Buddhisme i hverdagen

By Pia Trans

Bogen giver et godt overblik over de vigtigste buddhistiske grundbegreber, og en omhyggelig introduktion til, hvordan buddhismen kan anvendes i et almindeligt hverdagsliv. De færreste af os lever et tempel-liv - de fleste har mange andre forpligtelser, som familie, arbejde osv. I denne bog får du ideer til, hvordan buddhismens ældgamle sandheder kan hjælpe dig med at udvikle kunsten at leve fuldt og helt, uanset hvordan dine omstændigheder måtte være.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Oct 4, 2017
• ISBN: 9788771884319

Pia Trans

Pia Trans er ordineret munk i den japanske Tendai skole, og har en MA i Buddhist Studies fra Sunderland University. Hun har også mange års erfaring med undervisning i buddhistisk filosofi, historie og metode.

Book preview

Buddhisme i hverdagen

Titelside

DEL 1 – GRUNDLÆGGENDE BUDDHISME

Hvad er buddhisme?

Buddhismens historie

DEL 2 - DOKTRINER FRA DEN TIDLIGE BUDDHISME

De Fire Forædlende Sandheder

Afhængig Oprindelse

De Tre Mærker

DEL 3 - BUDDHISMENS VIDERE UDVIKLING

Mahayana

Tomhed

Bodhisattvaidealet

Buddhanatur

Oprindelig Oplysning

Lotus Sutraen

Yogacara skolen

Hua-yen skolen

Ichinen Sanzen

Vajrayana

DEL 4 – ETIK

Karma og genfødsel

DEL 5 - BUDDHISMEN I PRAKSIS

Buddhistisk praksis – en mangfoldighed

Hvordan kommer man i gang?

Siddende meditation

Studie

Esoterisk praksis

Ud af bogen...

DEL 6 – Dansk Dharma Center

Tilflugt

Sanghamøder

Meditationskursus

Retreats

Online kursus

Træning af læg-ledere

Dharmalærer træning

Ideer til videre læsning

Ordliste

Noter

Kolofon

Shoken Pia Trans

Buddhisme i hverdagen

F0E3 2008 Shoken Pia Trans

Forlag: Books on Demand GmbH, København, Danmark

Tryk: Books on Demand GmbH, Norderstedt, Tyskland

ISBN

DEL 1 – GRUNDLÆGGENDE BUDDHISME

Hvad er buddhisme?

Mange af os kommer til buddhismen med det helt grundlæggende spørgsmål: Hvad er meningen med livet? Dette spørgsmål er afledt af vores kristne kultur, som ser verden som meningsfuld i forhold til den Gud, som skabte den. Men når vi ikke længere kan tro på Gud, så forsvinder denne mening, og det gør os urolige. Desværre kan buddhismen ikke hjælpe os med denne uro – ikke direkte, i hvert fald, for sådanne menings-relaterede spørgsmål er kun gyldige i forhold til en skabende eller kontrollerende magt, som man ikke finder i buddhismen. I buddhismen fokuserer man på funktion: Man spørger hvordan verden fungerer, men man søger ikke meningen med livet, og finder den som sådan heller ikke.

Buddhismen er enkel... den handler i bund og grund om én ting: menneskelig lidelse og ubehag, og hvordan det lindres. Buddhaen sagde, at al menneskelig lidelse stammer fra vores begær. Med det menes der, at hver gang vi ønsker at noget skal være anderledes end det rent faktisk er, så får vi det ubehageligt – så udsætter vi os selv for lidelse.

Man kunne også sige, at grunden til vores lidelser dybest set er vores uvidenhed om livets sande natur. Vi ved ikke, hvordan verden i virkeligheden er, vi glemmer at alting hele tiden forandrer sig, og at intet har en fast, vedvarende kerne, og derfor rækker vores sind hele tiden ud efter alt muligt. Vi tror, at lykken findes et sted derude. Det gør den ikke, og det skader os at tro det, fordi vi gang på gang bliver skuffede.

...og buddhismen er vidtfavnende. Selvom buddhismen grundlæggende er meget enkel, og kun handler om én ting, så er buddhisme samtidig en religion med 2.500 års tradition bag sig. Det betyder at den, igennem tiderne og i forskellige kulturer, har udviklet sig til en mangfoldighed af udtryk, doktriner og praksisformer, og nogle gange kan det være svært at se den overordnede sammenhæng.

Denne bog vil give en kort præsentation af buddhismens historie, dens udvikling og dens basale filosofi, men først og fremmest vil den fortælle hvad man kan bruge den til. Sigtet med denne bog er først og fremmest praktisk: Hvordan omsætter man gamle doktriner til nutidigt hverdagsliv – hvordan får man et bedre liv. Bogen bærer naturligvis stærkt præg af min tilgang til buddhismen, og af min personlige vej. Jeg er ordineret i den japanske Tendai skole, men jeg er også stærkt påvirket af de lærere som gik forud for min officielle træning og ordination, ikke mindst af professor Peter Harvey fra Sunderland University, som førte mig helskindet igennem sit MA program i buddhistiske studier.

Denne bog har været længe undervejs. Lige siden jeg begyndte at undervise, har jeg mærket manglen på gode, danske grundbøger, og hele tiden har jeg tænkt at en dag ville jeg skrive den bog, jeg manglede. Fra starten ønskede jeg at skrive en bog, som kunne bruges på tværs af alle de mange buddhistiske skoler, men arbejdet strandede hele tiden, enten fordi alene udvælgelsen af doktriner kan være kontroversiel hvis man skal tilfredsstille alle, eller fordi jeg ganske enkelt syntes bogen blev for kedelig og overfladisk, når jeg konstant skulle navigere mellem de mange skolers tolkninger. Den bog jeg endte med at skrive, er stærkt farvet af min personlige tilgang til buddhismen, hvilket naturligvis betyder, at den ikke er ’korrekt’ fra alle skolers synsvinkler. Alligevel håber jeg på, at bogen vil være til nytte.

For at gøre bogen letlæselig, har jeg valgt at udelukke de særlige notationsmærker, som ellers anvendes når man skriver pali eller sanskrit ord. Jeg har vurderet, at de ville forstyrre mere end de ville gavne, og at de som måtte have en særlig interesse i denne form for nøjagtighed, ville have ret let ved at finde anden litteratur. Denne bog er først og fremmest rettet mod begynderen. Ligeledes vil den opmærksomme læser bemærke en vis ujævnhed i forbindelse med noteapparatet, hvor jeg veksler mellem PTS-henvisninger og andre typer af kildeanvisninger. Dette er gjort for at tage hensyn til, at mange af henvisningerne kan findes i de fremragende online ressourcer, hvor notationen kan være en smule uortodoks.

Der er mange, jeg skylder tak. Denne bog var aldrig blevet til noget, hvis ikke utallige mennesker havde ydet mig deres støtte. De mange medlemmer af Dansk Dharma Center har bidraget på utalige måder, med enten konkrete indlæg til bogen, med korrekturlæsning og gode ændringsforslag, eller med moralsk opbakning. Jeg vil også nævne mine mange skønne kolleger og lærere, som har gjort buddhismen tilgængelig for mig, og Chizen, som har givet mig helt uvurderlig hjælp igennem den rigtig lange periode, hvor jeg i større eller mindre omfang har skrevet på det, der skulle blive til denne bog. Først og sidst er det dog min fantastiske familie, som med deres konstante opmuntring, hjælp og tiltro til mig, og med de ofre de hver især har ydet for at give mig tid og rum til mine studier, min praksis og min skrivning, som jeg er i dyb taknemmelighedsgæld til. Tak til jer alle.

Det er mit håb at bogen vil blive til glæde for andre end mig selv. Jeg har allerede haft glæden ved at skrive den!

Buddhismens historie

En måde at nærme sig buddhismen på, er gennem dens mangeårige og farverige historie. Det følgende er blot korte rids, med hovedvægten lagt på de elementer som har indflydelse på buddhismen som vi kender den i dag. Der er en gennemgang af Shakyamuni Buddhas liv og virke, en kort oversigt over typerne af tekster i den buddhistiske kanon, og et par ord om de mest betydelige buddhistiske skoler gennem tiden, med hovedvægt på de skoler der har sit udspring i den japanske buddhisme. Selve historien om buddhismens udbredelse er ganske veldokumenteret, og skønt der kan være afvigelser mellem de forskellige skolers mytologiske beretninger, er der almindelig enighed om de historiske fakta.

Den historiske Buddha, Shakyamuni

Vi kender faktisk ikke så forfærdeligt meget til den historiske Buddhas liv. Der er masser af legender om ham, men meget lidt af legendernes stof kan verificeres. Måske er det heller ikke så vigtigt – når man læser legenderne, er det tydeligt hvorledes de er opbygget om en række kernepunkter, som hver især tjener til at understrege pointer i den buddhistiske lære.

Ifølge traditionen blev han født for næsten 2500 år siden, år 463 før vores tidsregning, som en prins i et lille kongerige i det sydlige Nepal. Der er dog stor usikkerhed omkring årstallene, og meget peger på, at hans familie var indflydelsesrige politikere, snarere end decideret royale. Hvorom alting er: han blev født for lang tid siden, i det nordlige Indien, i en velstående og magtfuld familie, og blev givet navnet Siddharta Gotama. Siddharta voksede op i luksus, og forlod de første mange år aldrig sin fars palads. På trods af faderens anstrengelser for at beskytte ham imod livets barske realiteter, blev han dog alligevel til sidst utilfreds med livet inden for paladsets mure.

Siddharta besluttede at forlade paladset og opleve livet udenfor. Kort efter han kom ud, mødte han en gammel, senil mand. Dette syn forskrækkede Siddharta, som aldrig havde set noget lignende. Han spurgte sin tjener, hvad der dog var galt med manden. Tjeneren forklarede prinsen om alderdom, og sagde, Det kommer til os alle. Derefter mødte han en mand, der var plaget af sygdom. Så mødte han et lig, omgivet af sørgende venner og slægtninge. Hver gang forklarede tjeneren, Det kommer til os alle. Til sidst så han en omvandrende, hellig mand. Tjeneren fortalte ham, at denne mand havde frasagt sig det almindelige liv for at søge efter evig fred. Siddharta besluttede på stedet at det var den vej, han ville vælge. Han besluttede, at i stedet for at besejre fjendtlige kongeriger, ville han besejre selve den menneskelige lidelse. Samme nat forlod han sin kone og nyfødte søn, og vandrede væk fra paladset.

Igennem seks år vandrede han rundt i sin søgen efter evig lykke. Han slog følge med forskellige grupper af religiøse vandrere, lærte hvad han kunne fra dem, men endte altid med at forlade dem, når han indså, at heller ikke de havde svaret på menneskelig lidelse. De traditioner han fulgte, byggede på streng askese, og efter seks år var hans krop så svækket, at han næsten døde. Da indså han, at alle hans anstrengelser ville være forgæves hvis han pinte sig selv ihjel - så ville han aldrig finde det svar han længtes sådan efter. Han indså, at selvfornægtelse var en lige så stor forhindring for oplysning, som hans tidligere udsvævende liv var det, og erkendte at en spirituel praksis må følge det, han kaldte Middelvejen. Både for megen anstrengelse (som hans selvpineri) og for lidt (som under hans første leveår som forkælet rigmandssøn) ville lede væk fra den erkendelse han søgte. Fra det øjeblik vendte han den ekstreme askese ryggen, og genvandt langsomt sit helbred.

Da han havde erkendt vigtigheden af at afbalancere sin spirituelle praksis, satte han sig i meditation under det, som senere skulle blive kendt som Bodhi-træet (oplysningens træ). Han fjernede alle distraktioner fra sit sind, og med dyb koncentration betragtede han sit liv. Han betragtede sine tidligere liv, og derefter alle levende væsners liv. Han så, hvorledes alt styres af årsager og omstændigheder, hvordan vi alle hele tiden skaber vores liv med vores tanker, ord og handlinger, og hvordan vi alle er dybt forbundne. Da fandt han også den løsning, han så længe havde ledt efter; løsningen på lidelse. Han så fire centrale kendsgerninger, som præger alt liv, også kaldet de fire forædlende sandheder: at der findes lidelse; at lidelse skyldes vores begær; at det er muligt at undgå at skabe lidelse idet den er afhængig af begær for at kunne bestå; og endelig at der er en vej til at udslukke lidelsen i livet. Han så hvordan selve livet fungerer, altings sande natur – han opnåede oplysning, og blev dermed en Buddha, en Opvågnet.

Hans første tanke var at nyde sin nye erkendelse og ikke besvære sig med at videregive den, fordi han mente, at den alligevel ville være for svær for andre at forstå. Ifølge legenderne var det en af guderne der overbeviste ham om, at skønt hans erkendelse var svær at forstå, ville der være nogle der var parate, og for deres skyld begav han sig ud i verden for at undervise. Igennem de næste ca. 40 år rejste han rundt, underviste og samlede andre omkring sig, og han indstiftede den trefoldige tilflugt, som stadig kendes og bruges i dag. Når folk havde hørt ham tale, var der ofte nogen som ønskede at følge hans lære, og de tog tilflugt i Buddhaen (den oplyste mand, Gotama), Dharmaen (hans belæringer) og Sanghaen (det religiøse fællesskab). Til at begynde med optog han udelukkende mænd i sanghaen, men meget hurtigt indstiftede han også en nonne-orden. Han var lidt modvillig først, formodentlig fordi han frygtede reaktionen hos læg-tilhængerne, hvis støtte han og resten af sanghaen var afhængige af. Imidlertid blev han udfordret på det, og spurgt om kvinder da ikke kunne opnå den samme oplysning som mænd. Det kunne de, det var han slet ikke i tvivl om, og enden på det blev da også den nævnte nonne-orden.

Meget tidligt opstod der også tempelområder. I begyndelsen var reglen at sanghaen hele tiden skulle vandre fra sted til sted, men for at tilfredsstille lægfolk, som var trætte af at have munke og nonner vandrende rundt i deres sårbare marker under regntiden, lavede Buddhaen reglen om, at de skulle blive på samme sted under hele regntiden, og således blev de første tempelområder skabt; steder som var doneret af lægfolk, hvor munkene og nonnerne kunne bo under de tre måneder lange regntider.

Buddhaen vandrede rundt og underviste hele sit liv. Han døde fredfyldt, 80 år gammel, år 383 før vores tidsregning (igen er årstallene usikre, men i følge traditionen blev han 80 år). I sin allersidste tale¹ sagde han, at sanghaen ikke skulle finde en ny leder efter ham, men udelukkende leve i deres fællesskab med hans undervisning som deres leder. Deres fællesskab var grundlagt udfra princippet om, at enhver som søgte oplysning, havde brug for en spirituel ven - en som kendte vejen, og kunne støtte nye søgende. Der er aldrig nogen som har hævdet at være Buddhaens efterfølger som leder af den samlede Sangha, men ideen om en spirituel ven har overlevet – det er blandt andet det, der er den ordinerede Sanghas funktion i dag i de fleste Mahayana traditioner.

Den buddhistiske kanon

Det nærmeste vi kommer den historiske Shakyamuni Buddhas faktiske liv og belæringer, er de tidlige skolers Pali kanon og de kinesiske Agamas. Pali kanon er en buddhistisk tekstsamling – en kanon – som er skrevet på pali, som formodentlig er ganske tæt på den gamle magadhan dialekt, som Buddhaen talte. De kinesiske Agamas svarer på mange måder til Pali kanonens skrifter, da de består af den kinesiske oversættelse af Sarvastivada (en af de tidlige skoler) kanonen. Agamas er ikke så velkendt eller benyttet som Pali kanon, først og fremmest fordi der kun er enkelte uddrag af dem som er oversat til engelsk.

Pali kanon

Der er fin overensstemmelse mellem Pali kanon og Agamas når det kommer til de helt grundlæggende belæringer, og endda et vist sammenfald i forbindelse med forskrifterne (Vinaya) for munke og nonner. Dette materiale er hjørnestenen i Buddhaens Dharma, og således også grundlag eller udgangspunkt for de senere Mahayana og Vajrayana skoler.

Pali kanon består, overordnet set, af tre typer af tekster: suttaer (Buddhaens foredrag), vinaya (etiske regler for ordinerede) og abhidhamma (tekniske præciseringer af læren). De grundlæggende buddhistiske belæringer, som nærmest alle buddhistiske skoler har til fælles, kan findes i engelske oversættelser af Pali kanonen, hvoraf en stor del er frit tilgængelig på www.accesstoinsight.org.

Efter Buddhaens død siges det, at 500 af Buddhaens oplyste disciple mødtes og reciterede alle de foredrag (suttaer) og forskrifter (vinaya) som de havde hørt i deres år sammen med ham. Ananda reciterede alle de suttaer han havde hørt, hvorfor alle suttaer (og de senere Mahayana sutraer) starter med Ananda der siger Dette har jeg hørt.... Upali, som var kendt for sit indgående kendskab til Vinayaen, reciterede alle reglerne, og munkene godkendte hvad Ananda og Upali reciterede. Denne recitation blev grundlag for den mundtlige overlevering, som var den eneste kilde til Buddhaens lære indtil omkring det 1. århundrede før vor tidsregning, da Pali kanon første gang blev nedskrevet i Sri Lanka.

Med tiden opstod der flere forskellige buddhistiske skoler i Indien. Til at begynde med var den vigtigste forskel mellem skolerne deres vinaya, men efterhånden udvikledes også doktrinære forskelle. I følge traditionen var der i alt 18 forskellige skoler, hvoraf kun en har overlevet til i dag, nemlig Theravada, de ældres skole. Den bevægede sig fra Indien sydpå til bl.a. Sri Lanka, Thailand og Burma, hvor den stadig trives i dag. Selvom Theravada skolen bygger på materialet i Pali kanon, betyder det ikke, at man uden videre kan sætte lighedstegn mellem Theravada og indholdet i suttaerne. Pali kanon repræsenterer det samlede materiale, som det lykkedes Theravada skolen at bevare fra den oprindelige tekstsamling, inklusive materiale som ikke umiddelbart passer med Theravada skolens doktrinære holdninger. Et enkelt eksempel er ideerne omkring død og genfødsel, hvor Theravada skolens ortodokse lære siger, at genfødsel sker umiddelbart efter død, hvor Pali kanon har adskillige tekster som omtaler en form for midlertidig eksistens, der ligger mellem død og genfødsel.

Mahayana kanon

Mahayana buddhismen startede som en bevægelse inden for de etablerede skoler, hvor nogle munke begyndte en reformulering af den buddhistiske tradition. Der har aldrig været tale om en skole ved navn Mahayana. Der kom skoler som baserede sig på Mahayanabevægelsens tanker - dem kalder vi Mahayanaskoler - men der var altså aldrig tale om en egentlig sammenhængende enhed. Denne bevægelse lagde f.eks. større vægt på Bodhisattvaidealet end man tidligere havde gjort, og videreudviklede ideerne om afhængig oprindelse og ikke-Selv til læren om tomhed. Den nye bevægelse blev kaldt Mahayana - det Store Fartøj - fordi dens belæringer sigtede mod at hjælpe alle, uden undtagelse, til oplysning; målet var at skabe et fartøj som kunne få alle til den anden bred: oplysning. Den tidlige Mahayana bevægelse brugte det nedladende udtryk Hinayana eller det Lille Fartøj om den tids etablerede buddhisme, som de anklagede for at bygge på selvcentrerede ideer om individets egen oplysning. Det må understreges, at udtrykket Hinayana er et udtryk som ingen skole nogen sinde har brugt om sig selv. Det er et nedladende udtryk, som blev anvendt i polemisk øjemed, og det er ikke et udtryk som er anvendeligt til beskrivende formål. Når vi i dag henviser til Theravada skolen, bør det under ingen omstændigheder være med dette udtryk, som kun kan virke stødende. Mahayana og Hinayana er ord der kun har været brugt i Mahayana buddhismen, og mens Mahayana er et anerkendt samlebegreb for en række skoler som har en stor del af deres filosofiske grundlag til fælles, er ordet Hinayana et kunstigt opfundet begreb, der blev klistret på skoler som i bund og grund ikke havde meget andet til fælles end at være etableret før Mahayana-bevægelsens begyndelse. Når det kommer til ordet Hinayana gælder det som i så mange andre sammenhænge, at når vi har at gøre med et udtryk som ingen bruger om sig selv, skal andre også afholde sig fra at bruge det.

Meget hurtigt begyndte Mahayanatilhængerne at udvikle deres egne sutraer, og helt fra begyndelsen var der tale om en skriftlig tradition, hvilket også ses tydeligt på stilen i sutraerne, som er helt forskellig fra Pali kanon suttaerne. Der er tale om skrifter som på mange måder forholdt sig kritisk til det der blev betragtet som selvtilfreds afsondrethed og egocentreret praksis hos visse af den tids lærde munke. Mahayanasutraerne er altså ikke den historiske Buddhas egentlige ord (og faktisk er det ikke altid den historiske Buddha, som præsenteres i dem). Imidlertid hævder Mahayanabuddhister, at disse sutraer bedre udtrykker Buddhaens egentlige mening end Pali kanonen og Agamas.

Der er mange forskellige Mahayanasutraer, som fokuserer på forskellige filosofiske aspekter. Med tiden har forskellige grupper af munke rettet deres fokus mod forskellige sutraer, hvorved en række forskellige skoler opstod. Mahayana buddhismen bevægede sig videre fra Indien, dels østpå til Kina og derfra til Korea og Japan, dels nordpå til Tibet.

Buddhismen kom til Tibet ret sent. Mens den nåede Kina i det 1. århundrede og Japan i det 6., kom den først til Tibet i 800-tallet. I de år der lå imellem transmissionen til Østasien og Tibet, havde buddhismen udviklet sig i Indien; den tantriske form, Vajrayana, var opstået, og det var primært den der overførtes til Tibet, hvor den blandede sig med landets oprindelige religion, Bon. Den tibetanske buddhisme har fire hovedskoler:

Nyingma - den tidligste skole, som er meget tantrisk i sin orientering. Denne skoles højeste belæring kaldes Dzogchen.

Kagyu - en senere skole, som også fokuserer på tantra. Dens mest kendte lærer er Milarepa. Denne og de følgende skolers højeste belæring hedder Mahamudra.

Sakya - endnu en senere skole, opkaldt efter deres hovedtempel (ikke efter Shakyamuni Buddha). Dens belæringer er ikke udbredt udenfor Tibet i nævneværdigt omfang.

Gelug - den seneste skole, forstået på den måde at dens moderne form er en reformeret og revitaliseret version af den ældre Kadam skole. Nogle gange kaldes Gelug også Ny Kadampa (pa betyder skole). Reformatoren Tsongkhapa er en af Gelug skolens mest velkendte lærere. Dalai Lamaerne er skolens ledere, og igennem adskillige århundreder også de politiske ledere af Tibet.

Buddhismen i Kina

Skolerne i den kinesiske buddhisme udvikledes, da belæringerne begyndte at strømme ind i Kina ad Silkevejen, og de forsvandt praktisk talt igen i det 9. århundrede på grund af forfølgelserne mod Kejser Wu. De var for afhængige af de store templer, og havde aldrig rigtig appelleret til den almindelige befolkning. De efterlod imidlertid en fantastisk arv: en kreativ syntese af Mahayanabuddhismens belæringer og praksisformer fra Indien, og den kinesiske buddhisme har haft afgørende indflydelse på både koreansk, japansk og vestlig buddhisme. De vigtigste af skolerne findes fortsat i Japan, hvorfor deres japanske navne er anført i parentes efter deres kinesiske navne nedenfor:

T’ien-t’ai (Tendai) - bygger først og fremmest på Lotus Sutraen, som anses for at være den højeste belæring, men inddrager også filosofien fra Prajna Paramita litteraturen, Bodhisattvaens forskrifter og esoteriske belæringer. Den primære praksis er koncentrations- og indsigtsmeditation, Shikan.

Hua-yen (Kegon) - denne skole sætter Flower Garland Sutraen som den højeste lære. De fokuserer på meditation