Cuba - på vej hvorhen?: En rejse til Cuba - inspirationer og tanker, det skabte

By Jørgen Møller

Bogen kommer ind på Cubas historie og landets fantastiske muligheder for turister, dog ikke som i en gængs historie- og turistbog. "Cuba - på vej hvorhen?" er skrevet i essayform og har mange illustrationer. Den kan derfor læses fra begyndelse til slutning, eller man kan læse uddrag og bladre i bogen som en billedbog.

Det særlige forhold, der siden Cubas revolution har eksisteret mellem Cuba og især USA, men også den vestlige verden, behandles ret indgående i bogen. I en tid, hvor den rige, vestlige verden synes at mangle kvalificerede svar på nogle af vor klodes store problemstillinger, gør forfatteren tydelig opmærksom på Cuba som et interessant land at kigge på.

Det fremgår af bogen, at Cuba gennem dets nyere, historiske udvikling har vovet at pege på andre veje for et samfunds og dets menneskers organisering. Bogen peger endvidere på, at tiden måske er inde til, at vi gensidigt lærer af og inspirerer hinanden til at forandre kloden til hele menneskehedens fælles bedste.

Læs bogen og besøg dernæst landet og dets befolkning.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jan 15, 2018
• ISBN: 9788743004530

Jørgen Møller

Jeg er uddannet lærer med historie og samfundsfag som speciale. Jeg har som lærer undervist på efterskoler og i folkeskolens ældste klasser. Desuden været rejseleder til mange lande for danske unge fra efterskoler, gymnasier og højere læreanstalter. Oftest ved ikke at anvende hoteller som logi, men banke på ukendte folks døre. Da vi i Danmark i 70erne modtog de første gæste-/fremmedarbejdere med muslimsk baggrund, blev det nærliggende at besøge deres hjemlande med henblik på at lære af samt forstå deres kultur. Fra disse mange rejser og møder med alverdens folkeslag blev det klart, at "verdensskolen" blev en vigtig baggrund for at forstå humanismen som et nødvendigt ståsted for en samlet menneskehed på en fælles klode. Det er i denne ånd bogen er skrevet. Har udgivet div. faglitteratur og artikler om matematik, politik og samfund.

Book preview

Denne bog, Cuba - på vej hvorhen?,

tilegnes 26. juli-bevægelsen

og alle mennesker,

der vedholdende påtager sig rollen,

ikke blot at tale om verden,

men at forandre den

til hele menneskehedens fælles bedste.

En stor tak til:

Jytte Fruelund, der trods mange, andre spændende opgaver i sin hverdag, tog sig tid til at medudgive bogen med design, billedbearbejdning samt kritisk gennemgang.

Brian Rasmussen og rejseholdet fra Cubarejsen påsken 2016 – særlig til Brian for hans inspirerende fortælling om og guidning rundt på Cuba.

Helle og Sven Erik fra Dansk Cubansk Forening for gode råd og kvalificeret gennemgang af bogen.

INDHOLD

FORORD

PROLOG

KAPITEL 1: Korte, geografiske fakta om Cuba

KAPITEL 2: Cuba under spansk herredømme

KAPITEL 3: Kampen for Cubas selvstændighed

KAPITEL 4: Cuba opnår selvstændighed

KAPITEL 5: Uro og militærkup

KAPITEL 6: En ny epoke i Cubas historie

KAPITEL 7: 26. juli-bevægelsen og den cubanske revolution

KAPITEL 8: Batista-diktaturets fald

KAPITEL 9: Sejren vundet - og hvad så?

KAPITEL 10: Cubas udvikling 1960-1970

KAPITEL 11: Cubas udvikling 1970-1991

KAPITEL 12: Cuba efter sovjetkommunismens sammenbrud

KAPITEL 13: Cuba går nye og bedre tider i møde

KAPITEL 14: Cuba i år 2000-tallet

KAPITEL 15: Cuba og fremtiden

TILLÆG: Vigtige personer med tilknytning til Cubas historie

EPILOG: Tanker til overvejelse i en brydningstid

KILDEHENVISNINGER

Forord

Elleve år efter den cubanske revolutions sejr, dvs. i 1970, var jeg lærerstuderende på det sidste år. Det var også året, hvor der skulle afleveres en afsluttende opgave i vort hovedfag. For mit vedkommende var det faget historie.

Som så mange andre unge verden over, var jeg optaget af den cubanske revolution, Cubas historie og i det hele taget spørgsmålet om Latinamerika og USA. Så for mig blev det meget nærliggende som hovedopgave at vælge Cubas historie og revolution.

Planen var herefter at rejse til Cuba for at opleve dette nye, unge, revolutionære land.

Nu stod jeg imidlertid med en læreruddannelse i hånden og dermed også med drømmen om at komme ud at prøve uddannelsen af i praksis samt at få tjent nogle penge i modsætning til, at mine leveomkostninger havde været forbundet med at stifte studiegæld.

Samtidig var vi en gruppe unge, nysgerrige og videbegærlige lærere, der var meget opsatte på at se verden med egne øjne, og at møde folk og kulturer, der var anderledes for os end den danske og europæiske.

Baggrunden for denne nysgerrighed var bl.a., at i vores skoletid havde vi især i historie og geografi kun hørt om de hvide europærers fortræffeligheder. De sorte, negerne, som de blev kaldt, var primitive, og nogle var kannibaler afbilledet i vittighedstegninger som dansende vilde og barbariske omkring den hvide hvid mand siddende i en stor, sort gryde over bål.

Baggrunden var også, at netop på dette tidspunkt begyndte verden at trænge sig mere og mere på datidens Vesteuropa og dermed også det lille Danmark langt mod nord.

Det var fremmede mænd med anden kultur, religion og i de fleste tilfælde af en anden race end den hvide. Disse mænd var af forskellige danske firmaer blevet inviteret til Danmark som arbejdskraft. Med andre ord fremmede mænd for os og blev dermed kaldt fremmed-/ gæstearbejdere.

Med disse initiativer til at hente arbejdskraft til Danmark fra fremmede lande og kulturer, særligt fra den muslimske kultur, var det et af Danmarks første skridt til at indlede den moderne form for globalisering, hvor ikke blot varer og finanser, men også arbejdskraften bevæger sig over nationalstaternes grænser.

Vi unge lærere oprettede på denne baggrund en lille organisation, Internationalt Samvirke, hvis formål var at tage unge danskere med ud i verden og opdage den med egne øjne, ja, med alle ens sanser. Møde befolkningerne, blive deres venner, lære af deres liv og erfaringer. Derfor boede vi så vidt muligt hos familier og som regel ude i landsbyer/mindre byer.

Samtidig blev der af andre oprettet Den Rejsende Højskole, der senere blev til flere skoler, både lærerseminarium, efterskoler og friskoler og under en fælles paraply, Tvindskolerne.

Disse samvirkende skoler brød med den mangeårige skoletradition, at undervisning foregik kun på en bænk/stol ved et bord, hvorpå der kunne lægges bøger, hæfter, blyant og penneskaft isat en pen til skrivning med blæk. Som afslutning på denne samling af skolemateriel var læreren oppe ved en tavle og stående på en forhøjning, et såkaldt podie.

Det var på denne baggrund, at Tvindskolerne i 1970 fremsatte helt nye pædagogiske tanker: 1/2 tids teoretiske studier og 1/2 tids praktisk arbejde samt fællesmøder for skolens elever og ansatte. Et forum, hvor alle vigtige pædagogiske, sociale og økonomiske spørgsmål på skolen blev behandlet gennem oplæg og diskussioner for at munde ud i en fælles beslutning.

Undervisningen var i høj grad teoretiske, brede studier af verden og dens befolkninger, og det praktiske arbejde bestod bl.a. i selv at sætte busser i stand og i disse køre ud i verden for at gå på opdagelse i den.

Man kan i en vis forstand sige, at det var en omskrivning/modernisering af det gamle Grundtvig-Koldske udtryk: Først oplive og siden oplyse.

I de tidlige år af mit lærerliv blev jeg lærer på efterskoler oprettet af Skolesamvirket Tvind i et samarbejde med daværende fagforeninger SID og Kvindeligt Arbejderforbund (nu under navnet 3F). Det blev på disse skoler til mange lærerige og spændende år som lærer og også som rejseleder for dansk skoleungdom ud i mange lande, både i og uden for Europa. Vi fik brugt alle vore sanser til ikke kun at studere, men vi fik også smagt på verden ved at møde mange af dens mennesker i deres hverdag. I mange tilfælde med varme venskaber til følge.

Først i påsken 2016 blev der tid til at tage til Cuba.

Jeg havde ikke været mange timer på Cuba før tanken opstod om at føre min afsluttende historierapport fra min studietid up to date. Ikke tænkt som en traditionel historieskrivning, men snarere en række essays, der tillader forfatteren ikke blot nøgternt og objektivt at skildre begivenheder i menneskenes vandring på den historiske vej for at forme fremtiden, men også subjektivt at kommentere historien ud fra en bestemt synsvinkel: At kloden er menneskehedens fælles ejendom, og alle mennesker dermed har ret til lige adgang til samme klodes materielle rigdomme og natur.

Jeg anerkender ikke objektivitet som et garantimærke for en korrekt og sandfærdig, historisk fremstilling.

Som forfatter bliver man utallige gange stillet i valgsituationer om at fravælge noget og tilvælge noget andet. Jeg kunne med god grund henvise til min gamle geografibog som et glimrende eksempel herpå. Her har forfatteren tilvalgt at skildre den hvide mands adfærd og kultur som en lysende glorie med mere eller mindre ringeagt for andre kulturer; eksempelvis de sorte beskrevet som primitive og barbariske. Yderligere har forfatteren til denne geografibog tilvalgt at lade denne lysende glorie kaste sin stråleglans ud over disse primitive kulturer via repræsentanter for den kristne religion, de såkaldte missionærer.

Rent praktisk er der på nogle af siderne i denne bog indsat blå bokse, der kan sammenlignes med, hvad man i skolebøgerne kalder faktabokse dog her brugt i en bredere betydning.

Bogen kan læses fra begyndelse til slutning, eller man kan udvælge særlige afsnit at læse. Med bogens mange billeder kan den også bruges som en billedbog.

God læselyst!

PS Denne bog findes både i en trykt udgave og som E-bog. Det er kun i E-bogen, at de indsatte links virker.

Tag til Cuba

Gå på opdagelse i landet med alle jeres sanser åbnet op på fuld gab

Nyd landets natur, musik og vejr

Lad jeres kroppe farve i tilpas grad af den cubanske tropesol, rig på D-vitamin

Smag på og nyd den dejlige mad

Dertil en god kur til at få stress og jag ud af kroppen

Sidst, men ikke mindst, bland jer med landets mennesker

Jeg tør sige, det er en rejse værd.

God rejse!

Små orkestre møder man mange steder.

Pixabay

Prolog

I de allerseneste år har strømmen af turister til Cuba været så stor, at Fidel Castro i de offentlige nyhedsmedier gav udtryk for sine store bekymringer over denne voldsomme turiststrøm.

Cuba havde som mål sat 1 mio. turister ud fra, hvad der fra officiel side siges er, hvad infrastrukturen og fødevareforsyningen kan bære.

Tilskuere til kortegen med præsidenterne Barack Obama, USA og Raul Castro, Cuba på vej gennem Havana 22. marts 2016.

Jeg talte 8 sorte og helt mørkelagte biler. I hvilken sad mon Barack Obama?

Foto Jørgen Møller

I påsken 2016 var der ifølge officielle udsagn de sidste par år ankommet ca. 3 mio. turister årligt.

Blandt disse 3 mio. turister var vi en gruppe danskere, der besøgte Cuba for i sidste øjeblik at komme på et slags levende museumsbesøg. Museumsbesøg i ordets bedste betydning. For at få et vidnesbyrd om det Cuba, som blev formet, da en gruppe unge revolutionære med bl.a. Fidel Castro og Ché Guevara i spidsen overtog magten på Cuba nytårsaften 1959. Der er fortsat mange mennesker verden over, der siden da har fulgt Cuba med stor interesse.

Jeg erfarede, at jeg ikke var ene om at besidde dette motiv for et besøg på Cuba.

USA's tidligere præsident, Barack Obama, havde gennem sin sidste embedsperiode sat sig for at forbedre forholdet mellem USA og Cuba, der siden 1961 har været underlagt en stærk blokade af den vestlige verden anført og påbudt af USA.

Som bevis for Obamas seriøsitet med henblik på at normalisere forholdet mellem USA og Cuba aflagde han et officielt besøg på Cuba i påsken 2016 netop i de dage, jeg og andre turister var på Cuba.

Det var kendetegnende for dagen, hvor præsident Obama under følgeskab af en større kortege skulle køre igennem Havana, at der blandt tilskuerne var rigtig mange turister at se.

Nogen påstod endog, at der var flere turister end cubanere. Hvorom alt er, var der, imod al forventning, ikke så mange mennesker stillet op langs ruten, som man skulle tro, ville være der, når verden stærkeste og mest betydningsfulde person kom på besøg. Ydermere eftersom det var 88 år siden, at en amerikansk præsident sidst havde besøgt Cuba. Jeg opfattede det som noget positivt, at ikke flere cubanere strømmede til for at se en person/præsident, der kun er stor pga. af sit lands kapacitet med hensyn til kapital og militær formåen.

Samtidig med Obamas besøg på Cuba var der også en verdensberømt musikgruppe på Cuba, nemlig The Rolling Stones. Som afslutning på deres koncertturne rundt til sydamerikanske lande gav de en gratis koncert på Cuba.

Præsident Raul Castro og Barack Obama på plakat i Havana

Foto: Jørgen Møller

I sandhedens navn en forrygende koncert med en ikke helt ung Mick Jagger og Keith Richards i forreste front udvisende stor oplagthed og højt humør. Der blev højlydt snakket om, at man bl.a. aldrig før havde set en så veloplagt og talende Keith Richards som under denne koncert.

Der blev fortalt, at omkring 500.000 tilskuere havde overværet koncerten, og der hvor jeg stod, var det nemmere at få øje på turister fra alverdens lande, end det var at få øje på en cubaner. Jeg snakkede eksempelvis med en mexicaner, der var rejst til Cuba for at overvære koncerten, skønt The Rolling Stones lige have give koncert i Mexico. Her havde en billet kostet 1000 $. På Cuba var koncerten gratis. Så hvorfor ikke tage til koncert på Cuba på en billig flybillet?

Før det går løs til en koncert, hvor både Mick Jagger og Keith Richard begge var veloplagte. De underholdt i 2,5 time uden pause.

Foto: Jørgen Møller

Google.com, (Snopes.com)

Det var efter koncerten mærkbart, at så store koncertarrangementer ikke var en rutine på Cuba, idet fra hvor jeg var, kunne jeg kun se den ene udgang, som jeg stod forholdsvis tæt på. Alligevel tog det langt tid for mig at komme helt ud. Jo nærmere man kom udgangen, desto større blev presset fra folkemasserne og lige før udgangen begyndte presset at blive ubehageligt stort. Efter at være sluppet godt igennem hørtes der efterfølgende ambulancesirener. Jeg skal ikke kunne sige, om det var hjælp til forulykkede publikummer fra koncerten, men tanken var nærliggende.

Mange mente, at denne store tilstrømning af turister skyldtes interessen for at se Cuba, inden indflydelsen fra USA og Den Vestlige Verden vil gøre sig gældende. Med rette kan man vel godt frygte eller glæde sig over denne indflydelse - alt afhængig af, hvem man er. Nogle stillede spørgsmålet: Vil denne påvirkning, der nemt vil snige sig indenfor Cubas dør, kunne udslette mange af den cubanske revolutions spor?

Også dette spørgsmål kommenterede Fidel Castro i medierne: USA skulle ikke få nogen som helst indflydelse på Cuba nogensinde.

Senere i bogen vil dette spørgsmål blive problematiseret, og det efterfølgende stof i denne bog vil da være en fortælling med det formål at udvælge og opridse nogle væsentlige problemstillinger af de mange, der har været en rød tråd gennem Cubas historie siden Columbus' ankomst til øen i 1492.

Ansvarligt staff ved The Rolling Stones koncerten.

Foto: Jørgen Møller

KAPITEL 1

Korte, geografiske fakta om Cuba

Beliggenhed og klima

Cuba udgør sammen med Jamaica, Haiti, Dominikanske Republik og Puerto Rico øgruppen De Store Antiller, i hvis forlængelse vi har De Små Antiller, der bl.a. omfatter de tidligere dansk vestindiske kolonier. De to øgrupper er placeret i dels Atlanterhavet mod øst og Det Caribiske Hav mod syd-vest.

Cubas areal er ca. 110.800 km² og er inddelt i 15 provinser og 168 kommuner.

Fra Cuba er der kort afstand til henholdsvis Haiti, Bahamas, Jamaica, Mexico og Florida i USA. Det lykkedes den 64-årige langdistancesvømmer Diana Nyad efter sit femte forsøg at svømme fra Havana på Cuba og til Key West i Florida. Da havde hun svømmet i 53 timer og tilbagelagt 166 km i et hajfyldt farvand.

Den sydøstlige del af landet ligger i det tropiske bælte, hvilket betyder, at den laveste temperatur ikke kommer under 15 grader C, den nordvestlige del i det subtropiske bælte, hvor temperaturen i meget sjældne tilfælde kommer ned omkring 0 grader C. Cubas placering i Den Mexicanske Golf betyder, at vindene fra havet har indflydelse på landets klima.

Foto: Pixabay

Under mit ophold var der eksempelvis et par dage, hvor der efter tropiske forhold var forholdsvis koldt i Havana, 20 – 22 C. Dette skyldtes netop kolde vinde, der blæste fra USA og henover den nordvestlige del af Cuba - måske planlagt af vejrguderne, at disse kolde vinde skulle følge præsident Obama på vej til Cuba ;-).

På den anden side betyder disse vinde samtidigt, at varmen sjældent bliver trykkende på samme måde som i andre tropiske lande. Dette gør Cuba til et perfekt feriested med sol og sommer – og ikke at forglemme, venlige mennesker.

Det kan anbefales at henlægge en evt. ferie på Cuba til den sydøstlige del af Cuba om vinteren, da temperaturen her altid er varmere end mod nordvest, hvor der til gengæld er bedst om sommeren.

Cuba er hovedsageligt et lavland, let kuperet, bortset fra Sierra Maestra bjergene mod syd, hvor Cubas højeste bjerg, Turquino, løfter sig 2000 m over havets overflade.

Befolkning

Da Columbus og hans mænd i 1492 gik i land på Cuba, var de første mennesker, de mødte inde på stranden i alle henseende meget anderledes end den gruppe af europæere, der just var ankommet til en helt ny og ukendt verden.

Gruppen af mennesker, europæerne mødte på den cubanske strand, troede Columbus og hans folk, var indere. Derfor kaldte Columbus disse nyopdagede mennesker for indianere, hvoraf der var tre forskellige stammer på Cuba.

Den cubanske befolkning i dag er først og fremmest hvide og blandede (efterkommere af forhold mellem hvide, sorte og indianere). Befolkningen udgør ca. 11 mio., hvoraf 65 % er hvide og flertallet af den resterende befolkning er sorte og mulatter (fra cuba.dk).

Religionen på Cuba er den kristne, katolske tro, men de sortes religion, som de medbragte fra Afrika,