Feerne på Festøv-slottet bind 2: Mystik og trolddom i féverdenen

By Karin Ordell

Historien om Bitte og féerne på Féstøvslottet fortsætter her.

Bitte og vennerne er atter på eventyr. De møder trolde, sigutter, en dansedrage og forbrydere.
Tora vender tilbage, og mysteriet om de stjålne tænder opklares på en farefuld færd til Thronaria. Bitte forsøger at åbne sin sorte dør og får en overraskelse.

Der er magi og trolddom overalt, og mange opgaver skal løses, før der atter er fred på slottet og i Kantadius Nye venner dukker op på overraskende måde, og Bitte og févennerne må atter udvise mod og styrke.

Féstøv er vigtig for alle i Kantadius, og høsten er i fare. Alle må hjælpe til for at redde høsten.
Uventet magi dukker op og giver store udfordringer for Lulu. Hele fériget er i fare, og kun stor visdom og kløgt kan redde Kantadius.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Mar 20, 2020
• ISBN: 9788743081814

Karin Ordell

Karin Ordell was born in 1955. She is a trained nurse and has worked as a manager in the public and private care sector for most of her career. She started writing books at a late age, and The Fairies on the Fairydust-Castle (in 3 volumes) is her first children's book.

Book preview

https://rio-ordell.dk/festoev-slottet

Kapitel 1

Lulu og heksen

Lulu og Lilli vandrede hen over græsmarken til den store skov. De nåede ind i den dunkle skov. Mørket var ved at falde på, og de snublede i snerler og nedfaldne grene, men endelig nåede de lysningen med det store egetræ i midten. De gik forsigtigt hen til træet og kikkede op mod hulen.

Jeg tør næsten ikke vække ham, han bliver så sur, når han bliver vækket, sagde Lulu.

Pjat, sagde Lilli. Det her er en vigtig sag. Bliver han sur, må han selv arbejde med at blive sød igen.

Lilli råbte, så højt hun kunne: Marius, vågn op, vi har brug for dig!

Der var stille i lang tid. Så så de Marius stikke hovedet ud af hulen. Han plirrede med øjnene og sagde: Shh, I vækker de små.

De skal vel ikke sove hele døgnet! råbte Lilli tilbage.

Marius lettede og landende på grenen over deres hoveder.

Han kikkede på Lulu og sagde: Du fortalte mig ikke, at jeg skulle have to små fede féer på ryggen. Jeg får jo lumbago og flyvebesvær, hvis jeg skal bære jer begge to.

Fede féer, svarede Lilli lidt fornærmet. Må jeg være fri. Det er en ære at bære féer på din ryg. Én eller to gør vel ingen forskel?

Uhh, uhh, sagde Marius, og henvendt til Lulu sagde han:

Har du en tilladelse til at flyve hen over Thronarias grænse?

Det har jeg, se her. Lulu trak et stykke papir op af lommen, foldede det ud og stak det op foran Marius’ øjne. Marius kikkede på papiret, og det lød som om han sukkede.

Det er fint, men selv om jeg er en klog ugle, kan jeg altså ikke læse. Jeg tror på dig. Hop op begge to og lad os komme af sted.

Marius fløj ned på græsset, så féerne kunne komme op på ryggen af ham.

Lulu og Lilli kravlede op på ryggen af Marius og holdt godt fast i hans fjer og dun.

Av for pokker, sagde Marius. Vær lidt forsigtig med mine dun, de er ømfindtlige.

Lulu og Lilli fnisede som unge féer, men forsøgte at undertrygge det. Lulu holdt sig for munden, mens Lilli lo højlydt. Marius baskede med vingerne, hakkede med næbbet og så lettede han.

Marius fløj hen over skoven og mod Thronarias grænse. Han tøvede lidt, da de nåede grænsen og spurgte:

Lulu, er du sikker på, det er i orden at lande i Thronaria, jeg er ikke bekymret for mig selv, men hvad med jer to?

Jeg er helt sikker, svarede Lulu. Dronning Solhilda har givet mig sit skriftlige ord på, at jeg har tilladelse.

Marius kom med et par underlige lyde, der kunne tolkes som om, han ikke var helt sikker.

Efter kort tid lagde Marius an til landing.

Så er vi ved at være ved huset. Jeg lander, sætter jer af, og så er jeg den, der er fløjet igen.

Hov, hov, sagde Lulu. Du kan da ikke bare stikke af og lade os være alene her. Vi ved jo ikke, hvad vi finder i det hus!

Ikke mit problem, jeg har unger, der skal passes, og Silke er ikke helt tilfreds med dette eventyr. I må selv finde hjem, hvis I altså overlever! Desuden har I jo vinger begge to, så hvad er problemet?

Så landede Marius, et godt stykke fra det lille hus. Han rystede sig for at få féerne af sin ryg, og Lulu og Lilli gled ned på græsset sammen med tasker og tæpper.

Pokkers ugle, sagde Lulu sagte.

Højt sagde hun: Tak for turen Marius, pænt af dig. Hils Silke, vi snakkes ved!

Marius hakkede med næbbet og lettede igen. Held og lykke, kunne de høre ham råbe på vej over mod skoven.

Lulu og Lilli sad lidt i græsset og sundede sig.

Hvad gør vi nu? spurgte Lilli.

Vi går over til det hus og banker på. Vi er her jo for at finde ud af, hvad der foregår i det hus. Kom så går vi, sagde Lulu.

De samlede taskerne og tæpperne op og begav sig over mod huset.

Der var lys i vinduerne, og da de kom nærmere, kunne de se, at der var sat stearinlys i alle vinduerne. De stod stille et øjeblik få meter fra døren.

Der var helt stille.

Lulu listede nærmere og lagde øret op mod døren.

Så vinkede hun til Lilli, at hun skulle komme nærmere.

Lulu hviskede: Jeg kan høre dyrelyde og puslen!

Så rettede hun ryggen og bankede hårdt på døren. Der var helt stille, intet skete. Så bankede Lulu endnu hårdere på døren og trådte et skridt tilbage.

Døren blev langsomt åbnet, og en ung pige kikkede ud. Pigen var højere end en fé, lyshåret og med gnistrende sorte øjne.

Hendes kjole var lys grå med hvide blonder på ærmerne og på kjolekanten.

Godaften, sagde hun med en mild stemme. Hvad bringer jer til mit hus?

Lulu var i tvivl om, hvor meget hun skulle sige om deres mistanke, men så udbrød hun:

Vi tror, at du udnytter frøen og skildpadden til at bringe dig sårede dyr, så du har nem mad, som du ikke selv behøver at jage efter! Lulu tav, overrasket over, hvad hun lige havde sagt.

Hvis det ikke er sandt, så undskylder jeg, fortsatte Lulu, og så gik hun i stå. Den lyshårede pige så et øjeblik på Lulu, og så lo hun en sagte latter.

Du må være dronning Blå, jeg har hørt om dig, men kun for noget godt. Jeg hedder Malu-Ibi, kom indenfor. Jeg har lige forberedt et lille aftensmåltid, og det vil jeg da gerne dele med jer. Det er solsikke brød med marmelade lavet af skovens bær, og omelet lavet af æg fra mine tre høns, der bor i min baghave.

Malu-Ibi åbnede døren på vid gab, og Lili og Lulu trådte ind. Lilli præsenterede sig og undskyldte for forstyrrelsen.

Da de trådte ind i stuen, så Lilli og Lulu en masse små senge. I sengene lå der alle mulige dyr og i en af sofaerne, der var dækket med et lagen, lå der også dyr. Overalt, hvor de kikkede hen i stuen, var der dyr. Nogle havde skinner på benene, en kanin havde en stor forbinding om sit ene øre, og en stor fugl havde en klap for det ene øje.

I en krog af stuen lå en stor ræv i en kurv. Ræven havde en skinne på det ene forben og en stor forbinding på ryggen.

De to féer stod målløse og kikkede på de mange dyr. Lulu vidste igen ikke, hvad hun skulle sige, men denne gang var hun tavs og gav sig tid til at tænke sig om.

Efter lang tid spurgte Lulu: Hvem er du, og hvad er det, du laver her i dette hus i udkanten af skoven?

Malu-Ibi lo sin stille latter og svarede: Lad os sætte os til bords, så skal jeg fortælle min historie.

Malu-Ibi dækkede bord til tre, og satte brød, marmelade og omelet på bordet. Hun hentede en kande med rød saft og fortalte, at det var lavet af vilde jordbær og hyldebærblomster ude fra skoven.

Lulu og Lilli satte sig ved bordet, og så at tallerkenerne var skårede og bestikket meget gammelt og slidt. Servietterne var håndbroderede, men også meget slidte. Lulu tænkte, at pigen var fattig og ikke ejede meget. Hun tænkte også, at det skulle blive interessant at høre hendes historie.

Malu-Ibi satte sig og bød fadene rundt. Hun skænkede saft i alle tre glas og begyndte på sin historie.

"Jeg er datter af en elverpige og en trold. Jeg boede i elverlandsbyen de første 7 år af mit liv. Det var ikke særlig sjovt, elverbørnene kaldte mig en lille halvtyk trold eller en halvelv. Som I sikkert kan se, er jeg ikke så høj som en elv og heller ikke slank. Jeg ligner min far, men har min mors lyse hår.

Min far var heller ikke vellidt i landsbyen, men han fik lov at blive, fordi han var stor og stærk og kunne klare tunge opgaver, som elverne selv havde svært ved at klare.

Da jeg hverken er elv eller trold, kalder jeg mig selv for heks.

Jeg kan ikke hekse, men jeg er god til at helbrede sårede dyr.

Jeg har boet her siden jeg var 7 år. Jeg kunne ikke blive i landsbyen, de ville jage mig ud, fordi jeg var anderledes.

Mine forældre fandt dette sted til mig. Her er jeg fri, og kan gøre, hvad jeg har lyst til. De besøger mig så ofte de kan, men de bliver nødt til at gøre det i hemmelighed for ikke at få problemer. Det er ikke vellidt at elve og trolde gifter sig og får børn. Troldene bliver jaget, hvis de kommer i nærheden af en elverlandsby. De har et dårligt ry.

Mange trolde er voldsomme og kan ikke altid kende forskel på dit og mit, hvilket vil sige, at de er tyvagtige.

Jeg har mange venner i skoven både dyr, alfer og elve. De hjælper mig med mange ting. Frøen og skildpadden, de hedder øvrigt Hanse og Manse, de er ikke bange for mig, kun for at elverne skal opdage, at vi er venner, og at de hjælper mig."

Malu-Ibi gik i stå og sad og kikkede ned i bordet. Lulu så at en tåre glimtede i hendes ene øje, og lagde sin hånd ovenpå Malu-Ibis hånd og klappede den.

Lulu Spurgte: Ved du, om der er andre her i Thronaria, der har forældre, som ikke er af samme folkeslag?

Jeg tror det ikke. Jeg har aldrig hørt om nogen, men der er mange landsbyer rundt omkring i landet, så det er muligt, at der er nogen, som jeg ikke har hørt om, svarede Malu- Ibi.

Lilli havde ikke sagt et ord, siden de trådte ind i Malu-Ibis hus, men nu brød hun ind.

Lulu tror du, at dronning Solhilda og kong Leifur ved noget om dette. I Thronaria bor der både alfer, elver og trolde, der må da være nogle love og regler omkring blandede ægteskaber og børn som Malu-Ibi!

Malu-Ibi brød ind:

Der bor også féer i Thronaria. Der er landsbyer, hvor alfer og féer bor. Måske findes der nogle som mig i de landsbyer?

Lulu så meget overrasket på Malu-Ibi.

Det er kun i Kantadius, der bor féer. Jeg har aldrig hørt om féer i andre lande, sagde Lulu.

Lulu betragtede Malu-Ibi, og tænkte at hun hverken lignede en elv eller en trold. Hendes ører, der stak ud gennem håret var spidse, men ikke så spidse som en elvs, næsen var rund og hendes pande høj. Hun var køn, men på en måde Lulu ikke før havde set.

Lulu sagde: Malu-Ibi, jeg vil gerne hjælpe dig, men først er Lilli og jeg nødt til at tage tilbage til Kantadius. Vi skal studere nogle bøger i vores bibliotek, tale med de betroede féer og skrive et brev til dronning Solhilda og kong Leifur. Vi takker dig for din gæstfrihed og den gode mad, men vi må afsted.

Åh, nej, sagde Malu-Ibi. Bliv til i morgen når solen står op. I kan hjælpe mig med at fodre dyrene og skifte forbindinger, så kan I få en god nats søvn og være friske til turen hjem. Jeg har et lille kammer oppe på loftet med to senge, dem er i velkomne til at bruge.

Lili og Lulu kikkede på hinanden, Lulu nikkede og sagde: Tak for det, det er pænt af dig. Vi hjælper dig med dyrene. Fortæl os blot, hvad vi skal gøre.

Snart var de alle tre i gang med at fodre og ordne skinner og sår. Lulu fik til opgave at skifte forbindingen på rævens ryg.

Hun nærmede sig langsomt kurven, hvor ræven lå, satte sig på gulvet og talte beroligende til den. Ræven trak sig tilbage i kurven og viste sine spidse tænder. Lulu nynnede og strakte hånden ud mod den. Efter nogle minutter slappede ræven af, stak snuden hen mod Lulu og kikkede undersøgende på hende.

Lulu fik lov til at vikle forbindingen, der sad rundt om maven på den, af. Hun så et grimt bidsår, og der manglede pels rundt om såret. Lulu blev ved med at nynne en stille melodi og lagde begge hænder på såret. Ræven faldt til ro, lukkede øjnene og lagde sit hoved på poterne. Sådan sad de i lang tid.

Da Lulu