Faustina: Barmhjertighedens Apostel

By Else Marie Post

"Mal et billede af Mig som du ser Mig
med signaturen: Jesus, jeg har tillid til Dig!"

Således sagde Jesus til den polske nonne Faustina, da Han åbenbarede sig for hende i 1931. Det blev begyndelsen på Faustinas mission for Jesus: Hun skulle udbrede kendskabet til Jesu Barmhjertighed gennem billedet, "Den Guddommelige Barmhjertighed", og hun skulle starte en bevægelse, hvor "Min Ånd skal være jeres leveregel."

Jesus kaldte Faustina "Barmhjertighedens Apostel", og gennem hende ønskede Han at få mennesker til at vende sig og se på og bede til Hans Hellige og Barmhjertige Hjerte, så Han kan fylde dem med barmhjertighed og skænke dem fred.

"FAUSTINA - Barmhjertighedens Apostel" er baseret på den Dagbog, som Faustina skrev om sit liv med Jesus. Den fortæller historien om Faustinas liv, hendes spiritualitet og hendes mission med at udbrede Den Guddommelige Barmhjertighed, en mission, der i dag har bredt sig til hele verden, og som senest har fået tilført endnu en impuls med pave Frans's proklamation af Barmhjertighedens År.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Feb 12, 2016
• ISBN: 9788771709179

Else Marie Post

Else Marie Post har beskæftiget sig med visdomstraditioner, mystik, filosofi i mere end 40 år. Har skrevet flere bøger om den Åndelige vandring på Hjertets Vej.

Book preview

Indholdsfortegnelse

Forord

Faustinas barndom

Faustinas ungdom

I kloster

Åndelige kampe

Mal et billede!

Jesu barmhjertighed

Tillid

Guddommelige barmhjertighed, jeg har tillid til dig – bøn

Barmhjertighedens Fest

Barmhjertighed

Jesu samtaler med sjæle

Barmhjertighedens Rosenkrans – Bøn

Novena – bøn

Lidelse og barmhjertighed

Den nye orden for Den Guddommelige Barmhjertighed

Faustina og Guds Moder - og bøn

Åndelige kampe og Guds vilje

Forberedelse til forening med Jesus

Den mystiske forening

Barmhjertighedens apostel

Faustinas mission – dengang og nu

Forord

For ti år siden fik jeg et billede af Jesus. Med den ene hånd velsigner Han, og med den anden peger Han på sit hjerte, og derfra strømmer en rødlig lys-stråle og en bleg lys-stråle. Billedet fik jeg af en klarissesøster ved navn Faustine, og hun fortalte mig historien om Jesusbilledet. Det var malet af en polsk nonne ved navn Faustina, og hun var således hendes navne-søster. Historien og billedet gjorde et stærkt indtryk på mig og fremkaldte en uendelig længsel efter Jesus inde i mig, efter indre liv, efter lys og efter kærlighed.

Billedet af Jesus satte en indre proces i gang – det ramte en længsel, som jeg altid havde haft i mig, men som også var diffus og svær at definere og få fat i, og som hele tiden bare endte i ubesvarede spørgsmål og længsel: For hvad var det for en længsel? Hvor skulle jeg gå hen med længslen? Hvad var egentlig længslens mål? Hvem kunne hjælpe mig på vejen til at få tilfredsstillet min længsel eller i det mindste komme den i møde? Hvad kunne jeg selv gøre for at komme nærmere det jeg længtes efter?

Den efterfølgende tid flød jeg dybere og dybere ind i længslen og den smerte, som den vakte – jeg kunne ikke andet. I perioder var længslens smerte overvældende, i andre perioder var den som en vemodig og sagtmodig tone, der gennemsyrede mit væsen og hele mit liv.

De følgende år vandrede jeg efter denne tone, som fyldte mig: længslen efter Jesus. I det ydre blev jeg ført til forskellige steder: Siena, Rom, Assisi, Rocamadour, Paris, København, Krakow mm. Her mødte jeg Jesus, som trådte ud gennem billeder og talte til mig. Han ville have mit hjerte. Han insisterede. Jeg fattede det ikke: Hvordan kunne et så ædelt og ophøjet væsen som Han ville have mit lille og indtørrede hjerte? I det ydre førte Han mig til steder, hvor Han dukkede op, og i mit indre indgød Han forståelse og indsigt om den åndelige verden og om vejen dertil.

Mit ’venskab’ med Jesus udviklede sig; jeg accepterede mere og mere, at det jeg oplevede var virkeligt, at det var muligt at møde og tale med Jesus; og at det ikke kun var mystikere i gamle dage, der oplevede dette, men at mennesker i dag også oplever den levende Jesus .

For to år siden blev jeg for første gang ført til Krakow, hvor søster Faustina havde levet en del af sit liv. Jeg fulgte i hendes fodspor, både dem hun havde trådt i Krakow og de fodspor, som hun har efterladt os i sin Dagbog, hvor hun fortæller om sit indre liv med Jesus. Ved at læse om hendes erfaringer og oplevelser erfarede jeg, at indre gudsoplevelser ikke nødvendigvis er resultat af illusioner, hallucinationer eller andre vrangforestillinger, men at de kan være resultater af længsel efter Jesus og en stadig hengivelse og overgivelse til Ham.

Gennem bøn foran billedet af Den Guddommelige Barmhjertighed, som billedet med den velsignende Jesus hedder, oplevede jeg et kærligt og levende nærvær og sand velsignelse strømme ud over mig og gennem mig; jeg blev fyldt af indre liv og guddommelig fylde. Og min længsel? Fuldstændig væk! Her var målet, her var svaret, og her var vejen: Jesus!

Og nej, længslen dukker stadig op i forskellig styrke, men nu ved jeg, hvad der kan ’mætte’ den. Jeg kan igen bede foran billedet, bede Faustinas bønner, læse og meditere over nogle af de ord, som Jesus siger til os gennem Faustina.

Bogen Faustina - Barmhjertighedens Apostel beretter om Faustinas liv, spiritualitet og mission ud fra centrale temaer, som er beskrevet i Faustinas Dagbog, hvor hun fortæller om den åndelige vej, hun vandrede, og dagbogen gengiver alle de inspirationer og åbenbaringer, som hun fik fra Jesus. Citater i nærværende bog er oversat fra den engelske og den tyske udgave af hendes Dagbog og er angivet med Dxx, som henviser til nummereringen i denne.

Jeg håber og ønsker, at læsere må blive inspirerede til – med Jesu ord at ’putte dig tæt ind til Hans Barmhjertige Hjerte, og Han vil fylde dig med fred...’ D459 og at følge Jesu opfordring: ’Tag tillidens kar og øs fra Barmhjertighedens og Livets Kilde – ikke kun til dig selv, men også til andre sjæle’ D 1484+1488

Må Jesu Barmhjertighed og Fred være med dig!

Else Marie

Faustinas barndom

I den lille by Glogowiec i nærheden af den polske by Lodz blev Helena Kowalska født den 25. august 1905. Hun var det tredje af forældrenes, Stanislaw og Marianna Kowalskas, i alt ti børn. Inden ægteskabet arbejdede faderen på et lille bryggeri i Mniewo, men efter giftermålet købte de et lille landbrug i Glogowiec, og her blev alle børnene født, og her voksede de op. Faderen tjente til familiens underhold på sit lille landbrug og supplerede indtjeningen ved at arbejde som tømrer. Forældrene var fromme og gudfrygtige folk, som opdrog deres børn med aftenbøn foran familiens stue-alter, som var prydet med to figurer: ét af Marias uplettede Hjerte og ét med Jesu Hellige Hjerte og mellem dem stod krucifikset. Hver søndag eftermiddag læste faderen højt af Bogen om helgener, mens moderen, der ikke kunne læse, instruerede dem i troen og dens moralske principper. Det var også moderen, der forberedte børnene til deres første Hellige Kommunion, hvor sognepræsten forhørte børnene i deres religiøse kundskaber, inden de fik tilladelse til at komme frem foran Sakramentet. Desuden deltog familien hyppigt i messer og andagter i deres lokale sognekirke i Swinice Warkie.

Helena holdt meget af at bede og kunne finde på at stå op midt om natten for at knæle i bøn, og når forældrene bebrejdede hende, kunne hun svare, at det måtte være en engel, der havde vækket hende og sagt, at hun skulle stå op og bede. Hun var altid glad og munter og blev betegnet som ’et velsignet barn’ af en nabo. Kammerater i landsbyen og hendes søskende holdt også meget af hende, men de fornemmede også, at hun havde en anden mentalitet; hendes bror Stanislaw har fortalt: "Fra en tidlig alder fortalte hun os om helgener, pilgrimme og eneboere, som kun levede af rødder, bær og skovhonning. Når hun ville glæde sin far tog hun Bogen om helgener eller en anden religiøs bog ned fra vores beskedne bogreol og læste højt. Hun fortalte om eneboere og missionærer, og næste dag når vi var ude at vogte kvæg, kunne hun gentage fortællingerne ord for ord for os og andre. Hun fortalte os børn, at når hun blev voksen, ville hun gå i kloster, men vi grinede. Vi forstod det ikke."

Allerede fra 7 års alderen mærkede Helena et dybt ønske om at leve helt med Gud. I sin Dagbog skriver hun: ’Skjulte Jesus, i Dig ligger al min styrke. Fra mine helt spæde år har Herren Jesus i det Velsignede Sakramente trukket mig til Sig. Engang, da jeg var syv år og var til vesper, der foregik foran Herren Jesus i monstransen, blev Guds kærlighed videregivet til mig for første gang og fyldte mit lille hjerte; og Herren fik mig til at forstå guddommelige ting. Fra det øjeblik og indtil nu er min kærlighed til den skjulte Gud vokset konstant til et punkt af den tætteste intimitet. Al min sjæls styrke strømmer fra det Velsignede Sakramente. Jeg tilbragte alle mine ledige øjeblikke i samtale med Ham. Han er min Mester.’ D1404

’Fra syv-årsalderen oplevede jeg Guds klare kalden, et nådens kald til et religiøst liv. Det var i mit livs syvende år, at jeg for første gang hørte Guds stemme i min sjæl; det var en invitation til et mere fuldkomment liv. Men jeg var ikke altid lydig overfor nådens kald. Jeg stødte ikke på nogen, der kunne forklare mig disse ting.’ D7

Da hun som niårig modtog den første Hellige Kommunion, glædede hun sig overordentligt: Nu går jeg med Jesus, sagde hun bagefter. Hun erfarede Guds nærvær i hendes sjæl, og denne bevidsthed voksede gennem hele hendes liv. Samtidig voksede hendes opmærksomhed for andre menneskers behov; allerede som barn søgte hun at hjælpe fattige med mad, med tøj og andre fornødenheder.

Helena kom først i skole, da hun var 12 år. Året var 1917, og Polen blev befriet fra Rusland, og da var der blevet sluttet en foreløbig fred på øst-fronten mellem Tyskland og Rusland. Faderen havde lært hende at læse inden, men nu fik hun mulighed for at lære mere i en ny-etablerede grundskole i Swinice Warkie, hvor hun gik i tre år, inden hun måtte vige pladsen for yngre børn, og også fordi hun måtte at bidrage til sit eget underhold.

Ungdom

Da Helena var seksten år, kom hun i huset hos en bager, hvor hun skulle passe familiens seks årige søn, gøre rent, lave mad, hente vand, bringe mad til de ansatte, kort sagt hjælpe med alt i husholdningen. En dag da Helena så ud af vinduet til bageriets gård, så hun et ekstraordinært lys; hendes sunde fornuft sagde hende, at der var ildebrand, og hun råbte højt: brandalarm! Men der var ingen brand, og folk kiggede underligt på hende. Helena blev efterfølgende så dårlig, at en læge måtte tilkaldes, og hendes forældre blev informeret. Storesøsteren blev sendt derhen for at se, hvad der var sket, og Helena fortalte hende, at hun havde set et stort lys, og hun bad søsteren om at sige til forældrene, at hun ikke var dum, men at hun heller ikke ville blive længere i huset.

Hun tog hjem til forældrene for at bede dem om tilladelse til at gå i kloster. Skønt de var gudfrygtige folk, ville de ikke opgive deres bedste barn og undskyldte sig med, at de ikke havde råd til medgiften. Helena forsøgte at overbevise dem om, at det ikke var et spørgsmål om penge, idet Jesus ville ordne det problem, men faderen stod fast.

Fra februar 1923 arbejdede hun hos forskellige fruer, bl.a. i huset hos fru Marcjanna Sadowska, hvor hun skulle passe tre