WTC-gate: The Unofficial Story

By Claus Bork

Bush-administrationen har netop overtaget magten i Det Hvide Hus. USA er på randen af økonomisk kollaps.
Man planter, ved hjælp af en agent fra Homeland Security med arabisk baggrund en idé hos folkene bag al-Qaeda. En idé der skal bringe USA på ret kurs og tilbage til positionen som verdens ledende supermagt.
Bogens handling følger forløbet med planlægningen og gennemførelsen af attentatet imod World Trade Center den 11. september 2001.
Bogens handling er fiktion der bygger på de virkelige begivenheder der udspillede sig den 11. september 2001.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Apr 30, 2015
• ISBN: 9788771706543

Book preview

1998

THE WHITE HOUSE

THE OVAL OFFICE

1600 PENNSYLVANIA AVE NW

WASHINGTON

DC 20500

UNITED STATES OF AMERICA

DATO: 22. JANUAR 2001

TID: 15.56

GORGE U. BLUSH, PRESIDENT

RONALD DUMBSFELD, SECRETARY OF DEFENCE

RON BIDGE, SECRETARY OF HOMELAND SECURITY

MANDREW KART, WHITE HOUSE CHIEF OF STAFF

SAUL O’KEILL, SECRETARY OF THE TREASURE

De sad mageligt henslængt i sofaerne omkring det lave, ovale bord.

Der var en atmosfære af anspændthed i luften, ligesom den små drenge føler umiddelbart før, de kravler over et plankeværk til en have for at stjæle æbler…

Præsident Gorge U. Blush, som var tiltrådt som USAs 43. præsident to dage forinden, sad i lænestolen for enden af bordet med armene nonchalant ud over ryglænet til begge sider og tyggede tyggegummi. Han gav et kast med hovedet i retning af Mandrew Kart og sagde: ’Sørg for, at alle optagelser herfra er standset, Mandrew. Jeg skal tale lidt privat med drengene her, ikke noget der rager offentligheden…’

Mandrew Kart nikkede, drak sin resterende kaffe i en slurk og rejste sig. ’Det skal jeg sørge for, Hr. Præsident. Og endnu en gang tillykke med embedet.’ Han smilede til de øvrige deltagere og forlod det ovale værelse.

Gorge U. Blush tog ordet. ’Du ville gerne lægge ud…’ sagde han, henvendt til Saul O’Keill.

O’Keill rømmede sig, lænede sig tilbage imod ryglænet i sofaen og sagde: ’Det ser skidt ud, Hr. Præsident. Jeg er ked af at skulle starte Deres tid her med sådan en indledning, men det er et faktum, at vi er på randen af et kollaps, rent økonomisk.’ Han var en hvidhåret mand med et mildt udtryk i ansigtet og tykke, stærke briller.

Gorge U. Blush kiggede alvorligt rundt i kredsen. De sad alle med alvorlige miner klar over, at der måtte ske noget. Noget drastisk…

’Hvad vil du foreslå, at vi gør?’ spurgte præsidenten.

Saul O’Keill rystede på hovedet. ’Vi er ved at blive overhalet indenom af en verden i forandring, og hvis vi skal omstille os, vil det tage alt for lang tid. Det er som at standse en supertanker, der er ved at gå på et skær. Vi er langt forbi det sted, hvor vi skulle være begyndt at omstille os for at kunne nå det, før det hele ramler.’ Han kiggede rundt på dem igennem de stærke briller. Så vendte han håndfladerne opad i en sigende gestus. ’That’s it’…

’Okay,’ sagde Gorge Blush. ’Du er så privilegeret, at du har en stor familie. Tag du hjem til dem og nyd aftenen med dem derhjemme og begynd så at vende skuden i morgen tidlig. Vi har lidt, vi skal have talt om her…’

Saul O’Keill rejste sig, tog sin tynde lædermappe, der stod lænet op ad sofaen lige under bordkanten, mumlede en afskedshilsen til mændene omkring bordet og forlod lokalet.

De sad lidt i tavshed. Der var kun den hårde kerne tilbage.

Præsidenten lænede sig frem, trykkede på en knap på Intercomanlægget og sagde: ’Er du sikker på, at al optagelse er slukket?’

’Javel Hr. Præsident, alt er slukket.’ Det var Mandrew Karts stemme i højttaleren.

’Tak Mandrew,’ sagde Gorge Blush og slap den lille, grønne knap.

Så betragtede han mændene omkring bordet, dvælede et øjeblik ved hver af de tilstedeværende, før han tog ordet.

’Hvad er det, vi har brug for?’ spurgte han. ’Nogle forslag?’

’Vi har brug for et nyt Pearl Harbor,’ sagde Ronald Dumbsfeld. ’Noget, der er så ekstremt, at ingen nogensinde vil drømme om, at det er noget, vi har arrangeret.’

Ron Bidge svarede. ’Alt kan arrangeres, Hr. Præsident. Vi har alt det, der er brug for i Homeland Security, og det hele står til Deres disposition.’

Gorge Blush sad og prikkede sig i overlæben med pegefingeren. ’Du er en god mand, Ron. Det er derfor, Ronald bad dig om at komme i dag. Vi har store planer med Homeland Security – og med dig, skal du vide.’

’Tak, Hr. Præsident…’

Ronald Dumbsfeld tog ordet. ’Der er meget at arrangere, og der vil være mange implicerede, der skal holde kæft bagefter. Vi skal være meget, meget forsigtige…’

Alle tilstedeværende nikkede.

’Jeg har nogle loyale kontakter både i FBI, i CIA og i NSA.’ Dumbsfeld kiggede direkte på Ron Bidge. ’Men det er gamle organisationer med deres egne traditioner og deres egne kodeks. Det vil være for besværligt at overbevise dem om at deltage direkte. Så vi satser på dig og Homeland Security.’ Han løftede pegefingeren og pegede direkte på Ron Bidge. ’Og du skal vide, at det vil blive rigeligt belønnet. Du vil få din egen organisation på linje med de andre, som jeg lige har nævnt.’

’Det lyder meget positivt,’ sagde Ron Bidge og smilede katteagtigt.

Dumbsfeld vendte sig imod Gorge Blush.

’Gorge, du skal ikke være direkte indblandet i alt dette. Jeg tager den med Ron og dine folk hjemme i Texas. Der skal bruges mange penge for at få dette her afviklet. Jeg kører det for dig og skal nok holde dig informeret…’

’Men jeg vil jo gerne vide, hvad det er, I sætter i gang, Ronald…’ sagde præsidenten.

Ronald Dumbsfeld lagde sin ene hånd beroligende på hans arm. ’Bare rolig, Gorge. Nu skal du bare gøre det, du er så god til, nemlig at være præsident.’ Han kiggede på Ron Bidge og smilede bredt. ’Så bærer vi andre skraldet ud…’

De lo alle tre ad denne kommentar, og stemningen lettede en smule.

Præsidenten nikkede og vendte sig imod Intercomanlægget og bad dem om at komme ind med Barney. Han vendte sig med et drenget smil på ansigtet og sagde: ’Jeg har lært Barney et nyt trick, vil I se det?’

De nikkede begge og forsøgte at virke begejstrede.

Døren gik op, og præsidentens skotske terrier Barney kom ind. Gorge Blush tog en småkage fra tallerkenen på bordet og vendte sig imod hunden. ’Rul så!’ sagde han i kommandotone.

Hunden væltede rundt på gulvet i noget, der mindede om et rul. Han vendte sig imod de to andre med et stort smil på læberne. ’Så I det?’ spurgte han. ’Er det ikke sjovt?’ Han lo højt.

’Meget morsomt, Hr. Præsident,’ svarede Ron Bidge.

Ronald Dumbsfeld nøjedes med at nikke. ’Fint Gorge, det er meget fint.’

PORT AUTHORITY OF NEW YORK & NEW JERSEY

225 PARK AVENUE SOUTH

NEW YORK

NY 10003

UNITED STATES

DATO: 24. JANUAR 2001

TID: 16.30

LEWIS M. EISENBERG,

CHAIRMAN, THE PORT AUTH. OF NEW YORK AND NEW JERSEY

MICHAEL DONOVAN,

NYC DEP. OF HOUSING PRESERVATION AND DEVELOPMENT

Lewis M. Eisenberg sad og granskede papirerne på sit store, blankpolerede mahognyskrivebord. Han ignorerede telefonen, der ringede og gryntede ind imellem, imens han læste dokumentet til ende.

Michael Donovan sad tydeligt utilpas i lænestolen foran skrivebordet og studerede snuderne på sine sko.

’Vil det sige, at jeg har otteogfyrre timer til at svare på dette her?’ Eisenberg slog ud med hænderne.

Michael Donovan nikkede. ’Company politics,’ svarede han. ’Vi er trætte af, at vore henvendelser bliver trukket ud i det uendelige. I Deres tilfælde behøver det blot være en form for tilkendegivelse af, at De agter at gøre noget.’

’Aha,’ mumlede Lewis M. Eisenberg. ‘Der skal foretages en asbestsanering af hele World Trade Center, og alt, hvad I gerne vil have, er en tilkendegivelse af, at jeg skam agter at gøre det. ’Han kiggede op fra papirerne. ’Er I overhovedet klar over, hvad det vil koste at asbestsanere hele World Trade Center? ’Han rystede på hovedet.

Michael Donovan havde valgt at forholde sig så passivt som muligt.

Eisenberg lænede sig frem over skrivebordet og så Donovan direkte ind i øjnene. Han var vred, og fortsatte i en hård tone: ’Nu skal jeg fortælle dig en ting Mr. Donovan. Dengang vi byggede World Trade Center tårnene forlangte kommunen at vi brandisolerede hele skidtet med asbest. Der er asbest overalt, i loftpladerne, i gulvfliserne – det er sågar sprøjtet på de stålkonstruktioner der bærer alle etagerne.’ Eisenberg løftede formanende en finger i luften. ’Allerede inden vi var færdige med at bygge, begyndte I at ændre regulativerne, og forbød anvendelsen af asbest. Og der stod vi så, med verdens største kontorkompleks – der var utidssvarende fordi I skaltede og valtede med tingene efter jeres eget forgodtbefindende.’ Han holdt en flad hånd imod sit eget bryst. ’Vi har ikke gjort noget forkert!’ hævdede han. ’Vi fulgte de regler I havde sat op for os, og nu kommer I så og kræver at vi sanerer det hele.’ Hans stemme dirrede af harme. ’Er I overhovedet klar over hvad det er I gør? Vi kan lige så godt rive hele skidtet ned og bygge et nyt. Det vil koste det samme som at sanere det.’

Michael Donovan krympede sig i stolen foran ham. ’Det er ikke mit område,’ sagde han vagt. ’Men så skal De huske at indsende en ansøgning om byggetilladelse.’

Eisenberg kiggede hårdt på ham hen over kanten af brillerne. ’Pas nu på,’ sagde han.

Den anden rejste sig, takkede for kaffen og forlod Eisenbergs overdådige kontor.

CAFÉ LAZEEZ

NO. 15 BHITTAI ROAD F-7. ISLAMABAD 9. AVENUE

ISLAMABAD

ISLAMIC REPUBLIC OF PAKISTAN

DATO: 03. FEBRUAR 2001

TID: 12.36

BILAL KHEL, PAKISTANI, RELATED TO AL-QAEDA

KALEEM DURRANI, ORIGIN, HOMELAND SECURITY

Kaleem kiggede undersøgende på Bilal. ’Og du er sikker på, at der ikke var nogen, der så dig komme ind her?’

Den anden nikkede. ’Ikke andre end dem, der ikke betyder noget,’ svarede han. ’Men hvorfor har du bedt mig komme?’

Kaleem kastede et blik rundt i lokalet og tænkte sig om et øjeblik. ’Jeg har fået en idé,’ svarede han så. ’Jeg tror, jeg ved, hvordan vi kan ramme amerikanerne hårdere, end de nogensinde er blevet ramt før.’

’Fortæl mig om det,’ hviskede Bilal Khel. Han så sig omkring, men ingen syntes at tage notits af dem.

Kaleem rakte afværgende en hånd frem. ’Tag det roligt, der er ingen, der kender os her, det er det bedste sted at skjule sig – her imellem millioner af mennesker på en café i Islamabad…’

Den anden sukkede let og slappede af…

Der var et øjebliks tavshed.

’Fortæl mig om det,’ sagde Bilal. ’Men fortæl mig først om, hvorfor du blander dig i dette her? Jeg har spurgt mig for, og der er ingen af dem, jeg kender, der kender dig. Hvad er din interesse i det her?’

Kaleem lænede sig frem. ’Al-Qaeda er mange celler, der ikke kender hinanden. Lad mig nøjes med at sige, at jeg kender nogle folk, der godt kan lide mine idéer. Er det svar nok?’

Bilal nikkede. ’Hvis din idé er god, tjener du en god sag, Kaleem.’

Kaleem forklarede ham, at han havde boet i USA og havde været så heldig at få et rengøringsjob på et efterretningskontor, hvor han havde lyttet og studeret amerikanernes vaner og tankemåde. Og at han havde lært, at hvis man skulle ramme amerikanerne, så skulle man tænke stort og ekstremt. For selv om amerikanerne er paranoide, så føler de sig samtidig som uovervindelige, og det er denne arrogance, der er deres værste fjende, forklarede han.

Den anden lyttede tålmodigt uden at ændre ansigtsudtryk.

’Jeg fik idéen til dette her fra en amerikansk film, og jeg mener, det kan lykkes.’

Bilal studerede ham, men forholdt sig stadig tavs.

’Man kunne sende et hold af folk over til USA, lade dem tage flycertifikat og hijakke nogle fly, som de derefter flyver ind i World Trade Center-bygningerne.’ Kaleem knyttede sin ene næve i luften foran sig.’Ramme dem dér i deres allermest hellige – finanscentret på Manhattan. Det skulle nok lære dem respekt for os…’

’World Trade Center – de to høje bygninger, hvor der var bombeattentat i kælderen for nogle år siden?’

Kaleem nikkede ivrigt. ’Ja, dem. Det med en bil med bomber var ikke vildt nok, og bygningerne tog ikke alvorlig skade af de bomber. De er repareret, og det vil ikke kunne lade sig gøre igen. Nu bevogter de kældrene, ligesom hvepse bevogter deres eget bo. Men et fly er et godt våben, og lige efter starten er det fyldt med brændstof, det er en flyvende bombe. Prøv at forestille dig, at det sker…’

Bilal stirrede på ham med åben mund. ’Ved Allah, det er en vild plan. Men hvordan tror du, at man kan få smuglet folkene ind og få givet dem det flycertifikat?’

’Det kunne jeg hjælpe med,’ svarede Kaleem. ’Jeg kunne tage tilbage og få mit gamle job tilbage og hjælpe jer med alt det praktiske derfra.’

Bilal tænkte allerede, så det knagede. Han sad og mumlede for sig selv, som gennemgik han planen inde i sit hoved og bifaldt den. ’Men tror du, at det vil kunne lade sig gøre?’ spurgte han så.

’Selvfølgelig,’ svarede Kaleem. ’Den plan er så vild, at der ikke er nogen, der vil kunne forestille sig, at vi kan komme op med den. De vil først blive opmærksomme på den, når flyene brager ind i bygningerne, og ildkuglerne kaster store skygger over hele Manhattan.’

Bilal nikkede. ’Jeg vil forelægge det for min celle og høre, hvad de siger. Hvor kan vi få fat på dig?’

Kaleem kastede et hurtigt, granskende blik rundt i lokalet og lænede sig så ind over bordet. ’Jeg vil tage tilbage til New York en af de nærmeste dage. Du kan få fat på mig her.’ Han skubbede et visitkort frem over bordpladen skjult under sin håndflade. ’I kan kontakte mig via et krypteret netværk, adressen står dér, og koden I skal bruge, har jeg skrevet på med kuglepen.’

Bilal tog kortet uden at se på det og puttede det i lommen. ’Jeg forstår mig ikke på netværk og kryptering, men de folk, jeg skal give dette her videre til, forstår sig på det. Jeg forelægger det allerede i aften.’ Han nikkede til afsked, rejste sig og forlod caféen. Han vendte sig ikke for at kigge tilbage, men forsvandt i menneskemylderet og trafiklarmen på Bhittai Road.

Kaleem blev siddende, indtil den anden var forsvundet. Så tog han sin Nokia Communicator mobil frem, skrev en sms med ordene ’frøet er sået’ og sendte den, før han forlod caféen.

PORT AUTHORITY OF NEW YORK & NEW JERSEY

225 PARK AVENUE SOUTH

NEW YORK

NY 10003

UNITED STATES

DATO: 04. FEBRUAR 2001

TID: 08.50

LEWIS M. EISENBERG

CHAIRMAN, THE PORT AUTH. OF NEW YORK AND NEW JERSEY

JOHN ASHLEY

LEGAL ASSIST. PORT AUTHORITY OF NY. AND NEW JERSEY

‘Kan du fortælle mig, hvorfor der ikke er sket mere, end der er, omkring alt dette her?’ Lewis M. Eisenberg så på sin medarbejder med et meget misfornøjet blik. ’Det blev allerede i 1998 besluttet, at WTC-komplekset skulle overgå fra at være ejet af os til at være leaset ud i nioghalvfems år til en privat entreprenør.’ Han trommede irriteret med en finger på bordpladen. ’Nu skal der sgu’ ske noget. Jeg gider ikke at rode med dette her asbestsaneringslort…’

John Ashley kiggede op fra papirerne på sit skrivebord. ’Vi… vi er næsten klar med udbudsbetingelserne, Hr. Eisenberg,’ fremstammede han. Han var tydeligt berørt af sin chefs arrige tonefald. ’Men vi har jo udsendt de preliminære udbudsbetingelser, og budgiverne er i gang med at prissætte dem.’

’Så send dem ud, så ved du jo, hvem der er på banen, det kan sgu ikke være så svært. Der er ikke ligefrem mange, der vil være i stand til at rejse den fornødne kapital til at kunne leje WTC-komplekset i nioghalvfems år…’

Ashley rystede på hovedet og rejste sig halvt op af stolen.

Eisenberg lagde en hånd på hans skulder og trykkede ham ned i stolen igen. ’Så få det gjort, John. Send lortet ud og lad os få det overstået!’

’Javel, Hr. Eisenberg,’ svarede John Ashley.

SOMEWHERE IN EAST AFGHANISTAN

DATO: 05. FEBRUAR 2001

TID: 17.45

AYMAN AL-ZAWAHIRI, JIHADI EMIR OF AL-QAEDA

BILAL KHEL, PAKISTANI, RELATED TO AL-QAEDA

Der hang en tung em af fårelort i luften, selv når man var inden døre i hytten. Men det var stadig lunt.

Himlen var dækket af mørke, truende skyer. Det var aften i landsbyen i Afghanistan, få kilometer fra grænsen til Pakistan. Den ældre mand sad i en stor lænestol med front imod døren og læste nyheder på sin IBM Thinkpad. Ayman Al-Zawahiri, udråbt til at være Jihadi Emir af Al-Qaeda, en af de tunge drenge i bevægelsen, der husede de mest ortodokse og reaktionære muslimer i verden.

Han kiggede op fra skærmen på sin Thinkpad, da en kvinde næsten lydløst trådte ind. Han betragtede hende kritisk med øjne, der søgte efter det mindste, han kunne kritisere. Men han fandt intet at udsætte på hendes fremtoning, hun havde efterhånden lært det og kendte sin plads i den verden, han styrede.

Hun var klædt i lange, løstsiddende gevandter, der nåede det lerklinede gulv, så hendes fødder var skjult. På hovedet havde hun en nikab, som kun tillod ham at se