Ingen vej tilbage: fra Ingeniør til Shaman

By Marianne Lane

Aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg ville ende med at skrive denne bog - men nu hvor den er kommet til verden, og du står med den i hånden - så forstår jeg, hvorfor jeg blev nødt til at skrive den.

Når du har læst denne bog, har du bevidnet en åndelig rejse, som du måske kan relatere dig til. Hvis du kan det, så kan du måske perspektivere til din egen rejse og dit eget liv. Jeg håber, at den kan bidrage til, at du kan finde mod og inspiration til at gøre det, som er det rigtige for dig.

Bogen kan give dig en indsigt i, hvad mennesker som arbejder med bevidsthed, klarsyn og healing nogle gange går igennem for at være og bære det. Både hvis du selv er på den samme rejse, og hvis du ikke er. Du kommer i bogen ind bag facaden og ind i motorrummet, så du kan få en fornemmelse af, hvad du skal holde øje med for at holde balancen, hvis du begynder at åbne til din egen spiritualitet og åndelighed.

Den er til dig, som er søgende og som leder efter et moderne og ukompliceret perspektiv i forhold til mange af de gamle strukturer, systemer og vendinger, som åndelighed har været beskrevet i. Om ikke andet, så som en form for introduktion.

Jeg lader dig komme med ind under huden på min rejse. Jeg håber, at du får noget med dig, som du kan bruge.

• Language: Dansk
• Publisher: Infinite People Books
• Release date: Mar 9, 2021
• ISBN: 9788793487093

Marianne Lane

Marianne Lane er oprindelig uddannet som ingeniør og har tidligere arbejdet som specialist og projektleder. Desuden har hun arbejdet med forskning og udvikling indenfor ingeniørvidenskab. Nu arbejder hun med bevidsthed og mennesker. Hun arbejder med at skabe forståelse for, at vi er åndelige væsner, der eksisterer som mennesker i det liv vi er i her og nu. Hun tager udgangspunkt i den forståelse for virkeligheden, som hun har fået gennem sit liv som menneske og gennem sit tidligere arbejde. Alle kundskaber bliver brugt, herunder de indsigter og forståelser, som kommer til hende gennem inspiration og en dyb form for forståelse, som skabes i bevidstheden, når hun arbejder med at forstå den. Marianne har altid haft et lidt specielt møde med virkeligheden. Helt fra hun var lille, har hun fornemmet energi og bevidsthed på en måde, som de fleste mennesker ikke oplever det. Hun har altid mærket, hvad mennesker følte og mente. Som barn var det ikke et let møde med verden, men igennem livet, har hun bevidst lært at balancere det at være så følsom og intuitiv.

Book preview

FORORD

Du sidder lige nu med en bog i hånden, som har taget mig meget lang tid at skrive. Det er ikke det tekniske i at få bogen skrevet, der har taget lang tid – det er processen. Det at skrive min historie, har både været et behageligt og hyggeligt gensyn med en nærmest eventyrlig og nogle gange komisk historie, hvor jeg nu kan grine lidt af mig selv og føle mig behageligt på den anden side af det, jeg har gået igennem. Det er også et tilbageblik i en følsomhed og smerte, som jeg ikke har kunnet forklare – en rejse, der har været som at løbe igennem en labyrint, hvor jeg konstant mødte nye ting, som jeg ikke kunne rumme og forstå, men hvor betydningen langsomt åbenbarede sig for mig.

De første år af min historie går helt tilbage til min barndom og ungdom. Det kom bag på mig, da jeg åbnede til at skrive bogen, hvordan minderne begyndte at sive frem. Minderne om, hvordan det var at være følsom og til stede i verden på den måde, som jeg var og er. Det at gennemleve den tid igen, har ud over at være overraskende også været meget helende for mig. At gå tilbage i tiden og møde sig selv i forskellige stadier, er en metode, som bruges af shamanen til at forløse det, som ikke kunne bæres på det tidspunkt. Det ved jeg nu. Den rejse, som jeg vil fortælle dig om her, er starten på den indre rejse, som jeg stadig er på den dag i dag, næsten 10 år efter de første erkendelser.

Bogen henvender sig både til mennesker, som allerede er i kontakt med deres spiritualitet og i gang med at åbne til den, eller som arbejder ud fra spirituelle principper. Og den er til mennesker, som er søgende og som leder efter et moderne og ukompliceret perspektiv i forhold til mange af de gamle strukturer, systemer og vendinger, som åndelighed har været beskrevet i. Den er måske endda interessant for dem, som er nysgerrige på menneskers mærkværdige måder at være på og dem som er tætte med spirituelle mennesker, som kan have svært ved at relatere sig til dem.

Når du har læst denne bog, har du bevidnet en åndelig rejse, som du måske kan relatere dig til. Hvis du kan det, så kan du måske perspektivere til din egen rejse og dit eget liv. Jeg håber, at den kan bidrage til, at du kan få mod og inspiration til at gøre det, som er det rigtige for dig. At den kan inspirere dig til at se på åndelige og spirituelle mennesker med et nyt perspektiv, også selvom du måske ikke selv er et af dem. Jeg håber at bogen kan give dig en indsigt i hvad mennesker som arbejder med bevidsthed, klarsyn og healing nogle gange går igennem for at være og bære det. Både hvis du selv er på den samme rejse og hvis du ikke er. Du kommer i bogen ind bag facaden og ind i motorrummet – så du kan få en fornemmelse af, hvad du skal holde øje med, for at holde balancen, hvis du begynder at åbne til din egen spiritualitet og åndelighed. Du har fået fif til, hvad du skal være opmærksom på, hvis du konsulterer spirituelle eller åndelige muligheder.

Du kommer gennem bogen med på rejsen fra ingen tro og spiritualitet frem mod erkendelse og accept. Undervejs får du muligheder for at afprøve enkelte øvelser og forklaringer, som der åbnes til på rejsen. Efter du har læst bogen har du mulighed for at danne dit eget grundlag for at møde din egen spiritualitet eller spiritualiteten hos andre med større nysgerrighed og interesse. En frisættelse af din mulighed fra den fastlåsning og frygt, som ligger hos mange. Jeg håber, at jeg med bogen på en eller anden måde, kan bidrage hertil.

Bogen er delt op i fire dele. Den første del, Prolog, handler om mine oplevelser fra barndommen og de unge år, der stammer fra uerkendt spiritualitet. Den anden del, De indledende øvelser, handler om oplevelserne i forbindelse med min spirituelle opvågning, hvor jeg oplevede det som at blive hevet hylende og skrigende ned af gangen mod det at være moderne shaman. Den tredje del, De første skridt, som følger det at begynde at praktisere de forskellige spirituelle kompetencer, som en moderne shaman skal kunne i sin grunduddannelse. Den fjerde del, Det første skridt som praktiserende moderne shaman, der beskriver oplevelsen af at begynde at have et virke som moderne shaman.

I arbejdet med at se tilbage har jeg set på de mange møder med mennesker som har betydet meget for min rejse. Det har været som veje, der har krydset hinanden. Veje hvor vi har udvekslet og er blevet klogere og rigere på visdom, og fået dybe erfaringer, både som mennesker og bevidste væsner. Mange af møderne har været korte, nogle har været længere og få er blevet bevaret. De fleste har ligesom en udløbstid – som om, at når vi har udvekslet det med hinanden, som vi skulle udveksle, så er vi skiltes igen. Jeg har også lært, at det at mødes i en spirituel udvikling og åbning kan være svært at balancere som menneske, med alt det vi er. Det vidste jeg ikke på nogen måde, da eventyret begyndte. Det lærte jeg først senere, med en del personlige hudafskrabninger til følge. Både hos mig og hos de andre involverede. Ingen af en ond mening, alting fra et ønske om at ville det bedste. Det at flytte sig så hurtigt, som det skete for mig, og samtidig forsøge at læne sig op ad hinanden kan nærmest ikke lade sig gøre. Derfor er der flere med i bogen, som ikke er nævnt med navn eller navnene kan være ændrede, for at respektere, at vi ikke længere er fælles.

Jeg har en dyb taknemmelighed, som kommer fra mit helt personlige udgangspunkt for alle de møder og alle de udvekslinger, som har været på vejen. De har alle løftet, båret og flyttet mig. Ligesom jeg hele vejen igennem har været rørt og berørt over det og dem, som jeg har fået lov til at bidrage til, at det og de blev løftet, båret og flyttet. Alle de gode stunder vil for altid blive båret i mit hjerte. Når jeg tænker på dem, kan jeg stadig mærke glimtet i hjertet og jeg kommer til at smile. Jeg har samtidig en stor respekt for den hjertelighed og intensitet, som møderne er blevet udvekslet i fra alles perspektiv.

Historien er skrevet udelukkende set fra mit perspektiv og med min oplevelse af min historie. Den er skrevet med stor respekt for historien, som den har udspillet sig og som jeg har oplevet det både indefra og udefra undervejs. Jeg har forsøgt at være så tydelig og ærlig omkring, hvordan det har været for mig, uden at tærske langhalm på detaljer, som måske ikke er så interessante for andre.

Jeg har taget glimt af den lærdom ind, som jeg har fået undervejs, og det har været fantastisk at rejse tilbage til begyndelsen, hvor jeg nærmest ingenting vidste og så se, hvor jeg er nu. Det åbner altid for mig til den erkendelse, at når jeg kan se, hvor jeg er i forhold til hvor jeg var – så er det lige om lidt, hvor jeg er, i forhold til der hvor jeg var. Det er en evig rejse – shamanens rejse, åbnet i en moderne ny tids version. Den spejler sig ind i de gamle traditioner og rækker ind i alverdens kilder og arkiver for spirituel viden og muligheder. I denne bog er begyndelsen af den rejse fortalt.

Der er i samfundet en vågnende interesse for det åndelige og spirituelle. Mange mennesker lever i en skygge af åndelighed og med en sensitivitet og spirituel følsomhed, der påvirker dem i deres trivsel og hverdag, uden at de ved det. Den gamle shamanfunktion er ved at vækkes, idet mennesker fra alle grupper af samfundet begynder at bruge clairvoyant vejledning og meditative processer til at finde balance og mening i livet.

I forbindelse med møder med mennesker fra alle retninger og forskellige grader af relation til spiritualitet og åndelighed, har jeg oplevet, at de alle er interesseret i min historie. Så meget, at jeg er lige ved at være træt af at fortælle den. Det har været med til at sætte mig i gang med at skrive bogen. Når jeg har fortalt historien om min egen rejse, har jeg fået mange forskellige reaktioner; At det er spændende og interessant, at det er frygtindgydende og dragende, at det er forløsende og oplysende, at det er nært og giver en fornemmelse af, hvad det vil sige at være moderne shaman, og at det inspirerer og giver mod.

„Jeg oplever et behov for et vidnesbyrd om, at man kan være moderne shaman og åndelig vejleder uden at være født ind i det gennem en bestemt tradition."

Siden jeg begyndte at skrive på bogen for nogle år siden, er interessen og udbuddet indenfor den spirituelle branche eksploderet. Desuden er der mange diskussioner omkring berettigelsen af det at være spirituel. Gamle doktriner og moderne bevidsthed støder sammen og bliver til en kamp i mennesket, som oplever berigelsen. Jeg oplever et behov for et vidnesbyrd om, at man kan være moderne shaman og åndelig vejleder uden at være født ind i det gennem en bestemt tradition. Et vidnesbyrd om et moderne menneskes rejse fra at være fuldstændigt uden tro på noget, som ikke kan måles og vejes, til at træde ind og fuldstændigt eksistere i en virkelighed, hvor der skelnes imellem, det som jeg ved, det som jeg tror på, og det som jeg inspireres af.

Jeg oplever, at der er mange, som ikke tør gå vejen, mange som er bange for den, mange som ikke kan tåle den, nogen som springer rundt i den uden at få fodfæste, og mange som beriges og opløftes. Jeg håber at de kan blive inspirerede og få mod – om ikke andet så af at se hvor ubehjælpsomt jeg startede og alligevel er kommet igennem til et godt fodfæste i at være det, som jeg er.

Jeg takker alle, som har været en del af min rejse, både dem, som er nævnt med navn i bogen og dem som ikke er. Tak til alle, der har lyttet til min historie og fortalt, at det berigede dem på en eller anden måde – uden jer, var bogen vitterligt ikke blevet til. Jeg takker min familie for at være min ramme og nære og kære. Jeg takker jer for at holde mig ud, både dengang, hvor jeg gik alt det igennem, som du lige om lidt træder ind igennem bogen og oplever – og også til stadighed nu, hvor jeg kan tilte rundt i den her virkelighed, som jeg er en del af. Jeg takker Brian Hayashi for igen at tage sig kærligt af udgivelsen af denne bog, som er min anden. Tak til Kamilla Hooge Landsholt, Bettina Hvingel, min mand Tonny og Else Baden Jensen for korrekturlæsning. Tak til vigtig og dyb supervision fra Emilia van Hauen i forhold til at få mig til at gå dybere i min fortælling.Tak til Rebekka Lassesen og Kirsten Stendevad for at holde mig til ilden og heppe på mig hele vejen samt Klaus Hejrskov og Marianne Vibe Kjøller for altid at have min ryg. Tak til Per Mygind for det smukke cover design. Tak for begge mine drenge Andreas og Arthur Bjerring for altid at holde mig grundigt ved jorden.

PROLOG

Jeg går op langs stien for at nå op til den store vej. Det er ikke specielt mørkt, selvom klokken er mange. Der er fem minutter til at jeg skal være hjemme, og jeg ved, at jeg ikke skal komme for sent. Træerne langs vejen ovenfor kaster deres skygger ned over skrænten, og gadelygterne lyser koldt på stenene foran mig, som jeg betræder skridt for skridt. Jeg ser ned for ikke at se ind i skyggerne der falder på buskene, som er samlet lige foran mig ovenfor bakken. Alligevel kommer de krybende, og jeg får en følelse af, at noget er efter mig. Noget som betragter mig, og følger mig med øjnene. Der er ingen lyd af fodtrin, og jeg vil ikke se mig tilbage over skulderen. Jeg ved af erfaring, at der ikke er noget at se. Jeg holder det inde, til jeg passerer buskene og er næsten oppe ved vejen, hvor bilerne kører. Dér begynder jeg at løbe, og da jeg først løber, kan jeg ikke stoppe igen. Jeg løber til jeg får en metallisk smag i munden, og stopper først da jeg er indenfor døren i huset. De få hundrede meters spurt er nok til, at blodet dunker i mine ører da jeg får fat i håndtaget, tvinger det op og åbner døren i en glidende bevægelse.

Jeg står indenfor døren og gisper efter vejret, foroverbøjet og med begge hænder på knæene. Selvom det ikke er ret langt i dagslys, var det en omfattende spurt i mørket. Jeg kan høre de andre i huset, og det giver mig med det samme en lettelse indeni, som jeg lige så lidt kan beskrive, som jeg kan beskrive det, jeg lige har oplevet på vejen hjem. Det forbliver en ensom og ordløs oplevelse. Det samme kan man sige om de oplevelser, jeg har dagligt efter skole.

Når jeg kommer hjem om eftermiddagen, er der ikke den samme fred i huset. Så snart jeg sætter nøglen i døren, skærpes mine antenner, og hårene rejser sig lidt på kroppen. Det er ikke noget, jeg tænker på at forhindre, det sker automatisk, og jeg ved, at jeg ikke kan gøre noget ved det – for jeg har prøvet. Jeg fokuserer derfor på at afgøre med mig selv, hvorvidt jeg skal gå ind i huset. Diskussionen starter allerede, idet jeg svinger ind i indkørslen. Jeg ved, at der ikke er nogen hjemme, men utrygheden vokser, og i samme øjeblik jeg åbner døren og træder ind i gangen, er mit nervesystem i alarmberedskab. Lugten i gangen næsten slår mig i ansigtet. Den er velkendt og hjemlig, men de skærpede sanser gør, at den næsten bliver overvældende og jeg får lidt kvalme. Kvalmen tænder sulten, som også næsten hele tiden er i min mave, og som kun kortvarigt kan slukkes. Jeg står stille til kvalmen slipper, og jeg er mindre overvældet af lugten. Det hjælper at jeg fokuserer kraftigt på at lytte ind i stilheden i huset. Der er ingen lyde. Men noget fortæller mig, at der er noget i huset. Jeg skal bekæmpe min trang til at løbe ud og væk, for overhovedet at være i stand til at gå gennem gangen og ind imod den store stue, som jeg skal igennem for at komme ud til køkkenet. Det gør næsten ondt i min mave af sult nu, og jeg ved at det ikke holder op, førend jeg har fået noget at spise. Så jeg skal ud i køkkenet.

"Hold nu op. Det er noget, du bilder dig selv ind. Det er din

fantasi."

Mine sanser er skærpede, og jeg hører lyden af mine egne fodtrin. Jeg diskuterer med mig selv; Hold nu op, det er noget du bilder dig ind. Det er din fantasi. Jeg føler mig fjollet mens jeg går videre ind, og jeg forsøger at beslutte mig for, at der ikke er noget at være bange for. Jeg begynder at bevæge mig mere støjende. Som om jeg vil skræmme det væk, der er i huset. Det som ikke er der. Men det hjælper ikke. Uroen bliver ved med at være der, og den vokser, imens jeg går igennem stuen og ud imod køkkenet. Jeg støjer mens jeg smører mig fem hele rugbrødsmadder og finder en liter mælk, som jeg kan skylle madderne ned med. Det hjælper at være i gang, men det slipper ikke. Sanserne er stadig helt tændte, og jeg lytter med hele kroppen til alle lyde udenfor rummet, mens jeg finder tingene frem. Jeg spiser den første mad, samtidig med at jeg smører de andre færdige. Jeg kan mærke at det knugende i maven langsomt slipper sit stærke tag, og jeg begynder at kunne trække vejret lidt mere frit, men mit bryst og min hals er stadig trukket helt sammen. Selv efter jeg har spist alle madderne bliver det ved. Antennerne bliver ved med at være tændte og kroppen er anspændt. Jeg lytter stadig efter lyde i hele huset, imens jeg står i køkkenet og skal til at vælge, hvor jeg vil være i huset. Det er altid en overvejelse, som jeg skal igennem. For der er fordele og ulemper ved at gå igennem alle rum. Samtidig med at diskussionen er i gang i mit indre, holder jeg øje med huset med alt hvad jeg er. Jeg er spændt til bristepunktet, og alt i mig siger at jeg skal ud af huset. Men jeg har ikke lyst. Der er ikke noget at lave udenfor som jeg har lyst til. Jeg vil meget hellere være inde og læse og lytte til musik. Jeg overgiver mig til sidst til gennemsøgningsmetoden. Jeg ved at når først jeg har været alle rum igennem og set, at der ikke er nogen i huset, kan jeg finde lidt fred. Jeg hader at gå rummene igennem, så det er altid en diskussion, jeg skal tage med mig selv. Jeg får et chok hver gang, jeg går ind i et nyt rum, selvom der ikke er noget derinde. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg hele tiden bliver så forskrækket indeni. Men det er lige så kraftig en reaktion, som hvis nogen sprang frem bag en dør og gjorde mig virkeligt forskrækket. Fornægtelsen, som jeg arbejder så hårdt på at opretholde, sørger for at holde synene nede, så jeg ikke med mit blotte øje kan se det som er i rummene, og som forskrækker mig uforklarligt. Mine sanser registrerer nemlig, at det er der, og alt i mig ved, at det er noget, som jeg ikke skal være i nærheden af. Det er efter mig og vil mig ikke noget godt – det ved jeg fra nætterne.

Efter at have gennemgået alle rum og set, at der ikke er noget eller nogen i dem, får jeg lige nøjagtigt det overtag i diskussionen med mig selv, som gør, at jeg vinder –i hvert fald for et øjeblik. Der er ikke noget i huset. Jeg vender tilbage til køkkenet, hvor radioen står og lokker med bedre stemning og bedre humør. Men jeg tør stadig ikke tænde for den. Jeg bryder mig ikke om risikoen for, at nogen skal kunne komme ind i huset, uden at jeg hører det. Det er sådan, jeg forklarer det inde i mig selv. Det er ikke fordi, jeg nogen sinde er blevet forskrækket af nogen, som er kommet ind i huset. Det er fordi, jeg er bange for, at det værste vil ske – at virkeligheden bøjes så meget, at jeg virkelig får svært ved at holde skansen. At jeg helt konkret kan høre lyde og se flimrende bevægelser i luften, det vil gøre mig rædselsslagen. Rædselsslagen over trinnene hen over gulvene og dørene der knirker. Lyde af døre der åbner og lukker, og skabe der smækker. Mennesker i glimt – gennemsigtige og stivnede. De står i døråbningerne eller passerer forbi dem – udtryksløse. Jeg ser dem i et glimt, og så er de væk. Nogle gange er det fordi, jeg kigger hurtigt imod dem for at fange