Sejlflod Kommunes Historie 1841-1970 Bd. 1

By Poul Erik Kristensen

Dette bind er skrevet på baggrund af kommunens bevarede arkivalier. Vi får bl.a. at vide, hvorledes de valgte sogneforstandere, som var noget nyt i 1841, tog sig af de lokale problemer. De har bestemt ikke fulgt det samme mønster i alle de fem kommuner, som i 1970 blev slået sammen til Sejlflod Kommune.
Vi får historierne om 1800-tallets smugkroer og de lokale besværligheder under krigene 1848-50 og 1864. Vi hører om smitsomme sygdomme, og selv et alvorligt klassesammenstød bliver det til.
Tidens ubarmhjertige fattigvæsen fremtræder i fuldt flor, og vi ser, hvorledes sager vedrørende vejvæsnet og et problematisk skolevæsen kan sætte sindene i kog. Problemernes størrelse behøver ikke at svare til de reelle omkostninger.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Nov 24, 2017
• ISBN: 9788771881851

Poul Erik Kristensen

Poul Erik Kristensen, født 1948, cand. mag. i historie 1975, skrev historiske artikler allerede i studietiden, fik udgivet sin første bog i 1979. Poul Erik Kristensen har i sit arbejdsliv især været beskæftiget med forskning, skriftlig formidling og undervisning. Det er således blevet til mere end 20 bøger, især lokalhistorie og historiske jubilæumsskrifter inden for bl.a. bank og sundhedssektoren, som alle bygger på solide forskningsresultater. Samtidig er de skrevet i et letforståeligt sprog. Poul Erik Kristensen har desuden betydelig erfaring i at bearbejde ældre bøger, så de kommer i overensstemmelse med nutidens sprogbrug. Foruden historiske bøger har han også bearbejdet en lang række klassiske romaner og novellesamlinger, især af Jeppe Aakjær, Johan Skjoldborg og Henrik Pontoppidan.

Book preview

Forord

Nærværende 2-binds udgave er tekstmæssigt identisk med 4-binds udgaven fra 1982. Dog er der udeladt en lokalhistorisk bibliografi, som er forældet, da den ikke er blevet ført ajour i de forløbne 35 år. Desuden er fotografierne udeladt. Dette valg har været nemt at træffe, da de hverken havde direkte tilknytning til teksten eller havde den fornødne kvalitet. Læserne vil have meget mere ud af at se på gamle billeder inde på Lokalhistorisk Arkivs hjemmeside.

Bind 1 beskriver udviklingen fra 1841 og indtil ca. 1920 i de fem gamle kommuner, som i 1970 blev slået sammen til den senere Sejlflod Kommune. Kommunen stod bag projektet, og opgaven var bundet i den forstand, at det var de kommunale arkivalier, der skulle tjene som kildemateriale.

1920 blev sat som tidsgrænse i samråd med kæmner Carlo Skytte, ikke af faglige grunde, men kun af rent praktiske, da der så ikke kunne opstå problemer med fortrolige oplysninger, som måske af nogle kunne blive opfattet som en krænkelse af privatlivets fred.

For at komme nærmere nutiden blev der derfor også indsamlet erindringer samt foretaget interviews af et stort antal ældre medborgere. Dette erindringsmateriale danner i redigeret form grundlaget for bind 2, som dækker tiden frem til ca. 1970.

Hvis nogen i øvrigt skulle ønske at vide mere om selve arbejdsgangen i projektet henvises til forordene i bind 1 og 3 i den oprindelige udgave.

Poul Erik Kristensen

Indholdsfortegnelse

Indledning

De udvalgte

De nye sogneforstandere i arbejde

Treårskrigen 1848 – 50

1864

Fritiden

Legestuer

Den illegale brændevinsdjævel

Hotellerne

Foreningslivet

Vejvæsnet

Kongerslev-Komdrup

Mou

Gudum-Lillevorde

Storvorde

Sejlflod

Fattigvæsnet

Kongerslev-Komdrup

Mou

Gudum-Lillevorde

Sejlflod

Storvorde

Det klassedelte samfund

Smitsomme sygdomme

Skolevæsnet

Kongerslev-Komdrup

Mou

Gudum-Lillevorde

Sejlflod

Storvorde

Bilag 1: De bevarede kommunale arkivalier

Bilag 2: Tale holdt af sogneforstanderskabets formand i 1848

Bilag 3: Brev til pastor Mølmark 1843

Noter

Indledning

1841 var et mærkeår for de danske landsbysamfund, i alt fald på papiret. Da blev det gennem en kongelig anordning bestemt, at hvert sognedistrikt skulle bestyres af et sogneforstanderskab (1). Begrebet sognedistrikt stammede tilbage fra et fattigreglement, der kom i 1803, og det kan defineres som de sogne under det samme præstekald, der havde fælles fattigvæsen (2).

De geografiske rammer for sogneforstanderskabets virkefelt var altså fastlagt allerede før 1841, og arbejdsopgaverne var heller ikke nye. Sogneforstanderne skulle nemlig først og fremmest tage sig af fattigvæsnet, skolevæsnet og vejvæsnet.

Selv om der næppe har været ret meget at råbe hurra for i ældre tid, så gik fattigvæsnets rødder betydeligt længere tilbage end det omtalte reglement fra 1803. Ude på landet fik skolevæsnet sit store gennembrud i 1814, men her kan vi ligeledes spore langt ældre rødder, også i Sejlflod Kommune. Veje og grøfter har man naturligvis også tidligere været nødt til at tage sig af i fællesskab.

Det nye ved anordningen fra 1841 var først og fremmest, at det nu blev det samme forvaltningsmæssige organ, som skulle tage sig af samtlige sager vedrørende kommunen. I denne forbindelse skal det dog tilføjes, at den fuldstændige kommunale enhed først blev skabt med kommunalreformen af 1867.

Den nuværende Sejlflod Kommune bestod dengang af følgende fem kommuner:

Gudum-Lillevorde Kommune omfattende byerne Gudum og Lillevorde. Gudumlund og Gudumholm blev først til egentlige bysamfund i det 20. århundrede. Ved Gudumlund var der dog nogen bebyggelse omkring hovedgården Gudumlund, og ved Gudumholm var der dels nogle gårde og dels en vis bebyggelse med tilknytning til de daværende Gudumlunds Fabrikker, som i 1841 bestod af teglværket og kalkværket (3).

Kongerslev-Komdrup Kommune omfattende byerne Sdr. Kongerslev, Nr. Kongerslev og Komdrup.

Mou Kommune omfattende byerne Mou, Egense og Dokkedal. Kærsholm er først blevet til et bysamfund i det 20. århundrede (4).

Disse tre kommuner udgjorde hver især et pastorat. Byerne Sejlflod og Storvorde havde udgjort et fælles pastorat indtil 1825. Herefter blev Storvorde lagt til Romdrup-Klarup og Sejlflod til Gudum-Lillevorde. Resultatet blev, at disse to småbyer kom til at udgøre hver sin lille kommune i 1841, og derved blev der ikke ændret, da de atter blev forenet til et pastorat i 1893 (5).

Som en grov generalisering kan vi altså sige, at den nuværende Sejlflod Kommune både arealmæssigt og befolkningsmæssigt set er sammensat af tre store og to små kommuner. Det er klart, at dette forhold i sig selv har medført forskellige arbejdsmuligheder for de forskellige sogneforstanderskaber. De geografiske betingelser var også forskellige, og sådan kunne der nævnes flere andre forhold, som både har givet visse begrænsninger og visse udfoldelsesmuligheder.

*

Om 1841 har været et mærkeår i praksis, vil altså dels afhænge af en lang række givne forhold og dels af selve personerne, som nu kom til at stå i spidsen. For den lokalhistoriske forskning er det derimod uomtvisteligt, at 1841 må betegnes som et vendepunkt. Nu bliver der simpelthen langt mere kildemateriale at øse af, men det gælder naturligvis kun i det omfang, arkivalierne er bevaret.

Den væsentligste af disse kommunale kilder er sogneforstanderskabets forhandlingsprotokoller. Her får vi det samlede overblik, men efterhånden bliver der også ført en lang række protokoller for specielle forhold. Her er det næsten muligt at spore, hvorledes man kommer stadig nærmere til nutidens papirvælde.

Det er meget forskelligt, hvad der er bevaret fra de fem gamle kommuner. Dette hænger først og fremmest sammen med fortidens administrationssystemer. De store kommuners kæmnerkontorer med et fast personale træder først ind i billedet på et relativt sent tidspunkt. De forskellige protokoller blev dels ført af sognerådsformanden og dels af diverse udvalgsformænd, og da der ikke var et fælles arkiv, måtte disse ligeledes stå for opbevaringen. Så er det formodentlig gået på den måde, at udskrevne protokoller i mange tilfælde blot er blevet liggende, når der er blevet skiftet protokolfører, og meget er vel også blevet kasseret, fordi man ikke har set nogen grund til at bevare sådan noget gammelt stads. Endelig kan man jo også tænke sig, at en del er gået tabt ved flytninger og ildebrande. I denne forbindelse er det sandsynligt, at den store bybrand i Sejlflod i 1892 har slugt en hel del materiale.

I bilag nr. 1 kan læseren få et indblik i manglernes og lakunernes omfang. Disse huller er selvfølgelig en hæmsko, når vi skal danne os et billede af fortiden, men der er også andre usikkerhedsmomenter at tage sig i agt for. Sparsomme referater behøver f.eks. ikke at være tegn på inaktivitet, og modsat behøver selv den mest bombastiske hensigtserklæring ikke at have givet sig udslag i nævneværdige resultater.

Vi må desuden gøre os klart, at forhandlingerne ikke blot har fundet sted ved møderne. Vore kommuner var ikke større, end at flere af sogneforstanderne næsten må have stødt på hinanden dagligt, og naturligvis har de drøftet kommunale anliggender ved den slags lejligheder. Ja, man kan slet ikke forestille sig, at det ikke har været tilfældet. Mange beslutninger truffet ved sådanne uformelle sammenkomster møder vi måske slet ikke eller eventuelt kun som bisætninger i protokollernes forhandlingsreferater.

Derfor vil vi heller aldrig kunne give et dækkende billede af vore kommuners forhistorie. Vi kan samle nogle brudstykker hist og her, og dem må vi så ved at følge historieforskningens principper binde sammen i en buket, der giver det bedst mulige indtryk af hændelser og livsvilkår på den lille plet, som i 1970 fik navnet Sejlflod Kommune.

De udvalgte

Den nye anordning fra 1841 bestemte, at sogneforstanderskabet skulle bestå dels af nogle fødte og dels af nogle valgte medlemmer. Sognepræsten samt eventuelle godsejere, der ejede mindst 32 tdr. hartkorn i kommunen, udgjorde de fødte medlemmer. Foruden disse skulle sogneforstanderskabet bestå af 4–9 uberygtede sognemænd.

Valgbarhedsbestemmelserne krævede, at sogneforstanderne skulle være fyldt 25 år, og at de mindst skulle eje 1 td. hartkorn, hvilket var den nedre grænse for en gårds størrelse. Forpagtere kunne dog også opfylde betingelserne, men for disse var minimumskavet 6 tdr. hartkorn i forpagtning. Endelig havde herredsfogden ret til såvel at stemme som til at deltage i sogneforstanderskabets møder.

Det står altså klart, at gårdmandsklassen talmæssigt set blev den dominerende faktor i sogneforstanderskabet. Den nye anordning tog parti for de besiddende i samfundet, og dette princip gjaldt på samme måde med hensyn til valgretsbetingelserne. Her var grænserne nemlig de samme som ved valgbarhedsbetingelserne.

Der skete snart en vis demokratisering. Fra 1855 ophørte godsejerne med at være fødte medlemmer, og samtidig mistede herredsfogden sin stemmeret. Denne gled helt ud ved landkommunalloven af 1867, og fra da af ophørte også præsten med at være født medlem. Der blev ligeledes foretaget en tillempning af både valgbarheds- og valgretsbestemmelserne, så at man efterhånden fik et mere demokratisk folkestyre (1).

Antallet af sogneforstandere kunne som nævnt variere fra kommune til kommune, og det har da også været tilfældet i vort område.

De to små kommuner havde de færreste sogneforstandere. Ellers stod sogneforstandernes antal som vist ikke i forhold til befolkningstallet. Af de store kommuner havde Kongerslev-Komdrup Kommune således det laveste befolkningstal, men de fleste sogneforstandere, og som det vil fremgå af de følgende sider, er det kun en del af forskellen, der kan forklares ved hjælp af ordningen med de fødte medlemmer.

Sogneforstandernes antal Befolkningstal 1850 i)

i) Befolkningstallene er fra Trap 5. udgave.

ii) Antallet øges fra 8 til 9 i 1843, hvilket bliver nærmere belyst i teksten.

iii) Sogneforstandernes antal i Storvorde og Sejlflod refererer til henholdsvis 1881 og 1889, altså fra de ældstbevarede forhandlingsprotokoller i kommunens arkiv. Antallet er dog sandsynligvis det samme i 1841.

Det første sogneforstanderskab i Gudum-Lillevorde Kommune bestod af:

Pastor Fangel, Gudum, født medlem.

Inspektør Kirstein, Lindenborg, født medlem på sit herskabs vegne.

Niels Jensen Bæk, Gudum.

Knud Christensen, Gudum.

Niels Christensen, Gudum.

Jens Pedersen Palsgaard, Lillevorde.

Hans Nielsen, Lillevorde.

Just Nielsen, Lillevorde.

Forstanderskabet blev valgt for seks år ad gangen, dog således at halvdelen af de valgte medlemmer skulle på valg hvert tredje år. Denne ordning betød, at tre af medlemmerne måtte forlade sogneforstanderskabet pr. 1. januar 1845, hvilket foregik ved lodtrækning. Det blev to fra Gudum og en fra Lillevorde (2). Vi kender ikke den efterfølgende valgkamp, men det er i alt fald en kendsgerning, at de alle blev genvalgt (3).

Ved det næste valg, der fandt sted i 1847, hører vi ligeså lidt om selve valghandlingens forløb. Her kan vi dog konstatere, at Niels Christensen blev udskiftet med Søren Sørensen (4). Vi har måske endda lov til at gætte på, at Niels Christensen ikke har søgt genvalg. Han var nemlig den ældste af alle de valgte sogneforstandere (5).

Inspektør Kirstein blev valgt til sogneforstanderskabets første formand, hvilket skete med syv stemmer, og han blev også genvalgt i de følgende år (6). Vi kan kun konkludere, at valgene ser ud til at have gået ganske roligt for sig i Gudum-Lillevorde Kommune.

*

I Kongerslev Komdrup Kommune foregik der en livligere aktivitet ved valgene. Her var der tre fødte og otte valgte medlemmer. Vi kender naturligvis navnene på samtlige medlemmer fra 1841, men der kan være en smule usikkerhed om, hvorledes de fordelte sig på Sdr. Kongerslev, Nr. Kongerslev og Komdrup. Dels oplyses dette kun i spredte bisætninger, og dels er forhandlingsprotokollen slem til at benytte tilnavne i stedet for de egentlige efternavne.

Efter valget i 1844 er alle disse usikkerhedsmomenter løst. Da bestod sogneforstanderskabet af følgende medlemmer (7):

Pastor Mogens Nielsen, Sdr. Kongerslev, født medlem.

Godsejer O. M. Kjeldsen, Kongstedlund, født medlem.

Godsejer J. Thor Straten, Refsnæs, født medlem.

Proprietær Voss, Sdr. Kongerslev, nyvalgt.

Søren Pedersen, Sdr. Kongerslev, nyvalgt.

Peder Hansen Skoemager, Sdr. Kongerslev, nyvalgt.

Peder Christensen Smed, Nr. Kongerslev, ikke på valg.

Peder Jensen Riis, Nr. Kongerslev, ikke på valg.

Jens Pedersen Skoemager, Nr. Kongerslev, nyvalgt.

Anders Mikkelsen Smed, Komdrup, ikke på valg.

Jens Jensen Snedker, Komdrup, genvalgt.

Umiddelbart kan denne fordeling med tre valgte medlemmer fra Sdr. Kongerslev, tre fra nr. Kongerslev og to fra Komdrup måske se rimelig ud, men hvis vi betragter datidens befolkningstal, bliver billedet dog et andet. I forrige århundrede havde Nr. Kongerslev langt flere indbyggere end Sdr. Kongerslev (8).

Det er straks vanskeligere at angive antallet af valgberettigede medlemmer, men der har formodentlig været ca. 30 i Nr. Kongerslev og omkring en snes stykker i hvert af de to andre sogne (9). Derfor må vi faktisk undre os over sogneforstanderskabets sammensætning, og det må især undre os, at Sdr. Kongerslev fik nyvalgt tre medlemmer, medens der kun kunne blive et medlem til Nr. Kongerslev og et til Komdrup. Dette er endda endnu mere bemærkelsesværdigt, idet selve valghandlingen fandt sted i Nr.

Kongerslev. Det lyder helt forkert, men stemmerne fordelte sig faktisk på følgende måde:

Kandidaterne fra Nr. Kongerslev fik 45 stemmer.

Kandidaterne fra Sdr. Kongerslev fik 134 stemmer.

Kandidaterne fra Komdrup fik 45 stemmer.

Vi kan kun finde en mulig forklaring på denne mærkværdige stemmeafgivning ved at betragte de to største stemmeslugere i Sdr. Kongerslev. Det var Søren Pedersen med 41 stemmer og Peder Hansen Skoemager med 39 stemmer (10).

Det er ikke utænkeligt, at Søren Pedersen har kunnet trække stemmer fra alle tre sogne, for han har utvivlsomt været en særdeles velagtet person. Han blev senere valgt som rigsdagsmand (11). På samme vis kan vi formode, at Peder Hansen Skoemager havde en nær tilknytning til Nr. Kongerslev. Dels var tilnavnet Skoemager særdeles udbredt i dette sogn (12), og dels angives hans egen bopæl også senere i valgperioden som Nr. Kongerslev (13). Dermed blev forholdet altså reelt, at Nr. Kongerslev havde fire og Sdr. Kongerslev kun to valgte medlemmer.

Egentlig skulle der kun have været valgt fire nye medlemmer til sogneforstanderskabet i 1844, men Søren Overgaard fra Sdr. Kongerslev, der ikke skulle på valg, forlangte under henvisning til sin alder, som var næsten 60 år, at blive fritaget, såfremt det kunne lade sig gøre (14).

Ved det næste valg, i december 1847, forblev fordelingen mellem sognene den samme, men der var atter en kraftig udskiftning. De to valgte medlemmer fra Komdrup blev erstattet af to nye, og det samme var tilfældet for de to gamle medlemmer, Peder Christensen Smed og Peder Jensen Riis fra Nr. Kongerslev (15).

De fleste sogneforstandere har formodentlig betragtet det som en ære at være med til at forvalte kommunens anliggender, men det har også været forbundet med en vis arbejdsbyrde. Herom vidner jo bl.a. Sørens Overgaards ønske om at forlade sogneforstanderskabet, og det er da også karakteristisk, at de tre medlemmer, der gled ud som følge af lodtrækningen i 1844, ikke var opstillet igen. Det tyder faktisk på, at de selv har bedt sig fritaget.

*

Problemet vedrørende sogneforstanderskabets store arbejdsbyrde møder vi i endnu mere udtalt grad i Mou, men lad os nu først se på selve sammensætningen i denne kommune. Her bestod sogneforstanderskabet i 1842 af følgende personer (16):

Pastor Mølmark, Mou, født medlem.

Proprietær Brandt, Egensekloster, født medlem.

Forpagter M. Ravnborg, Vildmosegården.

Christen Christensen, Dokkedal.

Peder Mortensen, Mou.

Lars Jensen, Dokkedal.

Christen Madsen, Skellet.

Anders Nielsen, Egense.

Ved valget i 1844 blev det de to medlemmer fra Dokkedal samt Peder Mortensen fra Mou, der skulle afgå (17). En sådan lodtrækning var selvfølgelig ikke gunstig for Dokkedals vedkommende, men det skal straks siges, at Lars Jensen blev genvalgt (18).

Christen Christensen og Peder Mortensen gled ud, og for sidstnævntes vedkommende kan vi i alt fald gå ud fra, at det skete efter eget ønske. I oktober 1842 foreslog han nemlig, at sogneforstanderskabet skulle forøges med et eller to medlemmer, idet han mente, at hans egen arbejdsbyrde var blevet for stor. De øvrige sogneforstandere støttede forslaget, og det blev følgelig sendt videre til amtsrådet (19). Det ser ud til, at andragendet gik glat igennem, for allerede i januar 1843 møder vi den fuldbyrdede kendsgerning, at Gregers Mathisen fra Egense er indtrådt som ny sogneforstander. Hermed var antallet kommet op på ni (20).

Der kom dog et lille mellemspil, da proprietær Brandt fra Egensekloster samme år skriftligt meddelte formanden, at han meldte sig ud af sogneforstanderskabet (21). Men det var heller ikke mere end et mellemspil. I januar 1844 indtrådte proprietær Branth til Høstemark som født medlem (22). Hermed var sogneforstanderskabet atter fuldtalligt.

Nå, men tilbage til de sparsomme oplysninger fra valget i 1844. De to nyvalgte medlemmer var Jens Jensen og Søren Christensen, begge fra Mou (23). To valgte medlemmer fra Mou kan vel i grunden heller ikke undre nogen. Man kan bestemt ikke sige, at denne by var overrepræsenteret med sogneforstandere.

Vi ved i øvrigt ikke ret meget om valget i 1844, og det samme gælder det følgende valg i 1847. For sidstnævntes vedkommende vil vi nøjes med at konstatere, at fire mand gled ud. Det var Ravnborg, Anders Nielsen, Christen Madsen og Gregers Mathisen (24).

Konklusionen må blive, at vi i 1840’rne møder de samme tendenser i Mou Kommune som i Kongerslev-Komdrup Kommune. Begge steder blev det sagt direkte, at sogneforstanderne havde meget at se til. De hyppige udskiftninger er ligeledes skåret efter det samme mønster. Der har været politisk kamp, og det er vel et typisk træk for meningsforskelle, at disse ofte vil blive tilspidset i takt med aktivitetsniveauet. Stridsspørgsmålene vil fremgå af de følgende kapitler.

Rent umiddelbart kan vi altså forvente, at sogneforstanderne i Kongerslev-Komdrup og Mou har spillet en mere aktiv rolle end kollegaerne fra Gudum-Lillevorde i den første halve snes år efter den nye anordnings ikrafttræden i 1841.

De nye sogneforstandere i arbejde

Lad os nu se på, hvorledes de nye sogneforstandere forvaltede deres ansvar. Her er det naturligvis først og fremmest af interesse at få beskrevet kvaliteten af deres arbejdsindsats. Hvad beskæftigede de sig med? Hvorledes behandlede de forskellige sager? Hvilke initiativer tog de? Den slags spørgsmål vil blive søgt besvaret i de kommende kapitler, men kvaliteten vil dog også i nogen grad hænge sammen med sogneforstandernes kvantitative arbejdsindsats. Vi kan i alt fald sige, at gode resultater kom man ikke sovende til, de krævede et stykke arbejde. Modsat behøvede et energisk stykke arbejde selvfølgelig ikke nødvendigvis at føre til noget resultat.

Lad os under alle omstændigheder starte med at kaste et kort blik på kvantiteten, lad os betragte antallet af afholdte møder i 1840’rne. På grund af manglende arkivalier fra Sejlflod og Storvorde, må vi som i forrige kapitel begrænse os til de tre store kommuner, Gudum-Lillevorde, Kongerslev-Komdrup og Mou. Her er antallet af afholdte møder i den første halve snes år opført i skemaform.

Skemaet udviser vel ikke ligefrem markante forskelle mellem de tre kommuner, men det er alligevel tydeligt, at der gennemgående har været den mindste mødetendens i Gudum-Lillevorde Kommune. Dog skal vi ikke i denne forbindelse hæfte os så meget ved et par møder mere eller mindre. Sådanne forhold kunne jo eventuelt kompenseres ved, at der i stedet for blev taget flere punkter på dagsordenen.

Antal møder

De mange møder i 1848 hang sammen med udbruddet af Treårskrigen. Dette var altså en ganske speciel situation, som nok medførte ændringer og initiativer i vore kommuner, men der var ikke tale om forhold, der satte sig varige spor.

Hvilke opgaver tog de nye sogneforstanderskaber sig så af? I Gudum-Lillevorde Kommune må starten siges at have været meget blid. Her var sogneforstanderskabet forsamlet første gang den 29. december 1841 til et konstituerende møde, hvor der blev valgt en formand, og hvor posterne som skoleforstandere og fattigforstandere blev fordelt (1).

Ved det første ordinære møde, der blev afholdt den 27. januar 1842, blev der kun behandlet et enkelt punkt. Lad os derfor citere forhandlingsreferatet i sin fulde ordlyd:

Sognerådet havde til hensigt at forfatte liste over dem, der i dette distrikt kunne vælges til medlemmer af amtsrådet, i hvilken anledning formanden fremlagde amtets skrivelse af 21. d.m. med dertil hørende bilag. Denne blev derefter forfattet og forsynet med vedtegning og med sogneforstanderskabets underskrift, hvorefter formanden lovede at indsende samme. (2).

Man kan næsten forestille sig, hvorledes sogneforstanderne under megen alvor og højtidelighed omhyggeligt udførte denne deres første egentlige embedshandling. De har sikkert været en smule betænkelige ved situationen. Mon de