Dagbogen: en andagtsbog

By Børge Terp

Et andagtsstykke til hver dag i året. Andagterne er bygget op over kirkeårets tekster fra den autoriserede bibeloversættelse.

• Language: Dansk
• Publisher: BoD - Books on Demand
• Release date: May 13, 2024
• ISBN: 9788743022695

Børge Terp

Cand. theol.. fra Århus Universitet 1976. Sognepræst Ejstrup-Gludsted pastorat, Århus Stift, 1976-2006, overført til Viborg Stift ved kommunesammenlægningen. Sognepræst Ejstrup-Gludsted pastorat, Viborg Stift 2007-2015 Provst Them, Nr. Snede, Brædstrup provsti , Århus Stift1998-2006. Konstitueret Provst Silkeborg, Ry provsti, Århus Stift 2005-2006. Provst Silkeborg provsti, Århus Stift 2007-2009 Provst Ikast-Brande provsti, Viborg Stift 2009-2015 Pensioneret 2015

Book preview

Indholdsfortegnelse

Forord

JANUAR

FEBRUAR

MARTS

APRIL

MAJ

JUNI

JULI

AUGUST

SEPTEMBER

OKTOBER

NOVEMBER

DECEMBER

Trosbekendelsen

Fadervor

Oversigt

Forord

Navnet Dagbogen skyldes en barndomserindring. Når min bror og jeg en gang imellem blev passet af min farmor og farfar, der boede i huset ved siden af gården, hvor jeg voksede op, foregik det nogenlunde efter et fast ritual. Vi blev afleveret, farmor læste en historie, hvorefter vi alle fire spillede domino, husets eneste spil. Derefter aftenkaffe, hvor vi nøjedes med saftevand, og når herligheden var ved at være til ende, sagde min farfar til min farmor: Vil du lige række mig Dagbogen! Så læste farfar et andagtsstykke højt fra Dagbogen, som han kaldte andagtsbogen, hvorefter han tog brillerne af, foldede dem sammen og bad aftenbøn. Igennem de år, hvor jeg var redaktør på Indre Missions Tidende, skrev jeg hver uge Ugens hilsen. I begyndelsen var udgangspunktet kirkeårets lektie – og episteltekster. En stor del af Dagbogens andagtsstykker er disse hilsener, hvorfor der er en del gentagelser, da de er skrevet over en tiårig periode. Siden kom evangelieteksterne med.

Foruden et andagtsstykke over bibeltekster, som alle hører til kirkeårets læsestykker, henviser Dagbogen til Trosbekendelsen og Fadervor, der findes bagest i bogen sammen med en oversigt over de anvendte skriftord. Desuden skal der her henvises til bønnebogen i Den danske Salmebog. Børge Terp

JANUAR

1. januar

Flagdag. Nytårsdag. Dagen betegner en ny begyndelse. Et af de bedste eksempler er Grundtvigs digt Nytårsmorgen.

Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv. Lukasevangeliet kapitel 2 vers 21

Navnet Jesus

Foran os ligger et ny år med en række af dage. Dage med usikkerhed, bekymringer, sorger, men også dage fyldt med glæde, håb og forventning. Vi ved ikke, hvad dagene vil bringe. De ligger hen i en dunkelhed, som end ikke de mest realistiske nytårsudtalelser kan kaste et fuldt opklarende lys over. Da tændes et enkelt lys i denne korte evangelietekst, hvor vi hører, at Jesus ved sin omskærelse på ottendedagen fik navnet Jesus.

For mange år siden var jeg kaldt ud til et dødsleje. Enhver vidste, hvor det bar hen. Det var den døende også selv på det rene med. Vi holdt altergang, og bagefter tolkede hans kone dagens ord på allerbedste måde. Hun satte sig på sengekanten, tog den syges hænder og foldede dem i sine og sagde Grundtvigs salmevers:

"Jesus! Frelser og befrier

er dit dyrebare navn,

for enhver, som på dig bier,

er og frelser du af gavn…" (Den danske Salmebog 58 v. 1)

Navnet Jesus betyder, Herren er frelse. Jesus er altså, hvad hans navn siger. Han er frelseren, og i det navn er lys! – Det betyder ikke, at så kan vi klart kan se, hvad der venter os i det nye år, men at vi kan se, hvem, der går med os og er hos os, selv når dagene bliver mørke. Alt, hvad der hører til vor kristne tro, ligger i det navn. Jesu navn lyser op for os i hans ord, hvor vi dag for dag må mødes af Guds kraft og Guds styrke. Han er ikke kun frelser af navn. Han er det af gavn. I hans navn – i Jesu navn – begynder vi et nyt år.

2. januar

Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. Derfor skal I bede således:

Vor Fader, du som er i himlene!

Mattæusevangeliet kapitel 6 vers 8-9

Bøn og ikke besværgelse

Så skulle man jo tro, at det var fuldstændig unødvendigt at bede, når nu vor himmelske Fader ved, hvad vi trænger til, allerede før vi beder. Men hvis det virkelig var tilfældet, havde Jesus næppe føjet til: Derfor skal I bede således, hvorefter han lærte disciplene at bede Fadervor som en anvisning på at bede ret.

Dietrich Bonhoeffer har i sin bog Efterfølgelse beskrevet forholdet: Til syvende og sidst kommer det hverken an på gade eller lønkammer, korte eller lange bønner, enkeltbøn eller fællesbøn, kirkebønnens litani eller sukket hos den, der ikke ved, hvordan han skal bede. Det kommer an på at fatte dette ene: Jeres Fader ved, hvad I trænger til. Det giver bønnen retning mod Gud alene. Det befrier disciplen for al falsk præstationstrang.

Vi tror ikke på bønnen, som var den en magisk kraft, eller en besværgelse: Men vi tror på Gud, som vi beder til, at han kan gribe ind med nåde og hjælp i rette tid. Derfor retter vor bøn sig mod ham, og vi rækker i bønnen vore tomme hænder frem mod ham i tillid til, at det, som han lægger i vore hænder, er det, som han ser, vi trænger til, og som han skænker os ud af faderhjertets kærlighed.

3. januar

I dig skal alle jordens slægter velsignes.

1. Mosebog kapitel 12 vers 3

En pagt til velsignelse

Gud sluttede pagt med Abraham. Gud befalede Abraham at drage op fra sin slægt og sit land til et ukendt land og et ukendt folk. Gud ville føre ham og gøre den barnløse Abraham til et talrigt folk, talrigt som himlens stjerner og havets sand og give ham det nye land i eje.

Det er ganske enkelt betagende at læse historien om Abraham. For at sætte Abrahams tro i relief, kan man forestille sig, at en af Abrahams bekendte begyndte at stille spørgsmål:

- Hvorfor rejser du, Abraham?

- Gud har sagt, at jeg skal rejse.

- Hvor rejser du hen?

- Det ved jeg ikke. Gud vil vise mig landet og give mig det i eje.

- Tror du de folk, der bor der, vil gå med til det?

- Gud siger det, og han har lovet, at jeg skal blive et stort folk.

- Sig mig, Abraham, hvor mange børn er det, du har fået indtil nu?

Der kunne sagtens stilles endnu flere spørgsmål til Abrahams foretagende, der mest af alt synes at være et udslag af en livlig fantasi. Det forekommer at være temmelig tynd is, Abraham begiver sig ud på. Men Abraham gik i tro på Guds løfter. Dermed havde han fast grund under fødderne. Gud sluttede pagt med ham, og en pagt med Gud er ikke en aftale, som to parter har forhandlet sig frem til, men en Guds forordning og gave, som mennesker ikke kan sætte ud af kraft. Og pagten med Abraham blev derfor ikke kun til velsignelse for Abraham og hans slægt, men for os ved Jesus Kristus.

4. januar

Herre, du har været vor bolig i slægt efter slægt. Salme 90 vers 1

Vi er ikke hjemløse

Salmens overskrift er Bøn af gudsmanden Moses. Gud havde kaldet Moses til at føre folket tilbage til det gamle land. Men Moses måtte undervejs igen og igen erfare, at folket vendte sig imod Gud. Det forekom at være en umulig opgave, Gud havde givet ham, og bønnen blev for Moses en livsnødvendighed. Her kunne han hente kraft og klarhed over de muligheder, som Gud lagde frem for ham Og Moses holdt i sin bøn målet for øje. Han lod tankerne gå mod det gamle land, hvor folket tidligere havde boet i et så nært fællesskab med Gud, at Moses kunne sige: Herre, du har været vor bolig i slægt efter slægt. Og det samme gjaldt, når han betragtede det boligløse folk, som han førte rundt i ørkenen. Herren var deres bolig. Trods alt. Uden Gud ville de være hjemløse.

Ved et årsskifte retter tankerne sig ikke kun mod fremtiden, men der ses også tilbage. Vi mindes, gør status og ledes måske endda til taknemmelighed. I al fald ligger der en stor en velsignelse gemt i at kunne sige med Moses: Herre, du har været vor bolig i slægt efter slægt. Vi er altså heller ikke hjemløse.

5. januar

Helligtrekongers aften. Helligtrekongers aften tændtes Helligtrekonger lyset, som afslutning på julen – se f.eks. Peters jul. De tregrenede helligtrekonger lys havde undertiden indstøbt nogle små krudtdepoter, som spruttede med stjerner, når lysets ild nåede derned.

Før troen kom, blev vi bevogtet under loven og spærret inde, indtil troen skulle åbenbares, så at loven var vores opdrager, indtil Kristus kom, for at vi kunne blive gjort retfærdige af tro. Galaterbrevet kapitel 3 vers 23-24

Guds opdrager

I den gamle oversættelse stod der ikke opdrager, men tugtemester. Det lugtede mere af et gammelt klasseværelse, hvor spanskrøret hang ved siden af den sorte tavle, hvis det da ikke var i brug. Der var en negativ tone over den gamle oversættelse, mens den nye sender et mere positivt signal. I grunden ligger der vel begge dele i ordet, at loven både rummer det vejledende, opdragende aspekt og det mere hårdhændede. Hvorom alting er, er det ikke lovens opgave at være kilde til frelse, liv og fred. Selv den mest pertentlige overholdelse af loven kunne ikke frelse nogen. At holde Loven var i grunden blot ethvert menneskes simple skyldighed. Det ville man ikke opnå nogen retfærdighed ved. Men i mødet med Kristus kom Paulus frem til den overbevisning, at det ikke var lovens opgave at føre til frelse, men at vejlede, drage op, holde os fast, vække vor erkendelse af os selv som syndere, der ikke står mål. Det var Lovens opgave indtil Kristus kom. Han fødtes under loven og opfyldte loven. Det førte ham til korset, men netop ved sin død og opstandelse har han banet en vej til liv og frelse. Ikke lovens vej, men troens vej, hvor han skænker os del i sin retfærdighed ved tro.

6. januar

Helligtrekongers dag. De hellige tre konger er de tre vise mænd, som fulgte stjernen og fandt kongen. De repræsenterer i den kirkelige tradition Asien, Europa og Afrika. og fik siden tillagt navnene Caspar, Melchior og Balthasar.

Da de så stjernen, var deres glæde meget stor.

Mattæusevangeliet kapitel 2 vers 10

Guds ord, vor ledestjerne

Grundtvig påbegyndte salmen Dejlig er den himmel blå... den 2. december 1810 og blev færdig den 12. december. Få dage senere sad han i en bundløs fortvivlelse. Han var selv blevet standset af det ord, som han havde prædiket. Er du selv en kristen? spurgte det ham. Hjertets urenhed, hårdhed og hovmod fyldte ham med rædsel og drev ham til vanvid. Grundtvig blev da ind under jul hjulpet hjem til sine forældre i Udby af sin ven Frederik Sibbern. De overnattede i Vindbyholt kro, hvor Sibbern blev vækket af en frygtelig støj fra Grundtvigs værelse. Han skyndte sig derind og fandt Grundtvig som trængt op i en krog, rystende af rædsel. Han så djævelen for sig og kæmpede mod ham. Sibbern fik ham beroliget og førte ham til Udby, hvor Grundtvig blev modtaget af sin gamle far. Sibbern fortalte ham om Grundtvigs tilstand, hvortil faderen blot svarede: Gud ske lov! Så har min søn jo bare anfægtelser. Ja, for det kendte den gamle præst et middel imod, Guds Ord. Efter kort tid, begyndte Grundtvig at få det bedre, og fandt hvile i troen, som han havde prædiket i sin salme:

"Stjernen ledte vise mænd

til vor Herre Kristus hen;

vi har og en ledestjerne,

og når vi den følger gerne,

kommer vi til Jesus Krist.

Denne stjerne lys og mild,

som kan aldrig lede vild,

er hans guddoms-ord det klare,

som han os lod åbenbare

til at lyse for vor fod".

N.F.S. Grundtvig (Den danske salmebog nr. 136 vers 6-7)

7. januar

For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden,

Titusbrevet kapitel 2 vers 11-12

Opdragelse eller dressur

På gamle gravsten kan man undertiden foruden oplysninger om afdødes navn og stilling, fødsels – og dødsdato samt hædrende omtale også opleve navnene på de efterladte, hustru og børn, undertiden med oplysningen at en eller flere af børnene var uopdragne. Frimodigt! synes vi måske, men det betyder såmænd kun, at der var nogle af børnene, som ikke var blevet konfirmeret endnu.

At drage op er først og fremmest udtryk for en vækst, sådan som troens liv ofte skildres i Bibelen. Denne vækst eller opdragelse har sit udspring i Guds kærlighed. En opdrager hedder på græsk paidagogos. Vi genkender ordet i pædagog, der betyder, én, som går foran drengen eller barnet. Sådan er Gud selv vor opdrager ved sin godhed og gennem kærlighedens fællesskab i Kristus. Han går som Guds levende ord selv foran og lærer os, opdrager os undervejs gennem nådens ord. Nåden opdrager os og møder os altså ikke kun med tilgivende ord, men også med formanende ord. Normalt bryder vi os ikke om formaninger. Det gjorde vi heller ikke, da vi var børn. Men det fik ikke vore forældre til at undlade at bruge dem, og siden har vi da også brugt formaninger overfor vore egne børn, der brød sig lige så lidt om dem, som vi. Men det afholder dem sandelig ikke fra nu at bruge dem på vore børnebørn, for også formaningen har sit udspring i kærligheden. Ellers er det jo ikke opdragelse, men dressur.

8. januar

Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.

Johannesevangeliet kapitel 8 vers 12

Uden lys, intet liv

Far, jeg kan ikke sove. Må jeg ikke godt få lyset tændt, sagde drengen, der lå i sengen ved siden af far. Nej, du ved jo, at far skal tidligt op på arbejde i morgen, og jeg kan ikke sove, hvis lyset er tændt. Lidt efter lød det igen: Far, må jeg ikke godt få lyset tændt, for jeg kan ikke sove, og jeg er bange i mørket. Nej! lød svaret, men samtidig rakte far sin hånd over til drengen og tog hans hånd. Da lød det derovre fra: Tak, far. Nu blev det lyst alligevel.

Jovist, mørket er her endnu. Vi kender det kun alt for godt. I sorg og i sygdom, i bekymringer og ængstelse. Og vi beder om at blive fri. Vi beder om at få lyset tændt over vort liv, og det sker ikke. Nej, men se. Ordet er her, Guds ord, som forkynder os, at nok er mørket fortsat en realitet, men lyset er her også. I Jesus Kristus. Han er verdens lys, og enhver, som tror på ham, skal vandre i lyset trods mørket. Ja, stærkere endnu: Enhver, som i troen følger Jesus, skal have livets lys. I det ord er Guds hånd rakt ud imod dig i dit mørke. Så bliver det lyst alligevel.

9. januar

Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet, Herrens herlighed er brudt frem over dig. Esajas´ Bog kapitel 60 vers 1

Og lyset skinner …

Her er ikke kun tale om Jerusalems forestående genopbyggelse efter at folket er vendt tilbage fra landflygtigheden i Babylon. Denne historiske begivenhed er, som Indre Missions tidligere formand provst L.P. Jensen skrev i det gamle Bibelværk for Menigheden, kun et springbræt, hvorfra profetien løfter sig op over alle historiske begrænsninger og alle menneskelige forudsætninger og muligheder, ja, som løfter sig op imod en herlighed, som vi slet ikke er i stand til at beskrive, men som vi finder opfyldt i navnet Jesus.

I ham er lyset kommet, og i ham er Herrens herlighed åbenbaret. Da han fødtes på jord, tændtes lyset i mørket. Guds retfærdigheds og helligheds lys gennemflængede syndens og dødens mørke med nådens, fredens og barmhjertighedens lys, som mørket hverken begreb eller nogensinde skal få bugt med. I ham er Guds strålende daggry brudt frem og kalder i navnet Jesus ad alle folkeslag. Selv deres konger kom, da det endnu kun var tændt som en lille kerte i Betlehem.

Det kalder os ind i den nye dag og viser os ikke kun de opgaver, men de muligheder, som dér ligger gemt. Eller som Kai Munk et sted skrev: Tag imod mig, siger Jesus til professoren og husmanden, konduktøren og generalen, journalisten og vaskekonen, spritsmugleren og pastoren: Tag imod mig og oplev selv juleevangeliets sandhed, at også over dig står en evighedens stjerne tændt, og engle synger for dig om fryd og fred og Guds nåde.

10. januar

At frygte Herren, det er visdom at holde sig fra det onde er indsigt. Jobs Bog kapitel 28 vers 28

Gudsfrygt er visdommens begyndelse

Job har i sin tale stillet spørgsmålet: Men visdommen, hvor kommer den fra? Hvor bor indsigten? Alt andet af værdi har et sted, hvor det kommer fra. Sølvet kommer fra sølvminerne, guld vaskes ud i vandløb. Men visdommen og indsigten? Alligevel når Job frem til at sige, hvad Gud har sagt om den sag, og som det derfor er nok for Job at vide: At frygte Herren, det er visdom at holde sig fra det onde er indsigt. Hvor Job ved det fra? Måske fra salme 111, 10, hvor der tales om at gudsfrygten er begyndelsen til visdom.

Derfor var de hellige tre konger i ordets bedste forstand vise mænd. De var ikke blot vismænd med astronomi som speciale, men de var vise, fordi de frygtede Herren. De viser deres gudfrygtighed i tilbedelsen. De havde fulgt stjernen og fundet kongen i stalden. De knælede ned ved krybben og bragte barnet deres kongelige gaver guld, røgelse og myrra.

Når vi derfor i helligtrekonger tiden formanes til at frygte Herren, er det gudsfrygten, der tales om, og tilbedelsen, der kaldes på. Bedre begyndelse kan vi vel næppe få på et nyt år. For vel har vi ikke de store kongelige gaver at bringe, men vi må bringe ham det, som er vort – vore synder, vore overtrædelser – og tage imod, hvad der er hans. Der begynder det.

11. januar

Da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden. Titusbrevet kapitel 3 vers 4-5

Dåben – genfødelsens bad

Guds godhed og kærlighed er åbenbaret os igennem hans Søn, Jesus Kristus. I de ord han sagde, i de gerninger han gjorde. I hele hans liv og færden, i hans død og opstandelse, ser vi åbenbaringen af Guds godhed og kærlighed. Denne kærlighed er en kærlighed til syndere, som overhovedet ikke har fortjent den.

Lige så konkret og virkeligt han talte sit ord og gjorde sin gerning dengang, har han talt sit ord og gjort sin gerning imod os i den hellige dåb. Vi hørte absolut ikke hjemme i Guds kærlighed. Men han genfødte os ved vand og Helligånd til at være Guds børn, arvinger til det evige liv med hjemstedsret hos ham. Da blev vi kristne. Er du døbt, har han gjort denne gerning imod dig. Det kan der ikke engang sættes spørgsmålstegn ved, selv om mange har forsøgt f.eks. ved at dele tingene op og tale om vanddåb og åndsdåb. De to ting ikke kan adskilles, men dåben er det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden. Det, som er spørgsmålet, er om vi i tro tager imod dåbens gave og lever i vor dåb, lever på hans barmhjertighed.

12. januar

Og dog er det et nyt bud, jeg skriver til jer, det som er sandt i ham og i jer: mørket viger, og det sande lys skinner allerede.

Johannes´ 1. brev kapitel 2 vers 8

En ny dag

Umiddelbart kunne man tro, at teksten hørte hjemme i adventstiden; men den hører til blandt de tekster, som ved gudstjenesteordningen af 1992 fik plads blandt kirkens tekster til Helligtrekonger tiden. En ny tekst, men et gammelt ord. Johannes påpeger da også, at han ikke bringer et nyt bud, men et gammelt, som dog netop er fornyende i sit budskab om ham, som gør alting nyt.

Det er altså ikke julens budskab om lyset, der skulle komme til verden, der peges hen imod, men den fuldbyrdede kendsgerning, der peges tilbage på: At Jesus Kristus er kommet til jord, at han i sin død og opstandelse har sonet vor synd og sejret over vor død og dermed har fuldbragt hele Guds frelse. Han er lyset, som sætter skel mellem kærlighed og had, tro og vantro, frelse og fortabelse.

Guds ord fører os som ledestjernen til Kristus, til ham, som selv er verdens lys. Hvor det sker, viger mørket for det sande lys, som skinner med fred og forsoning, til liv og håb. Der bryder en ny dag frem, en ny mulighed, i tråd med Grundtvigs ord i salmen Den signede dag (Den danske Salmebog nr. 402 vers 1):

Det kendes på os som lysets børn,

at natten hun er nu omme!

Udråbstegnet står ikke som udtryk for en konstatering – så havde salmen været utålelig i sin selvretfærdighed. Udråbstegnet udtrykker et ønske, en bøn. Og det er noget ganske andet

13. januar

Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader? Lukasevangeliet kapitel 2 vers 49

Troens rette geografi

Da Jesus var 12 år, tog hans forældre ham med til Jerusalem i forbindelse med påskefesten. Som 12-årig stod han ved indgangen til sin voksenalder, hvor han selv skulle tage ansvar for Lovens ord. Men det var som om, Jesus tog det lidt for alvorligt med at være blevet voksen, for da forældrene rejste tilbage til Nazaret, blev han tilbage i Jerusalem uden at give dem besked. Da de endelig fandt ham igen efter tre dages forløb, og Maria lettet gav udtryk for sin ængstelse, svarede han: Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?

Det drejer sig ikke om, om Jesu svar var fromt eller flabet, men om at have øre for evangeliet, og her er Jesu ord nøgleordet. Ved det lukkes der op til evangeliet. Vidste I ikke at jeg bør være hos min Fader? Bør! Det skete var altså udtryk for Guds vilje. Jesus burde være hos sin Fader. I det, som er hans Faders. I Faderens vilje! I Faderens hånd. I Faderens hus! Der var hans plads, ikke blot da han blev tilbage i templet, men livet igennem fra krybbe til kors, hvor han til sidst, da alt var fuldbragt, bad sig ind i de hænder, som alene kan bære.

Det var hans plads, og det er vores, når vi befaler os i hans varetægt og omsorg – Fader i dine hænder – for at vi ved ham kan være i det, som er vor Faders i dag og alle dage, også den sidste.

Det er kristenlivets sande vej og troens rette geografi: I faderens hus – i faderens hænder.

14. januar

Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Markusevangeliet kapitel 10 vers 14

For lille

I et blad, som engang blev udgivet af den lokale FDF-afdeling var der et par sider med guldkorn sagt af børn i alderen 5-10 år. Et af dem lød: Det bedste ved Gud er, at han kan lide uartige børn. Han er den eneste, som kan lide uartige børn. Godt sagt. I al fald siger Jesus ikke: Lad de artige børn komme til mig… Det skulle man måske ellers tro, når man sådan ser på, hvad der er sagt til børn om Jesus af velmenende kristne. Men nej! Det bedste ved Gud er, at han kan lide uartige børn. Han er den eneste, som kan lide uartige børn. Vi ved det fra dagens ord, hvor Jesus ikke blot giver adgang for børnene, men endda siger, at Guds rige er deres. Hverken fordi de var artige eller uartige, men fordi de tager imod Guds rige, som de gør, uden forbehold lader sig bære til Jesus. I hans favn er Guds rige.

Vi får del i Guds rige i dåben. Bæres til Jesus og tages i favn af ham, som elsker syndere med en evig kærlighed. Det er, hvad der sker i dåben, om vi er kun få minutter gamle eller 80 år. Vi får del i hele frelsen. Af nåde.

Børn kan igennem deres opvækst få tudet ørene fulde af, at de er for små til både det ene og det andet. Det er du for lille til! lyder det igen og igen. Der er ingen ende på, hvad man kan være for lille til. Åh jo. Én ting! Man kan aldrig blive for lille til at modtage en gave. Derfor siger Jesus: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.

15. januar

En dag i dine forgårde er bedre end tusind, jeg selv har valgt. Salme 84 vers 11

En god søndag

I salmen Hyggelig, rolig, Gud, er din bolig (Den danske salmebog 411), skildrer Grundtvig med baggrund i Davids salme 84 den herlighed, som venter Guds folk, og som Guds hus kun er en fattig afglans af og forsmag på. Men uanset hvor fattig den tager sig ud, er selv en dag i forgården til Guds hus langt mere værd end tusind dage, som vi selv har valgt.

Jyllands-Posten havde engang i søndagsudgaven en rubrik under titlen En god søndag, hvor mere eller mindre kendte mennesker skildrede en ønskesøndag. Man kunne se, at det var yderst sjældent, at søndagsgudstjenesten var en del af ønskeprogrammet. Det er åbenbart ikke så attråværdigt at komme i Guds hus, som David syntes, og Grundtvig lod ane. Ud fra sådan en almen kræmmerlogik er det da også svært at se, hvad det skulle gøre godt for. Selvfølgelig kan man da undtagelsesvis gøre Gud en tjeneste. Men vi skal nu ikke gå i kirke for at gøre Gud en tjeneste, men for at Gud kan få lov til at gøre os en tjeneste igennem sit ord og sakramenter, som ved Helligåndens kraft giver os del i alt det, der er hans af nåde og fred, skaber det i os, som ordet siger. Det, han dermed giver os, slår til resten af ugens dage. Og hvor er det sundt også på den måde at have orden i tingene.

16. januar

Når jeg ser din himmel, dine fingres værk,

månen og stjernerne, som du satte der,

hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?

Salme 8 vers 4-5

Hvad er da et menneske

Forsøger vi at forestille os Guds skaberværk i hele dets uendelighed, bliver salmistens spørgsmål vores: Hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?

Den tyske teolog Helmut Gollwitzer fortæller i sin Krigsfangedagbog om mødet med Hans, en ung løjtnant, der i 1948 stod anklaget for krigsforbrydelse i Jugoslavien og derfor skulle overføres til retsforfølgelse der. Hans var naturligvis bekymret for sin uvisse skæbne, men det mest smertelige var, at ingen ville ænse det. Universet ville dreje uanfægtet videre. Kun en gammel mor derhjemme i Schwabien ville tage sig af det. Gud vil ænse det, svarede hans medfange, Gollwitzer. Men Hans havde svært ved at tro, at Gud skulle bekymre sig om ham. Lidt efter lidt afdækkede Gollwitzer dog det panser, som den unge løjtnant væbnede sig bag, og Gollwitzer rundede af med at sige: Her er den nøjagtige sondring mellem fortvivlelse og mening: Guds kærlighed er dit livs mening, og den kan ikke ødelægges... Denne kærlighed vil præcis sige: Jeg er så vigtig for Gud, som jeg er vigtig for mig selv og Han er vigtig for sig selv. Mal et kors på dit sengested og sig samtidig sætningen for dig selv, sig den tre gange! Og tag i aften din Bibel frem, læs i den og indsæt denne sætning overalt, hvor der er tale om Guds kærlighed. Så forstår du, hvad Evangelium vil sige, og at det er en fryd, der har besejret verden. – Jeg er så vigtig for Gud, som jeg er vigtig for mig selv og Han er vigtig for sig selv.

Hvad er da et menneske?

17. januar

Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste.

Romerbrevet kapitel 12 vers 1

Et offer

Paulus har i de foregående kapitler forkyndt, hvad Gud har gjort for os ved Jesus Kristus. På denne baggrund påbegynder Paulus nu et helt nyt afsnit, idet han kommer med en række formaninger. Og sådan stilles regnestykket da også op: Først hvad Gud har gjort for os, dernæst hvad vi skal gøre for ham. Alt har sin kilde i Guds barmhjertighed, for der er jo tale om en åndelig gudstjeneste i modsætning til den gamle udvortes tempeltjeneste. Nu har Jesus Kristus bragt et eviggyldigt offer i sin død og opstandelse. Det er kilden for vor åndelige gudstjeneste.

Det betyder dog ikke, at så er det kun usynlige, åndelige ofre, vi skal bringe som fromme tanker og dybsindige bønner. Nej vi skal bringe vore legemer som et levende og helligt offer. Vor åndelige gudsdyrkelse er altså vort daglige liv, vort arbejde. Det er et levende offer, mennesket, som det er med de kræfter og nådegaver, som Gud giver. Det er et helligt offer, fordi Gud helliger det ved Jesu Kristi offer. Kun ved at leve i det offer har vi noget at bringe Gud.

18. januar

Ved ham og til ham er alting skabt.

Kolossenserbrevet kapitel 1 vers 16 b

Kristus i alt og over alt

Ved hvem? Til hvem? Jo, Jesus Kristus! Kort og klart rører Paulus her ved kristologiens hjerte. Det lyder som en lovprisning: Ved ham og til ham er alting skabt! Det er i al fald ikke et debatoplæg, Paulus fremkommer med, det er ikke noget, som kan diskuteres, vendes og drejes. Det er ganske enkelt indiskutabelt. Jesus Kristus har en stilling, som ikke lader sig sammenligne med nogen anden, og det gælder både i skabelsen og i frelsen, både i universet og i kirken. Han er ikke selv blevet skabt af nogen for siden at have gjort sig fortjent til en ledende stilling i den himmelske administration. Nej, ved ham er alting skabt! Eller som det hedder i den nikænske trosbekendelse om Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født ikke skabt...

Ved ham er alting skabt. Han er den usynlige Guds billede og den, der lærer os at kende Gud, ja, den eneste, ved hvem vi kan komme til Gud, for i ham er Gud kommet til os.

Til ham er alting skabt, til hans ære, lov og pris. Vi er hans! Han er Herren og er på ingen måde afhængig af os og af vor tilslutning og accept, men vi af hans. Det er al lovprisning værd.

19. januar

Kameler i mængde flokkes hos dig, dromedarer fra Midjan og Efa, fra Saba kommer de alle sammen, de bærer guld og røgelse; de forkynder Herrens pris. Esajas´ Bog kapitel 60 vers 6

Mission er tilbedelse

Vi er nu kommet godt ind i hellig tre konger tiden. Derfor kan det være en god ide at minde hinanden om udgangspunktet fra hellig tre konger søndagens lektietekst. Hele lektieteksten samler sig i dette ene: De forkynder Herrens pris. Der var ellers ikke meget at juble over. Jerusalem var ødelagt, og alligevel skulle byen opleve en helt ny storhed. Og Gud lod sit løfte gå i opfyldelse. Han sendte sin søn. Født i en stald. Lagt i en krybbe. Som et husvildebarn. Men netop med det barn kom himlens lys til jord. Mørket fik ikke bugt med det, end ikke da mørket sænkede sig over Golgata. Det flammede desto stærkere påskemorgen. Kaldende, dragende som da de vise mænd i sin tid brød op og satte kursen mod Betlehem for at tilbede barnet og skænke det de kongelige gaver guld, røgelse og myrra.

Ved Jesus Kristus har Jerusalem fået en helt ny betydning. Det er korsets sted. Opstandelsens sted. Åndsudgydelsens sted. Geografisk er det navnet over alle navne for jøder, muslimer og kristne. Jerusalem er centrum for alle kristnes håb og længsel. Med verdensmissionens begyndelse pinsemorgen retter tilbedelsen sig mod det, som stedet er udtryk for. Ja, verdensmissionen, som vi på en særlig måde fejrer Helligtrekongers dag, er i sig selv tilbedelse. Mission er tilbedelse, til Guds ære Og hvor man glemmer missionen, hører tilbedelsen også op.

20. januar

Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.

Johannesevangeliet kapitel 2 vers 11

Vi drikker fortsat af vinen fra Kana

Det bryllup talte man længe om. Ja, vi taler jo om det endnu, og det er da heller ikke så underligt, for det var ved den lejlighed, at Jesus gjorde begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed. Underet var altså et tegn.

Bryllupsfesten var ved at udvikle sig til en katastrofe, for vinen var sluppet op. Udenfor festsalen stod seks store vandkar, der hver rummede ca. 100 liter. Der skyllede gæsterne fødderne, inden de gik ind i festsalen og opfyldte dermed de renhedsforskrifter, som Loven var rig på. Jesus befalede tjenerne at fylde karrene med vand. Mens vandet således hældes op, er det et tegn på den gamle