Paradigmet: En undersøgelse af understømmen af tilsyneladende indiskutable forudsætninger for vores fælles virkelighed

By Marco Hanuman

"Paradigmet - En undersøgelse af understømmen af tilsyneladende indiskutable forudsætninger for vores fælles virkelighed" er en antologi af artikler med historiske, filosofiske, politiske og ind imellem satiriske vinkler. Undersøgelsen er prismatisk og ser i alle retninger på samme tid i en tid med tunnelsyn, smalle vinkler og mangel på analoge sammenhænge og mønstergenkendelse på tværs af vidensfelter. Emnekredsen er af samme grund bredest tænkelig og ved første blik lige så usammenhængende, som postulatet om det indiskutable i understrømmen for vores fælles virkelighed er forløjet. Ved nærmere eftersyn vil det forhåbentlig vise sig, at ALT hænger sammen med alt andet i bogens undersøgelse.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Nov 7, 2017
• ISBN: 9788771881615

Marco Hanuman

Forfatternavnet er et pseudonym, der dækker over en person, der - måske som du - er foruroliget over manglen på sammenhængskraft og omfanget af usandheder om vores fælles virkelighed. Forfatterskabet omfatter to uudgivne romaner og en digtsamling udgivet på samme dato som Paradigmet - En undersøgelse ... ved navn 'Bevingede pip fra en skamskudt hjerneskade'.

Book preview

Indhold

Paradigmet - en undersøgelse ...

En Verden der forsvandt

Copenhagen Walled City - De Dødes By

Agenda 21 og Tusindårsriget

Klimaløgnen, bakspejlet og forruden

Verdenserklæringen og de tomme ord

Staten

Nationernes endeligt

Underdrejning – Et masseødelæggelsesvåben fra Den Kolde Krig

Kunsten at starte en krig

Kulturterrorisme - Angrebet på Europa

Den venetianske forbandelse

Den ufortalte historie om Den Russiske Revolution

Den fortiede historie om Østasien

De 77 falske argumenter

Ridderlighed - Sandhed og Intethed

Kongen der forsvandt

Materialisme som ind i helvede

Zbigniew – En skakspillers død

Rockefeller er død

Så dystert er menneskets bedrag

Ordbog over nysprog

Man pisser ikke ustraffet på guderne

Analfabetet - Et supplementsbind

Den Døende Gud og Kabbalah

Sort magi

Naturens orden og Statens lov

Bagkloge bagord - ikke at forveksle med forkloge forord

Henvisninger

Paradigmet - en undersøgelse ...

Forvent en antololgi af artikler med emner, der berører vores virkelighedsopfattelse i en grad, som det ikke længere bør være muligt for tænkende mennesker at komme udenom. Med tænkende menes ikke copy-paste af præfabrikerede meningsdannelser.

Bag forfatterpeudonymet gemmer sig en person, der måske som du har fået nok af løgn fra morgen til aften, i hoved og bagdel, fra ende til anden, på kryds og på tværs.

Paradigmet læser, citerer og bearbejder kilder, der har gjort et stykke hjemmearbejde, visse i en menneskealder. Alle ud fra nødvendigheden af at vide i en tid med påtvungen uvidenhed. Blandt disse kilder findes de mest kompetente uafhængige researchers i tiden og i fortiden.

Dette er ikke en videnskabelig afhandling. Der er henvisninger nok til de lange vinteraftener, men forfatteren forventer og regner med, at du som læser ikke uden videre accepterer og lader dig nøje med, hvad du læser her men søger egne kilder eller tjekker yderligere kilder for enten at bekræfte eller afkræfte. Skulle det vise sig, at forfatteren på visse punkter har taget munden for fuld i en dynamisk og transformerende Verden, vil undertegnede i selve undersøgelsens natur vende stenene en gang til. Dette er en undersøgelse, ikke en konklusion. Falsk skepticisme i form af fordomme og ufunderet afvisning vil imidlertid ikke blive taget alvorligt.

Emnekredsen er yderst forskelligartet. Måske i en grad, så du som læser i begyndelsen vil spørge dig selv, hvordan det overordnet hænger sammen. Der er valgt en prismatisk tilgang til undersøgelsen, og vi ser i alle retninger på én gang. Ved fortsat læsning vil det forhåbentlig fremgå, at emnerne er dybt sammenhængende, og at det blot er omfanget af undersøgelsen, træernes overskygning af skoven, der tilslører emnernes sammenhæng. Visse emner er særdeles ømtålelige og decideret dystre, men forfatterskabet er af den grundlæggende opfattelse, at den slags skræmsler fra dysteriet har det bedre med at se lyset end at forblive indiskutable og fortrængte.

Afsættet er en internet-blog, et noteapparat ved navn paradigmet.blogspot, der sammen med dets forstudie, paradigme2010 har et omfang på omkring 10.000 sider. De informationer, du finder i denne bog, er derfor uddrag og bearbejdelse af, hvad du finder dér. Grundtanken er: Deling af noteapparatet. Hvorfor skrive til skuffen, hvis andre kan have gavn af det?

Der vil undervejs være potentielt injurerende passager, og i efterdønningerne af denne bog kunne der forudsigeligvis opstå sagsanlæg. Intentionen er imidlertid aldrig at fornærme men at fremkalde (pro-voco - frem-kalde). Fornærmelse er stort set altid skabt af den fornærmede. Dette i erkendelsen af, at dæmonisering og tabuisering af visse emner udelukkende skyldes, at tampen brænder. Lad tampen brænde løs!

Er det nødvendigt at nævne, at begrebet paradigme antyder et latent paradigmeskift? Forfatteren har en underbygget forventning derom og tillader sig derfor visse forudsigelser - uden at ophøje sig selv til profet. Skiftet er i fuld gang.

Bogens emner

Vi gør noget andet her end videnskabelige undersøgelser i vor tid. Vi blander emner, der tilsyneladende ikke hører sammen. Tilsyneladende. Men ALT i denne bog hører sammen med alt andet i denne bog. Videnskaben og videnskulturen har glemt sit eget udgangspunkt, hvor netop ALT hørte sammen. Vi genintroducerer en ulykkeligvis glemt form for tænkning, der er analog og synkron. Hvad der findes af mønste ét sted, findes også et andet sted. Tidens stupiditet og løgnagtighed består i en fornægtelse af sammenhænge og mønstre - af analogier. I stedet for en 3D+ virkelighed, hvor x og y-aksen er undertrøget af sammenhænge i z-aksen, har vi en 2D-fladskærmsvirkelighed, hvor intet hænger sammen, alt er tilfældigt og meningsløst, og hvor ingen mønstre kan genkendes.

Mønstergenkendelse og efterspørgsel af sammenhænge er blevet ukorrekt.

Så meget desto mere grund til at efterspørge.

Vi dykker ned i fragmenter af den glemte verden af sammenhænge. Videnkabsfolk kender ikke længere til større sammenhænge - kun de mindre, specialiserede sammenhænge, der er snærvert knyttet til deres eget fagspecifikke felt. Meget få videnskabsfolk i dag kender derfor til videnskabsteori, videnskabens historie og det filosofiske kompleks, der ligger som en gammel og dyb understrøm. De er derfor ude af stand til at gennemskue og forsvare sig mod angreb fra politiske agendaer, overgreb fra business-kultur og bankvæsen og intervention fra militære interesser. Skulle de være så frimodige alligevel at gennemskue, at de bliver angrebet og voldtaget, så ve den arme stakkel der siger fra, for angriberne ved meget vel, at en videnskabmands livslange investering i sin karriere kan ødelægges fra den ene dag til den anden. De allerfleste vælger derfor at holde lavest mulige profil. Du bider ikke den hånd, der fodrer dig, vel?

En særlig form for agenda-belastet videnskab er historieskrivning. Ofte er der overhovedet ikke tale om videnskab men om ideologi-befængt retskrivning, bestillingsarbejde, præ- medio- eller postkrigs-propaganda - eller bare lodret løgn. Paradigmet stikker af samme grund fingrene ned i en del af de agenda’ficerede hvepsereder, der er efterladt frit svømmende i den giftige suppedas, der udgør understrømmen af tilsyneladende indiskutable forudsætninger for vores fælles virkelighed.

Lignede gælder for her-og-nu-vidensformidlingen medierne. Journalistik er i en yderst dårlig forfatning. Hovedstrømmen af både digitale og skrevne medier er opkøbt, korrumperet og kontrolleret af specielle globalistiske interesser, der svæver over vandene i deres egen zone af moralsk urørlighed, hvorfra de kan injicere ... hvad som helt. Helt bogstaveligt talt!

Et særligt fokusområde for de efterfølgende 400 bogsider er: sproglig mishandling af vores fælles virkelighed. Vi lever i et babylonisk moment af sprogforurening, hvor vi bliver oversvømmet af en syndflod af verbale omvendinger, nysprog og veritabel verbaliseret sort magi. Desværre er vi meget dårligt påklædt til at forsvare os mod den slags.

Det er både intention og forhåbning at levere stof til en sådan påklæding.

Marco Hanuman, okt. 2017

En Verden der forsvandt

Dette drejer sig om en Verden, der satte retning mod intetheden og forsvandt.

Den forsvundne Verden kan stadig ses i små enklaver, i udkanten, i randene, i små spontane museums-indhegninger, i reminiscenser. Genoplivning er i visse tilfælde mulig for tapre og stædige ildsjæle, men toget er kørt og kommer ikke tilbage. Det var en kultur, der rakte 1000 år og længere tilbage, og nu er den næsten væk.

Ikke alt forgangent bør begrædes. Kultur forandrer sig, og mennesker med. Sådan er det, sådan må det være. Men der har hidtil været en konstant kerne og understrøm, der har overlevet. Det, der er anderledes nu, er, at kernen er døende.

Dette er ikke bagstræberisk flæberi, men en nostalgisk statusopgørelse, en erkendelse. Det er til og med en sørgelig erkendelse af, at moderniteten netop ikke var en organisk udvikling. Moderniteten var en forceret, brudt udvikling, en voldtægt, et kulturelt attentat, en civilisations-forbrydelse.

Voldtægten og forbrydelsen ankom i bølger. Med kikkerten for øjet, kan vi se tre bølger og en fjerde på vej.

Den første bølge

Den første bølge var Industrialismen. Folk i millionvis blev drevet som kvæg ind mod byerne for at blive installeret i den nye, store maskine, der spiste hænder, fødder, kroppe og sjæle. Mange valgte selv installationen i den tro, at der var et bedre liv i udsigt. De få opnåede et sådant liv målt materielt, de mange fik på alle måder et værre liv. Industrialismen var tidens grundlæggende forbrydelse mod de europæiske befolkninger. Senere kopierede resten af Verden installationen, uden større succes. Miseren blev blot opskaleret. Selv midlertidig afgrænset velstand har en høj pris.

Der kan argumenteres for, at vi bør anlægge en længere tidsvinkel, for ondskaben er urgammel.

Hvad med pestens Europa? Hvad med 30-årskrigen, der slagtede halvdelen af Europas folk og varede 30 år? Hvad med imperialismen? Javist, men i dagens tekst taler vi om modernitetens ankomst. Vi taler om roden til Verdenskrigene, det kemiske århundrede, løgnens århundrede, ideologiernes århundrede, teknokratiets ankomst og forudsætningerne for det inhumane-transhumane projekt, der i skrivende stund bliver synligt. Derfor starter vi med industrialismen og opfindelsen af maskinmennesket.

I industrialismen mistede mennesket kontakt med sin egen natur, fordi det blev revet bort fra den større ydre og mindre indre natur. Selv under det feudale hoveri på landet, med al dets klassiske grusomhed, havde mennesker en fornemmelse af, hvem de var, og hvor de kom fra. De havde stadig rent vand og ren luft. Selv i deres fattigdom bevarede de fleste et stykke naturlig værdighed - omend til tider og sine steder kraftigt undertrykt. Lukket inde i trange usunde, fængselslignende barakker i tilsodede industribyer og hver dag fastspændt til en ubarmhjertig maskine, derimod, blev denne værdighed et stykke fortid. Transformationen skete ikke i én generation. Der skulle mere til. Industrialisterne, bankmændene og etablissementets social-arkitekter havde andet i tankerne. Hvad de tænkte, ved vi fra, hvad de skrev i det 19. århundrede. Vi har det fra ‘hestens egen mund’. Vi så det herefter ske, som beskrevet.

Du er, hvad du æder.

Den anden bølge

Den anden bølge var to bølger i sig selv. Verdenskrigene, startende med ‘The Great War’, 1. Verdenskrig, Verdenskrigenes sorte moder. 1. Verdenskrig (som tanke overhovedet) udsprang af industrialismen og det perverterede tankesæt, der okkuperede industrialisterne. For dem var den ‘herlige krig’ og dens masse-traumatisering af europæere blot endnu en investering i sønderbrudte hænder, fødder, kroppe og sjæle. Det traumatiserede menneske er altid det bløde ler, som social ingeniørkunst er gjort af. Det 20. århundrede blev derfor ‘The Century of Social Ingeneering’.

Den anden bølge 2.0 var ‘The Good War’, og hvad der kom efter. Destruktions- og folkemords-forherligelsen nåede med 2. Verdenskrig sit zenit. Endnu et britisk elitært projekt. Løgnen, mytomanien og hyper-dæmoniseringen af fjendebilledets imaginære ondskab nåede hysteriske og tegneserieagtige højder. Traumatiseringen gjorde, at vi endnu ikke er kommet ud af efterdønningerne af den anden bølge. Menneskehedens sgrundlæggende Verdensbillede er stadig fastfrosset et sted mellem 1910 og 1940. De ‘gode-og-retfærdige’ fra den tid forsyner os stadig dagligt med deres Verdensbillede og denne historieskrivning - alt sammen løgn fra ende til anden.

De frø, der fandtes for 100 år siden, der med den rette behandling kunne have givet mennesker et bedre liv, blev mishandlet, stjålet, skjult eller ikke kendt af de mange. En igangværende udvikling, der ville have været naturlig, blev kuppet, og industrierne overtog vores liv med beskidt olie, uorganisk kemi, kemisk medicin, syntetiserede fødevarer, unødvendige forbrugsvarer. En usund forbrugskultur med tilhørende skabagtig livsførelse, systematisk begærs-dannelse, amoral, misbrug, undertrykkelse, misinformation, spild, disrespekt. Socialdarwinismen sejrede ad helvede til. Et alien spaceship med en stor kikkert ville have set med vantro ned på en amok Verden. ‘Se her, Zorg. Jeg tror, jeg har fundet universets ultimative røvhul’.

Den tredje bølge

Den tredje bølge, Den Kolde Krig (at kalde det Efterkrigstiden ville være fuldstændig misvisende) varede reelt 70 år (formelt taler man om DKK fra 1947-91 med Sovjetunionens afvikling), og nu er den tredje bølge løbet tør for energi. Ifølge det elitære konstrukt, råber det på endnu en Verdenskrig og endnu en bølge. En syg hjernes logik! Vi ser den lige nu heftigt promoveret og i færd med at blive oprullet, den synes uundgåelig og sælges endnu en gang som nødvendig. Fjendebilleder og løgne bringes på plads. Behøver vi at tilføje, at en ny storkrig selvfølgelig sælges som ‘retfærdig’.

Bring mig en spand, for retfærdighed er på ophørsudsalg. Behøver vi endvidere at nævne, at fjendebillederne gentager sig selv i al deres stereotype fantasiløshed. Disse fjendebilleder er for et sobert blik så tegneserieagtige, så Hollywood-skadede, at det er svært at afgøre, om vi skal le eller græde. Vi har vænnet os til tegneserien i en grad, så de fleste af os nu accepterer at leve i dens kunstige virkelighed. Vi skriger på mere af slagsen, og mere skal vi få!

Den anden bølge bragte Den Store Løgn til et handlings-klimaks. Den tredje bølge gjorde den Store Løgn til skolepensum og noget, vi hver dag kan se på TV beskrevet og afbilledet som fuldbyrdet og indiskutabelt.

Landskabet der forsvandt

Jeg kører gennem landskabet og ind til byen. Æstetikken er visse steder et sørgeligt syn. Vi har mistet sansen for harmoni og skønhed, og hvis arkitekter og byplanlæggere forsøger at kompensere for tabet, går det nærmest dobbelt galt. Forstædernes beboelseskvarterer signalerer kaserne, fængsel, vold, angst, kollektivistisk ens-hed, lige linjer, massefabrikeret tristhed og billige materialer, der blot et par år senere er slidte og lurvede.

Forstæderne, disse enorme rande af hønsehuse, grisekasser, dueslag og kvægstalde - for mennesker! Behøver vi at sige, at et industrielt hønsehus-kompleks ikke primært er indrettet, for at hønsene skal have det godt, men for at ejeren af hønsehuset kan komme til. Høns skal kun ifølge ejeren have det godt i det omfang, det fører til flere æg og hurtig vækst frem mod slagtning. Jeg taler ikke om enklaven, reminiscenserne, mine naboer på landet og deres hyggelige, glade høns, der spæner gennem hækken, æder græs og larver og lægger æg med gul blomme i deres små skure. Jeg taler om flertallet af hønserier drevet som en fabrik, hvor de forpinte kræ lever på et eksistensminimum af føde og plads og hakker hinanden til blods - hvis de ikke har fået klippet næbbet for at forhindre det eller er proppet ind i bure på størrelse med dem selv.

Mennesker i industrisamfundet 2.0 er som fabrikshøns bag kilometerlange trådhegn. Ikke nok med, at det er uskønt, ulækkert og uspiseligt, det er også uetisk. Grimheden er det ydre tegn på den indre grusomhed. Selv filosoffer har svært ved at se, at ubalance og balance har et intuitivt aftryk. Menneskehøns lever også på et evigt eksistensminimum i deres hønserækker, og også de hakker hinanden til blods.

Eksempel. Forskellen mellem store dele af den engelske countryside og det danske industrilandskab er, at det engelske har bevaret denne for moderniteten upraktiske og ulogiske asymmetri med ældgamle snoede hegn og stendiger. De var for svære at udjævne for industrialisternes maskineri. Det danske post-istids-landskab af pløjbar jord, derimod, er nærmest udjævnet. Markerne er som parcelhus- og rækkehus-kvarterer. 80% af det danske landskab er mono-kulturel industrijord, hvor selve naturen er i landflygtighed. Danskerne har været ‘dygtigere’ end englænderne på det punkt, til gengæld har de ødelagt det meste af deres natur.

Folket der forsvandt

Der boede engang et folk i det landskab, der forsvandt. For længe siden var der store skove, der dækkede landskabet, de folk, der boede her, var tilpasset skovene. Langs skovene var der strande og strandenge, hvor fjorde skar sig ind. Disse findes stadig og er sine steder intakte. Jeg bor et sådant sted. Der høstes stadig strå til tage, tage, som mit. Jeg danner måske en undtagelse fra den danske norm.

Skovene er i defensiven. Bønderne fældede en del af træerne gennem århundreder, men i det gamle bondesamfund var der stadig en balance mellem skov, mark og strand. Med industrisamfundet ankom industrilandbruget, og balancen blev ødelagt. Bønderne blev til industriarbejdere. Hvis de var heldige i opgangsperioden, havde de eget fabriksudstyr og egen maskinpark. Der var en tro på, at maskinerne garanterede velstand. I staldene stod køer på stribe klar til at blive malket af nye maskiner. Svinene blev stuvet sammen, senest i flere etager. Det samme skete med høns og fisk. Først ankom de sejlende fiskerifabrikker, der voldtog havbunden med kæmpe-trawl, senere de kunstige havbrug, hvor man hældte GMO-foder og antibiotika i hovedet på fiskene. Alt sammen i en folkelig tro på, at det var ensbetydende med fremgang og velstand og en industriel tro på hurtig gevinst - og fuck konsekvenserne! Men både GMO og antibiotika havner i kroppen hos de, der spiser fiskene. Industrialisterne har deres egne regler, og de har dygtigt formået at sælge dem til folk, så de nu på bizar vis accepterer og forsvarer dem som deres egne.

Industri er masseproduktion, men det er også ensbetydende med faldende kvalitet og forgiftning. Mekanisering og kemi afvasker jorden for næring. Hyperkonservering tilføjer gift i daglige små, men kroniske doser, og summen af disse doser er voldsom. Den kroniske forgiftning er godkendt af myndigheder og kaldes ‘tilladte mindsteværdier’.

Bonden og fiskeren, som engang var, forsvandt. Begge havde kendskab til og respekt for det, de dyrkede og fangede. Den oprindelige samler-jæger-kultur skiftede gear til bonde-kulturen - fiskeren var stadig en slags jæger. Til sidst skiftede industrien gear på det hele, og samler-jæger-bonde-begrebet forsvandt.

Andelsbevægelsen forsvandt. Mejerierne forsvandt. Husmændene og de bæredygtige småbrug forsvandt. Sparekasserne forsvandt. Skolerne og de små butikker forsvandt. Mælk - alle dyre- og menneskebørns grundernæring - er nu et værdiløst industriprodukt via pasteurisering og homogenisering, som gør folk syge og børn allergiske, med snot hængende ud af næsen. Industrien har formået at indrette hele logistikken på deres industrielle holdbarheds- og transport-præmisser, og en lovgivning er sideløbende bragt på plads, der forhindrer/forbyder folk i at afvige fra disse præmisser. Sundt lokal-landbrug og -dyrehold er i dag enten forbudt eller så behæftet med kontrol-afgifter, at de er urentable. Dørsalg er forbudt eller beskattet i en grad, der gør det kriminelt. Naboer, der gør hinanden en tjeneste, kaldes ‘sort arbejde’ og er derved kriminelle.

Nøjsomheden der forsvandt

Efter de udmattende krige, iværksat af industrialisterne, var Europas og USA’s befolkninger møre. Industrialisterne så det for længst komme og klappede i deres hænder. Forbrugsmaskinen startede, og propagandamaskinen, der drev krigen, drev nu forbrugssamfundet.

Folk fik materielle goder viftet for næsen. Køb din lykke, køb din fremtid! Keynes’ianismen/forbrugerismen handlede om at forbruge sig ud af den evigt forestående eller pågående krise. Hvis man ikke købte sin røv i laser for de penge, man havde tjent ved at arbejde samme legemsdel i laser, gik maskinen i stå, og så var der krise! Sagde økonomerne, sagde politikerne, sagde bankmændene. Og vi troede på dem, for de havde jo uddannelser, magt og medier fuld af farvebilleder, der lovede en bedre Verden.

Det er paradoksalt. Samtidig med dette begær efter og tilsyneladende værdsættelse af det materielle, findes en stor foragt for det materielle. Tingene forfalder og får lov til at forfalde, for der er jo så mange af dem. Vi foragter det, vi begærer. Måske med rette. Kvalitet forsvandt, ting blev ikke længere skabt til at holde, men til at blive foragtet og smidt væk, så nye ting kunne blive foragtet og smidt væk. Føde blev ikke skabt til at give næring til kroppens mæthed, men for at give næring til evig fornyet sult. Medicin blev ikke skabt for at kurere, men for enten via såkaldte bivirkninger at gøre den syge syg på en ny måde eller give den syge en pause indtil næste udbrud, så en lukrativ patient ikke døde. Altså kontrolleret symptomdæmpning, der ikke fjerner sygdommen. Materialismen er som denne sygdom, og dens tomme eller halvubrugelige ting er overernæring og underernæring på én gang. Vi opfatter det som rigdom at have meget skrammel omkring os, men de alt for mange og alt for dårlige ting er en ny og uværdig form for fattigdom. Den nøjsomme er rig på ægte værdsættelse af de få ting, men vores evne til værdsættelse forsvandt, og vi blev værdimæssigt underernærede.

Nøjsomhed er ikke fattigdom, nøjsomhed er naturligt. Naturen bruger kun det bedste og efterlader alt andet. Naturen tager, hvad den har brug for, og ikke mere. I materialismens ære produceres langt mindre end det bedste, og vi tager langt mere, end vi har brug for.

Folkestyret der forsvandt

I materialismens ære forsvandt demokratiet, og vi fik noget andet i stedet for. Man kunne argumentere for, at vi aldrig har haft egentlig demokrati, for det ville betyde, at ‘folk styrede sig selv’, og det ville i realiteten svare til anarki i den filosofiske betydning, altså, ikke som afstumpet skældsord, der blot betyder ‘lovløst kaos’. Et stykke hen ad vejen var der nationer, der gave it a good shot, drevet af personer med god intention om, at ideen var realiserbar. Igen kan man så diskutere, hvorvidt ideen så var god nok overhovedet. Et faktum er, at der enten ikke længere findes demokrati, eller at demokratiet aldrig har eksisteret, men at skærmen nu er revnet, så det er blevet synligt, at samfundene ikke styres af folk, men af ‘noget andet’.

Det er komplekst at forstå, hvad dette ‘andet’ er. Måske er det i virkeligheden en algoritme, et stykke kunstig intelligens, der blev startet engang, og som bevirker, at selv de få højt på strå, der selv mener, at de kontroller de mange, som er bange, ikke - når det kommer til stykket - har kontrol over noget som helst, men bliver drevet af en kæmpe maskine uden stopknap, der er nødt til at køre i samme retning, indtil den bryder sammen. While lovin’ it, of course!

Samtalen der forsvandt

Tag ikke fejl, de få højt på strå bør ikke frikendes. Tværtimod, for de kendte til maskinen, i modsætning til de mange, der blot væltede rundt i maskinen uden at fatte den. Men demokratiet forsvandt, fordi et sådant fænomen kræver vidende og engagerede mennesker. Efter et nyligt overstået folketingsvalg i Danmark, er det slående, hvor afstumpet folks samtaleformer er blevet. Det afspejler en helt afgørende - og desværre fraværende - komponent for, og altså selve forudsætning for, at tanken om demokrati overhovedet skulle kunne fungere. Hvilket det så ikke gør. Og denne komponent er viljen og evnen til at beskæftige sig med substans.

I stedet har vi fået pseudopolitiske pseudosamtaler, hvor voksne mennesker lyder som små børn. ‘Adr, den ost kan jeg ikke li’! Uhmn, den frikadelle smager godt!’ Da jeg mest omgås folk, der ‘tænker venstreorienteret’, vil jeg gerne give et eksempel. Først: som mantra, husker jeg at sige, at jeg gerne en anden gang og med største fornøjelse skal sige noget grimt om de, der ‘tænker højreorienteret’. Altså, det er ikke pointen, hvorvidt man mener, at man identificerer sig med noget venstre/højre, rødt/blåt, med os/mod os, de gode/de onde, sort/hvidt tankesæt. Til sagen: et eksempel.

Dagen efter valget udspinder der sig en af disse pinlige pseudosamtaler i et forum af folk, alle med akademiske uddannelser, alle folk, der er højt uddannede og anser sig selv for veloplyste og i stand til at udøve egentlig tænkning. En hel time i træk fik de - på skatteydernes regning i arbejdstiden - tiden til at gå med emotionelt reaktionært (ikke-tænkende = reagerende = reaktionært), små-infantilt, dårlig-taber-agtig latterliggørelse af den-og-den politiker, som de ikke kunne li’, men som tilfældigvis havde vundet i valgkampen. ‘Og se lige hans næse ... og hende dér ligner jo ... og ham der er sådan en, vi ikke kan fordrage, ka’ vi vel? ... de skulle fand’me skydes ...’. En rettelse af mit eget udsagn: det var ikke små-infantilt, det var regulært barnagtigt! Så afstumpet er det tænkende segment blevet. Al energi blandt det efter egen mening ‘progressive’ segment bliver brugt på at karakter-afstumpe modstandere, lukke munden på anderledes tænkende, udøve politisk korrekthed og selvfedt klappe hinanden på ryggen (‘...ka’ vi vel? vil du ikke nok mene, som jeg, så jeg ikke ska’ føle mig angst ved at ... tænke). Ikke en eneste gang, hverken før, under eller efter det omtalte valg var jeg vidne til ægte, sober og substantiel samtale blandt disse mennesker om egentlige politiske emner. Ikke en eneste gang har jeg oplevet, at folk, der kalder sig for ‘progressive’ vovede at udfordre sig selv ved at placere sig i øjenhøjde med folk, der ikke mente, som dem selv. Ikke en eneste gang har jeg hørt dem udøve fokuseret faktuel og substantiel ræsonneren. Ikke en eneste gang har jeg oplevet, at hvad-hvem-hvor-hvornår blev bespurgt og besvaret, før det præmature svar på spørgsmålet hvorfor ankom som en slags intellektuel for tidlig udløsning.¹

De progressive taler aldrig om substans, og det mentalt/moralske niveau blandt det tænkende segment er ulideligt lavt. På det punkt kan vi måske tage dem som målestok for resten af befolkningen. Eller kan vi? Folk uden fine akademiske uddannelser er underligt nok ikke så tilbøjelige til selvforherligelse i troen på egen ufejlbarlighed som akademi-snobberne. Én ting står klart for undertegnede - og jeg tilhører selv segmentet, hvorfor jeg anser det som min fulde ret, ja, nærmest pligt, at udøve denne kritik: det bliver der under ingen omstændigheder gjort fra Akademias side, der primært er venstredrejet og har været det, siden kulturmarxisterne overtog i 60’erne, at noget godt for menneskeheden vil ankomme. Tværtimod de luxe!

Endnu mere latterligt og grotesk bliver det, når vi sammenholder det emotionelle reaktionsmønster, som disse ikke-politisk ikke-samtalende, men blot hønsegokkende akademikere udøver, med den indflydelse, de mener, de har (+ som de fleste vælgere mener, de har), når de en gang hvert fjerde år letter deres bagdel fra sofaen for at sætte et fedtet kryds på en smørrebrødsseddel ... altså, når vi sammenligner med den reelle indflydelse på reelle beslutninger, der tages uden om demokratiet. Hvad taler vi om? Vi er måske oppe på 1%, i heldigste fald! Resten bliver truffet i lukkede fora bag nedrullede gardiner i bestyrelser, kommissioner, selskaber, institutioner, karteller og syndikater bag røgfarvede, skudsikre glasruder i lokaler på øverste etage – et andet sted i Verden. Altså: blandt få folk, som for det første ikke er valgt, og som mange folk for det andet sjældent har hørt om. Ingen af disse fora har nogen interesse i mennesker, der er indbyggere i nationer. De er alle globale, og alle tjener egne interesser - og algoritmen, der startede engang, som ikke har nogen stopknap.

Den sølle 1% indflydelse er så fucked-up af del-og-hersk blå-rød snot-forvirring hos vælger-kvægene, at de yderligere reducerer den sølle indflydelse til 0.1 %. Det må siges at være den perfekte omvendte afspejling af, at 0.1 % af menneskeheden styrer og profiterer på det store globale svindelnummer.

Vi hidser os gerne op over noget, der nærmest er fuldstændig uden betydning for vores liv. Vi er blevet til til fodbold-fanatikere, hvor al rationalitet er tilsidesat for emotionel reaktivitet. Hvilket selvfølgelig er meningen for tilskuerne til en fodboldkamp eller for publikummet i et teater. Vi hengiver os til kollektiv hepning eller illusionen i stolerækkerne, og bagefter stiger vi ud af illusionen. Herregud, det var bare et spil. Men det politiske teater er helt anderledes giftigt. For det første bliver det solgt som virkelig samtale, virkelig politik, og virkelig indflydelse for mennesker, selvom det blot er romersk teater. For det andet stiger vi ikke ud af illusionen bagefter. Den klæber til os. Muligvis har de mest hardcore fodboldfans gjort det til deres religion, fordi de ikke har andet indhold i livet, men de allerfleste tager det som uforpligtende underholdning en lørdag eftermiddag. Derimod har det syge og indholdsløse teaterstykke, som en mediebåren valgkamp er, i langt højere en ritualistisk, religiøs karakter. Den måde, vælgere gebærder sig på, minder i betænkelig grad om hjernevaskede kultmedlemmer. At tilhøre ‘fløjen’, partiet, ideologien eller menings-segmentet, indebærer den samme form for blind tro/ikke-tænkning, forhånelse af de vantro, dem der ikke er med os og som er imod os -mentalitet, illusionsmageri, og fornægtelse af virkeligheden til fordel for en fremmedgørende abstrakt ide samt indlemmelse og afretning af ulydige proselytter med frygt, skyld og skam ... som man finder i religionerne. It walks like a duck, it quacks like a duck, ...

Pseudodemokratiet er ikke længere andet end en statskult. Så simpelt, og dog så sørgeligt, kan det formuleres. Ideology Sucks!

Jeg glemte lige at formulere, hvad vi så har i stedet for. Vi har teknokrati, videnskabeligt tekno-bureaukrati, post-demokratisk og - hvis det står til teknokraterne, og implementeringen af deres våde drøm - et post-humant, globaliseret, neofeudalt og på alle tænkelige måder umenneskeligt tekno-tyranni. Det var til det formål, algoritmen ankom. Den er archonisk i sit (u)væsen ligesom teknokraterne selv.

Nationen der forsvandt

‘Hvad synes De om den Franske Revolution?’

‘Det er for tidligt at udtale sig om’

svarede: Chou En Lai

Han vidste som maoist, hvad han talte om (det må man give ham), for revolution var hans projekt. Hvad var projektet så? Chou antyder, at det var et meget stort og langvarigt projekt og dermed også, at det endnu ikke er fuldført og stadig er aktivt. Der er delte meninger om, hvorvidt det stadig er et kinesisk projekt. Modargumenterne er, at Kina ikke er maoistisk længere, og at kommunisme/ maoisme fra starten var et vestligt overgreb på Rusland og Kina, hvilket blev set og forkastet efter Mao.

Udover at skabe den ny form for slavesamfund, der oprindeligt var udtænkt i London og finansieret af primært jødiske Wall Street moguler, var et af hovedformålene destruktionen af Verdens nationer. Derfor var maoisten Chou En Lai spot-on, da han sagde, at den Franske Revolution ikke var fuldendt. Den Internationale Socialisme havde ligesom forinden den Franske Revolution det overordnede formål at destruere de traditionelle og nationale magtstrukturer for at bane vejen for en Ny Verdensorden. Startskuddet, den Russiske Revolution, skulle destruere den ene af den angelsaksiske elites, Misundelsens Imperium’s, hovedfjender: det Russiske Zardømme. Det er den samme Verdensorden in spe, der affødte de Tre Bølger, og som nu er i gang med at udføre den Fjerde Bølge.

Hvad er en nation? Det er nødvendigt en gang imellem at skære ind til selve ordet. En nation er menneskers fødested. Men det er ikke blot stedet som lokalitet. Begrebet er langt mere og stikker langt dybere. En nation er menneskers ophav, deres slægt, deres genetik, deres kultur, deres sprog og hele deres bevidsthedsdannelse. En nation er hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Hvis vi kender vores nationalitet, ved vi ALT om, hvem vi er, og spørgsmålet om, hvorfor vi er her, bliver overflødigt. Svaret bliver selvindlysende.

Så hvorfor gik ‘de revolutionære’ efter nationen som værested?

Det gjorde de, fordi destruktionen af menneskelig hukommelse, identitet og historie var nødvendig for deres totalitære projekt og deres Nye Verdensorden. Mennesker, der ved, hvem de er, og hvor de kommer fra, er krop-umulige at manipulere og regere. Mennesker, folkeslag og nationer, der har selvrespekt, respekterer andre mennesker, folkeslag og nationer, hvorved krig og revolution ikke kommer på tale. Og selvom krig bliver nødvendig grundet ukontrollerbare drivkræfter, respekterer de stadigvæk deres fjender - hvorved fred efterfølgende bliver mulig.

I det revolutionære, anti-nationale tankesæt er fred ikke længere en mulighed, da det indebærer en grundlæggende disrespekt for de revolutionæres fjendebilleder. Med streg under -billeder, for hele tankesættet, hele ideologien fungerer ved hjælp af billeddannelse. Det revolutionære tankesæt umenneskeliggør sit fjendebillede for at legitimere sit eget overgreb. Det var og er kun muligt at forgribe sig, som de revolutionære gjorde via deres revolutioner, ved at umenneskeliggøre mennesker. Det gælder både deres egne umenneskeliggjorte stormtropper og de mennesker, som stormtropperne udslettede og voldtog.

Kulturmordet som institution og strategi er som minimum 2000 år gammelt. Det er til at få øje på med romerne. Strategien er: først massemyrder man en vis portion af et folkeslag, en nation, man ønsker at undertvinge. Så ka de lære det! Dernæst stjæler den målsatte nations viden, teknologi og kulturskatte - inklusive deres materielle skatkamre, selvfølgelig - deres ressourcer, intelligentsia og ‘hukommelse’ i form af biblioteker eller andre vidensinstitutioner. Til sidst udfører man enten en total folkelig masseudslettelse, eller, hvis det ikke er muligt (hvilket det sjældent er), udstyrer man de overlevende med et surrogat for deres religion, deres historie/deres hukommelse og deres selvforståelse. Listen over romerske nedbrændinger/tømninger af biblioteker hos deres nabokulturer er skræmmende lang (klassikeren er det store bibliotek i Alexandria). Turns out: prototypen på Misundelsens Imperium, det britisk-amerikanske wannabe unilaterale imperium, er netop romerne. Igen ifølge dem selv og ‘hestens mund’. Efter kulturmordet har man et slattent, amøbeagtigt og i alle-ender-og-kanter bøjeligt væsen. Glemsel er det ultimative styresystem. I dag drikker amøben Coca Cola, æder junkfood, dyrker pornosex, ser dårlige TV-serier, og tager stoffer og tror på, at demokratiet er, hvad er udgiver for, mens den er ligeglad med det. Men først og fremmest har amøben glemt sin egen historie, hengiver sig til den forhåndenværende narcissist-designerkultur og er i færd med at lære at hade sin egentlige kultur.

Den fjerde bølge

Hvad er der på trapperne? Den næste bølge ruller allerede. Projektet er først fuldført - ifølge kulturdesignerrne - når mennesket ikke kun er koblet op til maskinen men selv er blevet til en maskinen. Projektet har et navn: Transhumanisme. Beskrivelsen af teknofascismens vådeste og ultimative drøm kræver et hel udredning i sig selv.² Ifølge transhumanisme-tanken, slutstadiet på det liberale projekt, skal mennesket nu lære at fornægte selve sin natur, sin krop, sit køn, sin familie, sin tradition, sin historie, sin nation, sin race, sit sprog og dermed alt håb om en fremtid som menneske. Tilbage er tekno-amøben, pluralis i singulariteten. Altså ifølge ønskelisten, ikke den fatalistiske facitliste.

---

1 ‘De 77 falske argumenter’

2 ‘En skakspillers død’

Se også diverse artikler på paradigmet.blogspot.dk skrevet af psynonymet ChaosNavigator

Copenhagen Walled City - De Dødes By

Jeg er på det seneste blevet tilskuer i første række på gulvet til det global-eksperimentale projekt. Fra et vindforblæst tag-over-hovedet-udsyn i et kolonihavekvarter ser jeg ind i en af mini-metropolen Copenhagen Walled City³, Islands Brygge. Som en massiv og dagligt voksende mur 500 meter bred, flere kilometer lang og alt mellem 5-15 etager høj er der indenfor et årti rejst et monstrum af en bydel langs den sydøstlige del af havneløbet. Måske 20.000 mennesker svarende til en halvstor provinsby på størrelse med Næstved er blevet stuvet sammen på omkring en kvadratkilometer.

København har i samme periode fostret lignende monster-projekter: Ørestaden, Nordhavnen, Kalveboderne, Sydhavnen, Amager Strand. Københavns Havn og de tilgrænsende områder er blevet byudviklet fra at være byens industrielle områder og grønne lommer – produktivitet på den ene side og iltforsyning på den anden – til at blive en kæmpe slagmark og legeplads for et indbringende og spekulativt byggeri, en globalistisk, finansialiseret malkemaskine.

Disse lokaliteter – og de er kun en brøkdel af det samlede københavnske totalprojekt for byudvikling, dette skønne eufemistiske udtryk, som vi absout MÅ elske! – indebærer et stykke københavnsk historie og kultur, der nu er jævnet med jorden. Noget var ikke værd at samle på - vi gider se på en afdanket soyakagefabrik - men noget andet var et stykke kultur.

Walled City var med andre ord enten noget i Hong Kong eller i en Ridley Scott film fra sen-70’erne. Sandt nok, men der er en række foruroligende træk ved metropolernes Walled Cities i disse tider, der giver mindelser om sci-fi thrillerens på den ene side rådne og på den anden side gennem-æstetiserede univers. Blade Runner blev et nærmest profetisk varsel om den post-moderne designer-forfalds-æstetik.

Islands Brygge er et iskoldt, kalkuleret projekt. Hvilket er min påstand, og jeg skal herefter argumentere for den, hvorefter du gerne må både kritisere og citere mig for den. En stribe generationer af villige politikere – en generation i denne Verden er kun fire år, selvom de fantaserer om evigt liv – har ladet sig forføre af industri-lobbyister til at blåstemple den slags urbane projekter. Det startede for så vidt med en socialdemokratisk overborgmester ved navn Jens Kramer Mikkelsen, der lukkede op for Pandoras æske og iværksatte Ørestads-projektet. Det er måske underligt for de, der lider af det 20 århundredes ideologi-forgiftning, at det netop var socialdemokraterne, der stod for den slags. Men hvis man ser på kommunismen/socialismens historie er det fuldstændig logisk. Studér beton-kommunismens trøstesløse byggestil, studer den socialdemokratiske lækre udgave af stilen, same-same. Bemærk endvidere, hvordan denne lækkerhed i løbet af blot et par årtier forvandler sig til ulækkerhed, forfaldenhed, slumhed, elendighed og voldelighed. Kramer var på mange måder en både venlig og sympatisk overborgmester, men bag overfladen på den bløde, lækre, lyserøde socialdemokratisme gemte der sig – og vi kan først se det retrospektivt – en agent for den globalisme, der har ramt os i dag og nu ødelægger vore samfund og kultur. Jeg tror egentlig ikke, at Kramer og Kramer-lignende typer før og efter ham var klar over, hvad de medvirkede til. Det lå bare til højrebenet. Men de globale pengemænd vidste det.

Ørestads-projektet blev et skoleeksempel på, hvad der dengang gik og stadig i dag går galt for Beton-modernismen 2.0. Man har lært visse ting af modernismens fejltagelser, men i det store og hele køres der ud af samme sidespor. Det, man har lært, synes at være: der kan sminkes og opblødes på betonmodernismen via design- og oplevelsesprojekter. Giv folket sjove broer, designerbænke og mini-amifetatre, de kan sidde på, lækre (og hundedyre) træ-kajer, brostens-passager, mærkelige skulpturer, og alt sådan noget. Noget af det er, indrømmet, vældig lækkert, men det er stadigvæk designer-sminke. Designerne og arkitekterne hygger sig, men problemet er, at de intet skaber i sig selv. De leger med former, mens de lapper hullerne i den arkitektoniske Behemoth. Den egentlige skabelse foregår altid i det levede liv.

Hvad mener jeg med det? Egentlig skabelse af beboelse, byer, levesteder for mennesker sker kun via det liv, der leves af mennesker. Det er det, som byplanlæggerne grundlæggende ikke har forstået – eller er ligeglade med, da det er noget helt andet, der styrer deres planlægninger. Det levede liv kræver ingen egentlig planlægning, det kræver for så vidt kun, at livet bliver levet. Problemet for planlæggerne, kulturdesignerne er, at det levede liv ikke kan planlægges men kræver tid til at udfolde sig, hvilket de ikke har tid eller tålmodighed til, da deres business-plan kræver realisering på sigt. Det er derfor, en landsby fremstår som en organisme, hvorimod Wall City fremstår som et stykke arkitektonisk vold.

Da planlæggerne i virkeligheden har dårlig samvittighed - altså de ved godt, at det er pengemændene og globalisterne, der har sat det hele i værk, og at de blot er endt op som tjenende ånder og medløbere - kompenserer de ved at afholde beboer-høringer, hvor de tilsyneladende tager borgerne med på råd. Det gør de bare ikke, for beslutningerne er allerede taget, hvilket beboerne ikke ved, men hvis beboerne blot føler, at de bliver hørt, vil de ikke kunne brokke sig bagefter, for de er nu taget som gidsler i beslutningsmøllen.

Hvad styrer egentlig planlæggernes planlægninger? Som tidligere ansat i et arkitektfirma (CAD-tegner), kender jeg den klassiske konflikt mellem bygherre og arkitekt. Bygherren tjener sig selv og pengene, alting skal være så billigt og umiddelbart rentabelt som muligt. Arkitekten tjener sine egne kunstneriske ambitioner (for arkitekten er jo kunstner, ikke kun håndværker ...), men også en idealisme og ambition om at skabe kvalitet og holdbarhed. Gæt en gang, hvem der går af med sejren, og gæt dernæst, hvorfor spændet mellem nybyggeri og nedslidt slum er blevet mindre og mindre. Arkitekten bliver ikke frikendt i dette spil, hvor der finder en løbende og snigende korruption og prostitution sted. Sagen er, at der opererer meget stærke kræfter, der i sidste ende går af med sejren, fordi arkitekter, videnskabsfolk, teknokrater, politikere og andet laverestående kryb (ifølge pengemændene) er dybt afhængige af at have et arbejde, og uden et duknakket tjenerskab overfor pengemændene skal de tjenende klasser ikke regne med at have et arbejde eller noget, der ligner en karriere.

Spørg i øvrigt arkitekterne – bare for sjov – om de er villige til at flytte ind i deres egne kreationer. Spørg bygherrerne om det samme. Spørg medicinalfabrikanterne, hvor meget de æder af deres egen gift. Spørg lægerne, om de vil lade sig kemobehandle, hvis de får kræft. Spørg brugtvognsforhandlerne, om de kører rundt i de lig, de sælger. Spørg politikerne, om de sender deres børn i de multikulturelle folkeskoler, de selv har lovprist, eller flytter ind i de multikulturelle kvarterer i Kbh-NV, som de hylder. Eller spørg dem, om de sender deres sønner ud i de amerikanske krige, de har ført DK ind i, mens deres haler logrede løs. Spørg bankmændene, om de og deres familie kører den gælds-økonomi, som de har solgt til deres kunder. Der er et udtalt fravær af villighed til walk-the-talk blandt beslutningstagere og salgsagenter i den Verden vi lever i. Ingen af de ovenfor nævnte gør, hvad de siger eller siger, hvad de gør. Dobbeltmoral er vor tids amerikaniserede standard.

Bryggen

At Ballonparken, HF Bryggen og Nokken stadig ligger der skyldes muligvis et Christianialignende ramaskrig, der ville opstå, hvis man myrdede det sidste gamle Bryggen. Det forlyder også, at beboerne i Copenhagen Walled City, De Dødes By, faktisk selv nedlagde protest, da kommunen havde opkøbt endnu et stort areal på Amager Fælled og ønskede at udvide monstret. Her sagde beboerne NEJ, for selv de kunne se, at ødelæggelsen af Fælleden ville fjerne også deres rekreative område. Interessant, er der en grænse for overgrebet? De findes sig, måske nødtvungent af den generelle boligsituation, til at bo i en science-fiction-soveby. Men når oven i købet udsigten fra deres glas-stål-beton-fængsel bliver til fængselsgård, så er grænsen måske nået?

Indre Islands Brygge er selvfølgelig ikke revet ned, og indeholder de gamle gader med huse tilbage fra slut 1800-tallet. Disse er dog byfornyet, og det københavnerliv, der engang fandtes, er ikke længere tilstede. Det er i dag primært et hipster-nyrig-kvarter iblandet tilstedeværelsen af den socialdemokratisk obligatoriske og legitimerende 15-20% normalindkomst-dansker, der i øvrigt knokler med dobbeltindtægt som små svin M/K for at få råd til at bo der. Vi taler langt hen ad vejen om 10-15.000 pr måned for de billigste.

Landskabsarkitekterne fik også noget at rive i. Der er intet som kunstig natur. Og træskure i ballonparken er arkitekter lorne ved. For den slags huse kan folk jo selv både tegne og bygge, og hvis det greb om sig, ville de jo blive overflødige.

Når man bevæger sig udad, er modellen den samme, men her sker der noget besynderligt. For det første er det skræmmende at bevæge sig rundt i kvarterer af udelukkende stål-aluminium-glas-beton, alle kasser udstyret med altaner selvfølgelig, selvom ingen bruger dem. Gader efter gader med strømlinede kasser af som minimum 7-etagers komplekser, hvor alle ligner hinanden, selvom arkitektfirmaerne ville blive fornærmede over udsagnet. Kun firmaer i Bjarne Ingels-liga har lov til at bryde kasse-mønstret, men i virkeligheden laver de bare skæve, skrå eller runde kasser i stedet for lige. Lige nu ser vi fx den runde trend på Islands Brygge, efter at man renoverede et par runde betonmonstre ved Slangebroen fra Fisketorvet (den kom senere) ud fra siloerne i den gamle soyakagefabrik. Vel sagtens inspireret af renovationen af Carlsbergs gamle kornsilo, der også er blevet et babelstårn for velhavere. At renovere betonskallen fra siloerne og omskabe dem til ultra-luksus-lejligheder har kostet dobbelt så meget som at opføre noget lignende fra bunden – but who cares, når man i dag kan leje en lejlighed ud for mellem 25-40.000 om måneden via indbygget story telling.

Og her kommer så det interessante spørgsmål: hvem køber og bebor disse lejligheder? Det gælder både lejligheder i ultra-luksus-klassen og i den nye ’normal’-klasse. Sagen er, at et stort antal af disse lejligheder står tomme. Folk, der rent faktisk bor der, er flyttet ind i spøgelsesbyer. Hvis de ikke står egentlig tomme, så ser naboerne til de formodede indbyggere sjældent deres naboer.

Lige så spekulativt byggerierne er opbygget og finansieret, lige så spekulativt er de opkøbt. Dette er ikke et københavnsk fænomen, det er et globalt fænomen. London er ikke længere britisk, for der bor ikke længere briter. Hvis man kører på motorvejen fra lufthavnen til Giza i Cairo, ser man 100.000-vis af døde lejligheds-komplekser. Beirut blev sønderbombet af globalisterne (zionisterne) i 60’erne, og i dag er det et kæmpe spekulations-projekt for globaliseret lejlighedsspekulation. En køretur langs ringvejen i Paris viser det samme. Nævn en storby, hvor det ikke finder sted.

Så hvem køber lejligheder på Islands Brygge? Det gør åbenbart og for en stor dels vedkommende globaliserede nyrige. De har ikke tænkt sig at bo der, men de har investeret for at bruge lejlighederne som en slags AirB&B for dem selv, når de lige er i byen mellem to million-deals. De beholder dem, til de er salgsmodne for den dobbelte pris, og de har måske en 10-20 stykker af dem. Måske har de købt en hel opgang, for så har de ikke bopælspligt. Hvorefter de lejer dem ud – altså uden bopælspligt, for stat og kommune stiller i globalismens århundrede ikke den slags urimelige krav.

Er Bryggen et normalt boligkvarter? Well, normaliteten er skredet i den retning, og normen er i dag etage-soveby-kvarterer, så langt øjet rækker. Ingen butikker, ingen småhandlende på hjørnerne, ingen lokalbutikker, ingen steder, hvor man kan spise eller droppe ind, ingen steder, hvor man hænger ud på pladser, no-fucking-nothing! Bryggen er forbløffende oplevelsesfattig. Bryggen består af endeløse gader af døde facader og parkerede biler. Der er intet gadeliv, der er intet lokal-miljø, der er ingen glade børn mellem husene, for der er sgu ikke noget mellem husene!! De børn, der måtte være, bliver ikke lukket ned i gården, uden at far er med, for det virker ikke betryggende.

De Dødes by

Wall Cities er De Dødes Byer. I Wall City Hong Kong foregik livet på trods af døden via den særlige kinesiske overlevelses-mentalitet. De Dødes By er ikke bare et uheldigt biprodukt, det var en tanke allerede fra starten. I de metropole Wall Cities i Europa er døden smack-in-the-face. Hipsterne til-og-fra Bryggen cykler tusindtallige gennem De Dødes By med deres hipster-stone-face på.

Øjenkontakt er yderst sjælden. De har travlt, for en hipster er altid kommet for sent i seng og for sent op - ligesom deres børn. På vejen over den labre Slangebro ved Fisketorvet udsætter de sig for livsfare, da den er byens hurtigste bobslædebane den første vinterdag med frost. Eller også sidder de i deres hipsterbiler med én person i hver sin strømlinede sardindåse i en stagneret kø. Ifølge byplanlæggernes planlægning skal vi alle sammen den samme vej om morgenen, men til gengæld kan planlæggerne ikke forstå, at det giver store trafikale, logistiske og miljømæssige problemer. Centraliseringen er ved at centralisere sig selv til døde.

I De Dødes By er der ekstremt overtrafikeret i myldretiden. Folk, der bor der, siger, at det er så svært at komme over vejen om morgenen, at de efter at have ventet i fem minutter er nødt til at gå over gaden med deres børn og bare regne med, at bilerne holder tilbage. Good luck to you!

I De Dødes By er der til gengæld så dødt om aftenen, at en kvinde kan blive voldtaget midt på åben gade, uden at der er nogen, der griber ind. Den eneste grund til, at Walled City Bryggen ikke er decideret voldelig er, at det lader til at være de sørgelige rester af middelklassen, der flytter ind her - folk med voldelige tendenser har åbenbart ikke råd til at bo her.

I De Dødes By er der store problemer med vindtunneler, når det blæser. Arkitekterne har tilsyneladende ikke fundet en løsning på det problem, som de tilsyneladende aldrig har forudset, da de tilsyneladende ikke har lært om det på arkitektskolerne. De kæmpe stål-og-glas-facader skaber åleglatte kanaler for vind. Et problem, der ikke er set så grelt før, da arkitekturen aldrig har været så ensrettet, strømlinet, høj-og-tæt, uden runde kanter og vindbrydende dekorationer som nu - den slags ufunktionelt pjat er sparet væk. Lur mig, om 10 år vil man kunne læse i en eller anden medienotits: Videnskaben har nu fundet ud af, at dekorativ facadeudsmykning har aerodynamiske egenskaber og faktisk er funktionel! Ja, og det vidste de allerede i middelalderen - ud over at øjet og sjælen elsker den slags.

Op gennem midten af forrige århundrede var trenden typehus-villakvarterer. Hver familie sin bungalow med et frimærke af en have til omkranset af ligusterhæk. Kedsomheden lurede i disse endeløse flade kvarterer, men illusionen om et stykke natur og en lille urbaniseret husmand med egen køkkenhave var midlertidig konserveret. Man var i det mindste herre i eget hus bag egen hæk under eget tag og med egen kælder. I De Dødes By er man ikke herre over noget som helst - og held og lykke med en køkkenhave på en vindomsust altan.

For i De Dødes By har alle folk altaner. Har du for nylig prøvet at sidde på en altan i en vindtunnel af sidevind? Hvem sidder i øvrigt på altanerne? Ingen har tid til at sidde der, for alle skal enten tjene penge eller sidde udbrændt-apatiske foran fladskærmen. Eller også bor der ingen. Er du i tvivl, så prøv selv en sommeraften at køre en tur langs facaderne. De er totalt døde.

I De Dødes By findes der en 7/11, hvis du er villig til at køre to kilometer - altså til den oprindelige del af Bryggen, der er udenfor Wall City, De Dødes By. Her vil du finde 7/11's standardsortiment af trendy varer, som hipsterkulturen formodes at forbruge. Du vil også kunne finde et pizzaria, en shawarmabix og lignende, der tilhører den globale landsby-designerkultur. Du vil med garanti ikke finde noget så uglobalistisk som en fiskemand, en slagter eller en isenkræmmer. En gammeldags købmand findes kun på Frederiksberg Allé langt fra Walled City - de velbjergede borgere på 2000 Frb har råd til at vedligeholde et nostalgisk levn fra de forrige århundreder. Og noget så ærkedansk - altså ærkedansk for 50 år siden - som en smørrebrødsforretning er ganske utænkelig i Walled City og omegn. Danskerne har ikke længere en fornemmelse af, at det eneste originale og delikate bidrag til Verdensgastronomien er: smørrebrød. Med andre ord ikke spaghetti med kødsovs, købe-pizza eller fast food fra den globale landsby og for den sags skyld heller ikke trendy designermad fra madmagasinerne.

I De Dødes By - og her bliver det weird-o - høres lyden af helikoptere. Hele lørdagen og hele søndagen, hvor indbyggerne i De Dødes By formodes at være hjemme, overflyves bydelen af helikoptere. Frem-og-tilbage, frem-og-tilbage, frem-og-tilbage. Her har man stuvet 20.000 mennesker sammen i en kondenseret firkant, og så udsætter man dem for lyden af helikoptere, der af alle lyde indgyder frygt, terror og stress. Alle folk holder weekend for at koble af og finde ro, og så udsætter man dem for lyden af militærøvelse og krigshandling. Hvad er meningen? Er vi under optræning? Er vi i de indledende faser?

Agendaen

Wall City-fænomenet er velbeskrevet. I FN’s Agenda 21 – nu opdateret til Agenda 33 – er det beskrevet, hvordan globalstaten (FN-utopien) ønsker, at landdistrikterne bliver affolket, og at folk drives ind til Metropolerne. Denne udvikling er en 150 år gammel opfindelse ved navn Industrialisme, men nu sættes den yderligere i system og fuldbyrdes som Globalisme. Og FN er det organ, der er udset til at fungere som udemokratisk Verdensregering.

Avantgarde-arkitekten Jasque Fresco skitserede for årtier siden disse hi-tech-metropoler. I dag bygges de. Disse hyldest-magere taler i forelskede vendinger om globalismens, neo-feudalismens, neo-imperialismens, teknokratiets og transhumanismens vidundere.

De bruger ord som:

Vi må vænne os til, at …

I fremtiden vil mennesker …

Det er uundgåeligt, at …

Man kan allerede købe en dims, der …

Fremskridtet kræver, at …

Om få år vil vi se ...

Det er interessant, at de profeter, der beskriver eller advarer imod fremtidens rædsler, er de, der ved nærmere eftersyn promoverer rædslerne og stiller sig til rådighed for det såkaldte fremskridt. Det er da besynderligt! Er Huxley, Russell og Orwell ikke de, der advarer? Svaret er nej, de annoncerer, de er insidere og repræsenter The Blueprint of the New Order. Fresco har visionen. Kurzweill og Michiu Kaku er henrykte og højt betalte promovører for robotmennesket i robot-rotteræset i en designer-futuristisk Verden, der allerede er nutid.

Rundt om Metropolen - men endelig ikke ude på landet! - ligger en glas-stål-beton-kødrand af satellitbyer. Ifølge agendaen skal der køre højhastighedstog mellem satelliterne og metropolerne og imellem metropolerne. Landsbyerne er aflyst til fordel for den multietniske globale landsby. Hvis man tror, der er fritgående høns og geder i den landsby, så tager man fejl, for det er blot et salgsstunt for at få neo-feudalisme til at fremstå som lækkert og politisk korrekt. Den globale landsby er det ULTIMATIVE slavesamfund, Worldwide.

I det hele taget vil det være afskaffet (= forbudt, forhindret, forkert) at være selvforsynende, som landsbyfolk var dengang. Der vil være gigantiske landbrugsfabrikker i sovjetisk statsbrugsstil til at sørge for det. Alt sammen genmodificeret, selvfølgelig, for det giver volumen. Kvalitet tales der ikke længere om. Men det har deres opdragsgivere ikke ønsket, at folk skulle have adgang til. Agenda 21 anbefaler bestemt ikke den slags.

Det lyder som et fremskrevet og fuldbyrdet science-fiction-scenarie. Men i virkeligheden kun meget lidt fremskrevet, for scenariet er allerede langt hen ad vejen virkeliggjort. Jeg ser i skrivende stund ud på Wall City, De Dødes By. Jeg lever allerede i Orwells, Huxleys, Russels, Frescos, Kurzweills og globalisternes våde drøm. Jeg er blot havnet i en tidslomme, en parantes i form af et hviderussisk bjælkehus med blomme- og æbletræ, gaskomfur, trætjære og uld i sprækkerne. En lomme, der vil blæse i stykker, den dag pengemændene får bestukket, forført eller truet planlæggerne til at jævne den slags urentable, livslevende enklaver af uproduktiv nostalgi med jorden. OG hvor folk lod det ske, fordi de var ligeglade med deres eget liv og overlod beslutninger til Dødens Købmænd.

Udenfor murene, på randen af De Dødes By.

---

3 Kowloon Walled City en nu nedrevet bydel i Hong Kong af forfaldne højhuse. I dens indre fandtes et mylder af folk, der forsøgte at overleve ved at drive småhandel, mens de boede der. Stedet, der dannede en lang mur af bygninger var så forfaldne, at det konstant regnede ned gennem etagerne. Det danner baggrund for Tech-Noirklassikeren Blade Runner, hvor Harrisson Ford render rundt og jagter replikanter, mens der kommer gul regn ned. Der er en hel masse, der bor på de lavere niveauer, og så er der enkelte, der bor ovenover den gule gift. Et sindbillede på det samfund, der 35 år senere bliver til virkelighed i Globalistan.

Agenda 21 og Tusindårsriget

Design: marco_hanuman

Agenda 21 er, som navnet siger, planen for det 21. århundrede, som FN har fremlagt den. Den er globalt udtænkt og lokalt implementeret. Da den omfatter ALT, er den i sin natur total. Og i en totalitær Verden handler det mere om, hvad vi ikke får mulighed for, end hvad vi får mulighed for.

Følgende oplysninger stammer fra en af de personer, der har viet sit liv til at gennemtrævle, hvad der er på færde under dette navn: Agenda 21. Hun hedder Rosa Koire.

For at starte et sted: Agenda 21 er et re-design at byer, og en intensivering af det, der allerede har været tendensen i det 20. århundrede: affolkning af landdistrikter og opbygningen af storbyer, hvor vi bor tæt sammen i lejlighedskomplekser. Her er vi kontrollerbare som burhøns.

Det medfører tabet af evnen til at producere og dyrke til lige med selvbestemmelse / suverænitet. Det er et kæmpe socialt ingeniørprojekt, hvor alt det, som ligner det, og som vi har set komme i langt tid, nu intensiveres.

Et af de snedige træk ved agendaen er, at en ny form for fattigdom bliver solgt som ‘cool’. Hvis man trækker sig sammen, holder igen, begrænser sig selv, så er man en del af fremskridtet. Det hedder ikke fremtid længere.

NDAA - lovforslag 1867 - i USA er et eksempel på Agenda 21 - National Defense Authorisation Act. Barack Obama og senatet indførte retten til at tilbageholde og myrde alle, der kan mistænkes som statens samfundsskadelige - uden andet end mistanke og uden retssag. Det horrible i dette tiltag får nu al misbrug af ordet ‘konspirationsteoretiker’ til at falde til jorden. Dette er fuldbyrdet og smack-in-the-face konspiration mod befolkningen.

I USA - og en del analyse kredser om USA, fordi vi gennem 100 år har arvet stort set ALT, hvad der er udviklet der - i USA optræder der nye skikkelser i gadebilledet: politi-soldater, der med korslagte arme glor bøst på en, når man bevæger sig ind i offentlige bygninger og ud på offentlige steder. De venter på det, der vil ske, når folk finder ud af, hvad der er ved at ske og der bryder en revolution løs. Det er det, de venter på, for så er agendaen nået sit point-of-no-return, og det totalitære samfund er et fuldbyrdet faktum. Så slår de med undtagelsestilstand, interneringer og fjernelse af de sidste civile rettigheder. Og i en borgerkrig med befolkningen mod staten, vil kurven på befolkningstilvæksten knække.

Men der er også tale om – både i USA og i Europa - at regeringen/staten er særdeles bange for deres befolkning. I USA skyldes det i særdeleshed, at alle amerikanere har ret til at eje et skydevåben. Vi har som europæere ikke rigtig forstået, hvorfor det står indskrevet i deres forfatning, og hører kun om, hvor sindsyge de er, de amerikanere, og de skyder da også om sig til højre og venstre, og nu er der en ny skolemassakre, og det kunne også være undgået, hvis der havde været våbenforbud. Og så videre. Men virkeligheden er en anden. Amerikanerne har oprindelig ikke våben, for at skyde løs på hinanden. De har våben for at beskytte sig mod deres EGEN REGERING. Og det ved deres egen regering.

De Forenede Nationers Agenda 21 påvirker os alle i hele Verden - lige nu. Men regeringerne er meget omhyggelige med ikke at kalde det Agenda 21. Deres horder af globale ambassadører bekender aldrig kulør. En del af dem aner ikke engang, hvad de har gang i, for videns-differentieringen fra den elitære top, der har udtænkt agendaen til den menige ambassadør er meget finmasket. Ambassadøren i bunden har en virkelighed, der er 100% forskellig fra designeren af agendaen. Så vedkommende aner måske i virkeligheden intet om Agenda 21, selvom vedkommende er i fuld gang med at agitere for videre-implementeringen af den. Hvis man ikke kan navngive den, kan man ikke identificere den.

Der ligger en social og politisk filosofi bag Agenda 21. Denne skal retfærdiggøre agendaen overfor folk. Det hedder sig derfor som hoveddogme, at det er for det fælles bedste. En filosofisk skolet person vil genkende det som Utilitarisme, med alle de problemer, det indebærer. Genkender du den som dansker? Vi kalder det for Janteloven her til lands:

Hvor kan du tro, at du har lov til at tænke på dig selv? Du er jo egoistisk!

Hvor kan du tro, at du har ret til at eje noget og gøre med det, hvad du vil?

Hvem siger, at det vand, der findes på din grund tilhører dig?

Hvem siger, at du og andre har lov til at bestemme over deres eget liv?

Tror du, man sådan lige kan lave sit eget pengesystem? (dette er fx. forbudt i Danmark).

Hvem siger, at din krop og dine tanker og dine gener tilhører dig?

Hvem siger, at du har ret til at bestemme, hvad du fylder i din krop?

Tror du, at du kan vide noget om, hvad der sundt for dig?

Hvem siger, at du har ret til at kalde dig et individ, et menneske?

Men du må forstå, at vi tænker for det fælles bedste. Og det kræver et offer fra alle.

Det kræver, at vi ofrer vore medfødte rettigheder som individer. Love skal ikke længere beskytte individet mod fællesskabet som i den republikanske tanke - res publika: folkets sag. Ejheller som i den demokratiske tanke - demos kratos: folket styrer. Og