Sælsomme fortællinger

By Lilli Lund Christensen

Her er de hyggeligt uhyggelige historier til lænestolen, mens det stormer og regner udenfor ...

De er spændende, og måske bliver din nattesøvn ødelagt. Der garanteres også for et spøgelse eller flere ...

Fortællingerne foregår ikke alle i nutiden, men det fremgår af historien, hvis den udspiller sig noget væk fra vores tid. For eksempel 'Trunte og Amadeus', hvor handlingen starter i København sidst i 1940'erne.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Aug 30, 2022
• ISBN: 9788743066347

Lilli Lund Christensen

Lilli Lund Christensen har i mange år skrevet noveller. Hun interesserer sig bl.a. for science fiction og har fået udgivet to bøger inden for den genre, "Længslernes Nat" og "Øerne i Tågen".

Book preview

Indholdsfortegnelse

VERDENS HERRER

DRAGEN VIL FLYVE

ANTON EBO

ARVEN FRA ONKEL LEONHARD

DA NEREIDEN BLEV SOLGT

DE TRE FUGLE

EN FERSKEN TIL GWYNETH

FARLIG FERIE I TYROL

ÆBLEMUSIK

MORMORS LILLE VIOLIN

HUSET AF SILKEPAPIR

KÆRLIGHEDENS LAND

MIDNATSJULEGÆSTEN

GULE ØJNE

SEQUITUR

TANTE KLARAS ERANTHIS

HVIDE STATUER

TRUNTE OG AMADEUS

PIGEN, SOM HUSKEDE SINE DRØMME

VANTERNE

VERDENS HERRER

Ingen vidste, hvor de kom fra. I fugen mellem gulvet og havedøren myldrede de. Der var sort af dem på dørtrinnet. Deres fælles halvt ordløse tanker svajede som en fugleflok om efteråret fra den ene ende af mylderet til den anden.

Vi … susede det igennem alle de små. Vi, vi, vi, vi … Som en stormflod formulerede det sig bedre og forplantede sig igennem væsenerne frem og tilbage, så ingen vidste, hvad der var oprindelse og hvad ekko. Vi … er her! Vi … råder! Vi … lever! Her er vi! Kun vi! Livet og eneretten brusede igennem de små. Ingen andre end os! Os, os, os!

Ingen sagde dem imod, der i havestuen. Den var ikke i brug endnu i det stadig kolde forår. Kun var der åbnet på klem for varmeapparatet ved døren til haven, for at rørene ikke skulle fryse. Dér var de små af varmen blevet drevet frem fra deres knappenålshovedstore pupper, kommet fra gud ved hvor. Lys og varme havde de nu, ja liv!

Og leve gjorde de. I flere dage. Fra dørtrinnet udvidede de verdensherredømmet til også at omfatte arealet under havebordet og de to kurvestole. De mødte ingen modstand. En edderkop i et hjørne oppe under loftet anede ikke deres eksistens, og de ikke dens. Måske var den også død.

På gulvet brusede livets sejrssang. Frem og frem gik de smås erobringstogt. Dog ikke så hurtigt nu som i begyndelsen. Der var kommet noget sløvt over dem på det allersidste. Deres tanker løb også langsommere gennem rækkerne.

Vi … sang det stadig. Men resten manglede ofte. Ingen … andre! Og senere endnu: Ingen …!

Sløvheden tog til. Verden var erobret, men sejrherrerne havde tabt kræfterne. De forstod det ikke og formulerede det ikke. Deres bevægelser stivnede. Til sidst lå de som ubevægelige små sorte krymmel på havestuegulvet. En ordløs længsel efter sol og nektar gik som en sidste strømning igennem dem.

Et par dage efter blev døren, der førte fra resten af huset til havestuen, smækket op. Hov, hvad er det for noget! lød en kvindestemme. Det vrimler jo med dyr herude! – Nå, det ser ud til, at de er døde …

Så vendte hun om for at hente støvsugeren.

DRAGEN VIL FLYVE

Siden han var ganske ung havde Allan altid ønsket sig at kunne skrive. Siden trangen var vågnet i ham for mange år siden, havde han forsøgt sig med regelmæssige mellemrum. Stabler af ark, hel- og halvfærdige ’ting’, sticks med indhold, der alle havde det sørgelige til fælles, at de ikke var gode nok.

Nu var han ni og tredive. Så godt ud, en veltrimmet mørkhåret mand, der passede sit arbejde på posthuset samvittighedsfuldt og på ellevte år var gift med den livsglade og ligeledes mørkhårede Hanne. De havde to drenge på otte og ti . Fra første ægteskab havde han en datter, som næsten var atten. Hun boede hos sin mor i Kalundborg.

Efter et afslag fra et forlag gennemlevede Allan altid et par dage i sort fortvivlelse. Hanne forstod det, selv om hun ikke selv var beriget – eller forbandet – med samme skabertrang. For drengene var far bare i dårligt humør. De holdt sig lidt af vejen, mens de ventede på, at det skulle gå over. Og arbejdskollegerne fik det slet ikke at vide. På det punkt følte han sig i bund og grund forskellig fra dem. I alle de år, hvor han havde arbejdet på posthuset, havde han aldrig fortalt kollegerne om sin hemmelige tilbøjelighed – og havde nærmest følt det, som levede han et dobbeltliv. Så pæn og almindelig på overfladen, men i sit hjem! – som Blåskæg havde han sit hemmelige rum, hvor der blot ikke hang døde ekskoner på væggene, men – åh, hvilken ironi – halvfærdige fortællinger, der aldrig havde levet.

Hanne trøstede ham. Du skal bare aldrig give op, sagde hun. Prøv igen og igen. En dag vil du magte det.

Ja, bare jeg kunne. Kan du forestille dig, at der er lige som et slør, man kan skimte noget igennem. Dette ’noget’ er umådeligt spændende og interessant, men du kan lige præcis ikke se, hvad det er. Og det skifter også, lige som om der vises en film på den anden side af forhænget.

Mmn. Hanne var tilfreds. Hendes indbyggede Allan-barometer havde registreret, hvordan viseren fra ’dybt nede i kælderen’ var svinget tilbage til ’normalt stemningsleje’. Om få dage ville Allan have fortrængt afslaget og skrive igen.

Om aftenen – det var en torsdag –kørte Allan den yngste dreng Henrik til fodbold. Sæsonen efter sommerferien var startet. Allan havde aldrig selv været den store fodboldspiller, men begge hans drenge, mørkhårede og velproportionerede som han selv, elskede det. Han kørte gerne for dem og betragtede dem, mens de udfoldede sig på grønsværen eller indendørs. Denne specielle aften gik han sig dog en lille tur, mens Henrik spillede. Det var ganske let tåget. Han satte sig på et gærde, der var om en af sportspladserne og tændte sig en smøg.

Røgen fra hans cigaret blandede sig med den tynde dis på en smuk måde. På et tidspunkt blev røg og tåge ét. Allan lod tankerne drive af sig selv i fuldkommen ro. Morten, den ældste dreng, måtte være færdig med sine aviser nu. Hanne havde maden i ovnen. Orienteringsmødet i morgen om det ny regulativ. En god historie. Dér inde i tågen, lige akkurat skjult for hans blik, dansede de nu, HANS Romeoer og Julier, HANS kaptajn Ahab, HANS rumvæsener, sagnfigurer, sørøvere og mytterister. Inde i HANS troldspejl.

Da cigaretten var røget færdig, tændte han straks en ny for at fastholde det flygtige, som røgen i tågen havde givet ham visioner om. En let støvregn var begyndt at falde og fuldendte hans sære fornemmelse af at være ganske tæt på et eller andet. Han lukkede øjnene. Så lad mig dog SE det! mumlede han, næsten arrigt – og dog bedende. Så lad mig dog SE det!

Med lukkede øjne anstrengte han sin vilje og prøvede at se, uden at fokusere på noget bestemt. Med knyttede hænder, så han klemte cigaretten helt flad, bøjet hoved og sammenknebne øjne tvang han sin vilje frem med et behersket raseri, der var steget op i ham. Forbløffet oplevede han, at der skete noget. En sjov kildrende fornemmelse af, at noget tippede rundt, og at han skulle koncentrere sig om at holde balancen.

Stadig med lukkede øjne syntes han at høre en sagte hvislende stemme – meget lig lyden af faldende regn. Så SE dog, menneske! Hold øjnene lukkede, men se alligevel. Lyt! Og se mig så!

Hvor? hviskede Allan betuttet.

Her, her! Lige foran dig! Se mig nu! Tænk på din barndoms drager og se mig så!

Allan tænkte befippet på en bestemt drage, stor, lysende grøn og klodset. Én, han engang havde tegnet som barn, og som hans mor havde syntes var så flot, at den havde hængt i køkkenet i lang tid. Med store røde mundvige og tykke klodsede ben. Og nu … NU! stod den dér, lige foran ham i tågen, indhyllet i et slør af cigaretrøg.

Var det det flotteste, du kunne tænke dig en drage?? sagde den misbilligende, mens de røde mundvige bevægede sig selvlysende i tågen. Tsk, tsk. Jeg har ellers set meget flottere drager, tsk. Lille pause. Men godt. Det lykkedes. Jeg er her. Hold øjnene lukkede og husk mig. Husk mig, så jeg kan komme igen. Og hvis du synes, at det hjælper, så skriv bare, at du har set mig. Det kunne jo være, at det var begyndelsen til en god historie, ikke? Én, som du KUNNE skrive, ikke? For det er jo det, du vil, ikke sandt? Skrive om det, som du ser? Det har du i hvert fald sagt.

Jamen … Allan holdt øjnene fast i for ikke at tabe billedet af den monstrøse drage, der talte så nedladende til ham.

Jeg ved, hvad du vil sige, fortsatte dragen uanfægtet. At du ikke forstår noget, og hvad er det, der sker her. Lad være med at forstå. Bare se og lyt, som du ønskede. Jeg opfylder nemlig ønsker, hæ.

Jamen …

Ja, vent nu lige lidt. Ja, jeg gentager, jeg opfylder ønsker. Til gengæld skal du også opfylde ønsker for mig.

For dig?

Ja. Lige for lige. Et ønske til dig og et til mig. Jeg kommer fra den verden ’bag sløret’, som du kalder den. Den,som du ønsker at se og blive inspireret af. Jeg er næsten sikker på, at jeg kan hjælpe dig. Til gengæld må du så også give mig noget. Det lyder da rimeligt, ikke?

Jo. Stadig med sammenknebne øjne fik Allan associationer til den gode fe.

Dragen fortsatte: I virkeligheden har du ønsket mig frem. Du har en meget stærk viljekraft, som du bare har øvet dig for lidt i at bruge. Jeg har kunnet mærke den længe. Alligevel skulle du have et lille skub for at tro på, at du kunne se mig.

Det er da også svært at se noget, som man ikke tror eksisterer.

Det er sandt for dig, men ikke for mig. Der, hvor jeg kommer fra, betyder viljen alt. Du kan jo prøve den vilje, som jeg ved, at du har (for ellers kunne du ikke se mig … ) til at forbedre mit udseende?

På dette tidspunkt havde Allan valgt at acceptere dragen som en del af virkeligheden, i hvert fald som en del af HANS, Allans virkelighed. Og hvis den virkelig kunne få ham i gang med et ordentligt forfatterskab, som var hans højeste ønske i denne verden, så var han klar til at følge dens anvisninger til punkt og prikke uden smålig skelen til, om han måske var på vej til at blive sindssyg og havde hallucinationer, eller hvilket krav denne underlige fremtoning måtte have til ham til gengæld for at opfylde hans største ønske.

Ja, sagde Allan. Hvordan?

Du skal koncentrere din vilje, ligesom du gjorde før. Jeg ønsker ikke at se ud som en klovn. Jeg er en majestæt med en majestæts sjæl. Nu skal jeg vise dig, hvordan jeg vil se ud. Med en bevægelse, som trak han et forhæng til side, fik dragevæsenet tågen til at forsvinde, og et solbeskinnet bjerglandskab åbenbarede sig for Allan.

Se deroppe, på kanten, på den fjeldkam, der skråner ned mod landsbyen, ser du den?

Først nu opdagede Allan, at der gemte sig en lille by eller landsby for foden af bjergene, meget malerisk. En af bygningerne havde et spidst lille spir på.

Jo, jeg ser den, mumlede Allan og mente landsbyen.

Ser du det smukt formede hoved med de skønne gevækster og horn, den årede vingestruktur og den lange piskehale?

Nej, hvor, hvor?

På bjergkammen, fjo … min ven. DET er en drage. Det smukkeste dyr af dem alle.

Nu opdagede Allan den, dér, højt oppe på bjerget, den grå kæmpefigur, som ’hans’ irgrønne og klodsede drage åbenbart mente. Bjergdragen så ud til at være af sten. Måske hugget ud af klippen engang? I så fald, hvilket fantastisk monument.

Og du vil se ud som den?

Ja, meget gerne.

Hvordan i al verden skal jeg dog hjælpe dig med det?

Tænk mig til det. Visse mennesker har den tankekraft. Gør det nu.

Ok, jeg prøver. Med tanke på belønningen strengte Allan sig an og tænkte forandringer på dragen, der forventningsfuldt så på ham. Da den irgrønne rædsel foran ham begyndte at flimre og antage en mere grålig nuance, fik han tro på forehavendet og anstrengte sig så meget, at sveden sprang ham på panden. Foran ham fik væsenet en del grimme gevækster på hovedet.

Flot! råbte det begejstret. Og nu forbenene! Nu forbenene! Giv mig et par stærke forlemmer med gribekløer!

Forbenene forvandledes til to urvisere, en kort og en lang.

Hov! råbtedragen. Nu koncentrerer du dig ikke længere. Skynd dig at lave det om!

Det var rigtigt, hvad væsenet sagde. Koncentrationen var faldet af Allan uden et sekunds varsel. Jeg skal hente Henrik nu. Jeg må se, hvad klokken er.

Klokken! Jeg må se, hvad klokken er! Klovnedragen vrængede skuffet med de røde læber. En sand kunstner ser aldrig på klokken! Han hænger sig ikke i faste tider, når han skaber!

Jeg skal hente Henrik.

Dragen surmulede. Hvornår er du så klar igen? For du vil vel gerne have din gave, ikke?

Jo. Jo, selvfølgelig. Men nu må jeg løbe.

Allan åbnede øjnene og så på uret. Hans tidsfornemmelse havde været perfekt. Om fem minutter ville Henrik være færdig. Allans cigaret havde røget sig selv, men han stod stadig og holdt på filteret. Støvregnen omkring ham var holdt op, og tågen var da vist lettet en smule. Han kunne mærke en hovedpine i anmarch og følte sig besynderligt tilpas. Var han mon ved at tabe grebet i virkeligheden? Eller var han blevet i stand til at stå lige ret og og ned og drømme vågne drømme? Havde man ikke hørt om sådan noget før?

Han blev sig bevidst, at den besynderlige fornemmelse var ubehag. Han puttede cigaretfilteret i lommen. Han ville ikke smide det i græsset, men i den første affaldskurv, som han stødte på. Så skridtede han rask afsted op til hallen, hvor drengene måtte være i gang med badet og omklædningen. Ubehaget fulgte med ham.

Det fulgte ham hele aftenen og forhindrede ham meget senere i at falde i søvn. Han fandt ud af, at han egentlig – på trods af den første begejstring over den gave, som han havde fået stillet i udsigt – slet ikke brød sig om oplevelsen med dragen, om den så var en hallucination eller ej. Han brød sig heller ikke om at møde dragen i drømme, og måske var det det, der afholdt ham fra at falde i søvn. Og alligevel ønskede han dragens gave.

Han stod op og gik ind i stuen, hvor han satte sig og skrev et par sider. Blot en lille episode, som han havde lagt mærke til på posthuset. Nu prøvede han at forme den, let humoristisk … Han var meget tilfreds, da han slukkede computeren. Det var vist lykkedes meget godt. I morgen, når han havde sovet på det, var det spændende at se, om han stadig syntes det. Og Hanne skulle læse det.

Da han lagde sig for anden gang, havde han glemt dragen og faldt straks i søvn. Snart efter begyndte han at drømme.

Han så igen bjerglandskabet fra om eftermiddagen for sig og den store stendrage, der lå så ubevægelig på bjergskråningen ovenfor byen. Selv set så langt væk fra, som Allan så den, var den fantastisk. Traditionel i sin uhyrlighed, skræmmende og smuk på samme tid. Et billede af DRAGEN, som den havde set ud gennem alle tider. Sådan og ikke anderledes så en drage ud. Ikke som den latterlige børnetegningsdrage, som havde talt til ham tidligere på dagen. DEN havde alle sine proportioner forkerte, hvorimod denne … Hvor harmonisk gik ikke de store lemmer over i kroppen, og overalt anede man de bomstærke muskler under den læderagtige vortede hud. Hvilken vision! Og hvilken præstation at få den hugget ud af klippen! Allan forestillede sig et mylder af små mennesker på fjeldkammen, beskæftigede med hamre, reb og børe til de frahuggede sten.

Det fik ham til at opdage et par prikker, der langsomt var på vej op af bjerget ad en stenet vej. Var det mon folk fra byen? Allan anstrengte øjnene og opdagede, at han ved at ville det i sin drøm blev flyttet tættere på dragen og de små prikker, som om han hang i et svævefly over dem. Han svævede nærmere og så nu, at de små prikker var mennesker. Der var to, begge klædt i snavsetbrune kutter med hætter, så man ikke kunne se hverken ansigt eller krop. Den forreste af skikkelserne var stor og uformelig. Den anden så ud til at være normalt bygget – og han bar vist på noget. Allan anstrengte sig igen og kom lidt tættere på. Det var en dukke, som den mindste af personerne bar på. En voksbleg stor dukke, der …

Det krøb ned ad rygraden på Allan. Med ét vidste han, selv om han ikke kunne se det helt tydeligt, at det ikke var en dukke, men et barn. Et syv- eller tiårs barn var det vist, som blev båret op til dragen. Barnet så ud til at være dødt.

Allan kæmpede med en grim smag i munden. Var det sådan, de begravede folk i landsbyen? Hvorfor dækkede de dog ikke drengen til, i det mindste. Allan vidste ikke, hvorfor han var sikker på, at det var en dreng. Det var så, ja, så FORKERT, hele den måde, som drengen blev båret på. Ikke nogen sorg eller respekt for ham, nej, bare op til dragen med ham. Mon de bare ville smide ham på jorden deroppe? Allan følte sig helt rød og varm af vrede. Sådan behandlede man ikke sine døde.

Men Allan havde mere i vente. I sit usynlige enmandsfly var han nu kommet helt tæt på stendragen. Han befandt sig et sted ud for dens venstre skulder og stirrede stadig tryllebundet på de tre, der var på vej op af bjerget. Det var en underlig seance. De bevægede fødderne, men kom i grunden ikke ud af stedet. Allan så det på baggrunden, på et par bestemte mosgroede klippeknolde, som han af en eller anden grund havde lagt mærke til. De lå lidt foran det triste optog. Og det blev de ved med. De to personers fødder gik og gik og gik og forcerede hele tiden grus og sten på vejen. Men når Allan så op, lå de to bestemte klippeblokke stadig foran de vandrende, med den samme afstand til dem som før.

En skygge faldt over Allan. Han så op – og blev lammet af skræk og forbløffelse. Stendragen havde løftet vingerne. Det var deres skygge, der var faldet på ham. Hovedet med de blinde stenøjne var nu vendt mod Allan. Han gispede af rædsel. Og faldt, faldt, faldt.

Han vågnede, klam af sved. Hele drømmen stod tegnet for ham ned til den mindste detalje. Han havde en sur smag i munden og væltede ud på toilettet, overbevist om, at han skulle kaste op. Da han kom derud, gik det over. I stedet satte han sig på toilettet og tændte den halve smøg, som han havde efterladt i askebægeret derude, sidst han var det. Nikotinen kvikkede ham lidt op.

Efter toiletbesøget gik han lidt omkring i huset. En ny smøg – og et par slurke kold kaffe. Han fik lagt lidt afstand til drømmens følelseschok, selv om drømmens billeder stadig stod lige skarpt i hans erindring. Han kiggede ind til Henrik og Morten. De sov trygt, hver på deres værelse, omgivet af et moderat rod af personlige sager. Han så til Hanne. Hun sov også trygt med det mørke hår som en vifte på puden. Der var noget barnligt over hende i søvnen. Allan følte kærligheden til dem alle tre vælde op i sig. Og til Ursula, hans ældste datter. Ursula i Kalundborg. For hende var han ikke inde i billedet hver dag. Det var han for de andre tre. Men alle fire havde brug for ham. Han ville … ja, han ville … skærme dem, passe på dem, hjælpe dem, tjene penge til dem …

Det ville da også være rart, hvis han kunne tjene lidt på at skrive. Det ville supplere hans funktionærløn med et velkomment bidrag.

Han tog en slurk kaffe igen og skoddede cigaretten. Klokken var blevet fire. Ulvetimen, eller hvad den nu hed. Allan følte sig meget klar i hovedet. Nu var den der igen, denne følelse af lige straks at kunne gribe noget, af næsten at kunne se, næsten …

Han støttede ansigtet i hænderne og lukkede øjnene. Da han gjorde det, så han den med det samme. Hans uskønne kludderdrage.

Den havde sat sig i den brune kanvaslænestol, deres arvestykke, og passede overhovedet ikke til stolen. Den ville for øvrigt ikke have passet ind, hvor den så end havde sat sig.

Dig! måbede Allan.

Mig, ja.Med et grin på de grimme læber skruede den sig bedre til rette i stolen, der stønnede under dens vægt. Nu har du set en drage, ikke sandt? Smukkere end smuk, en bundet kraft, der venter på at rive sig løs, at frigøre sig fra bjerget, at løfte vingerne, at flyve højt højt mellem skyerne. Og jeg … jeg er, som du er nu. Klodset. Ufærdig.

Allan stirrede på det grågrønne væsen, stadig i tavs måben.

Forstår du ingenting, Allan? Det er din egen kraft, der slår et syvspring nu. Du ønsker at skabe, at rive forhænget til side og beskrive fantastiske ting. Jeg siger nu til dig, at når dine følelser er med i det, du laver, hvis de er ægte, hvis du bider negle af spænding, mens du fortæller eller skriver (hvis du altså kan det samtidigt) og tudbrøler, når heltinden dør, så er du godt i gang. Du mangler hverken stil eller stavning. Giv noget med de følelser, du har.

Klovnedragen prøvede noncholant at slå det ene tykke ben over det andet, men måtte opgive. I stedet fik den med nogen anstrengelse begge de tykke planker smækket samlet op over det ene armlæn, der nu begyndte at gå fra ved ryggen.

Allan sukkede over stolen og takkede dragen for det gode råd. Men, tilføjede han, jeg vil have noget udgivet, før jeg tror dig.

Mini-dinosauren så på ham. Dragen vil flyve, sagde den. Den vil løfte sig og flyve, fri og mægtig. Den ønsker det, og den vil komme til det. Det eneste, den behøver, er et liv – bare et lille et – til at fylde sig og løfte sig . Sådan en slags offer, hvis du forstår. Hvis du skaffer det, så vil dragen flyve.

Et liv? Allen forstod endnu mindre.

Lad nu vær’ med at være dum. Det drejer sig om noget for noget. Du har jo læst så meget. Husker du ikke noget fra de ældste fortællinger, vi har, fra sagnene og eventyrene? Nogen ønskede noget og gav så noget til gengæld. Nogen gav et øje, andre den førstefødte eller den første, som de mødte på vejen hjem. De kriminaliserede sig eller kompromitterede sig. I hvert fald involverede de sig og ofrede noget.

Pludselig mente Allan, at han forstod. Med et iskoldt pust faldt brikkerne på plads i hans eget troldspejls puslespil.

Den kluntede børnetegning foran ham var gravalvorlig. Ikke sjov, ikke sød og naiv, nej, den var ondskabsfuld og beregnende. Den ville have noget af det, som den havde nævnt for ham, til gengæld for at give ham succes og anerkendelse som forfatter.

Allan for op. Du TROR da vel ikke, at jeg ville ofre sådan noget som ’min førstefødte’! Er du da komplet og totalt rablende?

I de gamle eventyr forekommer den førstefødte ofte næsten at være et begreb, noget abstrakt. I hvert fald en person, man ikke rigtig kender, bare en eller anden anonym dreng eller pige, prins eller prinsesse. Men HANS førstefødte. Var en højst personlig lille dame på sytten somre, som hed Ursula og gik i 1.G.

Tag det roligt, sagde dragen.Det behøver slet ikke at være så slemt. Har jeg bedt om din førstefødte? Nej, da. Jeg er skam til at tale med. Hør nu efter, så forklarer jeg det på en ny måde. Du ønsker succes. Jeg ønsker et liv. Jeg er majestætens budbringer. Han/jeg ønsker et liv for at få liv – for at kunne løfte mig af stenens knugende favntag. Det vil jeg kunne, hvis du kan få en af dine halvlunkne følelser op at stå. Det er mig lige meget, om det er brændende kærlighed eller had, rent sort had. Tror du for eksempel, at du kan hade?

Det ved jeg ikke. Allan følte sig dum og tam. Selv om han egentlig ikke ville, så følte hans sig provokeret til at forsvare sig. Jeg elsker min familie.

Jaeh. Dragen trak lidt på det. Tilføjede så eftertænksomt: Mon du virkelig har det i dig, den lidenskab, der går over grænsen og udfordrer liv og død? Og efter en lille pause: Ville du forsvare din familie med dit liv? Ville du gribe byttet med din klo og bringe dem det, klask og blod og sjask, så de fik mad på bordet? Ville du knuse deres angriber?

Ja! Vel ville jeg! råbte Allan. Han holdt stadig hænderne for ansigtet og så på dragen og den opgivende lænestol på indersiden af sine øjenlåg. Dragen trak på skuldrene. Nå. Jamen så er det jo i orden. Vi ses! Og væk var børnetegningen.

Fortumlet tog Allan hænderne fra ansigtet. Den brune lænestol bar virkelig spor efter sin tunge gæst, og armlænet gabte et lille stykke ud fra ryggen. Allan så på stolen. Så på uret. Halv fem. Han kunne stadig nå at få sovet lidt. Men han tændte sig en ny smøg og sad blot og så tomt ud i stuen. Han mente nu at have forstået et eller andet budskab. Men alligevel ikke helt præcist. Samtidig var han vred på dragen. Troede denne ikke, at han, Allan, virkelig ejede følelser? Elskede han ikke sin familie hver eneste dag? Vreden og forurettelsen ulmede i ham.

Den næste dag blev en sort dag i Allans liv. På arbejdet begik han fejl af træthed og distraktion. Over middag blev han ringet op fra drengenes skole. Om han ville tage til skadestuen i X-købing. Dér var en ambulance på vej hen med hans yngste søn.

Hvad er der sket? Hvad er der sket?

Faldet ned fra klatrestativet. Man var bange for, at hans ryg var brækket. Hanne var med i ambulancen. Deres hjem lå ikke så langt fra skolen, og hun var styrtet derhen, efter at hun havde fået opringningen først.

Henrik! Ikke den førstefødte, men den sidstfødte. Hvid i ansigtet vendte han sig fra telefonen. Min søn, sagde han. Jeg tager på skadestuen. Kollegerne så medfølende efter ham.

Åh, Henrik! stønnede Allan for sig selv, mens han kørte. Du må ikke dø! Du må ikke dø! Og – du må sgu heller ikke blive invalid! Sgu fanden, nej, nej! Angstens sved piblede frem på Allans pande, og han åndede tungt. Han overhalede arrigt og hasarderet, mens han blev ved med at mumle for sig selv. Det blev til en helt rytmisk messen, ikke dø, nej, ikke dø, nej, ikke dø, nej …

Min ven! lød en kendt og i Allans ører nu ubehagelig stemme. Han behøvede ikke at vende hovedet for at vide, at dragen fra i nat nu var hans forsædepassager. Han kunne endda lugte den – en tør lugt af gammelt papir og oliekridtfarver. Jeg har på fornemmelsen, at du tror, at det er min skyld. Er det rigtigt?

Ja! hvæsede Allan.

Det er det skam ikke. Jeg tænkte nok, at du troede, at det var mig. Der er desværre mange ting, som vi ikke er herrer over. De fleste gange ER vi bare. Lige som den by, du så i bjergene. Den ER også bare. Et andet sted end her. Du, min ven, har bundet den til ’her’, fordi du har tankekraft. Den er én af mange paralleller til denne verden og udmærker sig i øjeblikket ved, at du kan se den. Den udmærker sig også ved, at nogle kræfter arbejder parallelt derovre og her. Der er en forbindelse mellem det, der sker begge steder. En begivenhed herovre medfører eller påvirker en begivenhed derovre. Og netop derfor kan vi to handle.

Så hold dog op med alt det der! Dragen irriterede Allan umådeligt. Det eneste, der interesserer mig, er, hvordan Henrik har det. Ved du noget om det, måske?

Ja, jeg gør. Men du burde interessere dig lidt mere for den drage af sten, som du er så utrolig heldig at kunne se. Den er din chance, mand! Du kan påvirke tingene i den virkelighed, du ser!

Du snakker! råbte Allan skingert. Sig mig, hvad du ved om Henrik!

Han lever.

Vil han blive ved med det?

Hvis alt går vel, ja.

Bliver han invalid?

Tror jeg ikke. De snakkede om en revne på en af hvirvlerne, eller også var det en forskubbelse. Han skulle bare ligge stille i meget lang tid, tror jeg.

Lettelsen strømmede som sodavand igennem Allan. Spontant vendte han sig mod sin ledsager og lagde en hånd på det tykke venstre forben – uden at reflektere over, om der mon også ville være noget til at møde hans hånd. Men det var der. Den grågrønne hud føltes tør og kølig.

Dragen blev ved med at tale. Du har en bestemt kraft i dig. Jeg har fået mulighed for at få krop og mæle på grund af dig. Du har en slags sult i dig. Du har altid syntes, at drager var smukke, prægtige dyr og har følt dig tiltrukket af dem, også selv om de har ord for at være onde og grusomme. Da du var lille, tegnede du mig. Jeg har udseendet som den første af dine drager. Jeg vil aldrig kunne flyve. Jeg er gumpetung og grim. Men du har nu set en anden drage, Allan. Dragen på bjerget. Den er så smuk og kraftfuld, som en drage kan være. Den har ligget der på bjerget og ventet i mange år på sin chance, på sit livsoffer. Den er ligesom dig, Allan! Får den sit liv, vil den flyve! Ligesom dig! Du har noget i dig, som du aldrig har fået til at løfte sig fra jorden! Stendragen kan heller ikke løfte sig! Men den vil! Åh, den vil! Det er det eneste, den ønsker! At føle livet strømme igennem sig, mærke det sugende underfjeld slippe sit greb, løfte sine mægtige vinger og sejle af sted over dalen. Ikke sandt, Allan?

Allan nikkede og drejede ned ad den tilkørsel til hospitalet, hvor der stod ’Skadestue’.

Ja. Dragen smagte på ordet. Du har vist virkelig forstået det. For at kunne flyve skal stendragen bare have et lille bitte liv. Det er slet ikke din søn, vi taler om. Så oldnordisk er det ikke.

Allan holdt ind på skadestuens parkeringsplads. Han vendte hovedet og så på dragen. Han blev mødt med et venligt smil fra den rødmalede mund. Nej. Jeg taler om en fyr i din søns klasse, som har mobbet ham i lang tid og i dag med vilje har skubbet ham ned fra klatrestativet. Og dragen nævnede et drengenavn og forsvandt.

Inde i Allan rejste der sig en tyk sort klæbrig søjle, der fyldte ham fra midten og ud til hver fingerspids og hårrod. Hans hjerte slog tungt, som om det krævede ekstra kraft at slå i alt det sorte, og han åndede tungt. Samtidig vidste han, i dette øjeblik, hvad dragen havde ment, da den havde spurgt ham, om han kunne hade. Dette var hadet. Det fyldte ham helt. Med hadet fulgte en beslutning. Da den var taget, så Allan sig pludselig i stand til at beherske det sorte, så det foldede sig sammen, næsten som en blomsterknop, og han stod ud af bilen, lignede sig selv, gode gamle Allan, men med den frygtelige beslutning som en lille sort klat inden i sig.

Henrik skulle blive på hospitalet foreløbig i en uge. Så ville lægerne foretage en ny vurdering. Allan, Hanne og storebror Morten var taknemmelige. Om Henrik så skulle opholde sig på hospitalet en måned eller to eller tre, så betød det intet, blot der var fuld helbredelse i sigte. Allan noterede sig, at dragen havde givet god besked om Henrik, som havde den været usynlig til stede i røntgenrummet. Døden, eller invaliditeten, havde banket på og havde ombestemt sig i sidste øjeblik.

Om aftenen drak de vin til maden og skålede på Henriks helbredelse.

Meget senere på aftenen, da både Hanne og Morten var tørnet ind, sad Allan oppe endnu. Det havde været en turbulent dag. Egentlig ventede han, at hans kluntede drage ville dukke op og holde et nyt foredrag for ham. Indtil nu var den dog udeblevet. Han kunne også godt undvære den. Lige nu var han bare dødtræt og trængte kun til at sidde stille og roligt og lade dagens begivenheder fæstne sig. Hans nye sorte klat inden i sad tålmodigt og ventede, – som en edderkop i skjul.

Da han endelig fik lagt sig – klokken var over midnat – begyndte han at drømme. Bjerglandskabet med den lille by viste sig sammen med stendragen og de to kutteklædte personer på vej op af bjerget med den lille livløse skikkelse.

Ingen af personerne var kommet længere end sidst. Mekanisk vandrede de på stedet i en tavs uendelighed. Allan blev opmærksom. Var deres hætter ikke gledet lidt tilbage? Han anstrengte sig for at komme til at se dem rigtigt forfra og kunne mærke, at han gled nærmere, oppefra og hen. Det syn, der mødte ham, rystede ham. Der gik hans – snart til kedsommelighed allestedsnærværende kludderdrage – mens den mindre person bag ved var … ham selv.

I en typisk drømme-slow motion væltede hele billedet rundt, han selv med, og i næste nu befandt han sig travende op ad bjerget efter den kutteklædte drage. I armene bar Allan – Henrik. En hvid og slap Henrik, der ikke så ud, som om han trak vejret. I en underlig tilstand blev Allan blot ved med at gå, men inden i ham var der en lille sort klump, der rørte på sig.

Dragen vendte sig om og smilede et dumt og grimt smil og talte til Allan uden at se direkte på ham. Det skifter hele tiden, ikke? Så er vi dér, og nu er vi her! Sjovt, ikke sandt?

Du gør mig vanvittig, sagde Allan –i en ganske neutral tone. Hans stemme klang sært fremmed. Under ham blev hans fødder ved med at gå, og han følte sig ikke spor fjollet over at vide, at det var en gang på stedet. Dér, hvor han befandt sig nu, var det en rigtig og logisk venteposition.

Over ham bevægede den kæmpestore stendrage sig kraftfuldt. Den løftede på fødderne med de lange kløer, gjorde bugen fri af fjeldet, så der raslede store stenstykker ned. Dens hud var begyndt at skinne blågrønt, og den løftede vingerne et par gange. Den så på Allan. I dens gullige øjne var der en sort klat, der virkede bekendt. Allan så på dragen og kendte den. Som han samtidig kendte kludderdragen, som han nu vidste ville gå op til den store, til sjælens skal. Majestæten kaldte sin sjæl hjem igen. Den havde udført sit hverv og med nødvendige forklaringer givet Allan tilbud og ordre.

Inde i Allan foldede den sorte blomst sig ud, og ansigtstrækkene på det barn, som han gik og bar så ubesværet på, skiftede. Henriks træk forsvandt, og det var nu en anden dreng, der lå i Allans arme. Hvid, bleg og åndeløs, på samme måde som Henrik før.

Allan kendte ham af udseende. Klassekammerat til Henrik, men havde aldrig været med hjemme og lege. Allan indprentede sig hans træk. Det måtte være mobberen. Ja. Sådan ville han bære mobberen op til dragen. Ja. Hvis det var ofret, der krævedes af ham, så ville han ofre det. Ja. Hvis han ikke gjorde det, ville trækkene på det døde barn måske ændre sig tilbage til Henriks igen. Det var en risiko, han ikke turde løbe. Godt nok havde den lille drage sagt, at Henrik ville leve … men … det var nok på én betingelse.

Stendragens sidste budskab var opfattet.

Allan fandt igen sig selv svævende i et luftigt punkt langt fra det lille optog. Fra sin nye position kunne han se, at de gående havde flyttet sig, at de nu var kommet foran de klippeknolde, som havde været pejlemærkerne. Den store drage havde blikket stift rettet imod ham og så grisk og forventningsfuld ud. Så blegnede synet.

Week’enden gik. Henriks tilstand var uforandret. De besøgte ham hver dag. Han lå på enestue, måtte ikke stå op og skulle holde sig i ro i sengen. Ud over familiens besøg havde han kun fjernsynet som makker og så en lille telefon, som der var nogle spil på. Ensomheden i drengens tilværelse i øjeblikket fik den mørke klump i Allan til at røre på sig. Han pumpede Morten for oplysninger. Ja, den nævnte dreng havde været meget efter Henrik. Han selv, Morten, havde overvejet at tæve ham, hvis han ikke snart kunne forstå noget.

Hvad med klasselæreren? spurgte Allan. Ved hun det?

"Det tror jeg nok. Men hun gør vist ikke noget. Henrik siger, at hun siger, at der altid skal to til at skændes. Og nu må de to se at blive gode venner. Jeg har blandet mig engang, hvor Henrik græd, og jeg kom forbi hans klasseværelse, lige inden det ringede.

Hvad gjorde du så?

Jeg tog ham fyren hårdt i armen og sagde, at han skulle lade min lillebror i fred. Jeg nev ham så hårdt, så jeg tror, at han fik et blåt mærke. Du kan tro, at han hylede.

Hvad havde han gjort Henrik?

Han havde hoppet og trampet på hans penalhus, så blyantspidseren og linealen var knækket og havde råbt Jeg er King Kong! Jeg er King Kong!"

Var det så med vilje, eller var det, fordi han var overgearet? Jeg mener, kunne det ikke være et tilfælde, at det lige var Henriks penalhus?

Det tror jeg ikke. Henrik sagde, at han lige havde snuppet det fra hans bord. Og så kom lærerinden og skældte mig ud, fordi jeg havde taget fat i en af de små. Jeg kunne have myrdet hende. Jeg råbte og sagde, at han havde ødelagt min lillebrors penalhus med vilje, og lærerinden sagde, at nu skulle jeg bare se at gå hen til min egen klasse, så skulle hun nok selv klare at holde orden i sin egen klasse.

Jamen, hvorfor sagde ingen af jer noget til mor og mig?

Det ville jeg også. Men Henrik bad mig lade være. Han kunne ikke finde ud af, hvad han ville. Han var ked af det, men ville ikke sladre.

Nå. I skulle nu have sagt det. For mig at se magter den lærerinde ikke situationen.

Henrik ville ikke. Han fik en ny lineal og blyantspidser af lærerinden.

Af lærerinden! Hvorfor ikke af den anden dreng?

Det ved jeg ikke.

Det lyder da som det rene idioti.

Far, Henrik er bange for den anden dreng. For hvad han vil gøre, hvis Henrik sladrer. Lærerinden er mest på den anden drengs side. Henrik siger, at hun siger, at den anden dreng kommer fra et hjem, hvor de har det svært, og at han har brug for positive oplevelser.

Allans kæbemuskler strammedes. Hans positive oplevelser skal ikke gå ud over min søn.

Nej, far, sagde Morten. Jeg skal nok tæve ham.

Nej, nej, sønnike. Jeg tager mig af det sammen med lærerne.

Næste aften sad Allan igen oppe, efter at Hanne og Morten var gået i seng. Han listede ind på Henriks værelse og så på klasselisten, der hang på opslagstavlen. Han noterede sig omhyggeligt den anden drengs adresse. Bagefter så han efter i vejviseren. Huset lå lidt i udkanten af byen. Til sidst kørte hans sig en lille aftentur.

Da han kort efter var hjemme igen, satte han sig til at skrive, til han faldt i søvn over arbejdet. Forfrossen vågnede han ved tre-tiden og vaklede i seng.

I den følgende tid kørte han ofte små eftermiddags- og