Bjerget, der åbnede sig: En læse-letbog

By Lone Rytsel

En spændingsbog med brug af elementer fra fantasiens verden.

"Pigen havde løftet blikket op fra bogen. Kvinden lagde brødet fra sig og gik hen til pigen. Hun følte sig isnende kold. Hun var bange. Der var noget ildevarslende over menneskeskaren.

Måske var det stilheden.

Hun kunne se tusindvis af mennesker, men hun kunne ikke høre en lyd. Der var kvinder, mænd og børn, men ingen talte. Alle hastede bare af sted, som rotter efter en rottefænger.

Hun tog pigen i hånden. Hun kunne mærke, at pigen rystede. Hun var også bange. De havde altid haft de samme fornemmelser og den samme sjette sans."

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Aug 10, 2016
• ISBN: 9788771885606

Lone Rytsel

Lone Rytsel er 79 år og bor i en lille landsby sammen med sin mand. Hun har skrevet bøger siden 1980 og de sidste 10 år udgivet på BoD. Hun skriver i mange forskellige genrer. Små romaner, kortprosa, prosalysrik, undervisningsmateriale, selvhjælpsbøger. m.m.

Book preview

Forhistorien

Dagen var varm, men ikke ubehagelig varm.

Pigen lå i græsset og læste en bog. Drengen og manden var gået op ad skrænten. De skulle altid udforske naturen, når de kom til et nyt sted. Kvinden var gået om bag i bilen, for at finde noget spiseligt. Hun var vant til, at de blev sultne, når de holdt en pause, og hun nød at forkæle dem.

Hun vidste, der skulle være noget brød og en dåse leverpostej, men kniven havde gemt sig. Mens hun stod bøjet over bagagerummet i autocamperen og ledte efter den, hørte hun et råb. Hendes blik fulgte lyden.

Manden stod et stykke oppe ad skrænten og vinkede og pegede. Hun lod blikket følge fulgte hans hånd og så i det fjerne nogle sortklædte skikkelser, der hurtigt og målbevidst gik henimod en sprække imellem klipperne.

Hun gispede. Der var mange sorte skikkelser – utroligt mange. Hundredevis, måske tusindvis.

Hun var ude af stand til at tælle dem. Hun så manden og drengen følge efter menneskeskaren i samme hastige tempo.

Pigen havde løftet blikket op fra bogen. Kvinden lagde brødet fra sig og gik hen til pigen. Hun følte sig isnende kold. Hun var bange. Der var noget ildevarslende over menneskeskaren.

Måske var det stilheden.

Hun kunne se tusindvis af mennesker, men hun kunne ikke høre en lyd. Der var kvinder, mænd og børn, men ingen talte. Alle hastede bare af sted, som rotter efter en rottefænger.

Hun tog pigen i hånden. Hun kunne mærke, at pigen rystede. Hun var også bange. De havde altid haft de samme fornemmelser og den samme sjette sans.

Kvinden spejdede ind i menneskeflokken. Hun kunne ikke længere se manden og drengen.

Pludselig stoppede menneskeskaren på én gang.

En monoton lyd forstærkedes langsomt. Kvinden og pigen lyttede stadig, mens de holdt hinanden i hånden. De var ligblege begge to.

Den monotone lyd steg i styrke og blev så voldsom, at de begge måtte tage hænderne op for ørerne.

Pludselig stoppede lyden på én gang, lige så pludseligt som menneskeskaren var standset.

Kvinden gispede. Sprækken i bjerget blev langsomt større og større, for til sidst ganske lydløst at vise et kæmpe stort hul ind i bjerget.

Der er far, udbrød pigen højt.

Manden og drengen var også begyndt at kravle ind i bjerget. Pigen og kvinden gik nærmere, men standsede så op.

Ingen af dem havde lyst til at gå ind i bjerget. De var ikke så modige og eventyrlystne som drengene i familien. Nu kunne de se ind i hullet.

Menneskeskaren forsvandt ind i midten, men på siden af bjerget kunne de nu se nogle udspring, der så ud som om, de var levende, og ud af de levende bjergklumper dukkede nogle menneskeskikkelser op.

Duknakkede, slæbende på fødderne, magre og udslidte at se på.

De kiggede ned og så lige pludselig blev de mennesker, der syntes at være passive og sløve, på en gang aktive og hurtige i deres bevægelser.

De gik ind i nogle huller i bjerget, men kom hurtigt ud igen og gik hen imod åbningen med en sæk på nakken.

Kvinden og pigen gispede samtidig i forfærdelse, da de så deres øjne. De var sorte og totalt døde at se på. De gik som søvngængere, men hurtigt og uden at se sig omkring. Så snart de var ude af hullet, styrede de deres skridt ned imod dalen, på tværs af stier og veje. De styrede lige nedad som geder, der ikke behøver at være bange for højder.

Kvinden og pigen havde drejet sig for at følge søvngængernes gang ned i dalen, men nu vendte de sig om, fordi de hørte den høje lyd igen og til deres rædsel, så de nu, at bjerget var ved at lukke sig igen.

De skreg begge to. De kunne ikke se manden og drengen, og hele menneskeskaren var opslugt i bjerget, som langsomt lukkede sig. De satte sig ned.

Totalt hjælpeløse. Bjerget var lukket igen.

Bjerget havde taget pigens far og bror og kvindens mand og søn.

I bjerget

Far, se klippen der! Ser det ikke ud, som om den bevæger sig?

Jo, det kan du vist have ret i. Mærkeligt. Det kan da ikke være et jordskælv. Jorden er helt rolig. Det må være noget andet. Måske er det varmedis, der får det til at se sådan ud.