At vende hjem: Vejen til og tiden på Balkan

By Lene Clausen

Danmark har deltaget aktivt i verdens krige siden 1990'erne, og mange danskere har enten været udsendt som soldater, eller været pårørende til soldater.
Denne bog er en personlig beretning om, aktivt at vælge at blive soldat, og blive udsendt til forskellige missioner flere gange.
Den beskriver kulturen i Forsvaret i 1990'erne hvor det at være kvinde og blive anerkendt og respekteret på lige fod med mændene, kunne være en kamp i sig selv.
Den beskriver også alt det positive ved soldaterlivet, hvor stærke, unikke venskaber og ny indsigt i andres kultur giver mening i det meningsløse.
Sidst men ikke mindst, beskriver den kort, hvilken pris det kan få at have været udsendt. Om overgangen mellem det at være soldat til det at blive civilist.
Bind 2 omhandler tiden efter udsendelsen. Hvordan fysisk og psykisk overbelastning ender, for nogen veteraner, med at blive den største og mest anstrengende kamp, de kommer til at kæmpe i deres liv, selvom de er kommet godt hjem til familie og venner i Danmark.

• Language: Dansk
• Publisher: BoD - Books on Demand
• Release date: May 14, 2024
• ISBN: 9788743022312

Lene Clausen

Lene Clausen f. 1966, er opvokset i Hillerød med en storebror og sine to fætre, hvilket kom til at præge hendes valg, både som barn og voksen. Lene er oprindelig uddannet som pædagog inden for det sociale område, dog gik der ikke længe, før hun kom ind på den vej, som hun oprigtig ønskede. Lene blev optaget, som en af de første kvinder i Søværnets Militærpoliti. Derefter var retningen lagt! I de følgende år efter Søværnet, blev det derfor til adskillige udsendelser til krigen på Balkan i 90'erne for forskelllige NGO'er, samt Forsvaret, samt med videreuddannelse inden for medic, sikkerhed og personbeskyttelse. I sin fritid (og når hjemme) banede Lene vejen for kvindelige boksere, som en af de første kvindelige amatør boksere, med deraf flere store sejre i boksebogen! Disse valg havde dog en høj pris. I 2005 fik Lene tilkendt førtidspension. Herefter fulgte en lang og hård kamp for at få anerkendt PTSD som en erhvervsskade, og hvor hun samtidig kastede sig over forfatterskabet til sin første bog "At Vende Hjem" i to bind! Lene lever i dag i Tisvildeleje blandt skov, strand og hav, som har været nogle af de vigtige faktorer, for at skabe et nyt ståsted. Et ståsted med mening og glæde, på trods af svær PTSD diagnose. Med bogen "At Vende Hjem" viser Lene hvordan selv de mest udfordrende oplevelser kan vendes og bruges til personlig udvikling, og at glæden, samt troen på livet kan genfindes selvom PTSD diagnosen blev prisen for ungdommens valg!

Book preview

Jeg er ingens, højst min egen

Jeg tror ikke på noget eller nogen

Ideologi eller system.

Mange har prøvet at binde mig

At fange mig i spejle

At sige: »Her er du, vi ved hvem du er.«

Men jeg var altid for hurtig og knuste spejlet

for at skære båndene over med skårene

og bevæge mig.

Anarki, af Michael Strunge

Til mine forældre og min bror

– som gav mig plads til at gøre det, jeg ville

og blive den jeg ville.

Indholdsfortegnelse

Forord

Kvinder og Svin er ikke velkomne – del 1

Farmor og Mig

Kvinder og Svin er ikke velkomne – del 2

På Stranden

Flygtningelejren

Efterord

Knibeøvelser

Min bedste veninde og familie

Svenskeren og Krigssouvenir

Mursten og Slipsedrengene

Generationers kultur og arv

Hotel Hilton

Bamse

Ny mission og beslutning

Afgang til Skopje, Makedonien

Mail til venner

Is og skimmelsvamp

Landsbyskole og Asylet

Brev Makedonien

Brev Makedonien

Trelleborg Lejren

Revolution og konfirmation

Mail Makedonien

Ud at køre med de skøre

Så skal der leges!

De grønne fleecehandsker

Det forjættede land

Mail Makedonien, Skopje

Mail Makedonien

Høje bølger med Skoleskibet Danmark

Mail Makedonien – del 1

Et liv stopper

Mail Makedonien – del 2

Mail Makedonien

Arbejde og forældre

En karriere stopper. Forsvaret »gemmer«

Glemmer – del 1

Fra soldat til civil – del 1

Ministerchauffør

Åh, hvad kvinder siger

Første brev fra Pretoria, Sydafrika

Andet brev Pretoria, Sydafrika

Beslutningsbrev fra Pretoria, Sydafrika

Fiskedrengene på forreste række!

Første brev fra Cape Town, Sydafrika

Det der ikke blev skrevet!

Andet brev fra Cape Town, Sydafrika

Sidste brev fra Cape Town, Sydafrika

Fra soldat til civil – del 2

Mail Kosovo, Pristina

Mit sted, mit hjem

Mail Kosovo, Pristina

Madame Sadako Ogata

Glemmer – del 2

Ham med skæg og sandaler

Forord

Jeg er ikke forfatter. Jeg drømmer ikke om at blive forfatter. Jeg drømmer ikke om at blive kendt. Jeg drømmer ikke om at tjene en masse penge. Jeg har skrevet denne bog, fordi den var nødvendig for mig at skrive.For at kunne sætte mig fri af fortiden og blive nærværende i nuet sammen med dem, jeg elsker og holder af.

Derfor er bogen skrevet først og fremmest til og for mig selv. Om hvorfor jeg valgte, som jeg gjorde. Bogen er derfor nok ikke, som bøger er flest. Den er skrevet, sådan som jeg har haft brug for, at den skulle være. På godt og ondt.

Jeg springer frem og tilbage i mine erindringer og oplevelser. Udsendelser kører et spor og privatlivet et andet for at mødes i samme tid til sidst. Jeg fortæller om følelser og tanker. Nogle af mine breve til familie og venner er også med, da de meget direkte fortæller og viser, hvordan jeg havde det, og hvad jeg oplevede.

Bogen skildrer en anden tid, en anden kultur. Min tid. En kultur, hvor jeg som kvinde ikke altid var velkommen. Hvor jeg med min nedarvede stædighed ikke altid kunne forstå, at det at være kvinde kunne være en begrænsning for noget af det, jeg gerne ville.

Det er dog ikke en bog om kvindekamp, det er en bog om at få lov til at arbejde inden for det område, hvor man kan se sig selv. Hvor man kan se, at ens evner vil gøre sig godt.

Det er en bog om lys og mørke. At finde lyset, når der er mindst af det. At finde håb, hvor der ikke føles at være noget. Om at finde et nyt sted at kunne stå og ville stå. Om at ville livet og være i det med hud og hår. På godt og ondt.

Bogen ville dog ikke være kommet hertil uden rigtig mange dejlige menneskers hjælp og støtte, som jeg har mødt på min vej. Som har båret bogen hen til det, du nu sidder med.

Lærer Folke der roste mig for min skrivning på Børnehaveseminariet.

Irene der læste de først hjemsendte mails fra Balkan under min første udsendelse, og som opfordrede mig til at skrive en bog. Irene troede på mig, og at der var en historie at fortælle. Det lagde frøet til bogen. Alice der ikke ville være ghostwriter alligevel, da hun mente, at jeg skulle skrive bogen selv, for det kunne jeg sagtens. Alice har lært mig om skrivning og har om nogen heppet mig fremad og videre. Især når jeg gik i stå, eller der kom bump undervejs.

Iben der har hjulpet med redigering, og som lærte mig, at ord ikke bare er ord. At ord har en oprindelse. At ord er smukke med hver deres fortælling.

Fillippa der gav mig en ny iPad Pro, da den gamle iPad ikke stod til at redde. Fordi min historie skulle skrives. Fillippa der igen hjalp mig i mål med den endelige redigering, der hvor jeg næsten havde opgivet bogen efter seks år undervejs.

Jeg håber dog, at uanset hvordan du vælger at læse bogen, at den ikke kun har lært mig en masse, mens jeg skrev den, men at den måske også vil give dig nogle nye tanker med på vejen.

TUSIND TAK til alle jer der har gjort bogen mulig, jer der er skrevet om i bogen, og til jer der har valgt at læse den.

Eventuel indtjening ved salg af denne bog går ubeskåret til genopretning af den danske natur via blandt andet Aage V. Jensens Naturfond!

Billederne er taget hos Ely Foto i Hillerød i 1999.

Billederne er taget hos Ely Foto i Hillerød i 1999.

Kvinder og Svin er ikke velkomne – del 1

Auderød, Frederiksværk 1989

Mit første rigtige møde med Forsvaret var, da jeg kom ind i Militærpolitiet i Søværnet i foråret 1989.

Søværnet havde som de første åbnet uddannelsen til Militærpolitiet (MP), hvor kvinder kunne søge ind som konstabler cirka samme år.

Da jeg skrev ansøgningen, var der et felt, hvor man kunne skrive, hvis der var andre områder i Søværnet, som man godt kunne tænke sig måske ikke som første prioritet, men så som anden og tredje.

Jeg kan ikke huske, om jeg skrev et tredje ønske, men mit andet ønske var at blive minelægger.

Jeg fik tilbud om optagelse, inden svaret kom fra Militærpolitiet, da minelæggeruddannelsen begyndte først. Så jeg måtte gå i tænkeboks og beslutte, hvad jeg helst ville, da det var to meget forskellige uddannelser.

Minelægger var med fast plads på havet, og Militærpolitiet var hovedsageligt på landjorden.

At være til havs meget af tiden, tænkte jeg, ville gøre det svært i forhold til venner og med den nye lejlighed, jeg lige havde fået i Hillerød.

Men samtidig ville det måske også give mulighed for at se noget mere af verden og få et bedre kammeratskab, fordi man er samlet meget af tiden på et forholdsvis lille område.

Det ville samtidig også være en ledetråd tilbage til min morfar og hans tid i flåden. Jeg kunne fortsætte, hvor han stoppede som styrmand på Skoleskibet Danmark, og hvor jeg også selv havde været i en kort periode, som en af de første kvinder. Jeg var dog sprunget fra, inden Skoleskibet sejlede over Atlanten. Det var ikke mig af mange grunde.

Efter nogle overvejelser endte jeg til sidst med at vælge MP-uddannelsen, da den på det tidspunkt var et godt springbræt til politiet. Derudover kunne jeg som sagt have en mere normal hverdag ved at komme hjem hver dag efter fyraften på Holmen, hvor uddannelsen foregik.

Jeg skrev kontrakt med Søværnet og begyndte min 1-årige uddannelse som MP’er.

På min første dag på Holmen blev jeg kaldt til samtale med en ældre officer, som stod for MP’erne. Officeren sagde kort og godt, at »kvinder og svin« ikke var velkomne i Søværnet!

At det nu var muligt for kvinder at blive MP’er var ikke med Søværnets egen gode vilje. Det var en beslutning oppe fra, og det syntes officeren, at jeg skulle vide. Således stod det klart for mig fra start, at der ingen intentioner var fra hans side om at lade mig bestå uddannelsen!

Nu er jeg sådan indrettet, efter min opvækst med bror og fætre samt med nedarvet stædighed, at det altid er meget skidt at sige sådan noget til mig. Så bliver jeg til tider ret stædig.

Siger nogen, at der er noget, jeg ikke kan, så skal jeg knageme nok vise dem det modsatte. Det går bare ikke i mit system at sige noget sådant. Så tager fanden ved mig.

Det skete også denne gang.

Fra Holmen kom vi til Eksercerskolen i Auderød ved Frederiksværk, hvor jeg var ene kvinde sammen med ni mænd. Her begyndte grunduddannelsen for alle Søværnets elever, og her var de vant til kvinder, da kvinder i en længere periode havde haft succes som telegrafister.

Tiden på Eksercerskolen gik med at lære alle de obligatoriske fag, som skydning, søfartsregler, søkundskab og få lært mere eller mindre hele bogen Orlogsgast udenad samt spandevis af motion med især svømning og konditionstræning.

Hver morgen stod jeg tidligt op for at tage toget fra Hillerød til Frederiksværk, hvor jeg havde en gammel cykel stående på stationen, hvorfra jeg cyklede de lidt over fem kilometer ud til Auderødlejren.

Det føltes altid lidt som noget baks fra morgenstunden, da Frederiksværk station ligger nedenfor en rigtig stejl bakke, så der var ikke lige noget med at få varmet musklerne op for at komme langsomt i gang. Ekstra hårdt, fordi cyklen ikke havde nogle gear, hvilket netop var udfordrende, når den stejle og lange bakke dukkede op.

Jeg trampede, pustede og svedte op ad bakken, og hver eneste gang føltes det bare som om, at bakken bare fortsatte og fortsatte i nærmest en uendelighed. Indimellem nok til at jeg slet ikke havde lyst til at tage af sted. Men når jeg så endelig var oppe på toppen af bakken, hvilket var, når jeg kom lidt forbi Løvdalen Plejecenter på min venstre hånd, så var det endelig ned ad bakke. Cyklen kunne nærmest trille helt af sig selv, helt ned til vagtposten, hvor jeg først måtte bremse.

Men turen tilbage til stationen … efter en lang dag spækket med motion … det var til tider slet ikke til at bære, for der gik vejen opad over næsten fire kilometer. Så der bandede jeg noget så gevaldigt for mig selv, især hvis vejret ikke var med mig på turen. Modvind eller regnvejr kunne nærmest få bandeordene helt ud over alle markerne omkring vejen. Da ønskede jeg inderligt, at der gik en bus, så jeg havde et alternativ til cyklen uden gear.

Basisuddannelsen var meget varieret og lærerig. For mig en helt ny og til tider ret overvældende verden at træde ind i.

Det var så anderledes end min civile hverdag, at jeg nærmest fik et chok de første måneder. Der var så få muligheder for at tænke eller handle selv.

Den første tid skulle vi sove i lejren fra mandag til fredag, hvor alt blev tjekket fra senge, til skabe, til støvler og våben om og om igen flere gange om dagen. Det var stort set umuligt at gøre alt rigtigt. Altid blev der korrigeret for et eller andet, uanset hvor lang tid man brugte, eller hvor grundig man havde været.

I den tid blev der råbt ganske højt ad os, rettet bluser, skjorter eller andet, der ikke lå på linje eller på rette hylde og vasket gulve om og om igen. Undervisning i at rede senge på den helt rigtige militærmåde, hvor en mønt skulle springe op fra madrassen og op i hånden på sergenten, hvis den var redt efter forskrifterne.

Det skete ikke særlig ofte i starten. Alt … kunne altid blive bedre!

Det var nærmest et motto.

Vi sad i timer i pudserummet med vores geværer, vores støvler og pudsede, lige til fingrene næsten ikke kunne mere, og trætheden blev så udtalt, at det ikke kunne lade sig gøre at få mere ud af den pudsning.

Men ret skal være ret, der opstod også rigtig mange hyggelige samtaler og masser af grin, når vi var i pudserummet. For her var der tid til at gøre kollektivt grin med de værste af sergenterne, lave vittigheder om dem vi godt kunne lide samt grine af os selv, når vi bare havde fejlet noget så grusomt. Sammenholdet voksede i pudserummet.

Det var her, at dagen blev lagt på hylden, og hvor vi sammen blev enige om lige at tage dagen i morgen med.

Vi skulle lære at begå os på og med Chaluppen, som er en lille båd, den man fortsat ser dronningen blive sejlet til og fra Dannebrog med, når hun og familien er på togter rundt i det danske land samt til Island og Grønland.

Dronning Margrethe bliver dog aldrig kaldt andet end »Daisy« i Søværnet, som er den engelske oversættelse for marguerit, der er dronningens yndlingsblomst.

Men altså Chaluppen, den voldte en del kvaler for os ved træning.

Vi trænede med Chaluppen i Arresø ved en lille havn, der er bygget til Auderødlejren. Træningen bestod i at få lagt Chaluppen til kaj på en særlig måde, hvilket lykkedes meget sjældent for os i første omgang. Der skulle en del forsøg til, før vi kunne gøre det elegant nok.

Det med at gribe fat i kajen med en bådshage og gøre det på kommando førte tit til mange grinagtige scener. Nogen røg i vandet, fordi bådshagen hang fast, og de ikke slap den, andre bragede direkte ind i kajen i stedet for at lægge til, mens nogle tabte bådshagen. Efter et stykke tid lykkedes det trods alt for os alle at få det lært. Til sidst kunne vi alle lægge rigtig elegant til kaj og følge en ordre samtidig.

En anden øvelse var at træne fra øvelsesfartøjet Lappedykkeren, der var lagt på land inde midt i Auderødlejren. Her blev der kastet tov, bundet knob og aflagt prøver i et væk. Ve den, der ikke kunne alle sine knob og kaste fortøjningen korrekt. Derfor gik vi alle op i at lære det til perfektion ved blandt andet at hjælpe hinanden, især når der var en pause i det ellers spækkede program.

De værste øvelser, som vi alle hadede, var øvelserne med gasmaske ved undervisning i ABC (Atomisk, Biologisk, Kemisk krigsførelse). Her blev vi alle gennet ind i en lille bunkers af beton og fik ordre om at tage gasmaske på, når ordet »GAS« blev råbt.

Der kom dog ikke noget gas de første gange, vi trænede. Det ændrede dog ikke ved, at der blev fumlet med tasker og elastikremme, der kom til at sidde forkert og det, at vi var alt for langsomme.

Derfor blev det øvet om og om igen, men med god grund.

For kort efter blev det virkeligt. Gassen kom, det var ikke længere kun en ordre. Der blev råbt: »GAS«, hvorefter rummet fyldtes med tåregas eller CS-gas. Ingen af gasserne var selvfølgelig dødelige. Tåregas siger sig selv, den generer tårekanalerne. CS-gassen er voldsom generende for slimhinder og giver ligeledes voldsom opkast, så derfor skulle vi være virkelig omhyggelige med at få vores gasmasker på plads i en fart.

Begge gasser var ufattelige generende, også selv om vi lykkedes med at få vores gasmaske på i tide, for det var næsten umuligt at undgå gener helt.

Skete det, begyndte huden at klø som ind i helvede, og de første gange vi oplevede tåregas, var det næsten umuligt at undgå sviende og røde øjne i flere timer efter. Det var yderst ubehageligt.

Men det var også under den træning, at vi blev rystet ekstra godt sammen. Blev gode til at hjælpe hinanden, det bedste vi kunne, for vi vidste alle, hvor forfærdeligt det var at stå og rode febrilsk efter gasmasken i længere tid end højst nødvendigt.

Auderødlejren blev, ud over marineelever, også brugt af frømændene, så derfor var der rigtig gode forhold i den store svømmehal i lejren.

I svømmehallen var der store højtalere, som kunne skabe stormlyde, og på næsten magisk vis kunne det rolige vand i svømmehallen blæses op til storm med bølger, der rullede hen over vandet. Det gav ekstra stress, når alt lys indimellem, for god effekt og for at træne i mørke, blev slukket.

Vi trænede i at svømme, da nogle faktisk ikke kunne svømme, hvilket, jeg husker, kom som en kæmpe overraskelse for mig. Jeg troede da, at når man var født i Danmark, så havde man lært at svømme på den ene eller anden måde. Enten via skolen eller ens forældre.

Så det, at der stod voksne mænd, der ikke kunne gøre sig i vandet, var lidt af en øjenåbner, netop fordi svømning og havet altid havde været en utrolig skøn legeplads for mig og min familie. Jeg var nærmest opvokset ved vandet, da min far altid havde ejet en båd, og vi desuden brugte meget tid ved strand og hav både forår, sommer og efterår.

Men det skulle nu vise sig, at det også blev en udfordring for mig trods det, at jeg elskede vand.

For at bestå skulle vi mindst tage bronzemærket i Militærsvømning, som er noget helt andet end de andre bronzemærker, jeg kendte fra skolen eller fra livredder jobbet. Det kræver sin mand eller kvinde, også selv om man er en ganske habil svømmer.

Der var øvelser, hvor vi skulle hoppe i fra femmetervippen med alt tøj og udrustning på, hvilket var virkelig tungt, især når det blev vådt. Derefter skulle vi svømme flere baner med al udrustning på, træde vande, tage udrustningen af, hente en tung dukke på bunden af svømmebassinet, igen svømme et par baner for til sidst at tage vores uniformer af.

Det krævede virkelig gode svømmeevner, og jeg havde aldrig været særlig god til brystsvømning, især ikke de akavede benspark, så det baksede jeg lidt med, men det lykkedes alligevel helt ok.

En af de andre på holdet, Carsten, var en virkelig god svømmer, så han lykkedes, som den eneste, med at tage guldemblem i militærsvømning. Det skete sjældent, hvilket jeg var ret imponeret over.

Vi havde også supersjove timer i svømmehallen, som når vi i grupper skulle hoppe i vandet sammen fra femmetervippen med vores selvoppustelige overlevelsesdragter. Når vi ramte vandet, pustede de sig op, så vi nærmest lignede Michelin mænd og kvinder. Derefter skulle vi finde sammen, nogle gange i mørke, og ved fælles hjælp komme op i de små runde redningsbåde, der var lagt ud midt i bassinet.

Vi både grinede og bandede, for det var ikke helt så nemt, som vi først troede, at komme op i redningsbådene. Særligt ikke for dem der ikke brød sig om vand, eller når der kom høje bølger hen over bassinet.

Men vi lykkedes med opgaverne, alle kom eller blev hevet op af vandet og ind i de overdækkede redningsbåde.

Ved grunduddannelsens slutning på Eksercerskolen i Auderød skulle der marcheres ganske langt. Først trænede vi ud fra Auderødlejren, hvor nogle af sergenterne gik lidt over gevind ved at råbe: »Gas«.

Straks iførte vi os vores gasmasker. Kort efter lød ordren:

»I løb«.

Afsted i fuld udrustning over flere kilometer til der blev råbt:

»Pause«.

Hvorefter vi straks troede, at det endelig var tid til at tage maskerne af, fordi vi efterhånden intet kunne se, da sveden fik indersiden af glasset til at dugge til i masken, og det var yderst svært at få vejret.

Men nej, det var en pause, ikke noget hvil.

Pause var, at alle blev tjekket for alt muligt. Havde vi for eksempel fyldt vores vandflasker helt op, som ordren lød inden afgang? Stakkels de der ikke havde, virkelig … stakkels dem! For dem der ikke havde fyldt drikkedunkene helt op med vand eller bare drukket noget af det, der pissede sergenterne i deres vanddunke, så de ikke længere skvulpede og dermed heller ikke larmede, når vi løb.

Ingen sagde noget. Men hvad skulle vi så med vanddunke, hvis vi ikke måtte drikke af dem?

Men alligevel var mere eller mindre alle indforstået med, at sådan var det bare, og lod det derfor passere.

Når vanddunkene var tjekket, blev der uddelt kollektiv straf, som så mange gange tidligere. Straffen bestod i armbøjninger med gasmaske på, hvilket heller ikke var lovligt, men også det så alle ligeledes igennem fingrene med.

Pausen var slut, og så var det op igen. Videre.

Efter 20 kilometer kunne jeg mærke »vand« i mine støvler, for støvlerne passede mig overhovedet ikke. De var for store, og to sæt uldsokker gjorde heller ikke lykken.

Da der endelig var et hvil, fik jeg et tjek af mine fødder, hvor jeg til min lettere forskrækkelse opdagede, at det ikke var vand, men blod, som mine fødder svømmede rundt i.

Meget af huden under foden var simpelthen røget af, uden jeg rigtig havde lagt mærke til det.

Der havde været så mange andre ting, der gjorde ondt, som for eksempel at hive efter vejret i gasmasken og ømme skuldre grundet vægten fra rygsækken, der hoppede op og ned, når vi løb.

Fødderne blev hurtigt lappet med sportstape, og så var det videre igen.

På en af de sidste øvelser blev vi kørt ud sent om aftenen i hver vores retning. Sat af 30 kilometer fra Auderødlejren, for så selv at finde tilbage.

Jeg har aldrig snydt og ved ikke helt, om det var at snyde, men det var det måske, men min makker og jeg tænkte, at vi vel godt kunne få et lift tilbage?!

Sergenterne havde ikke sagt noget om, hvordan vi skulle komme tilbage! At vi skulle gå.

Så det lykkedes os kort efter, vi var sat af, at få et lift af et rigtig sødt, ældre ægtepar, som alligevel skulle til Frederiksværk.

Vi syntes dog, at det nok var lidt for tidligt, at vi meldte vores ankomst efter en lille time, så vi gik i stedet til bageren. Vi havde dog ingen penge, men spurgte, om vi ikke måtte få noget gammelt brød, hvilket vi selvfølgelig måtte. Det var bare ikke gammelt. Det var dejlig nybagt!

Så valsede vi velfornøjet tilbage til Auderød meget, meget langsomt, nød vores lune bagerbrød, om end selvfølgelig lidt væk fra hovedvejen. Vi nåede endda at tage os en lille lur ikke langt fra porten, og først da vi så nogle af de andre ankomme, tænkte vi, at nu kunne vi nok også melde vores ankomst. Hvorefter vi blev rost for den pæne tid, vi havde tilbagelagt de 30 kilometer på!

Hold da mund, hvor vi bare grinede af det længe, især når vi hørte, hvor meget nogle af de andre havde løbet for at nå tilbage inden for den påkrævede tid.

Men vi holdt det pænt for os selv. Ingen grund til at fortælle det til andre. Så langt rakte venskabet trods alt ikke.

Der var en del faglige dage, hvor vi fik undervisning i aulaen i forskellige fag, hvilket næsten var de sværeste dage af dem alle.

Da vi for det meste var ude i den friske luft og samtidig var blevet vant til at være fysisk aktive ofte, var det at skulle sidde stille inde i varmen lidt af en udfordring.

Det vidste underviserne ganske godt, så da jeg længe havde kæmpet med at holde øjnene åbne og til sidst meget kortvarigt faldt hen i en let søvn, blev mit navn, altså efternavn, »Clausen« råbt meget, meget højt lige pludselig. Helt omtåget og forvirret fandt jeg hurtigt ud af, at det var mig, der blev råbt ad.

»Er De, konstabel Clausen faldet i søvn?« »Er De ikke interesseret i undervisningen?«

Brølede sergenten ud i den lille aula.

»Det er jeg, sergent.«

Prøvede jeg forgæves at svare, men det var for sent at redde mig ud af den suppedas.

Straffen blev til min forlegenhed, at jeg skulle stå op som den eneste af cirka 100-150 elever i hele aulaen, så alle kunne se mig.

Mit hold begyndte at småfnise, og dem der som jeg også var tæt på at falde i søvn fik hurtigt styr på deres øjenlåg. Dog ikke længe.

Der gik ikke lang tid, før flere måtte samme vej som jeg. Fire-fem andre kunne heller ikke holde deres øjne åbne og var faldet i søvn siddende på de hårde træbænke. Selv om det ikke skulle være sådan, så føltes det trods alt lidt mindre skamfuldt at stå der og flagre midt i aulaen foran alle de andre. Men pinligt … det var det!

Da vi var færdige med grunduddannelsen, blev vores familier inviteret til overrækkelse af diplomer og medaljer i Auderødlejren. Min mor og farmor kom.

Min farmor var så stolt af mig, at hun slet ikke vidste, hvor hun skulle gøre af sig selv.

Det blev en meget fin dag.

Under ceremonien skulle vi stå stille ganske længe på samme sted, og selv om vi havde lært at flytte vores vægt fra hæl til tå, fra tå til hæl, var der alligevel én, der var tæt på at besvime.

Jeg kæmpede ligeledes en brav kamp med at være skiftevis på tæerne og så på hælene, især fordi arrangementet blev holdt indenfor, og det var ekstra varmt grundet alle gæsterne.

Men det lykkedes mig at stå ret, måske fordi jeg blev kaldt frem, da jeg havde udmærket mig ekstra godt i skydning samt sat rekord i løb for kvinder på fem kilometer, som blev anerkendt med medalje og diplom. Det gjorde det pludseligt langt nemmere at stå ret i den tætte varme.

Men det hjalp også, da jeg så over på min dejlige farmor og mor, der bare så så stolte ud på mine vegne.

Efter ceremonien kørte vi, min mor, min farmor og jeg til Frederiksværk Kro, hvor vi nød en tiltrængt, skøn frokost samme.

På vej hjem til min lejlighed i Hillerød var jeg dog så træt, at jeg knapt kunne holde mig vågen. Men jeg var stolt. Min mor var stolt, men mest stolt af alle… var helt klart min dejlige farmor.

Når jeg ser tilbage på lige præcis den tid, er det med ekstra stor sorg, fordi det er nogle af de sidste minder, jeg har om min farmor.

En dag midt inde i uddannelsesforløbet, på en øvelse i Midtsjælland, blev jeg kaldt hen til den lastvogn, som var base for de to sergenter på øvelsen.

Ved lastvognen holdt, til min overraskelse, en anden vogn, som ikke havde været der tidligere, og hvor jeg kunne se den gamle MP-officer begynde at gå hen mod mig.

Det gjorde mig straks nervøs, først at blive kaldt hen til lastvognen og dernæst se den gamle officer komme hen imod mig, for jeg havde ikke mange gode tanker om ham.

»Konstabelelev Clausen, jeg har en besked til Dem,« sagde han i en fast og bestemt tone.

På uddannelsen sagde man De og Dem samt stoppede op og gjorde honnør, når nogen af højere rang passerede forbi en. Det var og er en anden verden, men jeg havde det fint med De og Dem. Det var en afstand, jeg alligevel ønskede. Så det passede mig ganske fint.

»Der er telefon til Dem oppe i lastvognen, og jeg vil stærkt anmode Dem om ikke at græde foran Deres andre kollegaer.«

Han sagde det i et skarpt toneleje, mens han kiggede på mig med øjne, der ikke viste mange følelser eller empati.

Jeg blev urolig og tænkte straks, at det var min mor, der endelig var lykkedes med at tage sit eget liv! I et splitsekund føltes den tanke faktisk rar. Ikke at skulle bekymre sig eller være bange længere. At det nu var slut, så jeg måske endelig kunne komme videre med mit eget liv?

En tanke, jeg senere i livet er så ufattelig glad for, aldrig blev en realitet!

Jeg steg op i den høje lastvogn, tog røret der lå på førersædet, og hørte min far i røret.

»Lene, din farmor, Momse er død! Hun blev kørt ned, og hun døde kort tid efter.«

Det var altså ikke min mor alligevel?!

Det var min alt elskede farmor, min Momse!

Hende der havde fyldt tomrummet ud, når min mor var indlagt med svære depressioner.

Min farmor der altid havde været der for mig. Det eneste idol, jeg faktisk nogensinde havde haft, hun var nu … død!

Så slog hjernen fra, og hvad der derefter blev sagt, hvis der blev sagt noget, det mindes jeg ikke.

Det næste, jeg husker, er, at jeg sad med den gamle officer i Forsvarets bil ude foran mine forældres store, gule murstenshus i Hillerød. Foran træporten, så hunden ikke kunne komme ud på grusvejen, hvor vi holdt.

Den gamle officer sagde:

»Clausen, De skal tage dem sammen. De skal ikke græde. De skal være der for Deres forældre nu. De kan tage to fridage, og så skal De være tilbage igen.«

Jeg tørrede tårerne væk. Hans stemme havde ikke vist tegn på den mindste medfølelse. Jeg så ikke på den gamle officer, jeg gik bare ud af bilen og glædede mig over, at han i det mindste ikke skulle med ind. At han skulle køre ud af mit åsyn. Det lettede, for vreden til ham var blevet endnu større. Han forstod ikke, hvem min farmor var. Slet, som slet ikke.

Kort forinden var min faster Gitte ligeledes død i en alt for tidlig alder. Mine fætre Bjarnes og Jans mor, Gitte, som boede lige over for os med onkel Hans. Min faster som jeg holdt utrolig meget af, måske fordi vi lignede hinanden på nogle væsentlige punkter. Vi værdsatte blandt andet begge orden og stilhed.

Og nu var min farmor også død, kørt ned her til morgen. På vej herud til mine forældre samt onkel og faster. Endda kørt ned af en bekendt til mine forældre!

Ikke længe efter min fasters og farmors død, så døde også min elskede morfar Knud, men hans død føltes trods alt fredfyldt i forhold til både min faster, Gittes og min Momses død (farmor, men Momse fordi det var det, mine fætre kaldte hende).

Min morfars begravelsen var smuk med Edith Cameron, der kom og sang til begravelsen.

Jeg var da iført min fine uniform med kasket, som jeg ved, at min morfar ville have sat stort pris på og været stolt af, at jeg førte traditionen videre.

Men sorgen over tabet af min farmor … den var og blev gigantisk!

Mig i min fine uniform fra Søværnet nede foran min lejlighed i Helsingørsgade 54 i Hillerød.

Mig i min fine uniform fra Søværnet nede foran min lejlighed i Helsingørsgade 54 i Hillerød.

Gruppefoto fra vores hold i Auderødlejren.

Gruppefoto fra vores hold i Auderødlejren.

Morgenappel foran vores barakker, ligeledes i Auderødlejren.

Morgenappel foran vores barakker, ligeledes i Auderødlejren.

Farmor og Mig

Vi kigger hinanden dybt i øjnene.

Du smiler til mig af hele dit hjerte.

Det gør jeg med!

Hvis jeg havde to hjerter, havde du fået det ene.

Ja, hvis nødvendigt også det andet.

Når vi to sidder her og kigger på hinanden,

Er det som, vi bliver til en.

Vi to!

Vi to har som ingen andre delt.

Delt livets smerte, men på grund af dig,

også livets lys.

Vi to.

Helt alene!

Husker du den gang, jeg skulle rejse ud i verden?

Jeg var så nervøs, at selv skocremen røg fra mig og ned på gulvet.

Ja, og så var cyklen gud hjælpe mig også flad

og tandlægen der ventede!

Du rolig og fattet, som du altid var,

nåede at pumpe cyklen og få skocremen væk.

Alt sammen med dit varme smil.

Dine rolige bevægelser.

Minsandten om jeg ikke nåede tandlægen alligevel!

Da jeg kom hjem et helt lysår senere,

var verden igen blevet mørk.

Kun dit sind og smil lyste op!

Så meget at selv jeg kunne gå i dit lys.

Væk fra mørket og min egen kommende skygge!

Vi to så sammen min mor der blødte

og den dag byttede vi alle rækker.

Du blev mor,

jeg blev voksen

og mor blev barn!

Vi to.

Vi to gemte os for hinanden.

Grinte og dansede sammen.

Jeg tog dig ud i verden

og gjorde dig tryg.

Tryg i en verden der ellers for dig var så fremmed!

Selv her mødte vi sammen mørket,

med skrig fra morgenstund.

Jeg så dig trøste og græde.

Du for din datter, jeg for min.

Vi to.

Vi to!

Jeg bestod og stod på række.

Stiv og ret i den fineste uniform

og der stod du!

Ryggen lidt bøjet,

hænderne lidt kroget,

håret lidt blegnet,

huden lidt løs

og alligevel lyste du så klart,

at hele eskadrillen kunne have marcheret i dit lys!

Du var stolt af mig

og jeg af dig.

Vi to!

Så kom dagen hvor jeg måtte sidde alene på forreste række.

Uden dig.

Vi som ellers havde fundet trøst i hinanden!

Jeg i din bløde, lyse, rynkede kind.

Du i mit unge og håbefulde sind!

Vi to!

Vi to bærer det samme navn.

Dit nu så flygtigt,

mit så fast og bestemt!

Som var du i mig

og jeg i dig.

Vi to.

Ja, vi to!

Vi to vil finde hinanden igen.

Vi ses.

Vi to!

Sommeren i Hirtshals august 2000

Af Lene Clausen til (Momse) Magna Hvidt Clausen

Kvinder og Svin er ikke velkomne – del 2

Margretheholm, København 1990

Efter Auderød skulle MP-uddannelsen fortsætte på Holmen, hvor tiden blev meget anderledes.

Vi blev indkvarteret på Margretheholm på Refshaleøen på Amager, hvor jeg delte værelse med en anden kvinde, der også ville være MP’er (Militærpolitiet). Vi havde ikke været på hold med hinanden i Auderød.

Vi var på Holmen fra mandag til fredag og var så hjemme i weekenderne. Dog kun de første par måneder, derefter tog vi hjem hver dag, hvis det kunne betale sig.

Det kunne det heldigvis for mig, da jeg enten tog toget til Østerport med min cykel fra Hillerød, cyklede eller gik derfra og ud til Nordre Toldbod 7, hvor jeg tog B&W (Burmeister & Wain Skibsværft 1843-1996) bådene ud til Refshaleøen sammen med ansatte fra værftet og Søværnet.

Det var altid virkelig underholdende, selv om turene over Københavns havn kun varede cirka 10 minutter. Humøret blev ofte hævet på de korte ture, for humoren var grov, men varm.

Efter klokken 16 tog jeg igen en af bådene over havnen og cyklede de omkring 25 kilometer hjem derfra til Hillerød og var hjemme efter cirka halvanden time, alt efter vejr og vind. Små 30-40 minutter senere end hvis jeg havde gået til Østerport og taget toget. Så jeg var i super form.

På Holmen fik vi en virkelig dygtig idrætslærer, som på trods af at have haft polio som lille havde knoklet sig til udsendelse med Sirius-patruljen. Han var berygtet for to ting:

Det første var, at han kunne tage armbøjninger på kun to fingre på hver hånd.

Det anden var, at han alene havde vundet alle de volleyballkampe, som blev spillet til sidst i uddannelsen, og hvor eleverne (os) selv havde udvalgt de seks spillere iblandt os, der skulle spille mod ham.

Ingen af