Husk Kasketten

By Mads P. Nielsen

Svingende druider, svigefulde munkebrødre, pomfrittens opfinder og en hjulbenet konge. Hvem opdagede bikinilinjen? Hedder alle bornholmere Kofoed og er hår på benene værre end opera? Fra historiens nederste skuffer præsenteres en række personer og begivenheder der ganske urimeligt aldrig har fundet vej til historiebøgerne.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jul 29, 2016
• ISBN: 9788771885460

Mads P. Nielsen

Mads P. Nielsen - født 1960 på solskinsøen Bornholm Inspireret af historier, sagn og myter fra rejser i det græske øhav.

Book preview

Bagord

Forord

Når vi er nede i sydens varme, bærer jeg ganske ofte kasket - ikke fordi jeg ser synderlig smart ud med sådan en på, men fordi min kone insisterer. Hun mener at mit hoved ikke har godt af den stærke sol, og at dens stråler får mig til at skrive de mærkeligste ting.

Det er jeg naturligvis ikke enig i. Tværtimod ser jeg solen som en del af skriveprocessen, nærmest ligesom ved madlavning, hvor det jo netop er varmen, der er med til at få blandet tingene i gryden ordentligt sammen. Jeg er ganske overbevist om, at den overflod af fakta jeg har indsamlet til denne bog, og konklusionerne jeg har draget heraf, aldrig var kommet til mig hvis jeg havde siddet på Sydpolen med dybfrosne ører og drivis mellem tæerne. Nej, sol og varme, det er det rette brændstof når der skal tænkes klart og visionært.

Til min kones forsvar skal dog siges, at jeg gennem årene er fremkommet med teorier der kunne tyde på - om ikke solstik - så en vis form for overophedning, og i de tilfælde har hun direkte forbudt mig at nedfælde dem på papir. Ergo har jeg har føjet hende og bærer lydigt den påkrævede hovedbeklædning, i hvert fald når hun er i nærheden.

Men selv under kaskettens skygge er verdenshistorien et herligt sted, spækket med spændende og brave personer, der med deres ildhu og opfindsomhed har gjort det hele lidt sjovere.

Kasket eller ej, bedøm selv.

POMFRITTEN

En forårsdag i 1624 på den lille ø Photatismos i den østlige del af Sporaderne, summede det af travlhed. Man var ved at forberede sig til det årlige angreb fra osmannerne, der for at fejre forårets komme, plejede at kigge forbi for at give grækerne en omgang bank. I borgtårnet på fæstningen i Photatismos´ havn stod øens kommandant, Aspargus, og betragtede aktiviteten. Han var tilfreds med hvad han så og syntes ikke at de kunne have forberedt sig bedre. De sidste par måneder havde handelsflåden, de såkaldte Kartoffelbåde, i en lind strøm bragt forsyninger til øen, og Aspargus håbede og bad til at det var nok, i fald det skulle blive en lang affære - og det blev det.

Efter hårde kampe og drabelige træfninger, lykkedes det Aspargus og hans mænd at holde angriberne ude af fortet, men øen var nu under belejring og helt afhængig af de forsyninger der tidligere var sejlet ind. Osmannerne havde ikke travlt med at komme hjem, så belejringen blev langvarig og efterhånden var det eneste spiselige på øen, kartofler. Selvom denne glimrende grøntsag smager aldeles fortræffeligt, kan det godt blive lidt trivielt, når man i månedsvis får den morgen, middag og aften, så humøret og moralen var efterhånden helt i bund.

Men så en dag skete der et uheld, der skulle ændre verdenshistorien. På den tid var våbnene af en lidt mindre avanceret karakter end nu om dage, f. eks smed man sten i hovedet på dem der prøvede at klatre op af borgmuren, eller kogende olie.

Denne skelsættende dag var Aspargus´ 10-årige søn, Spiros, på vej op i borgtårnet med en spand kartofler til de sultne soldater, som var i færd med at koge af en ordentlig omgang olie, som skulle smides i bærret på angriberne, hvis de forsøgte sig endnu en gang. Lige som knægten var ud for oliegryden, snublede han over en kanonkugle som lå og flød, og spanden med kartofler røg med et ordentligt plask op i den kogende olie. Først blev Aspargus gal i skralden, men inden han nåede at skælde sønnen ud, begyndte en liflig duft at stige op fra gryden. Alle i borgtårnet slikkede sig om munden og kiggede sultent på den boblende gryde. Med savlet løbende ned i skægget kommanderede Aspargus: Hent lige noget salt sønnike, thi nu skal der spises.

Fra det øjeblik steg moralen mirakuløst på den belejrede ø og duften fra talrige gryder med olie og kartofler, sivede ud til fjendens skibe der blokerede havneindløbet. Ombord på skibene syntes mandskaberne pludselig ikke længere at deres tørrede fisk og råsyltede hvidløg var værd at spise, og i løbet af kort tid var deres kamplyst forsvundet. Snart blev belejringen opgivet og skibene satte kursen hjemover.

På Photatismos fejrede man sejren og inden længe nåede nyheden kongens øre. Aspargus og hans søn blev kaldt til hoffet, hvor kongen adlede dem og begejstret proklamerede:

Denne ædle spise skal fremover, som en hyldest til den storslåede sejr, serveres for alle fremmede der gæster vores land

På den måde blev pomfritten Grækenlands nationalret, og at det er den sande historie, bekræftes ved at kongens bud håndhæves den dag i dag.

Det Store Tobaksrøveri

Simpel tyv! Ja, det lyder ikke særlig pænt og jeg er heller ikke spor stolt af denne historie. Det er et mørkt kapitel i mit liv som jeg gerne havde været foruden, og som den dag i dag stadig gør ondt i min samvittighed.

At jeg overhovedet skulle ende som forbryder er fuldkommen naturstridigt, for jeg har hverken evner eller nerver til den slags og desuden er jeg nærmest sygelig autoritetstro. Når jeg går gennem tolden i lufthavnen, ser jeg altid ud som om min kuffert er spækket med smuglersmøger og anabolske steroider, selvom den aldrig indeholder andet end en gang ferietøj der trænger til en vaskemaskine. En trafikrazzia kan gøre mig aldeles skrækslagen, og trods pinlig ædru, så vrøvlende, at jeg med garanti bliver hevet ud af bilen og sat til at blæse balloner op. Da jeg en gang fik en parkeringsbøde, for med foragt for rigets love, at have parkeret otte centimeter uden for en autoriseret parkeringsbås henne ved Superbrugsen, havde jeg efterfølgende så dårlig samvittighed, at jeg ringede til politimesteren og tilbød at donere et ikke ringe beløb til korpsets næste sommerskovtur. At det kunne betragtes som et forsøg på bestikkelse af ordensmagten, slog mig først bagefter og de følgende måneder levede jeg i konstant frygt for at de ville komme og hente mig og smide mig i brummen. Det gjorde de dog ikke og skovturen vendte de heller aldrig tilbage om.

Ikke desto mindre skulle jeg nogle år senere, på en sommerferie i Grækenland, give mig i kast med endnu mere forbryderiske gøremål. Vi var taget til en lille by på den græske vestkyst, sådan cirka midt ude på bøhlandet, med marker og køer og geder alle vegne. Stedet var såmænd hyggeligt nok, men da vi allerede den første dag havde set alting fire gange, blev vi enige om at leje en bil. På turistkontoret, et butikslokale på omkring otte kvadratmeter, lovede rejseagenten at have et første klasses køretøj til os dagen efter. Lejekontrakten blev skrevet på skrivemaskine af agentens stærkt sminkede teenagedatter, som havde svært ved at se tasterne for sit brystparti, der fyldte imponerende op i det lille lokale. Jeg prøvede ikke at se alt for begejstret ud, velvidende at jeg var under skarp overvågning af både agenten og min kone.

Næste morgen kom agenten som aftalt til vores hotel med køretøjet, som han stolt præsenterede som juvelen i deres bilpark. Jeg priste mig lykkelig for at vi havde bestilt deres bedste bil, ellers skulle han vist have været en tur på