Krystalbjergets hemmelighed: Eller historien om hvordan Prinsesse Fehår fik den gyldne drages halespids

By Kim Gørtz

Dette eventyr handler om den unge pige, der går under navnet "Prinsesse Fehår" som kommer ud for de mærkeligste opdagelser og imponerende oplevelser. Gudskelov har hun mange gode venner med på vejen, men der lurer også en del fjender og ondskabsfulde skabninger.

Fortællingen er ren opdigtning og fuld af overraskelser, og på mange måder mystisk og samtidig lige i hjertet; både hvad angår stil, tone og budskab ...

En bog til og for børn og barnlige sjæle.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Oct 24, 2019
• ISBN: 9788743035374

Kim Gørtz

Kim Gørtz er en produktiv forfatter, og har omtrent over 50 udgivelser bag sig. Han begyndte at udgive bøger fra 2003, og har siden da trukket sig selv i retning af egne udgivelser af hensyn til opretholdelsen af de sproglige adspredelser mulighed og betydning. Men han kan stadig findes på mere etablerede forlag... Kim Gørtz er uddannet i filosofi fra Københavns Universitet.

Book preview

resten...

Kapitel 1: Den dag hvor denne historie begyndte, hvor Prinsesse Fehår har haft en frygtelig nat og hvor hun for resten fik fortalt, at hun skulle møde Ivar skovtrold

Det var i sandhed en frygtelig dag på det lille slot, hvorpå den kongelige familie med det sære efternavn; Evigflad, boede og levede. Den var så frygtelig, altså dagen - lige dér på slottet, eller rettere lige dér i et af slottets værelser, nærmere bestemt i et af slottets soveværelser, fordi den stakkels Prinsesse Fehår Evigflad havde haft en forfærdelig nat. Hun havde nemlig drømt en forfærdelig og frygtelig drøm. Noget som den stakkels pige aldrig havde prøvet før.

I hendes frygtelige mareridt, som en ond drøm jo kaldes, havde hun oplevet, at alt hendes smukke, lange, lyse hår var blevet angrebet af de små hottenhår-totter, der om dagen boede i små huler ude i slotshaven, men som denne nat havde ladet vinden flyve sig ind ad vinduerne til den lille sovende prinsesse med langt hår. Bare for at rode rundt i hendes hår, så det ikke var til at rede ud igen.

Sådan var de nemlig, disse hotten-hår-totter. Elskede at ugle børns lange hår mens de sov, så de voksne hver morgen havde en hård kamp for ikke at få deres søde prinsessepiger til at græde, bare fordi de skulle se pæne ud. Det havde i sandhed været et mareridt - denne nat. Og Prinsesse Fehår Evigflad havde grædt hele natten, fordi hotten- hår-totternes ondskabsfulde skarnstreger havde gjort så ondt. Hvad endnu værre var; da hun nu havde vågnet om morgenen, havde hun i sit smukke krystalspejl set, at hendes hår faktisk stadig var fyldt med hotten-hårtot-ugler. Lige præcis sådan nogle hotten-hår-totugler, som onde hotten-hår-totter efterlod sig i søde prinsessers smukke, lange og lyse hår om morgenen, lige inden de igen fløj ud med vinden igennem vinduet, så de kunne nå at gemme sig igen i deres små huler i slotshaven.

Det havde altså ikke bare været en drøm. Du ved, som når man for eksempel drømmer om, at man flyver rundt omkring mellem alskens store sorte plastikposer, fyldt med skarpe knive, der vil dræbe én og så pludselig vågner og opdager, at man bare ligger i sin dejlige seng og ved at nogen man elsker højt ligger lige i nærheden og man således lige kan gå ind og putte sig hos dem og roligt sove videre og for eksempel drømme om træer fyldt med slik, pandekager og alt muligt andet godt. Men i denne historie var det altså noget andet og det var det, der havde fået denne morgen til at virke på dagen på en sådan overordentlig frygtelig måde. Drømmen eller mareridtet levede videre ved højlys morgen-dag. Drømmen var blevet virkelighed. Og den stakkels lille Prinsesse Fehår Evigflad havde skreget så højt, at hendes mor, Dronning Louise og far, Kong Georg d. 4, var kommet styrtende ind på hendes værelse og set den stakkels pige grædende foran sit spejl. De havde begge forsøgt at trøste hende og Dronningen havde, med et trøstende smil på læben sagt til sin datter: Det skal vi skam nok få redt ud igen, du kære.

Men hvad der ellers til dagligt syntes svært, altså at redde hotten-hår-tot-uglet hår ud med en kam eller en børste, var denne morgen fuldstændig umuligt. Og ovenikøbet blev hotten-hår-tot-uglerne bare værre og værre. Prinsessens ellers så smukke og glatte hår forsatte sør’me dans’me med at hotten-hår-tot-ugle sig sammen. Den kære fader, der elskede sin datter højere end sit kongerige havde stakåndet udråbt: Åh, hvad skal vi dog gøre? Hvis hele kongeriget ser det stakkels pigebarn med et sådant hotten-hår-tot-uglet hår, hvad vil det dog ikke sige?

Den stakkels pligtopfyldende og kærlige kongefar fik dybe rynker i sin smukke og stolte kongepande. Hans kære datter skulle nemlig samme aften til sit livs første prinsessebal, og til dette bal ville der komme en meget smuk og rig Prins fra Gud-ved-hvilket-land. Og hans kæreste datter kunne jo ikke komme til ballet med et sådant hår fyldt med hotten-hår-totugler.

Ikke nok med at alle sikkert ville grine, og man kunne jo ikke have, at hans selvsamme datter bragte skam over kongefamiliens ellers næsten pletfrie ry, det var jo som sagt, dette bal, hvor ham den smukke Prins fra Gud-ved-hvilket-land skulle komme. Et land der var rigt på mangt og meget og den kære Kong George d. 4 havde jo, mellem os sagt, gået og ønsket, at hans datter kunne blive gift med en så smuk og rig prins, som Prins fra Gud-ved-hvilket-land. Men når han så den stakkels Prinsesse Fehår Evigflad, ja så kunne de allesammen godt vinke farvel til et bryllup. For ingen prins i verden ville have en prinsesse, hvis hår var fyldt med hotten-hår-tot-ugler, der ovenikøbet blev ved med at krølle sig sammen. Så du kan nok se at det i sandhed var en frygtelig dag på det lille kongeslot. Da Kongen havde fået den fjerde dybe, rynke i panden, fordi han kom til at tænke på, at hans kære broder; Kong Louis d.7 der boede og regerede i nabolandet jo også havde en datter, der kom til ballet - og tænk nu hvis hun løb af med denne smukke og rige Prins fra Gud-ved-hvilket-land - det ville jo ikke være til at bære, - gik han hen til vinduet.

Han kiggede over mod skoven og kaldte på sin gode, gamle hjælper og ven; Troldmand Kradtmås, - der for tiden var tryllet om til en sort krage. Kradtmås kom med det samme og kongen fortalte med alvorlig stemme, hvordan det stod til med deres datter. Den sorte krage begyndte at traske frem og tilbage i vindueskarmen, krydsede vingerne på ryggen, stoppede op og kiggede op på himlen - sagde så pludselig med en skinger stemme: Se, se - ja, ja - så er det sørme heldigt, at én kender til de skrigende kvindelige ånders gode ven; Ivar Skovtrold. Og så travede den videre frem og tilbage og så vigtig ud. Ja - og hvad så? spurgte kongen utålmodigt. Ja, han er jo specialist på mange områder for han kender jo til mange hemmeligheder. Jeg har en stærk fornemmelse af, at han netop skal bruges i denne sag. Ja, han kan hjælpe din datter, så hun ikke går hen og bliver til en Prinsesse Hårknude.

Derpå grinte kragen hæst, tog tre hop i vindueskarmen og kastede sig ud i luften og fløj afsted. Tilbage stod de stakkels forældre og håbede inderligt på, at troldmanden kunne hjælpe deres datter, hvis hår nu, var krøllet endnu mere sammen. Nu var det heldigvis sådan at prinsessen havde en rigtig god ven, der arbejdede nede i hestestaldene. Han hed Wilmer Skovridder, var dværg, hestepasser og ellers en ganske sjov fætter. Han var nemlig ikke højere end Prinsesse Fehår, selvom han var voksen. Men sådan var det at være dværg, som han sagde. Desuden havde han kun et øje - det sad lige midt i panden, og så var alle hans tænder lavet af krystaller. Alt dette havde Prinsesse Fehår selvfølgelig vænnet sig til, så hun syntes ikke at det var særlig underligt mere.

De voksne på slottet havde godt nok et ekstra øje på ham dér, Wilmer Skovridder, for ingen vidste hvor han kom fra - og nogen gange sagde han sådan nogle underlige ting. Nogen mente, at han var meget gammel og altid havde passet på slottets heste, lige siden slottet blev bygget og det var temmelig længe siden. Nogle mente endda, at han havde boet her før slottet blev bygget. Onde tunger sagde at hans mor faktisk var en ond heks, der boede langt, langt borte i en hule i havet - og at hun først ville kunne se sin søn igen, når han havde fået fat i en smuk prinsesse - der kunne redde hende fra havet. Ingen vidste om nogle af alle disse historier om Wilmer Skovridder var sande, men ihvertfald, han selv snakkede aldrig om det - og slet ikke med Prinsesse Fehår, for de var jo bare gode venner og legede sammen - når han altså ikke skulle passe og pleje hestene.

Denne dag hvor prinsessen var så ked af det, gik hun ned til sin gode ven for at blive trøstet, det var han nemlig altid så god til. Endda nogle gange meget bedre end kongefaderen og dronningemoderen. Det var faktisk så dejligt for Prinsesse Fehår, at have en sådan ven, som hun kunne fortælle nogle af sine hemmeligheder til og ovenikøbet høre nogle hemmeligheder fra. Men da hun kom derned, var Wilmer Skovridder der slet ikke. Hun kaldte på ham i alle staldene, men nej han var pist, pist borte. Prinsesse Fehår blev pludselig så træt og lagde sig til at sove i noget hø. Da hun vågnede igen følte hun sig meget sur hun gik lidt omkring i stalden og besluttede sig så for, at gå hen til sin store, hvide hest, der hed Hvirvelvind. Den stod inde i den anden stald, dér havde den stået hele dagen i dag, hele dagen i går - hele sidste uge, ja, endda hele sidste måned, havde den bare stået dér og ventet og gloet.

Så prinsessen gik hen for at