Nordværk: En værnemagervirksomhed under besættelsen og menneskene omkring den

By Henrik Lundbak

Hvad gør man, når verden ændrer sig, og man ikke selv har mulighed for at følge med? Når flertallet slår ind på en vej, som man ikke har lyst til at følge - eller er afskåret fra at følge? Når de ideer, man troede på, eller den virksomhed, man har investeret sine penge i, ikke længere rummer håb om en bedre fremtid, men trusler om udstødelse af fællesskabet - eller det, der er værre?

Sejrherren skriver historien, siger man. Denne bog handler om nogle af dem, som troede, at de var på sejrherrens side under Danmarks besættelse 1940-45. Eller måske troede de bare, at de var på fremskridtets side? At fremtiden tilhørte Tyskland og nazismen? At det gjaldt om ikke at komme for sent til toget?

Nordværk var en maskinfabrik i København, som i 1943 fik en stor entreprise med at reparere flymotorer for BMW i München. Motorer til tyske jagerfly. For de to ejere - en fabrikant og en sagfører - var det en chance for at foretage et kvantespring fra beskedent maskinværksted til stor industrivirksomhed. En chance som alle forretningsfolk drømmer om.

Omkring fabrikken samlede sig et miljø af arbejdere, kontorfolk og sabotagevagter. For Nordværk var selvfølgelig et oplagt sabotagemål. Men vagterne var veltrænede og velmotiverede. Mange var nazister og havde tidligere kæmpet som soldater på den tyske østfront. Og da Nordværk lukkede i efteråret 1944, gled mange af dem videre til anden tyske tjeneste. Som meddelere, der lyttede til snakken på gaden, i sporvognen og på værtshuse. Eller som ansatte i det nye hjælpepoliti Hipo.

Vi følger folkene omkring Nordværk i romanens form. Lærer deres tanker og overvejelser at kende. Med digterisk frihed, men med basis i det store kildemateriale, der er bevaret. For den, der vil vide, hvor meget der er digtet til, gennemgås kilderne afsnit for afsnit.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Feb 10, 2020
• ISBN: 9788743063674

Henrik Lundbak

Henrik Lundbak er museumsinspektør ved Frihedsmuseet. Han har udgivet fagbøger og artikler om besættelsestiden og været medproducent på udstillinger om perioden. "Nordværk" er hans første forsøg på at formidle besættelseshistorien i dramadokumentarisk form.

Book preview

INDHOLD

24. NOVEMBER 1944

1940: TIDERNE

1941-42: VED FRONTEN

1943-44: NORDVÆRK

1944-45: HIPO

1945-48: REGNSKAB

OM BOGEN

KILDERNE

PERSONERNE

24. NOVEMBER 1944

KØGE LANDEVEJ

Jens sad på bagsædet af bilen og kiggede adspredt ud over det flade landskab. Han havde hentet direktøren i sommerhuset i Hundige klokken 8, sådan som han nu havde gjort gennem nogen tid, mens fruen lå på hospitalet. Men i dag havde direktøren selv villet køre bilen, så Jens var blevet forvist til bagsædet sammen med direktørens søn Jørgen, der sad og svingede med en legetøjsflyvemaskine, mens han udkæmpede luftdueller i fantasien. Måske var det en fødselsdagsgave? Jørgen var lige blevet 12 år.

Maskinen var en metalskinnende Tekno-model. Uden nationalitetsmærker, selvfølgelig. De måtte ikke sælges med allierede mærker, og hvis de havde tyske mærker, ville børnene ikke have dem.

– Hvad er det for en slags, Jørgen? spurgte han.

– Amerikansk, svarede Jørgen, en flyvende fæstning. Vidste du, at hvis man stiller den på højkant, så er der lige så langt fra vingespids til vingespids som Rundetårn? Jeg har selv set det på en tegning i Hvem Hvad Hvor.

Jens smilede. Man måtte ikke håbe, at den tyske ingeniør, der sad foran ved siden af direktøren, hørte efter. Set med Jørgens øjne havde tyskerne vist allerede tabt krigen i luften til amerikanerne og deres flyvende fæstninger. Jens glædede sig, til hans egen Ove blev lidt ældre, så man kunne snakke rigtigt med ham.

Oppe foran talte direktøren og ingeniøren dæmpet sammen. Ingeniøren havde også været med den foregående aften, da Jens kørte direktøren og Jørgen ud til huset, og han havde åbenbart overnattet derude. De talte tysk, så Jens kunne ikke følge samtalen. Nok havde han lært sig nogle tyske brokker, mens han arbejdede nede i Tyskland, men kun lige til at klare dagen og vejen. Men han kunne forstå på direktørens tonefald, at han var ophidset over et eller andet. Det var der nu ikke noget usædvanligt i. Direktøren var berygtet for sin opfarenhed. Lige pludselig kunne han overfalde folk og beskylde dem for at gå bag hans ryg eller være inkompetente idioter. Alle vidste, at det gjaldt om at holde sig på afstand, når han var i det humør. Jens lagde mærke til, at Lindendahls navn dukkede op flere gange i samtalen. Han var leder af den ene af direktørens to fabrikker, den der hed Nord værk. Var det mon Lindendahl, der var lagt i kakkelovnen til denne gang?

Jens kedede sig, som altid når direktøren selv ville køre. Og bedre blev det ikke af, at direktøren ikke var nogen særligt god chauffør. Når man kørte med generator, fik man nu engang mest ud af at holde et stabilt tempo i stedet for hele tiden at trykke på gaspedalen for at presse farten op. Men det var ikke til direktørens gemyt. Turen ind fra Hundige var heller ikke spændende, ikke på denne årstid i hvert fald. Bare marker og strandenge med spredte gårde og lidt sommerhuse, som selvfølgelig stod tomme her om efteråret. Det var noget sært noget, at direktøren pludselig var flyttet i sommerhus på denne årstid. Hvorfor var han og Jørgen dog ikke bare blevet i lejligheden inde på Peter Bangsvej?

Jens lagde mærke til en Buick, der holdt ved en gård, som lå ud til vejen. Dejlig bil. Det var i hvert fald ikke bondemandens egen. Snarere en eller anden inde fra byen, der skulle købe lidt ind uden om de officielle kanaler. Ja, de velhavende, de forstod at kringle den.

Buicken startede kort efter, at de havde passeret gården. Jens fulgte den gennem bagruden. Den skød en god fart. Om lidt ville den overhale dem. Hov, vent! Der var noget galt! De kørte selv 50 km i timen eller lidt mere. Det kunne ikke passe, at en anden bil på generator kunne køre så meget hurtigere. Jens kiggede ud ad bagruden igen. Buicken lagde an til overhaling. Sideruden på pladsen ved siden af føreren var rullet ned.

– Pas på, hr. direktør! råbte Jens, samtidig med at han instinktivt greb fat i Jørgen og skubbede ham ned mod gulvet foran sædet. I det samme lød der nogle underlige lyde. Nærmest som når man kører i haglvejr, og haglene hamrer mod bilen. Men det, der slog mod bilen, var større end hagl. Jens mærkede en smerte i ryggen, og registrerede på en mærkeligt drømmeagtig måde, at der kom to huller i ruden ved siden af ham, sekunder inden den splintredes. Der kom et overrasket råb fra forsædet. Var det direktøren eller ingeniøren? Så lød der en ny maskinpistolsalve og et nyt råb, af smerte denne gang. Bilen begyndte at slingre og trække ud mod højre. Der kom et bump og et til og så et brag, samtidig med at bilen standsede med et ryk. Jens nåede lige at opfatte Jørgens rædselsslagne skrig, inden han selv mistede bevidstheden.

1940

TIDERNE

TIDERNE

Jens tøvede et øjeblik, inden han bankede på døren. Det var ikke ofte, han havde sat sine ben på konditorens kontor, så når han var blevet bedt om at komme op, måtte der være en vigtig anledning. Og sandsynligvis var den ikke glædelig. Jens havde sine bange anelser. Og så netop på dette tidspunkt. Nå, det blev jo ikke anderledes af, at han udskød det. Han bankede på.

– Kom ind, Rasmussen! Sæt Dem ned! Konditoren var en lille jovial mand. Ja, Rasmussen, jeg ville jo ønske, at jeg havde gode nyheder til Dem, men desværre er det lige det modsatte. De har sikkert selv bemærket, hvordan forretningen er skrumpet ind på grund af krigen, ikke? Der er snart ikke nogen af de råvarer, vi bruger, der ikke er blevet ramt af rationering. Først var det sukkeret. Så kom flødeforbuddet. Og nu har Fordelingskontoret så omsider fortalt os, hvor meget smør og margarine vi kan få. 75 % smør og 40 % margarine. Og det er vel at mærke procenter af en gennemsnitsmåned, her lige op til jul! Hvad giver De mig?

Jens sagde ikke noget, og konditoren sad hensunket i sine egne betragtninger, som om han havde glemt, hvorfor han havde bedt Jens om at komme.

– Men det kan såmænd være, det er lige meget, fortsatte konditoren. Folk passer også mere på deres penge nu, og når der er krig, er det ikke flødeskumskager, der står øverst på indkøbslisten. Nå, men det er jo ikke Deres problem. Eller rettere sagt, selv om det er mit problem, bliver det desværre også Deres, Rasmussen. Det lykkedes os jo at få bilen ombygget til generator, men med den smule vareudbringning, vi efterhånden har tilbage, kan jeg ikke forsvare at have en chauffør ansat. Jeg er ked af det, Rasmussen. Vi har været glade for at have Dem her, og, ja hvor længe er det egentlig, De har været hos os?

– Ni år, svarede Jens forsagt. Siden 1931.

– Det er også satans! sagde den lille konditor, som ellers aldrig bandede. Jeg ville helst have undgået at afskedige Dem. Jeg ved, at De har været flink til at give en hånd med ved forefaldende opgaver, efterhånden som der blev mindre brug for bilen, og hvis krigen var blevet en kortvarig affære, kunne jeg måske have holdt fast på Dem, men nu ser det jo ud til, at den i hvert fald varer vinteren over, og så, ja så går det ikke!

Jens sagde ikke noget.

– Det kan vel ikke komme helt bag på Dem, Rasmussen? spurgte konditoren venligt.

– Næh, men jeg havde jo håbet ..., mumlede Jens. Og så er der jo også det, at jeg lige er blevet gift, tilføjede han.

– Jamen, det husker jeg da, sagde konditoren. Deres søde forlovede var jo også herinde at hilse på. Ja, det gør det jo selvfølgelig endnu sværere, når man har eget hjem at opretholde. Måske skulle De også have set tiden an lidt længere, Rasmussen? Men selvfølgelig, når man har fundet sig en sød pige, har man jo ikke lyst til bare at gå og vente. Det husker jeg jo nok. Jeg har trods alt også været ung engang. Konditoren lo, men tog sig straks i det og lagde ansigtet i alvorlige folder. Arbejder Deres kone?

– Næh, ikke for øjeblikket. Jens ville ikke sige, at Gerda var med barn. Det skulle ikke lyde, som om han prøvede at afpresse konditoren. Faktisk havde de måttet arrangere bryllup i en fart, inden det begyndte at kunne ses.

– Se, jeg har skrevet en anbefaling til Dem, sagde konditoren og skubbede en kuvert tværs over bordet. De skal ikke læse den nu, men jeg tror, jeg tør sige, at den ville kunne skaffe Dem et nyt job med det samme, hvis forholdene havde været normale. Men for tiden er det vel meget svært i Deres fag?

– Det er nok helt umuligt, sukkede Jens, i hvert fald her i landet.

– Her i landet? Tænker De da på at tage udenlands?

– Det siges, at der skulle være arbejde at få i Tyskland. Mændene er jo indkaldt til militæret. Chauffører skulle have let ved at få arbejde. Jeg kender et par stykker, som er taget af sted. Jeg er jo medlem af Dansk Automobilklub, tilføjede han. Jeg erhvervede klubbens fortjenstmærke i sølv for et par år siden.

– Jaså! Konditoren strøg sig eftertænksomt over hagen. Ja, jeg kan jo godt forstå, hvis De ikke har meget lyst til at forlade Deres lille kone. Hun vil sikkert også komme til at savne Dem. Det er vel mest for unge mennesker uden forpligtelser sådan at rejse udenlands. Men måske ville det alligevel være en god udvej for Dem, Rasmussen. Jeg tror ikke, De er typen, som kan trives med bare at leve af understøttelse. Jeg vil i hvert fald ønske Dem alt mulig held og lykke!

Konditoren rakte hånden frem. Samtalen var forbi.

MINDEAPPEL

Så, nu lød trommehvirvlerne inde fra salen! Toget satte sig i bevægelse. Forrest partifører Frits Clausen ledsaget af sin stab og syssellederne. Så de 13 fanebærere med hver sin partistandard. Gerhard skelede til sidemændene på begge sider for at være sikker på, at de var på linje. Alt klappede, som de havde indøvet. Takten var perfekt.

Der blev klappet begejstret, da de skred op igennem salen. Ved trappen op til tribunen rettede fanebærerne ind på én række, inden de marcherede op og stillede sig bag hver sin blafrende kandelaber. En for hver af de faldne den 9. april. Ved foden af kandelaberen lå et tornyster og en krans med bånd i dannebrogsfarver. Gerhard havde læst på båndene i forbindelse med generalprøven tidligere på dagen. På det røde stod: Mindeappel 17. november. Faldet for Danmark, og på det hvide DNSAP. Danmarks National-Socialistiske Arbejder-Parti.

Forum var et bølgende menneskehav. Forrest var der nogle rækker med stole til de indbudte gæster. Gerhard lagde mærke til flere højtstående tyske officerer. Bag ved stolerækkerne stod folk op, så langt øjet rakte. Helt ned til indgangen, hvorfra det stadig strømmede ind.

Han var heldig, at han var blevet udtaget til fanebærer. Ikke alene gav det ham mulighed for at bære sin SA-uniform. Ganske vist uden hagekorsarmbindet og skråremmen. Men selv det Stauning-Munchske system og dets lakajer i politiet måtte vel forstå, at fanebærerne ikke kunne optræde i deres civile tøj. Det ville være respektløst over for dem, som havde givet deres liv for Danmark. Og med sin placering heroppe på tribunen med front mod salen var Gerhard sikker på at få det hele med.

Og sikken en dag det var! Dagen, hvor de danske nationalsocialister endelig skulle vise system-Danmark, at der fandtes et andet Danmark, det virkelige Danmark, som alt for længe var blevet tæret af demokratiets råddenskab. Gennem uger havde partiavisen tordnet mod statsminister Stauning. Stillet spørgsmål om det forræderi, som havde ført til de 13 danske soldaters meningsløse død den 9. april. Spørgsmål, som selvfølgelig ikke var blevet besvaret. I dag skulle de på gaden for at vise, at de ikke ville vente på svar længere!

Klapsalverne vil ingen ende tage. Gang på gang rejser partiføreren sig og hæver armen til den nordiske hilsen. SA-kommandant Thorsen bestiger talerstolen og kommanderer: Før Dannebrog ind! Forsamlingen rejser sig. Orkesteret sætter ind. Også lurerne høres. De ældgamle toner fra hedenold.

Så byder syssellederen for Storkøbenhavn Kai Rinck velkommen. Han slår tonen an med udfald mod Stauning og udenrigsminister Munch som de landsforrædere og mordere, de er. Ansvarlige for de 13 døde, som man i dag er samledes for at mindes. Hans tale bliver flere gange afbrudt af bifald.

Ved talens afslutning slår orkesteret an til Dagen er kommet. SA-sangen!

Dagen er kommet – Danmark vågn op!

Under hagekorset frem i sluttet trop!

Brune garde, danske stamme,

stå vagt om folkets ret!

Tænd os viljens stærke flamme,

til kamp for skjoldet uden plet!

Gerhard synger med af hjertens lyst. Han føler stoltheden bruse i sig.

Rig eller fattig – ens i SA!

Gør du tro din gerning, spørges ej hvorfra!

Det er nemlig rigtigt! Dér kunne system-Danmark lære noget af nationalsocialisterne. Uanset om man er grevesøn eller arbejder med fagforeningsbogen i orden giver det ikke ret til en plads i forreste geled. Først må man vise, hvad man står for.

Fanebærerne sænker fanerne ved mindeappellen i Forum. (Frihedsmuseet)

Efter sangen er det sysselleder Ejnar Jørgensens tur til at tale. En mand, som allerede har vist, at han kun har foragt til overs for systemets latterlige forbud og påbud, og at han ikke er bange for at tage imod de knubs, det giver at sætte sig op imod dem. Også hans tale afbrydes hele tiden af klapsalver.

Efter talen synger forsamlingen Vor Gud han er så fast en borg. Gerhard mærker spændingen i kroppen. Nu bagefter er det hans og de øvrige fanebæreres tur. Egentlig er der ikke noget svært i det. Han skal bare gøre som sidemanden, når det bliver hans tur. Men alle salens øjne vil være rettet imod ham.

Kommandant Thorsen begynder med langsom og værdig stemme at læse navnene på de faldne op. For hvert navn sænkes en af fanerne. Så, nu kommer turen til Gerhard!

– Menig 327 – B.C. Poulsen, 4. Bataillons 4. Kompagni! Faldet ved Bjergskov!

Gerhard drejer stangen til vandret position, så hagekorsfanen folder sig ud, mens han holder øje med, at højden kommer til at passe med de faner, som allerede er blevet sænket til højre for ham.

Til sidst sænkes Dannebrog, og hele den store forsamling iagttager et minuts stilhed. Det er en stor dag, og engang vil Gerhard kunne fortælle sine børn, at han var med. At han bar fanen for menig Poulsen.

Trompetererne hæver deres instrumenter. Stilheden brydes af tonerne fra partiførerens appel, og fanerne hæves igen.

Partiføreren går mod talerstolen. Klapsalverne bruser imod ham.

– Kæmp for alt, hvad du har kært, dø, om så det gælder! Da er livet ej så svært, døden ikke heller! indleder han sin tale. Forsamlingen klapper igen.

Partiføreren begynder tilbage i historien. Ved kampen mellem aser og jætter. Og kong Dan og kong Skjold. Gerhard hører ikke rigtigt efter. Selvfølgelig er han stolt over at tilhøre en nation med så lang og flot en historie. Men det interesserer han ikke rigtigt. Det er kampen her og nu, det gælder. Han bliver først opmærksom igen, da partiføreren når frem til nutiden. Til statsministeren og udenrigsministeren. Systemets mænd. De virkelige ansvarlige for de 13 danske soldaters død.

– De døde som Rolf Krake og hans mænd som helte i en håbløs kamp, mod den skæbne, de ikke selv har formet, men som blev formet af det fuldkommen nationalt ansvarsløse statsstyre, vi nu har!

Nemlig! Klapsalverne fra salen tager til igen. Gerhard ville ønske, at han havde kunnet klappe med.

– Statsministeren har set en trussel i offentliggørelsen af sandheden om den 9. april, og han har forsøgt at afvise denne trussel, men han afviser ikke de beskyldninger, der gennem meddelelsen om disse kendsgerninger er rejst imod ham!

Partiføreren fortsætter med at fortælle, hvordan demokratiet allerede i 1864 havde sendt danske soldater i kamp uden den tilstrækkelige udrustning. Den tapre landsoldat havde demokratiet ikke brug for. Og hvordan systemets mænd havde forsømt at hædre dem, der faldt for Danmarks ære, ved i det mindste at rejse sig op under mødet i Rigsdagen den 9. april.

– Det var os nationalsocialister, der over for Rigsdag og regering rejste kravet om, at disse mænd blev hædret, og nu vil man frakende os ret til at hædre deres minde i dag. Den ret vil de folk frakende os, der sendte dem i døden!

Gerhard knytter hænderne om fanestangen. Sådan skal det lyde!

– Den ungdom, der har indbudt til denne mindeappel, har gennem vort partis rammer forsøgt at komme ud af demokratiets formløse masse og har dannet en blok, der har form! Som vort partis politiske soldater står den foran os opfyldt af viljen til i et sandt dansk kammeratskab at underordne sig de krav, Danmark stiller!

Gerhard ranker sig. Der er ingen tvivl om, at det er SA, partiets stormtropper, partiføreren her har i tankerne.

Da talen er færdig, skridter partiføreren fulgt af sin stab ned igennem salen, hvor SA-folk rydder vejen for ham. Fanebærerne følger efter, mens andre SA-folk går frem for at tage kransene.

Ude foran Forum må de vente lidt, før opstillingen er klar. Forrest SA-orkesteret og lurerne. Så partiføreren og hans stab. Og bag ved dem SA formeret i 16 kolonner med fanerne i spidsen.

Pladsen foran Forum er blevet ryddet af politiet, men fra sidegaderne høres spredte tilråb.

En løbeseddel, som dem, der blev kastet ud fra ejendommen i Gyldenløvesgade. (Frihedsmuseet)

– Landsforrædere!

Kommunistpøbel! Tænk, at man skal finde sig i den slags på en dag som denne! Hvorfor gør politiet ingenting? Men selvfølgelig: Hvad kan man vente sig af systemets politi?

Så slår orkesteret an. Toget sætter sig i bevægelse.

Da de passerer Gyldenløvesgade daler der pludselig papirstykker ned over dem. Nogen må have smidt dem ud af et vindue. Selvfølgelig bøjer ingen sig ned for at samle dem op, men Gerhard genkender billedet, da han passerer et af flyvebladene, som ligger på kørebanen. En af partiets folk, som har stillet sig op i et vejkryds nede i Sønderjylland –i uniform endda – og agerer vejviser for de tyske tropper. En skam for partiet! Som dets modstandere selvfølgelig har udnyttet til det yderste for at give indtryk af, at det er nationalsocialisterne og ikke systemfolkene, der har forrådt Danmarks sag. Blot på grund af en enkelts fejltrin på et tidspunkt, hvor det hele alligevel ikke stod til at redde. Forhåbentlig er han blevet smidt ud af partiet!

Nede ved Rådhuspladsen står tilskuerne tæt, men politiet har ryddet pladsen omkring statuen af Den lille Hornblæser. Råbene er umulige at overhøre nu

– Landsforrædere! Nazisvin!

Fanebærerne tager opstilling på to rækker. Lurerne gjalder. Kaptajnløjtnant K.B. Martinsen taler om tiden, hvor de gode græd og de onde lo. Igen sænkes fanerne i respekt for de døde, mens kransene nedlægges foran statuen.

Efter højtideligheden marcherer fanebærerne i formation hen til en lastbil, hvor fanerne rulles sammen og afleveres. Henne fra området omkring statuen høres allerede tumult.

– Har du ikke noget med til at dække den der? Føreren af lastbilen nikker med hovedet imod Gerhards brune skjorte.

– Du må sgu hellere tage noget over, hvis du vil nå hjem uden at få et par på kassen.

JEKO GENGAS

– Må jeg have lov at præsentere hr. Due Petersen!

– Overby!

Sagfører Overby trykkede den høje, kraftige mands hånd, og opfordrede apoteker Møller og hans ledsager til at tage plads. Han gik rundt om skrivebordet og satte sig på sin egen stol. Han fandt det ark frem, som han havde gjort nogle notater på om sagen. Han rømmede sig.

– Som de sikkert ved, hr. Due Petersen, har hr. Møller bedt mig rådgive sig vedrørende investeringen af sine opsparede midler. Jeg forstår, at De, hr. Due Petersen, har opfordret hr. Møller til at gå ind i finansieringen af en virksomhed, som De driver i fællesskab med en kompagnon på adressen Godthåbsvej 22. Jeg kan se af de regnskaber, De har tilsendt mig, at firmaet indtil nu har haft en ganske pæn indtjening. Men for at kunne rådgive hr. Møller ville jeg bede Dem om ganske kort at skitsere firmaets baggrund.

– Gerne! Den store mand var klædt i et mørkt sæt tøj med lyse striber. Af den slags, som arbejderne bruger som søndagstøj. Det fik ham til at tage sig lidt kejtet ud.

– Som major Møller sikkert har fortalt Dem, arbejder min kompagnon, ingeniør Mørch, og jeg med gengas-generatorer til biler i et baghus til den nævnte ejendom. Min svoger i Kolding, Jeppesen, som er ingeniør og lidt af en opfinder, var hurtig, da vore beskyttere sydfra dukkede op og skabte problemer for bilkørslen – blandt så meget andet. Han lo larmende af sin egen vittighed.

– Min svoger lavede en konstruktion, som faktisk er blandt de bedste på markedet. Selv om jeg ikke kan smykke mig med fine titler, har jeg teknisk forstand nok til at se den slags. Og så har jeg noget andet, som min svoger desværre savner. Sans for det praktiske. Ork, han fik skam stiftet et firma: Jeko Gen. Jeppesen Kolding Gengas skal det betyde. Flot navn. Men min svoger og et firma med regnskaber og kunder, som der skal passes, og arbejdere, som man skal være over, hvis ikke de skal drive den af halvdelen af tiden. Det er ikke noget for ham. Jeg selv derimod, jeg er gammel formand. Jeg kender sgu både til kunder og arbejdere, og ikke mindst fagforeninger. Jeg købte hans firma med patentet og det hele og slog kludene sammen med Mørch, og som De selv sagde: Det er gået ganske pænt.

– Og nu vil de udvide produktionen med hr. Møllers finansielle bistand?

– Ja, markedet er der, og det gælder om at smede, mens jernet er varmt. Det er nu, bilerne skal have generatorer, ikke om et års tid. Og en formandsgage giver desværre ikke mulighed for at lægge meget til side til investering. De penge, jeg selv råder over, står allerede i virksomheden.

– Men De forstår vel, at hr. Møllers formue ikke er, hvad man i almindelighed forstår ved risikovillig kapital? Og som De selv antydede, kommer der vel også et tidspunkt, hvor markedet for gengas-generatorer vil være mættet?

– Hvis ikke krigen slutter, inden vi når til det tidspunkt. Franskmændene har allerede bidt i græsset, og man kan dårligt åbne en avis uden at læse om de tyske bombardementer af London og de andre engelske byer. Hvis krigen slutter, eller hvis markedet for generatorer bliver mættet, må vi selvfølgelig til at lave noget andet. Det er ikke noget problem. Et lille værksted som vores kan hurtigt omstilles. Her under krigen kan den, der kan producere, også sælge – næsten uanset hvad. Og når krigen slutter, og der kommer gang i hjulene igen, bliver der virkelig penge at tjene for den, der allerede har et produktionsapparat kørende.

– Men hvorfor søge privat finansiering? Var det ikke mere nærliggende at gå til bankerne?

Hvis spørgsmålet bragte den store mand i forlegenhed, formåede han at skjule det.

– Lad os være ærlige, hr. landsretssagfører. Såvel min kompagnon som jeg selv er ubeskrevne blade, og hvis vi skal låne i banken, vil vi let blive stillet over for så strenge krav om sikkerhed, at det bliver en spændetrøje for virksomheden. Desuden er det svært at garantere et stabilt afkast af en produktion i opstartfasen. Forholdet til major Møller er baseret på gensidig tillid, og Møller får jo desuden pant i maskinerne, så hans investering vil være sikret, uanset hvordan tingene udvikler sig. Og betalingen for major Møllers – beskedne – risiko er en bedre forrentning, end han ellers ville kunne opnå.

– Hm, jeg må selvfølgelig drøfte det nærmere med min klient, inden vi giver Dem endelig besked.

– Selvfølgelig. Jeg kunne måske gå en tur på en halv times tid og så vende tilbage hertil?

Due Petersen tændte en cigaret og drejede ned mod Rådhuspladsen. I det sparsomme decemberlys virkede det, som om det allerede var aften. Der var et par timer, til mørklægningen, så der strømmede endnu lys ud fra forretninger og kontorer, men lysstrømmen var afdæmpet sammenlignet med før, og byen tog sig halvmørk ud. På Rådhuspladsen strålede juletræet som de foregående år. Men kun til klokken halv seks. Så forsvandt lyset her som alle andre steder. Modsat så mange andre fandt Due Petersen ikke den mørke by uhyggelig. Mørket og krigen bag den genspejlede, at kortene var ved at blive blandet igen og fordelt på en ny måde. En måde, der kunne give folk som ham en chance. Selv om det lå en 7-8 år tilbage nu, huskede han arbejdsløsheden. Et helt år havde det varet. Et år, hvor hans svigermor havde måttet spæde til, og han havde måttet tåle familiens slet skjulte foragt. En situation, han var fast besluttet på ikke at bringe sig i igen.

Juletræet på Rådhuspladsen. I de omkringliggende bygninger ses spredte lys, men lysreklamerne er slukket. (Frihedsmuseet)

Men denne gang troede han på, at det ville gå. Han havde lært af sine fejltagelser. Ligesom sin svoger havde han naivt troet, at en smart opfindelse ville bringe penge af sig selv. Han havde slidt med at udtænke det forbandede trykknapsystem hjemme ved spisebordet om aftenen, efter at barnet var lagt til ro. Havde endda fået det patenteret. Og så havde det hele ikke ført længere end til ingeniørens desinteresserede beklagelse. Desværre. Ganske fikst udtænkt. Men ikke noget, fabrikken kunne tage ind i produktionen, som tiderne var. Købet af en ny radio var noget, der kunne udskydes, når familiernes økonomi var knap, så tiden var ikke til at udvikle nye modeller. Han havde insisteret på at få lov til at forelægge sin ide for direktøren. Men svaret havde været det samme. Efter det havde Due Petersen besluttet sig for at stå på egne ben næste gang.

Helt på egne ben havde det så alligevel ikke kunnet blive. Der var for langt fra radiorør og finmekanik til jernplader og rørføringer til, at han kunne stå for den tekniske opbygning af produktionen helt alene. Men så var han kommet i tanker om Mørch. Han kendte ham kun overfladisk. Havde engang solgt ham en radio. Men Due Petersen var god til at bedømme mennesker. Mørch ville han kunne styre. Og Mørch havde forstand på det med rør og jern.

Møller ville heller ikke give problemer. Eller major Møller, som man endelig skulle huske at titulere ham, hvis man ville smigre ham. Selv om hans militære titel, såvel som hans spareskillinger, hidrørte fra noget så ukrigerisk som en apotekerkarriere i den hollandske hær. Due Petersen havde præpareret ham grundigt. Og den der sagfører havde ikke stillet andre spørgsmål end dem, man kunne forvente. Han ville fortælle Møller, at investeringer i produktion selvfølgelig ikke var så sikre som obligationer eller ejendomme, men at det afkast, der var stillet i udsigt, på den anden side var bedre. Han ville råde sin klient til at investere i Jeko, eller i det mindste ikke råde ham fra det. Og Møller ville blive lettet, fordi han undgik at gå fra det ord, som han følte, han allerede havde givet Due Petersen. Nå, mon ikke den halve time var ved at være gået?

Nogle timer senere gik landsretssagfører Sigvald Overby gennem den mørke by på vej mod S-toget ved Nørreport. Andre fodgængere gled tavst uden om ham eller passerede i modsat retning, svagt markeret af de hvide mørklægningsarmbind, som var det store diskussionsemne for tiden. Var de nogen nytte til, eller indgav de tværtimod en falsk tryghed? Senest havde vognstyrerne ved sporvejene udtalt, at de altid så omridset af personen, inden de kunne skimte armbindet. Og en professionel chauffør havde sagt til avisen, at det ville gøre mere nytte, hvis de kvindelige cyklister kørte med hvide ankelsokker, for de sad netop i den højde, hvor bilernes lyskegler ramte. Overby smilede ved tanken. Mørklægningen havde været der længe, men det var, som om man først rigtigt blev opmærksom på den nu, hvor mørket allerede kom snigende sidst på eftermiddagen. Pludselig opdagede man, at der var en natur bag alt det menneskeskabte. Særligt stemningsfulde var de månelyse aftener som denne, hvor menneskene bevægede sig mellem de mørke husfacader som fisk, der skjulte sig i det mudrede bundvand i en dyb flod. Længere oppe, over hustagene, var lyset og faren. I princippet i hvert fald. Endnu var det da heldigvis lykkedes at holde Danmark fri af krigens ødelæggelser. Byen var også blevet mere stille, men de enkelte lyde hørtes til gengæld tydeligere. Som for eksempel når en sporvogn skrumplede forbi med skrigende hjul og den karakteristiske grønne lygte. Eller en af de få biler, hvis mørklagte forlygter tog sig ud som to sammenknebne øjne.

Havde han rådet apoteker Møller rigtigt? Når Møller skulle leve af sin militærpension og sine opsparede midler, var det afgørende egentlig ikke, om pengene blev forrentet en procent højere eller lavere. Det vigtige var en sikker anbringelse og et stabilt afkast. Det ville have været meget enklere, hvis Møller havde sat pengene i ejendomme. Men han havde jo været så opsat på denne her ide. Denne Due Petersen havde åbenbart snakket godt for sig. På den anden side kunne man jo ikke fortænke Møller i, at han gerne ville se kapitalen vokse. Overby forsøgte også selv, i sine egne forretninger, at hive den halve eller hele ekstra procent hjem, hvor det var muligt. Desuden havde han ikke kunnet lade være med at føle sympati for den store mand i søndagstøjet. Trods et navn, der klang naturligt sammen med sagførertitlen, var Sigvald Overby ikke født med en sølvske i munden. Han vidste, hvordan det var selv at skulle arbejde sig op. Han havde kun haft sin sagførerforretning i fire år. Forud var gået 18 år på kontor hos Statsbanerne, hvor han var fulgt i sin fars fodspor. Med læsning ved siden af om aftenen. Eller manuduktion hos en manuduktør, der gav timer om aftenen. Forelæsningerne havde han kun kunnet følge spredt på grund af sit arbejde. Hans eksamen var da også blevet på det jævne. Men det betød ikke noget. Overby drømte ikke om at blive en kendt sagfører, hvis navn af og til dukkede op i aviserne. Han havde koncentreret sig om ejendomshandel og -administration suppleret med lidt byggeri for egen regning. Stille og roligt havde han bygget sin forretning op.

Overby var en tynd, spinkel mand med et lidt tungsindigt udtryk. Heller ikke fysisk levede han op til det navn, hans forældre havde givet ham. Men Overby var tilfreds, hvis blot hvert år blev lidt bedre end det foregående, og han kunne give sin kone og børnene den levestandard, de fortjente. Og sådan var det foreløbig gået, selv om krigen selvfølgelig havde sat en bremse på byggeriet.

Anderledes med denne Due Petersen, hvis chance åbenbart var kommet som en konsekvens af krigen. Gad vidst, hvor længe der ville være penge i gengas-generatorer? Nå, men Møllers penge var blevet sikret, så godt som det nu lod sig gøre. Selv om det selvfølgelig var noget bøvl, hvis den gamle mand pludselig stod med en større samling maskiner på hånden. Men med lidt tålmodighed fik de dem såmænd nok afhændet til en fornuftig pris, og Due Petersen havde virket som en mand, der forstod at indstille sig på en ny situation, så formentlig gik det slet ikke så galt. Sandsynligvis ville Overby ikke komme til at beskæftige sig mere med Jeko Gen.

1941-42

VED FRONTEN

SENNHEIM

De andre havde spurgt, om han ville spille kort. Men Ejner havde sagt nej. Nu havde han besluttet sig for at skrive det brev til forstanderen hjemme på Bråskovgård. Han kiggede ud ad vinduet mod bjergkammen, der tegnede sig i silhuet mod den nedgående sol. Så daterede han det blå ark øverst i højre hjørne, mens han anstrengte sig for at skrive pænt.

Tænk, at han allerede havde været hernede et par måneder? Tiden var fløjet af sted, fordi der var sket så meget, siden han tog hjemmefra.

Det var hans kammerat Diller, som havde fået ideen. Diller var en, han kendte fra Bråskovgård. En dag var han tilfældigt rendt på ham inde i byen, og så havde han selvfølgelig skullet høre, hvad han gik og lavede. Diller havde fortalt, at han lige havde fået papirer til at melde sig til SS. Ejner havde ikke vidst, hvad det var, men Diller havde forklaret, at det var Hitlers elitesoldater, og at han skulle ned til Tyskland på uddannelse. Ejner havde straks øjnet chancen og spurgt, om ikke han kunne komme med.

Så var de sammen taget ud på Østerbro, hvor nazisterne havde et hvervekontor. Der var de kommet på session. Kravene var ret strenge. Man måtte ikke bære briller eller have dårlige tænder, og man skulle være i god form. Det sidste var ikke noget problem for Ejner, der dyrkede en masse sport. Han havde været mere betænkelig over det der med, at man ikke måtte have været straffet. Men turen på Bråskovgård talte åbenbart ikke. Det var jo heller ikke et rigtigt fængsel, men bare en ungdomsanstalt. De var begge blandt de bare 17, der var sluppet igennem nåleøjet ud af 60-70 ansøgere.

Turen herned havde været så flot, især det sidste stykke over bjergene. Ejner havde aldrig set rigtige bjerge før.

Han skrev i brevet, at han boede i et tidligere kloster for foden af Vogeserbjergene. Men munkene var blevet sendt på ferie, for nu var klosteret blevet omdannet til kaserne. Det kunne han vist godt tillade sig at skrive, selv om man ikke måtte fortælle nogen detaljer om militære tjenestesteder og den slags i brevene hjem.

Han huskede godt fra skolen, at det her område var et, som både tyskerne og franskmændene gjorde krav på. På fransk hed det Alsace-Lorraine og på tysk Elsass-Lothringen. Men nu var det tysk igen.

På skolen gennemgik de grunduddannelsen for SS. De lærte at marchere og dyrkede feltsport med gymnastik, feltbane, orienteringsøvelser og selvfølgelig skydning. Ejner kunne lide at bruge sin krop, og det var pragtfuldt at være ude i den friske bjergluft. Og så skulle de også lære at synge alle de tyske sange, og at hilse korrekt og kende forskel på de forskellige officerer. De havde også undervisning i verdensanskuelse og racelære og så blandt andet en film, der hen Jøden Süss. Nogle af de andre var meget overbeviste nazister. Ejner gik ikke så højt op i det. Men det var selvfølgelig godt nok at vide besked.

Kammeratskabet var godt. De mødte unge fra alle mulige lande: Norge, Holland, Belgien. Nordmændene gik det selvfølgelig let nok at tale med. Med de andre måtte man forsøge sig med tysk, så godt man kunne. Ejner havde haft tysk i Vajsenhusets Skole, og de fleste var flinke til at prøve at forstå, hvad han sagde. Kommandoerne blev også givet på tysk, så det var bare med at se at komme i gang og få fat på det vigtigste. Men det gik meget godt. Og der var ikke så meget med kæft, trit og retning. Selvfølgelig skulle man vise officererne respekt. Men man var ikke nødt til at bukke og skrabe for dem, bare fordi de var finere. Det passede Ejner godt.

Ejner skrev mest om naturen og kammeratskabet i brevet. Ikke kun på grund af det her forbud mod at skrive om selve tjenesten. Men han vidste ikke rigtigt, hvad forstanderen ville sige til, at han havde meldt sig som soldat. Hans søster var blevet så edderspændt, at hun ikke engang havde villet komme ind på banegården for at sige farvel til ham.

Men forstanderen havde sådan set været god nok. Han havde endda fået ordnet det sådan, at Ejner kunne få lov til at tage en præliminæreksamen i København. Men det var der så alligevel ikke blevet noget af efter den der historie, hvor Ejner havde været med nogle af de andre ovre på sygeplejeskolen ved siden af Bråskovgård, og han havde haft held til at buse lige ind på oldfruens kontor.

Kan du ikke se, at du ødelægger det for dig selv? havde forstanderen spurgt. Det var måske rigtigt nok. Som nu f.eks. de 20 kroner, han havde taget fra sin søsters pung, hvor svogeren – det dumme svin – havde meldt ham til politiet for tyveri. Han havde sgu da lagt en seddel om, at han havde lånt dem!

Ejner syntes ikke, han havde fået så mange chancer som andre mennesker. Den eneste gode tid, han kunne huske, var da han var helt lille og boede hos sin bedstemor. Men så var hun død, og han havde skullet flytte hjem til sin mor og hendes fordrukne sut af en mand. Efter at hun først havde forsøgt at tørre ham af på Børneværnet, selvfølgelig. Ejner huskede endnu, dengang hun var kommet hjem fra mødet med kommunen og havde sagt: Vi bliver nødt til at tage ham selv. De to år, han havde boet hos moderen, havde været de værste. Det havde næsten føltes som en befrielse, da hun døde. Nogen sorg havde Ejner i hvert fald ikke følt. Hun havde aldrig interesseret sig for ham.

Selv om familieplejen hos fru Nyborg og lærlingehjemmet bagefter sådan set ikke havde været meget bedre. Jo, der havde ikke været noget med drikkeri. Men ellers havde det bare været kæft, trit og retning. Altid folk, der hersede med ham.

Ind imellem måtte Ejner bare væk fra det hele. Han havde været på springtur helt til Sverige engang. Og når de så fangede ham, var der altid et nyt regnskab at gøre op. Som de 20 kroner fra søsterens pung. Eller den cykel, han huggede for at komme væk fra Bråskovgård.

Egentlig havde Ejner mest meldt sig for at slippe væk fra Børneværnet og tilsynet. Den skide tilsynsværge, som ville bestemme, at de penge, Ejner tjente, skulle sættes ind på en bankbog, så han ikke ødslede dem bort på biografture og isbarer. Hvad fanden ragede det ham? Det var vel for helvede Ejners egne penge! Ejner var en ung mand på 19 år, og alligevel skulle han finde sig i sådan en stodder, til han fyldte 21.

Af alle dem, som gennem tiden havde været på nakken af Ejner, var forstanderen på Bråskovgård den eneste, Ejner gad skrive hjem til. For at fortælle ham, at han godt kunne finde ud af ikke at ødelægge det for sig selv, hvis bare han fik en ærlig chance.

SMALLEGADE

– Goddag, hr. partifælle, og Dansk Front!

Prokurist Høltermands smilende ansigt kiggede ind ad døråbningen til ingeniør Mathiesens kontor.

– Jamen, goddag! Kommer De her?

– Ja, jeg ville lige smutte forbi og hente de der bilag.

– Åh ja, jeg har dem her. Mathiesen trak en skuffe ud.

– Og så ville jeg da for øvrigt også komplimentere Dem for interviewet i Fædrelandet i søndags. Jeg synes, De gjorde en god figur. Især var jeg imponeret over, at De stillede i udsigt, at Danmark takket være nationalsocialismen ligefrem ville komme på rette vej hurtigere end Tyskland. De vil altså overhale Hitler indenom? Høltermand smilede underfundigt.

– Nåh, overskriften? De ved, hvordan journalister er. De lægger én ordene i munden.

– Næh, det ved jeg ikke noget om, kære ven, for selv om jeg har bidraget til vort partiblad enkelte gange, har jeg aldrig nydt den ære ligefrem at blive interviewet. Men jeg glæder mig over, at jeg fik Dem med i arbejdet. Jeg tænkte nok, at De kunne tilføre det noget. Og jeg fik ret. Tænk, at De efter blot et par måneders medlemskab bliver leder af Arbejdsfrontens Tekniske Organisation. Og med den ærefulde opgave at opstille en plan for, hvordan alle Danmarks industrier og brancher kan inddeles i korporationer, så vi undgår klassekamp og får gjort op med jødernes indflydelse.

– Ja, det bliver spændende. Jeg glæder mig også til arbejdet.

I sit stille sind var Mathiesen lidt ærgerlig over det udfald mod jøderne, der var blevet lagt ham i munden sidst i artiklen. Efter hans mening risikerede al den snak om jøderne at forvirre begreberne. Selv om jøderne blev sat uden for indflydelse, måtte systemet stadig laves om. Det korporative system var vejen frem, hvis man ville have virksomhedsejerne og arbejderne til at arbejde sammen i stedet for at bekrige hinanden. Men journalisten havde godt villet have noget med om jøderne, og Mathiesen havde ladet ham få sin vilje.

– Og jeg ser, at vores nye afdeling for skæreværktøjer trives, fortsatte Høltermand. De har vel nok at se til med alt det nye maskineri, der skal køres ind? Men for en mand som Dem, der har arbejdet både i USA og Tyskland, er det måske barnemad?

– Det vil jeg nu ikke sige. Enhver maskine har sine særheder, som man må lære at kende. Det er nu min erfaring.

– Der er i hvert fald rarere her i Smallegade. Jeg håber, de gør alvor af planerne om at flytte administrationen herover fra Godthåbsvej.

– Jamen, det skulle De vel vide? Sidder De ikke i bestyrelsen?

Høltermand fnøs og rystede på hovedet.

– Ja, den er god med Dem. Jo, jeg sidder i bestyrelsen, men kun til pynt. Loven kræver nemlig, at et aktieselskab skal have tre bestyrelsesmedlemmer. Men de herrer Due Petersen og Mørch klarer så udmærket at styre A/S Jeko uden at spørge mig til råds. Og godt det samme, for så får man ikke ørerne i maskinen. Stemningen er ikke god derovre for tiden.

– Næh, jeg har godt fornemmet det. Men hvad er der egentlig i vejen?

– Gemytternes uoverensstemmelse, går jeg ud fra. Due Petersen vil jo gerne bestemme det hele selv, og Mørch siger aldrig et ord, så man ved ikke, om han er indforstået med det, eller om han går og skumler i det skjulte. Jeg tror nu, det går lidt for hurtigt for hans smag lige for tiden. Det her med at udvide med maskinværksted og leje nye lokaler var vist ikke lige hans kop te.

– Jamen, var Jeko ikke nødt til at finde på noget nyt? Generatormarkedet var da begyndt at stagnere.

– Jeg ved det, kære ven. Det er jo mig, der opstiller regnskaberne. Men sig De det til Mørch. Han er tilfreds med tingene, som de er, mens Due Petersen hele tiden er på udkig efter nye muligheder. Og når han er sur over et eller andet, skælder han ud på alle, uden særlig anledning eller persons anseelse. Det har De måske ikke så meget erfaring med endnu, men det skal De nok nå at indhente nu, hvor De er blevet fast tilknyttet. Nå, jeg må videre. Heldigvis ligger vore to afdelinger da inden for passende afstand. Så sparer jeg sporvognen.

HVERVET

– Skal du ikke i seng?

– Om et øjeblik. Jeg skal lige have skrevet et par ord i dagbogen.

Lilli rystede på hovedet og forsvandt ind i soveværelset, mens Holger fandt den nyindkøbte bog med jomfruelige, linjerede sider frem og lod hånden glide næsten kærligt hen over forsidens rødligt marmorerede mønster.

Så skrev han: Fra i dag er jeg indtrådt i Waffen SS, da jeg har været på A.F. Kriegersvej 3 for at ordne mine papirer inden afrejsen, der foregår i morgen fra Københavns Hovedbanegård.

Han følte sig helt højtideligt til mode. Uanset hvad Lilli sagde, måtte det da være bedre at gribe chancen for at være med i den skæbnekamp om Europas fremtid, der forestod, end at tusse rundt herhjemme og sælge symaskiner.

Han greb ud efter papiret, som han havde fået inde på hvervekontoret.

SS-Standarte Nordland er et regiment af Våben-SS, der er dannet af mænd fra de nordiske lande. Dens oprettelse skal være en milepæl for opfyldelsen af Førerordet fra maj måned 1940, at sikre freden i Europa for de næste 1000 år. Mænd fra de nordiske lande, der har deres fædreland kært, skal i dette regiment opdrages til militærisk og kampberedt holdning for senere at vende tilbage til deres fødeland som forkæmpere for den storgermanske tanke og arbejde med på den opgave, at deres eget folk som et selvbevidst led i et nyt europæisk folkefællesskab kan indtage den rigtige plads.

Nu skulle det hold, han ville komme af sted med, ganske vist til Standarte Westland. Det var noget lignende, havde de sagt, bare mest for hollændere og belgiere. Men når uddannelsen var overstået, kunne han jo altid ansøge om forflyttelse. Og så sent som dagen i forvejen havde partiavisen meddelt, at der ville blive oprettet en rent dansk enhed: Frikorps Danmark. Det lød sgu flot. Måske han kunne blive overført til det.

Ikke at han egentlig havde været ked af sit arbejde. Det havde trods alt skaffet dem brød på bordet gennem syv år nu. Men at være repræsentant gav aldrig nogen rigtig sikkerhed. Det gik op og ned, og med krigen mere ned end op. Der skulle pukles mere for at hive den sædvanlige provision hjem. Af samme grund havde han også måttet påtage sig arbejdet ved siden af som vicevært i ejendommen.

Mens han var væk, ville Lilli få udbetalt et fast beløb hver måned. De havde lavet en fin opstilling til ham på hvervekontoret. 230 kr. om måneden til Lilli, og oveni betalte de huslejen, sygekassen og forsikringen. 319 kr. 75 øre med det hele. Det ville faktisk blive bedre for hende på den måde.

Du er for gammel, have hun sagt. Hvorfor lader du ikke de unge om at tage ud at slås? Ja, det var i hvert fald nu eller aldrig, for folk over 40 var der ikke bud efter. Bare et par måneder mere, så havde hun fået sin vilje. Men han var da vel for pokker ikke for gammel til at opleve noget nyt i dette liv?

Selvfølgelig var det et stort skridt sådan at melde sig 'auf Kriegsdauer' – så længe krigen varede. Holger ville hellere have meldt sig for et bestemt antal år. Men det var kun de unge under 24 år, som kunne vælge 2 eller 4 års tjeneste, og kun hvis de var ugifte. Men hvad pokker. Krigen var vel forbi, inden der var gået 2 år – og da i hvert fald inden de 4 år.

Desuden kunne han som partimedlem og nu også SA dårligt være bekendt at krybe udenom. Hvis ikke de ældre og mere erfarne gik i spidsen, hvad havde de unge så at tage mål af? Og Holger havde ikke noget, der holdt ham tilbage. Pigerne var store nu og kunne tage vare på sig selv. Havde begge fået arbejde i Hamburg. Ville selvfølgelig også ud at se noget. Det var i orden med Aase, den ældste. Hun var trods alt 18 år. Holger var lidt mere betænkelig ved Rita, som kun var 16. Knap 17 ganske vist. Men så længe pigerne rejste sammen, gik det vel.

Rita var den eventyrlystne af de to. Snakkede allerede om at blive frontsøster hos Tysk Røde Kors. Holger havde ikke rigtigt syntes om ideen. Hvad havde unge piger at gøre ved fronten? Hun havde svaret, at frontsøster bare var et navn. De ældre piger fra NSU, der var kommet hjem på orlov, havde passet sårede soldater på lazaretter i Tyskland, langt fra fronten. Måske kunne hun komme til Berlin – eller måske Paris? Hendes øjne havde strålet ved tanken. Men før hun var fyldt 18, kunne hun ikke melde sig, med mindre enten Lilli eller han skrev under. Lilli blev det ikke. Så blev det jo nok ham. Det endte sgu altid med, at Rita fik sin vilje. Og hvis eventyret trak i ham selv, kunne han vel ikke fortænke tøsen i, at hun havde det på samme måde?

Han følte sig behageligt fuld af øllerne og snapsene, som havde ledsaget afskedsmiddagen sammen med Svendsen og hans kone nede på 'Gravens Rand'. Nu kom det til at vare et stykke tid, før han igen skulle smage deres gode camembert. Det var nu rart nok, at han og Svendsen var blevet enige om at melde sig sammen. Så kunne de hjælpe hinanden lidt, indtil de havde fundet ud af at gebærde sig i det fremmede.

Han lukkede bogen og lagde den til side. Han skulle jo også lige nå at sige ordentligt farvel til Lilli.

Holger (til venstre) og en anden SS-frivillig sammen med deres koner ved afrejsen fra Københavns Hovedbanegård. (Frihedsmuseet)

KAFFE I LATTEN KAMP

– Antreten!

Ordren blev efterkommet hurtigere end sædvanligt. Efter to ugers indespærring på kasernen skulle de endelig ud at se Hamburg. Bortset fra den første nat selvfølgelig, hvor de efter ankomsten var blevet indkvarteret i Deutsches Haus og om morgenen havde kørt med højbanen ud til kasernen. Men det havde været så kort.

Før de fik lov at gå, måtte de påhøre en præken af en Untersturmfører. For at hjælpe dem til rette under de nye forhold, ville der blive tale om udgang under førerskab. Ja, uha, tænk hvis vi for vild og ikke kunne finde vej tilbage! lød det dæmpet et sted skråt bag Holger. Andre gryntede misfornøjet. Og de måtte huske på, at den tyske uniform forpligtede sin bærer til ulastelig opførsel. Ingen beruselse. Og ingen dans. Hvordan fanden vil han have, at vi skal få kællingerne i kanen, hvis ikke vi må danse med dem først? lød den dæmpede stemme igen.

Omsider kunne de gå ud ad porten. Tre grupper med hver sin Scharfører. Trods alt formåede formaningerne og overvågningen ikke at ødelægge den forventningsfulde stemning.

Holger var faldet godt til, syntes han, selv om de seneste dage havde været kedelige. Det skyldtes også den idiot med hjertefejlen. Da han pludselig styrtede om under øvelsen og reddede sig en blodtud, havde fanden taget ved Zugføreren. De fire ældste, herunder Holger og Svendsen, var blevet taget ud af geleddet og fritaget for øvelserne. Det kunne selvfølgelig være rart