut evnerne, havde han sagt til far, der var enkemand med tre børn og drev et lille husmandsbrug. Far var ikke særlig interesseret i Sandagers idé, der var ingen i fars familie, heller ikke min ældre søster eller mine ældre kusiner, der havde gået i skole længere end de 7 år, som man skulle efter loven. For at slippe af med læreren, sagde far, at han mente at Ebba selv skulle bestemme. Se, hvis jeg havde sagt ja til at gå i skole, så havde far støttet mig på trods af sin egen indstilling og på trods af sine ringe økonomiske forhold, men det var helt alene min afgørelse, og jeg sagde selvfølgelig (!) nej.

Der var ingen fra min afgangs-klasse, der skulle i realen; alle skulle ud og tjene, og alle glædede sig til at skulle være voksne. De andre piger i klassen ønskede at lære en masse, så de kunne være rigtig dygtige husligt set, når de forhåbentligt om ikke så mange år blev gift. For mit eget vedkommende havde jeg – vist tilskyndet af far – planer om at blive sygeplejerske, og for at komme ind som elev på et sygehus kræves der ½ år i huset: Under en dygtig husmoder, så den unge pige får lært både madlavning og husgerning. Desuden kræves der 5 måneder på en højskole, der havde sygepleje-forskole tilknyttet. Hvad skulle jeg dog så spilde min tid på at gå 3 år i realen? Nu gjaldt det da bare om at tjene nogle penge, så jeg kunne betale for bøger og lommepenge, mens jeg var på højskole. Jeg vidste, at jeg på grund af fars dårlige økonomi kunne få stats- og kommunestøtte, men resten skulle jeg klare selv. OK, jeg klarede det, jeg fik samlet penge sammen til bøger og lommepenge, og så meget at jeg både kunne rejse til højskolen og frem og tilbage på juleferie og tilbage fra skolen efter 5 måneder.

Knap 18 år gammel blev jeg elev på Rødkilde sygeplejeforskole. Jeg klarede det da udmærket på skolen, den gamle førstelærer derhjemme havde skam ret: Jeg havde gode evner. Men jeg opdagede hurtigt, at jeg manglede almen viden om næsten alt! I de år, jeg havde arbejdet sammen med andre piger – blandt andet 2½ år som stuepige på alderdomshjemmet i Glamsbjerg – da følte jeg mig helt på linje med dem: De havde samme skolebaggrund, som jeg havde, og vi kunne snakke om film (det var i Morten Kock dagene) og de fortsatte romaner, der var i ugebladene. Åh, jeg husker, da vi læste Driver dug falder regn...

Men det var bestemt ikke Margit Søderholms romantiske beretning, der var på programmet i litteraturtimerne på højskolen! Det var Herman Bang, Gustav Wied, Karen Blixen og en hel masse,andre som jeg aldrig nogen sinde havde hørt om. Tja, og i en af de første timer i sygeplejekemi begyndte frøken Christensen sin undervisning med at sige: Som I sikkert husker fra jeres fysik og kemitimer... Fysik og kemi. Bah! I Gummerup skole havde kun drengene i de sidste 4 år fysik og kemi med lærer Sandager, mens pigerne havde håndarbejde med forskolelærerinde frøken Jensen. Der var nogle enkelt timer i engelsk på højskolen, og jeg havde – meget mod min fars vilje – meldt mig til engelsk efter skoletid. Det var andenlæreren, der tog sig af undervisningen, men i de to år, jeg gik til engelsk i Gummerup skole, havde vi 7 vikarer, og hver gang begyndte vi forfra med bogen Engelsk for begynder Jo, jeg havde lært I can hop, I can run, men heller ikke ret meget andet.

Helt galt gik det i en time med samfundsfag, hvor en af eleverne udtalte sig om Picassos billede Guernica. Jeg havde aldrig hørt navnet Picasso, og kendte intet til hverken det berømt billede fra 1937 eller til den spanske borgerkrig. Men der var en ting, som jeg blev vældig god til i timerne på højskolen: Jeg lærte at holde mund, så jeg ikke udstillede min manglende baggrundsviden! For jeg havde ikke gået på skolen ret meget mere end en uge, da jeg vidste, hvad mit livs fortrydelse var: Jeg havde afslået en skoleuddannelse, og ville for altid mangle de tre år, som jeg i min 14-årige selvsikkerhed havde fravalgt!

Jamen, jeg klarede mig da rigtig godt igennem – det var jo det der med de gode evner (ak, ja) og så var det i høj grad også det med min lyst til at læse. Jeg blev en flittig gæst på skolens biblioteket og fik da has på en masse inden for litteraturen. Jeg havde altid holdt at at læse, men havde aldrig lært at læse med fornuft. Der var ugebladene, der var de julebøger, som blev købt i mit hjem, der var også en times oplæsning hver lørdag i skolen. I de sidste to år nåede lærer Sandager igennem samtlige Flemming bøger af Gunnar Jørgensen. Jeg tror, Sandager var den, der fik mest ud af de bøger, for vi landbobørn kendte slet ikke nok til Flemmings by-borgerlige miljø og mellemskole-eksamen og gymnasie-tid til at få ret meget ud af fortællingerne derfra.

Da jeg var 12, gav far mig lov til at cykle på biblioteket en gang om måneden, men bibliotekaren, Bonde Christiansen, gav mig til gengæld kun lov til at låne 3 bøger ad gangen og absolut kun pigebøger. Heldigvis troede han på, at jeg også skulle låne bøger til min lillebror, så jeg fik også lov til at låne Robin Hood og Kong Salomons Miner.

Jeg var den yngste på højskolen. Den ældste var over 30, de fleste havde realeksamen, nogle enkelte studentereksamen og en del havde udenlandske uddannelser, fordi de havde studeret i de lande, hvor deres fædre var udstationeret (mange af landene kendte jeg end ikke navnet på). Der var også en del, der havde været på efterskole, men ud af vi 140 piger var vi kun et fåtal, der ikke havde mere end de syv års skolegang, som brochuren angav som krav.

Efter sygepleje-forskolen var jeg endnu for ung til at søge ind som elev på et sygehus, så jeg blev barneplejeelev på et spædbørns-hjem. Efter et år drog jeg som barneplejerske til København, jeg havde fået stilling på Sankt Lucas Stiftelsens optagelseshjem for større børn. Jeg elskede det arbejde og lærte en masse om at være sammen med børn. Søster Bodil, der var sygeplejerske, og Søster Helene, der var børnehavelærerinde, vidste naturligvis, at jeg stilede mod at blive